Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka

 

 

Chukotka 2011
Dagen efter Ruslands Nationaldag var vores chauffør Sasha så beruset, at han næppe kunne gå, men alligevel insisterede han på at køre bæltekøretøjet. Her krydser han det første vandløb, mens hans hoved gentagne gange hamrer ind i vindspejlet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kunstneren Jens Gregersen, som gennem flere år har arbejdet på en bog om naturen i Arktis*, spørger mig, om jeg er interesseret i at deltage i en mini-ekspedition til Chukotka i det østligste Sibirien. Selvfølgelig er jeg det. Oprindeligt var det meningen, at vi skulle være fire deltagere, men det ender med, at vi kun bliver tre – den tredje er Max Nitschke, som til alt held for vi andre taler en smule russisk.

Formålet med turen er at tælle ynglefugle i et område, som Jens har fulgt gennem flere år for at finde ud af, om ynglebestandene er stabile. Mange sibiriske fuglearter er i voldsom tilbagegang i disse år, bl.a. fordi mange af deres rastepladser i det østlige Asien er blevet afvandet og omdannet til rejefarme, saltbassiner eller rismarker.

Da området, som hedder Zolotoi Khrebet (’De Gyldne Bjerge’) stort set er vejløst land, skal transport foregå i et bæltekøretøj, som Jens har lejet gennem en af sine russiske bekendte i byen Anadyr.

 

*Siden er Jens Gregersens bog, Arktisk sommer, udkommet på forlaget Gyldendal.

 

Sic transit gloria mundi
Efter et par dages ophold i Moskva flyver vi mod øst i 10 timer, over Ural-bjergene og den kolossale sibiriske tundra til Anadyr – næsten så langt østpå man kan komme på det asiatiske fastland. Nær lufthavnen ligger Anadyr Lufthavnsby, mens selve Anadyr By ligger adskillige kilometer borte, på modsatte side af en lang fjord.

Gennem en anden af sine kontaktpersoner har Jens lejet en lejlighed i lufthavnsbyen, beliggende i en af de ucharmerende betonkolosser, som sovjetstyret yndede at bygge. I Sovjetunionens velmagtsdage var Anadyr en driftig by pga. et kæmpemæssigt raketanlæg, som befandt sig nogle kilometer nord for lufthavnsbyen, hvor adskillige missiler, udstyret med atomvåben, var rettet mod forskellige mål i USA. Efter Sovjetunionens fald dækkede man hele molevitten til med jord, og Anadyrs betydning svandt ind til ingenting. I dag bor der blot nogle tusinde mennesker, som lever af – ja, det må guderne vide!

Mange af boligblokkene er i dag i stærkt forfald, men de af dem, som stadig er beboet, har man fikset en smule op ved at male dem i muntre farver. Ellers er hele området præget af lige dele forfald og ligegyldighed. Murbrokker, wirer, jernrør, olietønder, udrangerede lastbiler, skurvogne og en masse andet skrammel flyder allevegne, og ingen gider rydde op. Under sovjetstyret gjorde man jo bare, hvad man fik besked på, hvilket ikke just er fremmende for det personlige initiativ. I dag, hvor man ikke bliver beordret til nogetsomhelst, er der åbenbart ingen, der har mod på eller lyst til at forskønne området. Adskillige steder bemærker vi, at isoleringslaget omkring de tykke rør, som bringer varmt vand til husene, er trevlet op, så varmen fosser ud i den sibiriske kulde. Heller ikke det synes at genere nogen, så man må jo have olie eller kul nok.

 

 

Chukotka 2011
Max (t.v.) og Jens foran boligkomplekset i Anadyr Lufthavnsby, hvor vi boede den første uge, mens vi kortlagde ynglefugle i området. Bemærk forfaldet af bygningen i baggrunden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011 
For udlændinge er det ikke ganske klart, at dette er en købmandsbutik. – Anadyr Lufthavnsby. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Forladte bygninger og beboede huse, Anadyr Lufthavnsby. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dyr og planter omkring Anadyr Lufthavn
Fuglene er imidlertid ligeglade med, hvor grimt et område er, blot de rette betingelser er til stede. I sumpede områder mellem bygningerne yngler en mængde vadefugle, fx tinksmed (Tringa glareola), temmincksryle (Calidris temminckii), almindelig ryle (C. alpina), odinshane (Phalaropus lobatus) og tundrahjejle (Pluvialis fulva). Der optræder også forskellige ænder, såsom havlit (Clangula hyemalis), pibeand (Anas penelope) og krikand (A. crecca). Omkring bygningerne holder snespurve (Calcarius nivalis) til, og i gamle jernrør eller under skrammelbunker bor ofte arktiske jordegern (Spermophilus parryi), som bjæffer ophidset og forsvinder, når man går forbi, men lidt senere stikker hovedet ud for at se, om faren er drevet over.

