Hyldest til farven orange

 

 

Kvinder fremstiller pynt af palmeblade til en hinduistisk tempelfest, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I det vidunderlige Monterey Akvarium i Californien er kæmpemæssige akvarier med forskellige gopler kraftigt oplyste på en blå baggrund. Disse billeder viser Stillehavs-brandmand (Chrysaora fuscescens). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette er en ung sort brandmand (Chrysaora achlyos). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Mønster i en oversavet stamme af fugle-kirsebær (Prunus avium), naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Epidendrum radicans er en pragtfuld orkidé, som er udbredt fra det sydlige Mexico mod øst til Colombia og Venezuela. Den vokser i et bredt udsnit af habitater, bl.a. vejskrænter, klipper og forskellige skovtyper, i højder mellem 900 og 2500 m.

Stænglen er opret eller opstigende, til tider over 1 m lang, med talrige luftrødder, blade indtil 8 cm lange og 2,5 cm brede, blomster op til 2,5 cm lange, stærkt orange-røde med en gul, dybt tredelt læbe. Et af artens engelske navne er crucifix orchid, hvilket hentyder til blomstens form.

 

 

En overdådighed af Epidendrum radicans på en vejskrænt, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

I solnedgangen søger en ride (Rissa tridactyla) føde i havet vest for Grønland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I tiden omkring solopgang og solnedgang farves himlen, skyer, bygninger m.m. ofte røde eller orange. Andre billeder fra disse tidspunkter af døgnet kan ses på siderne Daggry og Aften.

 

 

Lige før solnedgang blæser en kraftig vind skyer hen over en bjergryg i Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hen under aften antager disse ellers hvide skrænter nær Houli, nordlige Taiwan, en orange glød. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange aftenhimmel bag hinduistiske pagoder, Durbar Square, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solnedgang over Østersøen, med øen Blå Jungfrun (‘Den Blå Jomfru’), set fra Byrum, Öland, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Daggry, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange aftenhimmel, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgenhimmel over Lake Mono, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skyer i solnedgang, Zonguldak, nordlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solnedgang over Cigu Wetlands, nær Tainan, Taiwan. De små træer i forgunden er mangrove. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Diset solnedgang, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange aftenhimmel, mørke skyer og ænder, Oostvardersplassen, Flevoland, Holland. (Photo copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange aftenlys på skyskrabere, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hannen af dukatfugl (Lycaena virgaureae) er smukt orangerød på overvingen, med et sort bånd og et meget smalt hvidt bånd langs randen. Hunnen er meget mørkere, med mange sorte pletter på overvingen. Denne art findes fra det sydlige Norge mod syd gennem Danmark, Tyskland og det østlige Frankrig til Spanien og Portugal, samt til det nordlige Grækenland, og derfra videre mod øst til Centralasien.

 

 

Han af dukatfugl, Hjortsballe Plantage, nær Them, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orange bægersvamp (Aleuria aurantia), som tilhører familien Pyronemataceae, vokser på bar jord. Den er udbredt næsten overalt i Europa, samt i dele af Asien og Nordamerika, og den er tillige fundet i det sydlige Chile.

Arten er navngivet efter sine pragtfulde orange frugtlegemer. På engelsk kaldes den for orange-peel fungus (‘appelsinskal-svamp’), da den kan minde om bidder af appelsinskal, som er strøet på jorden. Det videnskabelige artsnavn blev givet arten i 1800 af mykologen Christiaan Hendrik Persoon (1761-1836), som var født i Sydafrika, men flyttede til Europa, da han var i tyverne. På latin betyder det ‘orange’ eller ‘gylden’, oprindeligt fra arabisk naranj og oldpersisk narang, som var navnet på appelsinen.

 

 

Orange bægersvamp, fundet i en højde af 2500 m, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rust danner mønstre på en blå olietønde, Kosa Nikolaya-tangen, Chukotka, Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I efteråret 1948 underviste lektor Agnete Bisgaard en 6. klasse i biologi på Aabenraa Statsskole. Hun beskrev entusiastisk, hvordan der i Danmark fandtes to salamander-arter, lille vandsalamander (Lissotriton vulgaris) og stor vandsalamander (Triturus cristatus). Men den 12-årige Uwe Hänel rakte fingeren i vejret og sagde, at der også var en tredje art, nemlig den med den “røe mauw”. Uwe havde ved opslag i en tysk bog bestemt salamanderen til at være en bjergsalamander (Ichthyosaura alpestris). Agnete Bisgaard korrigerede Uwe og sagde, at i Danmark var der kun to salamander-arter. Efter timen blev hun dog i tvivl og sagde til Uwe: “Så kom dog og vis mig den.”

2. april 1949 stod der pludselig et glas med vand og andemad udenfor biologiværelset. Agnete Bisgaard blev straks nysgerrig og undersøgte indholdet. Til hendes store overraskelse stod hun snart efter med et eksemplar af bjergsalamander i sin hånd. Samme dag blev der fra Aabenraa sendt en pakke med 3 bjergsalamandere forsvarligt pakket i en kasse med fugtigt mos til Zoologisk Museum i København.

Dagen efter fik Agnete Bisgaard besked om, at bestemmelsen var verificeret, og der var hermed fundet en ny paddeart i Danmark. Fundet blev offentliggjort i de landsdækkende aviser i de følgende dage med billeder af den 12-årige skoleelev og bjergsalamanderen.

Professor Ragnar Spärck tog initiativ til at få arten fredet. Det lykkedes, og fredningen var udformet således: “(…) dyret skal være fredet overalt i Danmark, således at indsamling af denne dyreart kun må ske i videnskabeligt øjemed efter forudgående indhentet tilladelse af Naturfredningsrådet. Overtrædelse straffes med bøde. (…) Statsministeriet, den 12. juli 1951.” (Kilde: bjergsalamander.dk/index.php/bjergsalamandergruppen/historie)

 

 

Bjergsalamander, Aabenraa. På et af billedene ses også stor vandsalamander, fanget i det samme område. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Appelsinen (Citrus x sinensis) er en hybrid mellem pompelmus (C. maxima) og mandarin (C. reticulata). Egentlig er appelsin jo et yderst mærkeligt navn på denne dejlige frugt. Dette ord er efter al sandsynlighed en forvanskning af det hollandske navn på frugten, sinaas-appel, hvilket betyder ’kinesisk æble’ – et navn, som hentyder til, at appelsinen først opstod i Kina, hvor den er nævnt i litteratur så tidligt som 314 f.Kr. (Kilde: Xu et al. 2013. The draft genome of sweet orange (Citrus sinensis). Nature Genetics 45: 59-66)

Det latinske artsnavn sinensis betyder også ’kinesisk’.

På engelsk hedder appelsin orange. Man kunne forledes til at tro, at frugten fik dette navn på grund af sin farve, men det er ikke tilfældet – faktisk er det lige omvendt. Inden frugtens indførelse til Europa fandtes der ikke noget udtryk for farven orange, som blev kaldt gul eller rød. Tænk bare på navnet gulerod – denne lækre rodfugt er jo orange, ikke gul!

Englænderne adopterede det oldfranske navn på appelsinen, orange, der var afledt af italiensk arancia, som igen var baseret på arabisk naranj, der var afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

 

 

I varmere egne blomstrer appelsintræet året rundt. Dette træ på den græske ø Kreta har blomster og frugter på samme tid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et bjerg af appelsiner gøres klar til at blive solgt på et marked i byen Weining, Guizhou-provinsen, Kina. Hver enkelt frugt puttes i en plasticpose. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne gadehandler i Varanasi, Indien, sælger frugt og grønsager, bl.a. appelsiner, auberginer, tomater, æbler og vindruer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Juice-bod med indbydende appelsiner, samt granatæbler og bananer, Istanbul, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kumquat-træer og frugter er blandt de mindste citrus-arter. De var førhen placeret i slægten Fortunella, men i dag betragter de fleste autoriteter dem som tilhørende slægten Citrus. Nogle anser dem for at udgøre en enkelt art, C. japonica, men nylig genetisk forskning antyder, at der er 3 arter, C. hindsii, C. margarita og C. crassifolia, og kultivaren C. x japonica er en hybrid mellem de to sidstnævnte.

Kumquat er oprindeligt hjemmehørende i det sydlige Kina. Den er nævnt i kinesisk litteratur i hvert fald så langt tilbage som 1100-tallet. På kantonesisk kaldes den for 金橘 (gam gwat), fra gam (‘gylden’) og gwat (‘appelsin’). På engelsk blev ordet forvansket til kumquat eller cumquat.

I dag dyrkes kumquat mange steder i varmere egne af Asien.

 

 

Dyrket kumquat, Wufong, vestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Acraea er en stor slægt af sommerfugle i takvingefamilien (Nymphalidae), underfamilien Heliconiinae, som omfatter omkring 150 arter, hvoraf langt de fleste lever i varmere egne af Afrika, mens nogle få findes på det Indiske Subkontinent, samt i Sydøstasien og Australien.

