Flora i Alperne og Pyrenæerne

 

 

 

 

 

 

 

Pyrenæerne er en bjergkæde i det sydlige Frankrig og det nordlige Spanien, som strækker sig næsten 500 km fra nær Atlanterhavet mod øst til lige nord for Cap de Creus på Middelhavskysten. Det højeste bjerg er Aneto (3404 m), som ligger i den centrale del. Langs størsteparten af bjergkæden udgør de højeste toppe grænsen mellem Spanien og Frankrig, med den lille selvstændige stat Andorra beliggende mellem de to lande.

Begge bjergkæder er hjemsted for et forbløffende stort antal blomsterplanter. Ikke færre end ca. 4500 arter er truffet i Alperne, hvoraf omkring 360 er endemiske, mens Pyrenæerne er hjemsted for omkring 3500 arter, hvoraf ca. 200 er endemiske. Disse antal omfatter dog også alle arter, der vokser i lavtliggende dale, af hvilke mange er vidt udbredte i Europa.

 

Hendes måde at fotografere planterne på i deres naturlige omgivelser var meget inspirerende. Mange af billederne havde dramatiske klippepartier eller bjergskråninger som baggrund, og hvis planten var tættere på, sørgede hun oftest for, at der ikke var en generende baggrund eller andet, der kunne forstyrre motivet.

På mine første botaniske rejser til Alperne, i 1968 og 1970, forsøgte jeg at fotografere på samme måde, men i begyndelsen med et pauvert resultat, da jeg ofte overså de forstyrrende elementer i billederne. Siden gik det bedre, og nedenfor ses et udvalg af mine billeder fra senere rejser til Alperne, samt et enkelt sensommer-besøg i Pyrenæerne.

Planterne er præsenteret alfabetisk efter familienavn, slægtsnavn og artsnavn. En række botaniske udtryk er forklaret nederst på siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter er meget karakteristisk, idet den består af en kompakt, kugleformet skærm for enden af en ugrenet stængel. Den unge blomsterstand er omgivet af en papiragtig hinde, som deler sig, når blomsterne springer ud.

 

I Alperne vokser den op til højder omkring 2800 m.

 

 

 

 

 

Artsnavnet victorialis (’den sejrende’) skyldes et andet tysk navn på arten fra Middelalderen, Siegwurz, som betyder ‘sejrens rod’. Løgene blev også båret som amulet mod angreb af ’urene ånder’, bl.a. af bøhmiske minearbejdere.

Allemandsharnisk er ret almindelig i Alperne i mellemhøjder, hvor den vokser i græsklædte områder. Traditionelt har man betragtet arten som værende vidt udbredt, fra Europa og Kaukasus gennem Centralasien og Himalaya til det nordlige Kina, Korea og Japan, og videre til Alaska. Fornylig er de østasiatiske og amerikanske bestande imidlertid blevet udskilt som en selvstændig art, Allium ochotense.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden i denne familie er unik, hos næsten alle arter arrangeret i skærme for enden af stængel eller grene. Blomsterstanden kan være simpel, kun bestående af et tæt hoved eller en enkelt skærm, normalt med højblade, det såkaldte storsvøb, ved basis, og hver af stilkene, de såkaldte stråler, har en enkelt blomst for enden. Sammensatte skærme er mere almindelige, bestående af en såkaldt storskærm med adskillige stråler, hvorpå der sidder småskærme. Hver af småskærmene har normalt små højblade, småsvøbet, ved basis, samt en række stråler med en blomst for enden. Blomsternes farve er normalt hvid, men gul, lyserød eller purpurfarvet forekommer også ofte, blå og rød sjældent. Blomsterne har 5 kronblade og støvdragere. Bægerblade mangler i reglen. Der er 5, hvis de er til stede.

Familienavnet er afledt af navnet på honningbier, slægten Apis, hvilket hentyder til, at mange medlemmer af familien besøges flittigt af bier og andre nektar-sugende insekter, specielt svævefluer.

 

Slægtsnavnet, som kommer af latin angelicus (‘engleagtig’), oprindeligt af græsk angelos (‘budbringer’), stammer fra Middelalderen, hvor lægeurten kvan (Angelica archangelica) kaldtes for angelus herba (’engleurt’). I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Denne Urt kaldis Engel-Rod eller Hellig-Aands-Rod, oc det for sine fortreflige Kræfters oc Dyders skyld, saasom at enten den Hellig Aand selfuer eller Englene hafde aabenbarit det menniskelige Kiøn denne Vext oc lægesom Rod.”

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’. Den ses dog mere almindeligt i åbne områder som marker, hegn og moser.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin aster (‘stjerne’), hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til blomsterstandens svøbblade, der sidder i stjerneform. Flere af arterne blev førhen anvendt i folkemedicinen.

 

Denne art er vildtvoksende i den østlige halvdel af Alperne, hvor den findes i lyse skove, lysninger og krat, samt langs floder, sædvanligvis på kalkrige jorder. Den kan træffes op til højder omkring 2300 m.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Pyrenæerne mod øst gennem Alperne, Karpaterne og Balkan til Tyrkiet og Kaukasus. Den blev indført til England i 1500-tallet og er blevet forvildet i adskillige områder. Dens naturlige habitat er bjergenge og andre græsklædte områder, skovlysninger og langs floder, normalt på kalkrige jorder. Højdemæssigt er den vidt udbredt, fra lavtliggende dale op til omkring 2300 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i de sydvestlige Alper, den nordlige del af Apenninerne, Pyrenæerne, samt de nordlige iberiske provinser Katalonien og Huesca.

 

 

 

 

 

Navnet hareøre sigter til Bupleurum rotundifolium, hvis blade minder om en hares ører. Roden af adskillige arter er en vigtig ingrediens i den traditionelle kinesiske medicin chai hu, der anvendes mod en mængde lidelser, bl.a. åndedrætsbesvær, svimmelhed, uregelmæssig menstruation, hoste, feber og influenza. Direkte oversat betyder navnet ‘barbarernes optændingspinde’. Formodentlig iagttog kineserne nogle ‘barbarer’ anvende tørrede stængler af hareøre som optænding.

 

Denne art er vidt udbredt i bjergområder, fra Pyrenæerne mod øst til Polen, Tjekkiet samt den nordlige del af Balkan. I Alperne kan den træffes op til mindst 2100 meters højde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khairephyllon, fra khairo (‘at være glad’) og phyllon (‘blad’), det klassiske navn på havekørvel (Anthriscus cerefolium), en urt, som er meget anvendt i køkkener omkring Middelhavet. Hvorfor ordet er blevet hæftet på hulsvøb-arterne er uklart, men formentlig på grund af, at visse af arternes blade minder om havekørvels blade.

 

Denne plante vokser især på fugtige steder, bl.a. våde enge og langs vandløb, men den kan også findes i mere tørre, græsklædte områder, specielt i større højder. Den er udbredt i Mellemeuropas bjergegne, bl.a. Harzen, Thuringerwald, Sachsen, Alperne, Pyrenæerne, Apenninerne og Karpaterne, samt på Balkan. Mod øst træffes den til Ukraine. Den vokser op til omkring 2000 meters højde.

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter placerer denne plante i slægten Pleurospermum (nedenfor).

 

 

 

 

 

Det danske navn kommer af tysk Mannstreu, som direkte oversat betyder ‘mandens trofasthed’, men en tolkning går på, at det var planten, som var ‘trofast’ mod manden, idet den blev indtaget som potensfremmende middel.

 

 

 

Slægtsnavnet er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules).

Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst. Det danske folkenavn Herkulesurt hentyder til dette sagn.

Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab. Navnet bjørneklo kan måske også skyldes frugternes udseende. Hvis man holder en frugt op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer. Navnet troldkonekål er nedsættende.

 

Denne plante, opdelt i ca. 16 underarter, er udbredt i hele Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, samt i Marokko, Tyrkiet og Kaukasus. I Alperne træffes den op til højder omkring 2700 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk spondylos (‘ryghvirvel’), hvilket sigter til stængelafsnittene.

 

 

 

 

 

Hvorfor navnet Laserpitium er blevet påhæftet denne slægt, er uklart. Det er afledt af latin lacarpicium, navnet på en harpiks, som blev anvendt medicinsk samt som ingrediens i køkkenet i det Gamle Rom. Den blev udvundet af forskellige slægter af skærmplanter, bl.a. kæmpefennikel (Ferula) og Silphium, sidstnævnte navn afledt af silphion, det græske ord for disse harpiksplanter. En af anvendelserne var som svangerskabsforebyggende middel.

 

Denne plante er begrænset til den sydlige del af Alperne, fra Frankrig mod øst til Østrig, voksende på varme, tørre, kalkrige skråninger.

Artsnavnet blev givet til ære for den schweiziske fysiolog, naturhistoriker og digter Victor Albrecht von Haller Senior (1708-77), professor i botanik i Göttingen og ofte kaldt for ‘den moderne fysiologis fader’. Han var blandt de første botanikere, som indså vigtigheden af herbarier ved studiet af planters variation, og som en konsekvens heraf indsamlede han materiale fra forskellige lokaliteter og habitater, samt i forskellige stadier af udvikling.

Slægten Halleria, som er attraktive buske fra det sydlige Afrika, blev opkaldt til hans ære af Linné.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Europa, kun fraværende i Island, Holland og Grækenland, samt på de Britiske Øer. I Danmark er den meget sjælden, idet den kun vokser et enkelt sted på Sjælland.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Alperne, Pyrenæerne og Apenninerne, samt i bjerge på Balkan, voksende på skråninger i højder mellem 800 og 2300 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk peukedanos (‘bitter’), hvilket sigter til indholdet af bitterstof i mesterrod (nedenfor).

 

Denne art er hjemmehørende i bjergegne i Mellem- og Sydeuropa, bl.a. i Alperne, den nordlige del af Apenninerne, Karpaterne, det franske Massif Central, samt bjerge på den Iberiske Halvø. På grund af artens medicinske egenskaber er den blevet indført mange andre steder, bl.a. til Danmark, hvor den dog er meget sjælden i dag og muligvis kun findes et enkelt sted på Sjælland.

Artens voksesteder omfatter bl.a. enge, græsgange, stejle skrænter og jordskred. I Alperne findes den op til omkring 2200 meters højde.

Det danske navn hentyder til artens udstrakte anvendelse inden for traditionel medicin. I gamle dage blev roden betragtet som indeholdende vidunderlige egenskaber. Den blev kaldt remedium divinum (‘guddommeligt middel’) og solgt i apoteker undernavnene Radix ostruthii eller Rhizoma imperatoriae. Den blev benyttet til behandling af sygdomme i tarme, mave og nyrer, samt mod hjertekar-sygdomme, hudproblemer, betændelse, feber, influenza og forkølelse. Roden blev også anvendt som tilsætningsstof i forskellige former for akvavit.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i skovlysninger og krat, på enge og græsgange, samt langs veje, fortrinsvis på næringsrige og kalkholdige jorder, fra lavlandet op til omkring 2300 meters højde. Den er vidt udbredt, fra Europa mod øst til Kaukasus. I Danmark er den sjælden og findes først og fremmest på Sjælland og Lolland-Falster.

Førhen blev denne art ofte anvendt i traditionel østrigsk medicin til behandling af åndedrætsbesvær, feber, betændelse, forkølelse og influenza.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk pleuron (‘ribbet’) og sperma (‘frø’), hvilket hentyder til slægtens vingede frugter.

 

Denne art, der vokser i lyse skove og græsland samt på græsgange er tilknyttet kalkrige jorder. Den er udbredt i Alperne og Karpaterne, samt på Balkan, med isolerede bestande i de Schwäbische Alper, Thüringer Wald og det nordlige Bayern, og der er også små sårbare svenske bestande i Götaland, Svealand og den sydlige del af Norrland. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 1850 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i størsteparten af Europa, mod syd til Middelhavet, mod øst til europæisk Rusland og Tyrkiet. Den vokser især på solrige steder på kalkgrund, på græsklædte, tørre bakker og i skovkanter. I Alperne kan den træffes op til omkring 1900 meters højde. I Danmark er den sjælden, begrænset til nogle få tørre bakker i Nordsjælland og på Stevns.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk asplenon, det klassiske navn på radeløv, oprindeligt fra splen (‘milt’), hvilket sigter til deres anvendelse mod miltbrand hos kvæg.

 

Arten er vidt udbredt, idet den findes overalt i Europa, mod øst til størsteparten af Sibirien, samt i Nordafrika, Mellemøsten, Centralasien, Himalaya og Kina. I Centralasien kan den træffes op til omkring 3300 meters højde. I Danmark vokser den på murene af en række slotte og andre gamle bygninger. Den største bestand findes på Kronborg og består af mere end 5000 planter.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder begge til, at arten ofte vokser på mure, samt til bladenes lighed med blade hos rude (Ruta graveolens).

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er næsten globalt udbredt på spredte lokaliteter. Den vokser på klipper og gamle husmure, fra havniveau op til omkring 3000 meters højde. Den er ret almindelig i Pyrenæerne og Alperne. Førhen fandtes den spredt rundt i Danmark, men er gradvis blevet sjældnere, og i dag vokser den kun på 17 lokaliteter, flest i det nordlige Bornholm.

Arten og dens nære slægtninge blev meget anvendt inden for den traditionelle urtemedicin. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) skelner begge mellem en lys og en mørk adianton. De blev begge i flæng kaldt for polytrichon (‘mange hår’), kallitrichon (‘lyse hår’), trichomanes (‘fine hår’), samt capillus veneris (‘venushår’). Angiveligt indeholdt de stoffer, der virkede som modgift, og de blev benyttet som vanddrivende middel, til at uddrive nyresten, kurere åndedrætsproblemer, gulsot, milt-sygdomme og hudlidelser, samt som hårfremmende middel.

Artsnavnet er forklaret ovenfor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden består af mange individuelle blomster, der sidder tæt sammen og danner en såkaldt kurv, der minder om en enkelt blomst. Kurven er omgivet af et hylsteragtigt svøb af tætpakkede grønne højblade, ofte fejlagtigt kaldt for bægerblade. De centrale blomster er symmetriske, og kronbladene er vokset sammen til et rør. Disse blomster kaldes for skivekroner. De ydre blomster er asymmetriske, idet der til den ene side sidder en tungeformet lap, der ofte fejlagtigt benævnes kronblad. Disse blomster kaldes for randkroner. Hos nogle arter mangler enten skivekroner eller randkroner.

 

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.

Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den italienske apoteker Nicholas Clavena (død 1617), som var forfatter af Historia Alsinthii Umbelliferi, fra 1610.

 

 

 

En kilde angiver, at artsnavnet er afledt af latin herba (‘urt’) og rota (‘hjul’), hvilket skulle sigte til den cirkelformede kurv. Denne tolkning virker lidt søgt, da alle kurvblomster har cirkelformede blomsterstande. En anden mulig forklaring er, at rotta, italiensk for ‘brudt i stykker’ (= findelt), hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser især i forstyrrede områder, bl.a. på brakmarker og langs veje og diger.

De grågrønne blade er meget findelte, duftende, op til 10 cm lange, og de talrige kurve, op til 50, er tæt samlet i en flad, skærm-lignende klynge op til 30 cm i tværmål. Randkronerne er hvide, meget større end de små, gullige eller cremefarvede skivekroner. Hele kurven måler kun op til 8 mm i diameter.

I dele af det sydvestlige USA kaldes denne art for plumajillo (‘lille fjer’ på spansk), hvilket sigter til det findelte løv.

Dens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aden (‘kirtel’) og stylos (‘griffel’), hvilket sigter til de kirtelhårede grifler hos slægten.

 

Arten kendes nemt på de store, nyre- eller hjerteformede, tandede grundblade, op til 14 cm brede og 9 cm lange. De ørede stængelblade er meget mindre og aftager gradvis i størrelse op ad stænglen. De talrige kurve, som sidder tæt i toppen af stænglen, indeholder kun skivekroner, indtil 8 mm lange, purpurblå eller lyserøde.

Man støder ofte på bevoksninger af grå hovblad, hvis blade er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af Oreina cacaliae, en metallisk grøn eller blå billeart, som tilhører bladbillefamilien Chrysomelidae. Larver af denne art findes næsten udelukkende på blade af grå hovblad, samt alpe-hestehov (Petasites paradoxus) (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene, der bliver op til 10 cm lange, er samlet i en roset. De er dybt snitdelte med meget karakteristiske trapez- eller rudeformede flige, endefligen omtrent trekantet i omrids. Kurvene, til 4 cm i diameter, er enlige for enden af en tynd, bladløs stængel, op til 20 cm lang. Svøbbladene er mørke, ofte melede. Skivekroner mangler, randkronerne er varmt gule, båndlignende.

Denne art vokser i skyggefulde bjergskove op til højder omkring 2200 m, fra Spanien mod øst gennem Alperne til Balkan, Karpaterne og Ukraine, og derfra mod nord til Polen og Hviderusland.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er muligvis afledt af græsk arni (‘lam’), hvilket sigter til disse planters blade, som er dækket af bløde hår.

 

Arten har været anvendt medicinsk i flere hundrede år, hvilket er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Det gamle folkenavn Sankt Hansblomst hentyder til artens blomstringstid i Danmark sidst i juni, mens engelurt sigter til, at man mente det var englene, der viste menneskene plantens medicinske egenskaber. Knuste blomster stukket op i næsen fremkalder nysen, deraf betegnelserne nyseurt og fnysblomme. Navnene hesteblomme og røvrose (sikkert oprindeligt ræverose) er nedsættende. Bladene blev førhen anvendt som tobakserstatning – heraf folkenavnet tobaksurt.

 

 

 

 

 

 

 

Malurters anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Plantens karakteristiske duft skyldes dens æteriske olier, der bl.a. indeholder kamfer, kamfén, eukalyptol og borneol. I Schweiz og Italien har arten været anvendt som tilsætningsstof til vermouth i hundredevis af år. I dag er den ret sjælden på grund af overdreven indsamling.

 

 

 

 

 

 

Alpe-asters vokser især på tør og kalkrig jordbund. I Alperne træffes den fra lavlandet op til omkring 3100 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, fortrinsvis i skovlysninger og andre åbne områder, op til højder omkring 2800 m.

Artsnavnet er afledt af Bellis, slægtsnavnet på tusindfryd, samt aster (‘stjerne’), hvilket sigter til blomsternes lighed med tusindfryd-blomster. Det nu ugyldige artsnavn michelii blev givet til ære for den italienske botaniker Pier Antonio Micheli (1679-1737), som var professor i botanik i Pisa, kurator for Orto Botanico di Firenze, samt forfatter af Nova plantarum genera iuxta Tournefortii methodum disposita. Han var en førende autoritet inden for sporeplanter og opdagede sporerne hos svampe.

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser især i græsklædte områder på kalkholdig jord, samt i tørre skove i mellemhøjde, op til mindst 2000 m. Arten er vidt udbredt i bjergegne i Mellemeuropa, samt på Balkan.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for tidsel, sandsynligvis afledt af Sanskrit kasati (‘at kradse’), hvilket sigter til tornene.

 

Stænglen er normalt op til omkring 50 cm høj, undertiden op til 90 cm, let bueformet, grenet, glat eller til tider med tornede vinger, den øvre del sædvanligvis uden blade, torne og vinger. Bladene er meget variable, hårløse, siddende, helrandede eller snitdelte, til tider tandede.

Arten adskiller sig fra andre medlemmer af slægten ved kun at have en enkelt kurv for enden af hver sidegren. Kurven er først opret, siden ofte nikkende. Svøbbladene står ud til siden, modsat hos den ret lignende Cirsium tuberosum.

Den vokser især i klippefyldte kalkstensområder, fra lavtliggende dale op til højder omkring 3000 m. Den er udbredt fra Pyrenæerne via Alperne til den nordlige del af Balkan og Karpaterne.

 

 

 

 

 

 

 

Den blev tidligt indslæbt til mange andre egne af kloden, bl.a. Nordamerika, hvortil den ankom i begyndelsen af 1800-tallet og hurtigt blev et besværligt ukrudt i landbrugsområder. Arten er blevet erklæret et uønsket ukrudt i USA, Canada, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I kølige egne er denne art toårig, idet den kræver to vækstsæsoner for at udvikle blomster. Den overvintrer som bladroset. Den kan blive indtil 1,5 m høj, ofte med forgrenet stængel. Bladene er store, ofte op til 60 cm lange, dobbelt snitdelte, med en glat, voksagtig overflade samt skarpe, gulbrune eller hvidlige torne i spidsen af fligene. De store kurve, som sidder for enden af stænglerne, er indtil 7 cm i tværmål, med hundredevis af purpurrøde skivekroner. Kurven er omgivet af meget store og skarpe svøbblade.

 

 

 

 

 

Tornene hos denne plante er ret bløde. Den har en kraftig stængel, der varierer i højde mellem 40 cm og 1,6 m, vidt forgrenet mod toppen, med vinger, som har fine torne langs ribberne. De nedre blade måler indtil 35 cm i længden og 20 cm i bredden, og de mindskes gradvis i størrelse op ad stænglen.

Kurvene er tæt klumpet sammen i spidsen af stængel og sidegrene, 2-5 sammen, indtil 2,5 cm i diameter, skivekroner purpur-violette, randkroner manglende.

Artsnavnet er afledt af latin personatus (‘bærende maske’), hvilket formodentlig hentyder til de meget mørke svøbblade under kurvene.

 

 

 

 

 

Blomsterkurven har adskillige kredse af svøbblade, hvoraf de yderste er grønne og bladlignende, med tornede spidser, mens de inderste er pergamentagtige, hvidlige eller gullige, og minder om tungeformede randkroner. Disse svøbblade er hygroskopiske. I tørt vejr er de spredt ud i vifteform og annoncerer over for bier og svævefluer, at her er der mad. I fugtigt vejr folder de sig beskyttende sammen over skivekronerne. I folkloren blev dette set som et tegn på kommende regnvejr.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den hellige romerske kejser, ærkehertug af Østrig, konge af Spanien og herre over Nederlandene, Karl V (1500-58), kaldt Charlemagne eller Karl den Store. Ifølge legenden benyttede han roden af Carlina acaulis (nedenfor) til at kurere sygdomme blandt sine soldater.

 

Opdelt i 4 underarter er denne art udbredt fra Pyrenæerne mod øst til Balkan og derfra mod nord til Polen og Ukraine. Nominatracen er ret almindelig i Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i hovedparten af det centrale og sydlige Europa, mod øst til Hviderusland og Ukraine og med en isoleret bestand i Kaukasus. Den vokser i tørre, græsklædte områder, fortrinsvis på kalkrig jord, fra dalene op til omkring 2800 meters højde.

Rhizomet indeholder forskellige æteriske olier, der tidligere blev anvendt mod forkølelse samt som vanddrivende middel. Unge kurve kan koges og spises på samme måde som artiskok (Cynara cardunculus), hvilket gav arten folkenavnet jægerens brød.

Artsnavnet er latin og betyder ‘stængelløs’, af a (‘uden’) og caulis (‘stængel’).

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter har ikke randkroner, men er karakteriseret ved at besidde to slags skivekroner, hvoraf de yderste er langt større, frynsede og sterile. Deres opgave er at tiltrække bestøvere.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kentauros (‘kentaur’). Sagnet fortæller, at kentauren Kiron engang havde et betændt sår på foden, som stammede fra en pil, der var dyppet i blod fra Hydra, et mange-hovedet, slangelignende uhyre med giftig ånde og blod så giftigt, at selv lugten derfra var dødelig. Kiron kurerede sig selv ved at smøre saft fra et medlem af denne slægt i såret.

 

Denne plante, som findes i græsland og andre åbne steder, er vildtvoksende i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, fra Belgien, Frankrig og Spanien mod øst til Polen, Tjekkiet og Østrig, og videre sydpå til Balkan, hvor den vokser i højder mellem 500 og 2200 m. Den dyrkes mange andre steder og ses ofte forvildet, bl.a. i Danmark, Sverige, Rusland og USA. Den er almindelig i Alperne.

Den lignende kornblomst (C. cyanus) kan kendes på, at den har adskillige kurve på hver sidegren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, ugrenet, stivhåret, indtil 50 cm høj, blade talrige, til 11 cm lange og 5 cm brede, lancetformede-trekantede, spredt tandede eller helrandede, stængelomfattende. Kurvene er store, enlige, til 6 cm i diameter, de mørke svøbblade skjult bag et ‘gardin’ af lyse, fjeragtige stive hår. Skivekroner lyserøde.

Det latinske artsnavn hentyder til de fremtrædende bladnerver, mens forstavelsen frynse- sigter til de dybt fligede ydre skivekroner.

 

 

 

 

 

Denne plante trives i tørre, græsklædte områder, langs veje samt på brakmarker, helst på kalkrig bund. Den er udbredt i næsten hele Europa og videre mod øst gennem størsteparten af Sibirien og Centralasien. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2200 m.

Det latinske artsnavn hentyder til en gammel tro på, at bladene af denne art kunne helbrede skab.

 

 

 

 

 

I sit første leveår sætter denne toårige, til tider flerårige urt en bladroset, det følgende år en mangegrenet slank stængel, opret eller opstigende, håret, indtil 1 m høj. Stængelbladene er spredte, indtil 5 cm lange, snitdelte i talrige tynde segmenter. Bladene bliver gradvis mindre og mindre delte op ad stænglen. Kurvene er ægformede, enlige for enden af grenene, til 2,5 cm lange og 1,5 cm brede, skivekroner lyserøde, ofte med purpuragtigt skær, svøbblade ovale, med mørk spids og frynser langs kanten.

Denne art vokser i mange forskellige habitater, bl.a. græsland, brakmarker, langs veje og jernbaner, tomter og andre forstyrrede steder. Den er oprindelig i Østeuropa og det sydvestlige Asien, men er blevet naturaliseret mange andre steder, specielt i tørre områder af Nordamerika, hvor den dækker store arealer og betragtes som en særdeles skadelig plante.

 

 

 

 

 

Ordet Cicerbita er italiensk og betyder ‘cikorie-lignende’, hvilket sigter til, at blomsterkurvene minder om dem hos cikorie (nedenfor).

 

I Finland er et folkeligt navn på denne plante ‘bjørne-hø’, da bjørne (Ursus arctos) ofte er observeret æde dens saftige blade, i lighed med elg (Alces alces) og rensdyr (Rangifer tarandus). Førhen spiste Samerne planten rå eller kogt i rensdyrmælk. (Kilde: luontoportti.com/suomi/en/kukkakasvit/alpine-sowthistle)

I Italien spises fjeld-turt også som grønsag. Unge skud koges og serveres i olivenolie eller tomatsauce. Førstnævnte sælges på markedet under navnet insalata dell’orso (‘bjørne-salat’). (Kilde: F. Scartezzini m.fl. 2012. Domestication of alpine blue-sow-thistle (Cicerbita alpina (L.) Wallr.): six year trial results. Genetic Resources and Crop Evolution, 59(3): 465-71)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kirsion, ifølge den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) navnet på en tidsel-lignende plante, afledt af kirsos (‘opsvulmede årer’), hvilket sigter til dens anvendelse mod opsvulmede årer. Det danske navn bladhoved stammer fra de løvbladlignende svøbblade hos kåltidsel (C. oleraceum).

