Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantiloper

 

 

Sydasien 1978-79
Voksne hanner af hjorteantilopen (Antilope cervicapra) er vidunderlige dyr, knaldsorte med hvid bug og hvide tegninger i ansigtet og på benene. Proptrækkerhornene kan blive op til 65 cm lange. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hjorteantilopen (Antilope cervicapra) er en af verdens smukkeste antiloper, omtrent på størrelse med dådyret (Dama dama). Hunnen er lidt uanselig, klædt i brunt og hvidt, men hannen er et pragtfuldt skue: kulsort med hvide tegninger i ansigtet, på benene og på bugen, og desuden udstyret med to lange, lige horn, der er skruede som proptrækkere. Hornene anvender hannen under drabelige kampe, hvor det gælder om at erobre flest mulige hunner til sit harem.

 

Næsten skudt bort
Hjorteantilopen hører hjemme på stepper og i halvørkener i Indien og Pakistan. Den optræder i den hinduistiske mytologi, hvor den trækker en karet med måneguden Chandrama. Arten var førhen meget almindelig, men konkurrence fra stedse voksende hjorde af tamkvæg, geder og får, samt jagt fra såvel englændere som indere (‘sport’ kaldte de det og så seriøse ud) resulterede i, at bestanden efterhånden blev splittet op i en masse uddøende småflokke. Arten uddøde i Pakistan og de fleste steder i Indien, og kun i delstaterne Rajasthan og Gujarat findes fortsat livskraftige flokke, der strejfer om på markerne. Takket være lokalbefolkningens – især bishnoi-folkets – beskyttelse af hjorteantiloperne har den indiske vildtforvaltning kunnet oprette reservater til dem rundt om i Indien og tilføre de uddøende bestande nyt blod herfra. (Læs mere om bishnoi-folket på denne hjemmeside, se Rejse-episoder – Indien 1991: Bishnoi-folket lever i pagt med naturen.)

 

 

Et fremragende fuglereservat
Jeg hører første gang om hjorteantilopen, da jeg opholder mig i fuglereservatet Keoladeo Ghana nær byen Bharatpur, Rajasthan. Da maharajaen af Bharatpur i slutningen af 1800-tallet besøgte såkaldte ‘shooting reserves’ i England, blev han så imponeret, at han ville have et lignende reservat nær sit palads. Han lod sine folk grave kanaler, anlægge stemmeværker og bygge diger rundt om et ca. 20 km2 stort område, der før havde været landbrugsland. I området lod han opføre talrige småhøje, hvor der blev plantet akacier og andre træer. Så blev vandet fra Gambir-floden ledt ind over de tidligere marker og skabte dermed vidtstrakte sumpe. Med sit initiativ blev maharajaen ophavsmand til et af de bedste områder for vandfugle i Asien.

I monsuntiden yngler der i dag hundredevis af rosenstorke (Mycteria leucocephala), slangehalsfugle (Anhinga melanogaster), skestorke (Platalea leucorodia), sorthovedede ibiser (Threskiornis melanocephalus) samt adskillige arter af hejrer og skarver i akacietræerne. Der findes også sjældnere ynglefugle i reservatet, fx Pallas’ havørn (Haliaeetus leucoryphus) og sorthalset stork (Ephippiorhynchus asiaticus).*

En række pattedyr træffes også i Keoladeo. De mest almindelige er sambarhjort (Cervus unicolor), nilgai-antilope (Boselaphus tragocamelus), vildsvin (Sus scrofa) og guldmangust (Herpestes javanicus), og desuden findes en lang række mere fåtallige arter, bl.a. hjorteantilope og glatpelset odder (Lutrogale perspicillata).

I vintertiden gæstes området af tusinder af trækfugle fra Himalaya og Sibirien, fx ænder, gæs og ørne.