I den antikke græske mytologi var Acraea datter af flodguden Asterion. Sammen med sine søstre Euboea og Prosymna fungerede hun som plejerske for gudinden Hera.

Acraea terpsicore, af nogle autoriteter kaldt for A. violae, var oprindeligt begrænset til det Indiske Subkontinent, men bredte sig til Indokina i løbet af 1990’erne og til Malaysia og Indonesien i løbet af 2000’erne. Under en tropisk storm i 2017 blev mange individer blæst til den nordøstlige kyst af Australien, og siden da har arten bredt sig til store dele af det nordlige Australien.

 

 

Acraea terpsicore, Siem Reap, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skink-arten Plestiodon laticeps er endemisk i det sydøstlige USA, fra de Store Søer og Pennsylvania mod syd til det østlige Texas og det nordlige Florida. Den minder meget om den vidt udbredte Plestiodon fasciatus, men kan kendes på, at den har 5 skæl under munden, hvor fasciatus kun har fire.

På amerikansk har P. laticeps fået navnet broad-headed skink på grund af de brede kæber, hvorved hovedet får en trekantet form. Den voksne han er brunlig med stærkt orange hoved i yngletiden, mens hunnen har fem lyse striber ned over ryggen og halen, i lighed med fasciatus.

 

 

Voksen han af Plestiodon laticeps, Lexington, Kentucky. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kinesisk hyld (Sambucus javanica), også kaldt Java-hyld, er en busk på indtil 2 meters højde, som er udbredt fra Indien mod øst til Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne. Denne art vokser på bjergskråninger, langs floder samt i skove og græsland, fra lavlandet op til ca. 2600 meters højde. Dens bær, som kan være sorte, røde eller orange, er spiselige i lighed med blomsterne, og andre dele af planten udnyttes i urtemedicin.

Andre hylde-arter er omtalt andetsteds på denne hjemmeside, almindelig hyld (S. nigra) på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, blå hyld (S. cerulea), undertiden kaldt mexikansk hyld (S. mexicana), på siden Planteliv: Flora i Sierra Nevada, og druehyld (S. racemosa) på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

I Taiwan er bærrene af kinesisk hyld orange. Dette billede er fra Dasyueshan National Forest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Denne Jain-pilgrim, iført en orange lungi (sarong) og bærende på en metalbeholder med helligt vand og en blomsterkrans, baner sig vej op ad den stejle klippe Vindhyagiri, Sravanabelagola, Karnataka, Indien, på hvis top en kæmpemæssig statue af den jainistiske helgen Bahubali (Gomateswara) befinder sig. Denne statue vises på siden Religion: Jainisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Randbæltet hovporesvamp (Fomitopsis pinicola) er almindelig på træstammer, både stående og væltede. Den findes i næsten alle tempererede egne af Eurasien. Den er ofte hovformet, næsten sort på de inderste ældste dele, med rødlige, brunlige eller orange bånd ud mod randen.

 

 

Randbæltet hovporesvamp, Gludsted Plantage, Midtjylland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skrubtudsen (Bufo bufo) forekommer i størsteparten af Europa (med undtagelse af Irland, Island og nogle øer i Middelhavet), mod øst til det centrale Sibirien, samt i Tyrkiet og den nordvestligste del af Afrika. Hunnen er lidt større end hannen, indtil omkring 15 cm lang.

Tidligere blev tudsen i Kaukasus betragtet som værende denne art, men er nu blevet ophøjet til en selvstændig art, Bufo verrucosissimus.

Det videnskabelige navn er det klassiske latinske ord for tudse. Forstavelsen i det danske navn hentyder til artens vortede hud, mens tudse er et gammelt udtryk for en brændt brun farve.

 

 

Sjælden orange form af skrubtudse, Ulvshale, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Multebær (Rubus chamaemorus) er en ganske lav plante, normalt under 10 cm høj, men undertiden op til 25 cm. De rynkede blade har 6-7 lapper. Den spiselige frugt er orange eller ravfarvet. Modsat de fleste andre arter i slægten Rubus findes hanlige og hunlige blomster på separate planter, så for at producere frugt må begge typer være til stede.

Arten vokser i arktiske, subarktiske og tempererede egne, mod syd til det sydlige Canada, Tyskland, Mongoliet og Japan.

 

 

Multebær, Lille Vildmose. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et andet medlem af slægten er Rubus hayata-koidzumii, som er endemisk i Taiwan, hvor den vokser i store højder, hvilket fremgår af et af artens engelske navne, Yushan raspberry, der sigter til øens højeste bjerg, Yu Shan (3952 m). Et andet engelsk navn er creeping raspberry (‘krybende hindbær’), hvilket hentyder til artens lave vækstform. De orange bær er meget velsmagende.

Et alternativt videnskabeligt navn er R. calycinoides (‘ligner calycinus’), der sigter til bladenes lighed med bladene hos R. calycinus, som er udbredt fra Himalaya mod øst til det nordlige Indokina og det sydvestlige Kina.

 

 

Rubus hayata-koidzumii, Hohuan Shan, centrale Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den skønne guldvalmue (Eschscholzia californica) er hjemmehørende i det vestlige USA og Mexico, men talrige varieteter dyrkes som prydplanter, og arten er blevet naturaliseret adskillige steder, bl.a. Chile. Den blev navngivet i 1820 af den tyske botaniker Adelbert von Chamisso (1781-1838) til ære for hans ven, den tyske læge Johann Friedrich von Eschscholtz (1793-1831), som var hans kollega på den videnskabelige Kotzebue-ekspedition til Stillehavet 1815-18, ombord på den russiske brig Rurik.

Bladene blev førhen benyttet medicinelt af amerikanske indfødte. I nutidig urtemedicin anses arten for at være et mildt beroligende og afslappende middel, der egner sig godt til børn. Den forbedrer søvnkvalitetet og kan forhindre mareridt. Den tages også mod hyperaktivitet, hovedpine, migræne, depression og nervesmerter.

Frøene benyttes i madlavning. Førhen blev dens pollen anvendt kosmetisk af amerikanske stammefolk.

I 1903 blev arten udnævnt til Californiens officielle statsblomst.

 

 

Guldvalmue danner ofte store bestande, her på en skrænt nær Oakhurst, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guldvalmue, Montaña de Oro State Park, Californien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Daoistiske højtider og andre aspekter af daoismen er grundigt omtalt på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

I visse fiskersamfund i det sydlige Taiwan blev indtil fornylig afholdt den såkaldte Boat Burning Festival (‘bådafbrændings-festival’), en daoistisk højtid, hvorunder man byggede en komplet båd af træ, hvorpå den blev brændt som en offergave til sygdommenes gud Wang-yeh i det håb, at han ville spare folkene for pesten og andre frygtelige sygdomme.

Førhen blev den brændende båd sendt til søs og bar på denne måde ceremonielt sygdommene med sig, men i de senere år ophørte denne praksis, og båden blev brændt på land.

 

 

Boat Burning Festival fejres i landsbyen Jiading nær Kaoshiung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I 2018 deltog jeg i en anden daoistisk højtid, Tigergudens festival, som fandt sted i byen Shinggang i det vestlige Taiwan. Under denne farverige højtid fejres både Tigerguden og modergudinden Mazu.

 

 

En palankin med en lille figur af tigerguden bæres forbi orange og gule papirlamper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under Tigergudens højtid antager røgen fra eksploderende fyrværkeri en surrealistisk orange farve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Iført orange kasketter er disse pilgrimme på vej til det daoistiske tempel Bai Sa Wan Mazu, som er tilegnet modergudinden Mazu, beliggende i et sandet område nær byen Tongxiao i det vestlige Taiwan. Teksten på hattene siger Bai Sa Tun (’Det hvide sands landsby’). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under det samme optog har denne kvinde bundet et håndklæde omkring hovedet som beskyttelse mod solen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne mand har fastgjort en lille lampe til sin kasket. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Disse pilgrimme, iført orange skjorter, deltager i et optog under en daoistisk højtid i byen Madou, nær Tainan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sphaealcea ambigua er en lav busk af katostfamilien (Malvaceae), som vokser i ørkenområder i de tre ørkentyper Mojave, Great Basin og Sonora, i staterne Californien, Nevada, Utah, Arizona og New Mexico i USA, samt Sonora og Baja California i det nordvestlige Mexico. Arten trives på alkalisk jordbund, sandet såvel som leret, og træffes op til højder omkring 2500 m.

Sonora-ørkenen er nærmere beskrevet på siden Lande og steder: Sonora – den frodige ørken.