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er vidt udbredt i Europa, fra de Britiske Øer, Tyskland og Polen mod syd til Middelhavet og Tyrkiet. Den vokser i åbne områder, bl.a. græsland, krat, lyse skove og forstyrrede steder.

Unge blade kan spises rå, og unge stængler er også spiselige efter at være skyllet grundigt i vand for at fjerne bitterstoffer. Kurvene kan koges på samme måde som artiskok (Cynara cardunculus), og en spiseolie kan udvindes af frøene.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Syd- og Østeuropa, idet den forekommer fra det franske Massif Central via Alperne mod øst til Tatra-bjergene, de Dinariske Alper, Grækenland, Ukraine og den europæiske del af Rusland. I Alperne vokser den i højder mellem 400 og 2000 m.

På engelsk kaldes denne art bl.a. for yellow melancholy thistle, hvilket sigter til de nikkende kurve, som med undtagelse af farven minder om kurvene hos forskelligbladet tidsel (nedenfor), der på engelsk hedder melancholy thistle. I Middelalderen mente man, at denne plante hjalp mod melankoli.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i græsklædte områder, krat og lyse skove, samt langs veje og floder. Den er hjemmehørende fra Nordeuropa, inklusive Skotland, mod øst gennem hovedparten af Sibirien til Kazakhstan, Sinkiang og Mongoliet. Den forekommer tillige i bjergegne i Central- og Sydeuropa, samt i Kaukasus, og den findes også nogle få steder i Island og Grønland.

I gamle dage blev arten betragtet som et godt middel mod melankoli. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger, at den drukket med vin “fordriver overflødig melankoli ud af kroppen og gør en mand så lystig som en fårekylling,” og tilføjer “Dioscorides* siger, at roden, båret om halsen, har samme virkning og fordriver alle former for melankoli. Nutidens forfattere gør sig lystige på hans bekostning. Lad dem bare, efter min mening er denne plante den bedste kur mod alle former for melankoli.”

Artsnavnet betyder ‘som Helenium‘ på latin, hvilket sigter til, at nogle af artens blade minder om grundbladene hos læge-alant (Inula helenium), se Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Kurvene er endestillede, til 4 cm i diameter, 2-6 tæt samlet, omgivet af store gullige svøbblade, som ligner løvblade og har ligget til grund for det danske slægtsnavn bladhoved. Skivekronerne er gullighvide, til tider med lyserødt skær.

Kåltidsel er almindelig i fugtige skove, på våde enge og i væld, samt langs vandløb, hvor den ofte danner tætte bestande på grund af formering ved hjælp af jordstængler. Den er hjemmehørende fra Vesteuropa mod øst til det vestlige Sibirien. I bjergområder vokser den mest i dalene, men træffes undertiden op til omkring 2000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin holus, genitiv holeris (‘grønsag’), hvilket sigter til, at unge stængler og blade er spiselige. Det danske navn hentyder også til denne brug. I Japan dyrkes arten som grønsag.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt overalt i Alperne og den nordlige del af Balkan, voksende i tørre, klippefyldte områder i højder mellem 1100 og 3000 m.

Unge skud kan koges som spinat eller anvendes i suppe. I gamle dage blev planten også kogt til svinefoder.

En lignende art, Bertolonis tidsel (C. bertolonii), er udbredt i Apenninerne. Den blev førhen betragtet som en underart af alpe-tidsel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge en kilde er slægtsnavnet afledt af oldgræsk cotyle (‘hulhed’, ‘skål’), hvilket sigter til, at de siddende blade hos nogle af arterne danner en hulhed ved basis.

 

Planten er opkaldt efter den italienske botaniker Giovanni Battista Triumfetti (1658-1708), som var direktør for den botaniske have i Rom.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i europæiske bjergegne, i Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne og Abruzzerne, samt på Balkan, og den findes også i Lilleasien. I Alperne vokser den i enge og græsgange, fortrinsvis på kalkfattig jordbund, i højder mellem 1000 og 2900 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gylden’, hvilket selvfølgelig sigter til kurvenes farve.

 

 

 

 

 

 

Denne plante kan blive indtil 50 cm høj, stængel opret, grenet foroven, blade næsten alle grundblade, linje- til lancetformede, helrandede eller med få tænder, smalnende ind ved grunden. De få stængelblade er linjeformede, helrandede. Kurvene er enlige i toppen af stængel og sidegrene, kurvbund ægformet, op til 1,1 cm lang, svøbblade sortbrune, melede, tæt tilsluttet. Både randkroner og skivekroner er svovlgule. Arten formerer sig også vegetativt ved hjælp af underjordiske stængler.

Hovedområdet for dens udbredelse er Alperne, og den findes tillige i de franske Jurabjerge, i Ungarn, samt på Balkan. Den trives på kalkrig grund, vokser ofte i sand og grus eller blandt klipper. I Alperne træffes den op til højder omkring 2500 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, darawnaj eller darawnij. Det danske navn er en direkte oversættelse af deres tyske navn, Gämswurz.

På engelsk kaldes de for leopard’s bane (‘leopardens endeligt’), et navn taget fra en af arterne, D. pardalianches, afledt af græsk pardalis (‘leopard’) og ankhein (‘at kvæle’). Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) blev saften af en Doronicum-art smurt på kød i den tro, at det ville få leoparder, som åd det, til at dø af kvælning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser på fugtige og ofte skyggefulde steder blandt kalkklipper, i højder mellem 500 og 2100 m. Den er udbredt i de østlige Alper og Karpaterne, på Balkan, samt i Italien.

 

 

 

 

 

Arten vokser især på eroderede bjergskråninger i kalkrige områder, gerne blandt sten og grus. Den er hjemmehørende i Alperne og Pyrenæerne, samt i bjergegne på Balkan og Korsika, i højder mellem 1400 og 3400 m.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved deres tidselagtige udseende, men kendes nemt på den kuglerunde, tornede blomsterstand, som er årsagen til slægtsnavnet, afledt af græsk ekhinos (‘pindsvin’) og ops (‘hoved’).

 

Arten er vildtvoksende i Central- og Sydeuropa, mod øst til det centrale Sibirien og Mongoliet, mod syd til Spanien, Tyrkiet og Turkmenistan.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk hierakion, en diminutiv-betegnelse for hierax (‘høg’). Ifølge en gammel legende skulle høge være i stand til at skærpe deres syn ved hjælp af disse planters mælkesaft. En anden mulig forklaring kan være, at spidsen af randkronerne minder om høgevinger.

 

Arten er udbredt i bjergegne i det sydlige Europa, bl.a. Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne, de Dinariske Alper og Karpaterne, i højder mellem 1100 og 2700 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer sandsynligvis af græsk hypo (‘under’) og choeris (‘ung gris’), hvilket sigter til, at grise elsker at spise roden af almindelig kongepen (H. radicata). Navnet kongepen er af usikker oprindelse. Det engelske navn på disse planter er cat’s-ear, hvilket sigter til bladene hos almindelig kongepen, som er dækket af stive hår.

 

Arten er hjemmehørende på græsgange og andre græsklædte områder, oftest på sur jordbund i højder mellem 1300 og 2600 m, udbredt fra de vestlige Alper mod øst til Balkan, Karpaterne, Tatra-bjergene og Ukraine.

Det latinske artsnavn betyder ‘enblomstret’, hvilket sigter til, at hver stængel kun har en enkelt kurv.

 

 

 

 

 

Navnet brandbæger hentyder til de sorte spidser på svøbbladene hos nogle Senecio-arter.

 

Stænglen er opret, grøn eller rødlig, normalt glat, stærkt forgrenet, til tider af en højde på 2 m, men oftest lavere. Bladene, op til 20 cm lange og 6 cm brede, er snitdelte, med tænder i randen af fligene. De meget talrige kurve, til 2,5 cm i tværmål, har 10-15 gule, båndformede randkroner og talrige orange skivekroner. Blomsterne er meget besøgt af bier, svævefluer og sommerfugle.

To af artens engelske folkenavne er stinking willie og mare’s fart (‘hoppe-fis’), hvilket sigter til bladenes ubehagelige lugt.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet var det klassiske latinske navn på havesalat (L. sativa), afledt af lactis (‘mælk’), hvilket hentyder til den hvide mælkesaft hos denne art.

 

Stænglen er indtil 60 cm høj, opret, glat, forgrenet foroven. De fleste blade er grundblade, blågrønne, stilkede, snitdelte med lancetformede, fligede eller tandede afsnit. Stængelbladene bliver gradvis mindre op ad stænglen, mindre snitdelte og stængelomfattende. Kurvene, op til 4 cm i tværmål, har kun randkroner, blå eller purpurfarvede, sjældent hvide.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk leon (‘løve’) og podion (‘lille fod’). Da han navngav denne slægt, hentydede den skotske botaniker Robert Brown (1773-1858) formodentlig til de uldne svøbblade, der kan minde om en løvepote.

 

Den kendes nemt på de tæt uldhårede svøbblade, som danner en stjerne i to lag omkring kurven, der kun har 5-6 gule skivekroner. Stænglen er meget kort, normalt under 10 cm, undertiden op til 20 cm. De spatelformede blade, til 3 cm lange og 5 mm brede, er sølv-grønne, uldhårede, men ikke i nær så høj grad som svøbbladene.

Selv om den er ret beskeden af udseende, er denne art en af de højest værdsatte planter i Alperne og på Balkan og udgør et nationalt symbol i adskillige lande: Schweiz, Østrig, Slovenien, Rumænien og Bulgarien.

På tysk betyder edelweiss ’den ædle hvide’, og i løbet af 1800-tallet blev den et symbol på renhed. Nogle erklærede endog, at indsamling af denne plante krævede mod, hvilket naturligvis er det pure nonsens, da den vokser i alpine enge og på skrænter, hvor den er meget let at indsamle. I romanen Edelweiss, fra 1861, overdriver den tyske forfatter Berthold Auerbach (1812-82) på latterlig vis dette besvær, da han hævder, at “besiddelse af et eksemplar er udtryk for usædvanligt vovemod.“

Arten blev tidligere anvendt som et traditionelt middel mod luftvejsinfektioner og underlivsproblemer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk leukos (‘hvid’) og anthemon (‘blomst’), hvilket sigter til slægtens hvide randkroner. Skivekronerne er gule. Førhen var disse planter placeret i slægten Chrysanthemum.

 

Denne plante, som mest vokser på klippefyldte steder, er udbredt i bjergegne i Central- og Sydeuropa.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen kan blive op til 1 m høj, med stilkede grundblade, indtil 25 cm lange og 7 cm brede, spatelformede eller ovale, tandede, stængelbladene meget mindre, indtil 7,5 cm lange, også tandede, basis normalt dybt fliget eller med frynser. Kurvene er indtil 7,5 cm i tværmål, normalt enlige for enden af en lang stængel. De 15-30 hvide randkroner er båndformede, indtil 2,4 cm lange, normalt med 3 små tænder i spidsen. Skivekroner gule, yderst talrige, undertiden op mod 500, som danner en let hvælvet midte.

Før fremkomsten af kemiske herbicider var arten et besværligt ukrudt på græsmarker. I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Hvid okseøje er et smukt, ondartet ukrudt, som udsmykker mangen en blomsterhave, men når den klatrer over hegnet og ambitiøst prøver på at udsmykke en hel eng, er det bare for megen udsmykning. For når det kommer til stykket, er en eng ikke en blomsterhave, og skønhed kommer ikke bare af udseende, men også af gerninger, selv blandt planter. En ko er ikke sentimental, og for den betyder okseøjer i høet bare så meget mindre hø til den selv, og for dens ejer blot så meget mindre mælk.”

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk petasos, som betyder ’bredskygget hat’. Det sigter i lighed med folkenavnene tordenskræppe og borgskræppe til de meget store blade hos rød hestehov (P. hybridus), der kan blive op til 1 m i diameter. De optræder som ’skræppeblade’ i eventyrene Den grimme ælling og Den lykkelige familie af H. C. Andersen (1805-75). (Skræppe var førhen et folkeligt navn for alle urter med meget store blade). Navnet hestehov hentyder til bladenes form hos nogle arter.

Disse planters rolle i folketroen er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Arten foretrækker fugtig bund i lyse skove, ofte omkring kilder eller langs vandløb, på alpine græsgange og langs veje. Den forekommer i størsteparten af Europa, i Tyrkiet, samt i Kaukasus. I Alperne træffes den fra lavlandet op til omkring 2700 meters højde.

 

 

 

 

 

Under blomstringen, mellem april og juni, kan stænglerne af denne art nå en højde af ca. 30 cm, men forlænges under frugtmodningen, undertiden til 60 cm. Blomsterstanden er en tæt klase af kurve med lyserøde skiveblomster, mens randkroner mangler. Stængelbladene er ofte skælagtige. De store grundblade, der kommer frem efter blomstringen, er trekantede eller hjerteformede, tandede, indtil 30 cm brede, med et tæt snehvidt filtlag på undersiden.

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i frodige, skyggefulde skove, især på næringsrig bund. Den er vidt udbredt og forekommer fra Vest- og Centraleuropa, samt Balkan, mod øst til Ukraine, Kaukasus og Tyrkiet. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2100 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin senex (‘gammel mand’), hvilket sigter til de hvide frøhår hos slægten. Det danske navn hentyder til de sorte spidser på svøbbladene hos nogle arter i slægten.

 

Denne plante vokser i klippefyldte områder på kalkrig jord, op til højder omkring 2500 m. Den er udbredt i Central- og Sydeuropa.

Det latinske artsnavn (og det danske navn) hentyder til kurvene, der minder om kurvene hos slægten Doronicum (ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af latin serratum (‘savet’), hvilket hentyder til de takkede blade hos eng-skær (nedenfor).

 

Denne plante bliver undertiden op til 1 m høj, men er normalt lavere. Stænglen er opret, gullig-grøn, often med et violet skær, glat, furet, forgrenet foroven, nedre blade stilkede, indtil 25 cm lange, ovale eller lancetformede, varierende fra helrandede til næsten snitdelte, med smalle, spidse sideflige og en lang, elliptisk, endestillet flig. De øvre blade er mindre, kortstilkede eller siddende. Bladranden er stærkt takket. Kurvede sidder i endestillede, forgrenede klynger, hver kurv indtil 2 cm i tværmål, randkroner manglende, skivekroner talrige, purpurrøde eller violette, sjældent hvide eller lyserøde.

I gamle dage blev arten anvendt medicinelt til behandling af benbrud og sår.

Det latinske artsnavn kommer af tinctus (‘farvet’), hvilket sigter til, at et gult farvestof førhen blev udvundet af artens blade. Det danske artsnavn er en oversættelse af et lokalt svensk navn på arten, ängsskära.

 

 

 

 

 

De fleste medlemmer af familien er hjemmehørende i tempererede områder på den nordlige halvkugle, med nogle arter i tropiske bjergegne samt i Andes.

Hanlige og hunlige blomster bæres i separate blomsterstande, hanner i hængende rakler, hunner oftest i oprette aks. Frøet er en nød, som hos Betula og Alnus er ganske lille og vinget.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet hos rødel (A. glutinosa) efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve.

 

Denne løvfældende busk, der bliver op til 6 m høj, har glat, grå bark, som med alderen bliver sortagtig. De ovale blade, indtil 8 cm lange og 6 cm brede, er skinnende grønne på oversiden, lysegrønne på undersiden, med dobbelt-tandet margin. Hanraklerne er hængende, op til 8 cm lange, hunraklerne oftest oprette, ellipseformede, til 1 cm lange og 7 mm brede, i klynger på 3-10 på endestillede grene. De er først grønne og bliver senere brune, når de modnes om efteråret.

Grøn el kan også formere sig vegetativt gennem rodslående grene.

 

 

 

 

 

 

 

 

Oprindelsen af navnene Myosotis og forglemmigej, samt disse planters rolle i folketroen, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

De oprette stængler, som er dækket af bløde hår, kan undertiden blive indtil 45 cm høje, men er oftest langt lavere eller næsten manglende. Grundblade og nedre stængelblade er stilkede, smalt omvendt spatelformede eller linjeformede, til 8 cm lange og 12 mm brede, hårede, øvre blade mindre, siddende. Blomsterstandene er tætte svikler, indtil 15 cm lange, blomsterne op til 8 mm i diameter, blå med hvidt svælg, omgivet af 5 hvide eller gule skæl.

 

 

 

 

 

Det latinske og det danske navn hentyder begge til den tidligere anvendelse af almindelig lungeurt (P. officinalis) mod lungesygdomme.

 

Denne art er begrænset til Vesteuropa, udbredt fra Pyrenæerne og de vestlige Alper mod nord til Belgien og Luxembourg, samt Rhin-provinsen i Tyskland. Den vokser i skove, på skovenge og langs skovkanter.

 

 

 

 

 

Disse planter har alle 4 kronblade, der sidder korsvis to og to, hvilket gav anledning til det ikke længere anvendte navn på familien, Cruciferae, afledt af latin crux (‘kors’) og‎ ferae (‘bærer’). Frugten er en såkaldt skulpe, som ved modenhed spaltes op i to dele på langs.

En meget vanskelig familie, hvor modne frugter ofte er nødvendige for bestemmelse af planten.

 

På engelsk kaldes disse planter for buckler-mustard (‘spænde-sennep’). Dette besynderlige navn hentyder til frugtens form, idet en buckler er et cirkelrundt skjold, som soldater i gamle dage holdt ved hjælp af et håndtag, eller det var fastspændt til hans underarm med en rem. Ordet er afledt af oldfransk (escu) bocler, direkte oversat ‘(skjold) med et spænde’.

 

Stænglen, som er forgrenet foroven, bliver op til 40 cm høj, bladene er lancetformede, med stive hår, indtil 12 cm lange og 1,5 cm brede, enten snitdelte eller helrandede med få tænder i randen. Bladene bliver gradvis mindre op ad stænglen. De talrige gule blomster er arrangeret i spredte, grenede, endestillede klaser, kronblade smalt ægformede, til 8 mm lange. Frugten, som er opdelt i to cirkulære halvdele, er indtil 5 mm lang og 12 mm bred, hver halvdel med et enkelt frø.

Planten formerer sig undertiden gennem rodskud.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk kardamon, et ældgammelt navn på en slags karse. Det danske navn hentyder til spredningen af frøene hos disse planter. Ved modenhed åbner skulpens klapper sig pludselig, hvorved frøene slynges ud.

 

Denne plante er tilknyttet kilder og andre fugtige steder med rindende vand på næringsrig jord. Den er vildtvoksende overalt i Europa, med undtagelse af Island, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Tyrkiet og Kaukasus. I Alperne kan den træffes op til mindst 2000 meters højde.

Planten er rig på vitamin C, og i gamle dage blev den indtaget som modvirkning mod skørbug.

 

 

 

 

 

Denne art, der tidligere blev kaldt for Dentaria enneaphyllos, vokser i løvskove og krat på kalkholdig jord. Den er udbredt fra det sydlige Skotland og Tyskland mod syd til Middelhavet, samt fra det centrale Frankrig mod øst til Ukraine og Krim. I Alperne forekommer den især i dalene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drabe, en slags karse.

 

Denne art vokser blandt klipper og i grus i kalkrige områder. Den er udbredt i bjergområder i Central- og Sydeuropa, fra Pyrenæerne via Alperne til Karpaterne, samt i adskillige lavere bjerge i Vesteuropa, deriblandt Vogeserne, Jura, Cévennerne, de belgiske Ardenner, samt på Gower-halvøen i Wales. I Alperne træffes den op til mindst 2500 meters højde.

 

 

 

 

 

 

Stængel indtil 60 cm høj, opret, grenet, håret forneden, blade snitdelte ned 4-8 flige på hver side. Blomsterstandene er mangeblomstrede, endestillede, kronblade gule, til 9 mm lange. De stilkede skulper er indtil 5 cm lange.

 

 

 

 

 

Denne art naturlige udbredelsesområde er fra Pyrenæerne, Alperne og det nordlige Balkan mod nord til det nordlige Frankrig og Tyskland, med de nordligste forekomster i det centrale Baden-Württemberg, Frankoniske Alb, samt området omkring Rhinen. Den findes også i Østeuropa, mod øst til Ukraine og europæisk Rusland, men er muligvis indslæbt her. I Alperne træffes den oftest i de lavere dele, undertiden op til højder omkring 2000 m. Dens foretrukne habitat er fugtig, næringsrig jord, og den ses ofte som kolonisator af sandede og grusede flod- og søbredder.

 

 

 

 

 

Denne plante er vildtvoksende i bjerge på den Iberiske Halvø, samt i Pyrenæerne og de sydvestlige Alper, voksende på golde, klippefyldte skråninger i højder mellem 1500 og 2500 m.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den franske botaniker og lærer Auguste Huguenin (1780-1860), som boede i Savoy. Artsnavnet betyder ‘med blade som Tanacetum‘ (rejnfan, T. vulgare).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thlaspis, en slags karse. Det danske navn hentyder til skulpens form hos nogle af arterne, der minder om en lille mønt.

 

Arten er udbredt fra det østlige Frankrig gennem Alperne til den nordlige del af Balkan. Den vokser oftest på kalksten i højder mellem 1600 og 2800 m.

 

 

 

 

 

Familien omfatter lobelier og deres slægtninge, som tidligere var placeret i en særskilt familie, Lobeliaceae, der nu betragtes som en underfamilie, Lobelioideae, af Campanulaceae.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk aden (‘kirtel’) og phorea (‘at bære’), hvilket sigter til nektar-kirtlerne.

 

Arten er udbredt fra Mellemeuropa mod øst til det centrale Sibirien og Altai-bjergene i Sinkiang og det vestlige Mongoliet. I det centrale og sydøstlige Europa forekommer arten spredt, voksende solrige steder langs skovkanter, samt i krat og græsklædte arealer.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som liljer’.

 

 

 

 

 

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, såvel som navnet på hele familien, sigter til denne slægts klokkeformede blomster, hvor ‘klokken’ er dannet af 5 sammenvoksede kronblade, der er frie i spidsen. På latin betyder campanula ’lille klokke’.

 

Denne art er almindelig i Alperne, hvor den vokser i højder mellem 800 og 2700 m, og den træffes tillige i Sudeterne og Tatra-bjergene. I Norge findes nogle små sårbare bestande, som sandsynligvis udgør en istidsrelikt. Dens voksesteder omfatter enge, græsgange og lyse skove.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’. I lighed med det danske navn hentyder det til de lange hår langs randen af kronbladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er begrænset til de sydøstlige Alper, fra Dolomiterne til Slovenien. Den vokser ofte på klipper.

 

 

 

 

 

Arten findes især i områder rige på kalk, hvor den vokser blandt græs eller i grus. Den er udbredt fra Pyrenæerne mod øst gennem Alperne til Karpaterne og Balkan. Den forekommer også i det franske Massif Central samt i Schwarzwald og i Schwäbische Alb i Sydtyskland. I Alperne træffes den op til omkring 3000 meters højde.

Blade og blomster er spiselige, rå eller tilberedt, med en behagelig mild smag.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som kokleare’. Et af artens engelske navne er fairy’s thimble (‘alfernes fingerbøl’), hvilket sigter til blomsternes form og lidenhed.

 

 

 

 

 

Arten vokser på kalkholdige jorder i lyse skove, krat eller tørt græsland, til tider langs veje og stier. Den er hjemmehørende i nordlige tempererede egne i Eurasien, fra næsten hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Spanien, Tyrkiet, Iran, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Alperne og Pyrenæerne forekommer den fortrinsvis under 1500 meters højde. I Danmark er den meget sjælden og findes kun på tør, kalkholdig bund enkelte steder på Øerne og omkring Limfjorden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘samlet i en gruppe’, hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til den tætte blomsterstand. Et gammelt engelsk folkenavn er Dane’s blood (‘Danernes blod’), hvilket sigter til en fantasifuld tro på, at planten spirede, hvor danskere var blevet dræbt under slag.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i skove og krat næsten overalt i Europa og det vestlige Asien og videre mod øst til det vestlige Sibirien, Kazakhstan og den vestlige del af Himalaya. I Alperne træffes den op til højder omkring 1500 m. I Danmark er den ret almindelig på federe jorder.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i lyse skove og krat, på marker og i haver, samt langs veje, jernbaner og hegn, fortrinsvis i halvskygge. Den spredes ved hjælp af jordstængler og danner ofte store bestande. Selv en lille stump af jordstænglen kan spire til en ny plante, hvilket gør den særdeles vanskelig at udrydde, når den først er kommet ind i en have. Dette afspejles af det danske folkenavn havepest.

Arten er udbredt overalt i Europa. Med undtagelse af Island og de Britiske Øer, mod syd til Middelhavet, Tyrkiet og Iran, mod øst til det centrale Sibirien og Centralasien. Den er også blevet indført eller indslæbt til Nordamerika, hvor den betragtes som særdeles invasiv. I Alperne vokser den op til omkring 2000 meters højde.

Artsnavnet sigter til plantens lighed med Campanula rapunculus, hvis artsnavn er diminutiv af latin rapa (majroe), således ‘lille majroe’, hvilket sigter til rodens form.

 

 

 

 

 

Denne art har en cirkumpolar udbredelse, fra omkring 40°N til 78°N. Den er meget almindelig i de fleste egne af Europa, hvor den træffes fra Middelhavet mod nord til Arktis, især voksende på tør, sur bund. I Alperne træffes den op til højder omkring 1500 m.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i europæiske bjerge, fra det nordlige Spanien over Alperne og Apenninerne til Karpaterne og Balkan. Den vokser op til en højde af ca. 3,200 m, og i Schwarzwald kan den træffes helt ned til 1000 m.

Den blev navngivet til ære for den schweiziske læge og naturhistoriker Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733), der især blev kendt gennem sin tydning af fossiler som rester fra Syndfloden.

 

 

 

 

 

Denne art, som vokser på bjergenge og i stenede områder i højder mellem 400 og 2500 m, er udbredt i de centrale og sydlige Alper, Apenninerne, Abruzzerne, samt på Balkan.

 

 

 

 

 

Denne art, som er hjemmehørende i Alperne, de Dinariske Alper, samt i bjerge på Balkan, vokser i højder mellem 1000 og 2900 m.

Det latinske artsnavn betyder ‘minder om thyrsus’ – en stav, som var associeret med vinguden Dionysos, fremstillet af en stængel af kæmpe-fennikel (Ferula communis), omviklet med løv af vedbend (Hedera helix). Navnet sigter til den ranke, oprette blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den forgrenede stængel er opstigende eller opret, indtil 60 cm lang, sjældent til 80 cm. Stængelbladene er aflange eller lancetformede, med bølget rand. Den øvre del af stænglen er uden blade. De talrige blomster er tæt samlet i et halvkugleformet, endestillet hoved, indtil 2,5 cm i tværmål. Blomsterstanden minder om den hos skabiose og blåhat i underfamilien Dipsacoideae i gedebladfamilien (Caprifoliaceae), men adskiller sig ved, at de 5 lyseblå kronblade er sammenvoksede nær grunden. Støvknapperne er hvide og udragende.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i bjerge’. Planten findes dog mest i lavlandet og er begrænset til den lavere del af bjergene.

