Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan

 

 

Nordindien 1991
Udaipur er en dejlig by i den sydlige del af Rajasthan, beliggende ved bredden af den smukke Pichola-sø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Udaipur er en dejlig by i den sydlige del af Rajasthan, Indien, beliggende ved bredden af den smukke Pichola-sø. Så tidligt som i 900-tallet grundlagde hinduistiske Mewar-rajputter på dette sted en by ved navn Ayad, som sidenhen blev et travlt knudepunkt for handel.

Udaipur blev grundlagt i 1559 under Maharana Udai Singh d. 2., som var hersker i byen Chittorgarh længere mod nord. Chittorgarh ligger i et fladt område og var som følge heraf sårbar over for angreb fra maharana’ens fjender, først og fremmest muslimer, som havde taget magten i det nordvestlige Indien. Efter artilleri-krigens opfindelse i 1500-tallet besluttede Udai Singh at flytte sin hovedstad til et mere sikkert sted, og han valgte Ayad. Ayad var imidlertid plaget af jævnlige oversvømmelser, så Udai Singh besluttede at anlægge den nye by langs en bakkekam øst for Pichola-søen. Som beskyttelse mod angreb fra fjender lod han en 6 km lang mur, som havde syv indgangsporte, opføre omkring byen.

I dag er Udaipur en skatkiste af Mewar-arkitektur, først og fremmest et antal paladser, hvoraf to er opført på øer i Pichola-søen. Tidligt om morgenen strejfer jeg sammen med tre venner, svenskerne Ann-Christine og Hans Lomosse og danskeren Søren Lauridsen, rundt i gaderne, hvor vi iagttager byen komme til live.

Læs mere om rajputter andetsteds på denne hjemmeside, se Rejse-episoder: Indien 1986 – Hans navn er Muhammed!

 

Nordindien 1991 
Udaipur er en skatkiste af Mewar-arkitektur, først og fremmest et antal paladser, hvoraf to er opført på øer i Pichola-søen. Her ses Jag Niwas, populært kaldt ‘Lake Palace’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Nordindien 1991
Tidligt om morgenen strejfede vi rundt i Udaipur, hvor vi iagttog byen komme til live. Øverst ses en kvindelig gadefejer; nederst to forskellige typer renovationsarbejdere: skraldemænd med en vogn passerer forbi pukkelokser, som æder affald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991 
Denne ældre mand hilste os med et venligt smil. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Denne hund har fundet en hvileplads i et hul i en mur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvernes Fest
Nogle dage senere kommer vi på venskabelig fod med en ældre inder, Sohan Lal – en sprudlende og snakkesalig mand på omkring 60 år. Han tilbyder, at vi kan køre med ham i hans rummelige bil længere nordpå i Rajasthan, til den lille by Charbhuja, hvor en interessant festival finder sted – egentlig en fortsættelse af højtiden Holi, der blev fejret for en uges tid siden med brask og bram.

Holi er en forårsfest for hinduguden Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man – uanset kaste – overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for ’Farvernes Fest’. I Charbhuja og omegn er Holi en meget vigtig fest, som varer ikke færre end 15 dage, hvorunder egnens forskellige småbyer skiftevis er værter. Det er Sohan Lals agt at tage til sin hjemegn for at deltage i afslutningen på Holi, og Ann-Christine, Hans og jeg tager med glæde mod hans tilbud om at ledsage ham. Efter højtiden er det vores hensigt at besøge vildtreservatet Kumbhalgarh, ikke langt fra Charbhuja. Vi har hørt, at man kan overnatte på et forhenværende maharaja-palads nær reservatet.

Nogle af Sohan Lals venner er også med i bilen – en lystig flok, som snakker, ler og spøger under køreturen. Hen på eftermiddagen passerer vi adskillige motorcyklister, som lyser op i landskabet, idet de er overdænget med rødt pulver – et tegn på, at vi nærmer os Charbhuja. Mine svenske venner spørger bekymret Sohan Lal, om han mener, at vi ligeledes vil få vores andel af farverne, men han forsikrer os, at han nok skal finde et sted til os, hvor vi kan føle os trygge.