 

 

Sphaealcea ambigua, observeret nær Lake Saguaro, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Okkerfarvede og sorte klipper langs Tacijili-floden, Taroko-kløften, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brandlilje (Lilium bulbiferum) er en stovt orange liljeart, der undertiden bliver 1,2 m høj. Den er vidt udbredt i bjergområder i højder mellem 500 og 1900 m, fra Pyrenæerne mod øst til Karpaterne, og fra Nordtyskland (Harzen) mod syd til Balkan. Denne art er nærmere præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

Brandlilje, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den almindeligste frugtflagermus i Afrika er den gule flyvehund (Eidolon helvum), som er vidt udbredt i savanner og skov syd for Sahara mod syd til Sydafrika, samt tillige i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø. Dette fascinerende dyr er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Kæmperasteplads af gul flyvehund i Zambia.

 

 

I solnedgangen forlader tusinder af gule flyvehunde deres dagsiddeplads i Kasanka Nationalpark, Zambia, for at lede efter modne frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bjergfyr (Pinus mugo) er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne via Alperne og Apenninerne til Karpaterne, og derfra mod syd til højere bjergegne på Balkan. Siden sidst i 1700-tallet er den blevet udplantet mange andre steder, specielt i Skandinavien, Finland og de baltiske lande med henblik på at stabilisere klitter. I Skandinavien har den imidlertid bredt sig ukontrollabelt og er blevet invasiv i klitter og på heder.

 

 

Orange hanlige blomsterstande af bjergfyr, Torp Plantage, Fanø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Beg-fyr (Pinus rigida) er hjemmehørende i det østlige Nordamerika, hvor den findes fra det allersydligste Ontario og Quebec sydpå gennem det nordøstlige USA til Kentucky og den nordligste spids af Georgia. Navnet beg-fyr hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

Stub af beg-fyr, Pine Barrens, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Balsamin-arten Impatiens capensis er almindelig i størsteparten af Nordamerika, undtaget langs Stillehavskysten, hvor den imidlertid er blevet naturaliseret og betragtes som et invasivt ukrudt. Den er også blevet indført eller indslæbt til adskillige europæiske lande, samt til Japan.

 

 

Impatiens capensis, Beaver Lake, Long Island, New York State. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Columnea er en slægt med omkring 200 arter af epifytiske urter og buske i familien Gesneriaceae, hjemmehørende i tropiske områder i Amerika og Caribien. Arterne er karakteriseret ved deres ofte store og stærkt farvede, tragtformede eller uregelmæssige blomster. Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den italienske naturhistoriker Fabio Colonna (1567-1640), på latin skrevet Fabius Columnus.

Columnea purpurata er en forveddet urt, op til 2 m lang, der vokser på klipper eller som epifyt. Stængel og blade er dækket af hvide hår, de lancetformede blade er ofte store, op til 37 cm lange og 11 cm brede. De tætte blomsterstande sidder i klynger op langs stænglen, dækblade og bæger er trævlede, stærkt orange, som blegner til purpur ved udtørring (heraf det latinske slægtsnavn). Kronen er gul, tragtformet, indtil 3 cm lang, tæt behåret.

Artens naturlige udbredelsesområde er fra den sydligste del af Mexico gennem Mellemamerika til Colombia. Den benyttes medicinelt.

 

 

Columnea purpurata, Volcán Arenal Nationalpark, Cordillera de Tilarán, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Salamander-arten Notophthalmus viridescens, som er opdelt i fire underarter, er udbredt fra de Store Søer mod øst til Nova Scotia, mod syd til det østlige Texas og Florida. Den lever i damme og vandløb og kan undertiden træffes i nærliggende fugtige skove. Den producerer giftstoffet tetrodotoxin, som gør den uspiselig for fisk og krebs. Nominatformen, på amerikansk kaldt for red-spotted newt, er udbredt fra det sydøstlige Canada mod syd til Alabama og Georgia.

 

 

Notophthalmus viridescens, underarten viridescens, Pawtuckaway State Park, New Hampshire. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Brugmansia, populært kaldt for engletrompet, udgør omkring 7 arter, der førhen var placeret i slægten Datura (pigæble). De er vildtvoksende i tropiske egne af Sydamerika, men adskillige arter dyrkes andre steder på grund af de pragtfulde blomster.

Slægtsnavnet hædrer den hollandske læge og botaniker Sebald Justinus Brugmans (1763-1819), der især huskes for sin ekspertise i behandlingen af koldbrand. Det danske navn hentyder til blomsternes form, men da de er særdeles giftige, har man indsat forstavelsen engle-, sikkert i betydningen dødsenglen.

Brugmansia suaveolens er en busk op til 5 m høj, ofte vidt forgrenet. Bladene er ovale eller aflange, op til 30 cm lange og 15 cm brede, helrandede og tilspidsede. Blomsterne er tragtformede, velduftende om natten, indtil 30 cm lange, bægeret grønt, oppustet, op til 12 cm langt, med 5 elliptiske flige, kronen normalt hvid med grønlig basis, i spidsen med 5 udbredte, spidse flige. Nogle former har gule, orange eller lyserøde blomster. Arten er hjemmehørende i Brasilien, men dyrkes talrige steder på grund af de smukke blomster.

Artsnavnet er afledt af latin suavis (‘sød’) og olens (‘duft’).

 

 

Form af Brugmansia suaveolens med orange blomster, nær Lisong Hot Springs, Wulu, østlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Natskygge (Solanum) er en af verdens største planteslægter, som rummer over 1300 arter, bl.a. en lang række nytteplanter som kartoffel (S. tuberosum), tomat (S. lycopersicum), tomattræ (S. betaceum) og aubergine (S. melongena).

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Frugterne hos disse planter er oftest røde, orange, gule eller sorte. To arter med orange frugter er beskrevet nedenfor. Andre arter er præsenteret på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Efterår.

 

Indisk natskygge (Solanum indicum, også kaldt S. violaceum) er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Denne buskagtige urt, som bliver indtil 3 m høj, har tornede stængler og til tider også torne langs nerverne på de store, bølgede blade. De temmelig små bær, som kan blive indtil 2 cm i diameter, er enten orange eller gule.

 

 

Indisk natskygge er almindeligt forvildet i Taiwans lavland, her fotograferet i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jerusalem-koralbær (Solanum pseudocapsicum) er en almindelig stueplante, som er vildtvoksende i den nordlige del af Andesbjergene, men er blevet forvildet mange andre steder. I Sydafrika, Indien, Australien og New Zealand betragtes den som et uønsket ukrudt. Alle dele af planten er giftige, i særdeleshed de umodne bær.

Det latinske artsnavn, som betyder ‘den falske capsicum’, sigter til bladene, der ligner bladene hos grøn peber (Capsicum).

På engelsk hedder denne art Jerusalem cherry, hvilket beror på en misforståelse, idet dens frugter ikke er kirsebær, og den er ikke hjemmehørende i området omkring Jerusalem. Navnet kan simpelthen skyldes en eller anden gartner, som bragte planten hjem fra Jerusalem og gav den dette navn uden at undersøge, hvor den egentlig stammer fra. (Kilde: m.wisegeek.com)

Et andet engelsk navn, Madeira winter cherry, stammer fra den tid, hvor portugisiske sømænd bragte planten fra Sydamerika til Madeira. Herfra spredtes den til Europa, hvor den blev statussymbol blandt overklassen.

 

 

Jerusalem-koralbær, forvildet nær Sanyi, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Eroderet Nanya-sandsten med lag af jernoxid, Nanya Peculiar Rocks, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Chihuahua-hør (Linum vernale) er en opret slank plante, indtil 50 cm høj, med gul-orange eller laksefarvede, skålformede blomster med kastanjefarvet eller rødorange svælg. Den vokser på åbne steder i krat og skove, oftest på kalkholdig jordbund, i højder mellem 1200 og 2400 m.

Arten har en ret begrænset udbredelse, idet den findes i det sydlige New Mexico og det vestlige Texas, samt i de mexikanske stater Chihuahua og Coahuila. Den er almindelig i dele af Chihuahua-ørkenen.

 

 

Chihuahua-hør, Seminole Canyon, Texas. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Den stærkt orange farve og de lange hår på denne sommerfuglelarve annoncerer sandsynligvis til fugle og andre dyr, som måtte ønske at æde den, at den er giftig eller smager grimt. Den blev observeret nær Phnom Kbal Spean, Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Indisk kapoktræ (Bombax ceiba) er et stort træ i katostfamilien (Malvaceae), som er hjemmehørende i tropisk Asien, det sydlige Kina og det nordlige Australien. Det dyrkes dog mange andre steder på grund af de pragtfulde blomster, som er stærkt røde hos vilde individer. I Taiwan, hvor billederne nedenfor er taget, er en form med orange blomster meget populær.

