Klipper og kampesten

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Jeg vil have denne mark ryddet for sten,” sagde han, ligesom i forbifarten. “Dem allesammen. Jeg ville starte med dén deroppe. De andre vil hjælpe dig med de store sten, når de er færdige med dét, de er i gang med, om en uge eller to. Der er en vogn derovre.” Han pegede på et køretøj med solide træhjul og sider fremstillet af pilestængler. Den lignede en primitiv karet.

“Hvad skal jeg gøre med stenene, når jeg har læsset dem på vognen?” spurgte jeg.

“Du kan gøre med dem, lige hvad du vil, så længe de ikke forbliver på min mark,” svarede han.

Så kiggede han på mig, og da han bemærkede min forundring, grinede han, idet hans ansigt fik det samme ræveagtige udtryk som hos Sergeant-Major Clegg, når han meddelte os, at der ikke blev nogen fri-weekend.

“Du kan kaste dem ud over klippekanten,” sagde han så. “Du kan begynde nu.”

 

 

 

 

 

 

 

 

De almindeligste typer er stalagmitter (græsk for ‘dryppende’ eller ‘sivende’), som rejser sig fra hulens gulv, når vandet drypper ned fra loftet, hvorefter mineralerne udfældes. Den tilsvarende type, som hænger ned fra hulens loft, kaldes for stalaktitter. De to typer forbindes ofte, hvorved der dannes søjler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af vandreblokkene inspirerede digteren Steen Steensen Blicher (1782-1848) til at skrive følgende afsnit i novellen Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, fra 1824: ”Saaledes gjenkjender jeg mangt et Træe, mangen en lynggroet Høi og selv de døde Stene, der staae her uforanderlige i Aartusinder og see een Slægt efter den anden opvoxe og forgaae.”

 

 

 

 

 

 

Sagnet fortæller, at en jætte ved navn Wälter boede på Öland med sin hustru. En dag kom de til at diskutere, hvor Ölands midtpunkt lå, og eftersom de var dygtige til at kaste med sten, bestemte de sig for at anvende denne metode. De vidste, at jætten kunne kaste sin store runde sten lige så langt som hustruen kunne kaste de småsten, som hun bar i sit forklæde. Hustruen gik nu til nordenden af øen, hvorfra hun kastede sine sten så langt hun kunne, mens Wälter placerede sig på sydenden, hvorfra han af al kraft kastede sin store sten. De mødtes nu ved Folkeslunda, og det viste sig, at alle stenene var landet på nøjagtig det samme sted, med de små sten nederst og den store blok oven på dem. Da vidste de, at dette sted var Ölands midtpunkt.

Navnet Kroppkaka-stenen skyldes den store vandrebloks runde form, der minder om en kroppkaka, en traditionel svensk ret, som består af runde boller af kartoffel- og hvedemel, indeholdende salt og løg, samt oksekød, svinekød eller bacon.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da de nåede frem til Eiðiskollur, blev jætten stående ude i havet, mens hans kone klatrede op ad bjerget med et reb for at binde øerne sammen, så hun kunne skubbe dem op på jættens ryg. Men da hun fastgjorde rebet, og de trak til, revnede den nordlige del af Eiðiskollur. De knoklede hele natten, men basis af øerne var solid og kunne ikke rokkes.

Nu er det sådan, at hvis solen skinner på jætter, bliver de forvandlet til sten. Under deres arbejde havde jætten og hans kone ikke bemærket, at tiden gik, og da dagen gryede, blev de på stedet forvandlet til to stenstøtter. Der har de stået lige siden og stirret længselsfuldt over havet mod Island. Risin, 71 m høj, er længst borte fra kysten, mens Kellingin, 68 m høj, står med spredte ben tættere på land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Krishna voksede op hos en hyrde, godt beskyttet mod den grumme Kong Kansa, der efterstræbte drengebørn, da en spåmand havde advaret ham om, at han ville blive styrtet af en ung mand. En guddommelig røst advarede imidlertid Krishna, som søgte tilflugt hos hyrden. Da han blev voksen, dræbte han den onde konge og befriede folket.

Krishna og andre hinduguder er omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (Rissa brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da transport af handelsvarer ombord på skibe opstod, dalede Raqmus betydning, og i 106 e.Kr. blev byen erobret af romerne, som omdøbte det nabatæanske kongerige til Arabia Petraea (‘Klippefyldte Arabien’). I den byzantinske periode blev adskillige kristne kirker opført i Petra, men byens betydning blev ved med at dale, og da muslimerne overtog magten i Jordan, var den allerede blevet forladt og var nu kun beboet af en håndfuld nomader.