Vi parkerer bilen i udkanten af byen og spadserer gennem dens smalle gader til et Vishnu-tempel i centrum. I gaderne ligger et tyndt lag rødt farvestof, med en smule violet og grønt her og der, og alle mennesker, vi møder, har fået deres rigelige andel af pulveret på tøjet, i ansigtet og i håret. Sohan Lal fører os til et hus over for templet, og fra balkonen her kan vi følge løjerne og tage alle de billeder, vi har lyst til. Pladsen foran templet er tæt pakket med mennesker, og på en lille forhøjning danser adskillige mænd, akkompagneret af trommer og tabla. Ved indgangen til templet er luften fyldt med rødt støv, idet et par unge mænd kaster pulver på alle, der går ind eller ud af templet.

Der går ikke lang tid, inden folk nedenfor får øje på os, og en pige, der sidder på en forhøjning overfor, begynder at kaste små kugler af rødt pulver mod os. Pludselig går døren til balkonen op, og en ældre mand med en pose i hånden kommer ud og begynder at kaste pulver på os. Svenskerne flygter ind i huset, mens jeg nøjes med at gemme mit kamera på ryggen. Manden tager nu en håndfuld pulver og smører det rundt i mit hår og skæg – det lader jeg ham roligt gøre, for vil man deltage i løjerne, må man tage det sure med det søde!

Pigen overfor fortsætter med at kaste kugler efter mig, så nu synes jeg det er på tide at tage affære. Jeg farer ned på gaden, stjæler lidt pulver fra en forbipasserende og kaster det i hovedet på min veninde. Det udvikler sig hurtigt til, at folk kaster pulver på mig fra alle sider. Mit kamera har jeg gemt under T-shirten, men det ser alligevel farligt ud, med pulver både udvendigt og indvendigt. Det fungerer dog heldigvis stadigvæk!

Den lystige flok inviterer mig med ind i templet, hvor et fantastisk syn møder mig: Til den ene side sidder kvinderne, alle iført deres smukkeste tøj, til den anden side mændene, som næsten alle bærer røde eller gule turbaner. Stemningen er helt i top, templet genlyder af musik fra trommer og bækkener, og rødt støv fylder luften. Jeg er vældig godt til mode, da jeg går tilbage til Hans og Christine, men da de ser mig, erklærer de, at jeg ser helt forfærdelig ud!

 

Nordindien 1991
Gaderne i Charbhuja var dækket af et lag rødt farvestof. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991 
Alle de mennesker, vi mødte, havde fået deres rigelige andel af det røde pulver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Ved indgangen til templet var luften fyldt med rødt støv, idet et par unge mænd kastede pulver på alle, der gik ind eller ud af templet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991 
Mændene bar næsten alle røde eller gule turbaner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Pigen, som kastede pulverkugler efter mig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991 
Sådan så jeg ud efter at have deltaget i løjerne. (Foto Ann-Christine Lomosse, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En snobbet maharaja
Svenskerne vil gerne til Kumbhalgarh allerede samme dag, så vi lejer en jeep med chauffør for 100 Rupees og kører mod den lille by Ghanerao, ikke langt fra reservatet. Turen bringer os gennem lave, skovklædte bjerge, hvorfra vi kommer ud på en lille slette. Her ligger Ghanerao, men til vores fortrydelse finder vi ud af, at maharaja-paladset ikke ligger i udkanten af reservatet, som vi havde troet, men derimod midt i byen.

