Flodhesten – dyret der lever på begge sider

 

 

Flodheste hviler i en dam, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. Fuglene i baggrunden er gulnæbbede storke (Mycteria ibis), samt en enkelt hvid pelikan (Pelecanus onocrotalus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Flodhestes afstamning er usikker. Førhen blev det antaget, at de udvikledes fra en grise-lignende forfader for omkring 40 millioner år siden, men genetisk forskning antyder, at de er fjernt beslægtet med hvaler.

Førhen fandtes der mange flodheste-arter, som var udbredt over størstedelen af Asien, Europa og Afrika. Indtil for omkring en million år siden fandtes der 8 arter i Afrika, og på Madagascar er tre arter uddøde i historisk tid, sandsynligvis udryddet af mennesker, der koloniserede øen fra Indonesien for ca. 2000 år siden. I dag findes kun to arter, begge i Afrika.

 

Sociale dyr
Flodhestens videnskabelige navn er Hippopotamus amphibius, af græsk hippos (‘hest’), potamos (‘flod’), amfi (‘begge sider’), samt bios (‘liv’), altså ‘flodhesten der lever på begge sider’. Dette navn hentyder til, at flodhesten lever både i vand og på land. De er kolossalt store dyr, hvor hannerne kan være op mod 3,5 m lange og veje 3 tons.

Flodheste er meget sociale og lever i større eller mindre flokke, der tilbringer størstedelen af tiden med at sove i vandet eller på bredden. Når de solbader, udskiller de et rødt sekret, som man førhen fejlagtigt mente var blod. Det er imidlertid blot sved, som danner et fernis-agtigt lag, der beskytter dyret mod at blive solbrændt. Om dagen høres ofte deres karakteristiske stemme, der lyder som en vrinskende latter.

Inden for flokken hersker der et strengt hieraki, og hvert medlem har sin status på rangstigen. Der forekommer ofte en masse kævl og slagsmål, og de fleste af dyrene har utallige ar på kroppen, forårsaget af deres knivskarpe hjørnetænder i undermunden.

 

 

Flodheste sover i en dam, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodhestens ører, øjne og næsebor er placeret på små forhøjninger, som gør det muligt for den at orientere sig, så snart den kommer op til overfladen. – Mara-floden, Masai Mara Nationalpark, Kenya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Med bugen i vejret ruller denne flodhest sig i mudder, Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Solbadende flodheste, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. I baggrunden ses gulnæbbede storke (Mycteria ibis) og hvidskæggede gnuer (Connochaetes taurinus ssp. mearnsi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodheste slås ofte, og de fleste af dem har utallige ar på kroppen, forårsaget af deres knivskarpe hjørnetænder. En nilgås (Alopochen aegyptiacus) står på bredden. – Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodheste-hun med sin nyfødte kalv, Masai Mara Nationalpark, Kenya. Kalven har besvær med at klatre op over flodbrinken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Græsser på land
Flodheste tilbringer størstedelen af deres liv i vand, men går på land for at græsse om natten, undertiden også i dagtimerne. De kan konsumere op mod 60 kg føde på en nat og æder mest græs, idet deres 14 mavekamre kan nedbryde cellulosen i selv de mest seje græsser. Flodheste ser meget tykke ud, men hvad man ser er lutter muskler – der er faktisk meget lidt fedt på en flodhest.

Disse dyr har en højst besynderlig vane med at sprede deres gødning i vandet ved at vrikke halen sidelæns, som et pendul.

 

 

Flodheste græsser undertiden om dagen, som denne, der færdes mellem bygningerne i mandskabets kvarter, Queen Elizabeth Nationalpark, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodheste spreder deres gødning i vandet ved at vrikke halen sidelæns, som et pendul. I forgrunden ses forskellige vadefugle og i baggrunden en nilgås (Alopochen aegyptiacus). – Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Et af Afrikas farligste dyr
Når man iagttager en flodhest solbade eller rulle sig i mudder, ser den ret fredsommelig ud, men i realiteten er den et af Afrikas farligste dyr. Føler en flodhest sig truet under sin natlige græssen, styrter den ned mod vandet så hurtigt som muligt, og skulle nogen være så uheldig at befinde sig mellem den og vandet, bliver vedkommende trampet ned.

Skulle en flodhest føle sig truet i vandet, fx af en forbipasserende kano, angriber den uden varsel, idet den knuser kanoen og alle i den med sit enorme gab.

 

 

Flodheste kan knuse en kano med et enkelt bid af deres enorme kæber. – Banagi-floden, Serengeti Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flodheste og mennesker
Førhen var flodhesten udbredt over størsteparten af Afrika, for omkring 10.000 år siden endog i Sahara-ørkenen, som dengang havde et frodigt græsdække. Den levede også i Nildalen, hele vejen op til Egypten, hvor den blev udryddet, sandsynligvis gennem jagt.

I den egyptiske mytologi blev guden Seth ofte afbildet som en flodhest. Han var en grum herre, som dræbte sin egen broder Osiris og spredte hans dele over hele Egypten. Guden Horus med falkehoved var søn af Osiris, og han hævnede sin fader ved at dræbe Seth. Det drabelige slag mellem de to er ofte afbildet i egyptiske templer.

I de fleste egne af Afrika sætter menneskene stor pris på flodhestekød, og overdreven jagt har udryddet den utallige steder. Mange skydes også, fordi de gør skade på afgrøder. I dag er arten kun almindelig i nogle nationalparker og vildtreservater.

