Erosionens land

 

 

USA 2002-10
Denne ‘skov’ af farverige klippesøjler i Bryce Canyon Nationalpark blev skabt af vandets og frostens eroderende kræfter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den 24. maj 1869 stod ni mænd ved bredden af floden Green River, nær handelsbyen af samme navn, i den nuværende amerikanske stat Wyoming. Det var major John W. Powell, én-armet veteran fra den Amerikanske Borgerkrig, ledsaget af geologer, geografer, eventyrere, førere og en kok. De stod netop i færd med at starte en sejlads ned ad Green River for at udforske Colorado-floden og dens bifloder – en af de sidste ‘hvide pletter’ på kortet over Nordamerika. Til færden havde de fire både: tre svære af udhulede egestammer med luftlommer og lastrum til mad og udstyr, samt en let båd af fyrretræ, beregnet til rekognosering.

Havde disse mænd vidst, hvad de stod over for, havde de sikkert opgivet på forhånd. Efter 95 dage nåede de seks overlevende frem til et par mormonlandsbyer ved Virgin-floden, for enden af Grand Canyon. De havde udført en bedrift uden sidestykke. De mange dybe, smalle canyons var fulde af strømhvirvler, der gentagne gange havde væltet deres både, hvorved mad og udstyr var gået tabt; men mirakuløst var ingen af mændene druknet. Efter de 95 dage var deres madbeholdning svundet ind til lidt mel, nogle kilo tørrede æbler og en masse kaffepulver. Deres bacon var mugnet, ligeledes meget af melet. Mange af de omkringboende stammefolk var fjendtligt indstillede over for hvide mænd – det viste sig at være fatalt for tre af ekspeditionsmedlemmerne, der forlod gruppen lidt øst for Grand Canyon.

Et par uddrag fra Powell’s dagbog: “19. juli. (…) Neden for os ligger kløften med Colorado-flodens leje. Vi kan følge dens løb flere kilometer, og af og til kan vi skimte flodens vande. Fra nordvest kommer Green-floden i en smal, bugtende kløft. Fra nordøst kommer Grand-floden [senere omdøbt til Colorado] gennem en canyon, der synes bundløs. (…) 21. juli. Denne morgen starter vi ned ad Colorado. Floden er oprørt, og grimme strømhvirvler afløser hurtigt hinanden. To gange i løbet af formiddagen må vi slæbe bådene hen ad bredden. Over middag tipper en strømhvirvel ‘Emma Dean’ rundt, og vi slynges ud i floden. Vi formår at klynge os til båden, og da vi kommer ud i stille vand, kan vi vende den rundt og tømme den for vand; men tre årer er mistet. De tre større både når at standse op inden strømhvirvlen, og hele eftermiddagen går med at slæbe dem langs bredden. Vi camperer blandt store sten og kan næppe finde plads nok til at ligge udstrakt.”

Sammenløbet, som Powell beskriver ovenfor, ligger i nutidens Canyonlands Nationalpark – en 1300 km2 stor vildmark af bratte kløfter og golde klipper. Canyonlands og den 330 km lange Grand Canyon er i dag de eneste større områder langs Colorado-floden, der stadig henligger i naturtilstand. Langs floden og dens tilløb er opført talrige dæmninger, som har ændret landskabet drastisk. Hvor vilde canyons førhen snoede sig gennem området, ser man i dag kæmpestore vandreservoirer med et leben af vandsportsudøvere.

 

 

Arizona-Utah 2001
Canyonlands Nationalpark ligger omkring sammenløbet af Green River (billedet) og Colorado River. Dette område blev først udforsket af hvide mænd i 1869, da major Powell og otte andre mænd sejlede ned ad floderne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Grand Canyon er den største kløft på Jorden. Her ses udsigten fra Grand Point på sydkanten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