Vi træffer ejeren af hotellet, en søn af den forhenværende maharaja. Jeg har ikke haft tid til at tage bad, så jeg er stadig smurt ind i rødt pulver fra festlighederne i Charbhuja. En kende hovent informerer han os om, at vi kan få et værelse til tre – for den nette sum af 350 Rupees! Og aftensmaden vil koste 50 Rs. pr. person. I mellemtiden er det blevet mørkt, så vi føler, at vi ikke rigtig har noget valg. En tjener fører os til et meget spartansk værelse, som alle andre steder i Indien ville have kostet 10 Rs. pr. person, med 20 meter til badeværelset, hvor afløbet er stoppet, og toilettet ikke kan skylle ud.

Trods de primitive faciliteter får vi os et forfriskende bad, hvorefter vi går hen for at spise. Inden måltidet snakker vi med maharaja-sønnen, siddende i et betydeligt smukkere værelse. Jo, han kan sagtens arrangere en bil ind i reservatet kl. 6 næste morgen. Han har et godt kendskab til dyrelivet, da hans fader tidligere ejede området og benyttede det til jagt. Samtalen foregår mest gennem svenskerne, da han åbenbart mener, at min ringhed er uden for hans interessesfære, selv om jeg i mellemtiden har taget bad og er iført rent tøj. Han spidser imidlertid ører, da svenskerne (usandfærdigt) fortæller, at jeg er i færd med at skrive en guidebog om Rajasthan. Så får piben en anden lyd. Han behøver nemlig større opmærksomhed omkring sit hotel, da han slet ikke har gæster nok og mangler penge til at holde paladset vedlige. Han viser os nu et smukt og smagfuldt værelse, som ovenikøbet er forsynet med en enorm himmelseng, og tilbyder, at vi kan få dette værelse til samme pris som det hul, vi tidligere fik præsenteret. En kende uforsigtigt indrømmer han, at det faktisk er tjenestefolkenes kvarter! Måltidet bliver indtaget i en stor sal, som er udsmykket med våben og gulnede familiefotos. Maden er dog langtfra noget at skrive hjem om, men vi er skrupsultne og langer godt til fadene.

 

Besøg i Kumbhalgarh
Kl. 6 næste morgen ankommer bilen som aftalt, men den viser sig desværre at være en Ambassador – iøvrigt en ganske udmærket bil, men helt uegnet til at køre ad elendige grusveje. Vi føler, at vore chancer for at se indiske ulve – som er reservatets hovedattraktion – svinder ind til det rene ingenting. Som det lysner, dukker et smukt landskab frem af disen: stejle, skovklædte bjerge, hvor floder gennem årtusinder har udskåret dybe dale.

Vores Ambassador er et hostende vrag, så da vejen begynder at føre stejlt opad, går den næsten i stå. Vi må forlade bilen og spadsere resten af vejen op til et Forest Resthouse, smukt beliggende ved en opstemmet sø, hvor forskellige fugle fouragerer, bl.a. Javaskarv (Phalacrocorax niger), rishejre (Ardeola grayii) og mangrovehejre (Butorides striata). På en videre vandring ud ad vejen bemærker vi fuglearter som grå junglehøne (Gallus sonneratii), blommehovedet ædelparakit (Psittacula cyanocephala) og langnæbbet grib (Gyps tenuirostris). Pattedyr ser vi overhovedet ingen af.

Noget skuffede over udbyttet vender vi tilbage til paladset, hvor vi brokker os til hotelejeren. Han siger imidlertid, at det havde været umuligt at skaffe en jeep, hvilket vi finder besynderligt, da vi dagen før havde set adskillige af slagsen i Ghanerao. Efter nogen diskussion går han med til, at vi kun skal betale 300 Rs. for opholdet, inklusive maden.

 

Nordindien 1991
Blandt fuglearterne, som vi observerede i Kumbhalgarh Vildtreservat, kan nævnes blommehovedet ædelparakit (Psittacula cyanocephala). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hinduistisk nytår
Tilbage i Charbhuja bemærker vi Sohan Lals bil – men ham selv ser vi intet til. Vi har aftalt at mødes med ham ved et tempel for abeguden Hanuman et par kilometer uden for byen, så vi traver derud i middagsheden, med sveden drivende ned ad ansigtet. Kort efter ankommer Sohan Lal – i strålende humør og tydeligvis glad for at se os igen. Han skaffer os et værelse i et ashram lige over for templet.