 

 

 

 

 

Blomsterne hos disse planter er meget karakteristiske, samlet i en tæt klase, hver blomst med en smal krone, delt næsten til grunden i 5 flige, 2 cm eller længere, oftest purpurblå, til tider lyseblå, hvid eller lyserød. Til at begynde med er fligene forbundet i den øverste tredjedel, senere adskilte.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phyteuo (‘at plante’), men var også navnet på Reseda phyteuma, hvis blade blev anvendt som grønsag.

Det danske navn er afledt af det tyske navn på disse planter, Rapunzel, som stammer fra eventyret Rapunzel, der blev offentliggjort i 1812 af Brødrene Grimm. Dette eventyr er en tysk version af en historie, som kan spores tilbage til en italiensk fortælling fra 1634, Petrosinella, af Giambattista Basile. En forkortet udgave af den tyske version er bragt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Egentlig var Rapunzel navnet på rapunsel-klokke (Campanula rapunculus), som har en spiselig rod, og hvorfor det senere blev hæftet på medlemmer af slægten Phyteuma, er uklart.

Et andet tysk navn for rapunsel er Teufelskralle (‘djævleklo’), hvilket sigter til de indadbøjede blomster hos nogle af arterne.

 

Stængel opret, ugrenet, glat, til 70 cm høj, grundblade langstilkede, meget længere end brede, tilspidsede, rundtakkede, basis hjerteformet eller afrundet, øvre blade små, linjeformede eller smalt lancetformede, siddende. Blomsterstanden er en tæt, oval-cylinderformet klase med lyseblå eller blåviolette blomster, indtil 1,2 cm lange, med en udragende griffel, normalt med 3 støvfang.

 

 

 

 

 

 

 

Det er en lille plante, indtil 15, sommetider 25 cm høj, grenet fra grunden og ofte dannende tætte bevoksninger. Stængler oprette, ofte mørkebrune, grundblade græslignende, linje- eller spatelformede, helrandede, ofte med stive hår, indtil 2 mm brede. Stængelblade siddende, linjeformede, meget kortere end grundbladene. Den halvkugleformede blomsterstand er op til 2 cm i diameter, blomster blegblå til mørkeblå, tilbagebøjede. Den hårede griffel er udragende.

Arten er udbredt i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, i det nordlige Spanien, Pyrenæerne, Auvergne, det franske Massif Central, Jura-bjergene, Alperne og Apenninerne. Den foretrækker kalkfattig jordbund i højder mellem 1500 og 3000 m, ned til 600 m i nogle områder.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Pier Antonio Micheli (1679-1737), som var professor i botanik i Pisa, kurator for Orto Botanico di Firenze, samt forfatter af Nova plantarum genera iuxta Tournefortii methodum disposita. Han var en førende autoritet inden for sporeplanter og opdagede sporerne hos svampe.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, ugrenet, glat, let furet, indtil 50 cm høj. Grundbladene er i roset, stilkede, ovale eller lancetformede, øvre stængelblade mindre, linje- eller lancetformede. Blomsterstanden er en opret tæt klase til 3 cm i diameter med op til 30 blomster, kronblade himmelblå eller blåviolette.

I England er et populært navn på arten The Pride of Sussex, da den er mest almindelig i dette område.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser på næringsrige enge og i krat og skov i højder mellem 1000 og 2400 m. Den er udbredt fra Pyrenæerne mod øst via det franske Massif Central og Alperne til de Dinariske Alper i Slovenien.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Vesteuropa, fra det sydlige Norge mod syd til Spanien, samt fra de Britiske Øer mod øst til Karpaterne. I den nordlige del af udbredelsesområdet er den begrænset til løvskove, specielt af bøg (Fagus sylvatica), men længere mod syd vokser den tillige på bjergenge op til en højde af ca. 2100 m. I Danmark er den temmelig sjælden, idet den kun findes i muldrige skove i Midt- og Østjylland, samt omkring Odense.

Rod og unge blade er spiselige.

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af Caprifolium, af proto-indoeuropæisk kapros (‘gedebuk’) samt latin folium (‘blad’), et ældre synonym for gedeblad-slægten (Lonicera).

 

Blomsterne er tæt samlet i et halvkugleformet hoved og minder derved om mange kurvblomster, familien Asteraceae. Slægtsnavnet kommer af græsk kephale (‘hoved’) og den latinske endelse -aria. Det danske navn hentyder til de skælagtige dækblade under blomsterstanden.

 

Arten er udbredt omkring Middelhavet, hvor den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker og langs veje, fra havniveau op til omkring 1400 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), givet til ære for to tyske brødre, Christoph Knaut (1638-94) og Christian Knaut (1656-1716), begge botanikere og læger. Sidstnævnte publicerede Compendium Botanicum sive Methodus Plantarum Genuina, hvori han fremlægger et klassifikationssystem for blomsterplanter, baseret på kronbladenes antal og arrangement.

Førhen var disse planter placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien. Blomsterne er tæt samlet i kurvplante-lignende, endestillede hoveder.

 

Artens hovedudbredelsesområde er Alperne og Pyrenæerne, i højder mellem 400 og 2100 m. Den forekommer også i Ungarn og på Balkan, mens den længere mod nord er begrænset til spredte lokaliteter i Tyskland, Belgien og Holland. Dens habitat omfatter bl.a. græsklædte arealer, skovkanter og lyse skove.

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som Dipsacus‘ (kartebolle).

 

 

 

 

 

Denne art vokser i græsland, krat og skovlysninger, især på kalkrige jorder. Den er udbredt i de sydlige og østlige Alper og Karpaterne, samt på Balkan.

 

 

 

 

 

Tidligere var disse planter placeret i familien Valerianaceae, som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Valerianoideae, af gedebladfamilien.

Slægtsnavnet er afledt af latin valere (‘at være stærk, sund’), hvilket sigter til de medicinske egenskaber hos mange baldrian-arter.

 

Denne art er udbredt i bjergområder i det sydlige Europa, i Portugal, Spanien, Pyrenæerne, Alperne, på Sardinien, Korsika og det italienske fastland, i Tjekkiet, Polen, alle landene på Balkan, samt Tyrkiet. Den vokser udelukkende på kalkrig grund, I Alperne træffes den op til mindst 2200 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter kalder underarten for V. excelsa ssp. versifolia. Den er begrænset til Alperne, hvor den vokser i græsland og krat op til mindst 2150 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

Slægten Dianthus er omtalt nedenfor.

 

 

Arten er begrænset til Europa, men er vidt udbredt her. I de central- og sydeuropæiske bjerge findes den i de Cantabriske Bjerge og Sierra Nevada i Spanien, i Pyrenæerne, det franske Massif Central, Vogeserne, Schwarzwald, Alperne, den nordlige del af Apenninerne, på Korsika og Balkan, samt i Karpaterne. I Norge, Sverige, Finland og den nordvestlige del af Rusland findes den mod nord næsten til den arktiske kyst.

I Alperne trives den i højder mellem 800 og 2900 m, især på jordbund med silikat.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk keras (‘horn’), hvilket hentyder til de hornformede kapsler, der rager frem fra bægeret.

Det mærkelige navn hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse planter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

 

Planten er oftest ganske lav og danner tætte tuer, men kan også have oprette eller opstigende stængler, til 45 cm høje. Den er sædvanligvis håret, ofte kirtelhåret foroven. Bladene er linjeformede, lancetformede eller aflange, indtil 3,5 cm lange. Blomsterstanden er til tider enblomstret, men oftest med 3 eller flere blomster, til 2 cm i tværmål, med 5 grønne, hårede bægerblade, til 7 mm lange, samt 5 hvide, dybt delte kronblade, til 1,5 cm lange. Kapslen er indtil 1,5 cm lang. I regnfuldt eller koldt vejr er blomsterne lukket sammen.

Det danske navn skyldes artens ret store blomster, op til 2 cm i diameter.

 

 

 

 

 

Denne art trives bedst på sur jord blandt klipper og i grus, i højder mellem 1900 og 3400 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘enblomstret’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk dios (‘guddommelig’) og anthos (‘blomst’), først anvendt af den græske botaniker og lærde Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.). Oprindelsen af det danske navn er forklaret ovenfor under familienavnet.

 

Denne art er vildtvoksende i Europa, fra Spanien og Frankrig mod øst til det nordlige Balkan og Ukraine, mod nord til Belgien og Polen. Den træffes især på tørre, græsklædte, solrige steder, i højder op til omkring 2500 m.

Artsnavnet hentyder til det franske landskab Chartreuse, mere præcist til klosteret Grande Chartreuse, som var hjemsted for Karteuser-ordenen. Det lader til, at arten blev flittigt dyrket i klosterhaverne her.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, grenet foroven, glat, til 60 cm lang, blade modsatte, linjeformede, helrandede, siddende, mere eller mindre oprette, til 10 cm lange og 3 mm brede, ved basis sammenvokset til en skede. Bægeret er grønt, cylinderformet, indtil 2 cm langt. Med grønne eller rødlige tænder. Blomsterne er normalt samlet i grupper på 3-5, kronblade lyserøde, blegt lyserøde eller hvidlige, til 1,5 cm lange, mørkere nær basis, med stærkt frynset rand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser på kalksten og er udbredt fra Dolomiterne i det nordøstlige Italien mod øst til den sydligste del af Østrig, Slovenien og Kroatien.

Den blev navngivet til ære for den bøhmiske teolog, politiker, mineralog og botaniker Kaspar Maria von Sternberg (1761-1838), der betragtes som grundlæggeren af den moderne palæo-botanik.

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i Alperne, hvor den vokser på solrige skrænter og blandt klipper, i højder mellem 1600 og 2800 m. Ifølge Kew Botanical Gardens, London, findes en disjunkt bestand i det nordlige Grækenland og det sydlige Makedonien, hvilket jeg finder højst besynderligt. Måske drejer det sig om en særskilt art.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk gypsos (‘gips’) og philios (‘at elske’), hvilket sigter til, at nogle af arternes foretrukne habitat er på gipsholdig jord.

 

Denne plante er almindelig i Alperne og Pyrenæerne, hvor den vokser i græsklædte områder eller blandt klipper på kalk- eller gipsholdig jord, i højder mellem 1300 og 3000 m. Den er mindre almindelig i visse andre mellemeuropæiske bjergområder, bl.a. Apenninerne, Tatra-bjergene og Harzen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helios (‘sol’) og sperma (‘frø’), hvilket sigter til en krans af lange hårlignende gevækster på frø af denne slægt.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin sapo (‘sæbe’), hvilket sigter til anvendelsen af almindelig sæbeurt (S. officinalis) som vaskemiddel. Denne arts rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Arten er oftest lav, mangegrenet og tuedannende, men de rødlige, forveddede og hårede stængler når undertiden højder omkring 40 cm. Bladene er ovale til lancetformede, siddende, hårede, til 3 cm lange. Blomsterstandene er endestillede klynger med få eller mange blomster, kronblade røde eller lyserøde, sjældent hvide. De brune, meget hårede bægerblade er sammenvokset til et rør, op til 1 cm langt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ligner Ocimum‘ (basilikum), hvilket sigter til bladenes form. Et engelsk folkenavn på planten er tumbling Ted (‘tumlende Ted’), hvilket hentyder til dens tætte, lave vækstform.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, en satyr med hesteører og -hale, som var beskytter af vinguden Dionysos. Silenus er ofte afbildet beruset, indsmurt i klæbrigt skum fra vinen. Hans navn er afledt af græsk sialon (‘spyt’). Forbindelsen til planterne er, at hunlige planter hos nogle arter, bl.a. dag-pragtstjerne (S. dioica), udskiller en skummende væske, som er med til at fastholde pollen fra besøgende insekter.

Det danske navn hentyder til, at stænglen hos mange arter er fyldt med klæbrige kirtelhår, hvor små insekter ofte hænger uhjælpeligt fast.

 

Denne art, der omfatter et antal underarter, er almindelig og vidt udbredt på den nordlige halvkugle, hvor den er cirkumpolar. Længere mod syd er den begrænset til bjergegne, bl.a. de Kantabriske Bjerge, Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, Karpaterne, Ural-bjergene, kystnære bjergkæder i det vestlige Nordamerika, Rocky Mountains, samt Mt. Washington i New Hampshire.

Den vokser i vindblæste, klippefyldte eller grusede områder, sædvanligvis over trægrænsen. Puderne er en tilpasning til at opsuge varme i solskin.

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden stængel’. Blomsterne er dog kortstænglede. Et folkeligt engelsk navn på planten er compass plant, hvilket sigter til, at blomsterne først springer ud på sydsiden af puderne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De duftende blomster åbner sig først om aftenen for at tiltrække natsværmere. Blomstringen er unik. Hver blomst åbner sig tre nætter i træk, den første nat med en krans af støvdragere, den næste nat med en ny krans af støvdragere, mens der den tredje nat åbenbares tre grifler, altsammen en metode til at undgå selvbestøvning.

Arten er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og Mongoliet. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2500 m. I Danmark findes den hist og her på kalkrige skrænter, strandoverdrev og strandvolde i Himmerland, på Djursland samt på øerne, men er iøvrigt sjælden.

 

 

 

 

 

En vidt udbredt plante, der vokser i græsklædte og klippefyldte områder, samt på stengærder. Den findes i næsten hele Europa samt i Nordafrika og videre mod øst gennem tempererede områder af Asien til Mongoliet og det nordlige Kina. I Alperne vokser den op til mindst 2000 meters højde, mens den i Centralasien kan træffes op til højder omkring 4000 m. I Danmark er den almindelig.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘minder om viscum‘ – det klassiske latinske navn på misteltén, hvoraf der blev fremstillet en fuglelim med samme navn. I denne forbindelse hentyder navnet (i lighed med det danske navn) til den klæbrige stængel hos disse planter, hvor mindre insekter ofte hænger fast og går en ynkelig død imøde.

 

Plantens habitat omfatter bl.a. klipper, grusede flodbredder, sandbanker, græsklædte skrænter og klinter. Den er tolerant over for et højt indhold af kobber og andre tungmetaller i jordbunden.

Stænglen er opret, ugrenet, glat eller svagt dunhåret, til 40 cm høj, often purpurrød. De nedre blade, som er stilkede, danner en roset, mens stængelbladene sidder parvis modsat. Bladpladen er smalt lancetformet eller omvendt lancetformet, tilspidset, helrandet, til 5 cm lang og 5 mm bred. Blomsterstanden er tæt og endestillet, med 6-30 blomster, dækblade purpurgrønne, lancetformede, til 2 cm lange, blomster siddende eller kortstilkede, til 1 cm i diameter, kronblade dybt lyserøde, udbredte, kløvet til midten. Bægeret er rørformet, mørkt purpurfarvet eller purpurgrønt, svagt 10-nervet.

 

 

 

 

 

 

Oprindeligt var disse urter placeret i stenbrækfamilien (Saxifragaceae), senere i en særskilt familie, Parnassiaceae. Som følge af genetiske studier er de nu blevet overført til benvedfamilien. Nogle autoriteter betragter dem stadig som tilhørende Saxifragaceae.

Slægtsnavnet kommer af Parnassos, et bjerg i nærheden af Delfi, som ifølge den græske mytologi vat tilholdssted for muserne. I sin bog Herball or Generall Historie of Plantes, nævner den engelske urtelæge John Gerard (c. 1545-1612) navnene Grasse of Parnassus og Gramen Parnassi (‘græsset fra Parnassos’). Navnet kan spores tilbage til den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). I dette værk er hans beskrivelse af dette ‘græs’ dog yderst kortfattet: “Den har blade, som ligner blade af vedbend, en hvid duftende blomst, [samt en] lille frugt, som ikke er uden anvendelse.” (Kilde: stories.rbge.org.uk/archives/26399)

Dengang omfattede ordet ‘græs’ mange andre planter end nutidens græsser. Det lader til, at navnet græsset fra Parnassos hentyder til, at kvæg, der græssede på bjerget Parnassos, satte pris på leverurt, hvilket er sært, da planten er giftig for mennesker – men måske ikke for kvæg.

 

Arten er vidt udbredt på den nordlige halvkugle, fra arktiske og subarktiske regioner mod syd, i Amerika næsten til den mexikanske grænse, i Eurasien til Nordafrika, Tyrkiet, Himalaya, Japan og Taiwan. Nær den sydlige grænse for udbredelsen er den begrænset til bjerge. I Alperne træffes den undertiden op til højder omkring 3000 m. Dens foretrukne habitat er våde enge og moser, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘vokser i moser’.

Som det danske navn antyder, blev arten i gamle dage benyttet til behandling af leverlidelser, og té brygget på bladene blev drukket mod fordøjelsesbesvær. Nogle hævdede, at hvis den blev indtaget med vin eller vand, kunne den opløse nyresten.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn, afledt af græsk helios (‘sol’) og anthemon (‘blomst’), sigter til, at de fleste medlemmer af slægten vokser på solrige steder.

 

Blomsterstanden er oftest en ensidig, fåblomstret klase, blomster indtil 2 cm i tværmål, kronblade 5, citrongule til varmt gule, med talrige støvdragere. Bægerbladene er lancetformede, stærkt hårede, grønne, ofte med rødbrun rand. Den individuelle blomst lever ikke længere, men planten producerer til gengæld en mængde af dem i løbet af sommeren. De er kun åbne i solskin ved temperaturer over 20 grader.

Denne plante er udbredt i størsteparten af Europa samt i Tyrkiet og Kaukasus. Voksestederne omfatter bl.a. heder, tørre skrænter og klipper. Adskillige underarter vokser i Alperne, nogle af dem op til en højde af mindst 2400 m.

Artsnavnet kommer af latin nummulus (‘lille mønt’), hvilket sigter til blomsterne, der skinner som guldmønter i solskinnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kolkhikon, det klassiske navn på Colchicum speciosum. Navnet nøgen jomfru hentyder til de ‘nøgne’ (bladløse) blomster, der kommer frem sent på sommeren eller om efteråret, længe før bladene, der kommer frem om foråret. De fleste arter af den lignende, men ubeslægtede slægt Crocus blomstrer om foråret, skønt nogle få arter blomstrer om efteråret. Hos disse planter kommer bladene frem samtidig med blomsterne. Navnet tidløs, hvilket betyder ‘ikke bundet til en bestemt tid’, sigter ligeledes til, at blomster og blade kommer frem på forskellige tidspunkter af året.

 

Hele planten indeholder det giftige alkaloid colchicin, med den højeste koncentration i bladene, hvilket får græssende dyr til at undgå dem.

Arten er vidt udbredt på den Iberiske Halvø, mod nord til Pyrenæerne, hvor den kan træffes op til højder omkring 2600 m. Den er talrig på græsgange, langs veje og stier, ofte på tørre og stenede steder. Den højeste tæthed findes i stærkt forstyrrede områder med store bestande af en markmuseart, Microtus duodecimcostatus. Forskning antyder et symbiotisk forhold mellem de to: musene æder af de mindre giftige underjordiske stængler, hvilket provokerer en aseksuel reproduktionsproces. Denne mekanisme er ikke observeret på uforstyrrede græsgange. (Kilde: D. Gómez et al. 2003. Seasonal and spatial variations of alkaloids in Merendera montana in relation to chemical defense and phenology. J. Chemical Ecol. 29 (5): 1117-1126)

 

 

 

 

 

 

 

Stænglerne hos langt de fleste arter slynger sig omkring andre planter eller andet, hvilket er årsagen til det videnskabelige familienavn, der kommer af latin convolvere, ‘at slynge sig’. Det danske navn snerle kommer af snare, hvilket hentyder til de slyngende og snærende stængler.

Mange medlemmer af familien er beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

 

Silkearter snoer sig omkring andre planter og indhyller dem ofte totalt i deres gule eller rødlige stængler. Et silkefrø starter sit liv som de fleste andre planters frø gennem at sende rødder ned i jorden, hvorfra der vokser stængler op, hvis blade er reduceret til skælagtige gevækster. Når en silkestængel kommer i kontakt med en passende plante, slynger den sig omkring den og sender sugeorganer, kaldt haustorier, ind i den, gennem hvilke den optager vand og næringsstoffer. Derpå dør silkeplantens rod.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske navn på disse planter, kusuta eller kuskut, som i formen Cuscuta blev anvendt af Rufinus, en italiensk munk og botaniker, der var forfatter til De virtutibus herbarum, som blev fuldendt omkring 1287. Dette værk omtaler næsten tusind medikamenter, mest fra planter.

Det danske navn silke hentyder til disse planters tynde og ’silkefine’ stængler. I 1800-tallet var to arter, kløversilke (C. epithymum ssp. trifolii) og hørsilke (C. epilinum), yderst frygtede ukrudtsplanter i afgrøder, så det er ikke sært, at de fik mange folkenavne, bl.a. skurv, kløverkvæler, Fandens sytråde, troldegarn og kravl-op, der alle hentyder til deres skadelighed eller frodige vækst, mens kragesilke er et nedsættende navn.

Adskillige silkearter er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

Den er vidt udbredt i tempererede egne af Europa og Asien, mod øst til det sydøstlige Sibirien og Japan, mod syd til Marokko, Iran, Himalaya og Kina, og træffes undertiden i Nord- og Sydamerika.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ‘horn’ på latin, hvilket sigter til slægtens hårde ved. I Oldtidens Rom var det navnet på arten Cornus mas. Det danske navn er af tjekkisk oprindelse og betyder ligeledes ‘horn’.

 

Denne art vokser især på solrige steder, men kan dog også trives i halvskygge. I den sydligste del af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge.

Den er vildtvoksende i størsteparten af Europa, fra Irland, Skotland og det sydlige Norge mod syd til Spanien, det sydlige Italien og Grækenland, mod øst til det vestlige Rusland, Ukraine, Tyrkiet, Kaukasus, samt Alborz-bjergene i det nordlige Iran. I mange andre lande dyrkes den som prydbusk på grund af de rødlige stængler, som er prægtige efter løvfald.

Af det hårde ved blev førhen fremstillet kvægstave og kødnåle. Frugterne har en bitter smag. Olie udvundet af dem blev førhen anvendt som lampeolie. Medicinsk blev de benyttet som brækmiddel, mens den snerpende bark blev anvendt som feberstillende middel.

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kornel og kvalkved (Viburnum, se Adoxaceae). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

 

 

 

 

 

 

 

Arten har to slags stængler. Nogle er krybende og uden blomster, med massevis af tætte, blågrønne eller mørkegrønne blade, der minder om bladene af cypres-vortemælk (Euphorbia cyparissias) (se nedenfor). De er modsatte, kødfulde, glatte, linjeformede, cylindriske, krumme, omkring 1 cm lange og 1 mm brede, tilspidsede, foroven uden stilk. Blomstrende stængler er opstigende, indtil 30 cm lange, med endestillede klynger af blomster, til 2 cm i tværmål, kronblade gylden-gule, normalt 7, sommetider 5 eller 9, bændelformede, spidse, til 7 mm lange.

Dette er en populær prydplante, som ofte dyrkes verden rundt. Bladene spises undertiden som salat. De har en let snerpende smag.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, idet den findes i størstedelen af Europa, mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten og derfra mod syd til Sinkiang, det nordlige Kina, Korea og Japan, samt i Alaska, Grønland og det nordøstlige Canada og USA, så langt mod syd som til North Carolina. I de sydligste egne af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge.

Denne plante har været udnyttet medicinelt i mindst 2000 år, først nævnt af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin. I Vesten er den blevet benyttet mod angstanfald og depression, i traditionel kinesisk medicin til at øge blodcirkulationen hos patienter med hjertekarsygdomme eller uregelmæssig menstruation, samt til behandling af akut smerte ved dårligt blodomløb. I nogle områder er arten truet af overdreven indsamling.

 

 

 

 

 

De fleste arter er lave planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for husløg (Sempervivum, se nedenfor). Hvorfor navnet blev hæftet på slægten Sedum er uklart.

 

I Danmark er den vildtvoksende på Bornholm og naturaliseret enkelte andre steder. På Ölands alvar vokser den på tørre, næsten nøgne kalkstensflader

Den er en lav plante, som danner tætte måtter af grønne, røde eller rødbrune blade, som er spredte, kødfulde, næsten cylinderformede, til 2 cm lange, med afrundet spids. Blomsterstandene er tætte, endestillede, forgrenede klynger af stjerneformede blomster, båret på oprette, indtil 10 cm lange stængler. Kronbladene er hvide eller svagt lyserøde med en rød midternerve, tilspidsede eller butte, op til 4 mm lange.

 

 

 

 

 

Arten vokser på sur bund, på klipper og stengærder samt langs stenede veje og flodbredder. Den er udbredt i nordlige og sydlige egne af Europa, samt fra Tyrkiet mod øst til Kaukasus og det nordlige Iran.

 

 

 

 

 

Arten danner tætte måtter af krybende, forveddede stængler, tæt besat med talrige blågrønne eller grågrønne, kødfulde, ægformede blade, indtil 7 mm lange, flade på oversiden og stærkt buede på undersiden. De stjerneformede blomster sidder i små klynger for enden af indtil 15 cm høje stængler, kronblade spidse, på oversiden hvide eller blegt lyserøde, på undersiden purpurrøde med en mørkere midterstribe.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn betyder ’evigt-levende’, af latin semper (‘altid’) og vivum (‘noget levende’), hvilket hentyder til de kødfulde, stedsegrønne blade hos disse planter. Det danske navn sigter til en gammel skik med at plante husløg på stråtage som værn mod ildebrand. De store, kødfulde blade har helt klart meget svært ved at brænde.

 

Den forekommer i Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne og Karpaterne, samt på Korsika, fra lavlandet op til højder omkring 2900 m, voksende på klipper, blandt grus samt i græsklædte områder.

Det danske navn, såvel som det latinske artsnavn, afledt af græsk arakhne (‘edderkop’), sigter til de lange hår i bladranden af de centrale rosetter, ikke ulig et edderkoppespind.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens naturlige udbredelsesområde omfatter Pyrenæerne, det franske Massif Central, Alperne og Apenninerne, voksende op til højder omkring 2100 m. Den dyrkes mange andre steder, bl.a. i Danmark.

Artsnavnet er latin og betyder ‘på tage’, hvilket sigter til, at arten førhen ofte blev plantet på hustage.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art findes i subarktiske og tempererede egne af Europa, Asien og Nordamerika, mod syd til Pyrenæerne, Balkan, Tibet, det nordlige Kina, Korea, samt Rocky Mountains. Den forekommer spredt i Alperne, hvor den vokser fra lavlandet op til mindst 1750 meters højde.

