Børn i Filippinerne – Rositas bedstefar er syg

 

 

Denne beskrivelse af børn i Filippinerne er fra 1984. Siden da er meget forandret, og i dag bliver åndemaning næsten ikke brugt på øerne mere.

 

 

Filippinerne 1984
Filippinerne 1984
Ifugao-folket dyrker ris på marker, der blev anlagt som terrasser op ad bjergsiderne for over 2000 år siden. På det nederste billede ligger bundter af unge risplanter på markerne, parat til at blive plantet ud. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosita Blas er 10 år gammel. Hun tilhører ifugao-folket, som bor i bjergene i den nordlige del af øen Luzon i Filippinerne. Stammefolkene på Luzon var før i tiden hovedjægere, som mente, at hvis de dræbte deres fjender og skar hovedet af dem, ville de få overført kraften fra dem. Landsbyernes huse blev bygget på pæle, og man gik op i dem ad stiger. Om natten tog man stigerne op. Det gjorde det sværere for deres fjender at komme ind i husene og skære hovederne af folk.

Hovedjagten blev afskaffet i 1950’erne, og de fleste folk blev omvendt til kristendommen. Men mange tror stadig på gode og onde ånder. Man ofrer til dem samtidig med, at man beder til Gud.

Stammefolkenes vigtigste føde er ris, som de dyrker på terrassemarker, der blev anlagt op ad bjergsiderne for over 2000 år siden. Vandet til risplanterne, som ledes gennem kanaler til markerne, kommer fra skovenes vandløb. Foruden ris dyrkes også sødkartofler og forskellige grønsager. Man holder sorte, langhårede grise, og man får også kød ved at gå på jagt i bjergene og skyde vilde dyr som hjorte og fugle.

 

 

Filippinerne 1984
Rosita sætter en fuglefælde op. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rositas far er træskærer og jæger
Rosita bor med sin far José, sin mor Esperanza og sine mindre søskende Carmen og Manuel i en lille landsby nær byen Banawe. De har spanske navne, fordi Filippinerne var en spansk koloni i over 300 år, og spanske navne blev moderne blandt stammerne, selv om de først blev kristne efter 1950.

Husene i landsbyen er opført på pæle, som det var skik i gamle dage. Nu er der ikke hovedjagt mere, men skikken har holdt sig. Når husene er hævet fra jorden, er det vanskeligere for slanger, skorpioner og andre farlige dyr at komme ind i dem. Inde i Rositas hus er der en dagligstue og et køkkenrum. Stuen er pyntet med smukke billeder skåret i træ. Faderen er nemlig træskærer og lever af at sælge sine figurer til turister.

Rosita går i skole i Banawe, men hendes søskende er for små endnu og leger dagen lang. De sætter en stang på et hjul og løber af sted med ‘trillebøren’. De bygger huse af småpinde og ‘bjerge’ af mudder, hvor de laver ‘rismarker’.

Når Rosita kommer hjem fra skole, skal hun hjælpe sin mor med at rydde op og gøre rent. Bagefter går hun ud for at se til sin fuglefælde. Det er en løkke på en snor, som er spændt op i en bøjet gren, der svirper op, når fuglen rammer snoren. Det vil så tit ske, at fuglens ene ben eller en vinge sidder fast i løkken.

Faderen er ivrig jæger, som ofte tager på jagtture med sin hund i bjergene bag landsbyen. Han skyder hjorte, vildsvin og fugle.

 

 

Filippinerne 1984
Rositas hjem er pyntet med smukke billeder skåret i træ. Hendes far José er nemlig træskærer og lever af at sælge sine figurer til turister. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Filippinerne 1984
Disse udskårne træfigurer, som kaldes Bulol, passer på rishøsten i Rositas hjem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Filippinerne 1984
Rositas far er ivrig jæger, som ofte tager på jagtture med sin hund i bjergene bag landsbyen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Filippinerne 1984
Hvis faderen bliver tørstig ude i regnskoven, kan han slukke sin tørst ved at drikke saften fra en slyngplante. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oldefar og oldemor i klædet
En dag går José over i en lille hytte nær huset og kommer tilbage med en pakke under hver arm. Pakkerne er svøbt ind i et smukt klæde. Rosita og hendes søskende ved godt, hvad der er i pakkerne, og løber ham i møde.