2 milliarder års aflejringer
I det område, hvor Colorado-floden nu løber, eroderede vind og vand for omkring 2 mia. år siden en bjergkæde ned og dannede en skiferbjergart, der kaldes Vishnu efter en hindugud. Den ses i dag i bunden af Grand Canyon. Ovenpå aflejredes gennem æonerne tykke lag af kalk, ler og sand. Kalken blev aflejret i form af skallerne af døde mikroorganismer på bunden af oceaner, der dækkede dette område og forsvandt igen med millioner af års mellemrum. Leret, som floder vaskede ud af landjorden, blev aflejret på lavt vand i havene. De nederste sandlag kom fra klitter, som vinden opbyggede nær kysten, de øvre fra indlandsklitter i et ørkenlandskab, der fandtes her for omkring 150-200 mio. år siden. De øverste lag er mest vulkansk basalt og askelag, de yngste aflejret så sent som for omkring tusind år siden. Vægten af de øvre lag pressede de nedre lag sammen, så de efterhånden forstenede. Kalken blev til kalksten, leret til skifer og sandet til sandsten. Tilsammen er disse lag op mod 1,5 km tykke.

For ca. 50-60 mio. år siden pressede uro i jordens indre et område på omkring 330.000 km2 ca. 1,5 km i vejret – ikke i form af stejle bjerge, men så langsomt og blidt, at alle sedimentlag forblev omtrent vandrette og i mange tilfælde intakte. Dette kæmpestore, højtliggende plateau kaldes Colorado-plateauet. Mange steder opstod brud i form af forkastninger eller foldninger. En af de bedst kendte er Waterpocket Fold i Capitol Reef Nationalpark: En vældig, 160 km lang revne i jorden, opstået ved nederodering af en foldning.

Efter landhævningen startedes erosionen straks af floder, som gravede sig ned gennem de forskellige lag og dannede canyons. I områder med rigelig nedbør vil flodbredderne eroderes af nedbøren lige så hurtigt, som floden graver sig ned i sedimentet, og dalene bliver derfor V-formede. Men på det nedbørsfattige Colorado-plateau kunne vandet grave sig ned gennem sedimenterne hurtigere, end nedbøren kunne erodere bredderne. Det er grunden til, at mange canyons har næsten lodrette sider. Kun ustabile sedimenter som skifer vil skylles ned i floden med regnvandet.

Trods den sparsomme nedbør vil vand og vind i løbet af årmillionerne langsomt nederodere plateauet. Efterhånden opstår der et lavereliggende, fladt landskab, kun afbrudt af de mest modstandsdygtige sedimenter der står tilbage som flade småplateauer, kaldet mesas (spansk for ‘bord’). Endnu mindre rester af disse mesas benævnes buttes (udt. ‘bjuut’). Det mest berømte landskab af denne type er Monument Valley i navahoernes land, på grænsen mellem Utah og Arizona. Her findes klipper i de mest bizarre former, kendt fra talrige western-film.

 

 

USA 1992
De såkaldte buttes er opragende rester af det tidligere plateau. Her ses en butte i Monument Valley, som er blevet kraftigt nederoderet til en formation, kaldt Three Sisters (’Tre Søstre’). I baggrunden Mitchell Mesa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1992
I Monument Valley har vinden eroderet klipperne til de mest bizarre former. Billedet viser The Totem Pole (’Totempælen’), der synes at trodse tyngdekraften. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1992
Utah-penstemon (Penstemon utahensis), en plante af gyvelkvælerfamilien, står med flammende blomster i ørkenen i Monument Valley. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Spir og gnomer
Et ganske andet landskab opstår, når det ikke er en større flod, der står for erosionen af plateauet, men derimod myriader af mindre vandløb, som graver sig ned i aflejringerne. I Bryce Canyon National Park er opstået et enestående landskab af spir, tårne og fantastisk formede figurer i brilliante røde og gule farver, spredt ud over mange hektarer. De lokale Paiute-indianere kaldte figurerne ‘Det Legendariske Folk’, og ifølge deres mytologi var det Coyote (prærieulve-troldmanden), der havde omskabt dem til sten. Den første hvide nybygger her var Ebenezer Bryce, som området er opkaldt efter. Han græssede sine køer på plateauet oven for kløften og havde et ganske anderledes pragmatisk syn på det storslåede landskab: “Et helvedes sted at finde en vildfaren ko.”

