Fredningen af Vorsø

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pengene blev udbetalt ved Winges død i 1923, og der blev nedsat en legatbestyrelse, som bestod af professor i zoologi Adolph S. Jensen, professor i botanik C.H. Ostenfeld, samt overlærer Teodor Bang, der havde været personlig ven af Herluf Winge.

 

I december 1928 købte legatbestyrelsen for 55.000 kr. øen Vorsø med småholmene Vorsø Kalv og Langøerne i den nordlige del af Horsens Fjord. Det samlede landareal var omkring 59 ha.

Dengang så øernes natur ikke ud af noget særligt. Jorden på denne egn er frugtbar, og Vorsø var totalt præget af landbrug. Kun to småskove på 6,1 og 2,5 ha, en række vildtplantninger, en bræmme langs kysten, samt Vorsø Kalv og Langøerne var ikke opdyrket. Skovene var drænede og havde kun begrænset oprindelig trævækst. Det var et hærget sted uden rovfugle eller andet interessant, ikke engang større vilde pattedyr fandtes.

Men her lå en ø, hvor man vidste, at der førhen havde været kolonier af fiskehejre og skarv. Også havørnen havde levet her. Det var bare at have tålmodighed og afvente, hvad der måtte komme.

 

Fig. 1-4 viser landskaber på reservatet i årene 1929-49.

Efter indstilling af Naturfredningsrådet blev Vorsø og småholmene fredet i 1934. Uden for det dyrkede areal måtte man ikke beplante, opdyrke eller afvande områder på øerne. Fugle og pattedyr måtte ikke fanges eller dræbes uden tilladelse fra Københavns Universitet eller Naturfredningsrådet. Al uvedkommende færdsel på øerne blev forbudt, og al færdsel med skydevåben var herefter ikke tilladt i Vorsø Vejle samt i en zone der omfattede vandarealet 400 m rundt om øerne, undtagen på Langøerne, hvor jagt – af uransalige grunde – blev tilladt helt op til den østligste ø (Naturreservater og feltstationer, 1986).

Med reservatloven af 1936 blev Vorsø til ét blandt 10 såkaldte videnskabelige reservater under Naturfredningsrådet. I disse reservater skulle der tages særligt hensyn til pattedyr og fugle. På vandarealet blev der – foruden de hidtil gældende forbud – også indført forbud mod stenfiskeri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sine egenskaber af formand for Naturfredningsrådet og medlem af bestyrelsen for Winges legat var professor Ragnar Spärck en nøgleperson, ikke kun hvad angår Vorsø, men også de øvrige videnskabelige reservater.

Den anden person var professor Knud Jessen, som var legatbestyrelsens formand. Han havde sin årlige gang på øen, hvor han gennemførte en stor botanisk undersøgelse, der optog så godt som alle hans sommerferier gennem 25 år.

Man kan roligt sige, at reservatet blev restriktivt forvaltet, intet gik for sig uden tilladelse fra højere sted. Man foretog kun de allermest nødvendige årlige zoologiske registreringer, og Vorsø var hermetisk lukket for andre forskere.

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge de foreliggende dokumenter var der ingen vej udenom. Noget drastisk måtte gøres, for fiskernes magt var så stor blandt politikerne, at en ekspropriering af øen fra statens side kom på tale, for at man kunne finde den rette balance mellem antallet af fiskere og skarver. Legatbestyrelsen og Naturfredningsrådet med det dertil hørende reservatudvalg gav efter og udstedte årlige dispensationer til beskydning af skarverne på øen (fig. 5).

Det var en skelsættende begivenhed, for den førte yderligere overgreb med sig. Rågen blev jo også betragtet som skadedyr, nemlig for landbruget, og der indførtes snart en årlig beskydning af rågerne på Vorsø. Såvel skarv som råge blev bekæmpet på reservatet gennem 1950’erne og 60’erne.

Godt nok var Vorsø et fristed for skadelige dyr – og dog alligevel ikke. Der foreligger ikke oversigter over antallet af nedlagte fugle, men det var betydelige mængder. For rågens vedkommende 100-300 unger pr. år, mens antallet af skarvunger var tilpasset den aktuelle bestand, gerne mindst 100 årligt.