Denne art benyttes mod utallige sygdomme i folkemedicinen, og den har også talrige andre anvendelser, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

Blomstrende indisk kapok, Tunghai Universitetspark, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nedfaldne blomster dækker en plæne i Tunghai Universitetspark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange fuglearter søger føde i kapok-blomsterne, i dette tilfælde en japansk brillefugl (Zosterops japonicus), Tunghai Universitetspark. Denne art er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Havtorn (Hippophaë) er en lille slægt, som omfatter 7 tornede buske i sølvbladfamilien (Elaeagnaceae), udbredt fra Vesteuropa til Fjernøsten. De gule, orange eller røde bær, som sidder tæt langs grenene, er spiselige og meget rige på vitaminerne C, A, B, E og K, samt carotenider. Nyere forskning antyder, at de besidder stoffer, som forsinker ældning og modvirker hukommelsestab.

Almindelig havtorn (H. rhamnoides) er hjemmehørende fra Irland og det sydlige Skandinavien mod syd til Middelhavet, mod øst gennem Rusland til Xinjiang og Mongoliet, og derfra mod syd til Pakistan og Ladakh i det nordvestlige Himalaya.

 

 

Havtorn med bær, syd for Klitmøller. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Slægten Junonia, på engelsk kaldt pansies og på amerikansk buckeyes, er en verdensomspændende sommerfugleslægt på omkring 33 arter, der tilhører takvingerne (Nymphalidae).

På engelsk kaldes Junonia almana for peacock pansy, hvilket sigter til ‘påfugleøjnene’ på de orange vinger. Denne art er udbredt fra Indien og Sri Lanka mod øst til Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd til Indonesien og Filippinerne. Den er meget almindelig og lever i et bredt udsnit af habitater, normalt under 500 meters højde, men undertiden op til 1000 m.

 

 

Junonia almana, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Flamme-azalea (Rhododendron calendulaceum) er hjemmehørende i Appalachian Mountains, fra Pennsylvania og Ohio mod syd til Georgia og Alabama. På grund af dens pragtfulde blomster dyrkes den dog mange andre steder. Vilde bestande har røde blomster, mens de hos dyrkede former kan være orange eller gule.

 

 

Denne flamme-azalea i Maudsley State Park, Massachusetts, er forvildet fra tidligere dyrkning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Guldgaffel (Calocera viscosa) er en svamp, som tilhører familien Dacrymycetaceae, hvis medlemmer er karakteriseret ved at have forgrenede basidier. Denne art vokser på nåletræ og er vidt udbredt på den nordlige halvkugle.

 

 

Guldgaffel, Propang Danda, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Safirbær (Symplocos paniculata) har navn efter sine knaldblå bær, som fugle sætter stor pris på. Dette lille træ, som bliver op til 12 m højt, var førhen placeret i téfamilien (Theaceae), men er nu overført til en særskilt familie, Symplocaceae.

Arten er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Himalaya til Sydøstasien, det sydlige Kina, Taiwan og Japan. I Himalaya træffes den mellem 1000 og 2700 meters højde, mens den andre steder vokser ned til havniveau. Den dyrkes mange steder på grund af de kønne blomsterstande og farvestrålende bær og er blevet naturaliseret i visse områder, bl.a. i USA, hvor den betragtes som invasiv.

 

 

Orange vinterblade af safirbær. Denne art plantes ofte i byparker i Taiwan, i dette tilfælde i Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orange svampe på en død gren, Masinagudi, Mudumalai Tiger Reserve, Tamil Nadu, Indien (øverst), samt på en opskyllet træstamme i Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. De ligner hinanden meget og er eventuelt nært beslægtede. På det nederste billede er talrige tragtsnerler af arten Ipomoea pes-caprae spiret omkring stammen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gul evighedsblomst (Helichrysum arenarium) er vidt udbredt, fra Vesteuropa mod øst til Xinjiang og Mongoliet, mod syd til Middelhavet og det nordlige Iran. I Rusland blev arten i gamle dage kaldt ’udødelighedsurten’ på grund af dens medicinske egenskaber. Bladene blev også anvendt som smagsstof i kødretter.

 

 

Honningbi indsamler orange pollen i blomster af gul evighedsblomst (Helichrysum arenarium), Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Dyrket gedeblad, Lonicera brownii ‘Dropmore Scarlet’, Århus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skovspurven (Passer montanus) har en kolossalt stor udbredelse, fra Vesteuropa tværs over Centralasien til Japan og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne.

Adskillige billeder af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

I Taiwan er skovspurven meget almindelig, og den har overtaget gråspurvens (P. domesticus) rolle som byfugl, da denne mangler på øen. Disse to sidder på en orange metalskulptur i byen Taichung. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Oprindelsesstedet for kokospalmen (Cocos nucifera) er ukendt, og i dag er den udbredt overalt langs tropiske kystegne, i visse områder også inde i landet. Denne art anvendes til utallige formål. Olie fra nødderne samt den tørrede kopra benyttes i madlavning og til lamper. Bladene flettes til måtter, som anvendes til tag og vægge i boliger, og fibrene fra nøddens yderlag væves sammen til reb eller måtter. Af skallerne fremstilles trækul, og stammen anvendes til tømmer og brænde.

 

 

Orange morgenhimmel bag kokospalmer, øst for Colva, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Visnende blad af en kokospalme, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Arekapalmen (Areca catechu), også kaldt for betelpalme, har givet navn til palmefamilien (Arecaceae). Det latinske slægtsnavn er afledt af et sydindisk navn på arten, enten af det tamilske ord areec, eller af atekka, som er Malayalam. Artsnavnet catechu stammer fra et malajisk navn på palmen, caccu.

Denne palme menes at stamme fra Filippinerne, men dyrkes i talrige tropiske og subtropiske områder i Asien, i Ny Guinea og Vestindien, samt på mange øer i Stillehavet.

Artens nød indgår som ingrediens i betel, et mildt rusmiddel, som består af et blad fra betelbusken (Piper betle), der foldes omkring småstumper af arekapalmenødder, tobak og/eller krydderier, samt en smule kalkpasta. Når man tygger betel, øges spytmængden, og spyttet bliver murstensrødt. Klatter af betelspyt ses overalt i mange asiatiske byer – på gader, husmure, trapper og andre steder.

 

 

I Taiwan dyrkes betelpalmer i millionvis, da snart sagt hveranden mand tygger rusmidlet. Disse billeder viser den nedre del af stammen på et individ, som er dækket af orange mospuder, Beishan, nær Puli (øverst), samt nedfaldne, modne nødder, observeret nær Gukeng. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Små sejlbåde, kaldt felukka, på Nilen ved solnedgang, Luxor, Egypten. Flere billeder af denne bådtype er vist på siden Kultur: Både og skibe. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I traditionel kinesisk medicin kaldes skolopendere for ’himmelske drager’. Medicin udvundet af dem benyttes mod bl.a. stivkrampe, slagtilfælde, hovedpine, kræft, slangebid samt alvorlige hudproblemer. Den er imidlertid meget giftig og bør derfor anvendes med forsigtighed.

 

 

Jeg stødte på denne ca. 20 cm lange skolopender i en kalkstenshule i Niah Nationalpark, Sarawak, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orangerød bakkestjerne (Erigeron aurantiacus) er hjemmehørende i Centralasien, hvor den ofte danner store bestande på subalpine enge. Stænglen er op til 35 cm høj, kurvene enlige, randkroner sædvanligvis stærkt orange, skivekroner orange eller gule. Dyrkede former med højrøde eller gule randkroner forekommer.

 

 

Orangerød bakkestjerne er meget almindelig i Kirgisien, hvor disse billeder blev taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orange killinger, Fyn. Tamkatten er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orange kurvblomst, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hinduer præsenterer ofte malla‘er (kranse fremstillet af tagetes og andre blomster) som offergaver til gudestatuer og andre hellige steder. På dette billede fra Kathmandu, Nepal, sælger kvinden i baggrunden sådanne kranse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orange alger ses mest i subtropiske og tropiske områder.

 

 

Orange alger vokser på en mur, Alishan National Forest, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orangerøde alger, grå laver og grønne mosser på en klippe, Umbaltal, for enden af Virgental, Tyrol, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange alger på stammen af en gran, Tved Klitplantage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange alger på en højspændingsmast, Ohakune, New Zealand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette Khmer-relief, som gengiver en hinduistisk gudinde eller en adelsdame, er delvis dækket af en orange alge. – Bayon, Angkor Thom, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Denne husmur i Alishan National Forest, Taiwan, har fået patina af en orange algeart, som vokser på den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Asiatisk palmyrapalme (Borassus flabellifer) er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Indokina, med disjunkte bestande på Java og de Små Sundaøer. Dens frugt er spiselig og sød. En sukkerholdig saft, kaldt for toddy, kan udvindes af unge blomsterstande. Den gæres til palmevin eller til en stærk alkoholisk drik ved navn arrack. Den kan også koncentreres til en sød, hård substans, som i Indien kaldes for jaggery. Den anvendes som substitut for sukker. Palmevin konsumeres i enorme mængder i Indien og Sri Lanka.

