Flora i Himalaya

 

 

Rolwaling 2004
Midt i monsuntiden fremstår denne egeskov i Rolwaling-dalen i det østlige Nepal utroligt frodig, og de store stammer er næsten fuldstændig skjult under et dække af epifyter, bl.a. mosser, bregner og begonie-blomster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Annapurna 2007
I skarp kontrast til frodigheden på det foregående billede vokser denne stenbræk-art, Saxifraga andersonii, på en gold klippe i et barsk højalpint landskab nær Annapurna Base Camp i det centrale Nepal – et område, som populært kaldes ‘Annapurna Sanctuary’. Denne plante, der som værn mod kulde og fordampning danner kompakte puder op til 10 cm i tværmål, findes fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan i højder mellem 3400 og 5500 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ordet Himalaya kommer af sanskrit hima (‘sne’) og alaya (‘bolig’), således ‘Sneens Bolig’. Himalaya består af en kæde af gigantiske bjerge, der strækker sig fra det nordlige Pakistan mod sydøst til den nordligste spids af Myanmar – en strækning på over 2500 km. I disse bjerge findes klodens største koncentration af meget høje tinder, af hvilke 14 er over 8000 m høje, mens flere hundrede er over 7000 m. (Til sammenligning er det højeste bjerg uden for Centralasien, Aconcagua i Argentina, kun 6962 m højt).

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes to biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt iøvrigt i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Himalaya rummer et overvældende antal plantearter. Alene i Nepal forekommer ca. 6500 arter blomsterplanter, og i hele bjergkæden er antallet over 10.000. Hertil kommer mange hundrede arter bregner, ulvefødder, mosser og laver.

 

 

På græsk betyder rhododendron ‘rosentræ’, og på afstand kan blomsterklyngerne hos visse af arterne minde om roser. Disse træer og buske er imidlertid overhovedet ikke beslægtet med roser, men tilhører lyngfamilien (Ericaceae). De udgør en meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, med flest arter udbredt i Kina, Himalaya, Malaysia, Borneo og Ny Guinea. Kina er slægtens absolutte kærneområde med ikke færre end ca. 571 arter, hvoraf de 409 er endemiske. I Himalaya findes over 100 arter, og i det ganske lille land Bhutan vokser over 60. Jo længere vestpå man bevæger sig i Himalaya, desto færre arter findes der. Det østlige Nepal kan opvise 30 arter, det vestlige Nepal 7 og Kashmir bare 4.

Rhododendron-arterne i Himalaya er dværgbuske, buske eller mindre træer, som blomstrer mellem marts og juli, med hovedsæson i april-maj. Hos hovedparten af arterne er blomsterne forskellige nuancer af rødt, gult eller hvidt, mens violet og grønligt er sjældnere.

I Himalaya optræder rhododendron i næsten alle plantezoner, lige fra subtropisk til alpin, men de fleste arter træffes i 2-4000 meters højde. Den største er Rhododendron arboreum, der kan blive op til 15 m høj. I den anden ende af spektret findes dværgbuske som R. nivale, R. lepidotum, R. anthopogon og R. pumilum, hvoraf sidstnævnte kun er 10-15 cm høj. Andre arter er epifyter, fx de storblomstrede R. dalhousiae og R. lindleyi.

Billeder af rhododendron-arter fra andre egne af verden findes andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Rhododendron.

 

Rhododendron arboreum er Nepals nationalplante, kaldt lali guras. Når den blomstrer i marts-april, farves skovene talrige steder røde eller lyserøde af dens millioner af blomster. Intensiteten af blomsternes røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse ses til tider helt hvide blomster.

 

Nepal 2008
Når Rhododendron arboreum blomstrer i marts-april, farves skovene stedvis røde eller lyserøde af dens millioner af blomster. Et af disse områder er Annapurna, centrale Nepal, hvor disse billeder er taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2008
Blomsterne af Rhododendron arboreum producerer en overdådighed af pollen og besøges flittigt af forskellige fuglearter. På dette billede ses en stribet skadedrossel (Garrulax striatus). – Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På afstand minder Rhododendron barbatum om R. arboreum, men på nærmere hold afsløres, at den har distinkte kirtelhår på bladstilke og unge kviste. Stammen er lyserød, og barken skaller af i tynde, kanelfarvede strimler. Denne art er vidt udbredt i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til Bhutan.

 

Nepal 2013
Rhododendron barbatum danner ofte rene bestande i højder mellem 2400 og 3600 meter, som på dette billede fra Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2008
Rhododendron barbatum har distinkte hår på bladstilke og kviste, hvilket ses på dette billede fra Ghorepani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens latinske artsnavn antyder, har Rhododendron campanulatum klokkeformede blomster. Denne attraktive busk er meget almindelig i Himalaya, hvor den danner tætte krat mellem 2800 og 4000 meters højde. Den kendes bl.a. på det rustfarvede hårlag på undersiden af bladene.

 

Nepal 2013
Blomster af Rhododendron campanulatum med regndråber, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen blev Rhododendron wallichii betragtet som en underart af R. campanulatum, men generelt er dens blomster lysere, og undersiden af bladene er uden hår. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

Nepal 2013
Rhododendron wallichii er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor dette billede er taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron campylocarpum er meget almindelig fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Stedvis farver den hele skovpartier lysegule med sine smukke blomsterstande.

 

Everest 2010
I lighed med Rhododendron wallichii er R. campylocarpum ligeledes meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dværgbusken Rhododendron lepidotum er vidt udbredt og almindelig fra Pakistan i vest til det sydvestlige Kina i øst. Dens blomster optræder i tre farvevarianter, rød, hvid og (sjældent) gullig.

 

Himachal Pradesh 2007
Rhododendron lepidotum, Ghumtarao, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron wightii, som bliver omkring 4 m høj, danner krat mange steder i det østlige Himalaya mellem 3300 og 4300 meters højde. Dens klokkeformede blomster er hvide eller svagt gullige med røde pletter i svælget, og bladene er store, op til 20 cm lange, med et rustfarvet filtlag på undersiden.

 

Nepal 1991a
På dette billede fra Barun-dalen i det østlige Nepal er Rhododendron wightii fotograferet foran en sort klippevæg ved navn Neh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En anden mindre busk er Rhododendron thomsonii, som er udbredt fra det østlige Nepal til det sydøstlige Tibet. Den vokser mest i fugtige områder og ses især nær vandløb. Arten kendes nemt på de bredt klokkeformede, voksagtige, kødfulde blomster samt det ret lille røde bæger.

 

Nepal 2013
Dette billede er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor Rhododendron thomsonii er almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron fulgens har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal til det sydøstlige Tibet, hvor den vokser i store højder.

 

Nepal 1991a
Mange rhododendron-arter er yderst hårdføre. Tidligt om morgenen er disse blomster af Rhododendron fulgens dækket af rimfrost, Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhododendron cinnabarinum kan identificeres på sine mørkerøde, aflange, tubeformede, voksagtige, ofte hængende blomster. Denne art vokser i højder mellem 3200 og 4000 m, fra det østlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Nepal 2013
Normalt er blomsterne hos Rhododendron cinnabarinum mørkerøde, men af og til ses lysere blomster, som på dette billede fra Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den store Rhododendron hodgsonii, der kan blive indtil 7 m høj, kendes nemt på den tætte blomsterstand og de store blade. Den har en ret begrænset udbredelse, fra det østlige Nepal til det sydøstlige Tibet.

 

Nepal 1991a
Her står min guide Saila Tamang under en frodig bevoksning af Rhododendron hodgsonii i Barun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 1994-95
Blomsterfarven hos Rhododendron hodgsonii varierer fra hvidlig til en dyb tone af lyserød. Dette billede er fra Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den alpine zone over trægrænsen rummer adskillige arter af dværgagtige rhododendron-arter, bl.a. Rhododendron setosum og R. nivale, der begge er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. De er ret ens, men bladranden på R. setosum har normalt stive hår, og dens tragtformede krone er rød-violet (sjældent lyserød), mens blomsterne hos R. nivale er mindre og mørkere violet, og bladranden er uden hår. R. nivale vokser normalt i mere tørre områder end R. setosum.

 

Everest 2010
Everest 2010
Rhododendron setosum (øverst) og R. nivale, begge fotograferet i Khumbu-regionen i det østlige Nepal, og begge med bjerget Taboche (6367 m) i baggrunden. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Joseph Dalton Hooker (1817-1911) var en britisk botaniker, som i perioden 1848-50 beskrev ikke færre end 22 nye rhododendron-arter fra Sikkim og andre områder i det østlige Himalaya, heriblandt den pragtfulde Rhododendron dalhousiae, som blev navngivet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

 

Nepal 1991a
Rhododendron dalhousiae er en epifytisk art med en overdådighed af citronfarvede blomster, der efterhånden bliver gullighvide. Denne blev fotograferet nær Tashigaon, Arun-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Blomster af ærteblomstfamilien (Fabaceae) har en unik opbygning. Af de fem kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Et medlem af denne familie er den stærkt hårede Thermopsis barbata, der nemt kendes på sine mørkt purpurfarvede blomster. Slægtsnavnet kommer af græsk therme (’varme’), samt opsis (’ligne’ eller ’se ud til’), mens artsnavnet er fra latin barbatus (’skægget’), altså ’den skæggede, som ser ud til at være brændt’. Denne art er meget almindelig på forstyrret jord, såsom brakmarker og hårdt græssede skrænter, mellem 3000 og 4500 meters højde.

 

Everest 2010
Everest 2010
Thermopsis barbata, fotograferet på en brakmark nær landsbyen Namche, Khumbu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lotus er en kæmpestor slægt inden for ærteblomstfamilien, som omfatter mindst 130 arter, hvoraf kun en enkelt findes i Himalaya. På dansk kaldes disse planter for kællingetand, enten på grund af de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller også fordi blomstens to nederste kronblade, den såkaldte båd, ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes Lotus-arterne for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade, mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

Nogle DNA-forskere antyder, at de nordamerikanske arter af slægten Lotus bør placeres i andre slægter, mens andre mener, at de bør forblive i Lotus.

Andre arter af kællingetand er præsenteret andetsteds på denne hjemmeside, se Hyldest til farven gul.

 

Almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) er vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, hvor den vokser i tørre områder med lav vegetation. I Himalaya findes arten op til 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Blomsterne hos almindelig kællingetand (Lotus corniculatus) er normalt gule, men røde eller orange blomster ses undertiden, som på dette eksemplar fra Lahaul, Himachal Pradesh, fotograferet efter en regnbyge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endnu en ærteblomst er den knaldblå Parochetus communis, som er almindelig i åbne områder i Himalaya mellem 900 og 4300 meters højde. Den er vidt udbredt, idet den findes på det indiske subkontinent, i Sydøstasien, samt i Afrika. I Nepal anvendes planten som foder, og den benyttes også i folkemedicinen, idet saft af bladene smøres på sår og bylder.

 

Nepal 1994
En stor bevoksning af Parochetus communis nær Tolka, Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa) er et indtil 40 m højt nåletræ, som er meget almindeligt i Himalaya, hvor det vokser i højder mellem 2000 og 3600 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina, med en isoleret forekomst i det nordlige Vietnam. Artens tømmer anvendes til husbyggeri, møbler og gangbroer, mens dens nåle brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

 

Nepal 2002
Pragtfulde mosklædte stammer af Himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa) på bjergkammen Propang Danda, nær Gosainkund, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slægten fjeldskær (Saussurea), som tilhører den store kurvblomstfamilie (Asteraceae), er vidt udbredt i Himalaya og Ladakh, hvor den omfatter ca. 31 arter. Mange af disse er tilpasset de kolde og tørre forhold i store højder, bl.a. Saussurea gossypiphora, der minder om en tot bomuld på grund af et tykt, isolerende hårlag. Billeder af andre Saussurea-arter findes andetsteds på denne hjemmeside, se Bjergflora: Flora i Ladakh.

 

Nepal 2009
Saussurea gossypiphora, fotograferet i ca. 4700 meters højde neden for passet Ganja La, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Caryopteris bicolor er en smuk busk af læbeblomstfamilien (Lamiaceae), som bliver indtil 3 m høj og har store klynger af blålige, duftende blomster for enden af grenene. Blomsterne bliver senere til runde frugter, der ved modenhed er mørkeblå. Denne art vokser i åbne skove og krat og har en vid udbredelse både højdemæssigt og geografisk, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina og Thailand i højder mellem mellem 400 og 2100 m.