 

 

 

 

 

Denne plante danner ofte store bevoksninger ved hjælp af underjordiske udløbere. Den er begrænset til våde habitater som moser, våde enge, sø- og flodbredder samt fugtige grusflader. De tynde stængler kan blive op til 70 cm høje, men er oftest meget lavere. De nedre blade er op til 12 cm lange, mens de øvre er reduceret til skeder med sort spids. Blomsterstanden er et enligt, endestillet hoved, som ved modenhed er dækket af et tæt lag af snehvide, bomuldsagtige hår.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den schweiziske læge og naturhistoriker Johann Jakob Scheuchzer (1672-1733), der især blev kendt gennem sin tydning af fossiler som værende rester fra Syndfloden.

 

 

 

 

 

Bladene, som alle er grundstillede og meget smalle, danner en tue. Blomsterstænglerne er indtil 60 cm høje og har et enkelt blad, som er reduceret til en skede, hvilket har givet anledning til det latinske artsnavn, afledt af vagina (‘skede’). Som hos andre arter af slægten er blomsterstanden meget tæt og former en dusk ved modenhed.

 

 

 

 

 

 

 

Arten har en pletvis forekomst i lavere bjergegne i Skandinavien, Pyrenæerne, Alperne, Balkan, Ukraine, Tyrkiet og Kaukasus. I Alperne træffes den op til højder omkring 2400 m. Den vokser på kalksten eller anden kalkholdig undergrund i fugtigt miljø.

 

 

 

 

 

Denne plante forekommer verden rundt, med undtagelse af varme tropiske områder. Den er almindelig og vidt udbredt i Europa, voksende på fugtige kalkstensklipper, på gamle mure samt i stenede områder i skove. I Alperne findes den op til højder omkring 2400 m. Den er spredt forekommende og sjælden i Danmark, med flest forekomster i Nordjylland og på Bornholm.

Førhen blev den anvendt medicinelt mod forskellige lidelser.

 

 

 

 

 

 

Den har små, spinkle blade, op til 40 cm lange, dobbelt snitdelte, med afrundede flige på småbladene. Bladstilken er sort. De nøgne sporehus-klynger sidder på undersiden af bladene.

 

 

 

 

 

 

Det danske navn sigter til den skjoldformede hinde, som dækker sporehus-klyngerne.

 

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer i størstedelen af Europa og Nordafrika, samt fra Mellemøsten mod øst til Sinkiang. Den vokser i skove og blandt klipper i humusrig jord, både på kalkholdig og sur bund. I Alperne kan den træffes op til mindst 2000 meters højde. I Danmark er den meget sjælden og findes kun enkelte steder i Midtjylland.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende på store dele af den nordlige halvkugle, mod syd næsten til den mexikanske grænse, Nordafrika, Pakistan og Japan, voksende i skyggefulde skove og blandt klipper. I Alperne findes den op til omkring 2700 meters højde. Den træffes forvildet enkelte steder i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stedsegrøn dværgbusk, op til 90 cm høj, blade linjeformede, spidse, voksende i kranse op ad stænglerne, mørkegrønne på oversiden, blegere på undersiden, til 1 cm lange og 2 mm brede, med nedadbøjet rand. Blomsterstanden er en tæt klase, op til 17 cm lang, de individuelle blomster klokke- eller urneformede, til 8 mm lange, kronblade blegt lyserøde, lyserøde eller lilla. De hvide støvdragere med mørkt purpurfarvede støvknapper rager ud af blomsten. Arten trives på sandede og stenede, sure jorder, der helst ikke må være for tørre.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet af den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) til ære for hans elev og ven Pehr Kalm (1716-79), en finsk opdagelsesrejsende og naturhistoriker, som indsamlede et medlem af slægten i det østlige Nordamerika.

 

Denne dværgbusk, som sjældent bliver over 10 cm høj, danner måttelignende bevoksninger af krybende grene, tæt besat med blade. Det hænder dog, at nogle planter bliver henved 40 cm høje. De spredte blade er kortstilkede, læderagtige, helrandede, til 8 mm lange og 2,5 mm brede, lysegrønne, ofte med små hvide prikker. De kortstilkede blomster en enlige eller nogle få sammen, endestillede, kronblade 5, lyserøde til mørkerøde, til 9 mm lange, sammenvoksede ved basis, fligene trekantede, udbredte.

Det nu ugyldige slægtsnavn blev givet til ære for den franske læge og botaniker Jean-Louis-Auguste Loiseleur-Deslongchamps (1774-1849).

 

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark er den sjælden på morbund i mosrige nåleskove. Den forekommer bl.a. i Asserbo Plantage i Nordsjælland og i Sandflugtsskoven på Bornholm.

De fleste blade er grundblade, med et eller nogle få ganske lavt på stænglen, kortstilkede, ovale eller elliptiske, til 3 cm i tværmål, med små tænder langs randen. Den enlige, nikkende, duftende blomst, til 2,5 cm i diameter, sidder for enden af en oftest op til 10 cm lang stængel, der dog undertiden kan være op til 17 cm. De 5 kronblade er hvide, udbredte, med bølget rand. Griflen er stor og grøn, støvknapperne gule.

Slægtsnavnet er afledt af græsk monos (‘enlig’) og hesis (‘fryd’), hvilket sigter til den attraktive enlige blomst. Artsnavnet er latin og betyder ‘enblomstret’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin pirum (‘pære’) samt endelsen –ola, der udtrykker noget småt, altså ‘lille pære’, hvilket sigter til bladenes form.

 

Denne plante vokser på sur jordbund i løvskove og nåleskove samt i birkemoser. Den er udbredt i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til Middelhavet, Kina og Japan, i Amerika mod syd næsten til den mexikanske grænse. I Alperne træffes den op til højder omkring 2300 m.

I Danmark vokser den hist og her på heder og i lysåbne skove på fattig jordbund, bl.a. morbund i bøgeskove eller sandet jord i fyrreskove.

 

 

 

 

 

I Danmark er nominatracen temmelig sjælden i Jylland og på Bornholm, hvor den vokser på fugtig bund i skove og krat, samt i moser. Underarten maritima, kaldt klit-vintergrøn, er sjælden i Vestjylland og Nordsjælland, hvor den vokser på fugtig og sandet bund i klitlavninger eller fyrreskove.

Den ligner meget liden vintergrøn (ovenfor), men er større, stænglen op til 40 cm høj, til tider med så mange som 30 blomster, som er større og mere åbne end hos liden vintergrøn.

 

 

 

 

 

Denne store slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, er især udbredt i tempererede og subtropiske egne af Eurasien, Nordamerika, tropisk Asien samt Ny Guinea, med den største koncentration af arter i Kina, Himalaya, Sunda-øerne og Ny Guinea. Nogle få arter findes i den arktiske region, og enkelte andre i områder med ægte tropisk klima, fx en art i Queensland, Australien. I Alperne er kun 2 arter hjemmehørende, i Pyrenæerne blot en enkelt.

En lang række arter fra andre egne af verden er præsenteret på siden Planteliv: Rhododendron.

 

Den er en vidt forgrenet stedsegrøn busk, op til 1,3 m høj, med stovte grene, som kan måle op til 2 cm i diameter. Forskning har åbenbaret, at sådanne individer kan være op mod 100 år gamle. Bladene er spredte, læderagtige, ofte siddende tæt sammen ud mod grenspidserne, indtil 4 cm lange og 1 cm brede, lancetformede eller smalt elliptiske, spidse, tandede i randen, mørkegrønne og skinnende på oversiden, unge blade gullige på undersiden, med alderen dækket af et rustfarvet, filtagtigt hårlag, Blomsterstandene er endestillede klynger af mørkt lyserøde til røde, indtil 8 mm lange blomster, kronblade 5, sammenvoksede til en klokkeformet blomst med ovale lapper, afrundede i spidsen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘rustfarvet’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til det rustfarvede hårlag på undersiden af bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ligner meget rustbladet alperose, men kendes nemt på de randhårede blade, og dens blomster er mere lyserøde. Det hænder, at de to arter vokser i samme område, og i så fald danner de ofte hybrider.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stedsegrøn dværgbusk med opstigende, indtil 30 cm lange grene. De læderagtige blade er spredte, samlet i klynger for enden af grenene, op til 1,5 cm lange, stivhårede og tandede i randen. Blomsterne er i endestillede grupper på op til 4, til 3 cm i tværmål, kronblade blegt lyserøde med røde striber nær grunden, kun sammenvoksede ved basis, griflen hvid med karminrød spids, støvdragerne hvide med mørkt purpurfarvede støvknapper.

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

Den bliver omkring 50 cm høj og kendes nemt på stænglen, som er tæt besat med linjeformede blade, mørkegrønne eller blågrønne, til 4 cm lange og 2 mm brede. Højbladene er først gule, men bliver rødlige eller purpurfarvede, når frugterne modnes. De ‘eksploderer’, hvorved frøene spredes i en betragtelig afstand, ofte op til 5 m. Den formerer sig også vegetativt ved hjælp af rodskud og danner ofte tætte bestande.

Planten indeholder en giftig mælkesaft, som har en stærkt irriterende virkning på huden og kan fremkalde smertefulde blister.

Det latinske artsnavn såvel som det danske navn hentyder til bladene, der minder om løvet hos visse arter af cypres (Cupressus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er snitdelte hos de fleste arter, men nogle er trekoblede eller håndformede. Frugten er en bælg, der sædvanligvis er meget længere end bred. Den åbnes ved modenhed langs to sømme.

Ifølge den nyeste revision omfatter denne familie i dag 6 underfamilier, hvoraf kun en enkelt, Faboideae (Papilionoideae), omtales nedenfor. Medlemmer af to andre underfamilier, Caesalpinioideae (som inkluderer den tidligere underfamilie Mimosoideae), samt Cercidoideae, er beskrevet på hjemmesidens engelske del, se Plants: Himalayan flora 2.

Blomsterne i underfamilien Faboideae har en unik opbygning. Af de 5 kronblade er det midterste, kaldt fanen, større end de øvrige og sidder bagest i blomsten. Under blomstringen danner fanen et beskyttende tag over støvvejen og støvdragerne. De to sidestillede kronblade er lige store og kaldes vingerne, mens de to nederste har hver sin stilk, men er vokset sammen i spidsen. Tilsammen kaldes de for båden eller kølen, og de omslutter støvdragere og støvvej.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’).

 

En flerårig plante med oprette eller opstigende stængler, varierende fra 5 cm høje dværgformer til buskagtige urter, op til 40 cm høje. Grundbladene består ofte kun af et endestillet elliptisk småblad, indtil 8 cm langt, de øvrige småblade, 1-4 par, er meget mindre eller mangler helt. Stængelbladene har 2-4 par småblade, ovale, elliptiske eller lancetformede, de sidestillede op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, det endestillede indtil 6 cm langt og 2 cm bredt, afrundet.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er opsvulmet, med uens tænder i randen og dækket af hvide hår. Bælgen er oval, håret, mørk, med blot et enkelt frø.

Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er meget variable, fra blødhårede urter til stikkende dværgbuske. Bladene hos langt størstedelen er snitdelte med talrige småblade. Bægeret er rørformet med 5 korte tænder eller flige, ofte af uens længde. De ligner meget medlemmer af slægten spidsbælg (Oxytropis, nedenfor), men spidsen af blomstens køl er but, i modsætning til kølen hos spidsbælg, som er forsynet med et næb. Bælgen er ofte delt på langs i to kamre.

I Oldtidens Grækenland dækkede ordet astragalos en af knoglerne i ankelleddet, som man kaldte kugleknoglen. Der blev fremstillet terninger af disse knogler fra visse dyrearter. Astragalos var også navnet på sort fladbælg (Lathyrus niger). En mulig forklaring er, at for grækerne lignede frøene af denne plante terningerne fremstillet af kugleknogler.

 

Stænglen er opret, normalt ugrenet, glat eller sparsomt håret, til 40 cm høj, blade snitdelte, op til 15 cm lange, med 3-7 par ovale eller elliptiske, tilspidsede, indtil 2,5 cm lange småblade. Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er op til 2 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er indtil 5 cm lang, med 5-20 nikkende, op til 1,5 cm lange blomster, bæger gulliggrønt eller rødligt, til 5 mm langt, tandet, kronen gullighvid. Bælgen har til at begynde med et tæt lag af sorte og hvide hår, men bliver senere glat.

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende fra de vestlige Alper mod øst til det vestlige Sibirien og Altai-bjergene, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den var oprindelig en steppeplante, som har tilpasset sig til græsklædte områder i bjerge.

Artsnavnet sigter til blomsternes lighed med esparsette-blomster, slægten Onobrychis (nedenfor).

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er afledt af oldgræsk hedysaron (‘økse-urt’), et navn på en nu ukendt plante, beskrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), forfatter til De Materia Medica (fem bind om urtemedicin). Forbindelsen til denne slægt er ukendt.

 

Stænglen er opret eller opstigende, kantet, til 60 cm høj, blade snitdelte, til 15 cm lange, med 9-21 lancetformede småblade, op til 3 cm lange, akselblade (små blade ved bladfæsterne) hindeagtige, brune, sammenvoksede til oven for midten. Blomsterne er ensidige klaser med op til 50 rødviolette eller purpurviolette blomster, kronen op til 2 cm lang. Bælgene åbner sig ikke ved modenhed, men falder fra hinanden med et enkelt frø i hver del. Roden er spiselig, rå eller tilberedt.

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til de talrige hængende blomsterstande med guldgule blomster.

 

Denne plante er udbredt fra de franske Cevenner mod øst gennem Alperne til Balkan. Den findes i højder op til omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk lathyros, det klassiske navn på græs-fladbælg (Lathyrus sativus).

 

Arten danner tætte bevoksninger af oprette, kantede, ret stive, mere eller mindre hårede, bladrige stængler, indtil 60 cm høje. Bladene har 3-5 par elliptisk-lancetformede småblade, skarpt tilspidset, akselblade ret store, lancetformede. Blomsterstanden er en ensidig, stilket klase med 5-20 citrongule blomster, op til 2,5 cm lange, som bliver orange med alderen. Bælgen er aflang, brun, glat, op til 7 cm lang.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onobrykhis, fra onos (‘æsel’) og brykho (‘at æde med grådighed’). Formodentlig har en eller anden græker i Oldtiden bemærket, at æsler åd disse planter med grådighed. Gennem tiderne har de været meget anvendt som dyrefoder, og en enkelt art, O. viciifolia, er blevet naturaliseret talrige steder, bl.a. i Danmark, hvor en livskraftig bestand findes på Høvblege på Møn.

På oldfransk blev disse planter benævnt sain foin (‘sundt hø’). I 1500-tallet skrev den franske videnskabsmand Olivier de Serres: “Denne urt kaldes på fransk sain-foin, på italiensk herba medica, i Provençe og Languedoc luzerne. Ordet sain blev hæftet på planten på grund af dens højt priste egenskaber, for dens medicinske virkning og for dens evne til at opfede kvæg.”

Det danske navn er afledt af esparceto, det provençalske ord for den lignende og nært beslægtede hanekløver (Hedysarum) (ovenfor).

 

Arten vokser på kalkholdig grund på enge og græsgange, samt i klippefyldt terræn, i højder mellem 1300 og 2600 m. Den er udbredt fra de franske Alper mod øst til Balkan, Tyrkiet og Kaukasus, og derfra videre mod syd til Jordan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Planten er ganske lav, op til 15 cm høj, bladene er alle grundblade, stilkede, snitdelte, til 20 cm lange med 10-15 par elliptiske eller lancetformede småblade, glatte eller sparsomt hårede, akselblade lancetformede, større end småbladene. Blomsterstandene er tætte aks, indtil 6 cm lange, båret for enden af bladløse, op til 20 cm lange stilke, hvert aks med 5-15 bleggule, hvidlige, purpurfarvede eller violette blomster, op til 2 cm lange. Bælgen er håret, til 1,8 cm lang og 8 mm bred.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’ eller ‘vokser på stepper’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet var det klassiske latinske ord for kløver. Det betyder ‘med 3 blade’, hvilket sigter til de trekoblede blade hos slægtens medlemmer. Bælgen er lille og rummer kun et enkelt frø.

 

I Alperne vokser den op til højder omkring 2300 m, i lyse skove og krat, langs skovkanter samt i græsklædte arealer. Den trives på sur jordbund og er gået drastisk tilbage i store dele af dens udbredelsesområde på grund af den øgede brug af nitratholdig kunstgødning.

En opret, håret plante, til 40 cm høj, blade trekoblede, småblade smalle, aflange eller lancetformede, til 8 cm lange og 1 cm brede, hårede langs randen, som er svagt tandet. Bladnerverne er prominente. Akselblade sylformede, indtil 3 cm lange. De kuglerunde til ægformede blomsterstande, op til 2,5 cm lange, er siddende, omgivet af de øverste blade, krone blegrød eller purpurrød, sjældent lyserød eller hvid, til 1,2 cm lang. Det hårede bæger har 20 nerver – en unik karakter for denne art.

 

 

 

 

 

Den forekommer i de centrale og sydlige Alper, Apenninerne, det franske Massif Central, samt Pyrenæerne, i højder mellem 1400 og 3100 m. Den østlige grænse for udbredelsen følger i grove træk en linje mellem Arlberg i det vestlige Østrig mod syd til Gardasøen. Arten er en vigtig fødeplante for husdyr såvel som vilde græsædere.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, fra Tyskland og Polen mod syd til Middelhavet, og derfra mod øst til Ukraine, Kaukasus, Irak og Iran, voksende i højder mellem 600 og 3000 m. Den trives på fugtig næringsrig bund og findes især i græsklædte områder. Den er en af de få planter i Alperne, som gavnes af den øgede brug af kunstgødning.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kastanjefarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, uldhåret, grenet foroven, indtil 50 cm høj. Blade spredte, langstilkede, trekoblede, småblade elliptiske eller lancetformede, til 6 cm lange og 2,5 cm brede, fint takket i randen, underside håret. Akselblade ovale, spidse, hvidlige med brune striber, nederste del sammenvokset med stænglen og danner en skede. Blomsterstanden er et kompakt hoved for enden af en lang uldhåret stilk, elliptisk eller oval, til 2 cm i tværmål, blomsterne til 9 mm lange, kronen er hvid eller gullig-hvid, brunlig efter afblomstringen.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for vikke.

 

Denne art er vidt udbredt i Eurasien, idet den findes i størsteparten af Europa med undtagelse af de sydligste områder, og videre østpå til det centrale Sibirien. I Danmark forekommer den i de fleste egne, men er temmelig sjælden. Den er almindelig i Alperne, hvor den vokser i lyse skove og krat, samt langs skovkanter og veje, op til højder omkring 2300 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ensian-arter er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. I Alperne vokser 40 arter af alle tre slægter.

Blomsterne hos størsteparten er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn er en fordrejning af det latinske slægtsnavn, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (nedenfor).

Nogle centralasiatiske ensian-arter er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Denne art er vildtvoksende på sur jordbund i det centrale og sydlige Europa, fra Pyrenæerne, Cevennerne og Jura-bjergene mod øst til Tjekkiet, Ukraine og Balkan. I Alperne og Pyrenæerne træffes den i højder mellem 800 og 3000 m.

Artsnavnet betyder ‘stængelløs’ på latin, men på dansk er stængelløs ensian Gentiana clusii (nedenfor), der ligner Kochs ensian meget og har omtrent samme udbredelse, men den foretrækker kalkrig jordbund, og den har ikke grønne striber indvendigt på kronbladene.

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i det sydlige Europa, fra de spanske Sierra Nevada og Pyrenæerne mod øst via Alperne til Karpaterne. Den vokser i højder mellem 1800 og 4200 m, hvilket gør den til den højest-voksende ensian-art i Alperne.

Kortbladet ensian ligner meget rundbladet ensian (nedenfor), men kan kendes på de grønne bægerblade, hvor kun ribberne er mørke, mens hele bægeret hos rundbladet ensian er mørkt.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn blev givet til minde om Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, en flamsk læge og botaniker, der som en af de første studerede Alpernes flora.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i det centrale og sydlige Europa, fra Holland, Frankrig og Spanien mod øst til det vestlige Sibirien, Tyrkiet og Iran. Den vokser normalt i højder mellem 200 og 1600 m, men er fundet op til 2900 m i Bulgarien. Dens foretrukne habitat er tør og kalkrig jord i krat og græsland.

På grund af bladenes korsvise fremtoning var denne plante meget eftersøgt i Middelalderen, idet den blev betragtet som et symbol på den korsfæstede Jesus. En ungarsk legende beretter, at da der udbrød pest blandt soldaterne i Kong Lászlós (ca. 1040-1095) hær, drømte han, at en engel beordrede ham at affyre en pil op i luften. Den plante, som pilen ramte, ville være i stand til at helbrede de syge soldater. Pilen ramte kors-ensian, hvilket er baggrunden for plantens ungarske navn, Szent Lászlo Kiraly füre (‘Kong St. Ladislaus’s plante’).

Kors-ensian er vært for en truet sommerfugl, Phengaris rebeli (tidligere kaldt Maculinea rebeli), som tilhører blåfuglenes familie (Lycaenidae). Hunnerne af denne art lægger æg på bladene, og når larverne kommer frem, æder de af blomsterne og frøene. Når de når det fjerde larvestadie, lader de sig falde til jorden, hvor de udsender en duft, som får myrer af arten Myrmica schencki til at bringe dem til deres bo, hvor de fodres af myrerne. (Kilde: V. Oškinis 2012. Relationship between the butterfly Phengaris rebeli and its larval host plant Gentiana cruciata in a Lithuanian population. Ekologija 58 (3): 369-373)

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i bjergegne i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Ukraine og det vestlige Tyrkiet. Den vokser i græsklædte alpine områder op til højder omkring 2500 m, mest på kalkholdig jord.

Roden indeholder et af klodens mest bitre stoffer, som har været benyttet medicinelt gennem hundreder af år. Nogle få dråber mikstur af roden stimulerer funktionen af lever og bugspytkirtel, og appetitten øges.

Andre billeder af denne plante kan ses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Denne art har en meget stor udbredelse, fra Pyrenæerne, Jura-bjergene og Alperne mod øst til Karpaterne og derfra mod syd til Balkan og Tyrkiet, samt endvidere i Skandinavien, Finland, det nordvestlige Rusland, Island, Grønland og det nordøstlige Canada. Arten trives bedst i stenede og græsklædte områder, både på kalkrig og kalkfattig jord. I Alperne forekommer den mellem 1300 og 3000 meters højde.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i bjergegne fra det sydlige Spanien og Pyrenæerne mod øst gennem Alperne til det nordlige Balkan. Den vokser på kalkholdige solrige steder i højder mellem 1600 og 2800 m.

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i bjergområder, fra Alperne mod øst til Karpaterne og Ukraine, samt på Balkan, i højder mellem 1500 og 3000 m. Den vokser fortrinsvis på næringsfattig, sur jordbund.

I lighed med gul ensian (ovenfor) har dens rod været anvendt i folkemedicinen, og den er også blevet benyttet som smagsstof i snaps.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante har en disjunkt udbredelse, idet den findes i de vestlige Alper mod øst til det vestlige Østrig, i de nordlige Apenniner, i det sydlige Norge, samt en lille bestand i Härjedalen i Sverige, der blev opdaget så sent som begyndelsen af 1970’erne. Arten vokser på kalkfattige jorder, i Alperne mellem 1200 og 2800 meters højde.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i Alperne og Apenninerne, mod øst til Ukraine, samt på Balkan. Den trives bedst på fugtig, kalkholdig jord.

 

 

 

 

 

 

 

Normalt er denne plante meget lav, men de oprette, kantede stængler kan undertiden nå en højde af 15 cm. Bladene er bredt lancetformede, de roset-dannende grundblade op til 3 cm lange, betydeligt større end de modsatte stængelblade, der sidder korsvis op ad stænglen indtil lige under bægeret. Blomsterne er endestillede, enlige, tragtformede, indtil 3 cm i diameter, krone mørkeblå, til tider grønlig på ydersiden, tragt indtil 1,8 cm lang, kronbladenes flige bredt ovale, butte eller svagt tilspidsede, udstående, med en lille, opret, tvedelt, hvidstribet tand imellem dem.

Plantens navne antyder, at den blomstrer tidligt om foråret, men blomstring finder dog også sted om sommeren og efteråret.

 

 

 

 

 

 

Den glatte, kantede stængel er opret eller opstigende, til tider sparsomt grenet, til 30 cm høj, stængelblade modsatte, siddende, linje- eller lancetformede, tilspidsede, til 5 cm lange og 4 mm brede, arrangeret korsvis op ad stænglen. Blomsterne er normalt enlige, endestillede, kronen azurblå eller matblå, til 4 cm i tværmål, kronbladene sammenvoksede til en indtil 3,5 cm lang tragt, med spidse frynser i randen. Det brunlige bæger er omkring halvt så langt som kronrøret, flige linje-lancetformede, med skarpe tænder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange arter i denne slægt er beskrevet på hjemmesidens engelske del, se Plants: Himalayan flora 2.

 

Stænglen er opret, kantet, indtil 60 cm høj, de nedre blade ovale eller spatelformede, spredte, øvre blade lancetformede, modsatte. Blomsterstanden er en løs, endestillet klase, med 4-5 grønne, smalle, spidse bægerblade, kronen indtil 2,5 cm i diameter, med 4-5, indtil 1,3 cm lange flige, som kun er sammenvokset ved grunden, purpur-violette eller matblå med talrige mørkere striber, griflen kort og tyk, støvdragere 5, purpurfarvede, tykke, med spaltede støvknapper, ved grunden 10 mørke nektar-kirtler med hvide hår i randen.

 

 

 

 

 

 

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Denne art vokser mest skyggefulde steder, bl.a. i skovkanter og krat. Den er hjemmehørende i det sydlige, centrale og østlige Europa, fra Spanien og Frankrig mod øst til Balkan og Ukraine, mod nord til Polen og Hviderusland. Den dyrkes ofte og er blevet forvildet mod nord til de Britiske Øer, Sverige og Finland. I Danmark træffes den hist og her, oftest omkring bebyggelse. I Alperne er den begrænset til de lavere dele.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran. I Alperne er den fundet op til omkring 1730 meters højde.

Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.

 

 

 

 

 

Stænglen er stærkt grenet, op til 50 cm høj, håret eller glat. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede. Stænglen er ofte rødlig, og bladene bliver røde efter afblomstring. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, til 1,4 cm lange.

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i lyse skove og enge, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m. Den er udbredt i hele Europa, fra Island og de Britiske Øer mod øst til det centrale Sibirien og Kazakhstan, mod syd til Spanien, Tyrkiet og det nordlige Iran. I Danmark er den vidt udbredt, men ikke særlig almindelig. I Sverige er den uhyre almindelig. Den er også truffet i Sydgrønland, men er måske indslæbt.

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er meget karakteristisk, oftest kuglerund, blød, saftig, til tider stærkt farvet eller håret.

Et antal arter er præsenteret på hjemmesidens engelske del, se Plants: Himalayan flora 2.