Jeg tilbringer dagevis med at strejfe rundt for at fotografere fuglelivet. Mine yndlingsfugle er de lokale grå sarustraner (Grus antigone) og de hvide snetraner (Leucogeranus leucogeranus), som er vintergæster fra Sibirien. Snetranen var førhen ret almindelig i Keoladeo, men er aftaget kraftigt i de senere år på grund af overdreven jagt på den under trækket fra Sibirien gennem Afghanistan og Pakistan.*

Jeg bliver efterhånden gode venner med den snakkesalige Mr. Fateh Singh, Chief Wildlife Warden i Keoladeo. Vi diskuterer mange forskellige emner, bl.a. også hjorteantilopen, som findes i Keoladeo, men meget fåtalligt.

“Hvis du gerne vil se mange hjorteantiloper, så tag til Tal Chapar-reservatet i det nordlige Rajasthan,” siger han. “Der lever over tusind af dem dér, og de er ret tillidsfulde og lette at fotografere.”

Han forklarer mig, hvordan jeg kommer dertil, og det lyder nemt nok.

 

*Siden denne tekst blev skrevet i 1979, er både Pallas’ havørn og snetrane forsvundet fra Keoladeo, havørnen på grund af forgiftning med sprøjtemidler og tungmetaller.

 

 

Sydasien 1978-79
Da maharajaen af Bharatpur i slutningen af 1800-tallet besøgte såkaldte ‘shooting reserves’ i England, blev han så imponeret, at han ville have et lignende område nær sit palads. Han grundlagde herved det sidenhen så berømte fuglereservat Keoladeo Ghana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
I akacietræerne i Keoladeo yngler i dag hundredevis af rosenstorke (Mycteria leucocephala) og mange andre fuglearter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Rosenstork (Mycteria leucocephala), oplyst af aftensolen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78
Parkmyndighederne opfordrer de lokale bønder til at græsse deres vandbøfler i reservatets vandhuller, hvor den invasive vandhyacint (Eichhornia crassipes) er et stort problem. Fuglene på bøflernes ryg er østlige kohejrer (Bubulcus coromandus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78 
Ligeledes opfordres lokalbefolkningen til at fjerne så mange som muligt af en invasiv mesquite-art, Prosopis juliflora, fra reservatet. Dette billede viser landsbykvinder, udstyret med lange stokke til at brække grene af til brænde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Asien 1977-78
Mine yndlingsfugle i Keoladeo var de lokale grå sarustraner (Grus antigone) og de hvide snetraner (Leucogeranus leucogeranus) fra Sibirien. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78
Et enkelt eller to par af den udryddelsestruede sorthalsede stork (Ephippiorhynchus asiaticus) yngler i Keoladeo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79 
Jeg traf af og til den sjældne Pallas’ havørn (Haliaeetus leucoryphus) på jagt i reservatet, hvor et enkelt par ynglede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Halsbåndsparakit (Psittacula krameri) er meget almindelig i Keoladeo. Den yngler i huller i træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79 
Glatpelset odder (Lutrogale perspicillata) lever i familieflokke, og her stirrer medlemmer af en sådan flok nysgerrigt på mig. Planten er den invasive vandhyacint (Eichhornia crassipes). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78
I vintertiden gæstes Keoladeo af tusinder af trækfugle fra Himalaya og Sibirien, fx ænder, gæs og ørne. Her ses fouragerende ænder en diset februar-morgen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rejse til Tal Chapar
I Ratangarh skal jeg skifte bus. Den nye bus er proppet med folk, og jeg klatrer derfor op på taget med min rygsæk og henvender mig så til billetkontrolløren for at få en billet. Han sender mig hen til billetkontoret. Dér fortæller de mig imidlertid, at jeg skal købe billet hos kontrolløren. Jeg vender så tilbage til bussen og overbringer ham denne meddelelse. Han himler op og siger, at jeg ikke kan komme med bussen. Men efter en smule yderligere brok rækker han mig alligevel en billet.

Udaset når jeg frem til Tal Chapar og bliver indlogeret på et lille gæstehus i byen. I skumringen hører jeg den raspende tuden af en bramaugle (Athene brama). Hele natten er der livlig sang og musik fra tablas (små håndtrommer) og harmonium. Om morgenen inviteres jeg på restaurant i byen af en mand fra ‘the industrial department’, som udspørger mig med indisk grundighed om mine gøremål, min familie, deres navne og beskæftigelse og meget andet. I nærheden er et par unge kvinder i gang med at lave stoftryk. I træblokke er udskåret smukke mønstre. Disse blokke bliver dyppet i rød farve og presset mod et orange bomuldsklæde, som er rullet ud på et bord. Det er en langsommelig proces, men resultatet er smukt.