I tundraen uden for byen træffer vi andre fugle, såsom dalrype (Lagopus lagopus), lille regnspove (Numenius phaeopus), langtået ryle (Calidris subminuta), tundrasvane (Cygnus columbianus ssp. columbianus), lille kjove (Stercorarius longicaudus) og blåhals (Luscinia svecica). Et par vandrefalke (Falco peregrinus) skriger deres alarmkald, da vi passerer forbi, hængende over klippen, hvor de har rede. Alaskaharen (Lepus othus) er ret almindelig. Vi ser individer i den hvide vinterdragt såvel som den brunplettede overgangsdragt, og hen mod slutningen af vort ophold er de fleste skiftet til den brune sommerdragt.

Her i begyndelsen af juni er tundraen så småt ved at komme i blomst. Vi finder en mængde særdeles hårede uldtroldurter (Pedicularis lanata), kryblyng (Loiseleuria procumbens), sibirisk fjeldpryd (Diapensia obovata), sibirisk kobjælde (Anemone patens var. multifida), en fjeldarve, Androsace ochotensis (førhen kaldt Douglasia ochotensis), samt forskellige pilearter (Salix).

 

 

Chukotka 2011
Denne odinshøne (Phalaropus lobatus) hvirvler rundt i en lille dam nær Anadyr Lufthavnsby og snapper de småinsekter, der herved bringes op til overfladen. Svømmesneppernes latinske slægtsnavn Phalaropus betyder ’blishønefod’, af græsk phalaris = blishøne, og pous = fod – en hentydning til, at svømmesnepper i modsætning til de fleste andre små vadefugle har svømmehud mellem tæerne. Phalaris kommer iøvrigt af phalios, hvilket betyder ’med hvid blis’. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Det arktiske jordegern (Spermophilus parryi) er meget almindeligt næsten overalt i Chukotka. Denne har sin rede i et jernrør i Anadyr Lufthavnsby. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011 
Vi aflagde et besøg i et forladt rensdyrslagteri i Volchya-flodens delta, ikke langt fra Anadyr Lufthavn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Sibirien blomstrer. Her ses uldtroldurt (Pedicularis lanata), som er meget almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011 
Denne fjeldarve, Androsace ochotensis (førhen kaldt Douglasia ochotensis), tilhører kodriverfamilien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Jens i færd med at tegne sibirisk kobjælde (Anemone patens var. multifida). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uheldig start på vestihud-turen
Vores optællingstur ind i Zolotoi Khrebet starter uheldigvis dagen efter Ruslands Nationaldag, hvor alle ligger brak efter gårsdagens udskejelser. Vores chauffør Sasha er så beruset, at han dårligt nok kan gå, men alligevel insisterer han på at køre vestihud’en (bæltekøretøj på russisk). Inden afgangen forærer han os en slags ’orden’ – en bliktingest med hammer og segl og en rød stjerne, som meddeler, at man har udmærket sig.

Med en del slingren går det nu over stok og sten ud ad den smalle grusvej. Da den ophører uden for byen, formår Sasha heldigvis at sætte farten ned, inden vi kommer ud for en ulykke. En elv med snefaner langs bredderne klarer han også, omend med noget besvær, hvorefter han triumferende holder tommelfingeren op.

”Det er skik at skåle i vodka, efter at man har krydset det første vandløb,” siger han. Som om han ikke allerede har fået nok! Da han stiger ud af vestihud’en, falder han ned på hjulbæltet og bøjer et ribben. Det tager han sig ikke af – russere i disse egne er hårdføre folk. Vi tager hul på en af vore få flasker med vodka, som egentlig skulle gemmes til Jens’ bekendte, der arbejder på et fyrtårn på østkysten. Nu skåler vi ved elven, hvorefter Sasha i løbet af det næste kvarters tid tømmer flasken fuldstændigt. På den videre færd hamrer han flere gange hovedet ind i vindspejlet, og efterhånden bløder han fra adskillige småsår. Da vi ankommer til den næste elv, lægger han sig hen over rattet og falder i søvn.