 

 

Fibrene i frugten af asiatisk palmyrapalme er stærkt orange. – Angkor Wat, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Drenge med bækkener under en højtid i et hindu-tempel, Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Duranta erecta er en lille busk i jernurtfamilien (Verbenaceae), som er vildtvoksende fra Mexico og Caribien mod syd til Paraguay og Argentina. Den dyrkes i mange varmere lande som prydbusk og er blevet forvildet mange steder. Den betragtes som invasiv i en række lande, deriblandt Australien, Kina og Sydafrika, samt på adskillige øer i Stillehavet.

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

Et billede af artens blomster ses på siden Hyldest til farven blå.

 

 

Bær af Duranta erecta, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den pragtfulde Shwedagon-pagode i Yangon, Myanmar, er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

Shwedagon-pagoden oplyses om aftenen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Silkeplanten (Asclepias curassavica) er hjemmehørende i Vestindien, men dyrkes som prydplante i de fleste tropiske og subtropiske egne, hvor den mange steder er blevet naturaliseret.

Ifølge Kew Bulletin (1897) kan denne art benyttes til bekæmpelse af insekter, specielt lus. Inficerede værelser, som bliver fejet med en kost fremstillet af silkeplanten, får disse skadedyr til at forsvinde. Tidligere blev den også anvendt i folkemedicinen, beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om bestøvningen af slægten Asclepias:

“(…) de har en af de mest distinkte blomster i planteriget. Den er lavet med det formål at narre insekter, så krydsbestøvning bliver sikret. (…) insekter, som forsøger at få fat i nektar fra blomstens skåle. Der er fem af disse skåle i hver blomst, og de hænger sædvanligvis med åbningen nedad. De er meget glatte, og en fod af et insekt, som forsøger at lande på en af dem, vil uvægerligt glide og ender derved i en spalte mellem to af skålene. Dette er nøjagtigt, hvad der skulle ske; netop af denne grund er blomsten opstået. I spalten ligger den hanlige del af blomsten i en sådan stilling, at den aldrig kommer i kontakt med det hunlige organ, medmindre han bliver trukket ud og derpå trukket ind igen. Foden af insektet glider altså ind i spalten, hvor den sidder fast, som var den mellem to små, stærke tråde. Hvis insektet er stærkt nok, vil et ryk eller to bringe foden ud igen, og sammen med den to små pollenposer, som rider på insektets ben til den næste blomst, hvor foden atter glider ned i en spalte, men denne gang medbringende de to poser med pollen (…) som lander lige netop på hunorganets støvfang. Der bliver poserne hængende og udfører det job, som de er beregnet til (…). Det er selvfølgelig muligt, at insektets ben kommer ud af sprækken i blomst nummer to med endnu to pollenposer fastgjort til det som to små sadeltasker (…) det kræver et stærkt ben at udføre dette arbejde, og stærke insekter kan til tider ses med adskillige pollenposer på deres ben. Hvis insektet ikke er stærkt nok, betaler det dyrt for en mundfuld nektar. (…) er det ikke i stand til at betale for nektaren gennem at transportere pollenposerne til den næste blomst, bliver det hængende, indtil det dør (…).”

 

 

Silkeplante, forvildet i Central Taiwan Science Park, Taichung, Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Selv om Amur-rødstjerten (Phoenicurus auroreus) kaldes for rødstjert, er den mere orange end rød. Hannen har orangerødt bryst, bug og hale, sort ansigt, strube og ryg, grålig isse og nakke, samt en iøjnefaldende hvid plet på vingen. I lighed med de fleste af de 14 arter i slægten Phoenicurus har hannen og hunnen meget forskellig fjerdragt, idet hunnen er blegbrun med orangerød hale. Som hannen har den en tydelig hvid plet på vingen.

Denne art yngler i det sydøstlige Sibirien, fra Baikal-søen mod øst til Amurland, Ussuriland og Sakhalin, i Mongoliet, Tibet, størsteparten af Kina, samt i det nordlige Korea, mens vinteren tilbringes i det sydlige Kina, Japan, Taiwan, det nordøstlige Indien samt i Sydøstasien.

 

 

Amurrødstjerten er en almindelig vintergæst i Taiwan. Her ses en han, fotograferet i Tunghai Universitetspark, Taichung. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hun, øst for Sanxing, nær Yilan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Papaya (Carica papaya), også kaldt for melontræ, er et lille træ i familien Caricaceae, normalt under 10 m højt, med en rank stamme, der som regel er uden sidegrene. Stammen er fyldt med ar efter de store, dybt hånddelte blade, der kan blive op til 70 cm i tværmål, som regel med 7 flige. De duftende hvide blomster sidder i bladhjørnerne, hanlige og hunlige blomster på separate planter. Frugten er et stort, sødt bær, som kan være op til 45 cm langt og 30 cm bredt.

Artens oprindelige voksested menes at være det sydlige Mexico eller Mellemamerika, men da den har været dyrket i tusinder af år, kan det være vanskeligt at afgøre. I dag dyrkes den i talrige lande med tropisk eller subtropisk klima.

Slægtsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet. Navnet blev givet arten af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753, måske med hentydning til frugtens søde smag.

Artsnavnet er navnet på planten på et Arawak-sprog, som blev adopteret af spanierne. Det danske navn melontræ sigter til, at frugterne i form minder om meloner.

 

 

Et fad med indbydende skiver af papaya, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødel (Alnus glutinosa) er beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø.

 

 

Når stammer af rødel saves over, bliver veddet under påvirkning af ilt først orange, siden rødbrunt. – Æbleskov, østlige Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lagerstroemia er en slægt, som omfatter ca. 50 arter af træer og buske, hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og Japan, og derfra mod syd gennem Indokina, Malaysia, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det nordlige Australien og nogle øer i Stillehavet. På grund af deres smukke blomster dyrkes mange arter i talrige varmere lande.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en ven, handelsmanden Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

Lagerstroemia subcostata er et mindre træ, som bliver op til 14 m højt, med en meget karakteristisk lys og glat bark, som kan få én til at tro, at træet er dødt. De kortstilkede blade er aflange eller ovale, indtil 4,8 cm lange og 2,5 cm brede, tilspidsede. Blomsterne er purpurfarvede eller hvide, i hårede endestillede toppe, op til 15 cm i tværmål, med 6 kronblade indtil 6 mm lange, rynkede. Frugten er en ellipseformet kapsel, indtil 8 mm lang.

Arten er hjemmehørende i Japan, Taiwan, Kina og Filippinerne, voksende i skove og langs vandløb fra lavlandet op til mellemhøjder i bjergene.

 

 

Stammen af Lagerstroemia subcostata er til tider orange, som på dette træ, der blev observeret langs Walami Trail, Yushan Nationalpark, østlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Orange mineraludfældninger, Monumento Natural El Morado, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Planter af slægten Calochortus kan opdeles i tre markante grupper: sommerfugletulipaner, som har udbredte kronblade med kileformet grund; globusliljer med mere eller mindre kugleformede blomster; samt katteører og stjernetulipaner, som har oprette, spidse kronblade. Disse pragtfulde liljer vokser næsten udelukkende i det vestlige USA. Slægtsnavnet kommer af græsk kalos (’smuk’) og chortos (’græs’).

Andre billeder af disse liljer kan studeres på siden Natur-citater.

 

 

Denne orangerøde Kennedy’s sommerfugletulipan (Calochortus kennedyi) står i skarp kontrast til den grålige jordbund i Saguaro West Nationalpark, Arizona. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Okkerfarvet sten, Lossar, Spiti, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Farvestrålende bille, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orientalsk kambregne (Blechnum orientale) er en stor bregneart, hvis blade undertiden når en længde af 2 m. Denne plante er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til det sydlige Kina, Taiwan og det sydlige Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Ny Guinea og Australien, samt øer i den vestlige del af Stillehavet. Andre steder dyrkes den som prydplante, og den indsamles undertiden til føde eller medicin.

 

 

Ungt blad af orientalsk kambregne, Nanren-søen, Kenting Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Under en ceremoni, hvor en dreng indvies som buddhistisk munk, bliver medlemmer af hans familie fotograferet sammen med to orangeklædte munke, Wat Benchamabophit (‘Marmortemplet’), Bangkok, Thailand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vortebirk (Betula pendula) er vidt udbredt og almindelig i Europa og Kaukasus og videre mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten, og den findes tillige i Kina og Japan. De nordiske navne birk, björk og bjørk er af proto-germansk oprindelse berko, hvilket sandsynligvis har rod i sanskrit bhurja, navnet på en birke-art.

Denne art er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

Oversavede grene af vortebirk, Fyn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fiskerogn til salg, Lugang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Minivetter (Pericrocotus) udgør en slægt på omkring 15 arter af spurvefugle i familien larveædere (Campephagidae), som lever i skove fra det østlige Iran og Afghanistan mod øst gennem det indiske subkontinent og Kina til russisk Ussuriland, og derfra mod syd gennem Japan, Taiwan, Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien.

