Arne Koch Christoffersen (1948-2005)

 

 

I 1971-72 aftjente jeg min civile værnepligt, bl.a. i Kompedal-lejren i Kompedal Plantage mellem Silkeborg og Ikast. En aften stod jeg og spillede billard, da en anden militærnægter, som jeg ikke havde set før, kom hen til mig.

”Er det dig, der kigger på fugle?” sagde han.

Jo, det var det da.

”Er det også dig, der har planlagt at køre til Irak?” fortsatte han.

Jo, det var også rigtigt.

”Må jeg komme med?” spurgte han.

 

Gåsegribbe og stempel i passene
Sådan lærte jeg Arne at kende. Han var naturinteresseret som jeg og en meget dygtig ornitolog, der bl.a. havde tilbragt flere perioder på Blåvand Fuglestation med at studere fugletræk. Desuden var det yderst belejligt, at han var mekaniker af uddannelse, idet den planlagte rejse jo skulle foregå i bil, og min mekaniske snilde kunne ligge på et meget lille sted.

Sammen lagde vi nu planer, mens vi sparede som gale. Vi købte et brugt Folkevognsrugbrød, indrettede det nødtørftigt med sengepladser og gasapparat, læssede nogle gamle ølkasser fulde af tøj og bøger, og i oktober 1972 kørte vi af sted. Vi var meget unge og særdeles uerfarne i rejselivets besværligheder. I sidste øjeblik inden afrejsen hørte vi om noget, der kaldtes carnet de passage – et tolddokument, som skulle sikre, at en bil, der blev indført til de forskellige lande, også blev udført igen. Bortset herfra skænkede vi ikke papirjunglen en tanke.

Det blev en særdeles lærerig og spændende tur, som varede i alt ni måneder. Starten på turen var dog knapt så fornøjelig. I nærheden af byen Titov Veles i det sydlige Jugoslavien (i dag Makedonien) bemærkede vi nogle gåsegribbe og kongeørne, der svævede over bjergene. Vi gjorde holdt, og Arne hentede sit teleskop frem. Bedst som vi stod og nød fuglene, gjorde en bil holdt, og nogle bistert udseende politifolk steg ud. Ved tegn og gerninger samt nogle få tyske gloser gjorde de os forståeligt, at vi skulle følge efter dem til politistationen i Titov Veles. Her fik vi forklaret, at det var forbudt at gøre ophold, hvor vi var standset, og specielt var det forbudt at tage billeder. Vi tog ingen billeder, sagde vi, vi kiggede bare i teleskop på nogle fugle. Det troede de ikke på, og det endte med, at jeg måtte aflevere filmen i mit kamera. Jeg protesterede og sagde, at jeg ikke havde taget billeder på det nævnte sted, men mine protester hjalp ikke det mindste. Filmen blev konfiskeret, og vi fik et stempel i vore pas, som sagde, at vi skulle være ude af landet samme dag. Det var dog ikke noget problem, da der kun var et par timers kørsel til Grækenland, så vi skyndte os at forlade de uvenlige jugoslaver.

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne på sit brede vejlensiske.

 

 

_DSC9040_resize
Politiet i Titov Veles gav os dette stempel i vore pas, som beordrede os til at være ude af landet samme dag

 

 

Møde med irakisk bureaukrati
Det var nu november, og vi kørte hurtigt ned gennem Tyrkiet, da det var ved at blive rigtig koldt om natten. Der var ingen problemer med at komme ind i Syrien, så vi fortsatte naivt mod den irakiske grænse. Da vi stod i den irakiske told, indså vi, at vi havde begået en fadæse. Den store pasbetjent granskede vore pas og sagde så: “Mister, hvor er Deres visum til Irak?”

Visum? Vi regnede da med, at vi kunne få det ved grænsen, ligesom i Syrien. Men nej. Vi varmede bænke i nogle timer, mens pasbetjentene telefonerede til Bagdad for at høre, om vi skulle køre tilbage til det irakiske konsulat i Halep. Hen mod aften rakte betjenten os et papir og sagde: “Mister, tag til Bagdad og opsøg The Residence Department. Der kan De få visum.”