Området forblev ukendt for Vesten indtil 1812, hvor ruinerne blev genopdaget af den schweiziske orientalist og opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt (1784-1817), der rejste i Arabien under navnet Sheikh Ibrahim Ibn Abdallah.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre zebra-arter er nærmere beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Engang for længe siden havde en khan (høvding) en smuk kone. En anden khan forelskede sig i hende og stjal hende fra hendes mand. Dette forårsagede, at en brutal krig brød ud mellem de to khan’er. Den khan, som havde bortført kvinden, spurgte en klog mand om hjælp. Han rådede khan’en til at dræbe kvinden, så hendes tidligere mand ikke kunne få hende tilbage.

Khan’en beordrede nu, at en stor fest skulle finde sted. Under festen blev syv tyre slagtet, hvorefter han slog kvinden ihjel. Frem af hendes hjerte vældede imidlertid store mængder af blod, som druknede khan’en og hans tjenestefolk og skyllede de syv tyre bort. Da tyrene omsider kom til hvile, blev de til en rød klippeformation, der minder om ryggen af syv tyre. (Kilde: advantour.com/kyrgyzstan/legends/jety-oguz)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arkæologiske udgravninger har imidlertid åbenbaret, at dele af fortet blev opført længe før Kasyapas regeringstid. (Kilde: R. Beny & J.L. Opie 1970. Island Ceylon. Thames & Hudson, London)

På klippens væg findes ældgamle malerier, som forestiller smukke adelsdamer. Nogle af dem kan ses på siden Kultur: Folkekunst verden rundt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, fra det østlige Sudan og Eritrea mod syd gennem Østafrika til den nordøstlige del af Sydafrika, samt i det vestlige Angola, Namibia og den vestlige del af Sydafrika. Små reliktbestande findes også i den Centralafrikanske Republik og Nigeria. Omkring 11 underarter er blevet beskrevet.

Klippespringeren foretrækker at leve i klippeområder med spredte buske, hvor den kan søge ly mod fjender, bl.a. ørne. Den er blevet observeret op til 4500 meters højde på Mount Kilimanjaro.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sådanne strukturer viser forbindelse til elektromagnetiske energier og øget produktion af afgrøder. Denne spændende teori, som blev fremlagt af min nu afdøde ven John Burke, er omtalt i detaljer på denne hjemmesides engelske del, se Book: Seed of Knowledge, Stone of Plenty: Understanding the Lost Technology of the Ancient Megalith-Builders.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oprindeligt var arbejdet lagt i hænderne på den polsk-amerikanske designer og skulptør Korczak Ziolkowski (1908-82).

Figuren er stadig langtfra fuldført. Når den står færdig (hvis det nogensinde sker), vil den endelige længde være 195 m og højden 172 m. Den udstrakte arm vil være 80 m lang, åbningen under armen 30 m høj, og pegefingeren 9 m lang. Crazy Horse’s ansigt, som blev fuldendt i 1998, er næsten 27 m højt. Til sammenligning er hovederne på præsidenterne ved Mount Rushmore 18 m høje.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

El Capitan (spansk for ‘kaptajn’ eller ‘høvding’) er en lodret klippeformation, ca. 914 m høj fra basis til top. Dens navn er en løselig oversættelse af det lokale indianske navn for klippen.

Half Dome blev navngivet efter sin form. En af dens sider er en lodret klippevæg, mens de tre andre er glatte og afrundede, så klippen ligner kuplen af en domkirke, skåret midt over.

En Ahwahneechee-legende beretter, at engang for længe siden begyndte to rejsende, Tissiak og hendes mand Tokoyee, at skændes. Han blev så vred, at han begyndte at slå hende, hvilket gjorde hende så rasende, at hun kastede sin kurv med agern efter ham. Som de stod der over for hinanden, blev de til sten på grund af deres slethed. Kurven med agern (Basket Dome) ligger med bunden i vejret ved siden af Tokoyee (North Dome), og klippevæggen af Tissiak (Half Dome) er stribet af hendes tårer.

Plantelivet i Yosemite Nationalpark og omgivende bjerge er behandlet på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem hundreder af år har denne klippe været en helligdom for lokale stammefolk, bl.a. Lakota, Cheyenne og Kiowa, og den optræder i adskillige andre folkeslags mytologier. En legende beretter, hvordan en gigantisk bjørn forfulgte en lille flok mennesker, som ved hjælp af magi eller fysiske evner formåede at komme op på klippens top, hvor bjørnen lige netop ikke kunne få fat på dem. De lodrette striber på klippen blev frembragt af den rasende bjørns kløer, da den forgæves forsøgte at klatre op ad den.

I dag afholdes vision quests (syner gennem meditation) og andre ritualer på klippen, og i det omgivende græsland opføres Soldans og andre ceremonier. Vision quests er beskrevet på denne hjemmesides engelske del under Book: Seed of Knowledge, Stone of Plenty, Chapter 3.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Således frelste dragerne den unge vietnamesiske nation, og af denne grund blev bugten navngivet Ha Long, som betyder ’dragerne, der kom ned fra oven’.