Figurerne er opstået ved, at vandløb og regnvand eroderede det bløde sediment langs kanten af en forkastning. Herved opstod mange småkløfter, hvor vandet kunne vaske sedimentet hurtigere ud. Tilbage stod ‘finner’ af hårdere materiale, fyldt med huller og sprækker. Da plateauet ligger meget højt her (op til 2300 m), er klimaet strengt. I hullerne og sprækkerne samledes regnvand, som frøs og herved kunne sprænge mere sediment bort. Tilbage står kun det hårdeste materiale, ofte i de særeste former. En sådan figur kaldes på amerikansk hoodoo.

I Goblin Valley State Park har regnvandserosion skabt helt anderledes – men lige så fascinerende – figurer i den bløde Entrada-sandsten. De kaldes goblins (‘gnomer’) efter de tusindvis af gnom-agtige skikkelser i sedimentet. Her kan man vandre rundt i timevis og lede efter trolde, gnavne gamlinge, nisser, dyr og andre figurer.

 

 

Arizona-Utah 2001
Goblin Valley State Park er opkaldt efter de gnom-agtige figurer, som erosionen har skabt i den bløde Entrada-sandsten. Her ’kysser’ to af dem hinanden i strålerne fra den nedgående sol. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Denne goblin i Goblin Valley State Park minder om en tykmavet nisse med stor næse og nissehue. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Naturlige broer og buer
Når vandet i en flod støder på hårde klippearter, vil det løbe den letteste vej – udenom. Herved opstår mæandre, buer i et flodleje, der bugter sig som en slange. Efterhånden som Colorado-floden eroderede ned gennem det hårde sediment, hændte det, at der nedenunder lå et blødere sediment, som vandet kunne begynde at gnave sig igennem. På et tidspunkt brød vandet gennem den tynde væg mellem to mæanderbuer, hvorved der opstod en klippebue over vandet – en naturlig bro. Mange af disse broer findes på Colorado-plateauet, fx i Natural Bridges National Monument. Erosion fra regnvand og sand, der blæser med vinden, gnaver i broerne, som efterhånden bliver tyndere og tyndere – for til sidst at falde, efterladende en stump på hver side af floden.

Naturlige buer – der ved første øjekast ligner naturlige broer – er opstået på en helt anden måde. I Arches Nationalpark, hvor der er særligt mange af disse buer, ligger der tykke saltlag dybt i undergrunden. Disse lag er ustabile pga. den kolossale vægt af sediment, der hviler på dem. De har derfor flyttet sig og forårsaget, at klipperne i sedimentet over dem slog revner, som mange steder ligger parallelt. I disse revner kunne frossen nedbør sprænge stumper af sediment løs, og disse stumper blev fjernet af vind og regnvand. I Arches Nationalpark ser man derfor parallelle ‘finner’ af sandsten, mere eller mindre eroderet. Visse steder er underliggende, blødere sedimenter eroderet bort, efterladende klippebuer af hårdere materiale. Nogle af disse synes at trodse tyngdekraften, fx den meget tynde Landscape Arch og den smukke Delicate Arch.

 

 

USA 1992
En ørken-castilleja (Castilleja chromosa) – på amerikansk kaldt paintbrush (‘malerpensel’) – lyser op foran den naturlige klippebro Owachomo Bridge, Natural Bridges National Monument. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Den tynde og skrøbelige Landscape Arch i Arches Nationalpark er dannet ved, at regnvand, frost og vindblæst sand langsomt har fjernet den omgivende sandsten. Vil man se dette under, skal man nok skynde sig, da det ikke kan vare længe, før den falder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Delicate Arch i Arches Nationalpark balancerer på kanten af en afgrund og ser ud til at kunne styrte ned hvert øjeblik. I baggrunden ses La Sal-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flammende farver og forstenede skove
Fælles for mange af klipperne på Colorado-plateauet er deres flammende farver i rødt, gult, orange og violet, blandet med mere dæmpede farver i brunt og sort. De brilliante farver i rødt skyldes især forskellige jernforbindelser, som kommer i forbindelse med luftens ilt. Sprænger man sig vej få tommer ind i klippen, vil den ikke have de stærke farver. Nogle steder er hele ørkenlandskaber farvet røde, fx i Painted Desert (‘Den Malede Ørken’). Mørkegrå og sorte farver kommer mest fra organisk materiale.