”Denne her er oldefar, og denne her er oldemor,” siger han og slår på pakkerne. ”Tok-tok,” klinger det. Han tager forsigtigt klædet til side og viser børnene en bunke knogler. Det er fire år siden, deres oldefar døde. Oldemoderen døde året efter, og nu skal der snart holdes en ceremoni for dem.

Når en ifugao er død, bliver han eller hun sat i en stol under huset i nogle dage, og en mand står vagt ved den døde. Efter en stor fest bliver liget begravet. To eller tre år senere graves knoglerne op og bliver gjort rene. De svøbes i klæde og opbevares i huset eller i en lille hytte. Endnu en stor fest bliver holdt. Børnene glæder sig til festen, for der slagtes vandbøfler, grise og høns, og man kan spise alt det kød, man har lyst til.

Festen kan gentages efter endnu nogle år, hvis familien synes, den har råd. Knoglerne skal behandles med respekt, ellers bliver de afdøde utilfredse og kan bringe sygdomme til familien.

 

Bedstefar er syg
Rositas gamle bedstefar har været syg i næsten tre uger nu. Det startede ude i rismarkerne, og han gik hjem til landsbyen og ventede på, at det skulle gå over. Men det blev ikke bedre. Efter nogle dage gik han til hospitalet i Banawe. Lægerne gav ham medicin og sendte ham hjem. Medicinen hjalp ikke, og han blev svagere og svagere. Han gik så til den kristne præst, som bad nogle bønner sammen med ham. Det hjalp heller ikke.

Nu beslutter José at bede landsbyens medicinmænd om at anvende ‘æggeprøven’. Hver af medicinmændene kommer med et forslag til, hvad der kan gøres, og et æg bliver stillet oven på et andet. Hvis ægget triller ned, er forslaget forkastet. Sådan bliver man ved, indtil ægget bliver stående. Det viser sig, at æggene godkender forslaget om at få fem medicinmænd til at fordrive sygdomsånden. Det kaldes åndemaning.

Bedstefar henvender sig til de fem medicinmænd. Han går med dem og viser dem marken, hvor ånden kom ind i ham, og her tilbringer de fem medicinmænd en hel nat med at ofre til ånden. Om morgenen kommer de til landsbyen for at fortsætte i en ceremonihytte. Bedstefar skal ikke med op i hytten. Kun José må være der sammen med medicinmændene. Rosita og hendes bedsteforældre venter spændt udenfor.

Midt på gulvet i hytten står en stor flettet kurv, som indeholder neg af ris, en skål med risvin og en bambusfløjte. I nærheden står et andet kar med risvin, og José har købt en flaske gin og 7-8 øl til medicinmændene. De har været vågne hele natten og kan nok trænge til en opstrammer.

 

 

Filippinerne 1984
I denne hytte skal medicinmændene forsøge at helbrede Rositas bedstefar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Filippinerne 1984
En af medicinmændene synger inde i hytten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Medicinmændenes dans
Medicinmændene begynder at messe i kor. Imens fanger landsbyens mænd en stor gris og vælter den om på siden. Så binder de en lang bambuskæp fast til dens for- og bagben, og en anden pind bliver banket ned i jorden mellem grisens krop og bambuskæppen, så den ikke kan flytte sig.

Medicinmændene messer en tid, mens de drikker en mængde risvin. Så rejser to af dem sig og tager hinanden i hånden. Den ene holder et risneg og en grisehale i hånden. De messer i kor, klasker sig på lårene og stamper i gulvet med de bare fødder. Den ældste præst, som er rynket og indtørret, stiller sig foran de to andre og siger en lang remse, hvor han påkalder sygdomsånden.