Mødet med det irakiske bureaukrati på The Residence Department var en farce, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse beretningen andetsteds på denne hjemmeside (se Rejse-episoder – Syrien & Irak 1972: “Velkommen til Bagdad!”).

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne igen, da vi forlod bygningen – det var et udtryk, som han ofte skulle komme til at anvende på resten af rejsen!

 

 

Rast i Den Syriske Ørken. Arne og Michel, en fransk blaffer, studerer vores noget ufuldstændige vejkort. - 2. december 1972
Rast på vej gennem den Syriske Ørken. Arne og Michel, en fransk blaffer, studerer vores noget ufuldstændige vejkort. – 2. december 1972. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Besøg i sumplandet
Vi tilbragte et par uger i det store sumpland, som dengang fandtes mellem floderne Eufrat og Tigris i det sydlige Irak. Det var inden Saddam Hussein overtog magten i Bagdad og påbegyndte sin tørlægning af sumplandet. (Det er nu blevet delvis gendannet). Her ville vi kigge på fugle og samtidig besøge det lokale stammefolk, madanerne, som levede af risavl, bøffelhold, fiskeri og jagt. De byggede huse af tagrør på øer i sumpene, og alle fremmede blev budt velkommen som gæster. Der var dengang så godt som ingen veje i sumpene, og næsten al færdsel foregik i slanke sorte kanoer, meshof’er. Motorbåde havde kun været kendt her siden 1960’erne og var i 1972 stadig meget fåtallige.

Efter at have tilbragt en uge i den forholdsvis moderne by Chibayish fortsatte vi vestpå til byen Hamar for at komme ud i mere uberørte egne af sumplandet. Vi tog ind på den lokale politistation for at få tilladelse til at leje en kano og blive staget ud i sumpene. Som altid, ligegyldigt hvor og i hvilket ærinde vi kom, blev vi serveret sød og stærk té i små glas. Her var intet hastværk. Politifolkene skulle se vore pas og skrev omhyggeligt navnene ned i en stor bog – med arabiske tegn. Arnes efternavn Christoffersen voldte dem betydelige kvaler. Da de hørte, at vi agtede os ud i sumpene, fik vi besked på at tale med deres mudir, en slags borgmester, der samtidig var chef for politiet.

Vi traf ham kort efter, en lille korpulent mand med overskæg og iført vestligt jakkesæt. Han hilste lidt afmålt på os og skulle naturligvis have alt det at vide, som vi lige havde fortalt politifolkene. Men faktisk viste han sig at være utroligt flink, og han forsikrede, at det var ikke noget problem for os at leje en kano til vores færd ud i sumpene. Han inviterede os på aftensmad i sit hus, og da vi udtrykte ønske om at sove i bilen, gav han os besked på at parkere foran politistationen for natten – der skulle nødig hænde os noget.

Næste dag blev vi staget på en dejlig tur gennem sumpene, og om aftenen blev vi atter inviteret til at spise hos mudir’en. Vi spurgte ham, om det var i orden, at vi blev endnu nogle dage i Hamar, da vi gerne ville på flere ture ud i sumplandet. Det gik han villigt med til. Vi blev dagligt inviteret på aftensmad, og han sørgede oven i købet for, at vi fik frokost hver dag. Den blev serveret af hans smukke svigerinde ved vores bil, som holdt parkeret ved søbredden nær deres hus. Aftenerne efter måltidet gik med at diskutere alt muligt – det tog sin tid, da mudir’ens engelske mildt sagt var mangelfuldt. Det viste sig, at han fattede særlig interesse for letpåklædte damer og sex, hvilket gav anledning til mange pudsige situationer. Når vi var kommet i seng i bilen foran politistationen, må politifolkene have syntes, at vi var nogle lystige fyre, at dømme efter de mange latterbrøl fra bilen. (Læs mere om oplevelserne med mudir’en på denne hjemmeside, se Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir).