 

Nepal 2008
Caryopteris bicolor er meget almindelig i Annapurna-området i det centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Valmuesøster (Meconopsis) er en slægt af pragtfulde valmuer, der omfatter omkring 43 arter, næsten alle hjemmehørende i Kina og Himalaya. Der er fundet ca. 17 arter af disse hårede skønheder i Himalaya, mange af dem meget almindelige. Slægtsnavnet kommer af græsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. (En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen er nærmere beslægtet med Papaver-arter end med Meconopsis). Nogle arter dyrkes som prydplanter i Vesten. – Læs mere om valmue-familien andetsteds på denne hjemmeside, se Hyldest til farven rød.

 

Den vidunderlige Meconopsis paniculata, der kan blive næsten 2 m høj, er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Denne art er meget almindelig på næringsrige jorder, fx græsgange for kvæg.

 

Rolwaling 2004
På dette billede står min guide Ganga Thapa i en meget artsrig urteli i Rolwaling-dalen i det østlige Nepal, med vegetation af Meconopsis paniculata (forrest), skærmplanten Pleurospermum benthamii (den høje plante med hvide blomster), en rød troldurt, Pedicularis megalantha, samt bregner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der finder megen hybridisering sted blandt valmuesøstre. Det står ikke klart, hvorvidt bl.a. Meconopsis dhwojii skal betragtes som en hybrid eller som en selvstændig art.

 

Nepal 2002
Meconopsis dhwojii, fotograferet nær Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Adskillige lyseblå valmuesøster-arter er udbredt i Centralasien, fra Kashmir i vest til Kina i øst, bl.a. Meconopsis simplicifolia, der findes i krat såvel som i åbne, græsklædte arealer mellem 3,300 og 5,300 meters højde, fra Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet, samt M. aculeata, der er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, voksende i klippefyldte områder mellem 3000 og 4000 m.

 

Everest 2010
Meconopsis simplicifolia kendes nemt på sine oftest udelte blade. – Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Himachal Pradesh 2007
Meconopsis aculeata, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Himalaya findes omkring 25 arter af Strobilanthes, som tilhører akantusfamilien (Acanthaceae). Denne slægt rummer ca. 250 arter, som er udbredt i varmere egne af Asien, samt på Madagascar. Slægtsnavnet kommer af græsk strobilus (‘kegle’) og anthos (‘blomst’), således ’kegleformet blomst’, introduceret i 1826 af den tysk-hollandske botaniker Karl Ludwig von Blume (1796-1862), baseret på blomsterstanden hos en art i Java, Strobilanthes cernua.

 

Strobilanthes wallichii er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan, hvor den vokser mellem 2700 og 3600 meters højde. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

Nepal 2000
Talrige vanddråber fra en nylig regnbyge klynger sig til blomster af Strobilanthes wallichii, Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Strobilanthes atropurpurea, som kan identificeres gennem de mørke, ret korte, stærkt bøjede blomster, er vidt udbredt i Himalaya mellem 1300 og 3600 meters højde.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Strobilanthes atropurpurea, fotograferet nær Naggar, syd for Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Strobilanthes dalhousieanus er en slank plante med temmelig lange lyseblå blomster. Dens artsnavn blev givet til ære for Lady Dalhousie, hustru til George Ramsay, den 9. Jarl af Dalhousie, som var generalguvernør i Indien i første halvdel af 1800-tallet. Denne dame var en ivrig indsamler af planter.

 

Nordindien 1997
Strobilanthes dalhousieanus, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den hvidblomstrede Strobilanthes nutans blev først fundet i 1821 af Nathaniel Wallich (se Strobilanthes wallichii ovenfor). Den formelle offentliggørelse af arten måtte vente til tredje bind af Wallichs Plantae Asiaticae Rariores fra 1832, hvor den blev beskrevet som en ny art under navnet Goldfussia nutans af den tyske botaniker Christian Nees von Esenbeck (1776-1858), den daværende Acanthaceae-ekspert. (Kilde: Curtis’s Botanical Magazine 2014, 31 (2): 168-179, © Royal Botanic Gardens, Kew.)

 

Nepal 2009
Strobilanthes nutans, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. En art af dværgulvefod (Selaginella) samt umodne bær af Hemiphragma heterophyllum, som tilhører vejbredfamilien (Plantaginaceae), ses også. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I de senere år har Aletris pauciflora været placeret i tre forskellige familier. Oprindeligt hørte den til i den kæmpestore liljefamilie (Liliaceae), som siden er blevet opsplittet i talrige familier. Senere blev den overført til firbladfamilien (Melanthiaceae), men er fornyligt blevet placeret i familien Nartheciaceae. Denne fine lille plante er vidt udbredt i Himalaya i højder mellem 2500 og 4900 m, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. Dens rodstængel anvendes i folkemedicinen til behandling af hoste og forkølelse.

 

Himachal Pradesh 2007
Aletris pauciflora, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som de fleste medlemmer af rubladfamilien (Boraginaceae) er Hackelia uncinatum temmelig stivhåret. Den er meget almindelig i skove og åbne områder mellem 2700 og 4500 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Himachal Pradesh 2007
I den tidlige morgen er disse blomster af Hackelia uncinatum dækket af dugdråber. – Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Osbeckia er en slægt af buske med smukke blomster, som tilhører familien Melastomataceae. I Himalaya findes 7 arter, hvoraf Osbeckia stellata er så langt den mest almindelige og ofte dækker ret store områder i åbent land. En anden almindelig art er O. nutans, der er udbredt mellem det centrale Nepal og det sydøstlige Tibet. Saft af dens rod anvendes af lokalbefolkningen mod mavebesvær.

 

Nepal 2009
Osbeckia stellata, observeret nær Kakani, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009a
Osbeckia nutans, fotograferet nær Pokhara, centrale Nepal. En bille kravler rundt i en af blomsterne. Disse insekter ses ofte æde støvdragerne hos Osbeckia-arter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kodrivere (Primula) findes i størstedelen af verden. De opstod sandsynligvis i Himalaya, hvor der forekommer et mylder af arter, omkring 72 i alt, fra 5 cm høje dværge til robuste planter, der næsten er 1 m høje. Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket hentyder til mange kodriver-arters tidlige blomstring. Det danske navn kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (Primula veris). (Læs mere om denne art andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Primula veris).

 

Himalayas kodriver-arter varierer betragteligt i størrelse, omfattende bl.a. den diminutive Primula atrodentata, der findes i åbne områder i 3500-4900 meters højde, fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet, samt dens fuldstændige modsætning, den statelige, næsten meterhøje Sikkim-kodriver (Primula sikkimensis), der vokser i våde enge mellem 2900 og 4800 meters højde, fra det vestlige Nepal til det sydvestlige Kina.

 

Everest 2010
Everest 2010
Den diminutive Primula atrodentata (øverst) og dens fuldstændige modsætning, den næsten meterhøje Sikkim-kodriver (Primula sikkimensis), begge fotograferet i Khumbu-området i det østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den kønne Primula irregularis vokser mellem 2700 og 3500 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim.

 

Nepal 2008
Sne, der faldt den foregående aften, dækker delvis disse blomster af Primula irregularis, Tharepati, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula denticulata er den mest almindelige kodriver-art i Himalaya. Den vokser i åbne skove og græsklædte arealer mellem 1500 og 4500 m, fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Generelt bliver blomsterstandene hos denne særdeles variable art kraftigere og tættere med stigende højde.

 

Annapurna 2007
Primula denticulata er meget almindelig omkring Annapurna Base Camp, centrale Nepal, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula sessilis kan kendes på, at den har takkede, stærkt rynkede blade, samt ovale kronblade, som ender i en enkelt, brat tilspidset tand. Denne art er ret almindelig i skove mellem 2100 og 3700 meters højde, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal.

 

Uttarakhand 2008
Uttarakhand 2008
Primula sessilis i sne, Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. På det nederste billede hænger en frossen vanddråbe ned fra en blomst. Sne, der faldt på planten den foregående aften, smeltede delvis, men frøs igen om natten. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Primula strumosa har normalt svovlgule blomster, men arten hybridiserer gerne med den violette P. calderiana, hvilket kan resultere i gule, hvide, blå og violette blomster i én og samme bestand. Arten findes i det østlige Himalaya, fra Nepal mod øst til Kina, og vokser i højder mellem 3500 og 4300 m.

 

Nepal 2013
Nepal 2013
Disse billeder er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor Primula strumosa er meget almindelig. På det nederste billede er en blomsterstand blevet bøjet ned mod jorden af snefald. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Med sine åbne, klokkeformede blomster adskiller Primula wollastonii sig tydeligt fra de fleste andre arter i slægten. Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, hvor den vokser mellem 3600 og 4900 meters højde.

 

Everest 2010
Primula wollastonii, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. I baggrunden ses den lille Primula atrodentata. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterstandene hos nogle kodriver-arter adskiller sig fra de fleste andre arters ved, at blomsterne er arrangeret i adskillige skærme op ad stænglen. Et eksempel er den guldgule Primula floribunda, som vokser på klippevægge mellem Afghanistan i vest og det vestlige Nepal i øst.

 

Uttarakhand 2008
Primula floribunda, voksende på en fugtig klippevæg, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den høje og ranke Primula macrophylla er udbredt i Centralasien og Himalaya, hvor den vokser på enge mellem 3300 og 4800 meters højde. Bladene er helrandede og lancetformede, melede på undersiden og indtil 30 cm lange, mens blomsterne er lilla eller purpurfarvede.

 

Everest 2010
Primula macrophylla er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal, hvor dette billede er taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den ganske lille rundbladet kodriver (Primula rotundifolia), som vokser på klipper mellem 3500 og 5000 meters højde, har en ret begrænset udbredelse, fra Nepal til det sydøstlige Tibet.

 

Everest 2010
Rundbladet kodriver (Primula rotundifolia), Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den statelige Primula stuartii er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til Sikkim, mellem 3600 og 4500 meters højde.

 

Himachal Pradesh 2007
Primula stuartii er meget almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Himalaya-cypres (Cupressus torulosa), som foretrækker at vokse på kalkrig jordbund, er udbredt fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina samt det nordlige Vietnam, i højder mellem 1800 og 3300 m. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme.

 

Annapurna 2007
Disse to pragtfulde Himalaya-cypresser (Cupressus torulosa) blev fotograferet i den øvre Kali Gandaki-dal, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Skæglaver af slægten Usnea er allestedsnærværende i mere fugtige egne af Himalaya, hvor de ofte hænger ned fra træernes grene og blafrer i vinden. – I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om skæglav: ”Men frem for alle andre Slags Mus [lav], som udi Skofue paa Træer, Klipper oc anden Steds voxer, er det det allerberømmeligste, som kaldis Usnea, sev Muscus cranii humani, det er: ’Det Mus, som voxer paa Menniskens Hierneskale’, huilcket, endog det sielden findis, saa findis det dog undertiden paa deris Hofveder, som ere steylede [lagt på hjul og stejle], halshugne, oc Hofvedet festet paa en Stage, oc andre saadanne Misdederis, som saaledis blifue aflifuede oc tagne aff Dage.”

 

Everest 2010
Skæglaver af slægten Usnea hænger ofte ned fra træernes grene, som på denne Himalaya-birk (Betula utilis), fotograferet nær Pungi Tenga, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 1994-95
Skæglaver blafrer i vinden, Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cyananthus er en slægt i klokkefamilien (Campanulaceae), som omfatter 9 arter i Himalaya. Dette billede viser C. lobatus, som er ret almindelig i alpine enge mellem 3300 og 4500 meters højde. Den kendes nemt fra de øvrige arter af slægten på sine store blomster og lappede blade.

 

Nepal 2009-1
Cyananthus lobatus, Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Potentil-slægten (Potentilla), som tilhører rosenfamilien (Rosaceae), har ca. 40 medlemmer i Himalaya, de fleste af dem små og lave planter. Mange af arterne er vidt udbredte og almindelige. Langt størsteparten har gule blomster, men hos nogle er de dog orange, røde, lyserøde eller hvide. Frugterne er små, hårde nødder, der sidder tæt sammen i et hoved. – Billeder af andre centralasiatiske potentil-arter findes andetsteds på denne hjemmeside, se Bjergflora: Flora i Ladakh.

 

Blomsterne hos den flotte Potentilla argyrophylla optræder i et bredt farvespektrum, fra gul over orange til rød (var. atrosanguinea), samt purpurfarvet. Den kendes fra de øvrige potentil-arter på sine jordbær-lignende blade, der oftest er tæt silkehårede, men hos nogle former glatte og mørkegrønne med lysere underside. Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Sikkim.