Mændene tager lidt risvin i en ske, som er fremstillet af en halv kokosnød. Så stamper de i gulvet, går ned ad hyttens stige og hen til den bundne gris. De danser omkring den og hælder vinen over dens krop.

Grisen skal dø langsomt, så dens skrig kan fortælle sygdomsånden, at offeret er til den. Så vil ånden forlade bedstefars krop. Desuden er det vigtigt, at alt blodet bliver inde i grisens krop, da det er gaven til ånden. En af medicinmændene tager en skarp kniv og stikker hul i grisens hud ud for lungerne. En spids bambuskæp jages ind i såret, dybt ind i lungerne, hvor den vrides rundt flere gange. Grisen skriger grufuldt, spjætter et par gange med benene, og dør så. Rosita og de andre børn holder hænderne for ørerne.

Præsterne går op i hytten igen, og grisen bliver rakt op til dem. De messer igen, klasker sig på lårene, og så rækkes grisen ud igen. Et par unge mænd tænder et bål af rishalm, og i ilden svides grisens pels af. Den svedne hud skrabes med en stor kniv, hvorpå grisen atter rækkes op til medicinmændene.

 

 

Filippinerne 1984
En af medicinmændene danser omkring den bundne gris og hælder risvin over dens krop. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Filippinerne 1984
Grisen skal dø langsomt, så ånden véd, at offeret er til den. En af medicinmændene jager en spids bambuskæp ind i grisens lunger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ånden modtager offergaven
En af præsterne skærer nu grisen op, og blodet samles i en skål. Indvoldene tages ud, og lever og galde undersøges nøje. Ved synet af den sunde galdeblære ler medicinmændene lettet. Ånden har modtaget offergaven. Resten af grisen parteres, og 31 små bunker kød og fedt lægges til side til beboerne i landsbyen, som har betalt penge til ceremonien. Tarmene og de andre indvolde, samt ribbenene, tilhører medicinmændene.

Mens parteringen af grisen finder sted, har nogle af kvinderne kogt en stor gryde ris, og en anden stor gryde med spilkogende vand står parat. Præsterne rækker kødstykker ud af døren til mændene, som kaster dem ned i det kogende vand. Grønsager og krydderier er forbudte under ceremonien, så der er kun salt i vandet. Galdeblæren koges et øjeblik og rækkes ind i hytten igen. Indholdet af blæren tømmes ned i et glas, og der hældes godt med gin oveni. Denne blanding drikkes af medicinmændene og José. Det smager utrolig bittert.

Imens har de unge mænd udenfor slagtet en mindre gris, som rækkes ind i hytten. Den parteres, og også den har ånden godtaget. To kyllinger rækkes ind til præsterne, som længe sidder med dem i hænderne, mens de messer. En af medicinmændene rykker halsfjerene af kyllingerne, plukker en vingefjer af og stikker hul på deres halspulsåre med den. Blodet opsamles i en lille træskål, hvori sygdomsånden vil tage ophold. De døde fugle rækkes ud til de unge mænd, som koger dem efter at have plukket fjerene og svedet dunene af.

Noget af det kogte svine- og kyllingekød bliver anbragt på et stort fad med ris, som rækkes ind i hytten. José og medicinmændene får hver en stump kød og spiser det til risen. En af landsbyens hunde er klatret op ad stigen i håb om at hugge et par bidder. En af medicinmændene får øje på den og giver den et spark under hagen, så den slår en kolbøtte baglæns ned ad stigen.

Resten af kødet fra grisene og kyllingerne bliver fordelt mellem alle landsbyens medlemmer. Åndemaningen er slut, og Rosita og hendes familie går tilbage til deres hus. Allerede dagen efter er bedstefaderen rask.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret september 2017)