 

 

Adskillige gange blev vi staget ud i sumplandet i det sydlige Irak, hvor vi kiggede på fugle og besøgte det lokale stammefolk, madanerne. - 6. januar 1973
Adskillige gange blev vi staget ud i sumplandet i det sydlige Irak, hvor vi kiggede på fugle og besøgte det lokale stammefolk, madanerne. – 6. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arne blandt ruiner i Ur, sydlige Irak - den sumeriske by Ur i Kaldæa, som var hjemsted for Abraham, der drog til Kanaans land og blev stamfader til såvel jøder som arabere. - 11. januar 1973
Arne blandt ruiner i Ur, sydlige Irak – den sumeriske by Ur i Kaldæa, som var hjemsted for Abraham, der drog til Kanaans land og blev stamfader til såvel jøder som arabere. – 11. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I byen Diwaya i det sydlige Irak traf vi en flink fyr ved navn Hasan, som ledsagede os ud i sumplandet. Her sidder Arne sammen med Hasan (t.h.) og en agent fra det allestedsnærværende hemmelige politi. - 14. januar 1973
I byen Diwaya i det sydlige Irak traf vi en flink fyr ved navn Hasan, som ledsagede os ud i sumplandet. Her sidder Arne sammen med Hasan (t.h.) samt en agent fra det allestedsnærværende hemmelige politi. – 14. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her er vi taget på pilgrimsfærd til Said Achmet al-Rifai's grav, nær Diwaya. Arne i midten, Hasan yderst t.h. - 15. januar 1973
Her er vi taget på pilgrimsfærd til Said Achmet al-Rifai’s grav, nær Diwaya – en tur ad forfærdelige veje samt over marker og forfaldne broer over vandingskanalerne. Arne står i midten, Hasan yderst t.h. – 15. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forår i Iran
Turen gik nu videre til Iran, hvor vi tilbragte seks uger i Luristans bjerge i den sydvestlige del af landet. Her var foråret så småt ved at holde sit indtog, og vi tøvede med at køre nordpå gennem Irans indre, hvor en iskold vinter stadig herskede. En dag blev vi inviteret til at bo hos en landsbyleder ved navn Muhammed, og vi tilbragte tre uger i hans hus. Han var lidt af en særling, og vi havde mange groteske og usædvanlige oplevelser under vores ophold. (Læs mere om disse oplevelser på denne hjemmeside, se Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge).

Omsider kørte vi så nordpå til Det Kaspiske Hav, hvor vi ville studere fugletræk langs en 70 km lang sandodde, Mian Kaleh. Her havde vi et uheld med bilen, idet et hjulleje knækkede, hvilket bevirkede, at vi måtte opsøge en mekaniker i byen Bandar Shah. Han hed Yasha – en lille, meget kraftig mand, som stammede fra russisk Armenien. Han talte russisk, farsi og turkomani, men ikke engelsk. Det var jo heller ikke just nødvendigt for at forstå vores problem.

Der ville gå nogle dage, inden skaden kunne repareres, idet reservedelene skulle ankomme fra Teheran. Vi fik lov til at overnatte i bilen på mekanikerværkstedet, og de følgende dage tilbragtes i selskab med Yasha og hans ansatte, samt hans to venner, Ali og Albert. Vi spiste sammen, snakkede og tog på ture op i bjergene med frokost og øl. Omsider ankom reservedelene, og de blev sat i. Vi holdt et afskedsparty, og selv om vi ikke var helt appelsinfri, tog vi os dog sammen til at sige, at nu ville vi gerne betale. Yasha slog afværgende ud med hånden. Vi kunne simpelthen ikke få lov til at betale noget ud over reservedelene! (Læs mere om vores ophold ved Det Kaspiske Hav på denne hjemmeside, se Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav).