Han oplyser, at der om aftenen i nabobyen Sevantri bliver afholdt en stor fest i et Vishnu-tempel, hvor man skal fejre afslutningen på det gamle hindu-år og starten på det nye, efter den hinduistiske kalender år 2049. Vi kører i hans bil til Sevantri, og under en kæmpemæssig banyanfigen (Ficus benghalensis) påbegyndes tilberedningen af enorme mængder mad. Folk, som passerer os undervejs mod et nærliggende tempel, er meget venlige og hilser smilende på os.

Efter at have indtaget et velsmagende måltid sidder vi en stund under banyantræet og snakker med Sohan Lal, og efter mørkets frembrud drager vi til Vishnu-templet, hvor nytåret fejres med musik og dans. Til mine svenske venners store lettelse bliver der ikke mere kastet med farvet pulver! Inde i templet opfører en gruppe mænd en stokkedans, hvor rytmen dikteres af en mand, der slår en brudt takt på en tromme, mens en anden slår en regelmæssig takt på et stort messingbækken, indimellem akkompagneret af et kæmpemæssigt snoet horn, der udsender en brægende lyd. Tempoet er til at begynde med langsomt, og mændene går parvis i rundkreds ud og ind mellem hinanden, mens de slår med deres to stokke skiftevis på deres partners stokke samt på stokkene, som tilhører mændene foran og bagved. Dette frembringer en rytme, der kan gengives således: ’Klak’ – trin – ’klak’ – trin – ’klak-klak-klak’. Tempoet øges langsomt, dansen bliver vildere og vildere, og flere mænd slutter sig til kredsen, som efterhånden fylder det meste af tempelsalen. Vi kan slet ikke undgået at blive revet med og følger takten ved at klappe i hænderne og trampe i gulvet. Sohan Lal oplyser, at dansens formål er at frembringe sved over hele kroppen, så det gamle års ophobede synder på denne måde kan forlade den.

Aftenen afsluttes i Vishnu-templet i Charbhuja, hvor en gruppe kvinder sidder og synger foran statuen af Vishnu. En præst tænder nu talrige lys, som anbringes i et stort fad, der bliver ført op og ned og frem og tilbage foran Vishnu, mens en mand dundrer på en tromme, og en anden hamrer løs på et bækken. Vi deltager i en puja (tilbedelse), hvorunder vi defilerer forbi præsten, som uddeler sukkervand til alle, hvoraf en smule drikkes, mens resten smøres ud i håret.

Trætte, men lykkelige kører vi ud til ashram’et, hvor vi øjeblikkelig falder i søvn, selv om en larmende puja finder sted i Hanuman-templet overfor. Den følgende morgen ankommer mennesker fra nær og fjern, iført deres smukkeste klæder, for at fejre nytåret i templet. Foran indgangen danser folk rundt, mens musikere spiller på forskellige instrumenter. Støjen, som musikken frembringer, er utrolig. Som vanligt bliver vi inviteret indenfor, hvor adskillige ældre præster tager venligt imod os. Det er skønt at deltage i en højtid, hvor vi ikke føler, at vi er indtrængere, men velkomne gæster!

 

Nordindien 1991
Nordindien 1991
Folk i Sevantri var meget venlige og hilste smilende på os. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Stokkedans i Sevantri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Nordindien 1991
Nordindien 1991 
Iført deres smukkeste klæder ankom folk til Hanuman-templet fra nær og fjern for at fejre det hinduistiske nytår. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991
Nordindien 1991 
Foran Hanuman-templet dansede folk rundt, mens musikere spillede på forskellige instrumenter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1991 
Vi blev inviteret indenfor i Hanuman-templet, hvor adskillige ældre præster tog venligt imod os. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet august 2017)

 

(Revideret oktober 2018)