 

Nepal 1987
Annapurna 2007
Disse billeder af Potentilla argyrophylla er begge fra Annapurna Sanctuary, centrale Nepal. Nederst ses varieteten atrosanguinea. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009
Nødderne hos Potentilla peduncularis er mørkebrune eller næsten sorte, og frugten kan på afstand minde om et brombær. Denne art er almindelig på højtliggende græsgange. – Dukpu, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Planter af slægten Balanophora minder umiddelbart om svampe, men er faktisk frøplanter, som tilhører familien Balanophoraceae, der rummer 17 slægter med ca. 44 arter. Slægten Balanophora (samt hele familien) har navn efter blomsterstanden, som er dækket af vorteagtige udposninger, der minder om rurer (familien Balanidae). Disse planter indeholder ingen klorofyl og er parasitter, som får den nødvendige næring fra trærødder. De er udbredt i subtropiske og tropiske områder verden rundt, med nogle få arter i tempererede egne.

 

Nepal 2009
Balanophora dioica, Langtang-dalen, centrale Nepal. Denne arts udbredelse strækker sig fra 400 til 2600 meters højde, fra det centrale Nepal mod øst til Kina og Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En anden parasitisk plante i Himalaya er Aeginetia indica, som tilhører gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae). Den snylter på rødderne af forskellige græsser. Arten er vidt udbredt, idet den findes fra Uttarakhand mod øst til Kina og Japan, samt i Tropisk Asien. I den lokale folkemedicin anvendes rod og blomster til behandling af infektioner og hudproblemer.

 

Rolwaling 2004
Aeginetia indica, observeret i Tamba Kosi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Magnolia campbellii, som er én blandt 8 arter af magnolie i Himalaya, er ret almindelig i den nedre tempererede zone i den østlige del af bjergkæden. Denne art er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Når de blomstrer i april-maj, er disse træer et pragtfuldt skue med et væld af skønne hvide blomster.

 

Nepal 1998
Om foråret er Magnolia campbellii et pragtfuldt skue med et væld af skønne hvide blomster. Dette billede blev taget nær landbyen Bharku, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Klipperne i baggrunden er skifer, som er løsnet i flager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 1987
Magnolia campbellii, Lukla, Solu-Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Oprindeligt omfattede liljefamilien (Liliaceae) flere hundrede slægter, men er nu blevet opsplittet i talrige familier. 10 slægter, som er bibeholdt i denne familie, findes i Himalaya.

 

Den pragtfulde nepalesiske lilje (Lilium nepalense) træffes ofte på stejle skrænter i højder mellem 2300 og 3400 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. Den blomstrer i juni-juli.

 

Everest 2010a
Nepalesisk lilje (Lilium nepalense), Ringmo, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den lille Lilium nanum var førhen placeret i slægten Nomocharis. Den er ret almindelig på græsklædte skråninger mellem 3300 og 4600 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Himachal Pradesh 2007
Lilium nanum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den spektakulære Himalaya-lilje (Cardiocrinum giganteum), der kan blive indtil 3 m høj, er ret almindelig i skove og krat mellem 1200 og 3600 meters højde, fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina. En salve fremstillet af dens rod anvendes i folkemedicinen til at behandle knogler, der er gået af led. Børn fremstiller fløjter af den hule stængel.

 

Annapurna 2007
Himalaya-lilje (Cardiocrinum giganteum), fotograferet i Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen udgjorde stribeliljer deres egen slægt, Lloydia, men er nu blevet overført til guldstjernerne (Gagea). Den almindeligste art i Himalaya, Gagea longiscapa, minder meget om europæisk stribelilje (G. serotina), men har større brune pletter i svælget. Den vokser i alpine græsområder mellem 3600 og 5000 meters højde, fra Kashmir mod øst til Bhutan.

 

Himachal Pradesh 2007
Gagea longiscapa, observeret i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor denne art er ret almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den smukke Fritillaria cirrhosa, som også tilhører liljefamilien, er den almindeligste af de to arter vibeæg, som findes i Himalaya. Den vokser i alpine græsklædte arealer fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I den nepalesiske folkemedicin benyttes dens løg mod hoste, astma og blødninger.

 

Annapurna 2007
Fritillaria cirrhosa er ganske almindelig i Annapurna Sanctuary, centrale Nepal, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Woodfordia fruticosa, som tilhører kattehalefamilien (Lythraceae), er en busk med smukke orange blomster, som er udbredt i Himalaya fra Pakistan til Myanmar, samt tillige i de fleste varme egne af Asien, Australien, Afrika og Madagascar. I Himalaya vokser den almindeligt i subtropiske dale op til 1800 meters højde. Denne art har en vid anvendelse hos lokalbefolkningen, idet dens grene benyttes som brændsel, af blade og kviste fremstilles et gult farvestof og af kronbladene et rødt. Bark, blomster, blade og frugter anvendes til behandling af forskellige lidelser. Bladene blandes med tobak og ryges. Børn suger ofte den søde nektar ud af blomsterne.

 

Nepal 1991
Woodfordia fruticosa, Birethanti, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Med sin lave vækst og kraftige bladroset minder korsblomsten Pycnoplinthopsis bhutanica lidt om en kodriver (Primula). Denne plante vokser altid på fugtige klipper i store højder, mellem 3000 og 4500 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

 

Annapurna 2007
Annapurna 2007
Pycnoplinthopsis bhutanica, voksende på en våd klippe nær et vandløb i den øvre Modi Khola-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bregner er allestedsnærværende i Himalaya, hvor hundreder af arter vokser fra de varmeste dale op til alpine områder. Nedenfor vises fire eksempler.

 

Drynaria propinqua er en epifytisk bregne af engelsødfamilien (Polypodiaceae), som er vidt udbredt fra Himalaya mod øst til Kina og videre sydpå til Sydøstasien. Denne art er meget benyttet i den nepalesiske folkemedicin, hvor en pasta fremstilles af dens rodstængel og benyttes mod rygsmerter, hovedpine, forstuvninger, samt knogler, der er gået af led. I traditionel kinesisk medicin har arten været benyttet mod fx døvhed, tandpine, diarré, ufrivillig vandladning, benbrud og hårtab.

 

Nepal 1994-95
Visnende blade af Drynaria propinqua oplyses af solen, Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ryddede områder i Himalaya, som ligger brak, invaderes ofte af tætte bevoksninger af den store bregne Gleichenia gigantea, der tilhører familien Gleicheniaceae.

 

Nepal 1994-95
Stor bevoksning af Gleichenia gigantea, Gorjegaon, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2008
Unge individer – på amerikansk kaldt ‘fiddleheads’ (’violinhoveder’) – af Gleichenia gigantea, Bheri Kharka, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Annapurna 2007
Lys og skygge på bregner, der står på række og geled. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Annapurna 2007
De yngste dele af dette bregneblad, som hænger ned fra en klippe i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal, er røde, men bliver senere grønne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Der er stor uenighed om antallet af forekommende arter af hjørneklap (Erysimum) i Himalaya, og også omkring deres identitet. Erysimum benthamii, som har orange eller gule blomster, er almindelig i åbne områder, på brakmarker og langs stier. Den har en stor højdemæssig spændvidde, idet den findes fra omkring 1600 m op til ca. 4100 m. Arten er udbredt fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Himachal Pradesh 2007
Denne bille har travlt med at æde kronblade af Erysimum benthamii, Tirthan-dalen, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Schima wallichii er et træ, som tilhører téfamilien (Theaceae). På nepalesisk kaldes det chilaune (’at klø’), da ældre træer har hår under barken, som irriterer huden. Den giftige bark kan anvendes til fiskeri. Den sønderdeles og strøes i vandet, hvorefter de bedøvede fisk flyder op til overfladen. Arten vokser op til en højde af 2100 m, fra det centrale Nepal til det sydvestlige Kina og derfra mod syd til Sydøstasien. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

Nepal 2002
Schima wallichii, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I subtropiske dale i Himalaya er urter af akantusfamilien (Acanthaceae) fremtrædende med mindst 28 slægter. Barleria cristata er ganske almindelig op til 2000 meters højde, fra Pakistan mod øst til Myanmar, samt i tropiske egne af Asien.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Barleria cristata, fotograferet i Parvati-floddalen nær Manikaran, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kvalkved-slægten (Viburnum) er meget stor, idet den omfatter 150-175 arter af buske og mindre træer, der er hjemmehørende i temperede egne på den nordlige halvkugle, foruden nogle få arter i bjergområder i Nordafrika, Sydøstasien og Sydamerika. Førhen udgjorde slægten sammen med hyldearter (Sambucus) familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae). Nylige DNA-studier har åbenbaret, at begge slægter tilhører desmerurtfamilien (Adoxaceae).

 

Viburnum erubescens er den almindeligste blandt de 8 kvalkved-arter, der findes i tempererede egne af Himalaya. Den er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina i højder mellem 1500 og 3000 m.

 

Nepal 2013
Denne blomstrende gren af Viburnum erubescens, som er fyldt med regndråber, blev fotograferet nær Chitre, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Storblomstret kvalkved (Viburnum grandiflorum), som er udbredt mellem 2700 og 3700 meters højde fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet, er ret almindelig i tempererede skove i det vestlige Himalaya. Denne art er blandt de få træer i højere egne af bjergkæden, som blomstrer om vinteren og tidligt om foråret.

 

Uttarakhand 2008
Blomsterne hos denne storblomstrede kvalkved (Viburnum grandiflorum) er dækket af is, der faldt som sne om natten, delvis smeltede og derpå frøs. – Dodi Tal, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om efteråret stiller adskillige kvalkved-arter store klynger af knaldrøde bær til skue, en del af dem spiselige. Viburnum mullaha er ganske almindelig i skovbryn og åbne områder mellem 1500 og 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet, og den findes også i Sydøstasien.

 

Nepal 2009-2
Viburnum mullaha med store klynger af knaldrøde, spiselige bær, fotograferet i den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Gloxiniefamilien (Gesneriaceae) rummer 11 slægter i Himalaya. De fleste arter blomstrer i monsuntiden. Fem medlemmer af denne familie præsenteres nedenfor.

 

Nepal 2000
Everest 2010a
Platystemma violoides (øverst) og Didymocarpus oblongus vokser begge på skyggefulde klipper mellem 1000 og 3000 meters højde. Førstnævnte blev fotograferet i Annapurna-området, centrale Nepal, sidstnævnte i Solu, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2009
Den smukke Chirita urticifolia vokser i fugtige skove op til en højde af omkring 2400 m, fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. Dette billede blev taget neden for passet Burlung Bhanjyang, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2013
Aeschynanthus er en slægt af epifyter med pragtfulde blomster, der vokser på træer eller klipper. Her ses A. sikkimensis, observeret nær Chiruwa, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhynchoglossum obliquum har en meget stor udbredelse, idet den findes fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina og derfra mod syd til bjergområder i Sydindien og Sydøstasien. Den adskiller sig fra de fleste medlemmer af familien gennem at blomstre om efteråret.

 

Nepal 2009a
Rhynchoglossum obliquum, fotograferet i den nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Himalaya-birk (Betula utilis) kendes nemt på den rødlige bark, der skaller af i store flager. Dette træ er uhyre almindeligt i store højder mellem Afghanistan og Kina. Førhen benyttede man veddet til tømmer og brænde, barken blev anvendt som medicin og røgelse, til tagtækning, samt til fremstilling af papir, og løvet blev høstet som husdyrfoder.

 

Everest 2010
Den rødlige bark hos Himalaya-birk (Betula utilis) skaller af i store flager. – Deboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomster af slægten Arisaema, som tilhører arum-familien (Araceae), er meget karakteristiske, idet de har et stort, ofte kraftigt mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Såvel hylsterblad som kølle er ofte forlænget i en tråd, som hos nogle arter er temmelig grotesk, idet den kan være op til 1 m lang. Blomsterne lugter ofte ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet. I alt 17 arter af denne slægt findes i Himalaya.

Hylsterbladet hos flere af arterne, bl.a. A. nepenthoides, ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud, mens kolben med de røde bær minder lidt om en majskolbe. Disse to ting i forening har givet planterne deres nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i bjergene. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk , som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter som Arisaema utile, ranunkel-arten Ranunculus diffusus, samt nepalesisk skræppe (Rumex nepalensis).

Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: Manandhar, N.P. 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press.)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft og en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

 

Nepal 1991
På engelsk kaldes Arisaema nepenthoides for ’cobra plant’, hvilket hentyder til, at hylsterbladet minder om en brilleslange med nakkehuden spredt ud. – Tadapani, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010
Køllen hos Arisaema costatum er ganske grotesk, idet den er forlænget i en indtil 1 m lang tråd, som ofte ligger hen ad jorden. – Surkhe, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010
Den forlængede purpurfarvede fløjlsagtige kølle hos Arisaema tortuosum peger opad og kan minde om en gammel mand, der peger med sin stok. – Lukla, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Annapurna 2007
I Annapurna-området i det centrale Nepal anvendes bladene af Arisaema utile i stor stil til fremstilling af gundruk (se teksten ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2013
Arisaema erubescens kendes nemt på sine 7-14 smalle, hjulformede småblade, samt det brun- og hvidstribede hylsterblad. – Choplong, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 1991a
Nepal 1991a
Min ledsager Lars Nørgaard Hansen sidder her ved siden af to eksemplarer af Arisaema griffithii, som kan kendes på den ganske korte blomsterstilk og det sammenrullede hylsterblad. – Makalu-Barun Nationalpark, østlige Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1982
Om efteråret er Arisaema-arternes røde bær samlet i en kolbe, der minder om en majskolbe. På dette billede fra landsbyen Lata, Uttarakhand, sidder en sommerfugl på kolben. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Berberis-arter er allestedsnærværende i Himalaya. Hovedparten af de 38 arter er små buske, i reglen udstyret med torne på stænglerne og langs bladranden. De smukke gule blomster bliver senere til røde, blå eller sorte bær. Af veddet fra mange af arterne kan udvindes et gult farvestof.

 

Berberis lycium er almindelig i åbne områder fra Pakistan mod øst til det østlige Nepal i højder mellem 1500 og 3000 m. De spiselige bær er smukt blå og bliver ved modenhed sorte med et blåligt skær. I Pakistan anvendes et ekstrakt fra rod og stængel som et styrkende middel samt som øjensalve.

 

Himachal Pradesh 2007
Berberis lycium, fotograferet i Tirthan-dalen, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepalesisk mahonie (Mahonia napaulensis) er et andet medlem af berberisfamilien (Berberidaceae), som er meget almindelig i den østlige halvdel af Himalaya, i højder mellem 1400 og 2900 m. Den er en pragtfuld plante i blomstringstiden, hvor den fremviser et væld af store gule blomsterklynger. De blå bær spises rå eller som pickles, mens bark og frugter anvendes i folkemedicinen.

 

Nepal 2013
De blå bær af nepalesisk mahonie (Mahonia napaulensis) spises rå eller som pickles. Denne klynge blev fotograferet i Ghunsa-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010
Unge blade hos nepalesisk mahonie er stærkt røde, inden de senere bliver grønne. – Tharo Kosi, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Næsten alle medlemmer af storkenæbfamilien (Geraniaceae), som i Himalaya omfatter ca. 18 arter af storkenæb (Geranium) og to arter af hejrenæb (Erodium), har røde, lyserøde eller violette blomster. Himalaya-storkenæb (Geranium himalayense) ligner meget den eurasiske eng-storkenæb (Geranium pratense), som også vokser i Himalaya, men er som regel en større plante med kronblade på op til 3 cm, mod ca. 2 cm hos eng-storkenæb. Denne art vokser i højder mellem 2100 og 4400 m, fra Afghanistan østpå til det centrale Nepal.

 

Nepal 2009
Hovedparten af Himalayas planter blomstrer i monsuntiden, der varer fra midten af juni til slutningen af september. Dette billede viser undersiden af en blomst af Himalaya-storkenæb (Geranium himalayense), fyldt med regndråber fra en nylig byge, fotograferet ved Cholang Pati, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Seglbladet soldug (Drosera peltata) er udbredt i bjergegne fra det vestlige Himalaya over Sydøstasien til Australien. Soldug-arter opnår størstedelen af deres næring gennem at fange smådyr ved hjælp af klæbrige kirtelhår på bladene. Når et dyr sidder fast i den klæbrige væske, der udskilles af disse hår, folder bladet sig omkring det uheldige offer, hvorefter enzymer opløser dyrets kropsvæsker, så planten kan udvinde kvælstof og andre næringsstoffer af dem. – Læs mere om kødædende planter andetsteds på denne hjemmeside, se Planter: Kødædende planter.

 

Nepal 2009-1
Bladene hos denne seglbladede soldug (Drosera peltata), som blev observeret i Langtang Nationalpark, centrale Nepal, er tunge af regndråber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cappadokisk løn (Acer cappadocicum) har en kolossalt stor udbredelse, idet den findes fra Tyrkiet mod øst til Centralasien og Kina, med en isoleret forekomst i Syditalien. I Himalaya vokser den mellem 2100 og 3000 meters højde.

 

Himachal Pradesh 2007
Unge blade af cappadokisk løn (Acer cappadocicum) er smukt røde, før de bliver grønne. Dette billede er fra Tirthan-dalen i Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Med ca. 880 slægter og mere end 22.000 arter udgør orkidéer (Orchidaceae) en af verdens største plantefamilier. Der findes omkring 150 slægter i Himalaya, hvoraf langt størsteparten er udbredt fra Sikkim og østpå. De fleste orkidéer i Himalaya er epifyter, hvilket vil sige, at de vokser på træer uden at harme dem. Nedenfor præsenteres et udvalg af såvel epifytiske som jordlevende arter.

 

Epifytiske orkidéer af slægterne Coelogyne og Dendrobium, der omfatter henholdsvis 12 og ca. 26 arter, er meget almindelige i subtropiske og nedre tempererede skove i Himalaya. De fleste af dem blomstrer mellem marts og maj.

 

Annapurna 2007
Nepal 2008
Annapurna 2007
Disse billeder viser tre almindelige epifytiske orkidé-arter, fra oven Coelogyne nitida, C. cristata og Dendrobium amoenum, alle fotograferet i den nedre tempererede zone langs floden Modi Khola, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slægten fruesko (Cypripedium) er opkaldt efter blomstens form, der minder om en lille sko. Insekter lokkes ned i denne ’sko’, og under deres anstrengelser for at slippe ud igen bestøver de ofte blomsten. Fire eller fem arter træffes i Himalaya.

 

Himachal Pradesh 2007
Den hvide Cypripedium cordigera er ret almindelig i skove og krat mellem 2100 og 4000 meters højde, fra Pakistan mod øst til Bhutan. – Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Himachal Pradesh 2007
Cypripedium himalaicum, ligeledes fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Denne rødbrune art er også ret almindelig i højder mellem 3000 og 4300 m, fra Uttarakhand østpå til det sydøstlige Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Himachal Pradesh 2007
Calanthe tricarinata er en af de mest almindelige jordlevende orkidéer i egeskove i Himalaya mellem 1500 og 3200 meters højde, fra Pakistan mod øst til Thailand og Kina. 12 arter af denne kønne slægt findes i Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2009
Satyrium nepalense har en meget stor højdemæssig spredning i Himalaya, idet den vokser i græsklædte arealer og skovkanter mellem 600 og 4600 meters højde. På dette billede vokser adskillige planter i en frodig eng blandt talrige eksemplarer af en art af perlekurv (Anaphalis), nær Magingoth, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rolwaling 2004
Den smukke Spathoglottis ixioides vokser fortrinsvis på mosklædte klipper og fugtige skovskrænter mellem 2000 og 3500 meters højde. Den er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh. Denne blev fotograferet i Rolwaling-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lahaul-Ladakh 2014
Kinesisk skrueaks (Spiranthes sinensis) kendes nemt på de røde blomster, der vokser i en spiral op ad stænglen. Denne art har et kolossalt udbredelsesområde, fra det nordlige og centrale Asien gennem Sydøstasien og Indonesien til Australien og New Zealand. I Himalaya er den ret almindelig op til omkring 4500 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2002
Orkidéer af slægten Pleione, som rummer fire arter i Himalaya, vokser mest på mosklædte træstammer, også selv om de er styrtet om. Her ses Pleione hookeriana, som er meget almindelig på ege- og nåletræer mellem 2000 og 3700 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pieris er en slægt af smukke buske i lyngfamilien (Ericaceae), som er hjemmehørende i Centralasien, Fjernøsten, det østlige Nordamerika, samt på Cuba. Slægtsnavnet kommer af græsk Pieria, som var musernes hjemsted. – Pieris formosa er meget almindelig i eroderede områder i Himalaya mellem 1500 og 3000 meters højde, fra det centrale Nepal mod øst til Kina og det nordlige Vietnam. Arten er meget giftig og undgås derfor af græssende dyr.

 

Sydasien 1980
Pieris formosa sætter et væld af duftende blomster i april-maj, her fotograferet nær landsbyen Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2013
Unge blade hos Pieris formosa er en køn rødlig farve. – Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stjernetop (Deutzia) er en slægt af buske med smukke, duftende blomster, som tilhører hortensiefamilien (Hydrangeaceae). Tre arter forekommer i Himalaya, hvor de vokser i skovbryn og lysåbne områder mellem 1100 og 3500 meters højde.

 

Uttarakhand 2008
Deutzia staminea er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den vokser i krat og på åbne skråninger. I Nepal anvendes saft fra roden mod feber, og Tamang-folk bringer blomsterne som offergaver i templer. Dette billede er fra den nedre Asi Ganga-dal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Annapurna 2007
Deutzia hookeriana, som har større blade end D. staminea, forekommer mellem Nepal og det sydvestlige Kina. Dette pragtfulde eksemplar blev fotograferet i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010
Mens de to andre Deutzia-arter har hvide blomster, er de svagt purpurfarvede hos D. bhutanensis. Denne art har en mere begrænset udbredelse, idet den findes fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan, i højder mellem 2100 og 2700 m. – Phakding, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pæoner (Paeonia) er en slægt med pragtfulde blomster, som danner en særskilt familie, Paeoniaceae. Antallet af arter af disse planter er omdiskuteret, men ligger sandsynligvis omkring 33, med angivelser varierende mellem 25 og 40, afhængigt af autoriteten. Slægten er hjemmehørende i tempererede egne af Europa og Asien, samt det vestlige Nordamerika. Pæoner er populære blandt haveejere på grund af deres skønne blomster.

 

Uttarakhand 2008
I Himalaya findes kun en enkelt pæon-art, Paeonia emodi, som har store hvide blomster. Den vokser i den lavere tempererede zone, fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal og den sydvestligste del af Tibet. Dette billede er fra Sangam Chatti i den nedre del af Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2013
Agapetes serpens er en lille epifytisk busk af lyngfamilien (Ericaceae). Den optræder også i en form med helt hvide blomster. Slægten tæller fem arter i Himalaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Håret kæmpestenbræk (Bergenia ciliata) er ret almindelig på klippevægge, fra Afghanistan mod øst til det sydøstlige Tibet. På grund af de kønne blomster dyrkes den i vid udstrækning i Vesten, og her betragtes den generelt som et betændelses- og sukkersygedæmpende middel, og den er muligvis også et effektivt middel mod kræft. I Nepal anvendes saft fra planten mod urinvejsproblemer, og et ekstrakt af rodstænglen benyttes mod feber, hoste, forkølelse, astma, hæmorrider, urinvejsproblemer, diarré samt rygsmerter, og det smøres også på bylder. Folk af Gurung-stammen drikker et afkog af rodstænglen mod urinsyregigt samt for at bedre fordøjelsen.

 

Nepal 2008
Håret kæmpestenbræk (Bergenia ciliata), voksende på en klippevæg nær Chomrong i den øvre Modi Khola-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Uttarakhand 2008
På grund af sin frodige vækst og de kønne blomster dyrkes håret kæmpestenbræk i vid udstrækning som prydplante i Vesten. Disse blomster blev fotograferet nær Dharkot, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Medlemmer af slægten Erythrina, som tilhører ærteblomstfamilien (Fabaceae), kaldes koraltræer på grund af de vidunderlige koralrøde blomster hos mange af arterne. I marts-april fremviser Erythrina stricta, som er meget almindelig i lavere højder i Himalaya, et væld af blomster, hvori en mængde forskellige fuglearter søger føde, deriblandt asiatisk sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus), rødøret bulbul (Pycnonotus jocosus) og halsbåndsparakit (Psittacula krameri).

 

Nepal 1998
Nepal 1998
I marts-april fremviser Erythrina stricta et væld af blomster, her nær landsbyen Tatopani i den nedre del af Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morinafamilien (Morinaceae) er nært beslægtet med kartebollefamilien (Dipsacaceae) og var førhen inkluderet i den. De tre Morina-arter, som nævnes her, vokser alle i åbne områder i store højder, mellem 3000 og 4500 m, fra Kashmir mod øst til Bhutan, M. longifolia også i det sydøstlige Tibet og det sydvestlige Kina.