Adskillige af arterne er meget farvestrålende, hvor hannerne har en overvejende rødlig fjerdragt, hunnerne overvejende gul.

Orangeminivet (P. flammeus) lever i tæt skov, fra det vestlige Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina, og derfra videre mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien. Tidligere blev denne art regnet som en underart af skarlagenminivet, der i dag kaldes P. speciosus.

Andre arter af minivet er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Bagan.

 

 

Han af orangeminivet, Anshi Nationalpark, Karnataka, Indien. Hunnen er gul og sort. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Diospyros er en slægt med over 700 arter af løvfældende og stedsegrønne træer og buske i familien Ebenaceae, udbredt kloden rundt i subtropiske og tropiske egne, Arter med spiselige frugter kaldes for kakifrugter eller daddelblommer, mens arter med mørkt og tungt ved kaldes for ibenholt.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dios (Zeus) og pyros (‘hvede’), således ‘Zeus’s hvede’, hvilket i en bredere sammenhæng oversættes som ‘guddommelig føde’. Navnet hentyder til frugten af kaukasisk daddelblomme (D. lotus). På engelsk kaldes de spiselige arter for persimmon, afledt af pichamins (‘tørret frugt’), Powhatan-ordet for en amerikansk art i slægten.

Almindelig kaki (D. kaki), som har søde, let sammensnerpende frugter, er hjemmehørende i Kina, Taiwan, det nordlige Vietnam, samt Assam i det nordøstlige Indien. Den blev først dyrket i Kina for over 2000 år siden, og dyrkning spredtes til Japan i 600-tallet, til Korea i 1300-tallet og til Sydeuropa, Californien og Brasilien i 1800-tallet.

Kaki er det japanske navn på denne art.

 

 

Frugter af almindelig kaki på træet, nær byen Xinpu, nordlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tørrede daddelblommer er en yndet spise i Taiwan. Disse ligger til tørre på stilladser nær Xinpu. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Hindu-pilgrimme venter i kø på at komme ind i Sri Venkatesvara, et tempel for guden Krishna, Tirumalai, Andhra Pradesh, Indien. Nogle er kronragede, idet de har skænket deres hår til templet. (Af håret fremstilles parykker). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pomerans-høgeurt (Pilosella aurantiaca) er en smuk kurvblomst, som har navn efter kurvene, der i Danmark er pomeransfarvede med orange centrum, mens de i andre områder kan være fuldstændig orange.

Denne plante, som vokser i græsklædte områder og på brakjord, er hjemmehørende i størsteparten af Europa, såvel som den nordvestlige og centrale del af Asien. På grund af de smukke blomster er den også blevet indført til en række andre lande, deriblandt England, Irland, USA, Canada, Australien og New Zealand. Den forvildes imidlertid nemt og bliver ofte invasiv, hvorfor import af den er blevet forbudt i de to sidstnævnte lande.

På engelsk har pomerans-høgeurt en række besynderlige folkenavne, deriblandt fox-and-cubs (’ræv-med-hvalpe’), Devil’s paintbrush (’Djævelens malerpensel’), samt Grim the Collier. Navnet fox-and-cubs sigter til, at ikke alle kurvene på en plante åbner sig samtidigt. En åbnet kurv sammenlignes med en ræv, mens de stadig lukkede kurve ved siden af den er hvalpene. Navnet Devil’s paintbrush hentyder rimeligvis til de mange sorte hår på svøbbladene omkring kronen.

Navnet Grim the Collier kræver en længere forklaring. Det blev først nævnt i forbindelse med planten, i formen Grimme the Collier, af den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) i hans Herball fra 1597. Dette navn forekommer i et skuespil fra omkring 1564, Damon and Pythias, skrevet af Richard Edwardes og opført for Dronning Elizabeth d. 1. Heri optræder en figur ved navn Grim the Collier (‘kulminearbejderen Grim’), der beskrives som værende “af en typisk Croydon-fremtoning” – et udtryk anvendt for personer med rødt hår og lys hud. Navnet sigter naturligvis til de orange eller røde blomsterkurve, samt til de sorte hår på svøbet, der sammenlignes med kulstøvet i en kulminearbejders skæg.

 

 

Pomerans-høgeurt, Naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Morgensol på græskar, dyrket til brug under Halloween (‘De Dødes Dag’), Fyn. Denne højtid er beskrevet på siden Religion: Kristendom. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

På grund af sin lighed med ægte kantareller blev orangekantarel (Hygrophoropsis aurantiaca) førhen betragtet som spiselig. Der er dog ikke megen smag i den. Den er også svagt giftig og kan give maveonde.

Allerede da han beskrev arten i 1781, bemærkede den østrigske naturhistoriker Franz Xaver von Wulfen (1728-1805), at den adskilte sig fra de ægte kantareller. Forskning har påvist, at den ikke engang er fjernt beslægtet med dem, og den er nu placeret i en særskilt familie, Hygrophoropsidaceae.

Den er vidt udbredt på den nordlige halvkugle og er meget almindelig i nåleskove, men kan også træffes i løvskove og på heder. Nyere forskning antyder, at den omfatter adskillige arter.

 

 

Orangekantarel, Nørlund Plantage. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Fiskerbåde, trukket op på en klippekyst, Iconi, Grande Comore, Comorerne. I baggrunden ses hytter, bygget under kokospalmer (Cocos nucifera). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Amerikansk tidselsommerfugl (Vanessa virginiensis) er udbredt i størsteparten af USA, det sydlige Canada, Caribien og Mellemamerika. Den er en regelmæssig gæst i Vesteuropa, og der findes en lille ynglebestand på de Kanariske Øer.

 

 

Amerikansk tidselsommerfugl, Oswego Forest, Pine Barrens, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødgul trompettræ (Pyrostegia venusta) er en slyngplante i trompettræfamilien (Bignoniaceae). Den er hjemmehørende i Brasilien, men på grund af dens pragtfulde blomster blev den tidligt indført til mange andre egne af kloden.

Slægtsnavnet kommer af græsk pyro (‘ild’) og stegia (‘dække’), hvor førstnævnte sigter til blomsternes farve, mens det sidste hentyder til artens frodige vækst, hvor den ofte dækker hele bygninger. Artsnavnet kommer af olditaliensk wenostos (‘smuk’).

 

 

Rødgul trompettræ dækker et hegn i byen Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orange laver dækker ofte klipper eller stammerne af gamle træer og andre planter.

 

 

Orange og grå laver på en sten, Col du Mt. Cenis, Franske Alper. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farvestrålende orange og gule laver på en klippeblok, Pinnacles Nationalpark, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sammen med en mørk mosart danner denne lav mønstre på en skrånende klippe, Grossglockner, Østrig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Orange laver på klipper, Sanetti-plateauet, Bale Mountains Nationalpark, Ethiopien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Væggelaver (Xanthoria) er en kosmopolitisk slægt i familien Teloschistaceae, som vokser på bark, husmure eller sten. De kan ofte identificeres på de typiske tragtformede frugtlegemer.

Almindelig væggelav (X. parietina) er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa, Afrika, Asien, Australien og Nordamerika. Den er meget almindelig på klipper, store træer, tage og mure, idet den er en af de få laver, som favoriseres af den stigende eutrofiering.

Artsnavnet, som er afledt af latin paries (‘mur’), blev hæftet på arten i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78).

 

 

Almindelig væggelav, voksende på en gren af en gammel stilkeg (Quercus robur), Sandflugtsskoven, Bornholm. Der ses rigeligt med frugtlegemer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En væggelav-art, sandsynligvis kyst-væggelav (Xanthoria aureola), skaber mønstre på en strandsten nær Bølshavn, Bornholm. I modsætning til almindelig væggelav danner denne art kun få frugtlegemer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Vejrandøje (Lasiommata megera) er vidt udbredt, fra det sydlige Skandinavien og de Britiske Øer mod syd til Nordafrika, mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien. Den lever i åbne habitater, og i nogle bjergområder findes den op til omkring 3000 meters højde.

 

 

Vejrandøje, Stammershalle, Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Orange mælkeurt (Polygala lutea) er udbredt i det østlige USA, fra den sydlige del af Maine mod syd til Florida, og derpå mod vest til Louisiana. Den er særligt almindelig i Pine Barrens i New Jersey.

Artsnavnet betyder ‘gul’ på latin, hvilket sigter til blomsternes farve i tørret tilstand. Når de er friske, er farven varmt orange, hvilket adskiller dem fra de fleste andre mælkeurt-arter, som har blå, lyserøde eller hvide blomster.

 

 

Orange mælkeurt, Carolina Beach State Park, North Carolina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødhalsen (Erithacus rubecula) er udbredt i Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Nordafrika og de Kanariske Øer. Arten er standfugl i størsteparten af udbredelsesområdet, kun de nordligste bestande er trækfugle.