I den smalle Antelope Canyon har regnvand gennem millioner af år eroderet sandstensvæggene til få tommer tykke ‘bølger’. Det sparsomme sollys, der når ned i kløften, fremhæver de gule, orange og violette farver.

I de perioder, hvor Colorado-plateauet var land, var klimaet til tider så fugtigt, at der voksede vidtstrakte skove. Nogle af træerne blev skyllet bort af floder under stærke regnskyl og endte i søer, begravet under mudder. I dette iltfrie miljø rådnede træet ikke. Men grundvand sivede ind i stammerne og begyndte ganske langsomt at opløse vævet, der fyldtes op med kisel og andre mineraler – træet forstenede efterhånden. Træets forskellige hårdhed, fx omkring knaster og årringe, bevirkede, at ikke alt træet i stammen blev erstattet af mineraler samtidigt. Derfor bevaredes træets struktur ned til den mindste detalje, så de forstenede stammer er en nøjagtig kopi af de oprindelige træer.

Den langsomme landhævning bevirkede, at mange af de forstenede træstammer blev bevaret i næsten deres fulde længde, nogle op til 30 m lange og 2 m i diameter. De fleste er dog knækket, efter at erosionen har bragt dem frem i dagens lys. I Petrified Forest Nationalpark er bevaret en mængde meget smukke eksemplarer.

 

 

USA 1992
Painted Desert (‘Den Malede Ørken’) har navn efter de flammende farver, som skyldes oxiderede jernforbindelser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Gennem millioner af år har regnvand eroderet sandstensvæggene i Antelope Canyon til få tommer tykke ‘bølger’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1992
I Petrified Forest Nationalpark er bevaret en mængde forstenede træstammer, her i kløften Blue Mesa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den mikrobiotiske skorpe
Omkring 80% af jordoverfladen på plateauet er dækket af en mørk, tilsyneladende livløs skorpe med en svampet tekstur. Ved nærmere eftersyn viser det sig, at denne skorpe er alt andet end livløs. Den dannes ved, at cyanobakterier, der i sporeform spredes med vinden, ‘slår rod’. De vokser inde i et slimet hylster, der binder dem til andre bakterier og til jordoverfladen. Herved fastholdes jordpartiklerne, og i denne beskyttede mikrohabitat indvandrer andre organismer som alger, svampe og laver. Denne skal af levende organismer kaldes ‘den mikrobiotiske skorpe’.

I ørkenens lange tørkeperioder ligger disse organismer i dvale, men efter regnskyl optager skorpens svampede overflade en mængde vand og kan svulme op til den tidobbelte tykkelse. Organismerne vågner til live igen og er aktive til næste tørkeperiode. Algerne optager kvælstof fra luften og frigiver det til jorden, når de dør. Herved får andre planters rødder adgang til det livsnødvendige kvælstof, og den mikrobiotiske skorpe er derfor ofte en betingelse for, at frøplanter kan trives i ørkenen.

Selvom skorpen er meget modstandsdygtig mod tørke, er den yderst følsom over for tramp, fx fra køer og mennesker. I mange nationalparker ser man skilte, der opfordrer den besøgende til ikke at træde op i skorpen, men blive på de anlagte stier.

 

Barske levevilkår
Colorado-plateauet er et barsk miljø. Ikke kun er det vandfattigt næsten overalt – der er steghedt om sommeren og iskoldt om vinteren. Det stiller store krav til plante- og dyrelivet. Ikke desto mindre er der et overraskende rigt liv her, bl.a. pga. den mikrobiotiske skorpe. Spredte individer af piñonfyr (Pinus edulis), engriflet ene (Juniperus monosperma) og etbladet ask (Fraxinus anomala) vokser i sprækker blandt de goldeste klipper. I takt med stigende højder på plateauet bliver træbevoksningerne, pga. vinterens snefald, mere og mere frodige. Først overtager ponderosafyr (Pinus ponderosa), og i endnu større højder arter, som ellers hører hjemme i Rocky Mountains, fx douglasgran (Pseudotsuga menziesii), blågran (Picea pungens) og amerikansk bævreasp (Populus tremuloides). Blomsterarter – mange af dem meget farverige vokser især i sprækker, hvor lidt jord er samlet, samt i skyggen under træerne.