 

Nepal 2009
Den flotte Morina longifolia er den mest statelige af Morina-arterne, idet den kan blive op til 1 m høj. Den er meget almindelig på forladte marker i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 1987
Morina polyphylla, der minder meget om en tidsel, har en ildelugtende rod. Denne art og M. longifolia er udstyret med torne som værn mod græssende dyr. – Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010a
Morina nepalensis er en lav plante, kun op til 15 cm høj, men har ret store, smukke blomster. I stedet for torne er bladranden forsynet med lange, stive hår. – Dole, Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den mærkelige Picrorhiza kurrooa af vejbredfamilien (Plantaginaceae) har ca. 3 cm lange støvdragere, der rager langt ud af de små blomster. Den har en begrænset geografisk udbredelse, fra Pakistan mod øst til Uttarakhand, hvor den vokser mellem 3300 og 4300 meters højde. Denne arts rodstængel anvendes i folkemedicinen mod dysenteri, og den er stærkt truet af overdreven indsamling.

 

Himachal Pradesh 2007
Picrorhiza kurrooa, observeret i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Himalaya findes ikke færre end ca. 45 arter af slægten Rubus, der officielt hedder klynger, men i daglig tale kaldes for hindbær eller brombær. De fleste arter i Himalaya er buskagtige, med lange, tornede stængler, som ofte klatrer hen over andre planter. Nogle få er dog krybende dværgbuske uden torne. Frugten er meget karakteristisk, idet den består af opsvulmede, saftige blærer, der sidder tæt sammen omkring den kegleformede blomsterbund, med små, hårde stenfrugter mellem blærerne.

 

Rubus ellipticus har lækre orange frugter, som smager sødt og let syrligt på én gang. Denne art er meget almindelig i åbne, let eroderede områder i den subtropiske og nedre tempererede zone, op til en højde af 2600 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar, samt i Fjernøsten og Sydøstasien. Den plantes mange steder for at modvirke jorderosion. I den traditionelle folkemedicin benyttes den mod forskellige lidelser, heriblandt feber, diarré, tarmluft, samt dysenteri. Bladene anvendes som foder, og der fremstilles marmelade af bærrene.

 

Nepal 2013
De orange frugter af Rubus ellipticus smager sødt og let syrligt på én gang. – Pati Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009a
Stænglerne af Rubus ellipticus er dækket af lange, stive, rødlige hår. – Pokhara, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rubus hoffmeisterianus har lange stængler, der kryber hen over andre planter. Dens rød-orange bær er spiselige, med en let syrlig smag. Denne art er ret almindelig i krat og langs stier i højder mellem 1500 og 2400 m, udbredt fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal.

 

Nepal 2009
Rubus hoffmeisterianus, Pati Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rubus nepalensis er en meget almindelig dværgbusk i højder mellem 2100 and 3200 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim. Dens stængler kryber hen langs jorden i åbne skove og langs stier, og i både vækstform og udseende minder den en hel del om den cirkumpolare multebær (R. chamaemorus), men dens velsmagende bær er stærkt røde og let syrlige.

 

Nepal 2009-1
På dette billede er Rubus nepalensis fotograferet sammen med en dværgulvefod (Selaginella), samt en blå blomst, Cyanotis vaga, der tilhører familien Commelinaceae. – Gul Bhanjyang, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ingefærfamilien (Zingiberaceae) er en kæmpestor familie af urter, der omfatter 46-52 slægter og 11-1300 arter, udbredt overalt i troperne og subtroperne. Et karakteristisk træk ved familien er, at de nederste svøbblade overlapper og danner en såkaldt falsk stængel. Foruden dyrkede arter som ingefær, gurkemeje og kardemomme træffes medlemmer af omkring 9 slægter af denne familie i Himalaya, hvoraf tre præsenteres nedenfor.

 

Mange arter i ingefærfamilien har frugter i jordhøjde. Et sådant eksempel er Zingiber chrysanthum, hvis frugter er knaldrøde og omslutter de snehvide frø, som har en uregelmæssig sort tegning, der til tider minder om en flue. Denne plante vokser op til en højde af ca. 2000 m, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim.

 

Nepal 2009a
Zingiber chrysanthum, fotograferet nær landsbyen Chamje i den nedre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Syv purpurfarvede eller lilla arter af slægten Roscoea forekommer i Himalaya, hvoraf størsteparten vokser i åbne, fugtige områder. De to arter nedenfor er begge ret almindelige i Nepal.

 

Everest 2010a
Roscoea alpina vokser ofte mange sammen i store højder, mellem 2400 og 4000 m, fra Pakistan mod øst til Myanmar. Dette billede er fra Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Everest 2010a
Udbredelsen af Roscoea capitata er begrænset til det centrale Nepal og tilgrænsende egne af det sydlige Tibet, mellem 1200 og 2600 meters højde. – Kendja, Solu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den falske stængel hos Cautleya spicata bliver op mod 60 cm lang, og dens gule blomster er samlet i et endestillet, op til 23 cm langt aks. Denne art er almindelig i højder mellem 1000 og 2800 meters højde, fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Den vokser i skove, ofte på klipper og somme tider som epifyt. Lokale anvender den falske stængel som grønsag, og saft fra rodstænglen benyttes mod mavepine.

 

Everest 2010a
Cautleya spicata, Goyum, Solu, østlige Nepal. I baggrunden ses et andet medlem af ingefærfamilien, Roscoea alpina (omtalt ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I alt 17 arter af Anemone-slægten træffes i Himalaya, langt størstedelen med hvide blomster, enkelte dog med røde, blå eller gule. Den høje Anemone tetrasepala vokser på klippefyldte skrænter mellem 2100 og 3600 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Himachal Pradesh og den sydvestligste del af Tibet, mens A. obtusiloba træffes i højder mellem 2100 og 4300 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Sidstnævnte art er meget almindelig i Nepal, hvor saft af dens rod anvendes mod øjenbetændelse. Den findes i tre farvevarianter, blå, hvid og gul, hvoraf den gule kun træffes i Kashmir.

 

Himachal Pradesh 2007
Anemone tetrasepala er meget almindelig i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede blev taget. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009
Blå form af Anemone obtusiloba, fotograferet i Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cremanthodium er en slægt i kurvblomstfamilien (Asteraceae) med smukke gule blomster. Slægten omfatter ca. 69 arter, som er begrænset til Kina og Himalaya, med 13 arter i Himalaya.

 

Nepal 2009-1
Nepal 2009
Cremanthodium oblongatum (øverst) og C. reniforme, begge fotograferet i Gosainkund-området i det centrale Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Snerlefamilien (Convolvulaceae) omfatter omkring 55 slægter med over 1650 arter, hvoraf de fleste er urteagtige slyngplanter, men nogle er dog oprette urter, buske eller træer. Blomsterne hos næsten alle arter er tragtformede med fem sammenvoksede kronblade, og de er ofte store og smukke. Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, der kommer af latin convolvere (‘at slynge sig’). Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket også hentyder til de slyngende og snærende stængler. – Mange flere billeder af medlemmer af denne familie kan ses andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Snerlefamilien.

 

Blomsterne hos blå tragtsnerle (Ipomoea nil) er forskellige afskygninger af blåt med hvid basis. Denne art, som også kaldes vedbendbladet eller japansk tragtsnerle, kan kendes fra lignende arter på, at basis af bægeret er stærkt håret. Arten menes at være hjemmehørende i Mexico eller Mellemamerika, men er blevet indført eller indslæbt til talrige andre varmere lande.

 

Nepal 2009a
Denne blå tragtsnerle (Ipomoea nil), som omslynger en bynke (Artemisia), blev truffet i den nedre del af Marsyangdi-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Otte arter i slægten Dinetus, som førhen var indlemmet i slægten Porana, tilhører ligeledes snerlefamilien. Dinetus er en rent asiatisk slægt, som er udbredt fra Pakistan mod øst gennem Indien og Nepal til Kina, og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Indonesien og Filippinerne.

 

Dinetus racemosus har omtrent den samme udbredelse som slægten, og i Himalaya vokser den op til ca. 2400 meters højde. Dens store klynger af små hvide blomster er pragtfulde og “minder om strålende snepletter i junglen,” som Oleg Polunin og Adam Stainton udtrykker sig i bogen Flowers of the Himalaya (Oxford University Press, 1984).

 

Nepal 2009a
På dette billede fra Sarangkot, Pokhara, centrale Nepal, slynger Dinetus racemosus sig omkring en stængel af aibika (Abelmoschus manihot). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dinetus grandiflorus, førhen kaldt Porana grandiflora, er udbredt fra Nepal mod øst til Bhutan og den sydøstligste del af Tibet, hvor den vokser mellem 1900 og 2500 meters højde.

 

Nepal 2009
Dinetus grandiflorus, Chipling, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bjergté (Gaultheria) er en vidt udbredt slægt af buske og dværgbuske, som tilhører lyngfamilien (Ericaceae). I alt rummer denne slægt ca. 135 arter, hjemmehørende i Asien og Australien, samt i Nord- og Sydamerika. I 1748 navngav den svenske naturhistoriker Pehr Kalm (1716-1779) – elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778) – denne slægt til ære for den franske læge og naturhistoriker Jean-François Gaulthier (1708-1756) fra Quebec. – Syv arter forekommer i Himalaya.

 

I april-maj har duftende bjergté (Gaultheria fragrantissima) store klynger af smukke hvide blomster, som udsender en dejlig duft. Denne art er en meget almindelig stedsegrøn busk, som vokser i skove og krat mellem 2700 og 4700 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Den er meget anvendt i den lokale folkemedicin, hvor saften af umodne frugter benyttes mod mavepine, og saften af bladene tages mod hoste samt til at uddrive indvoldsorm. Olie ekstraheret fra bladene smøres på skab og anvendes også mod rheumatisme. De modne bær spises rå og destilleres også til alkohol.

 

Nepal 2013
Duftende bjergté (Gaultheria fragrantissima), voksende neden for passet Burlung Bhanjyang, Shivapuri-Nagarjun Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Om efteråret kendes Gaultheria trichophylla nemt på sine stærkt blå, næsten selvlysende bær, som er spiselige. Denne dværgbusk er meget almindelig i skove i højder mellem 2700 og 4700 m, krybende hen over klipper og skrænter. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Nepal 2009-1
Gaultheria trichophylla kendes nemt på sine stærkt blå, næsten selvlysende bær. – Gopte, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Stenurtfamilien (Crassulaceae), der bl.a. omfatter slægterne stenurt (Sedum) og rosenrod (Rhodiola), er karakteriseret ved planter med kødfulde blade – en tilpasning til at vokse i tørre områder med sparsomt vand. Denne familie, der rummer ca. 35 slægter med omkring 1400 arter, findes verden rundt, med den største koncentration på den nordlige halvkugle samt i det sydlige Afrika.

 

Stenurter (Sedum) er krybende planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus. Denne slægt, som omfatter ca. 470 arter, er hovedsagelig udbredt på den nordlige halvkugle, men findes tillige i det sydlige Afrika og i Sydamerika. Der er observeret 15 arter i Himalaya.

 

Himachal 2009
Sedum oreades, her fotograferet neden for passet Rohtang La, Himachal Pradesh, er udbredt i klippefyldte områder fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, mellem 3000 og 5200 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rosenrod-slægten (Rhodiola) rummer ca. 20 arter i Himalaya. Førhen blev de placeret sammen med stenurter i slægten Sedum, men de adskiller sig fra disse ved at have en tyk rodstok og kun 4 kronblade, mens stenurter har 5 kronblade og en tynd – eller slet ingen – rodstok.

 

Nepal 2002
Det latinske artsnavn på Rhodiola bupleuroides skyldes, at blomsterstanden minder en smule om dén hos visse arter af hareøre (Bupleurum), som tilhører skærmplantefamilien (Apiaceae). Den vokser i tørre alpine dale, her i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2000
Dette billede viser Rhodiola amabilis, voksende mellem mani-sten (stenplader med indhuggede buddhistiske mantra’er) nær landsbyen Thangshyap, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. – Læs mere om mani-sten og buddhisme andetsteds på denne hjemmeside, se Religion: Buddhisme. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Violer (Viola) er en kæmpestor slægt, som omfatter måske 600 arter, udbredt i de fleste egne af verden, men med den største koncentration i den nordlige tempererede zone. De fleste violer har blå eller hvide blomster, men hos nogle arter er de stærkt gule, fx hos Viola wallichiana, som er ret almindelig i fugtige skove i Himalaya, fra den centrale del af Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet. Billeder af andre gulblomstrede violer findes andetsteds på denne hjemmeside, se Hyldest til farven gul.