 

 

I Luristans bjerge i den sydvestlige del af Iran blev vi inviteret til at bo i landsbyen Mirabad hos landsbylederen, som hed Muhammed. Vi kørte mange ture i omegnen, og her har vi fundet en ihjelkørt gåsegrib. Fra venstre ses Arne, Muhammeds søn Mamakru samt en mand fra Mirabad. - 19. februar 1973
I Luristans bjerge i den sydvestlige del af Iran blev vi inviteret til at bo i landsbyen Mirabad hos landsbylederen, Muhammed. Vi kørte adskillige ture i omegnen, og her har vi fundet en ihjelkørt gåsegrib. Arne og Muhammeds søn Mamakru holder gribben, t.h. en mand fra Mirabad. – 19. februar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mens vi ventede på reservedele til bilen i byen Bandar Shah i det nordlige Iran, tog vi på ture op i bjergene med frokost og øl. Fra venstre Arne, Ali, mig og Albert. - 12. april 1973
Mens vi i byen Bandar Shah i det nordlige Iran ventede på reservedele til at erstatte et knækket hjulleje, tog mekanikeren Yasha og hans venner Ali og Albert sig rørende af os. Her er vi taget på en ekskursion op i Elburz-bjergene med frokost og øl. Fra venstre ses Arne, Ali, mig og Albert. – 12. april 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjemtur gennem Tyrkiet
Vi ville oprindeligt være fortsat til Afghanistan, men reservedelene havde ædt så mange af vore penge, at vi i stedet måtte starte hjemturen. Det gik i ro og mag gennem Iran, og kort efter at have krydset grænsen til Tyrkiet ville vi som sædvanligt parkere i vejkanten for natten. Imidlertid fik vi ikke lov til at ligge i fred længe. En bil standsede udenfor, og nogle mænd begyndte et lyse med lommelygter ind gennem bagruden. Da vi åbnede sidedøren, dukkede en politibetjent og tre-fire riffelbevæbnede soldater frem.

“Kurdistan! Kurdistan! Bum-bum-zip!” sagde politibetjenten, idet han med store armbevægelser illustrerede, hvordan kurdiske banditter ville komme om natten og først skyde os og siden skære struben over på os. Vi forsøgte at slå det hen, idet vi fra andre rejsende havde erfaret, at kurderne ikke havde noget mod turister, kun mod tyrkere. Men vi blev beordret til at følge efter dem til den nærmeste by Dogubayazit og overnatte dér. (Læs mere om vores tur gennem Tyrkiet på denne hjemmeside, se Rejse-episoder Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!).

Efter Tyrkiet tilbragte vi nogle uger i Grækenland og Jugoslavien. Vi havde frygtet, at det famøse stempel i vore pas ville give os problemer med at køre gennem Jugoslavien, men efter et kort telefonopkald lod pasbetjentene os køre ind i landet. I juli var vi hjemme i Danmark igen.

 

Ny langtur med bil
De følgende år mødtes Arne og jeg ofte, og det endte som regel med, at vi fik os en sund latter over oplevelserne på vores tur til Mellemøsten. I efteråret 1977 besluttede vi at foretage en ny langtur med bil. Denne gang var det planen, at rejsen skulle gå gennem Jordan, med færge til Egypten og derpå gennem Libyen til Tunesien, Algeriet og Marokko. Men sådan skulle det ikke gå. Det viste sig, at grænsen mellem Egypten og Libyen var blevet lukket, så efter at have tilbragt nogen tid i Jordan besluttede vi at køre til Indien i stedet.

Vi fik visum til Irak på ambassaden i Amman, og det blev til et dejligt gensyn med sumplandet i det sydlige Irak. Derpå gik det gennem Iran til Pakistan, hvor vi for første gang mødte uvenlige mennesker. (Læs om den grimme oplevelse på denne hjemmeside, se Rejse-episoder Pakistan 1978: Møde med røvere).