 

 

Sydasien 1978-79
En ung kvinde i Tal Chapar i færd med at lave stoftryk. I en træblok er udskåret et smukt mønster. Blokken dyppes i rød farve og presses mod et orangefarvet bomuldsklæde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Omkring byens vandreservoir
I et træ uden for reservatkontoret sidder et par af den smukke rødhovedede dværgfalk (Falco chicquera). Jeg fremfører mit ærinde for personalet og fortæller, at Mr. Singh har anbefalet stedet. Det er ikke noget problem at besøge reservatet, siger de, og jeg kan tage billeder af hjorteantiloperne, når de kommer for at drikke af nogle vandhuller nær byens vandreservoir. Jeg anmoder om tilladelse til at gå langt ind i reservatet med en guide, og de to venlige opsynsmænd siger, at jeg skal komme tilbage næste morgen. Så vil de have en guide parat til mig.

Nær kontoret er bygget et par græsskjul, og jeg tager plads i det ene af dem for at vente på antiloperne. I det andet skjul sidder en inder med samme formål, men han synes ikke at besidde den fornødne tålmodighed til at fotografere vilde dyr. Da en flok antiloper nærmer sig, farer han som en trold af æske ud af skjulet – selvfølgelig med dét resultat, at hele flokken skræmmes væk. Jeg græmmer mig, men følger så efter inderen ud over steppen. Hele horisonten rundt græsser antiloperne – et storslået syn. Mr. Singh overdrev ikke, der er mindst 1000 dyr.

I byens vandreservoir fouragerer mange hejrer, ænder og blishøns (Fulica atra), mens hyrdestære (Acridotheres tristis), halsbåndsparakitter (Psittacula krameri), duer og talrige andre fugle kommer hertil for at drikke. Et gulddesmerdyr (Herpestes javanicus) farer langs bredden, og en stor sort slange glider ind under en busk. En smuk hærfugl (Upupa epops) søger føde i et græsklædt område, mens påfugle (Pavo cristatus) spankulerer rundt med overlegen mine. I det fjerne gjalder kaldene fra grå frankoliner (Francolinus pondicerianus): “Dji-de-li-de-li-dji-de-li-dji-de-li!”

Om aftenen samles en flok mænd i mit værelse. En pibe tobak går på omgang, og en mand begynder at synge, igen akkompagneret af tablas og harmonium. En gang imellem istemmer de andre mænd som kor. Sådan fortsætter de i timevis. Jeg erfarer, at sammenkomsten er en afskedsfest for en af mændene, der er blevet udstationeret langt ude i ørkenen, nær den pakistanske grænse.

 

 

Sydasien 1978-79
I et træ nær reservatkontoret holdt et par af den smukke rødhovedede dværgfalk (Falco chicquera) til. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Denne hærfugl (Upupa epops) søger føde i et græsklædt område nær byens vandreservoir. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En længere samtale om tilladelser
Næste morgen stiller jeg som aftalt på kontoret. Nu er den venlige tone fra dagen før imidlertid forsvundet, idet en sur gammel knark uheldigvis har taget kommandoen. Han siger: “Sir, har De en skriftlig tilladelse til at besøge reservatet fra min chef, The District Forest Officer i Bikaner?”

“Nej, desværre, jeg vidste ikke, at jeg skulle have sådan én. Det talte Mr. Singh ikke om.”

“Så kan vi desværre ikke give Dem lov til at gå ind i reservatet!”

“Men i går sagde Deres medarbejdere, at det ikke ville være noget problem for mig at få denne tilladelse!”

“Vi kan desværre ikke give Dem tilladelse til at komme ind i reservatet uden en skriftlig tilladelse fra min chef. De må tage til Bikaner og få tilladelsen. Så kan De komme her tilbage og få vores tilladelse.”

“Men der er langt til Bikaner, og jeg har allerede brugt megen tid på at komme hertil. Kan De ikke gøre en undtagelse og give mig tilladelsen?”