 

Den er en løvfældende busk, op til 3 m høj, grenene uden torne, blade langstilkede, til 15 cm lange og brede, med 3-5 trekantede, savtakkede, kirtelhårede flige. Blomsterstandene er hængende klaser, hver med 20-35 blomster, kronen indtil 7 mm i tværmål, bægerblade til 4 mm lange, hårede, lyserøde eller lidt mørkere røde, kronblade skælagtige, halvt så lange som bægerbladene, bredt spatelformede. Frugten er kuglerund, mørkerød, med sur smag. Bægerbladene forbliver på de modne bær.

Klippe-ribs ligner meget alpe-ribs (R. alpinum), men denne art har meget lysere blomster, hvis dækblade er længere end blomsterstilken, og bægerbladene visner, før bærrene er modne.

 

 

 

 

 

 

Hovedparten af arterne har gule blomster med talrige og prominente støvdragere. Blade og blomster er ofte fint prikkede af kirtler.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hyper (‘ovenover’) og eikon (‘billede’), hvilket sigter til en gammel overtro, at hvis disse planter blev hængt op over billeder, ville de fordrive onde ånder.

Folkenavnene Sankthansurt, Johannes blodurt, blodblomster og mandeblod hentyder til den blodrøde saft, som kan presses ud af blomsterknopperne af prikbladet perikon (H. perforatum). I Middelalderens folketro symboliserede den røde saft blodet fra Johannes Døberens afhuggede hoved. Johannes havde bebrejdet Kong Herodes, at han havde ægtet sin broders hustru Herodias og pådrog sig herved Herodias’ vrede. Ved list lykkedes det hendes datter at få kongen til at love hende, hvad hun ville have, og efter moderens ønske bad hun om Johannes Døberens hoved på et fad. (Markus-evangeliet, kap. 6, v. 18-28)

 

Denne art vokser på kalkholdig jord i højder mellem 500 og 2500 m. Den er talrig i Pyrenæerne, sjældnere i de franske Alper og den vestligste del af de schweiziske og italienske Alper.

 

 

 

 

 

Arten er vildtvoksende i Pyrenæerne, Jura-bjergene, de vestlige og sydlige Alper så langt mod øst som de Bergamaskiske Alper (nordøst for Milano), og tillige fra Karpaterne mod syd til den nordlige del af Balkan. Den træffes i højder mellem 1000 og 2400 m, voksende i stenede krat og græsgange, fortrinsvis på kalkholdig jord. Den er opdelt i 3 underarter, hvoraf burseri er begrænset til Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle kilder mener, at slægtsnavnet er afledt af italiensk lucciola (‘at skinne’ eller ‘at glimte’), eller fra latin lux (‘lys’), inspireret af måden, hvorpå disse planter glimter, når de er våde af dug. Navnet frytle er lånt fra norsk, af ukendt betydning.

 

Arten er vildtvoksende i størstedelen af Europa, med undtagelse af de nordligste regioner. Den vokser på næringsfattig og sur jordbund i skove, krat og græsklædte arealer. Den er sjælden i Danmark. I Alperne forekommer den op til højder omkring 2200 m.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, bl.a. Pyrenæerne, det franske Massif Central, Alperne samt den nordlige del af Apenninerne, voksende i skove op til højder omkring 2000 m.

 

 

 

 

 

 

I en artikel, On the taxonomic status of the genus Acinos (Lamiaceae), Botanicheskiy Zhurnal 101(1): 80-94, 2016, argumenterer botanikeren Denis Melnikov for, at alle arter af Acinos overføres til slægten Ziziphora. Andre autoriteter placerer dem i slægten Clinopodium (nedenfor).

 

Denne art er hjemmehørende i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, mod øst til Ukraine og Tyrkiet, samt i Nordafrika. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser på tørre, stenede steder i højder mellem 900 og 2700 m.

Planten har en aromatisk duft af pebermynte, hvilket skyldes dens indhold af æteriske olier. Tidligere blev den udnyttet i folkemedicinen som feberstillende og svedfremkaldende middel. Tørrede blade blev anvendt som té samt som smagsstof i retter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes faktisk en skrivefejl. Det skulle have været abiga, fra abigo (‘at fremskynde fødsel’ eller ‘at forårsage en abort’), hvilket sigter til gul læbeløs (A. chamaepitys), som blev benyttet medicinelt til at fremkalde en abort. Det danske navn hentyder til den yderst korte øvre læbe hos disse planter.

 

Denne art vokser langs skovkanter samt i krat og græsklædte arealer, mest i bjergegne, men i lavere højder. Den er udbredt fra Holland og Frankrig mod øst til europæisk Rusland, mod syd til Middelhavet, Tyrkiet og Kaukasus. Den er også blevet forvildet i Nordamerika.

Artsnavnet skyldes den schweiziske botaniker Johann Bauhin (1541-1612), som beskrev og illustrerede planten i Historia Plantarum as Consolida media Genevensis (1651). Han havde åbenbart observeret den nær Genève.

Denne urt blev førhen anvendt i den østrigske folkemedicin som té, indtaget mod åndedrætsbesvær.

Den nære slægtning krybende læbeløs (A. reptans) ligner meget fjeld-læbeløs, men har adskillige udløbere og oftest helrandede blade. De to arter krydses undertiden.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, fra Island og Skandinavien mod syd til Middelhavet, mod øst til Ukraine og Kaukasus. I den sydlige del af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge. Den vokser på neutral jordbund i åbne områder, deriblandt heder, græsklædte arealer og blandt klipper. I Alperne træffes den op til højder omkring 2700 m. I Danmark findes den i Vendsyssel og på Bornholm, men er sjælden i resten af landet.

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne, samt på Balkan. Den vokser især på græsklædte arealer i højder mellem 300 og 2300 m.

Det latinske artsnavn kommer af græsk alopex (‘ræv’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til den lange, bløde blomsterstand, et navn, som først blev anvendt af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371-287 f.Kr.).

Nogle autoriteter placerer arten i slægten Stachys (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i størstedelen af Europa og Nordafrika, mod øst til det centrale Sibirien, Tyrkiet og Kaukasus, men dyrkes almindeligt andre steder. I Danmark er den sjælden, kun vildtvoksende i nogle lollandske egeskove. I vild tilstand vokser den i tørre græsklædte områder og i lyse skove.

Betonie var højt agtet i Antikkens Grækenland og Rom. Den græskfødte botaniker Antonius Musa (64-14 f.Kr.), som var hoflæge hos Kejser Augustus, hævdede, at den var en sikker kur mod ikke færre end 47 forskellige sygdomme og lidelser. Et gammelt italiensk mundheld siger: “Sælg din frakke og køb betonie,” mens et spansk lyder: “Han har lige så mange dyder som betonie.” Artens medicinske egenskaber samt dens rolle i folketroen er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Førhen blev bladene anvendt til at farve uldgarn gult.

Det videnskabelige artsnavn hentyder til de medicinske egenskaber hos planten. Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) var dens ældre navn vettonica, opkaldt efter Vettonerne, et spansk folkeslag, der anvendte den som lægeplante. Nutidige autoriteter hævder dog, at ordet betonie kommer af keltisk bew (’hoved’) og ton (’god’), hvilket sigter til artens brug mod hovedpine.

Nogle autoriteter placerer den i slægten Stachys (nedenfor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klinopodion, af kline (‘seng’) og podion (‘lille fod’), således ‘lille sengeben’, hvilket måske hentyder til den kvadratiske stængel hos kransbørste (nedenfor).

 

Denne plante vokser i åbne områder, såsom græsland og heder, normalt på kalkholdig jordbund, fra havniveau op til subalpine højder. Den er meget vidt udbredt, fra Skandinavien mod syd til Nordafrika, fra de Britiske Øer mod øst til det østlige Sibirien, samt fra Tyrkiet mod øst til Pakistan. Den er også almindeligt forvildet i Nordamerika. I Alperne forekommer den i højder op til omkring 2000 m, i Tyrkiet op til 2500 m. I Danmark er den ret almindelig i næsten hele landet.

Bladene anvendes som té og i retter, og et brunt og et gult farvestof kan udvindes af dem. Medicinsk er planten traditionelt blevet anvendt som et sammensnerpende, slimløsnende, svedfremkaldende og hjertestimulerende middel, samt til at helbrede sår. Forskning har vist, at den indeholder bakteriedræbende stoffer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk gale (’væsel’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til blomsternes gabende svælg, der sammenlignes med et væselhoved med opspærret gab. Det danske navn skyldes, at stænglerne på disse planter ofte er opsvulmede under bladfæsterne, hvilket er blevet sammenlignet med den fremstående kro hos en hane.

 

Denne art er sandsynligvis oprindelig i området omkring Middelhavet, men med landbrugets spredning blev den indslæbt til hele Europa og senere til Nordamerika. Den var førhen et almindeligt ukrudt i vårsæden, men er blevet mere fåtallig i de senere år. Den er dog stadig almindelig langs veje og hegn, i skovrydninger samt på ryddepladser, voksende på kvælstofholdig, basisk eller lettere sur jord. I bjerge findes den ofte i områder med grus, i Alperne op til en højde af mindst 2100 m.

 

 

 

 

 

Den kantede stængel, som bliver op til 45 cm høj, er sparsomt kirtelhåret. Bladene er samlet ved grunden i en roset, stilkede, ovale, skinnende mørkegrønne, rynkede, indtil 7 cm lange og 5 cm brede, med butte tænder langs randen. Blomsterne sidder i ensidige kranse op ad stænglen, hver med 2-6 nikkende blomster, kronen blåviolet eller mørkt purpurfarvet, tragt- eller klokkeformet, til 2 cm lang, håret i svælget, den øvre læbe kort, den nedre med en bred midterflig. Bægeret er tragtformet, næsten sort, med 5 skarpe tænder.

Slægtsnavnet er afledt af græsk hormao (‘at fremskynde hurtigt’), hvilket hentyder til, at denne urt førhen blev anvendt som potensfremmende middel. Det danske navn sigter til blomstens vidtåbne svælg.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk lamia (‘gabende mund’), hvilket hentyder til blomstens form. Det danske navn sigter til to tandformede sideflige på underlæben hos mange af arterne.

 

Den vokser i forskellige habitater, bl.a. langs veje, i skove og græsland, samt på ryddepladser, generelt på fugtig, næringsrig jordbund. Den er hjemmehørende i det centrale og sydlige Europa og videre gennem Mellemøsten og Kaukasus til de kinesiske provinser Gansu og Sinkiang. I Alperne træffes den op til højder omkring 2200 m.

Det latinske artsnavn og det danske navn sigter begge til pletterne på den nedre læbe.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af minthe, Oldtidens græske ord for mynte.

 

Denne art er hjemmehørende i størsteparten af Europa mod øst til det centrale Sibirien, og derfra mod syd til den Arabiske Halvø, Iran, Himalaya og Kina, samt til nordlige, østlige og sydlige egne af Afrika, hvor den undgår tropiske områder.

Planten udsender en pebermynte-agtig duft og besidder adskillige medicinske egenskaber. I bogen Complete Herbal, fra 1653, Skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): “Den er god mod luft i tarmene og kolik i maven … Et varmt kompres af plantens saft hjælper mod hævede halskirtler og tilstoppede mandler … Et afkog af planten hjælper mod dårlig ånde forårsaget af rådne tænder, og indåndet gennem næsen renser det hovedet. Benyttet sammen med eddike hjælper det mod skæl og skurv i hovedbunden.”

 

 

 

 

 

Både det danske navn og det latinske slægtsnavn, som tidligere blev skrevet Brunella, kommer af tysk Braunelle, hvilket sigter til, at almindelig brunelle (nedenfor) blev anvendt mod halsbetændelse (på tysk Bräune).

 

Denne art vokser oftest i græsklædte arealer på næringsfattig, kalkholdig jordbund (underarten pyrenaica dog på sur bund). Den er udbredt i størstedelen af Europa, mod syd til Middelhavet, mod øst til europæisk Rusland og Kaukasus. I de sydlige dele af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes op til omkring 2400 meters højde. I Danmark vokser den kun på kalkholdige kystskrænter i Hornsherred, Nordsjælland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Det er en mærkelig plante, forstået på den måde, at man sjældent finder den talrigt noget sted, og dog findes den overalt. En mand, som havde tilbragt syv år i Japan, og som havde boet på næsten hver eneste ø i øriget, sagde, at han altid fandt denne lille plante, hvorhen han end rejste, og skønt han havde været i mange lande rundt om i verden, havde han aldrig besøgt et, hvor Prunella ikke var til stede for at byde ham velkommen – ikke mange planter, men altid nok til at tiltrække hans opmærksomhed.”

Folkenavnet vild humle hentyder til, at blomsterstanden efter afblomstring kan minde om en humlekop, mens bornholmerne med navnet munker mener, at den ligner en munks kronragede hoved. Det færøske folkenavn bátmannshattur (’bådmandshætte’) hentyder ligeledes til blomsterstandens form. Navnet biurt refererer til, at bier flittigt besøger blomsterne, mens kløveræder sigter til, at brunelle førhen kunne være et besværligt ukrudt.

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) udtaler: “Der findes ikke nogen bedre urt i verden end brunelle (…) for af netop denne urt, uden tilføjelse af andre ingredienser (…) fremstilles en salve, som vil hele ethvert betændt sår, selv i første forsøg, på en vidunderlig måde. Et afkog af Prunell, tilsat vin, lukker og heler alle sår, både indvortes og udvortes.”

I dag anvendes brunelle stadig til behandling af sår og halsbetændelse. I Nepal benyttes den mod svulne øjne og hævede kirtler, og en pasta af planten smøres på en smertende ryg. Blandt amerikanske indfødte blev personer med feber badet i et afkog af arten. Dette afkog blev også drukket for at øge synsevnen. Folkeslag ved Stillehavskysten smurte saft af planten på bylder, og den blev også benyttet mod sår og betændelse.

De mildt bitre blade kan anvendes i salater.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin salvere (‘at helbrede’), hvilket hentyder til de helende egenskaber hos læge-salvie (S. officinalis).

 

Denne plante er vildtvoksende i Europa med undtagelse af Skandinavien og Island, samt i Nordafrika og det vestlige Asien, mod øst til Ural-bjergene og Kaukasus. Den er også blevet naturaliseret mange steder i USA, og i staten Washington betragtes den som et ondartet ukrudt. I Danmark er den meget sjælden på skrænter og langs vejkanter, forvildet fra dyrkning.

Artsnavnet, som kommer af latin pratum (‘eng’) og ensis (‘fra’), sigter til artens foretrukne voksested. Den træffes dog også i krat og lyse skovkanter, fortrinsvis på næringsrig og kalkholdig jordbund. I Alperne er den observeret op til omkring 1700 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige arter har været benyttet i folkemedicinen, specielt i form af té.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk siderites (‘lavet af jern’), hvilket sigter til en gammel tro på, at disse planter var i stand til at hele sår, som var forårsaget af jernvåben under slag. Andre mener, at navnet hentyder til bægerbladenes form, der minder om spidsen af et spyd.

 

Arten forekommer i bjergområder i det sydvestlige Europa, fra Pyrenæerne mod øst til den vestligste del af Alperne samt Jura-bjergene. Den vokser i skove, enge og klippefyldte områder, helst på kalksten, i højder mellem 1500 og 1800 m.

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som hyssop’ (Hyssopus officinalis).

 

 

 

 

 

Bægeret, der omslutter blomsterne hos disse planter, er rør- eller klokkeformet og har fem spidse tænder. Man kunne fristes til at tro, at disse tænder er årsagen til det danske navn, men det er ikke tilfældet. Mens blomsterne er unge, har støvdragerne parallelle støvtråde, men efterhånden som blomsterne ældes, bliver støvtrådene snoede og bøjes udefter, så de ydre støvknapper stikker ud over overlæbens rand – ikke ulig hugtænderne hos en orne. Den oldnordiske betegnelse for orne er galt.

Slægtsnavnet er det oldgræske navn på filtet galtetand (S. germanica).

 

Arten vokser i græsklædte arealer og skovlysninger i højder mellem 400 og 2000 m, fra Spanien over Alperne til Balkan og videre gennem Tyrkiet til Kaukasus og Alborz-bjergene i det nordlige Iran. Den forekommer også nogle få steder i England og Wales.

 

 

 

 

 

Denne plante er vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa, fra Belgien og Spanien mod øst til europæisk Rusland, Kaukasus og Iran. Den vokser i tørre græsklædte områder, på stenede skråninger og langs veje, oftest på kalkholdig bund, fra lavlandet op til omkring 2100 meters højde.

Det videnskabelige artsnavn er latin og betyder ‘opret’, hvilket skulle hentyde til blomsterstanden – en smule sært, da mange medlemmer af slægten har oprette blomsterstande.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev benyttet af græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) for adskillige arter i slægten. Navnet menes at sigte til Kong Teucer af Troja, som anvendte planten medicinelt. Det danske navn hentyder til den korte eller til tider manglende overlæbe hos nogle af arterne.

 

Denne plante er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa og Nordafrika, mod øst til Ukraine og Tyrkiet. Den vokser i græsklædte og klippefyldte områder på kalkholdig jordbund, fra lavlandet op til omkring 2400 meters højde.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser på tør, stenet, kalkholdig og næringsfattig jordbund i græsklædte og klippefyldte områder, fra lavlandet op til højder omkring 2000 m. Den er udbredt i Pyrenæerne og de Cantabriske Bjerge, og er tillige observeret i de franske departementer Drôme og Isère.

 

 

 

 

 

 

Der kendes omkring 80 arter, hvoraf det største antal findes i Mellem- og Sydamerika, mens 12 arter er hjemmehørende i Europa, 9 i Nordamerika og nogle få i det nordlige Asien.

Slægtsnavnet er diminutiv af latin pinguis (’fed’, jfr. ordet pingvin), hvilket ligeledes hentyder til de slimede og fedtglinsende blade.

 

Artens rolle i folketro og medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Genetiske undersøgelser har medført, at Lloydia-arterne nu er blevet overført til slægten guldstjerne (Gagea), som omfatter over 200 arter, hvoraf langt størstedelen findes i Eurasien, nogle få i Nordafrika og Nordamerika.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den engelske botaniker Sir Thomas Gage, den 7. baronet af Hengrave (1781-1820).

 

En meget hårdfør plante, der ofte vokser på klippefyldte og vindblæste lokaliteter. Sådanne steder gæstes sjældent af insekter, og arten har udbredt selvbestøvning.

Som beskrevet ovenfor blev denne art først observeret i Wales. Den er desuden vidt udbredt i bjergegne på den nordlige halvkugle, fra Alperne og Karpaterne mod øst til Himalaya, Centralasien, Sibirien, Kina, Korea og Japan, samt i det vestlige Nordamerika, fra Alaska mod syd til New Mexico. I Alperne vokser den i åbne områder i højder mellem 1600 og 3100 m. I Himalaya vokser den op til omkring 4800 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Brandlilje forekommer i to varieteter, var. bulbiferum, som har yngleknopper i de øvre bladhjørner, samt var. croceum, som er uden yngleknopper. Disse yngleknopper falder til jorden, hvor de efter 2 eller 3 år spirer til en plante.

Arten er vidt udbredt i bjergområder i højder mellem 500 og 1900 m, fra Pyrenæerne mod øst til Karpaterne, og fra Nordtyskland (Harzen) mod syd til Balkan. Det har også en pletvis forekomst i Skandinavien, men hvorvidt planterne her er vilde eller forvildede, er et åbent spørgsmål.

Det latinske artsnavn er afledt af Latin bulbifer (‘bærer bulbiller’), hvilket hentyder til yngleknopperne. Det danske navn sigter til de pragtfulde blomster.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende på Balkan, mod nord til det sydlige Østrig og det nordøstlige Italien, opkaldt efter Karniola, en historisk region i det nuværende Slovenien, hvor den er ret almindelig.

 

 

 

 

 

Arten har en meget stor udbredelse, idet den findes fra Portugal og Pyrenæerne mod øst gennem Alperne til Balkan, Tyrkiet og Kaukasus, og endvidere gennem det sydlige Sibirien til Sinkiang, Mongoliet og Jenisej-floden. I Skandinavien er den blevet naturaliseret. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den vokser fra lavere skråninger op til en højde af ca. 2300 m.

Den vokser på kalkgrund, i lavere højder især i lyse skove. Hvis der bliver for megen skygge, blomstrer den ikke. I større højder findes den i åbne områder, specielt enge med høj vegetation.

Det danske navn sigter til de kransstillede blade. Alternative danske navne er turbanlilje og martagonlilje, sidstnævnte afledt af det tyrkiske ord martagan (‘turban’). Disse navne hentyder til blomsternes form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af linon, Oldtidens græske ord for hør.

 

Denne plante er udbredt i bjerge i højder mellem 1400 og 2500 m, fra Mellem- og Sydeuropa mod øst gennem det vestlige Asien til Ural-bjergene. Den vokser på kalksten i græsklædte eller klippefyldte områder, eller i nedfalden ur. I Centraleuropa forekommer den i Pyrenæerne, Alperne og Apenninerne.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin, afledt af proto-indoeuropæisk wreyt (‘at sno’ eller ‘at vride’), hvilket sikkert hentyder til bladenes arrangement op ad stænglen (se nedenfor). Det danske navn sigter til de meget prominente bladnerver.

 

Alle dele af planten er giftige. Den undgås derfor af græssende dyr og danner ofte store bestande i åbne græsklædte områder op til omkring 2700 meters højde. Den er vidt udbredt i Mellem- og Sydeuropa, fra Portugal og Pyrenæerne mod øst til Tyrkiet og Kaukasus, samt endvidere fra det allernordligste Norge og Finland mod øst gennem subarktiske områder til det østlige Sibirien.

Blandt historikere har man diskuteret, om den makedonske konge Alexander den Store (356-323 f.Kr.) døde på grund af forgiftning med hvid foldblad. Kongen var syg i 12 dage og led af symptomer, der ligner dem, som forårsages af denne plante. (Kilde: L. Schep 2013. Was the death of Alexander the Great due to poisoning? Was it Veratrum album? Clinical Toxicology 54 (1): 72-77)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, fra det centrale, sydlige og østlige Europa mod øst gennem Kaukasus, Tibet og Mongoliet til det østlige Sibirien.

Artsnavnet blev givet til ære for den flamske læge og botaniker Matthias de l’Obel (1538-1616), som i et værk kaldt Stirpium adversaria nova, fra 1570, opdelte planter i 7 klasser: kornarter, orkidéer, haveplanter, grønsager, træer og buske, palmer og mosser. Ikke færre end 2191 plantearter blev afbilledet i værket Plantarum seu stirpium historia, fra 1576.

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, at dette navn senere blev hæftet på natlys-slægten, som oprindeligt var rent amerikanske planter.

 

Der hersker stor uenighed omkring denne slægts systematik. Navnet Chamaenerion går måske så langt tilbage som 1561. Det er afledt af græsk khamai (‘nær jorden’) og nerion, Oldtidens græske navn på oleander (Nerium oleander), hvilket sigter til de oleander-lignende blade hos smalbladet gederams (nedenfor). I 1753 placerede den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) disse planter i dueurt-slægten (Epilobium) (nedenfor). Mange botanikere anerkendte imidlertid ikke denne beslutning og fortsatte med at benytte Chamaenerion.

I 1818 foreslog den franske naturhistoriker Constantine Samuel Rafinesque-Schmaltz (1783-1840) navnet Chamerion, enten som slægtsnavn eller som underslægt. Rafinesque havde sine egne sære regler med hensyn til botanisk nomenklatur og anså det for passende at forkorte eksisterende slægtsnavne. Hans nye navn blev imidlertid ikke officielt anerkendt, før det blev offentliggjort i 1972 af den tjekkiske botaniker Josef Ludwig Holub (1930-99), som oprettede en ny typeart, Epilobium amenum. I dag er denne art imidlertid inkluderet i C. angustifolium, så Chamaenerion har fortrinsret fremfor Chamerion. Nogle autoriteter placerer stadig disse planter i Epilobium. (Kilde: A.N. Sennikov 2011. Chamerion or Chamaenerion (Onagraceae)? The old story in new words, Taxon 60 (5): 1485-1488)

 

Denne urt danner ofte store bestande, specielt i åbne, forstyrrede områder, såsom skovlysninger og forladte marker. Et eksempel på sidstnævnte findes på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

Den er vidt udbredt i nordlige tempererede og subarktiske egne, mod syd til Marokko, Pakistan, det nordlige Indokina, Korea, samt den nordlige del af USA. Den er almindelig i Danmark og ligeledes i Alperne og Pyrenæerne, hvor den findes op til højder omkring 2500 m. I Himalaya kan den træffes op til 4700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘smalbladet’.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i det centrale og sydlige Europa, fra det østlige Frankrig mod øst til Ukraine, og derfra mod syd til Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den vokser på klippefyldte skråninger samt i grus og sand på kalkholdig jordbund, fra lavlandet op til omkring 2000 meters højde.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af Dodona, en by og et religiøst centrum i Oldtidens Grækenland, beliggende nær den nuværende by Ioannina i den nordvestlige del af landet. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet her. Et ældre artsnavn på planten var rosmarinifolium, hvilket sigter til bladenes lighed med blade af rosmarin (Salvia rosmarinus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk epi (‘på’) og lobos (‘flig’), hvilket hentyder til de oversædige blomster (kronblade fæstet oven for ovariet).

 

Arten er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til det vestlige Sibirien. I Europa findes den især mod syd, sjælden eller manglende nordpå. Den vokser på solrige, stenede steder, på stengærder og i tørre krat, altid på kalkholdig bund. I Alperne forekommer den op til omkring 2000 meters højde.

 

 

 

 

 

Orkidéer opdeles i jordlevende og epifytiske arter. Sidstnævnte vokser på levende træer, i nogle tilfælde på klipper og faldne træer. De udvikler luftrødder, som opfanger næringsstoffer og fugtighed fra luften, og mange har pseudobulber, opsvulmede, fibrøse, løglignende gevækster, hvori der opbevares vand og næringsstoffer. De beskrevne arter nedenfor er alle jordlevende.

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

Familienavnet er afledt af græsk orkhis (‘testikel’), hvilket sigter til de underjordiske knolde hos medlemmer af slægten Orchis, der minder om testikler.

Hybrider er almindelige i denne familie og gør ofte bestemmelsen vanskelig.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk kephale (‘hoved’) og antheros (‘støvknap’), hvilket hentyder til, at støvknappen sidder som et hoved på søjlen.

 

Denne art vokser i lyse skove og krat, sjældent i græsklædte områder, på kalkholdig jordbund op til højder omkring 2600 m. Blomsternes farve afhænger for en stor del af kalkindholdet i jorden – jo mere kalk, desto mørkere blomster. Den er udbredt i størsteparten af Europa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Ural-bjergene, Iran og Turkmenistan. I Danmark fandtes den tidligere en del steder, men er blevet meget sjælden og træffes nu kun på Møns Klint, i Allindelille Skov på Midtsjælland, samt i Rold Skov.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dactylos (‘finger’) og rhiza (‘rod’), hvilket sigter til de to fingeragtige rodknolde. Slægten var tidligere placeret i slægten Orchis, som dog kan kendes på sine to runde rodknolde, der har givet anledning til navnet, afledt af græsk orkhis (‘testikel’). De danske navne gøgeurt og i ældre tid kukkerurt hentyder til, at mange af disse planter blomstrer, når gøgens kukken er på sit højeste.