I Indien tilbragte vi tre måneder, mest med at kigge på dyrelivet i forskellige naturreservater, bl.a. Corbett Nationalpark, hvor vi opholdt os 14 dage. Dengang var det tilladt at færdes til fods i parken, og vi foretog lange vandreture, hvor vi oplevede det rige dyreliv. Det var vores største ønske at se en tiger, men den ene dag efter den anden gik, uden at det lykkedes. En dag kom jeg tilbage efter en længere tur, og Arne grinede bredt til mig. ”Jeg så en tiger!” sagde han. ”På stien mødte jeg en elefant, som bar tre-fire turister. Henne ad stien luntede en tiger af sted, og ved at gå bag elefanten kunne jeg komme på ret tæt hold!” – Til min store fortrydelse lykkedes det ikke mig at få en tiger at se under opholdet.

Derpå gik det hjemad gennem Pakistan (uden at møde røvere), Afghanistan, Iran (hvor vi havde et festligt gensyn med mekanikeren Yasha og hans venner), Tyrkiet og Europa, og vi ankom til Danmark efter syv måneder på farten.

 

 

Arne flyder på ryggen i Dødehavet nær Sweimah, Jordan-dalen, Jordan. Vandet i denne kæmpemæssige sø er så saltholdigt (ca. 25%), at man ikke kan synke. - 20. november 1977
Arne flyder på ryggen i Dødehavet nær Sweimah, Jordan-dalen, Jordan. Vandet i denne kæmpemæssige sø er så saltholdigt (ca. 25%), at man ikke kan synke. – 20. november 1977. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arne vasker hår i udkanten af sumplandet i det sydlige Iraq, 24. december 1977
Vi fik et dejligt gensyn med sumplandet i det sydlige Iraq, som vi havde besøgt fem år forinden. Her vasker Arne hår en lun juleaften 1977 i udkanten af sumpene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I byen Kot Sabzal, Sind, Pakistan, vekslede vi penge i en bank. Nogle af bankfunktionærerne tog fri og kørte med os til omkringliggende landsbyer. Her ses Arne med bankfolkene og lokale bønder. - 27. januar 1978
I byen Kot Sabzal, Sind, Pakistan, vekslede vi penge i en bank. Nogle af bankfunktionærerne tog fri og kørte med os til omkringliggende landsbyer. Her ses Arne med bankfolkene og lokale bønder. – 27. januar 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Da Arne blev klippet i byen Bharatpur, stimlede folk sammen for at overvære seancen. - Rajasthan, Indien, 13. februar 1978
Da Arne blev klippet hos en gadebarber i byen Bharatpur, Rajasthan, Indien, stimlede folk sammen for at overvære seancen. Det var sikkert hans blonde hår, der tiltrak folks opmærksomhed. – 13. februar 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Corbett Nationalpark i det nordlige Indien opholdt vi os 14 dage. Vi foretog lange vandreture, hvor vi oplevede det rige dyreliv. Her fotograferer Arne et forladt kid af axishjort. - 15. marts 1978
I Corbett Nationalpark i det nordlige Indien opholdt vi os 14 dage. Vi foretog lange vandreture, hvor vi oplevede det rige dyreliv. Her fotograferer Arne et forladt kid af axishjort. – 15. marts 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvad der siden hændte
Jeg fortsatte mit rejseliv, mens Arne blev gift med Marianne, som han fik to børn med. Efterhånden blev det sjældnere, at vi mødtes, og til slut mistede jeg forbindelsen med ham. Så en aften først i 1990’erne skulle jeg holde foredrag om Østafrika i Dansk Ornitologisk Forenings Vejle-afdeling, og hvem trådte ind ad døren? – Arne! Stor gensynsglæde. Vi begyndte at ses igen og tog på fugleture sammen, bl.a. til Galtkær og Rørbæk Sø, somme tider i selskab med sønnen Torbjørn, der var ivrig lystfisker.

Så kom den triste dag, hvor jeg modtog en email fra Jens Gregersen på Vorsø. DOF’s Vejle-afdeling havde forsøgt at finde mig, idet de ville meddele, at Arne var død af en blodprop på Vejle Sygehus.

Det er underligt at tænke på, at vi aldrig mere sammen skal mindes vore to lange bilture til Asien – og igen få os en sund latter.

 

 

(Oprettet januar 2016)

 

(Revideret september 2017)