Jernbaneflora

 

 

Taiwan 2014b
Forladt jernbane, hvor sporene er bevokset med mosser, bregner og andre planter, Jiancing Historic Trail, Taipingshan National Forest Recreation Area, østlige Taiwan. Denne jernbane er i dag et fredet historisk monument. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stinkende storkenæb (Geranium robertianum) er udbredt i det meste af Europa, Nordafrika, det vestlige Asien, samt dele af Nordamerika. Et af artens engelske navne er Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), opkaldt efter en fransk munk, der levede omkring år 1000, og som helbredte forskellige lidelser ved hjælp af denne urt. Forskellige indfødte amerikanske stammefolk anvendte også arten medicinelt.

 

Jylland_2013-15_442_resize
En stor bestand af den rødstænglede form af stinkende storkenæb (Geranium robertianum var. rubricaule) langs spor på Århus Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gederams (Chamerion angustifolium) og lådden dueurt (Epilobium hirsutum), som begge tilhører natlysfamilien (Onagraceae), er planter, der gerne invaderer forstyrrede områder. Gederams koloniserer især skovrydninger og forladte marker, mens lådden dueurt foretrækker mere fugtige områder, såsom vandlidende marker og åbredder. Et glimrende eksempel på gederams’ evne til fuldstændigt at overtage nyforladte marker kan studeres på denne hjemmeside, se: Vorsø i mit hjerte – Vildnis i vækst.

 

Sjælland 2012-15
Sjælland 2012-16
Begge disse billeder er fra Køge Banegård, hvor gederams (Chamerion angustifolium, øverst) og lådden dueurt (Epilobium hirsutum) er spiret mellem jernbanesporene. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvid stenkløver (Melilotus albus) er hjemmehørende i Syd- og Østeuropa og videre østpå til Centralasien. Førhen blev den dyrket i det øvrige Europa, samt i Nordamerika, som gødningsplante, idet små knuder på dens rødder – i lighed med andre medlemmer af ærteblomstfamilien (Fabaceae) – indeholder kvælstof-fikserende bakterier. Når disse bakterier dør (og de lever ikke længe), kan planten udnytte dette kvælstof, og når planten selv dør, frigives kvælstoffet til jorden, hvor andre planter kan udnytte det. Den giver også glimrende hø.

Slægtsnavnet Melilotus kommer af latin mel = honning, samt lotus = ærteblomst, hvilket hentyder til, at stenkløverarter yder glimrende honning. Det danske navn hentyder til, at planter af denne slægt ofte vokser på grusede eller sandede steder. – I dag dyrkes hvid stenkløver ikke så meget mere, men er almindeligt naturaliseret i de fleste tempererede og subtropiske egne, mest på ryddepladser og langs forholdsvis nyanlagte veje.

 

Jylland 2017b
Sverige 2016-18
Hvid stenkløver (Melilotus albus), voksende op ad et hegn nær Århus Banegård (øverst), samt nær spor på Alvesta Banegård i det sydlige Sverige, med ahorn (Acer pseudoplatanus) og slangehoved (Echium vulgare) i forgrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus) er hjemmehørende i Europa og det vestlige Asien, men er spredt til de fleste andre egne af kloden. I mange lande betragtes den som invasiv, fx i Australien, hvor den er et meget besværligt ukrudt i afgrøder. Den kendes nemt på sine svagt tornede, snitdelte blade.

Artsnavnet Sonchus er en latiniseret form af det græske ord sonchos, som var Antikkens navn på svinemælk, mens oleraceus kommer af latin oleris, der betyder ’spiselige planter’. Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder denne plante, samt til dens hvide plantesaft.

 

Jylland 2013-15
Almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus), voksende langs et spor på Aarhus Banegård. Den røde plante i baggrunden er den rødstænglede form af stinkende storkenæb (Geranium robertianum var. rubricaule), mens den grønne plante er musevikke (Vicia cracca). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solanum er en af verdens største planteslægter med over 1300 arter. Bittersød natskygge (S. dulcamara) er en slyngplante, som er meget almindelig i det meste af Europa, samt tværs gennem de centrale dele af Asien mod øst til Japan. Den er desuden almindeligt forvildet i Nordamerika, hvor den betragtes som invasiv. Arten har indbydende, røde bær, som imidlertid er giftige.