I Columbia har en hjord af flodheste, der engang tilhørte narko-baronen Pablo Escobar, bredt sig til et vådområde nær hans tidligere hacienda. Ingen ved, hvor mange flodheste der lever her, men de udgør en voksende trussel mod det lokale dyreliv. (Kilde: bbc.com/news/magazine-27905743)

 

 

Slaget mellem Horus og Seth er afbildet i mange egyptiske templer, her i Horus-templet, Idfu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Billedet nedenfor viser en papirlampe, som forestiller en vægtløftende flodhest. Denne lampe var udstillet under Lampernes Festival, som fejres i Taiwan under det kinesiske nytår, i dette tilfælde i byen Tainan i anledning af Hanens År (2005). Andre billeder af lamper fra denne festival kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

(Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Historien om Huberta
Ikke alle vilde flodheste er farlige, og nogle kan endog vænne sig til mennesker og blive ret fredsommelige. En sådan flodhest var Huberta, som oprindeligt blev kaldt Hubert, idet man troede det var en han. I 1928 forlod hun sit hjem i Zululand og begyndte at vandre omkring. Gennem mere end toethalvt år forbløffede hun biologerne ved at strejfe om i marker, landsbyer, ja selv byer, idet hun til tider tilbagelagde adskillige kilometer pr. dag. Alt i alt vandrede hun over 1600 km.

Lokale aviser begyndte at skrive om hende, og da det tilfældigvis ofte begyndte at regne, når hun kom til et nyt sted, begyndte de indfødte at betragte hende som en slags regngud. Mange zuluer anså hende for at være en reinkarnation af Shaka kaSenzangakhona (c. 1787-1828), også kendt som Shaka Zulu, en af Zulu-kongedømmets mest berømte regenter. Denne tro blev styrket, da to medlemmer af stammen, som havde grinet ad hende og kastet sten på hende, pludselig døde i et jordskred.

Indere i Natal-provinsen betragtede hende også som en reinkarnation og tilbad hende i deres templer. Bønderne fodrede hende med kål, selleri, sukkerrør og andre lækkerier, og hvis det ikke skete, spadserede hun selv ind på deres marker og pløjede grønsager op med sine skarpe hjørnetænder.

Da hun kom til Durban, havde byrådet planlagt en fest til hendes ære og fodrede hende med en stor dynge sukkerrør. Men et skilt på toppen af bundtet, der sagde Velkommen Hubert, skræmte hende, så hun løb i stedet til Victoria Park, hvor hun åd eksotiske blomster. De syntes at have gjort hende tørstig, da hun nu vandrede til byens vandreservoir, hvor hun tog et bad. Undervejs snuppede hun guava og andre frugter fra en handelsbod.

Huberta blev snart træt af folk, der ville klø hende på ryggen, så hun satte kursen mod byen East London, omkring 400 km nede ad kysten. På trods af, at hun var blevet erklæret for kongeligt vildt af Natal Provincial Council, og dermed var beskyttet af loven, blev hun skudt af jægere, da hun næsten var nået frem til East London. Da folk begyndte at protestere vildt, blev jægerne idømt en bøde på 25 Pund Sterling.

Hubertas lig blev sendt til London for at blive udstoppet, hvorpå hun blev sendt tilbage til Sydafrika i 1932. I dag er hun udstillet i Amathole-museet (førhen kaldt Kaffrarian Museum) i King William’s Town, Eastern Cape Province. I 1953 rejste Durban-borgere en statue af hende i naturlig størrelse i Victoria Park.

 

 

Hubertas lig blev sendt til London for at blive udstoppet, hvorpå hun blev sendt tilbage til Sydafrika i 1932. (Foto: Offentlig ejendom)

 

 

 

Dværgflodheste
Dværgflodhesten (Choeropsis liberiensis) er en meget mindre art, idet den kun er omkring 1,6 m lang. Den findes i damme og mindre floder i regnskove, og i lighed med dens større fætter lever den både i vand og på land. Til forskel fra den almindelige flodhest lever dværgflodhesten enkeltvis, eller en hun med kalv – sjældent op til tre dyr sammen. Den er heller ikke nær så højrøstet som dens slægtning.

Skønt dværgflodhesten har været fredet siden 1933, er den meget sjælden i dag, idet den er begrænset til fire flodsystemer i Vestafrika. En stor del af dens regnskovshabitat er blevet fældet af tømmerindustrien og omdannet til landbrugsland. Arten er i dag akut udryddelsestruet.

En søsterart til dværgflodhesten var den lidet studerede Malagasy-dværgflodhest (C. madagascariensis) – én blandt tre fornyligt uddøde flodhestearter på Madagascar. Malagasy-dværgflodhesten var af lignende størrelse som C. liberiensis, men var mere knyttet til tørt land og levede i bjergskove. Det menes, at den uddøde for færre end 500 år siden. Førhen fandtes meget lignende arter i Østafrika, Indien og Sydeuropa.

 

 

Græssende han af dværgflodhest, Givskud Zoo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Referencer
Harris, J.M. 1991. Family Hippopotamidae. Koobi Fora Research Project, Vol. 3. The Fossil Ungulates: Geology, Fossil Artiodactyls and Paleoenvironments. Clarendon Press, Oxford: 31-85
Lake, A. 1955. Killers in Africa. W.H. Allen
Witz, L. 2004. The making of an animal biography: Huberta’s journey into South African natural history, 1928-1932. Kronos 30: 138-166

 

 

 

(Oprettet maj 2019)

 

(Opdateret maj 2020)