Selv om fuglens bryst er orange, blev den i sin tid navngivet rødhals. Det skyldes, at farven orange i Middelalderens Europa ikke skelnedes fra rød. Først med introduktionen af appelsinen i 1500-tallet (se andetsteds på denne side) opstod et særligt ord for orange, fra det oldfranske navn på appelsinen, orange, der var afledt af italiensk arancia, som igen var baseret på arabisk naranj, der var afledt af sanskrit-navnet på frugten, naranga.

Rødhalse på de Kanariske Øer Gran Canaria og Tenerife adskiller sig en del fra typiske rødhalse gennem den mindre, mere rødlige plet på brystet, hvid øjenring, samt grålig snarere end brunlig overside. Deres sang er også anderledes, lidt i retning af sangdroslens (Turdus philomelos) sang. De udgør muligvis en selvstændig art.

 

 

Rødhals, Hamburg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tenerife-rødhals, underarten superbus, Icod de los Vinos, Tenerife, Kanariske Øer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ildkrone (Lantana camara) er en lille busk af jernurtfamilien (Verbenaceae), der kan blive indtil 2 m høj. Dens blomsterstande udviser stor farvevariation, bl.a. rød, orange, gul, lyserød og hvid, ofte adskillige farver i den samme blomsterstand. De to førstnævnte farver har givet anledning til artens danske navn.

Den er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men på grund af de smukke blomster er den blevet indført til næsten alle egne af kloden. I varmere lande undslipper den ofte, og da den er giftig for græssende dyr, kan den ofte danne store krat, som udkonkurrerer indfødte plantearter.

Et af artens engelske navne er Spanish flag, hvilket skyldes, at to af blomsterstandenes farver, rød og gul, optræder på det spanske nationalflag.

 

 

Denne ildkrone med orange blomsterstande vokser på et dige omkring Aogu Wetlands i det sydvestlige Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den sorte og røde natsværmer blodplet (Tyria jacobaeae) er hjemmehørende fra Europa mod øst gennem Sibirien og Centralasien til Kina. Larvernes værtsplante er eng-brandbæger (Senecio jacobaea), og sommerfuglen er blevet indført til Australien, New Zealand og Nordamerika for at begrænse udbredelsen af denne invasive plante. Hunnen lægger op til 300 æg på undersiden af brandbæger-bladene. Larverne absorberer giftstoffer fra planten, og deres stærke farver, orangegule og sorte tværbånd, advarer de fleste fugle om, at de er uspiselige. Gøge æder dem dog, da de er i stand til at neutralisere giftstofferne.

 

 

Larver af blodplet æder af eng-brandbæger, Gundsømagle, Sjælland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Abrikostræet (Prunus armeniaca) blev dyrket i Kina så langt tilbage som år 1000 f.Kr., eller endnu tidligere. I Armenien har den også været dyrket i tusinder af år, og det blev førhen antaget, at det var artens oprindelige voksested, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, som blev givet i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778). Genetiske studier antyder dog, at dens oprindelsessted er Centralasien.

 

 

Abrikoser, Mangyu (øverst), samt Ulley Topko, Ladakh, nordlige Indien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Væverfugle er en familie af spurvefugle, Ploceidae, der omfatter 15 slægter, hvoraf nogle er karakteriseret ved deres reder, som er flettet sammen på en kompliceret måde af strimler fra græs, palmeblade eller andre planter.

Hannen af palmevæver (Ploceus bojeri) er kraftigt gul med orange hoved. Denne art har en ret begrænset udbredelse, idet den findes i den sydligste del af Ethiopien, den sydlige halvdel af Somalia samt i det østlige Kenya. Den lever i savanner, overvejende langs floder.

 

 

Denne han af palmevæver markerer territorium ved at blafre med vingerne, siddende på en stængel af kogleaks (Cyperus), Meru Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rødegen (Quercus rubra) kan blive et stort træ, undertiden op til 40 m højt, med en stammediameter op til 1 m. Den er udbredt i den østlige halvdel af Nordamerika, fra de Store Søer og Nova Scotia mod syd til Arkansas og Georgia. Den dyrkes almindeligt i Europa, bl.a. i Danmark.

 

 

Visnende blad af rødeg, Acadia Nationalpark, Maine. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Akrobater giver opvisning med flag, Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Litchi (Litchi chinensis) er et tropisk træ, som oprindeligt stammer fra det sydøstlige Kina, hvor det har været dyrket så tidligt som i 1000-tallet. På grund af frugtens sødlige yderlag dyrkes det imidlertid mange andre steder, bl.a. Sydøstasien, Taiwan, Indien og Sydafrika. Arten er det eneste medlem af slægten Litchi, som tilhører sæbetræfamilien (Sapindaceae).

 

 

Unge blade af litchi er ofte orange, her fotograferet i det vestlige Taiwan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Disse medlemmer af Shan-stammen, som aflægger besøg ved Lawkananda-pagoden i Bagan, Myanmar, er iført stærkt orange hovedklæder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den prægtige hvide nøkkerose (Nymphaea alba) er vidt udbredt, idet den findes overalt i Europa, samt i Nordafrika, Mellemøsten og dele af tempererede egne af Asien, mod øst til Kashmir i Nordindien. I Nordamerika erstattes den af den næsten identiske amerikansk hvid nøkkerose (N. odorata), som ligeledes har en meget stor udbredelse, fra det nordlige Canada gennem USA, Mexico og Mellemamerika til det nordlige Sydamerika.

Mere om nøkkeroser kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning, hvor der også findes billeder af andre nøkkerose-arter.

 

 

Normalt er bladene af hvid nøkkerose forskellige nuancer af grønt, men dette blad i en klitsø på Fanø er af en eller anden grund blevet gullig-orange. Dammen er fyldt med en gullig algevækst. De grønne stængler i forgrunden er almindelig sumpstrå (Eleocharis palustris). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Cinnobersvamp (Nectria cinnabarina) er almindelig på døde grene i køligere tempererede egne på den nordlige halvkugle. Den optræder til tider som parasit, fx hvis et træ er blevet svækket af et sår. – Æbleskov, syd for Nyborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hanner af orangehovedet gekko (Gonatodes albogularis) er meget farvestrålende, mens hunnerne er grålige. Denne art er vidt udbredt, idet den findes på mange vestindiske øer, samt fra Mexico mod øst til den nordlige del af Sydamerika. Den fandtes også tidligere i den sydlige del af Florida, men denne bestand uddøde i 1990’erne.

 

 

Han af orangehovedet gekko, Parque Nacional de Cahuita, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn fortæller, er kanarisk daddelpalme (Phoenix canariensis) endemisk på de Canariske Øer. Den bliver normalt op til 20 m høj, undertiden op til 40 m, med snitdelte blade, der bliver indtil 6 m lange og med 80-100 småblade på hver side af bladstænglen. Frugten er en oval stenfrugt op til 2 cm lang, orange eller gul. Den er spiselig, men smager ikke af meget.

 

 

Kanarisk daddelpalme med frugtstande, Masca, Tenerife. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Den orange vævermyre (Oecophylla smaragdina) har en vid udbredelse, idet den findes i Indien, Sydøstasien, Filippinerne, Indonesien og det nordlige Australien.

Navnet vævermyre skyldes disse myrers måde at bygge bo på, idet deres rede består af blade, der er kittet sammen ved hjælp af deres larvers silke. En vævermyre-koloni kan omfatte adskillige reder i et enkelt træ, eller rederne kan være fordelt på flere træer. I et enkelt tilfælde omfattede en koloni 151 reder, fordelt på 12 træer. En koloni kan tælle op mod en halv million individer, og hver koloni har en enkelt dronning i en af rederne, hvorfra hendes afkom fordeles på de øvrige reder. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Oecophylla_smaragdina, hvor der findes en liste med referencer)

 

 

Orange vævermyrer på deres rede, Siem Reap, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Frugter af en uidentificeret palmeart, Cahuita Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Leonotis nepetifolia er et medlem af læbeblomstfamilien (Lamiaceae), som er hjemmehørende i tropiske egne af Afrika, på det indiske subkontinent, samt i dele af Indokina. Den er blevet indført til mange andre lande og er blevet forvildet mange steder, især i Mellemamerika og Caribien.

Blomsterstandene er arrangeret i kranse op ad den indtil 3 m høje stængel. Blomsterne er normalt en smuk orange farve, men planter med røde, hvide eller purpurfarvede blomster træffes undertiden.

I Trinidad koges bladene som té, der indtages til behandling af feber, hoste, uterus-prolaps og malaria.

Billederne herunder er fra Bagan, Myanmar. På et af dem ses en buddhistisk pagode som silhouet, og fuglen på det øverste billede er en han af purpursolfugl (Cinnyris asiaticus), som suger nektar af blomsterne. Andre billeder af denne art bringes på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Bagan.

 

 

(Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Rustne plader af bølgeblik på en mur, Valparaiso, Chile. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Aurora (Anthocharis cardamines), som tilhører hvidsværmerne (Pieridae), har navn efter hannens orange vingespidser, der sammenlignes med morgenrøden (aurora på latin). Hunnen mangler de orange vingespidser og ligner kålsommerfugle (Pieris).