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse. Slægtsnavnet Solanum er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin, solare, der betyder, ’at lindre’, hvilket hentyder til den medicinske virkning hos nogle af arterne. Du kan læse om anvendelsen af sort natskygge (S. nigrum) i folkemedicinen andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Solanum nigrum.

 

Jylland 2017-18
Bittersød natskygge (Solanum dulcamara) vokser især i fugtige områder, hvor den kan danne tætte, næsten uigennemtrængelige bevoksninger, men den trives også på mere tørre steder, som på dette billede fra Horsens Banegård. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stribet torskemund (Linaria repens) er hjemmehørende i det sydvestlige Europa, men er blevet naturaliseret mange andre steder i Europa, samt i Nordamerika, sandsynligvis spredt med jord, der blev anvendt som ballast ombord på fragtskibe. Det latinske slægtsnavn Linaria betyder ’ligner linum’ (hør), idet bladene hos nogle arter af torskemund overfladisk minder om hør-blade. Artsnavnet repens betyder ‘krybende’, men stribet torskemund er dog ofte opret. Forstavelsen ‘stribet’ hentyder til de purpurfarvede striber på de hvidlige blomster.

 

Sverige 2016-18
Sverige 2016-18
Det foretrukne voksested hos stribet torskemund (Linaria repens) er tørre områder. Den er ret almindelig langs jernbaner, her ved byen Alvesta i Småland. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skovsalat (Mycelis muralis, af nogle autoriteter kaldt Lactuca muralis) er hjemmehørende i størsteparten af Europa, det nordvestlige Afrika, samt det vestlige Asien, mod øst til Kaukasus, hvor den vokser op til en højde af ca. 2300 m. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika og New Zealand. Dens foretrukne voksested er skove, men den kan også findes i åbne områder, bl.a. skovlysninger, på bymure og stengærder, samt langs jernbaner. Artsnavnet muralis kommer af latin murus, som betyder ’mur’.

 

Jylland 2013-15
Skovsalat (Mycelis muralis), voksende mellem jernbanespor, Horsens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn siger, er klæbrig brandbæger (Senecio viscosus) yderst klæbrig. Følgende sætning, som er lånt fra luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/sticky-groundsel, giver et levende indtryk af denne klæbrighed: “Klæbrig brandbæger har karakteristiske kirtelhår, som udskiller en substans, der er lige så klæbrig som fluepapir, og sidst på sommeren udgør den et værre rod, med alt det støv, sand, små insekter, hår, fjer, dunede frø (bl.a. dens egne), karamelpapir, og guderne må vide hvad ellers, som hænger fast i den.

Klæbrig brandbæger er vildtvoksende i det meste af Europa og det vestlige Asien. I de senere år har den bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og den er blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

 

Jylland 2017-18
Klæbrig brandbæger (Senecio viscosus) ved jernbanespor på Skanderborg Station. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ensidig klokke (Campanula rapunculoides) er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, og den er blevet naturaliseret i Nordamerika, hvor den betragtes som et invasivt ukrudt, der fordriver andre plantearter. Den ligner adskillige andre arter af klokkeblomster, men kan kendes på sin lange, ensidige blomsterstand. Den vokser i ret åbne, delvis skyggede områder, såsom skovkanter, vejrabatter, hække og langs jernbaner, og den er et almindeligt ukrudt i haver. Et folkeligt navn på planten er havepest, og følgende sætning fra haveabc.dk/20/havepest forklarer hvorfor: Så snart havepesten viser sig i haven, må den omgående fjernes. Den skal graves op med rod og rodknolde. Den mindste stump giver mulighed for en ny plante.”

Rodknolden af ensidig klokke er spiselig med en pastinak-lignende smag. Førhen blev de unge blade anvendt som salat i Norden.

 

Sverige 2016-18
Ensidig klokke (Campanula rapunculoides), voksende ved et hegn omkring Alvesta Jernbanestation, Småland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet juli 2018)

 

(Revideres løbende)