I klipperne smutter forskellige arter øgler omkring, fx gulplettet tornleguan (Sceloporus magister ssp. uniformis) og den farvestrålende halsbåndsleguan (Crotaphytus collaris). Blandt slangerne træffes den op til to meter lange vestlig klapperslange (Crotalus atrox). I tidvise småpytter kan leve padder som rødplettet tudse (Bufo punctatus) og canyon-løvfrø (Hyla arenicolor). En af de amerikanske værlinger, den hårdføre sortstrubede spurv (Amphispiza bilineata), klarer sig i de goldeste områder. Den kan udvinde væde af de tørreste frø og supplerer kosten med saftige insekter og grønne plantedele. Den kan drikke vand, som har ret højt saltindhold, og er i stand til at tilbageholde vand i tarmen, så dens ekskrementer indeholder meget lidt væde. Over canyons svæver kongeørne (Aquila chrysaetos), og mellem de stejle vægge høres den klare sang fra canyonsmutte (Catherpes mexicanus).

Klippejordegernet (Otospermophilus variegatus), som træffes over det meste af plateauet, er et nydeligt dyr i brunt og kastanjefarvet. Det kan klare sig uden vand i lange perioder. Ørkenkaninen (Sylvilagus audobonii) supplerer sin jordvoksende kost med blade fra træerne, idet den er i stand til at klatre op ad skrånende træstammer. En underart af det egentlige tykhornsfår fra Rocky Mountains, ørken-tykhornsfåret (Ovis canadensis ssp. nelsoni), er i stand til at overleve i disse golde bjergegne. Det var førhen truet med udryddelse pga. overdreven jagt, men er nu genudsat mange steder. Dets naturlige hovedfjende er pumaen (Puma concolor).

 

 

USA 1992
Canyon-løvfrø (Hyla arenicolor), Grand Canyon Nationalpark. Som navnet siger, lever den i klippefyldte canyons. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1992
På Colorado-plateauet træffes forskellige øglearter, fx ørken-tornleguan (Sceloporus magister). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
Den sortstrubede spurv (Amphispiza bilineata) er en hårdfør ørkenfugl, som er i stand til at udvinde væde fra tørre frø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 1992
Klippejordegernet (Otospermophilus variegatus) er almindeligt på Colorado-plateauet. Denne nyder morgensolen på kanten af Grand Canyon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001
USA 1992
Ørken-tykhornsfåret (Ovis canadensis ssp. nelsoni) har været på udryddelsens rand pga. overdreven jagt. Denne underart er nu genudsat mange steder, som her i Capitol Reef National Park (øverst). Ældre væddere har meget store horn, som denne, der blev fotograferet i Tucson Desert Zoo, Arizona. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skove og floder
I nåleskovene optræder langt flere dyrearter end i de åbne, solsvedne klipper. I flæng kan nævnes amerikansk nøddekrige (Nucifraga columbiana), piñonskade (Gymnorhinus cyanocephalus), gul ildtangar (Piranga ludoviciana), sortstrubet gråsanger (Dendroica nigrescens) og rødkronet rosenfinke (Carpodacus cassinii). To af plateauets egernarter er meget interessante, idet Grand Canyon udgør en barriere for deres udbredelse. De to arter ligner hinanden meget i kropsbygning og har store buskede haler og lange øreduske. Men deres pelsfarver er meget forskellige. Aberts egern (Sciurus aberti), der lever i nåleskove syd for Grand Canyon, har hvid bug og grå hale, mens Kaibab-egernet (S. kaibabensis), der findes i tilsvarende biotop nord for kløften, har sort bug og hvid hale. Forskere mener, at de havde en fælles stamfader på et tidspunkt, hvor Colorado-floden stadig var passabel for egern.