 

Everest 2010
Viola wallichiana, Surkhe, Khumbu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pileurter (Polygonum) udgør en stor slægt med ca. 230 arter på verdensplan, af hvilke omkring 46 er udbredt i Himalaya. Disse planter varierer fra krybende, 10 cm høje planter til store buskagtige urter, der kan blive op til 3 m høje. Tidligere var de opdelt i adskillige slægter, foruden Polygonum bl.a. Bistorta, Persicaria og Aconogonum. I dag betragter de fleste autoriteter dem dog som hørende til én slægt, Polygonum. Fire arter præsenteres her.

 

Alpe-pileurt (Polygonum alpinum, førhen kaldt Aconogonum alpinum) er en opret plante, der kan blive 2 m høj, med talrige klynger af grenede, indtil 30 cm lange blomsterstande med utallige små blomster. Denne art, som vokser i krat, på åbne skrænter og langs vandløb, er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til Centralasien og den vestlige del af Himalaya, mod øst til Himachal Pradesh. Dens stængler er spiselige efter kogning.

 

Himachal 2009
Alpe-pileurt (Polygonum alpinum), voksende ved et vandløb nær byen Keylong, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Polygonum affine, også kaldt Bistorta affinis, er en krybende, pudedannende, tæt tueformet plante med oprette, cylinderformede, indtil 7,5 cm lange blomsterstande med lyserøde eller purpurrøde blomster for enden af op til 25 cm lange stilke. Arten er ret almindelig på åbne skråninger og klippefyldt terræn i større højder, fra Afghanistan mod øst til Myanmar og Tibet. Dens rodstængel benyttes til fremstilling af té, og den indtages også mod mavebesvær.

 

Himachal 2009
Polygonum affine er meget almindelig på passet Rohtang La, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Polygonum amplexicaule, tidligere Bistorta amplexicaulis, er en opret, til tider grenet plante, der kan blive indtil 1 m høj. Dens nedre blade er store, indtil 10 cm lange og 5 cm brede, ovale og langt tilspidsede, og den har talrige slanke, lyserøde eller mørkerøde blomsteraks for enden af lange stilke. Højdemæssigt såvel som geografisk er arten vidt udbredt, idet den findes mellem 1500 og 4800 meters højde fra Afghanistan mod øst til Kina. Dens rodstængel anvendes til té, og en pasta af planten smøres på sår.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Polygonum amplexicaule, fotograferet på passet Rohtang La, Himachal Pradesh. En malurt-art (Artemisia) ses i forgrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Polygonum capitatum, også kaldt Persicaria capitata, har en fantastisk højdemæssig såvel som geografisk udbredelse, idet den findes mellem 600 og 3500 meters højde, fra det indiske subkontinent mod øst til Fjernøsten og Sydøstasien. Denne lave, tueformede urt, som vokser i åbne områder samt på klipper og stendiger, har adskillige krybende stængler, der bliver indtil 25 cm lange. Dens blade er ovale eller elliptiske, ofte med en mørk plet på oversiden, og dens blomsterstande er lyserøde, kuglerunde hoveder, indtil 1,3 cm i tværmål.

 

Nepal 2008
På dette billede fra Helambu i det centrale Nepal vokser Polygonum capitatum i en sprække i et stendige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Balsaminer (Impatiens) er er en stor planteslægt med attraktive blomster, som har en unik opbygning med 3 eller 5 bægerblade, af hvilke det nederste er stærkt forstørret og pose-agtigt med en spore, mens de andre 2 eller 4 er små og ofte grønlige. Der er 5 kronblade, af hvilke det øverste ofte er hjelm-agtigt, mens de 4 nedre er vokset sammen to og to, hvoraf det øverste par danner vingerne, det nederste par læben.

Slægtsnavnet, såvel som det folkelige navn springbalsaminer, samt et af de engelske navn på disse planter, touch-me-not (’rør-mig-ikke’), kommer af måden, hvorpå disse planter spreder deres frø. Når frugten er ved at modnes, opbygges en spænding inde i den, som får den til at ’eksplodere’ ved berøring, hvorved frøene slynges ud og ofte spredes i temmelig stor afstand fra planten.

Balsamin-arter er allestedsnærværende i Himalaya, hvor de tæller mindst 50 arter, af hvilke de fleste blomstrer i monsuntiden, mellem midten af juni og slutningen af september. Som om monsunregnen ikke er nok, foretrækker mange balsaminarter at vokse nær vandfald, hvor de kan få gavn af den fugtige luft. Mange af arterne er svære at kende fra hinanden.

 

Impatiens sulcata, også kaldt I. gigantea, er en stor balsamin, der kan blive indtil 3 m høj. Blomsterfarven er meget variabel, lyserød, mørkerød eller purpurfarvet. Denne art er vidt udbredt og almindelig i en række habitater, bl.a. skove, krat og dyrkede områder, fra Kashmir mod øst til Bhutan i højder mellem 1800 og 4000 m.

 

Himachal 2009
Himachal 2009
Impatiens sulcata er meget almindelig i Himachal Pradesh, hvor disse billeder er taget, det øverste i omegnen af byen Manali, det nederste nær landsbyen Sissu, Lahaul. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens bicornuta vokser i krat og langs vandløb i højder mellem 1900 og 3000 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydøstlige Tibet. Den kan identificeres på de lyserøde blomster med et gulligt, brunprikket nedre bægerblad, som har en kort, S-formet spore, samt på de to meget lange og smalle ’haler’ på læben. Lokalt tilberedes unge planter af denne art som grønsag.

 

Nepal 2009a
På dette billede fra den øvre del af Marsyangdi-dalen, Annapurna, centrale Nepal, minder nogle af blomsterne hos denne Impatiens bicornuta ikke så lidt om den franske kunstner Auguste Rodins skulptur ‘Tænkeren’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Impatiens falcifer er en smuk gulblomstret balsamin, der nemt kendes på sit brunprikkede øvre kronblad samt de brede, seglformede vinger. Denne art har en ret begrænset udbredelse, idet den findes fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim, hvor den vokser i skove mellem 2500 og 3600 meters højde. Den er almindelig i Nepal.

 

Nepal 2009
Impatiens falcifer, dækket af regndråber efter en kraftig byge, Thangshyap, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Indigofera heterantha, af ærteblomstfamilien (Fabaceae), er ét blandt 16 medlemmer af denne slægt i Himalaya. Denne art er er vidt udbredt, fra Afghanistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, samt i Sri Lanka og dele af Østafrika. Førhen blev indigo, et pulver, som farver blåt, udvundet af en nær slægtning fra lavlandet, Indigofera tinctoria, men i dag fremstilles farven syntetisk. Arterne i Himalaya kan ikke anvendes til udvinding af dette farvestof.

 

Himachal Pradesh 2007
Indigofera heterantha er et fremtrædende element i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh, hvor dette billede stammer fra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fjeldarve (Androsace) er nært beslægtet med kodrivere (Primula), men kan kendes fra disse på deres meget korte kronrør (et rør dannet af kronbladene). Denne slægt rummer omkring 100 arter, som er udbredt i køligere egne på den nordlige halvkugle, og ikke færre end 73 af disse forekommer i Kina. Disse planter er også allestedsnærværende i Himalaya, med ca. 23 arter, hvoraf de fleste vokser i større højder.

 

Himachal Pradesh 2007
Mange fjeldarve-arter er pudedannende, som denne Androsace muscoidea, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iris er en pragtfuld planteslægt, som omfatter 250-300 arter på verdensplan og ca. 13 arter i Himalaya. Disse planter er opkaldt efter Iris, den græske gudinde for regnbuen, sandsynligvis på grund af de farvestrålende blomster hos mange af arterne. Da de er giftige, undgås de af græssende dyr og danner ofte store bevoksninger på højalpine enge og græsgange.

 

Nepal 2002
Den almindeligste iris i Himalaya er Iris kemaonensis, der ofte danner store bevoksninger som på dette billede fra den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2013
Nærbillede af Iris kemaonensis med dugdråber, fotograferet tidligt om morgenen, ligeledes i Langtang-dalen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Himachal Pradesh 2007
Iris milesii er begrænset til den vestlige del af Himalaya, hvor den vokser mellem 1600 og 2700 meters højde, fra Kashmir mod øst til Uttarakhand. Dens foretrukne habitat er lyse nåleskove. Den kendes nemt på sine lange, krumsabelformede blade. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sigesbeckia orientalis er en plante af kurvblomstfamilien (Asteraceae), som har utallige klæbrige kirtler på de yderste svøbblade. Arten blev opkaldt efter den tyske botaniker og læge Johann Georg Siegesbeck (1686-1755), som var direktør for den botaniske have i Sankt Petersborg.

I begyndelsen var Siegesbeck en god ven af Carl von Linné, den berømte svenske botaniker, men senere blev han en hård kritiker af Linnés Systema plantarum sexuale fra 1737, som delvis var baseret på at gruppere planterne efter antallet af hanlige og hunlige organer i blomsterne. Siegesbeck kaldte denne teori for “modbydeligt umoralsk” og fortsatte: “Hvem skulle have troet, at blåklokker, liljer og løg kunne deltage i en sådan umoral?” Han spurgte hånligt, om Gud ville tillade 20 eller flere mænd (dvs. støvdragerne) at være fælles om én kone (dvs. griflen). “Hvilken mand,” fortsatte han, “vil nogensinde tro, at den Almægtige Gud skulle have indført en sådan forvirring, eller snarere en sådan skamfuld horen, for videreførelsen af planterne? Hvem vover at instruere unge studenter i et sådant vellystigt system uden at forårsage skandale?”

Da Linné vendte tilbage til Sverige, fandt han, at han var blevet gjort til grin på grund af Siegesbecks kritik, men han hævnede sig ved at navngive en ildelugtende orientalsk plante med klæbrige kirtler Siegesbeckia. Den svenske botaniker Johan Browallius forsvarede Linnés idéer med succes, men det ændrede ikke Siegesbecks holdning, og striden fortsatte. En pakke med Siegesbeckia-frø fik en ny etiket af Linné med påskriften Cuculus ingratus (‘utaknemmelig gøg’), hvorpå den blev sendt til Siegesbeck, som såede frøene. Da denne indså, at de var Siegesbeckia, standsede han al korrespondance med Linné, og fra den dag var der kold luft mellem de to. (Kilde: L. & L. Taiz, 2017. Flora unveiled: the discovery and denial of sex in plants.)

Mens den gode tyske læges navn var Siegesbeck, er slægtens nuværende gyldige navn Sigesbeckia ifølge Kew Botanical Gardens, London.

 

Himachal 2009
Sigesbeckia orientalis, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. Denne art har en meget vid udbredelse, idet den findes i Afrika, på det indiske subkontinent, i Fjernøsten og Sydøstasien, i Australien, samt på øer i Stillehavet. I Himalaya vokser den op til 2700 meters højde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Himalaya findes omkring 13 asters-arter (Aster), en stor slægt i kurvblomstfamilien, som tæller ca. 152 arter på verdensplan. De fleste af disse attraktive planter har blålige eller violette randkroner, mens skiveblomsterne er forskellige afskygninger af gult. To arter, som begge vokser på alpine skråninger mellem ca. 3000 og 4500 meters højde, er omtalt her. Aster falconeri findes fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal. I den lokale folkemedicin anvendes saft fra dens rod til at smøre på sår. Aster himalaicus er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Himachal 2009
Aster falconeri, fotograferet neden for passet Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009
Tidligt om morgenen er denne blomsterkurv af Aster himalaicus dækket af rim, som er smeltet i morgensolen. – Kyanjin Gompa, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indisk ene (Juniperus indica) vokser i højder mellem 2100 og 5200 m, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina. Dens løv brændes som røgelse i hinduistiske og buddhistiske helligdomme, og frugterne anvendes i traditionel medicin mod feber og hovedpine. – En anden ene-art i Himalaya er J. recurva, præsenteret andetsteds på denne hjemmeside, se Planteliv: Gamle og store træer.

 

Nepal 2009-2
Denne gamle, forkrøblede indiske ene (Juniperus indica) blev fundet i ca. 3600 meters højde i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slægten Ribes, som omfatter ribs, solbær og stikkelsbær, rummer omkring 150 arter, der er hjemmehørende i tempererede egne på den nordlige halvkugle. For de fleste autoriteter danner denne slægt en særskilt familie, Grossulariaceae, mens andre inkluderer den i stenbrækfamilien (Saxifragaceae). Der findes 11 arter i Himalaya.

 

Asiatisk stikkelsbær (Ribes alpestre) kendes nemt på sine kraftige torne og rødlige, hårede bær. Den vokser i skove og krat i ret tørre områder fra Pakistan mod øst til Bhutan, og tillige i Centralasien og Kina, i højder mellem 1000 og 3900 m.