Winges ædle mål forekom at være skudt i sænk, og disse 20 år står som et sort kapitel i reservatets historie. Professor Jessen støttede bekæmpelsen af skarverne, fordi de ødelagde mulighederne for at udvikle det naturbillede på øen, som han personligt havde sat sig som mål, nemlig en upåvirket naturskov. Professor Spärck var modstander af bekæmpelsen, men fandt det diplomatisk at signalere en beskydning af de skadevoldende fugle hvert år, så man kunne få en smule fred for fiskerne (fig. 6).

Spärck døde pludseligt i 1965, og efter at Jessen havde offentliggjort sin store botaniske afhandling (Jessen 1968), ophørte han med at komme på Vorsø. Disse markante skikkelsers forsvinden havde den effekt, at kommunikationen mellem øens forvalter Kresten Vorsø Kristensen og legatbestyrelsen omkring 1970 var meget træg – på det nærmeste ikke-eksisterende. Det var, som om interessen for fristedet var ophørt, og ingen nye kræfter var sat ind.

 

 

 

 

 

 

 

Han konkluderede følgende: ”(…) umiddelbart forekommer det at være mod fristedets og Herluf Winges ånd, at der nu foretages bekæmpelse af både skarv og råge på øen, ligesom også skudte krager ophænges til skræk og advarsel [fig. 7]. Selv så jeg ingen levende krager på Vorsø. Jeg vil bede om, at man både i fondsbestyrelsen og i Naturfredningsrådets reservatudvalg tager sig disse oplysninger til efterretning og lader dem indgå i evt. kommende overvejelser vedrørende fristedets fortsatte drift.” (Hald-Mortensen 1972)

Hald-Mortensen anbefalede reservatudvalget, hvor professor Bent Muus var formand, at stoppe beskydningerne omgående, og hans råd blev fulgt. Midlerne i Winge-legatet var på det tidspunkt udtømte, og i praksis var det Naturfredningsrådet, som administrerede fristedet.

I henhold til testamentet skulle såvel Foreningen til Dyrenes Beskyttelse som Aarhus Universitet have tilbud om at overtage Vorsø, hvis Københavns Universitet tabte ”Lysten eller Evnen til at røgte Fristedet.” Begge instanser gav afkald på deres rettigheder.

I 1976 indstillede bestyrelsen for legatet, at øen vederlagsfrit skulle overdrages til Miljøministeriet. Københavns Universitet havde allerede inden for de foregående 10 år ydet 145.000 kr., hovedsagelig til installation af vekselstrøm. Universitetet så sig ikke i stand til at vedligeholde bygningerne, hvilket var påkrævet, hvis landbruget skulle fortsætte. Dette havde i mellemtiden antaget mere intensiv karakter med sprøjtning og spredning af kunstgødning.

 

 

 

 

 

 

Efter overdragelsen fulgte man i høj grad Hald-Mortensens idéer om en langt mere målrettet registrering af specielt de zoologiske forhold samt en ubetinget opfyldelse af fredningsbestemmelserne. Det resterende landbrug blev straks nedlagt, og hele øen var nu overladt til naturen. Efter 50 års forløb var idéen om et rigtigt fristed omsider opfyldt.

I 1987 blev Skovstyrelsen og Fredningsstyrelsen slået sammen til én styrelse, Skov- og Naturstyrelsen. Vorsø sorterede under Boller Statsskovdistrikt 1979-88 og har siden 1989 hørt under Silkeborg Statsskovdistrikt.

Efter en revision af jagtloven i 1993 oprettedes i 1994 en række såkaldte EF-fuglebeskyttelsesområder i Danmark. Vandarealet omkring Vorsø blev et af disse områder, og den gamle reservatordning blev revideret. Al uvedkommende færdsel blev nu forbudt fra 1. februar til 31. august i en zone, der vekslede mellem 100 og 400 m rundt om øerne. På vandarealet inden for en afstand af ca. 1 km fra øerne blev der forbud mod forskellige forstyrrende aktiviteter.

Vorsø er i dag en del af EF-habitatområde 52. Øen er udpeget som ’særlig værdifuldt naturområde’, beliggende i et ’værdifuldt landskab’. Med undtagelse af et areal omkring gården og laboratoriet er øen nu omfattet af Naturskovsstrategien af 1994 og skal således også i fremtiden ligge urørt.

De menneskelige indgreb på reservatet er i dag indskrænket til det allermest nødvendige, bl.a. vedligeholdelse af gården, laboratoriet og vejen. Endvidere friholdes et areal omkring gården for høj vegetation.