 

Typiske habitater omfatter lyse skove, let fugtige enge og bredder af vandløb, oftest på kalkrig grund. Arten er vidt udbredt i størstedelen af Europa og videre mod øst gennem Sibirien til Yakutien, Sinkiang og Mongoliet. I Alperne træffes den op til omkring 2300 meters højde.

Artsnavnet hædrer den tyske læge og botaniker Leonhart Fuchs (1501-66), forfatter til en stor urtebog, De Historia Stirpium Commentarii Insignes (‘Særlige kommentarer til planternes historie’), publiceret i 1542. I den findes omkring 500 vellignende og detaljerede tegninger af planter.

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt i Mellemeuropa, fra Schwarzwald og Vogeserne mod øst til det vestlige Sibirien, voksende i våde enge og moser. I Alperne har den en spredt forekomst, fra de nedre dale op til omkring 2100 meters højde.

Artsnavnet blev givet til ære for den østrigske farmakolog, botaniker og politiker Joseph Traunsteiner (1798-1850).

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i tempererede og subarktiske regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Middelhavet, Iran, det sydlige Kina samt det centrale USA. Den vokser i græsklædte områder, mest på fugtig, næringsrig jordbund. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den træffes op til højder omkring 3000 m. I Danmark voksede den i 1800-tallet på en række lokaliteter, specielt på Bornholm og Sjælland, men med det moderne landbrugs indførelse forsvandt den hurtigt, blev sidst set på Bornholm omkring 1935 og på Sjælland i 1950.

Det tidligere slægtsnavn er afledt af oldgræsk koilos (‘hul’) og glossa (‘tunge’), hvilket hentyder til den hule spore på den tunge-lignende læbe. Artsnavnet betyder ‘grøn’ på latin og sigter til blomsternes grønlige farve. Det danske navn hentyder til den korte, sækformede spore.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af græsk epipaktis, som er af usikker betydning. Det er blevet foreslået, at ordet er afledt af epipaktóo (‘at lukke til’), hvilket sigter til de helende egenskaber hos rodknolden af skov-hullæbe (E. helleborine), som traditionelt blev anvendt mod galskab, urinsyregigt, hovedpine og maveonde.

 

Arten foretrækker varme og tørre steder på basisk til neutral, næringsfattig jordbund, bl.a. i lyse skove, græsklædte arealer, blandt klipper og i nedfalden ur, samt på sandjord, fx klitter. Den er tillige en pionérart, som kan dukke op på forladte marker og langs veje.

En almindelig plante i Alperne, hvor den træffes fra lavlandet op til ca. 2400 meters højde. Den er vidt udbredt i Europa, fra subarktiske områder mod syd til Middelhavet, og videre mod øst til Kaukasus, Iran og det vestlige Sibirien. I Danmark er den meget sjælden, idet den kun findes på Møns Klint og i Nordjylland, mens den er ret almindelig i Norge og Sverige.

 

 

 

 

 

Der hersker megen uenighed omkring systematikken af brunkulle-arter. De fleste autoriteter placerer dem i denne slægt, andre hævder, at slægten Nigritella, som de tidligere tilhørte, stadig er gyldig. Fremtidige genetiske undersøgelser vil muligvis kaste lys over sagen. På engelsk kaldes brunkulle-arter for vanilla orchids, da de dufter af vanilje.

Slægtsnavnet er afledt af græsk gymnos (‘nøgen’) og aden (‘kirtel’), hvilket sigter til de nektar-producerende kirtler. Det danske navn hentyder til den lange, tynde spore hos de fleste arter.

 

Arten er vidt udbredt i tempererede områder af Europa, mod øst til Stillehavet, mod syd til Middelhavet, Iran, det sydlige Kina og Japan. I de sydligste egne af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge. I Alperne kan den træffes op til højder omkring 2800 m. Dens voksesteder omfatter bl.a. lyse skove, fugtige græsklædte arealer, nær kilder, samt langs veje. I Danmark vokser den kun i ganske få kalkrige kær og enge i Nordsjælland.

Det latinske artsnavn er afledt af græsk konops (‘myg’). Med lidt fantasi ligner blomsten en myg, og den lange spore er myggens snabel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, til 22 cm høj, en smule kantet på grund af nedløbende bladfæster, nedre blade talrige, græslignende, glatte, de øvre blade få og meget små, dækblad-agtige. Blomsterstanden er en endestillet, meget tæt, halvkugleformet eller oval klynge af purpursorte, purpurrøde eller rosenrøde blomster, dækblade smalt lancetformede, af samme længde eller lidt længere end blomsten, margin helrandet eller let bølget, kronblade omkring 1 cm lange og 2 mm brede, opad-pegende, spore meget kort, poseformet. Blomsterne udsender en stærk duft af vanilje.

I videste forstand er denne art vidt udbredt i Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne og bjerge på Balkan. Den vokser i bjergenge med kort vegetation, i højder mellem 900 og 2800 m. Der findes også nogle få truede bestande i de skandinaviske fjelde, hvor arten i gamle dage, da gammeldags høslæt blev praktiseret, var ret almindelig. Efter introduktionen af moderne landbrugsmetoder er den imidlertid gået drastisk tilbage.

Det danske navn er oversat fra svensk brunkulla, som ifølge den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) er et gammelt jämtlandsk navn på arten. To ældre navne i Alperne er Chokolat-Blümel og Chokoladen-Blümchen, der begge betyder ‘lille chokoladeblomst’, hvilket naturligvis sigter til blomsterfarven.

Planter med rosenrøde blomster betragtes af nogle autoriteter som en underart, rubra, af mørk brunkulle, af andre som en selvstændig art, rød brunkulle (G. rubra). De vokser ofte sammen, og for mig er det mest logisk at betragte rødblomstrede planter som en farvevarietet af mørk brunkulle.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den italienske botaniker Vincenzo Tineo (1791-1856), som var direktør for den botaniske have i Palermo og senere rektor på Palermo Universitet. Han offentliggjorde et antal arbejder, deriblandt Plantarum rariorum Sicilae (1817) og Catalogus plantarum horti (1827).

 

Denne art er udbredt i størsteparten af Europa, fra England og Portugal mod øst til det centrale Sibirien og Kaukasus. I Nordafrika er den sjælden. I Danmark findes den kun på overdrev i Himmerland. Den er ret almindelig på Öland og Gotland, men er ellers sjælden i Skandinavien.

Den har en spredt forekomst i Alperne, hvor den træffes i højder op til omkring 2400 m. Den vokser typisk i åbne græsklædte områder samt i lyse skove, fortrinsvis på kalkholdig bund, undertiden på sur bund.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brændt’, hvilket sigter til de purpursorte blomsterknopper, der i farve kan minde om trækul.

 

 

 

 

 

I videste forstand rummer slægten i dag omkring 80 arter, udbredt i køligere regioner i størsteparten af Europa, det nordlige Asien, samt Nordamerika, med nogle få arter i subtropiske områder omkring Middelhavet, i Indokina, samt i det sydøstlige USA.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fuglerede’, hvilket sigter til den sammenfiltrede rodstok af N. nidus-avis (nedenfor), der i nogen grad ligner en fuglerede.

 

Den kendes nemt på sin brunlige stængel og blomsterstand, som helt mangler klorofyl. Stænglen er op til 40 cm, sjældent 60 cm høj, med et endestillet aks, der rummer op til 60 blomster. For at kunne spire er frøene fuldstændig afhængige af svampearter af slægten Sebacina.

Artsnavnet er latin og betyder i lighed med slægtsnavnet ‘fuglerede’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk platys (‘flad’, i denne forbindelse dog snarere ‘bred’) samt anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til den store afstand mellem pollinierne hos skov-gøgelilje (P. chlorantha).

Mere om disse planter kan læses på siden Natur-citater.

 

Underarten latiflora, kaldt for langsporet gøgelilje, vokser i løvskove. Som dens navn siger, har den en meget lang spore, til 4 cm, som er helt lige.

Bakke-gøgelilje er udbredt i tempererede områder i Europa og det nordlige Asien, mod øst til det centrale Sibirien og Mongoliet, samt i Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Kaukasus og Iran. Den trives på sur såvel som basisk jordbund og vokser i løvskove, krat, og græsklædte områder, samt på heder. I Alperne træffes den op til højder omkring 2500 m.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den østrigske farmakolog, botaniker og politiker Joseph Traunsteiner (1798-1850).

 

Denne art vokser på bjergenge på kalkrig bund, fra det centrale og sydlige Europa mod øst til Ukraine og Kaukasus. I Alperne er den truffet op til omkring 2600 meters højde.

 

 

 

 

 

Mange slægter i familien er såkaldte halvsnyltere, som i modsætning til de ægte snyltere, helsnylterne, også får næring gennem fotosyntese, og de er således i stand til at overleve uden deres vært. Disse slægter var førhen placeret i maskeblomstfamilien (Scrophulariaceae), men er efter omfattende genetiske studier blevet overført til gyvelkvælerfamilien.

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den preussiske botaniker Johann Bartsch (1709-38) fra Königsberg. Den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) havde rådet ham til at deltage i en ekspedition til vore dages Surinam som læge og botaniker, men uheldigvis døde han undervejs.

Det eneste tilbageværende medlem af slægten, sorttop, kendes nemt på sin mørkt purpurfarvede blomsterstand, en tilpasning til at bremse harmfulde UV-stråler. Den er en lav plante, ofte grenet fra grunden, stængler oprette eller opstigende, hårede, op til 30 cm høje. Blade modsatte, ovale, meget hårede, indtil 2,5 cm lange, tandede i randen. De nedre blade er grønne, de øvre med purpurfarvet skær. Den mørkt purpurfarvede krone er smal ved basis, op til 2 cm lang, 2-læbet, med en hætte lignende øvre læbe og en kortere med 3 butte flige.

Denne plante er udbredt i subarktiske egne, fra Skandinavien mod øst til det centrale Sibirien, samt i Island, Grønland og det nordøstlige Canada. I det sydlige Europa er den begrænset til bjergegne og træffes i Pyrenæerne, Alperne, de østeuropæiske bjergkæder samt på Balkan. Bestande i Schwarzwald og Vogeserne samt på Gotland betragtes som istidsrelikter. Arten er almindelig i Alperne, hvor den vokser på kalkbund i græsklædte områder og blandt klipper, i højder mellem 1000 og 3000 m.

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter ligner hinanden meget, og de hybridiserer ofte, hvilket gør det endnu vanskeligere at artsbestemme dem. Størsteparten er små planter, ofte grenet fra grunden, blade modsatte, mere eller mindre ovale, stærkt tandede, blomster små, 2-læbede, øvre læbe meget kort, nedre læbe fliget, hvid med rødlige eller purpurfarvede striber og en gul plet nær svælget, sjældent helt gul eller violet.

I Europa har øjentrøst været benyttet mod øjensygdomme siden Middelalderen. Tilhængere af Signaturlæren hævdede, at den Gode Gud havde skabt planterne således, at menneskene kunne genkende brugen af dem. De tolkede de røde striber på øjentrøsts hvide kronblade som blodskudte øjne, og af denne grund ville disse planter kunne benyttes mod øjenlidelser. De ramte faktisk hovedet på sømmet i dette tilfælde, da øjentrøst stadig anbefales til at skylle øjnene mod udflåd og betændelse.

Slægtsnavnet kommer af græsk, afledt af Euphrosyne (’velbehag’), som var navnet på en af de tre gratier, kendt for sin glæde og munterhed. Navnet blev sandsynligvis givet på grund af artens ældgamle brug som lægeurt.

Det danske folkenavn ledgræs sigter til artens korte blade, der giver planten et ’leddet’ udseende, mens hedeté hentyder til artens anvendelse som urteté. Et fransk folkenavn for øjentrøst er casse-lunettes, hvilket løseligt oversat betyder ’at smide sine briller væk’.

Mere om øjentrøst findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk orobos (‘bønne’) og ankhein (‘at kvæle’), hvilket hentyder til bønne-gyvelkvæler (O. crenata), som er en almindelig parasit på hestebønne (Vicia faba).

 

Arten er vidt udbredt, idet den findes i størsteparten af Europa samt i Nordafrika, mod øst gennem Rusland og Mellemøsten til Tibet, Himalaya og det centrale Kina. I Alperne vokser den op til højder omkring 1900 m, mens den i Asien er blevet truffet op til 3700 m. Den foretrækker ret tør, kalkholdig jordbund.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, slank, håret, rødlig, brunlig eller gullig, op til 60 cm høj, blade og dækblade mørkt purpurfarvede, skælagtige. Blomsterstanden er et tæt, endestillet aks, kronen tragtformet, op til 2,4 cm lang, kirtelhåret, gulbrun udvendig, blodrød indvendig. Sidstnævnte har givet anledning til det danske navn.

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante snylter især på ærteblomster (Fabaceae), bl.a. kløver (Trifolium) og esparsette (Onobrychis). Den vokser i græsklædte områder på sur, neutral eller basisk jordbund, ude i det åbne eller i halvskygge. Den er hjemmehørende i Mellem- og Sydeuropa mod øst til Ukraine, Tyrkiet, det nordlige Irak og Kaukasus, endvidere på den Arabiske Halvø samt i det nordlige og østlige Afrika. Den er blevet naturaliseret i adskillige sydamerikanske lande. I Alperne er den begrænset til de lavere dele, normalt under 800 meters højde.

Tidligere blev arten anvendt medicinsk mod forskellige lidelser.

 

 

 

 

 

Disse planters krone er 2-læbet, med en sammentrykt, hjelmformet eller forlænget overlæbe, der kan ende i tænder eller danne et næb eller en snabel-lignende forlængelse. Den nedre læbe er i reglen bred, flad eller hvælvet, fliget.

Slægtsnavnet kommer af latin pediculus (‘lus’). Ifølge gammel overtro kunne troldurterne overføre lus til mennesker og kvæg, men ifølge en anden overtro var de i stand til det stik modsatte, nemlig at befri mennesker og kvæg for lus! Navnet luseurt hentyder til, at man benyttede et afkog af troldurt-arterne til at fordrive lus med. På engelsk hedder slægten lousewort, hvilket også betyder ’luseurt’. Navnet troldurt sigter måske til, at disse planter snylter på græsser og derved nedsætter mængden af hø i engene. Endvidere skulle de gøre høet bittert.

Normalt undgår græssende dyr disse planter, da de indeholder giftige glykosider.

 

Arten er begrænset til de sydvestlige Alper, hvor den vokser i græsklædte arealer på kalkholdig bund, i højder mellem 1800 og 2600 m.

 

 

 

 

 

Stænglen bliver indtil 35 cm høj, og de bleggule blomster er arrangeret i et tæt, endestillet aks.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i græs eller anden højere vegetation på kalkholdig bund, i Alperne op til omkring 2000 meters højde. Den er udbredt fra den centrale del af Apenninerne mod øst til Slovenien, Kroatien, Rumænien og Ukraine, og derfra mod nord til Polen og Hviderusland.

Artsnavnet blev givet til minde om den franske læge Belsazar de la Motte Hacquet (ca. 1739-1815), professor i anatomi og kirurgi i Laibach (i dag Ljubljana). Han skrev en bog om floraen i det karnioliske område med titlen Plantae alpinae carniolicae (1782).

 

 

 

 

 

Arten findes kun i Alperne, fra Frankrig mod øst til Østrig og Slovenien, hvor den vokser i græsklædte områder på kalkbund i højder mellem 1000 og 2700 m.

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt i Pyrenæerne og Alperne, mod øst til Østrig og Slovenien, samt i de Dinariske Alper, voksende i græsklædte områder i højder mellem 1900 og 2700 m. Den er opdelt i to underarter, rosea, der forekommer fra Liechtenstein og det nordøstlige Italien mod øst, samt allionii, der findes fra Pyrenæerne mod øst til Schweiz og det nordvestlige Italien.

Underarten allionii blev navngivet til ære for den italienske læge og botaniker Carlo Allioni (1728-1804), professor i botanik ved universitetet i Turin. Hans vigtigste værk er Flora Pedemontana, sive enumeratio methodica stirpium indigenarum Pedemontii, fra 1755, som behandler plantelivet i Piedmont. I værket angives 2813 arter, hvoraf de 237 førhen havde været ukendte.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i den østlige del af Alperne, fra det østlige Schweiz mod øst til de Juliske Alper og Karpaterne, voksende på kalkrig bund i græsklædte områder og på grusede skrænter, i højder mellem 1200 og 2800 m.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i græsklædte områder på kalkholdig bund, fra det østlige Frankrig mod øst til Østrig og den nordlige del af Balkan.

 

 

 

 

 

Udbredelsen af denne art er næsten cirkumpolar, idet den forekommer fra Skandinavien mod øst langs den russiske Ishavskyst til Alaska og det nordvestlige Canada. Desuden findes den i bjergegne i Europa, fra Pyrenæerne mod øst til Alperne, Karpaterne og Tatra-bjergene, på Balkan, samt i Ukraine, Centralasien, Kina og Japan. Den vokser på kalkrig jordbund, i Mellemeuropa i højder mellem 900 og 3000 m, i Centralasien op til 4400 meters højde. Den er meget almindelig i Alperne.

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige slægter i familien har pragtfulde blomster, fx egentlige valmuer (Papaver, nedenfor), hvoraf mange har stærkt røde blomster, samt valmuesøstre (Meconopsis) og hornskulper (Glaucium). Flere arter af valmuesøstre er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

To plantegrupper, der førhen blev betragtet som selvstændige familier, er nu indlemmet i valmuefamilien, nemlig Fumariaceae, der omfattede bl.a. lærkespore, jordrøg og løjtnantshjerte, samt Pteridophyllaceae, der kun rummede en enkelt slægt med en enkelt art, Pteridophyllum racemosum, som er begrænset til Japan.

 

 

Stængler oprette, hårede, indtil 20 cm høje, med mælkesaft. De nedre blade er enkelt eller dobbelt snitdelte, blågrønne. De fleste underarter har gule eller orange blomster, enkelte har hvide. De er først nikkende, siden oprette, op til 5 cm i tværmål, med 4 kronblade.

 

 

 

 

 

 

 

Imidlertid fastslår en fylogenetisk undersøgelse fra 2011, at skovvalmuen hører hjemme i slægten Papaver, og artiklens forfattere gendanner artens oprindelige navn, P. cambricum, som blev offentliggjort i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). (Kilde: J.W. Kadereit, C.D. Preston & F.J. Valtueña. Is Welsh Poppy, Meconopsis cambrica (L.) Vig. (Papaveraceae), truly a Meconopsis? New Journal of Botany, bd. 1, 2011, s. 80-88)

Arten er begrænset til skovklædte bjerge på den iberiske halvø, samt i det sydlige Frankrig, det sydvestlige England, Wales og Irland. I Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 2000 m.

Den har adskillige stængler, normalt 30-60 cm høje, men undertiden op til 75 cm, med gul mælkesaft. De friskgrønne eller let blålige blade er langstilkede, snitdelte, lancetformede i omrids, indtil 20 cm lange, småbladene stærkt tandede. Blomsterne er af en distinkt orangegul farve, indtil 8 cm i diameter, med 4 kronblade. Bægerbladene kastes kort efter, at kronbladene er foldet ud.

Som et kuriosum kan nævnes, at denne plante siden 2006 har været benyttet i logo’et hos Plaid Cymru (udtales ‘Plaid Komri’), et walisisk nationalistisk socialdemokratisk parti, som agiterer for løsrivelse fra Storbritannien.

 

 

 

 

 

Bladene er linjeformede, nåleagtige, og når de fældes, efterlader de et ar. Modne kogler er forveddede, mellem 1,5 og 60 cm lange, med talrige skæl arrangeret i spiralform, med to vingede frø under hvert skæl. Hanlige kogler er små, 0,5-6 cm lange, og de falder kort efter spredning af pollen. Mange arter udskiller en klæbrig, velduftende harpiks.

 

To centralasiatiske arter er præsenteret på hjemmesidens engelske del, se Plants: Himalayan flora 2.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for fyrretræer, måske oprindeligt stammende fra Sanskrit pitu (‘saft’, ‘harpiks’), hvilket sigter til den rigelige produktion af harpiks hos disse træer.

 

Den er hjemmehørende i det sydlige Europa, fra Pyrenæerne over Alperne til Karpaterne, og mod syd til Apenninerne i Italien og de højeste bjerge på Balkan. Sidst i 1700-tallet og i 1800-tallet blev den i vid udstrækning plantet som sandbinder i klitter i Skandinavien, Finland og de Baltiske Stater, og den er nu blevet naturaliseret mange steder. I Skandinavien betragtes den som invasiv.

Der kan fremstilles sirup af unge skud og kogler ved at koge dem.

Artsnavnet er det gamle rhætiske navn på dette træ. Rhætisk var et tyrsensk sprog, som blev talt i regionen Rhætien i den østlige del af Alperne på præ-romersk tid.

 

 

 

 

 

De lysegrønne til mørkegrønne nåle er 4-24 cm lange og 1,2-2,1 mm brede, afhængigt af underart. Modne kogler er op til 10 cm lange, med afrundede skæl. De modnes omkring 18 måneder efter befrugtning.

Denne art, opdelt i 5 eller 6 underarter, er udbredt gennem det sydlige Europa, fra den Iberiske Halvø til Tyrkiet og Krim-halvøen, samt i de højere dele af Atlasbjergene i Marokko og Algeriet. Den vokser normalt op til højder omkring 1600 m, men kan undertiden træffes op til 2000 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khaino (‘jeg gaber’) og rhinos (‘næse’), hvilket sigter til det åbne svælg og den ret korte spore hos disse arter.

 

Denne plante er udbredt i den nordlige del af den Iberiske Halvø, i Pyrenæerne samt på de Baleariske Øer, især voksende på kalkholdig grund i klippefyldt terræn, samt på stengærder. I Pyrenæerne træffes den op til omkring 2600 meters højde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske navn på disse planter, oprindeligt digitalis herba (‘en urt, som relaterer til fingrene’), af digitus (‘finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab og rævebjælde, hentyder til blomstens form.

 

Arten er vidt udbredt i europæiske bjergegne, bl.a. Pyrenæerne, det franske Massif Central, Ardennerne, Vogeserne, Jura-bjergene, Schwarzwald, Alperne, Karpaterne, de Dinariske Alper, samt bjerge på Balkan, men vokser også i lavere højder i Østeuropa, Tyrkiet og det vestlige Sibirien. Den træffes i skove og åbne områder op til omkring 2000 meters højde.

Det latinske artsnavn betyder ‘storblomstret’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som både slægtsnavnet og det danske navn antyder, er blomsterstandene kugleformede, og blomsternes farve varierer fra blå til purpurfarvet, violet, lyserød eller hvid.

Tidligere udgjorde disse planter en særskilt familie, Globulariaceae.

 

Denne dværgbusk, der sjældent bliver over 10 cm høj, kan kendes på de mørkt purpurfarvede stængler. Bladene sidder i roset, lancetformede eller aflange med kileformet til omvendt hjerteformet basis, sjældent over 3 cm, af og til op til 7 cm lange, spidsen afrundet med et indhak. Stænglen er bladløs, til tider med et par skælagtige blade. Den endestillede blomsterstand er et tæt, halvkugleformet hoved med en diameter omkring 1,2 cm, somme tider op til 2 cm, blegblå eller purpurblå.

Trods det videnskabelige slægtsnavn, afledt af latin cor (‘hjerte’) og folium (‘blad’), samt det danske navn, er bladene ikke udpræget hjerteformede, snarere aflangt spatelformede.

 

 

 

 

 

Som både det latinske artsnavn og det danske navn fortæller, har denne plante bladløse stængler, som kan nå en højde af ca. 25 cm. Grundbladene er meget større end hos foregående art, idet de er indtil 10 cm lange, undertiden 15 cm. Blomsterstandene er også større, indtil 2,5 cm i diameter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin linum (‘hør’), således ‘ligner hør’, hvilket hentyder til bladene hos nogle arter, der overfladisk minder om bladene af hør.

 

Arten er vidt udbredt i bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, fra den Iberiske Halvø og Pyrenæerne mod øst via Jura-bjergene, Alperne og den centrale del af Apenninerne til Balkan. Den vokser i grus og blandt klipper, hovedsagelig på kalkholdig bund, i højder mellem 2000 og 4200 m.

 

 

 

 

 

Denne art findes i Pyrenæerne, på den Iberiske Halvø og Korsika, samt i Italien og Nordafrika. Den vokser blandt klipper, på skråninger, i klitter, græsgange og brakmarker, på kalkholdig såvel som sur jordbund, fra havniveau op til omkring 2600 meters højde.

 

 

 

 

 

 

Denne art har en spredt forekomst i et ret lille område i den østlige del af Alperne, i det nordøstlige Italien, Østrig og det nordlige Slovenien. Den forekommer kun i områder med mineralet dolomit, normalt i højder mellem 1500 og 2600 m.

 

 

 

 

 

Denne plante findes i to adskilte områder, dels i det nordøstlige Italien, Østrig og det nordlige Slovenien, dels i den sydlige del af de Dinariske Alper, i Herzegovina. Den vokser i klippefyldte områder på kalkholdig bund, i højder mellem 1000 og 2200 m.

Nogle autoriteter placerer arten i slægten Veronica (nedenfor).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er middelalder-latin for ‘vingård’. Formodentlig blev nogle vejbredarter observeret i vingårde som ukrudt.

 

Denne plante vokser på kalkholdige jorder i græsklædte områder, langs veje og på tomter, fra havniveau op til omkring 2000 meters højde. Den er udbredt i næsten hele Europa mod øst til den sibiriske Stillehavskyst, mod syd til Middelhavet, Irak, Iran og det nordøstlige Kina. Den er også blevet indslæbt andre steder, i særdeleshed i det nordøstlige USA.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder sandsynligvis til Bibelens Veronica, som efter overleveringen tørrede sveden af Jesu ansigt under hans vandring til Golgatha. Det siges, at ærenpris-blomsterne ligner de mærker, som blev efterladt på klædet.

Det danske navn, oprindelig skrevet erennpryes, er lånt fra tysk Ehrenpreis og hentyder til de ’ærede og priste’ medicinske egenskaber hos nogle af disse planter. Folkenavnene Vorherres blå øjne, Jomfru Marias blå øjne, misøjne og forglemmigej hentyder til de blå blomster. Forglemmigej er jo normalt navnet på arter af slægten Myosotis (Boraginaceae), men blev i folkemunde også anvendt for ærenpris-arter.

Disse planters rolle i folketro og medicin er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Denne art vokser i fugtige enge, langs vandløb, i snelejer samt blandt klipper, i højder mellem 1400 og 2900 m. Den har en meget stor udbredelse i arktiske og subarktiske regioner, fra Canada mod øst til det centrale Sibirien, endvidere i bjergområder på de Britiske Øer, i det centrale og sydlige Europa mod øst til Ukraine, samt i Tibet og den vestlige del af Himalaya.