 

Himachal 2009
Asiatisk stikkelsbær (Ribes alpestre) er udstyret med kraftige torne på grenene. Denne blev fotograferet nær Keylong, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ensianfamilien (Gentianaceae), der er udbredt over det meste af verden, omfatter ca. 87 slægter med omkring 1650 arter, hvoraf størsteparten er urter. Der er omkring 18 slægter i Himalaya, og blomsterne hos de fleste af arterne er forskellige afskygninger af blåt.

Nedenfor præsenteres arter inden for fire slægter, Gentiana, Gentianella, Halenia og Swertia.

 

Slægten Gentiana omfatter ca. 635 arter, eller ca. 360 arter, hvis man følger en autoritet som Angiosperm Phylogeny Group System, APG IV, der splitter omkring 250 arter ud til slægten Gentianella, som har hårduske eller lapper i svælget og ingen skæl eller lapper mellem kronbladfligene, samt ca. 23 arter til slægten Gentianopsis, der har randhårede kronblade.

Ensian-arterne er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn ensian er en fordrejning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (Gentiana lutea). Læs mere om denne art andetsteds på denne hjemmeside, se Traditionel medicin: Gentiana lutea.

 

Som dens artsnavn antyder, er Gentiana ornata en smuk plante. Den er meget almindelig i store højder mellem 3400 og 5500 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet. Denne art blomstrer om efteråret og føjer et dejligt blåt skær til det ellers ret brune landskab på denne tid af året.

 

Nepal 2009
Gentiana ornata, fotograferet i ca. 4200 meters højde, Ngegang Kharka, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gentiana depressa ligner meget G. ornata, men de små lapper, der sidder mellem kronbladenes egentlige flige, er hvide, mens kronen indvendig er grønlig-hvid.

 

Nepal 2009
Gentiana depressa, fotograferet i den øvre del af Langtang-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Næsten alle ensian-arter i Himalaya blomstrer sent på sommeren eller om efteråret, men nogle få blomstrer om foråret, bl.a. Gentiana pedicellata – en lille, ofte måttedannende plante, som er meget almindelig på græsgange og i skovlysninger fra 750 til 3800 meters højde. Den er udbredt i hele bjergkæden, samt tillige i Kina, Sydindien og Sri Lanka.

 

Nepal 2013
Gentiana pedicellata, Khanjim, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arter af slægten Gentianella kan kendes fra andre ensian-arter på blomsterne, som har lapper eller hårduske i svælget, samt ingen skæl eller lapper mellem kronbladfligene. G. moorcroftiana er udbredt i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal. Den er meget almindelig i Ladakh og Lahaul.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Gentianella moorcroftiana, fotograferet i ca. 3800 meters højde nær søen Deepak Tal, Lahaul, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sporeensian (Halenia elliptica) er ganske almindelig på enge og i skovkanter mellem 1800 og 4500 meters højde. Denne art, som er udbredt i det centrale og vestlige Asien, mod øst til Kina og Myanmar, kendes nemt på de fire sporer, der vender bagud.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Sporeensian (Halenia elliptica), fundet neden for Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svertie (Swertia) er en stor slægt i ensianfamilien, der omfatter ca. 150 arter på verdensplan, hvoraf ca. 28 er truffet i Himalaya, for størstedelens vedkommende voksende i fugtige områder. Mange af arterne har små, men meget dekorative blomster, ofte med smukke, komplicerede mønstre.

 

Swertia paniculata har pragtfulde purpur-hvide blomster med et smalt purpurfarvet bånd samt to grønne pletter på hvert af de fem kronblade. Denne art vokser i skove og på åbne skråninger mellem 2800 og 3300 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Nepal 2009a
Swertia paniculata, fotograferet nær landbyen Danakju i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens latinske artsnavn fortæller, er bladene hos hjertebladet svertie (Swertia cordata) hjerteformede. Denne art er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den vokser på græsklædte skrænter i højder mellem 1700 og 4000 m.

 

Nepal 2009a
Hjertebladet svertie (Swertia cordata), fundet nær landsbyen Bratang i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Blomsterne hos Swertia ciliata er meget spektakulære, med fem ovale blålige kronblade, som brat smalner ind til en lang spids, med et purpurfarvet bånd nær basis, samt tætsiddende purpurfarvede støvdragere. Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar og vokser i krat og på åbne skrænter i højder mellem 2500 og 3700 m.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Swertia ciliata, fotograferet i Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Smalbladet svertie (Swertia angustifolia) kendes på de lange, smalle blade, samt på at den kun har fire kronblade, som er hvide med purpurfarvede prikker og en stor grøn plet nær basis. Den vokser i subtropiske dale og op til en højde af omkring 3300 m, fra Pakistan mod øst til Kina og det nordlige Vietnam.

 

Nepal 2009a
Smalbladet svertie (Swertia angustifolia), nedre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sammenlignet med andre svertie-arter er de klokkeformede blomster hos Swertia racemosa en smule kedelige, hvidlige med violette aftegninger. Denne art vokser i græsklædte områder i store højder, mellem 3200 og 5000 m. Førhen hed den Kingdon-wardia racemosa, navngivet til ære for den engelske botaniker og opdagelsesrejsende Francis Kingdon-Ward (1885-1958), som over en periode på ca. 50 år foretog omkring 25 ekspeditioner til Assam, Myanmar, Tibet, samt det nordvestlige Kina.

 

Nepal 2009
Swertia racemosa, fotograferet i ca. 4000 meters højde, Langshisha, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Tre plantearter i Himalaya, der førhen kaldtes for Smilacina og var placeret i den store liljefamilie (Liliaceae), betragtes nu som arter af majblomst (Maianthemum), som sammen med bl.a. konvaller (Polygonatum) er blevet overført til familien Ruscaceae. – Maianthemum purpureum er ret almindelig i skove fra Himachal Pradesh mod øst til det sydvestlige Kina. Unge planter af denne art spises som grønsag af lokale.

 

Himachal Pradesh 2007
Maianthemum purpureum, fotograferet nær Nara, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Limurter (Silene) er en kæmpestor slægt i nellikefamilien (Caryophyllaceae), som omfatter omkring 600 arter på verdensplan, hvoraf ca. 40 forekommer i Himalaya. Adskillige limurter har stærkt opsvulmet bæger, blandt disse Silene gonosperma, som er meget almindelig i stenede og græsklædte områder mellem 3000 og 5500 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina og Centralasien, samt S. setisperma, som er udbredt mellem Pakistan og det østlige Nepal, hvor den vokser i åbne områder i højder mellem 3400 og 4700 m.

 

Himachal 2009
Silene gonosperma, observeret på passet Rohtang La, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Rolwaling 2004
Silene setisperma, fotograferet i Rolwaling-dalen, østlige Nepal, sammen med den blå Microula sikkimensis, der tilhører rubladfamilien (Boraginaceae). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hypoxis er en lille slægt i familien Hypoxidaceae, som er vidt udbredt, idet den findes i Afrika, Nord- og Sydamerika, Asien samt Australien, med den største koncentration i det sydlige Afrika. Visse arter er vigtige ingredienser i traditionel afrikansk medicin. I Himalaya træffes en enkelt art, Hypoxis aurea – en ganske lille plante, der vokser i åbent græsland mellem 1500 og 2900 meters højde i hele bjergkæden. Den har en meget vid udbredelse i Tropisk Asien og findes også i Ny Guinea.

 

Nepal 2013
Hypoxis aurea, Tamur-dalen, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

To arter af kantlyng (Cassiope), som tilhører lyngfamilien (Ericaceae), vokser i store højder i Himalaya. Den smukke C. fastigiata er udbredt fra Pakistan mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet, hvor den vokser blandt klipper og i åbne områder i højder mellem 2800 og 5000 m.

 

Himachal Pradesh 2007
Cassiope fastigiata, fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Stenbrækfamilien (Saxifragaceae), som omfatter omkring 80 slægter med ca. 1200 arter, er udbredt over hele verden. Langt den største slægt er stenbræk (Saxifraga) med omkring 450 arter, udbredt i Asien, Europa og Nordamerika, samt i Andesbjergene i Sydamerika. De fleste arter vokser i alpine områder. I Himalaya findes ikke færre end ca. 86 arter. Foruden de to arter nedenfor er S. andersonii præsenteret øverst på denne side, og to andre arter findes andetsteds på hjemmesiden, se Bjergflora: Flora i Ladakh.

 

Saxifraga brunonis er en meget karakteristisk art, let kendelig på de talrige røde udløbere. Den er vidt udbredt i Himalaya, idet den findes fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina, mellem 2400 og 5600 meters højde.

 

Rolwaling 2004
Saxifraga brunonis er let kendelig på de talrige røde udløbere. Denne blev fotograferet efter en kraftig monsunbyge i den øvre del af Rolwaling-dalen, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Saxifraga strigosa er en stivhåret og kirtelhåret plante, som bliver omkring 30 cm høj. Denne art spredes nemt ved hjælp af yngleknopper i bladhjørnerne. Den er ganske almindelig i Nepal, hvor den vokser i skove og krat samt på mosklædte klipper i højder mellem 1800 og 4300 m, almindeligst i lavere højder. Dens geografiske udbredelse strækker sig fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Nepal 2009
Saxifraga strigosa, Kutumsang, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

I Himalaya findes fire akeleje-arter (Aquilegia), som tilhører ranunkelfamilien (Ranunculaceae), alle begrænset til den vestlige halvdel af bjergkæden. Disse planter er karakteriseret ved blomstens mærkelige form, hvor de indre kronblade har fem sporer, der alle peger bagud. A. pubiflora og A. fragrans er begge ret almindelige fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal, hvor de vokser i skove, krat og åbent græsland i højder mellem 2400 og 3600 m.

 

Himachal Pradesh 2007
Blomsterne hos Aquilegia pubiflora er forskellige afskygninger af purpur. – Great Himalayan National Park, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Himachal Pradesh 2007
Aquilegia fragrans har hvide eller cremefarvede blomster. Denne blev ligeledes fotograferet i Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cardamine violacea er én blandt ca. 13 arter af springklap, som forekommer i Himalaya. Denne kraftige, ofte op til 1 m høje plante, som tilhører korsblomstfamilien (Brassicaceae), har skønne mørkviolette blomster. Den vokser i fugtige skove og på enge i højder mellem 1800 og 4000 m, udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal tilberedes unge planter som grønsag.

 

Annapurna 2007
Cardamine violacea, fotograferet ved Deorali, Annapurna, centrale Nepal, i en højde af ca. 3200 m. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Riddersporer (Delphinium) er en slægt i ranunkelfamilien (Ranunculaceae), som kan kendes på deres uregelmæssige blomster, der har fem farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, der er indesluttet i den større spore. I Himalaya findes ca. 24 arter, hvoraf nogle er meget vanskelige at skelne fra hinanden. Tre arter præsenteres her.

 

Delphinium kamaonense kendes nemt på sine blomsterstande, der har få, op til 4 cm store, dybblå blomster, samt på sin glatte stængel. Den er almindelig mellem 3000 og 4300 meters højde, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal anvendes et afkog af planten mod skab.

 

Nepal 2000
Blomsterne hos denne Delphinium kamaonense, fotograferet i Langtang Nationalpark, centrale Nepal, er fyldt med regndråber efter en kraftig byge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Delphinium denudatum ligner D. kamaonense, men er en højere plante, indtil 90 cm. Dens blomster er mindre, op til 2,5 cm i tværmål, og ofte lysere blå. Den vokser i åbne skove og græsklædte arealer mellem 1500 og 2700 meters højde, fra Pakistan mod øst til det centrale Nepal.

 

Himachal Pradesh 2007
Delphinium denudatum, Sainj-dalen, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Delphinium glaciale har blegblå, hårede blomster. Den vokser på åbne skrænter i højder mellem 3300 og 6000 m, fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og det sydlige Tibet.

 

Nepal 2009
Delphinium glaciale, fotograferet i en højde af ca. 4000 m, Langshisha, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Af de to arter af lærk (Larix), som forekommer i Himalaya, er nepalesisk lærk (L. himalaica) begrænset til et lille område i det nordlige centrale Nepal samt det nærliggende sydlige Tibet, mens L. griffithii er udbredt fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet. De er begge kønne træer, der bliver op til 20 m høje, og deres grene er dækket af lysegrønne nåle, der bliver gule om efteråret, hvorefter de falder til jorden. Veddet af østlig lærk anvendes til husbyggeri, møbler og brænde, mens der udvindes garvesyre af barken.