Det rigeste plante- og dyreliv findes i frodige bevoksninger langs floderne, især af pilearter, Fremont-poppel (Populus fremontii) og den indslæbte kinesiske tamarisk (Tamarix chinensis), men også større træer som de imponerende Arizona-valnød (Juglans major) og Arizona-platan (Platanus wrightii). I disse krat lever småfugle som blågrå snerresmutte (Polioptila caerulea), virginiasanger (Vermivora virginiae), grønrygget buskspurv (Pipilo chlorurus), samt kratmejse (Psaltriparus minimus), som er beslægtet med halemejser.

 

 

Arizona-Utah 2001
Den amerikanske nøddekrige (Nucifraga columbiana) er ensfarvet grå i modsætning til sine eurasiske slægtninge, der alle er smukt brune med hvide pletter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arizona-Utah 2001a
Den sortstrubede gråsanger (Dendroica nigrescens) er almindelig i plateauets nåleskove. Den tilhører den store familie Parulidae, amerikanske sangere. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2002-10
Det rigeste plante- og dyreliv på plateauet findes langs floderne. Her ses Virgin-floden nær Zion Nationalpark, hvor Fremont-poplerne (Populus fremontii) står med gyldne efterårsfarver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

El condor pasa
Bedst som man står på kanten af Grand Canyon og fortrylles over naturens ufattelige storhed, kan man pludselig blive distraheret af en skygge, der går for solen. En kæmpestor rovfugl flyver tæt forbi, svæver på stive vinger hen langs afgrunden og forsvinder bag næste klippefremspring. På vingen er fastgjort et lille skilt med et nummer. Det er en af de californiske kondorer (Gymnogyps californianus), som man har udsat ved Grand Canyon i håbet om at få bestanden af denne bemærkelsesværdige fugl på fode igen.

I 1982 var der kun 22 californiske kondorer tilbage, deraf seks vildtlevende. Disse seks blev indfanget, og man startede et yngleprogram, hvor man tog æggene fra hunnerne og udrugede dem kunstigt. Hunnerne lagde snart nye æg, og på denne måde fik man hurtigt en stor bestand i fangenskab. Siden 1992 har man udsat ungfugle forskellige steder i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, men der er mange problemer forbundet hermed. Den vildtlevende bestand er stadig meget lav og har kun produceret få flyvefærdige unger. Fuglene er præget for meget af deres opvækst i fangenskab – de er så vant til mennesker, at de nogle gange er fløjet ind i huse samt i besøgscentret ved Grand Canyon. Det største problem er imidlertid blyforgiftning. Ådslerne, som kondorerne æder, er nedlagt med blyhagl, og når de sluger for mange af disse hagl, dør de af blyforgiftning. Bestanden af vilde kondorer vil først begynde at vokse, den dag anvendelse af blyhagl bliver forbudt i det sydvestlige USA. (Siden denne artikel blev skrevet i 2006, er den californiske kondor blevet genudsat med succes adskillige steder i Californien og Arizona).

 

 

Arizona-Utah 2001
Den californiske kondor (Gymnogyps californianus) er genudsat i Grand Canyon, men har haft besvær med at øge bestanden, mest pga. blyforgiftning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kilder
Arches National Park; Bryce Canyon National Park; Canyonlands National Park; Capitol Reef National Park; Grand Canyon National Park; Natural Bridges National Monument; Petrified Forest National Park; Zion National Park. Brochurer fra National Park Service, U.S. Department of the Interior
Farb, P. 1963: Face of North America. The Natural History of a Continent. Harper & Row, New York
Milligan, M. 1999: The Geology of Goblin Valley State Park. Utah Geological Survey, Salt Lake City
Powell, J.W. 1961: The Exploration of the Colorado River and its Canyons. Dover Publications, New York. Facsimiletryk af ‘Canyons of the Colorado’, Flood & Vincent, 1895

 

 

Ovenstående beretning er en let omarbejdet udgave af en tidligere offentliggjort artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 89, 2006, nr. 2, s. 10-21.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret september 2017)