 

 

 

 

 

Denne art er vildtvoksende i subarktiske områder i Grønland, Island, Norge, Sverige, Finland og det nordvestlige Rusland, samt i bjergegne i Mellem- og Sydeuropa. Den vokser på stenede skråninger og i græsklædte arealer, i Alperne op til højder omkring 2400 m.

 

 

 

 

 

Arten vokser på tørre, solrige steder i græsland, klitter og krat, samt på sandede, grusede og stenede steder, sædvanligvis på næringsfattig og humusrig bund. Den er hjemmehørende næsten overalt i Europa, mod øst til det centrale Sibirien og derfra mod syd til Kaukasus og Sinkiang. I den sydlige del af udbredelsesområdet vokser den mest i bjerge, i Alperne op til højder omkring 2100 m. I Danmark findes den hist og her ved Limfjordens og Kattegats kyster samt på Bornholm, men er sjælden eller manglende i resten af landet.

 

 

 

 

 

Denne art vokser i lyse skove, krat og græsklædte arealer samt blandt klipper, helst på kalkholdig jord. Den er udbredt fra Mellem- og Sydeuropa mod øst til det vestlige Sibirien, Altai-bjergene og Mongoliet, mod syd til Middelhavet og Kazakhstan.

Nogle autoriteter betragter den som en underart af østrigsk ærenpris (V. austriaca).

 

 

 

 

 

Artens udbredelsesområde er bjergegne i det centrale og sydlige Europa, bl.a. Pyrenæerne, det franske Massif Central og Alperne, mod øst til Ukraine. Den vokser i skove og græsklædte områder på kalkholdig jordbund.

Det latinske artsnavn betyder ‘med nælde-lignende blade’.

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er sandsynligvis af keltisk oprindelse, af ar (’nær’) og mor (’hav’), hvilket sigter til, at almindelig engelskgræs (A. maritima) vokser nær havet. I sin Commentarii de Bello Gallico (‘Notater om den Galliske Krig’) nævner den romerske kejser Gaius Julius Caesar (100-44 f.Kr.) et område mellem floderne Seinen og Loire, som han kalder Aremorica. Formodentlig voksede der engelskgræs her. Det gamle franske navn på planten, armoires, blev i 1537 latiniseret som armerios, der senere blev til Armeria. (Kilde: J. Corneliuson 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. Wahlström & Widstrand)

Trods navnet har engelskgræs intet med græs at gøre. Det hentyder sandsynligvis til de græslignende blade. Oprindelsen til forstavelsen engelsk er dunkel.

 

Arten forekommer i bjerge fra Pyrenæerne mod øst til Karpaterne og Balkan. Den er specielt almindelig i de sydlige Alper. Den vokser i græsklædte og klippefyldte områder i højder mellem 1500 og 3000 m.

 

 

 

 

 

 

Blomstens bygning hos disse planter er unik. Ud af i alt 6 bægerblade er de 4 små og grønne, mens 2 er større og af samme farve som kronbladene, vinge-agtige og omsluttende næsten hele blomsten. De 8 støvdragere er vokset sammen til et rør, og fastgjort til dette rør er to små kronblade, et på hver side. Det tredje kronblad er større, frynset i randen, og danner en bådlignende struktur nederst i blomsten. Denne fungerer som ‘landingsplads’ for besøgende insekter, bl.a. bier og sommerfugle.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’, ‘meget’) og gala (‘mælk’), hvilket hentyder til en gammel overtro, at disse planter øgede mælkeydelsen hos kvæg.

 

Arten vokser på kalkholdig eller let sur bund i lyse skove, græsland og klitter samt på heder, fra havniveau op til omkring 2200 meters højde. Den er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Middelhavet og Tyrkiet. I Danmark findes den spredt i det meste af landet.

 

 

 

 

 

Navnet er afledt af græsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede bladfæster hos mange arter. Hos talrige arter er akselbladene sammenvoksede til en skede, der omslutter stænglen (heraf det danske familienavn).

Adskillige asiatiske arter er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin bis (‘to gange’) og tortus (‘snoet’), hvilket sigter til roden, som er snoet hos B. officinalis (nedenfor). Det danske navn hentyder til bladformen hos mange af arterne, der minder om pileblade (Salix).

 

Arten er vidt udbredt i tempererede områder i Mellem- og Sydeuropa, inklusive de Britiske Øer, mod øst til Stillehavet, mod syd til Marokko, Iran og det sydlige Kina. Den mangler i Skandinavien, men er almindeligt dyrket og ses undertiden forvildet, og det samme er tilfældet i Nordamerika. I Sydeuropa træffes den kun i bjergområder. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser på enge og græsgange, i skovkanter og langs stier, op til højder omkring 2100 m.

Friske blade er et værdifuldt foder, men smuldrer, hvis de tørres som hø. Roden indeholder en spiselig stivelse, mens bladene tidligere blev benyttet i folkemedicinen til behandling af sår.

I lighed med slægtsnavnet sigter det danske navn til roden, som er snoet. Et ældre engelsk navn på planten er pudding grass (’budding-græs’), som hentyder til, at bladene førhen i det nordlige England blev anvendt omkring påske i en bitter budding, sammen med andre urter, havregryn og æg.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Arizona, Spanien, Kaukasus, Himalaya og det nordlige Indokina.

I Nepal benyttes roden mod feber, frøene mod hoste og infektioner. Frøene ristes eller anvendes i pickles.

Artsnavnet er afledt af latin vivus (‘levende’) og‎ pario (‘jeg bærer’, dvs. afkom), hvilket sigter til yngleknopperne i den nedre del af akset.

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er oftest en trekantet nød, tit vinget, siddende i tætte klynger, ofte af en iøjnefaldende kastanjebrun farve ved modenhed.

Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade, mens navnet syre sigter til visse arters syrlige blade, som er fyldt med c-vitamin.

 

Kort efter at sneen er smeltet, vokser de gullig-grønne eller kobberfarvede unge blade frem fra rhizomerne. De bliver hurtigt meget store og langstilkede, hjerteformede eller ovale, glatte, op til 50 cm lange, med bølget rand. Stængelbladene er mindre, spredte, aflange eller lancetformede. Akselbladene danner en skede omkring stænglen.

Blomsterstandene er vidt forgrenede, tætte, endestillede klaser med hundredevis af små grønne blomster. Frugten er en rødbrun, trekantet, vinget nød, som kan bevare spireevnen i over 10 år.

Denne art er vildtvoksende i bjerge i det centrale og sydlige Europa, såvel som i Ukraine og Tyrkiet, mod øst til Kaukasus og det nordvestlige Iran. Den vokser i alle slags åbne områder på næringsrig jordbund, op til højder omkring 2600 m.

Et folkeligt engelsk navn på planten er monk’s rhubarb (‘munkens rabarber’), hvilket hentyder til bladene, der er spiselige, rå eller tilberedte. De udgør en glimrende spinat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter vokser i køligere egne på den nordlige halvkugle, samt i bjergegne i Sydamerika, Filippinerne og Ny Guinea. Den største diversitet ses i Himalaya, hvor slægten efter sigende opstod, og der er også mange i Centralasien, Kaukasus, Alperne og Pyrenæerne.

I Norge og Sverige forekommer to arter, nordisk fjeldarve (A. septentrionalis) og A. elongata. Førstnævnte ses undertiden forvildet i Danmark.

Slægtsnavnet er afledt af græsk andros (‘mand’) og sakos (‘skjold’), hvilket sigter til støvknappens form. Navnet blev anvendt for en uidentificeret plante af både den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.) og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

 

Arten forekommer i Alperne, Apenninerne, Sudeterne og Karpaterne, samt i bjerge på Balkan. Den vokser på sur jordbund i højder mellem 1500 og 3500 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kyklaminos, sandsynligvis afledt af kyklos (‘cirkel’), hvilket hentyder til slægtens runde rodknold. Et af slægtens engelske folkenavne er swinebread (’svinebrød’), hvilket stammer fra middelalder-latin panis porcinus (ligeledes ‘svinebrød’). Dengang mente man, at rodknolden blev ædt af svin.

 

Den kendes nemt på de blågrønne, afrundede blade med talrige uregelmæssige hvidlige striber, samt de lyserøde eller cyklamen-farvede blomster med stærkt tilbagebøjede flige, op til 2,5 cm lange.

 

 

 

 

 

 

 

Bladene hos disse planter sidder i roset, mens blomsterstanden normalt er en skærm for enden af en bladløs stilk. Kronbladene er sædvanligvis sammenvokset til et langt rør med 5 udbredte flige for enden.

Et stort antal kodrivere er særdeles hårdføre, og det latinske slægtsnavn, som er diminutiv af prima (’den første’), hentyder til mange arters tidlige blomstring. Det danske navn er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (P. veris).

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere.

 

Arten er udbredt i næsten hele Europa, mod nord til Danmark og Sydsverige, samt i det nordlige Asien, mod øst til Altai-bjergene, mod syd til Kaukasus, Tyrkiet og det nordlige Iran. Den vokser i skove og fugtige græsklædte arealer, samt langs vandløb.

Artsnavnet er latin og betyder ‘højere’ (end P. veris).

 

 

 

 

 

Denne art vokser i alpint græsland og i snelejer på sur bund, i højder mellem 2000 og 3200 m. Den er udbredt i de centrale og østlige Alper, samt den nordlige del af Balkan

Den danner et forvirrende udvalg af hybrider med P. minima (nedenfor).

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Østrig mod vest til de Franske Alper og Pyrenæerne. Den vokser på sur jordbund, gerne langs vandløb eller i snelejer, i højder mellem 1100 og 3100 m.

 

 

 

 

 

Gul aurikel kendes nemt på de knaldgule blomster og de mat-grønne, bredt ovale, tynde blade, som er stærkt takkede i randen og dækket af kirtelhår. Bladpladen hos vild aurikel er sædvanligvis smallere, næsten lancetformet.

Et engelsk folkenavn på disse planter er bear’s ear (‘bjørneøre’), hvilket sigter til bladenes form. De er ophav til mange af de dyrkede kodriver-arter.

 

 

 

 

 

Arten er ret almindelig i den østlige halvdel af Alperne, samt i Tatra-bjergene, Karpaterne og den nordlige del af Balkan, mod øst til Ukraine. Den vokser i nedfalden ur og snelejer, normalt på sur jordbund, i højder mellem 1200 og 3000 m.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et diminutiv af det italienske ord soldo (‘mønt’), således ‘små mønter’, hvilket hentyder til bladenes form hos de fleste arter. På engelsk kaldes disse planter snowbells (‘sneklokker’), hvilket hentyder til deres tidlige blomstring, der ofte finder sted i lavninger, hvorfra sneen nys er smeltet.

 

Alle blade er grundblade, langstilkede, læderagtige, cirkulære eller nyreformede, til 3 cm i tværmål, margin helrandet. Unge blade er kirtelhårede, senere glatte. De blomstrende stængler er op til 15 cm høje, blomsterstande fåblomstrede, kronen purpurfarvet eller lilla, op til 1,5 cm lang, tragtformet, med dybe indskæringer i randen. Denne sidste karakter adskiller den fra de fleste andre arter af alpeklokke.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i den østlige del af Alperne, i det sydøstlige Tyskland, Østrig, Italien og Slovenien. Den vokser på kalkholdig bund i græsklædte områder og på kalkstensklipper i højder mellem 1700 og 2500 m. En endemisk underart, samnitica, er begrænset til Majella Nationalpark i de italienske Abruzzer-bjerge.

 

 

 

 

 

De mørkt eller lyst purpurfarvede blomster er mere klokkeformede end hos de to foregående arter, og kronbladene er kun en smule frynsede.

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomstens bygning hos disse planter er unik, med 5 farvede bægerblade, hvoraf de øverste danner en opret hætte, samt 2-10 indre kronblade, hvoraf de to har nektar-producerende sporer skjult under hætten. Frugten er en follikel, en bælg-lignende frugt, som ved modenhed kun springer op i den ene side.

De fleste af arterne er dødeligt giftige, selv i små mængder. I både Europa og Asien blev den giftige saft af stormhatte-arter førhen anvendt af jægere som pilegift, og den blev også smurt på pile og lanser under krige. Visse steder blev den anvendt til aflivning af kriminelle.

Slægtsnavnet hentyder til bjerget Akonitos ved Sortehavet, hvor den græske helt Herakles hentede den frygtelige 3-hovedede hund Kerberos op fra underverdenen Hades, som den vogtede. Den skrækkelige hunds fråde faldt som dråber på jorden, og her spirede Aconitum frem – et billede på slægtens store giftighed.

Det danske navn kommer af tysk Sturmhut, en middelalderlig hjelm af jern, benyttet ved belejring af fæstninger. Det sigter naturligvis til blomstens bygning.

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, stiv, blågrøn, håret, indtil 1,5 m høj. De håndformede blade er flere gange snitdelte til smalle, linjeformede segmenter, op til 2 mm brede. De hjelmformede blomster er samlet i en endestillet og flere sidestillede klaser, kronen blødhåret, gul med en lille brun plet på det øverste bægerblad. Folliklen er tæt behåret.

Artsnavnet er afledt af græsk anti (‘imod’) og thora, hvilket hentyder til en gammel tro på, at denne plante var en effektiv modgift mod forgiftning med den meget giftige Ranunculus thora.

 

 

 

 

 

Nordisk stormhat, nominatformen lycoctonum, er almindelig i de norske og svenske fjelde samt i de nordligste dele af europæisk Rusland. Den har purpurfarvede, blå eller undertiden gule blomster. Den blev tidligere betragtet som en selvstændig art, A. septentrionale.

Underarten vulparia forekommer i det centrale Europa, fra Pyrenæerne mod øst til Karpaterne. Den meget almindelig i Alperne, hvor den vokser fra lavlandet op til omkring 2100 meters højde.

Underarten neapolitanum findes i Sydeuropa. Den har bleggule blomster.

Underarten lasiostomum er udbredt i Rumænien, Ukraine, de baltiske lande, samt det vestlige Rusland. Dens blomster er mørkegule eller lysegule.

Underarten moldavicum har blegt purpurfarvede blomster. Den forekommer i Polen, Slovakiet, Ungarn, Rumænien, det vestlige Ukraine, samt det vestlige Rusland.

Artsnavnet hentyder til lykoktonin, et alkaloid, som findes i disse planter. Dette navn er afledt af græsk lykos (‘ulv’), hvilket sigter til, at dette alkaloid blev anvendt til at dræbe ulve, heraf et af slægtens gamle navne, ulfve-bane (‘ulvens endeligt’). Ulvene blev dræbt, enten ved at skyde dem med pile smurt i saft fra stormhat eller ved at plante stager, indsmurt i saften, i gravede ulvefælder, hvori der var placeret et dyr som lokkemad. Underartsnavnet vulparia, af latin vulpes (‘ræv’) antyder, at ræve blev slået ihjel på samme måde.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa, fra de Britiske Øer, Frankrig og Spanien mod øst gennem Alperne til Ukraine og det nordlige Balkan, og derfra mod nord til Tyskland og Polen. Den er blevet indført mange andre steder som haveplante og ses undertiden forvildet. Den er ret almindelig i Alperne og Pyrenæerne i højder op til omkring 2400 m.

Efter sigende blev saften af denne plante benyttet i Middelalderen af hekse under deres ’flyve’-ceremonier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fornylig er mange arter i denne slægt blevet overført af Kew Gardens til slægterne Eriocapitella, Anemonoides og Anemonastrum. Dette er lidt af et mysterium for mig, og indtil videre beholder jeg den gamle systematik.

I Alperne findes 7 arter, hvoraf de tre er vidt udbredte i Europa: hvid anemone (A. nemorosa), gul anemone (A. ranunculoides) og sommer-anemone (A. sylvestris). Disse og andre anemone-arter er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

En vidt udbredt art, som findes i adskillige bjergområder i Europa, fra Pyrenæerne, Alperne og Apenninerne mod øst til Centralasien og Sibirien, og derfra mod syd til Kaukasus, det nordlige Pakistan og Korea. Udbredelsen fortsætter ind i det nordvestlige Nordamerika, mod syd til det centrale British Columbia, med isolerede forekomster på Vancouver Island samt i bjergegne i Wyoming og Colorado.

Den vokser i græsklædte områder og lyse skove, langs veje og blandt klipper, fortrinsvis på fugtig, kalkholdig jordbund. I Alperne er den truffet op til omkring 2500 meters højde, i Centralasien og Nordamerika op til 4000 m.

Både det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til, at blomsterne minder en smule om pinseliljens (Narcissus poeticus). Medicinelt er narcisblomstret anemone blevet benyttet af folk på Aleuterne til at standse blødninger.

 

 

 

 

 

Det menes, at den er en af de ældste inden for gruppen, og at den førhen havde en langt større udbredelse i Europa end i dag, hvor den findes i fire adskilte områder: det nordlige Portugal og Spanien, de østlige og sydlige Alper og Apenninerne, Karpaterne, og endelig Finland. I Finland blev den først konstateret så sent som i 1929, og nogle autoriteter mener, at den sandsynligvis blev indført til landet og udplantet af haveinteresserede.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved blomstens mærkelige form, hvor hvert af de 5 kronblade har en spore, der peger bagud. Disse sporer er ofte krumme, hvilket har givet anledning til slægtsnavnet, der kommer af latin aquila (‘ørn’), hvor sporerne sammenlignes med ørnekløer. De smallere og mindre bægerblade er normalt af samme farve som kronbladene og sidder skiftevis imellem dem.

Det danske navn er afledt af det latinske navn. På engelsk kaldes disse planter for columbine, af latin columba (‘due’), hvilket sigter til blomstens påståede lighed med 5 duer, der klumper sig sammen.

I alt 8 arter af slægten er konstateret i Alperne. Bladene er trekoblede med butte småblade, de øvre stængelblade små, dækblads-agtige.

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter betragter arten som en underart, atrata, af almindelig akeleje (A. vulgaris).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og botaniker August Max Einsele (1803-70), som opdagede arten i 1847.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten blomstrer fra det tidlige forår, men blomstring kan også forekomme i løbet af sommeren, specielt i større højder. Selvbestøvning finder sted i regnvejr, hvor blomsterne fyldes med vand, og griffel og støvknapper befinder sig i samme højde. Spredning finder også sted ved spiring fra bladhjørnerne.

Denne plante trives i våde enge, grøfter og fugtige skove og langs vandløb. Dens udbredelse er cirkumpolar i subarktiske og tempererede områder, mod syd til Oregon, South Carolina, Middelhavet, Iran og det nordlige Indokina. I Alperne træffes den op til omkring 2100 meters højde.

Det videnskabelige artsnavn er afledt af latin palus (‘sump’), hvilket sigter til artens foretrukne voksested. Navnet kabbeleje kommer sandsynligvis af det gamle ord kalveleger. Eng-kabbeleje vokser først og fremmest i fugtige enge, hvor kalvene førhen gik på græs. (I dag holdes de jo oftest indendørs). Ordet leger var i gamle dage mest en betegnelse for liljer, men blev også brugt om planter i al almindelighed, fx fåreleger, der i dag kaldes for engelskgræs (Armeria maritima).

Artens rolle i folketro og digtning er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planters klatreevne kommer af, at bladstænglen er meget følsom. Ved kontakt med en plante eller andet begynder den at sno sig og slynger sig derpå omkring objektet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk klema (‘slyngplante’).

 

Opdelt i adskillige underarter er alpe-skovranke udbredt i det centrale, østlige og nordøstlige Europa mod øst gennem det nordlige Asien til Kamchatka, Korea og Japan. Den er tilknyttet kalkholdige jorder.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘djævlens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk helleboros, hvilket var navnet på H. orientalis, muligvis sammensat af ordene helein (‘at såre’) og bora (‘føde’), hvilket sandsynligvis sigter til denne arts giftighed. Navnet nyserod er oversat fra tysk Nieswurz, hvilket sigter til, at disse planters rod, stødt til pulver, fremkalder nysen.

 

Blomsterne er store, op til 10 cm i diameter, normalt rent hvide, undertiden lyserøde eller purpurfarvede. De stedsegrønne blade er langstilkede, snitdelte, mørkegrønne eller blågrønne, læderagtige, glatte.

Arten er hjemmehørende i Alperne, Apenninerne og de Dinariske Alper i den nordlige del af Balkan, men dyrkes ofte andre steder.

Det latinske artsnavn hentyder sandsynligvis til rodens farve.

Julerosens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

De er udbredt i subalpine og tempererede områder på den nordlige halvkugle, mod syd til det sydvestlige USA, Spanien, Iran og det sydlige Kina.

Slægtsnavnet kommer af latin pulsare (’at slå’), hvilket sigter til, at vinden bevæger blomsterne frem og tilbage. Navnet kobjælde hentyder til de hængende blomster hos nogle arter, der kan minde om de bjælder, som førhen blev hængt om halsen på køer.

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

Denne plante er vidt udbredt, fra det centrale Spanien, Pyrenæerne og det franske Massif Central mod øst via Jura-bjergene, Alperne og Apenninerne til Karpaterne og den nordlige del af Balkan, endvidere på Korsika og i Harzen. I Alperne træffes den i højder mellem 1200 og 2700 m.

Den vokser i et bredt udsnit af jordbundsforhold, afhængigt af underart. Hvid alpekobjælde (alpina) vokser mest på kalkrige jorder, mens gul alpekobjælde (apiifolia) findes på sur jordbund.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra de vestlige Alper mod øst til Karpaterne og bjerge på Balkan. Den vokser på tør, kalkholdig jordbund, fra de nedre dale op til omkring 2000 meters højde.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af rana (’frø’) og betyder således ’lille frø’. Dette navn – og dermed det danske ranunkel – hentyder til, at mange af ranunkel-arterne vokser i sumpede områder, hvor frøer holder til.

Mere om denne slægt kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Den er hjemmehørende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa, i det centrale Spanien, Pyrenæerne, Cevennerne, det franske Massif Central, Jura-bjergene, Alperne, den nordlige del af Apenninerne, Karpaterne samt bjerge i den nordlige del af Balkan. I Alperne findes den op til højder omkring 2100 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som stormhat’.

 

 

 

 

 

Den vokser især i kalkrige områder, hvor sneen ligger længe. Bladene udvikles under sneen og kommer frem, så snart den er smeltet. Arten er meget almindelig i Alperne og findes tillige i Pyrenæerne, Apenninerne og Karpaterne. Den vokser i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 1300 og 3000 m, undertiden så lavt som 600 m.

Et folkeligt tysk navn på planten er Gamskress (‘gemse-salat’), da gemser (Rupicapra rupicapra) holder af at æde de skarpt-smagende blade.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i højtliggende bjergområder i Mellem- og Sydeuropa, i de spanske Sierra Nevada, Pyrenæerne, Alperne og Karpaterne, samt tillige i Skandinavien, det nordvestlige Rusland, Svalbard, Island og Østgrønland. En særlig varietet, camissonis, er udbredt gennem arktisk Sibirien til Alaska.

I Alperne vokser arten i moræne, blandt klipper samt på bare klippeflader, i højder over 2300 m. Den er blandt de højest-voksende planter i Alperne, idet den er fundet i omkring 4200 meters højde på Finsteraarhorn i Schweiz (se også Saxifraga oppositifolia).

 

 

 

 

 

Denne art forekommer i det centrale og sydlige Europa, fra Danmark og de baltiske stater mod syd til Sicilien og Grækenland, og derfra mod øst til Ukraine og Kaukasus. Den vokser i løvskove, specielt bøgeskove, helst på næringsrig og kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 2100 meters højde. I Danmark er den begrænset til det sydøstlige Jylland. Førhen fandtes den flere steder i Østjylland, men er tilsyneladende forsvundet herfra.

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i europæiske bjergegne, fra Pyrenæerne over Jura-bjergene og Schwarzwald til Alperne og Apenninerne. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser i græsklædte områder og blandt klipper i højder mellem 600 og 2800 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En stovt plante, som kan blive over 1 m høj, stængel mange-grenet, normalt glat, nedre stængelblade op til 15 cm i diameter, dybt kløvede med 5-7 tandede segmenter, øvre blade spredte, gradvis mindre op ad stænglen, segmenter linje- eller lancetformede, op til 5 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstandene er endestillede eller fra bladhjørnerne, mange-grenede, blomster enlige, langstilkede, indtil 2,5 cm i tværmål, kronblade hvide, støvdragere gule.

Denne art minder særdeles meget om stormhatbladet ranunkel (R. aconitifolius (ovenfor), men bladsegmenterne er normalt meget bredere og mindre savtakkede.

Det danske og det latinske artsnavn hentyder begge til bladene, der kan minde om blade af løn (Acer) eller platan (Platanus).

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i åbne områder med kort vegetation, fra den centrale del af Tyskland mod syd til den sydlige del af Alperne. Den er begrænset til lavere egne af bjergene.

 

 

 

 

 

Bladene hos disse planter er store og dobbelt eller tredobbelt snitdelte, og blomsterne sidder i mangegrenede klynger. Støvdragerne er meget iøjnefaldende og ofte stærkt farvede. De har overtaget rollen som blikfang i stedet for kronbladene, som ofte er små eller manglende.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det gamle græske navn på disse planter, thaliktron.

 

En stor plante, ofte op til 1 m høj, undertiden 1,5 m. De store, dobbelt eller tredobbelt snitdelte blade minder om bladene hos Aquilegia (ovenfor), hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘med blade som akeleje’. Blomsterstandene er luftige, fladtoppede klaser med talrige lyserøde, blå eller svagt purpurfarvede støvdragere.

Arten er vidt udbredt i Europa med undtagelse af de nordvestlige dele, endvidere gennem den europæiske del af Rusland til det vestlige Sibirien og Kazakhstan. Den er ret almindelig i Alperne, hvor den vokser på næringsrig basisk jordbund, i lavere højder i skove og krat, i større højder på enge. Den er truffet op til omkring 2300 meters højde.

Et gult farvestof, benyttet til at farve uldgarn, blev førhen udvundet af bladene. Tyske folkenavne på planten omfatter bl.a. Brusttee (‘bryst-té’) og Lungenkraut (‘lungeurt’), hvilket vidner om dens brug i traditionel medicin, hvor en af anvendelserne var mod malaria.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af højtysk troll (‘kugleformet’), lånt fra latin trulleum (‘en rund vaskebalje’), hvilket sigter til de kugleformede blomster hos almindelig engblomme (nedenfor). Det danske navn er et gammelt udtryk for ‘eng-blomst’.

 

Arten trives i næringsrige, våde enge. Den er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til det vestlige Sibirien, men er aftaget drastisk i de fleste egne, bl.a. i Danmark. I Alperne er den stadig ret almindelig, voksende i højder op til omkring 3000 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) er navnet afledt af resedo (‘jeg lindrer’), hvilket formodentlig sigter til en medicinsk anvendelse af disse planter.