Han er imidlertid hverken til at hugge eller stikke i. Ingen argumenter bider på ham, men det ender med, at han siger, at jeg kan nøjes med at telefonere til hans chef i Bikaner. Den venlige postmester åbner posthuset og giver mig lov til at ringe, selvom det er søndag. Telefonen dér ville være et fund for ethvert teknisk museum i Danmark. Det sprutter og knaser i ledningen, og jeg får ingen forbindelse. Det lykkes postmesteren at komme igennem – kun for at erfare, at D.F.O.’en ikke er der om søndagen. Det kunne jeg jo have sagt mig selv.

 

Ulydig fotograf
På vej tilbage til gæstehuset ser jeg, at antiloperne græsser ganske nær skjulene. Det skærer i hjertet, men nu er det umuligt for mig at sidde der, da vildtbetjentene holder øje med mig. Skal jeg alligevel trodse forbudet? Jeg tager en rask beslutning. Jeg vil gå til landsbyens reservoir og derfra snige mig ind i reservatet til de småsøer, hvor dyrene drikker. De ligger trods alt i udkanten af reservatet, så jeg overbeviser mig selv om, at det nok ikke er så slemt. Jeg spæner til gæstehuset for at hente mit fotoudstyr og lister ud til vandhullerne – uden at blive set af reservatpersonalet.

Tre hunner og to smukke hanner med vældige proptrækkerhorn kommer ned til vandhullet og slukker deres tørst, ikke langt fra den busk, jeg står i skjul bag. Hannerne går lidt bort, kæmper en smule med hinanden og trækker så over mod flokken. Flere andre antiloper kommer i nærheden af vandhullet, og langsomt bedres mit humør. Jeg har set de smukke dyr på nærmeste hold og fået fine billeder.

 

 

Sydasien 1978-79
En pragtfuld han af hjorteantilope (Antilope cervicapra) med vældige proptrækkerhorn kom hen til vandhullet og slukkede sin tørst, ikke langt fra den busk, jeg stod i skjul bag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
To yngre hanner af hjorteantilope, stadig med brune aftegninger på kroppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fræk rickshaw-fører
Fortrøstningsfuld går jeg i lag med den lange busrejse til Jaipur, Rajasthans hovedstad, først med en bus til en nærliggende by, Sujangarh, og derpå videre med en anden bus til Sikar. I denne bus, som er propfuld, tilbyder et par fyre mig en siddeplads – for derefter at overfalde mig med den sædvanlige remse af ligegyldige spørgsmål. Heldigvis står de hurtigt af.

I Sikar skal jeg atter skifte bus. Ventetiden er et mareridt. Jeg bliver plaget af tiggere, skopudsere og ganske almindelige snothvalpe. Køen foran kontoret, som udsteder billetter til Jaipur, er usædvanligt lang, men heldigvis bemærker billetkontrolløren fra den forrige bus mig og trækker mig forrest i køen. Det er vældig pænt af ham, men hjælper desværre så lidt, for da bussen omsider ankommer, er den allerede propfuld. Det lægger imidlertid ingen dæmper på gemytterne. Der skubbes, mases og råbes, og da bussen tøffer ud fra stationen, er der nok 150 mennesker med – indeni, udenpå, på taget – allevegne, hvor det overhovedet er muligt, klamrer de sig fast. En tyk mand tilbyder mig venligt sin plads, og mit afslag hjælper overhovedet ikke. Sådan er inderne! Det mest paradoksale folkefærd i verden. I to timer sidder jeg klemt sammen i en umulig stilling, inden det tynder ud i masserne.

I Jaipur bliver jeg kapret af en af de sædvanlige frække rickshaw-drenge. Jeg beder ham køre mig til et hotel, hvorefter han siger: “Ja-ja, jeg kender et godt hotel!” – og derpå kører mig 200 m hen til det hotel, som han mener er godt – nemlig dét, hvor han får kommission for hver gæst, han stiller med. Jeg er for træt til at protestere, men da han forlanger 2 rupees for at køre mig den korte strækning, føler jeg en overvældende trang til at give ham et spark bagi.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret april 2017)