 

Nepal 2013
Nepal 2013
På det øverste billede ses løvspring hos Larix griffithii, på det nederste umodne kogler. Begge billeder er fra Ghunsa-dalen i det østlige Nepal, hvor denne art er meget almindelig. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Himalaya findes syv arter af skæbnetræ (Clerodendrum), tilhørende læbeblomstfamilien (Lamiaceae), hvoraf de fleste vokser ved foden af bjergene samt i laveliggende, subtropiske dale. Clerodendrum infortunatum er vidt udbredt, idet den findes på hele det indiske subkontinent samt i Sydøstasien. Den er en meget vigtig plante i traditionel ayurvedisk medicin, hvor dens rod og bark anvendes mod åndedrætsproblemer, såsom hoste og astma, samt mod feber. Roden benyttes også som afføringsmiddel samt til at slå fluelarver i sår ihjel, mens saft af planten smøres på slangebid og skorpionstik. I Nepal koges og spises bladene. Artsnavnet infortunatum (’uheldig’ på latin) blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende fordi han fandt bladene temmelig grimme.

 

Nepal 1998
Clerodendrum infortunatum, fotograferet i Chitwan Nationalpark i det sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brandbæger (Senecio) er en kæmpestor, gulblomstret slægt i kurvblomstfamilien (Asteraceae), der omfatter ca. 1200 arter på verdensplan, hvoraf ca. 22 forekommer i Himalaya. Nedenfor præsenteres tre arter.

 

Senecio graciliflorus er almindelig fra Kashmir mod øst til det sydvestlige Kina og Malaysia, hvor den vokser i skovkanter og langs floder, fra 2000 op til 4100 meters højde. Den kan kendes på de dybt fligede blade.

 

Nepal 2009
Senecio graciliflorus, voksende ved Darjaling i den sydlige del af Langtang Nationalpark, centrale Nepal. Bjerget i baggrunden hedder Bemthang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Senecio cappa er også en meget almindelig plante, som vokser i åbne områder mellem 1300 og 3300 meters højde, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina. I Nepal anvendes saft fra dens rod mod feber, og en pasta af bladene smøres på bylder. Der fremstilles også alkohol af planten.

 

Nepal 2009a
Senecio cappa, fotograferet i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De fleste brandbæger-arter er oprette urter, men denne, Senecio scandens, hænger ofte ned over skrænter eller klatrer hen over andre planter. Den har en uhyre stor udbredelse i Asien, fra Uttarakhand mod øst til Taiwan, Sydøstasien og Filippinerne. I Himalaya vokser den i højder mellem ca. 1800 og 4000 m.

 

Nepal 2009a
Senecio scandens, hængende ned fra en skrænt nær Chame i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Geum elatum tilhører rosenfamilien (Rosaceae). Denne storblomstrede nellikerod-art, som kan blive indtil 50 cm høj, er meget almindelig i alpine enge i højder mellem 2700 og 4400 m, udbredt fra Pakistan mod øst til Sikkim og den sydligste del af Tibet. I Nepal anvendes en pasta af bladene til at smøre på sår.

 

Himachal Pradesh 2007
Geum elatum, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. Der ses også blade af en potentil-art, Potentilla argyrophylla. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Crucihimalaya himalaica, som førhen blev regnet for en fjeldkarse under navnet Arabidopsis himalaica, tilhører korsblomstfamilien (Brassicaceae). Denne art er almindelig blandt klipper og på græsgange i højder mellem 2400 og 4300 m. Den er udbredt fra Afghanistan mod øst til Bhutan og findes også i Tibet, hvor dens blomster og blade benyttes til behandling af forgiftning, forårsaget af fordærvet kød.

 

Himachal Pradesh 2007
Crucihimalaya himalaica, Great Himalayan Nationalpark, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jams (Dioscorea) er en kæmpestor slægt af slyngplanter, der omfatter omkring 613 arter. Disse planter er udbredt i klodens varmere egne, langt de fleste i troperne og subtroperne, med kun nogle få arter i tempererede områder. Slægten er opkaldt efter den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin).

 

Nepalesisk jams (Dioscorea deltoidea) er vidt udbredt i bjergområder fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina og videre sydpå til Sydøstasien. Den friske rod anvendes som fiskegift. Den knuses og blandes med vand til tøjvask, og denne sæbe bruges også til kropsvask for at slå lus ihjel. Rodknolden er spiselig efter kogning. I Nepal er denne art meget benyttet i folkemedicinen. Saft fra rodknolden anvendes mod forstoppelse samt til at uddrive rundorme. Yngleknopperne på den øverste del af stænglen koges, og væsken drikkes mod luft i tarmene, og saft fra disse yngleknopper anvendes mod dysenteri. Andre steder benyttes rodknolden mod forskellige sygdomme, bl.a. astma og gigt, og endvidere som svangerskabsforebyggende middel.

 

Himachal Pradesh 2007
Frøstande af en nepalesisk jams (Dioscorea deltoidea), der slynger sig op ad et figentræ (Ficus), Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frøstjerne (Thalictrum) er en slægt i ranunkelfamilien (Ranunculaceae), som er udbredt i det meste af den nordlige halvkugle, samt tillige i det sydlige Afrika og Sydamerika, med flest arter i tempererede områder. Der er stor uenighed om antallet af arter, og angivelser varierer fra 120 til 200 arter, hvoraf omkring 20 er udbredt i Himalaya.

 

Thalictrum cultratum er en høj plante, som til tider måler 1,2 m. Denne art har adskillige grenede blomsterstande med talrige små grønlig-hvide blomster, hvis støvdragere er purpurfarvede forneden og gule i spidsen. Den er meget almindelig i krat og græsklædte arealer samt på åbne skråninger, mellem 1700 og 4200 meters højde, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Himachal 2009
Thalictrum cultratum, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Wulfeniopsis amherstiana, som førhen var placeret i slægten Wulfenia, er en lille plante af vejbredfamilien (Plantaginaceae) med blålige blomster i et langt ensidigt aks. Denne art vokser på skyggefulde klipper mellem 1500 og 3000 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det centrale Nepal. Saften af dens rod benyttes mod mavepine.

 

Himachal 2009
Wulfeniopsis amherstiana, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidsler af slægterne Carduus og Cirsium, der omfatter 350-400 arter på verdensplan, er allestedsnærværende i Himalaya, hvor der findes ca. 9 arter. En af de almindeligste er Cirsium wallichii, en yderst variabel, mange-grenet plante, som kan blive indtil 3 m høj. Dens blade er forsynet med utallige lange torne, mens blomsterkurvene er hvide eller lysviolette og måler op til 4 cm i tværmål. Denne art er udbredt fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina, i højder mellem 1200 og 3300 m. Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Cirsium wallichii, Solang Nallah-dalen, nær Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indisk krap (Rubia manjith), som tilhører krapfamilien (Rubiaceae), er en slyngplante, som klatrer hen over andre planter ved hjælp af kroge på bladenes underside. Stænglerne er grønne eller gullige, og de små blomster er mørkt purpurfarvede, gullige eller orange. Et rødt farvestof, manjith, udvindes af roden, som også anvendes i traditionel medicin som et sammensnerpende middel. En pasta af stænglen smøres på skorpionsstik. Denne plante er udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet i højder mellem 1200 og 2700 m.

 

Everest 2010a
Indisk krap (Rubia manjith), Surkhe, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Lahaul-Ladakh 2014
Nærbillede af blomsterne hos indisk krap, Manali, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Slægten løvehale (Phlomis), af læbeblomstfamilien (Lamiaceae), omfatter over hundrede arter, som er udbredt fra Sydeuropa mod øst gennem Mellemøsten til Centralasien og Kina. Blomsterstandene hos disse planter er meget karakteristiske, idet blomsterne er arrangeret i tætte kranse op ad den kantede stængel.

Slægtsnavnet er afledt af græsk floga (‘flamme’), hvilket sandsynligvis hentyder til den tidligere anvendelse af de hårede blade som væger. Et af slægtens engelske navne er lampwick plant (‘lampevægeplante’). Det danske navn løvehale er af ukendt oprindelse.

Otte arter af denne slægt forekommer i Himalaya, hvoraf den almindeligste er Phlomis bracteosa, en håret plante med lysviolette blomster, som kan blive op til 80 cm høj. Den vokser i åbne områder mellem 1200 og 4100 meters højde, fra Afghanistan mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Lahaul-Ladakh 2014
Phlomis bracteosa, fotograferet neden for Rohtang-passet, Himachal Pradesh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Begonia er en kæmpestor slægt, som rummer over 1400 arter på verdensplan, udbredt i tropiske og subtropiske områder. I Asien findes over 600 arter, med ikke færre end 173 alene i Kina, hvoraf 141 er endemiske. Omkring 18 arter vokser i Himalaya, mange af dem svære at kende fra hinanden.

 

Begonia picta kan kendes på sine hårede, uregelmæssigt dobbelt-tandede blade, som ofte har purpurfarvede pletter. Denne plante er ganske almindelig på fugtige klipper og brinker samt i skyggefulde skovbryn, i højder mellem 600 og 2900 m, udbredt fra Pakistan mod øst til det sydøstlige Tibet. Stængel og bladstilke er spiselige som pickles. Arten er også vidt anvendt i traditionel medicin, hvor saft af planten tages mod hovedpine, mens saft af roden benyttes mod betændte øjne samt mod mavesår. Saften opblandes også med plantefarver for at gøre dem farvefaste.

 

Nepal 2009
Bladene af Begonia picta har ofte purpurfarvede pletter. – Chipling, Helambu, central Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I modsætning til ovenstående art er Begonia rubella hårløs, med trekantede, langt tilspidsede blade, som kan være med eller uden takker. Den vokser på skyggefulde brinker i højder mellem 600 og 1800 m, fra det centrale Nepal mod øst til Sikkim. I Nepal fremstilles også pickles af stængel og bladstilke af denne art.

 

Nepal 2009
Begonia rubella, hængende ned fra en brink langs en sti, Chisapani, Helambu, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Salvie (Salvia) er attraktive medlemmer af læbeblomstfamilien (Lamiaceae) – en kæmpestor slægt, som rummer ca. 1000 arter på verdensplan, hvoraf mange dyrkes som prydplanter. I Himalaya træffes 11 arter, af hvilke nogle har blå, andre gule blomster.

 

Salvia lanata har lyseblå blomster, arrangeret i kranse op ad stænglen. Denne smukke plante vokser i åbne områder mellem 1500 og 3000 meters højde i det vestlige Himalaya, fra Pakistan mod øst til det vestlige Nepal. Lokalt tilberedes planten som grønsag, og den anvendes også i salater.

 

Uttarakhand 2008
Salvia lanata, Asi Ganga-dalen, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På grund af sine klæbrige kirtelhår blev Salvia nubicola førhen kaldt S. glutinosa, afledt af latin gluten (‘lim’). Denne plante, som vokser i åbne områder mellem 2100 og 4300 meters højde, kendes nemt på sin spydformede bladbasis samt de gule blomster. Den er vidt udbredt, fra Pakistan mod øst til Bhutan, samt i det centrale og sydvestlige Asien og i Sydeuropa. I Himalaya rister man frøene og fremstiller pickles af dem. Medicinsk anvendes saft af roden mod feber.

 

Nepal 2009a
Salvia nubicola nær landsbyen Chame i den øvre Marsyangdi-dal, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gedeblad (Lonicera) er en slægt med omkring 180 arter af buske og slyngplanter i familien Caprifoliaceae, hjemmehørende på den nordlige halvkugle. Slægtsnavnet blev givet til ære for den tyske botaniker Adam Lonicer (1528-86). Mange gedeblad-arter dufter skønt, og en del dyrkes af denne grund som prydplanter i haver. I Himalaya træffes omkring 25 arter, buske såvel som slyngplanter. Foruden de to arter præsenteret nedenfor findes billeder af andre centralasiatiske arter andetsteds på denne hjemmeside, se Bjergflora: Flora i Ladakh. – Læs også om den invasive japanske gedeblad (Lonicera japonica), se Natur: Invasive arter.

 

Lonicera rupicola er en lav busk med lyserøde eller svagt purpurfarvede blomster, som vokser blandt krat, i græsklædte områder samt på grusskråninger i højder mellem 2000 og 5000 m. Arten er udbredt fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Kina.

 

Nepal 2013
Lonicera rupicola, Kambachen, øvre Ghunsa-dal, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lonicera quinquelocularis er en stor busk, indtil 6 m høj, med brede, elliptiske blade. Blomsterne, som sidder parvis i bladhjørnerne hos ældre blade, er først cremefarvede og bliver siden gule. Denne art er almindelig i skove og krat mellem 1800 og 3000 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Kina.

 

Nepal 2013
Lonicera quinquelocularis, fotograferet nær landsbyen Shyabru, Langtang Nationalpark, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet september 2018)

 

(Revideres løbende)