 

Arten er vidt udbredt, fra de Britiske Øer og Danmark mod syd til de Kanariske Øer, Vest-Sahara og den Arabiske Halvø, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien, med en isoleret forekomst i Sydafrika. Den er blevet indført mange andre steder, i særdeleshed Nordamerika og Australien. I sidstnævnte land er den blevet erklæret for uønsket, da den er et ondartet ukrudt blandt dyrkede afgrøder.

Den vokser ofte i næringsrige græsklædte områder, men optræder også som pionerplante i braklagte områder, vejkanter, jernbanegrus og grusgrave, samt på stenede skråninger, fra havniveau op til højder omkring 2000 m.

Siden det 1. århundrede f.Kr. er blade og blomster blevet udnyttet til produktion af et gult farvestof, skønt dens nære slægtning farve-reseda (R. luteola) var mere anvendt til dette formål.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gul’, hvilket hentyder til blomsterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

I videste forstand er denne art udbredt i subarktiske og tempererede regioner af den nordlige halvkugle. Den vokser på næringsrig, basisk jordbund i skyggefulde skove og krat, ofte langs vandløb. I Alperne er den truffet op til omkring 1500 meters højde.

Førhen anvendte folkeslag i det nordvestlige Nordamerika arten som et vanddrivende middel, som grødomslag, samt til behandling af blodsygdomme, kopper og ru hals.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste arter har hvide blomster, nogle lyserøde eller røde. Frugten er en bærlignende kærnefrugt, som består af den opsvulmede blomsterbund, der omslutter 2-5 frugtblade.

Slægtsnavnet er afledt af latin cotonium, en forkortelse for cydonium malum, ‘æblet (eller kvæden) fra Kydonia’, en by i Oldtidens Grækenland, beliggende på nordkysten af Kreta, nær den nuværende by Chania.

Det danske navn dværgmispel er selvfølgelig misvisende for de arter, som er træer og større buske. Det er opstået, fordi de to danske arter, rød bærmispel (C. scandinavicus) og sort bærmispel (C. nigra) er dværgbuske.

 

Arten er udbredt i tempererede områder i Europa, samt fra Tyrkiet mod øst gennem Kaukasus og Himalaya til Korea. I de europæiske bjerge træffes den op til højder omkring 2500 m. Den vokser i skove, krat og åbne områder på forskelligartet jordbund. Førhen blev den betragtet som voksende i visse klippeområder på Bornholm, men de nordlige bestande er blevet beskrevet som en særskilt art, C. scandinavicus.

 

 

 

 

 

Bladene er helrandede, fligede eller snitdelte. Blomsterne sidder i klynger, og kærnefrugten omslutter 2-5 frugtblade.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for rønnetræer, med rod i indoeuropæisk sor (‘rød’), hvilket sigter til frugtfarven hos de fleste arter.

Det danske navn er afledt af reynir, det oldnordiske navn på almindelig røn (S. aucuparia), som er beslægtet med rauðr (‘rød’), hvilket ligeledes sigter til frugtfarven.

 

Et middelstort træ på op til omkring 10 meters højde, undertiden 20 m. Barken er sortgrå med hvide pletter, glat gennem mage år, furet på gamle individer. Bladene er kortstilkede, spredte, mørkegrønne på oversiden, hvidfiltede på undersiden, form variabel, oftest elliptisk eller oval, men til tider aflang eller lancetformet, tilspidset eller but, til 12 cm lange og 9 cm brede, bredest neden for midten, med 10-15 par sidenerver, margin fint savtakket. Blomsterstanden er en halvkugleformet skærm, op til 12 cm i diameter, de individuelle blomster indtil 1,5 cm i tværmål, bægerblade trekantede, kødfulde, tæt hvidhårede, kronblade 5, hvide eller lyserøde, støvknapper cremefarvede eller brune. Frugten, som er knaldrød eller gulligrød, ellipseformet eller kuglerund, minder om et lille æble.

I gamle dage blev frugten sommetider stødt til mel og blandet med hvedemel til fremstilling af et sødt brød, og de blev også anvendt til fremstilling af brændevin og eddike. I den traditionelle medicin blev de benyttet mod hoste, diarré og katar. De blev tillige anvendt som svinefoder.

 

 

 

 

 

 

Slægten er opkaldt efter dryaderne, trænymferne i den oldgræske mytologi.

 

Bladene er meget karakteristiske, elliptiske, mørkegrønne og glatte på oversiden, med talrige sidenerver, hvidfiltede på undersiden, op til 4 cm lange og 2 cm brede, med nedadbøjet rand, som har mange butte tænder. Blomsterne er op til 4 cm i tværmål, kronblade elliptiske, snehvide, indtil 1.8 cm lange og 1,2 cm brede, støvdragere talrige, knaldgule. Ved modenhed vokser der lange fjeragtige hår ud fra griflen – en tilpasning til vindspredning.

De geologiske tidsperioder ved navn Dryas er opkaldt efter denne plante på grund af de store mængder af dens pollen, som blev fundet i boreprøver fra disse perioder, hvor arten var langt mere udbredt end i dag.

Artsnavnet er afledt af græsk octo (‘otte’) og petalon (‘kronblad’), hvilket sigter til, at blomsten som regel har 8 kronblade.

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er afledt af det arabiske ord alkemelych (‘alkymi’) – et navn som planten fik på grund af dens ry som magisk plante. Navnet løvefod kommer af bladets form, der minder om aftrykket af en løvepote. To folkenavne, Mariekåbe og Vor Frues kåbe, samt det engelske navn lady’s mantle, hentyder ligeledes til bladets form, der kan minde om lapperne i kanten af en gammeldags kvindekåbe.

 

En lav plante, sædvanligvis under 10 cm høj, undertiden til 30 cm. De silkehårede stængler vokser op fra en roset, blade håndformede med op til 7 lancetformede småblade, glatte på oversiden og tæthårede på undersiden, spidsen tandet. Stængelblade er lignende, spredte. Blomsterstandene er toppe (sammensat af klaser), endestillede eller fra bladhjørnerne, blomster gulliggrønne, op til 4 mm i tværmål, med 4 bægerblade, ingen kronblade.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på disse planter. Det danske navn hentyder til, at rodstænglen dufter af nelliker, når den brækkes.

Ved modenhed vokser en dusk af silkehår ud fra griflerne, hvilket har givet anledning til et tysk folkenavn på disse planter, Petersbart (‘Peters skæg’). Navnet sigter sandsynligvis til Sankt Peter.

 

Under blomstringen er denne plante lav, under 10 cm høj, men under frugtsætningen kan den blive op til 40 cm høj. Grundbladene er stilkede, lyreformede, snitdelte, med et stort buttandet, endestillet småblad, op til 6 cm langt og 5 cm bredt, meget større end de sidestillede småblade. Stængelblade små, tredelte, i lighed med stænglen tæt silkehåret. Blomsterne er endestillede, enlige eller få sammen, op til 4 cm i diameter, kronblade 6-8, guldgule. Hårene, som vokser ud fra griflen, forbliver længe på planten.

Roden af denne art blev tidligere anvendt som té i den traditionelle østrigske medicin mod forskellige lidelser, rheumatisme, urinsyregigt, betændelse og feber.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Alperne og Karpaterne, samt i bjerge på Balkan, voksende i højder mellem 1850 og 3800 m.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter findes i stort set hele verden, men de undgår de fleste tropiske egne samt ørkener.

Navnet er afledt af latin potens (‘stærk’, ‘kraftig’) og illa, en endelse, der udtrykker noget småt. Det hentyder til de påståede styrkende og snerpende egenskaber hos disse planter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter er vidt udbredt i tempererede og subtropiske områder på den nordlige halvkugle, med nogle få arter i tropiske områder i Østafrika og de sydlige dele af Asien. Andre steder dyrkes mange arter og kultivarer som prydplanter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på roser.

 

Arten er udbredt i bjergområder i det centrale og sydlige Europa, mod øst til Kazakhstan. Den vokser i fugtige skove, krat og græsklædte arealer, i Alperne fra de nedre dale op til omkring 2500 meters højde. Den er blevet forvildet mange steder i den nordøstlige del af Nordamerika.

Frugterne blev tidligere anvendt i folkemedicinen.

Artsnavnet kommer af latin pendulus (‘hængende’), hvilket hentyder til de hængende hyben. Et tysk folkenavn på planten er Rose ohne Dornen (‘rose uden torne’), hvilket selvfølgelig sigter til artens manglende eller få torne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et rødt farvestof blev tidligere udvundet af farve-mysike (A. tinctoria).

Navnet mysike er muligvis afledt af moschus, fra oldgræsk moskhos (‘moskus’), hvilket sikkert hentyder til planternes vellugt.

 

Denne art er hjemmehørende fra Alperne mod syd til Middelhavet og Nordafrika, og derfra mod øst til Kaukasus. Den er en steppeplante, som hører hjemme i græsklædte områder på varm, tør, kalkholdig jordbund.

 

 

 

 

 

Den ligner meget den foregående art, og hybrider ses ofte mellem dem. Den kan kendes på de hvide eller lyserøde blomster, hvis kronblade ofte er stærkt tilbagebøjede. Arten spredes vegetativt gennem underjordiske udløbere.

På engelsk har denne plante de mærkelige navne squinancywort og squinsywort, som stammer fra artens anvendelse mod halsbetændelse (på engelsk quinsy).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin crux (‘kors’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til bladene, der ofte sidder korsvis op ad stænglen.

 

Arten er udbredt i størsteparten af Europa, samt i det nordlige Tyrkiet, Kaukasus, Iran og den vestlige del af Himalaya. Den vokser i græsklædte områder og krat, samt langs veje og vandløb, normalt på kalkholdig bund, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.

Førhen var denne plante meget anvendt i traditionel medicin mod benbrud, rheumatisme, vattersot (væske i kroppen), samt hovedpine.

Artsnavnet er afledt af latin levis (‘let’) og pes (‘fod’). Hvad det hentyder til, er uklart.

 

 

 

 

 

Blomsterstandene hos slægterne Salix og Populus er rakler, som består af talrige små blomster, der sidder tæt sammen omkring en central akse, hver blomst omgivet af et papiragtigt dækblad.

 

Raklerne er oprette, og blomsterne bestøves af bier og andre insekter.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for pilearter. Det er beslægtet med ordet sal, som betyder ‘salt’, men den oprindelige betydning var ’grå’ eller ’smudsig’. Salt var jo tidligere ikke så hvidt, som vi ser det i dag, men smudsiggråt – som farven på barken af gråpil (S. cinerea). Det danske navn kommer af oldnordisk pill, der muligvis hentyder til de pilformede blade hos nogle pilearter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser blandt klipper og i snelejer på fugtig og næringsrig bund. Den er hjemmehørende i subarktiske og tempererede områder på den nordlige halvkugle, i den sydlige del af udbredelsesområdet begrænset til bjerge. I Alperne vokser den i højder mellem 1300 og 3200 m.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i europæiske bjerge, bl.a. Pyrenæerne, Jura-bjergene, Alperne, Apenninerne, Tatra-bjergene, Karpaterne, samt bjerge i det nordlige Balkan. Den vokser blandt klipper og i nedfalden ur i højder mellem 2000 og 2700 m.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sandsynligvis det klassiske latinske navn på disse planter. Det danske navn hentyder til ‘bægerbladenes’ form (i virkeligheden er de dækblade).

 

Denne plante er vidt udbredt i Europa, fra Sverige og de baltiske stater mod syd til Middelhavet og Tyrkiet, mod øst til Ukraine og det nordlige Iran. Den vokser i græsklædte og klippefyldte områder på basisk jordbund. Arten voksede tidligere et enkelt sted i det nordvestlige Jylland, men er nu uddød.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk og betyder ‘med små blomster’.

 

I Arktis træffes stjerne-stenbræk ned til havniveau, mens den i Alperne hovedsagelig vokser mellem 1200 og 3000 meters højde. Den hører hjemme meget våde steder, mest langs vandløb og i kildevæld, samt på fugtige klipper.

Bladene er samlet i en basal roset, kødfulde, skinnende, ovale eller kileformede, indtil 5 cm lange og 2 cm brede, tandede i spidsen. Stænglerne er oprette, rødlige, ofte kirtelhårede, op til 30 cm høje. Blomsterstanden er en åben klase med op til 15 stjerneformede blomster, bægerblade lancetformede, rødlige, tilbagebøjede, kronblade 5, hvide, lancetformede, indtil 7 mm lange, med to gule pletter nær basis. Griffel og støvknapper er røde eller gule.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Direkte oversat betyder slægtsnavnet ‘sten-bryder’, af latin saxum (‘sten’) og frangere (‘bryde’ eller ’brække’). Man kunne forledes til at tro, at navnet hentyder til mange af arternes voksested i klippesprækker, men det sigter snarere til en ældre medicinsk brug af nogle stenbræk-arter mod nyresten og lignende.

 

Den har en cirkumpolar udbredelse, idet den findes i Alaska, Canada, Grønland, Island, Skandinavien, på de Britiske Øer, samt i det nordlige Rusland, og endvidere i centraleuropæiske bjerge, fra Pyrenæerne over Alperne til Tatra-bjergene og Balkan. I Alperne vokser den i højder mellem 600 og 3100 m.

Et lokalt navn i Tyrol er Warzenkraut (‘vorteurt’), da man førhen mente, at saften var i stand til at fjerne vorter.

Artsnavnet kommer af græsk aei (‘forevigt’) og zoion (‘noget levende’), altså ‘evigt-levende’, hvilket sigter til de stedsegrønne blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i Alperne, den nordlige del af Apenninerne og Pyrenæerne, hvor den vokser i højder mellem 1400 og 3000 m. Den vokser især på fugtige klipper eller i grus langs vandløb, og kun i sur jord.

Artsnavnet, af latin asper (‘ru’ eller ‘grov’), sigter til de randhårede blade.

 

 

 

 

 

Planten vokser blandt klipper og i grus og græsklædte områder, fortrinsvis på kalkrig jord. Den er hjemmehørende i Pyrenæerne, Alperne, Apenninerne og Karpaterne, samt i bjerge på Balkan, i højder mellem 800 og 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blågrøn’, hvilket sigter til bladene.

 

 

 

 

 

 

 

I videste forstand er arten hjemmehørende i Pyrenæerne, Auvergne, Alperne, Apenninerne, Karpaterne, Sudeterne, på Balkan, samt i Tyrkiet og Kaukasus. Den vokser klippefyldte steder i højder mellem 1800 og 3600 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De remformede, mørkegrønne, kødfulde, skinnende, kirtelhårede, indtil 7 cm lange og 1,2 cm brede grundblade sidder i roset, stængelblade mindre, spatelformede. Blomsterstandene er åbne klaser fra bladhjørnerne, hver med talrige blomster, kronblade linje-lancetformede, citrongule eller safranfarvede, op til 8 mm lange.

 

 

 

 

 

Arten trives på kolde steder og er fundet på to ekstreme lokaliteter: Kaffeklubben Ø i det nordlige Grønland (83°N), den nordligste plantelokalitet i verden, samt på bjerget Dom i Valais, Schweiz, i en højde af 4505 m, den største voksehøjde af alle blomsterplanter i Europa.

Den er meget almindelig i Arktis, hvor den vokser fra havniveau op til 1000 meters højde. Længere mod syd forekommer den i talrige bjergkæder, bl.a. Alperne og Pyrenæerne, bjerge i Kashmir, Sinkiang og Mongoliet (hvor den kan træffes op til omkring 5600 meters højde), endvidere i Nordamerika i Rocky Mountains, Washington State og Oregon, samt på nogle af de højeste tinder i New England.

Inuiterne, som kalder planten for aupilaktunnguat, plukker blomsterne til føde. Kronbladene siges at være bitre til at begynde med, men bliver hurtigt søde. I Island er et folkenavn på arten lambagras (‘lammegræs’), da den ofte ædes af får og andre husdyr.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art har en meget stor udbredelse, idet den forekommer i bjergområder fra Pyrenæerne via Alperne og Apenninerne til Karpaterne og bjerge på Balkan og derfra mod øst til Kaukasus. Den findes endvidere fra Norge mod øst til det vestlige Sibirien, samt i Island, Grønland og det nordøstlige Nordamerika. En meget almindelig plante i Alperne, hvor den vokser på kalkrig jordbund i græsklædte arealer og på klipper, i højder mellem 1000 og 3400 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er vildtvoksende i europæiske bjergegne, fra det centrale Spanien og Pyrenæerne over det franske Massif Central til Alperne, Apenninerne og Balkan, og videre østpå gennem Tyrkiet til Kaukasus. Den hører hjemme i fugtige skove, på våde klipper samt langs vandløb, i højder mellem 700 og 2500 m.

I Alperne blev arten førhen anvendt mod lungesygdomme, og i Schweiz kaldes den stadig til tider for Lungechrut (‘lungeurt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, med omkring 275 slægter og over 5000 arter. Efter genetiske studier er de fleste arter blevet overført til andre familier, i særdeleshed vejbredfamilien (Plantaginaceae) og gyvelkvælerfamilien (Orobanchaceae).

 

Disse planter har store blomster med 5 kronblade samt 4-5 støvbærere, støvtrådene ofte tæt uldhårede og kraftigt farvede.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af barbascum, af latin barba (‘skæg’), som kan være en hentydning til de lådne blade hos adskillige af arterne, eller måske til de ofte uldhårede støvtråde. Dunene på blade og stængel, når de er helt tørre, er glimrende som tønder, og før indførelsen af bomuld blev de anvendt som væger i lamper. I gamle dage blev de tørrede stængler dyppet i tjære eller beg og anvendt som fakler, hvilket ses af folkenavnene kongelys og kongekærte. Forleddet konge sigter sikkert til plantens ranke og ’stolte’ holdning.

Slægtens rolle i folketro og traditionel medicin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Arten er udbredt fra det centrale og sydlige Europa mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Marokko, Kaukasus og Kazakhstan. I Danmark ses den forvildet hist og her. I Alperne vokser den i krat og på åbne, tørre skrænter, oftest på kalkholdig bund, fra de nedre dale op til omkring 1400 meters højde.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske græske navn på laurbærtræet (Laurus nobilis). Navnet hentyder til, at bladene hos laurbær-dafne (D. laureola) ligner laurbærblade.

I den græske mytologi var Daphne en najade, som guden Apollon forelskede sig i. Han forfulgte hende, indtil hun udmattet bønfaldt gudinden Gaia om hjælp. Hun forvandlede Daphne til et laurbærtræ, som derefter var helligt for Apollon.

 

Blomsterne spirer direkte på grenene, lige under de nye bladknopper, og kommer frem tidligt om foråret, inden løvspring. Dette fænomen, som kaldes for cauliflori, ses normalt kun hos tropiske planter. Blomsterne er stærkt duftende, lyserøde, rosa, eller purpurfarvede, sjældent hvide, indtil 1,5 cm i diameter, med 4 endeflige.

Frugterne er bærlignende, knaldrøde, sjældent gule, op til 1 cm i diameter. De er særdeles giftige for mennesker, men nogle frugtædende fugle, bl.a. drosler, er immune over for giften og spreder plantens frø i deres ekskrementer. Håndtering af friske kviste kan forårsage udslæt eller eksem hos nogle mennesker.

Arten er udbredt i størstedelen af Europa, mod øst til det centrale Sibirien, Kazakhstan og det nordlige Iran. I Sydeuropa er den begrænset til højere bjergegne, hvor den sædvanligvis vokser på kalkholdig jordbund.

Artsnavnet er afledt af det arabiske navn på planten, mazaryun. Tørret bark af rod og grene blev anvendt som salve for at fremme udflåd fra mavesår, samt mod rheumatisme. Det danske navn sigter til frugterne, som smager stærkt. Det tilrådes dog ikke at prøve, da de som sagt er meget giftige!

 

 

 

 

 

 

 

Arten er begrænset til Alperne, fra Frankrig mod øst til det nordlige Slovenien. Den vokser i lyse skove, krat og græsklædte områder, helst på kalkholdig bund, i højder mellem 1000 og 3000 m.

 

 

 

 

 

Disse planter var tidligere placeret i familierne Liliaceae, Melanthiaceae og Nartheciaceae.

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den engelske ingeniør og botaniker Thomas Tofield (1730-79), som bidrog væsentligt til værket Flora Anglica (1762), forfattet af den britiske botaniker og apoteker William Hudson (1730-93). Det danske navn kommer fra norsk eller svensk, hvor ‘brod’ hentyder til slægtens spidse blade.

 

Arten vokser på fugtige steder, i enge og blandt klipper på kalkholdig bund. Den er udbredt fra Tyskland, Estland og det vestlige Rusland mod syd til Spanien, Italien, det nordlige Balkan og Ukraine. I Norden er der en isoleret forekomst på Gotland, hvor den er almindelig i kalkrige kær. I Alperne træffes den op til omkring 2100 meters højde.

 

 

 

 

 

Førhen var mange andre planter placeret i denne familie, men som et resultat af genetiske studier er de blevet overført til andre familier, i særdeleshed læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

Det latinske slægtsnavn er forklaret på flere måder. Ifølge en kilde er ordet afledt af latin verber (‘stav’ eller ‘stok’). Det lader til, at den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) gav planten navnet med hentydning til dens stive, stok-lignende stængel og sidegrene. Andre autoriteter gør gældende, at navnet kommer af latin verbena, som var det romerske ord for ‘alterplante’. En tredje kilde påstår, at det stammer fra et keltisk ord, ferfaen, som betyder ‘at bortdrive sten’. Det mentes, at planten var et effektivt middel mod nyresten.

 

Stænglen er opret, stiv, kantet, vidt forgrenet, indtil 75 cm høj, dunhåret eller glat, blade modsatte, kortstilkede, elliptiske eller ovale, tandede, fligede eller til tider dybt snitdelte, indtil 8 cm lange og 5 cm brede, hårede langs nerverne på undersiden. Blomsterstandene sidder i aks for enden af grenene, bægerblade purpurgrønne, sammenvoksede, kirtelhårede, op til 4 mm lange. De dunhårede kronblade, som er af varierende farve, hvidlige, lyserøde, blegt purpurfarvede, eller blålige, er vokset sammen til en op til 8 mm lang tragt, de 5 flige med et lille indhak.

Arten vokser på solrige steder langs stier, i hegn, på brakmarker og omkring landsbyer, helst på let sur, sandet eller leret jordbund. I Alperne findes den op til omkring 1100 meters højde.

Artsnavnet hentyder til plantens medicinske egenskaber. Té brygget på planten tages mod hovedpine, migræne, kvalme, infektion i urinvejene og uregelmæssig menstruation, samt mod angstanfald og anspændthed. Den er et glimrende middel mod manglende appetit og har med gode resultater været benyttet mod nervøs spisevægring. Jernurt er også et effektivt vanddrivende middel, og det siges, at den øger lever- og galdeblærefunktion.

Mere om arten findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde slægterne Sambucus og Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae. De tidligere anerkendte slægter Sinadoxa og Tetradoxa er blevet overført til Adoxa.

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk sambuca, der er navnet på et ældgammelt instrument af asiatisk oprindelse. Formodentlig blev den bløde marv fjernet fra hyldegrene til fremstilling af blæseinstrumenter.

I Europa fremstillede drenge såkaldte hyldebøsser af de mest lige af grenene ved at bore marven ud. Dernæst skar man en gren af hårdere materiale, der passede præcist ind i den hule hyldegren. Et projektil, fx en prop af hyldemarv, blev presset ind i røret fortil, og en anden prop bagtil. Når man hurtigt jog den hårdere gren ind mod den bageste prop, blev denne presset fremad, og på grund af lufttrykket blev den forreste prop skudt ud med et knald.

I Myter, bd. 9, Møllen, fra 1944, skriver Johannes V. Jensen (1873-1950): ”Med Hyldebøsser gjorde vi os frygtet, vi skar dem saa store og lange, at Ladestokken lod sig stemme mod Skulderen som en Kolbe, saa at de kunne affyres med Sigte som et Gevær.”

Anvendelsen af hyld i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Drue-hyld er en indtil 6 m høj busk, hvis stammer og grene indvendigt har et blødt, korkagtigt lag. Bladene er sammensatte, med 5-7 småblade, indtil 16 cm lange, lancetformede eller smalt ovale, med uregelmæssigt tandet rand. Ved knusning udsender de en ubehagelig lugt. Blomsterstanden er skærmagtig, med flad eller let hvælvet top, med endestillede klynger af småbitte blomster, som er lyserøde i knop, senere hvide, cremefarvede eller gullige. De er velduftende og er meget besøgt af sommerfugle, samt af kolibrier i Amerika.

Hele planten er giftig, og de rå bær er giftige for mennesker, men ædes af fugle, som derved spreder deres frø i afføringen. Efter kogning er bærrene spiselige for mennesker, og de blev førhen konsumeret i mængder af amerikanske indfødte. Disse stammer udnyttede også arten medicinsk mod forskellige lidelser, bl.a. diarré, forkølelse, hoste samt hudproblemer. Den blev tillige anvendt som brækmiddel.

 

 

 

 

 

 

 

I 1991 blev det velbevarede lig af en stenalderjæger fundet i en gletscher i Alperne. Ismanden Ötzi, som han blev kaldt, døde for omkring 5300 år siden, formodentlig fanget i en snestorm. Hans pileskafter var fremstillet af veddet af kvalkved og kornel (Cornaceae, se nedenfor). (Kilde: K. Spindler 1994. The Man in the Ice)

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på pibe-kvalkved (nedenfor).

 

Det danske navn sigter til, at der i gamle dage blev fremstillet piber af veddet.

 

 

 

 

 

 

Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for violer. Navnet stedmoderblomst er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Arten er vidt udbredt i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, i Europa, Asien, Alaska og det nordvestlige Canada, med isolerede forekomster i Colorado og på det nordlige Sumatra. I de sydligste egne af udbredelsesområdet er den begrænset til bjerge, hvor den vokser på næringsrig, kalkholdig jordbund i højder mellem 2000 og 3000 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toblomstret’, skønt blomsterne oftest sidder enkeltvis, kun sjældnere to sammen.

 

 

 

 

 

Denne plante findes i Alperne, fra Frankrig mod øst til Slovenien, samt på Balkan mod syd til Makedonien. Den vokser i græsklædte områder i højder mellem 1500 og 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘besidder en spore’, hvilket sigter til den lange spore hos denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er begrænset til Pyrenæerne og Cordillera Cantábrica i det nordlige Spanien, hvor den vokser i græsklædte områder og blandt klipper, i højder mellem 1000 og 2500 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘besidder et horn’, hvilket sigter til sporens form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De hanlige organer i en blomst kaldes for støvdragere, opdelt i en ofte lang støvtråd med en støvknap i spidsen, som indeholder sædceller, kaldt pollen.

Det hunlige organ kaldes for støvvejen, opdelt i en frugtknude, hvor æggene produceres, og hvorfra der udgår en ofte lang, søjleformet griffel, som i spidsen har et støvfang, der, som navnet antyder, modtager pollen.