Arten er udbredt i størsteparten af Europa og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Dens larver æder blade af forskellige medlemmer af korsblomstfamilien (Brassicaceae), i særdeleshed engkarse (Cardamine pratensis) og løgkarse (Alliaria petiolata). I takt med, at løgkarse i de senere år er gået frem i Danmark, er også aurora blevet mere almindelig.

 

 

En han af aurora suger nektar i en blomst af kærminde (Omphalodes verna), Høvblege, Møn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Høgeskæg (Crepis) er en kæmpestor slægt, som omfatter omkring 200 arter, hvis udbredelsesområde er den nordlige halvkugle og Afrika, med den største koncentration af arter omkring Middelhavet. Slægtsnavnet er afledt af græsk krepis (‘slipper’ eller ‘sandal’), som ifølge nogle kilder hentyder til frugtens form.

Slægtens smukkeste medlem er efter min mening orangerød høgeskæg (C. aurea), som er udbredt i europæiske bjergegne, i Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne og Abruzzerne, samt på Balkan, og den findes også i Lilleasien. I Alperne vokser den i enge og græsgange, fortrinsvis på kalkfattig jordbund, i højder mellem 1000 og 2900 m.

 

 

Orangerød høgeskæg, Passo Gardena, Dolomiterne, Italien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Billedet herunder viser en skulptur i Pashupatinath-templet, Kathmandu, Nepal, som gengiver hindu-guden med elefanthoved, Ganesh. Ansigtstrækkene på figuren er blevet udvisket på grund af et tykt lag af orange sindur (rødt pulver, blandet med sennepsolie), som fromme hinduer gennem tiderne har påsmurt.

Ganesh og andre hindu-guder er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

De unge blade på dette træ i Hanoi, Vietnam, er lyst orange. Træet er pyntet med små lamper og elpærer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Rohida (Tecomella undulata) er et træ i familien Bignoniaceae, som vokser i ørkenområder fra Oman mod øst gennem det sydlige Iran og Pakistan til Thar-ørkenen i Rajasthan, nordvestlige Indien.

 

 

Dromedarer hviler under et blomstrende rohida-træ i Thar-ørkenen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Adelpha californica, som tilhører takvingefamilien (Nymphalidae), kaldes California sister på amerikansk. Denne sommerfugl, som er udbredt fra Oregon og Nevada mod syd gennem Californien til den nordlige del af Baja California, kendes nemt på den orange eller gule plet nær vingespidsen.

 

 

Adelpha californica, observeret ved Kings Canyon-floden, Sierra Nevada, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lotus er en kæmpestor slægt inden for ærteblomstfamilien (Fabaceae), som omfatter mindst 130 arter. På dansk kaldes disse planter for kællingetand, enten på grund af de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller også fordi blomstens to nederste kronblade, den såkaldte båd, ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil sigter til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Almindelig kællingetand (L. corniculatus) er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes den op til 4000 meters højde.

 

 

Efterhånden som blomsterne af almindelig kællingetand ældes, bliver de ofte skrigende orange. Disse billeder er fra Fanø. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som følge af en række genetiske studier blev en gruppe drosler på omkring 21 arter, der traditionelt havde været placeret i slægten Zoothera, i 2008 overført til slægten Geokichla. Denne slægt blev oprettet i 1836 af den tyske naturhistoriker Salomon Müller (1804-64), som udforskede dele af Hollandsk Ostindien (i dag Indonesien) mellem 1826 og 1835. Slægtsnavnet kommer af græsk geo (‘jord’) og kikhle (‘drossel’), hvilket sigter til disse fugles fødesøgning, der næsten udelukkende finder sted på jorden.

I alt 11 underarter af den smukke orange jorddrossel (G. citrina) er udbredt langs Himalaya, i det østlige og sydlige Indien, på Andamanerne og Nicobarerne, i Indokina og det sydlige og østlige Kina, på nordspidsen af Borneo, samt på Java og Bali. Arten er standfugl i størsteparten af dette store område, men nogle nordlige bestande er trækfugle, som overvintrer i det nordøstlige og sydlige Indien, på Sri Lanka og Sumatra, samt i den sydlige del af Kina.

Underarten cyanota, som findes i det sydlige Indien, er meget markant, idet den har hvidt ansigt med to lodrette sorte striber under og bag øjet. Det har været foreslået, at den udgør en særskilt art, men der forekommer mellemformer, hvor dens udbredelse overlapper med nominatracens.

 

 

Dette billede viser den markante underart cyanota af orange jorddrossel, fotograferet i Mahaveer Wildlife Sanctuary, Goa, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tabernaemontana alba, som tilhører svalerodfamilien (Apocynaceae), er en busk eller et lille træ, der kan blive op til 15 m højt med en stammediameter op til 45 cm, men sædvanligvis er mindre. Arten er udbredt fra det nordlige Mexico mod syd til Colombia, og den findes tillige i det sydlige Florida og på Cuba. Dens normale voksested er fugtige områder i krat og skove, op til omkring 600 meters højde.

Den store grønne frugt sprækker på langs og åbenbarer to rækker frø, omgivet af et stærkt orange kødfuldt lag. Frugten producerer store mængde hvid mælkesaft, hvilket har givet anledning til det engelske navn white milkwood (‘hvidt mælketræ’). Denne saft anvendes undertiden til at blande i chicle, der benyttes til fremstilling af tyggegummi. Lokalt tygges den stivnede mælkesaft som tyggegummi.

 

 

Sprækket frugt af Tabernaemontana alba, Tortuguero, Limón, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Svampedyr (Mycetozoa) regnedes førhen som tilhørende svamperiget under navnet slimsvampe, men betragtes i dag af mange autoriteter som unikke organismer, der hverken er svamp, plante eller dyr. I deres unge stadium er de i stand til at bevæge sig omkring, hvilket peger i retning af dyreriget, men senere bliver de immobile, hvilket peger mod svamp eller plante.

 

 

Svampedyr, voksende på en stub, Phele, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dette svampedyr vokser på en væltet træstamme, New Jersey, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svampedyr, Propang Danda, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Som dens navn fortæller, vokser kyst-hibiskus (Hibiscus tiliaceus) især i kystnære egne, men den kan dog findes op til 300 meters højde. Arten er hjemmehørende på øer i Stillehavet og det Indiske Ocean, samt i kystnære egne af Australien, Indonesien, Sydøstasien, det indiske subkontinent, det sydlige Kina samt Taiwan. Den er også blevet naturaliseret andre steder i tropiske egne.

Artsnavnet skyldes bladenes lighed med blade af lind (Tilia). Et billede, som viser artens smukke gule blomster, ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

Når blomsterne af kyst-hibiskus visner, skifter farven fra gul til orange. – Gili Air, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Slagtet ged, indgnedet i gurkemeje, Kathmandu, Nepal. Bemærk de mange fluer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hornskulper (Glaucium), som tilhører valmuefamilien (Papaveraceae), har navn efter deres hornformede frugter. Blomsterfarven hos rød hornskulpe (G. corniculatum), der er udbredt fra Sydeuropa mod øst til Centralasien, varierer fra mørkerød til orangerød.

Mange andre medlemmer af valmuefamilien kan studeres på siderne Hyldest til farven rød og Hyldest til farven gul.

 

 

Orangerød variant af rød hornskulpe, Acipayam, vestlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Glaucium leiocarpum, Bulanik, syd for Çay, Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Svamp på et træ, Jughandle State Park, Californien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Skruepalmer (Pandanus) er en slægt af enkimbladede planter, som omfatter 700-750 arter. Navnet palme hentyder til deres palmelignende fremtoning, mens forstavelsen skrue- sigter til bladene, som danner et skrueagtigt mønster op langs stænglen, der er omgivet af gamle bladar. Den orange frugt minder om en ananasfrugt og er ligeledes spiselig.

Kinesisk skruepalme (Pandanus tectorius), tidligere kaldt for P. odoratissimus var. sinensis, er et lille træ, indtil 10 m højt, som har talrige tornede blade, der kan blive indtil 1,8 m lange. Denne art er udbredt fra det sydøstlige Kina og Taiwan mod syd gennem Sydøstasien til det nordlige Australien, samt mange Stillehavsøer. Den plantes undertiden som en levende hæk, og bladene anvendes til at flette diverse genstande.

 

 

Frugt af kinesisk skruepalme, Longpan, Kenting Nationalpark, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugt af en uidentificeret art af skruepalme, Senggigi, Lombok, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

 

Stenene i dette vandløb nær Jinguashi, nordlige Taiwan, er blevet farvet orange af aflejrede mineraler, som stammer fra nedlagte minegange. Stedet er blevet døbt Huangjin Pubu (‘det gyldne vandfald’). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet februar 2020)

 

(Seneste opdatering oktober 2023)