En times tid senere vågner han op, og vi fortsætter rejsen. Sine steder ligger der masser af sne, og et par gange må vi køre en omvej for at krydse vandløb. Ved en forladt guldgraverlejr rager et højt stillads til vejrs, og her har et par ravne (Corvus corax) rede, som indeholder fire små nøgne unger.

 

 

Chukotka 2011 
Sasha fortalte os, at det er skik at skåle i vodka, efter at man på en rejse har krydset det første vandløb. Som om han ikke allerede havde fået nok! Fra venstre Max, Sasha og Jens. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Intermezzo på Uglovaya-bjerget
Vi beslutter at gøre holdt på en skråning på Uglovaya-bjerget, hvor der er plant nok til, at teltene kan slås op. ”Jeg henter vand til kaffe,” siger Sasha og kører. Tiden går, men han vender ikke tilbage, og der er ikke andet at gøre end at gå til ro. Næste morgen diskuterer vi, hvad vi skal gøre. Vi beslutter at se tiden an og vandrer i mellemtiden op på et nærliggende bjerg, hvor vi finder enkelte par af kæmperyle (Calidris tenuirostris). På en klippevæg har et par fjeldvåger (Buteo lagopus) rede.

Mens vi er heroppe, ser vi vestihud’en komme kørende på flodens modsatte bred. Ved tilbagekomsten til lejren erfarer vi, at Sasha var faldet i søvn i køretøjet. Han lider nu af tømmermænd, som kun kan repareres vha. vodka. Vi har kun tre flasker tilbage, og vi skal bruge mindst to af dem til Jens’ venner østpå. Tøvende rækker vi ham den tredje flaske.

Vi tilbringer endnu et døgn på Uglovaya-bjerget, så Sasha kan komme til hægterne. Da han omsider er blevet ædru, viser han sig at være et meget behageligt og omgængeligt menneske, som vi kommer til at sætte stor pris på.

Der er dejligt vejr, solrigt, men med en stiv vind, som holder myggene borte. I nærheden af lejren finder vi en rede af prærietrane (Grus canadensis), og blandt småfuglene bemærker vi rødstrubet piber (Anthus cervinus) og alaskavipstjert (Motacilla tschutschensis). Om aftenen giver prærietranerne opvisning. De flyver efter hinanden i svæveflugt med hængende ben, mens de trompeterer.

Fornyligt har prærietranen bredt sig vestpå i Sibirien, og den russiske bestand tæller i dag over 10.000 fugle. Russiske jægere har ikke tradition for at drive jagt på traner, men i de senere år er prærietranen blevet så almindelig, at nogen jagt på arten finder sted. Tranerne er altædende og tager, hvad de kan finde, fx rødder, insekter, mus, samt æg og unger af mange forskellige fuglearter. De smukke fugle er derved blevet en trussel mod de i forvejen trængte sibiriske vadefugle. (Læs mere om traner på denne hjemmeside, se Dyreliv: Traner – fascinerende og sårbare).

 

 

Chukotka 2011
Dagen efter, da Sasha omsider var blevet ædru, viste han sig at være et meget behageligt og omgængeligt menneske, som vi kom til at sætte stor pris på. – Uglovaya-bjerget, Zolotoi Khrebet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Vi nyder vores aftensmad i det fri på Uglovaya-bjerget. Under opholdet i Zolotoi Khrebet var det lyst døgnet rundt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Prærietraner (Grus canadensis) i parringsflugt, Uglovaya-bjerget. De flyver efter hinanden i svæveflugt med hængende ben, mens de trompeterer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En guldgraverlejr
Vores tur fortsætter op gennem dalen, som bliver stadig mere snedækket. Det er utroligt, hvad sådan et bæltekøretøj kan præstere – det kæmper sig vej op ad temmelig stejle bakker og gennem sumpe, vandløb og sne – kun stejle snefaner langs elvene har det vanskeligt ved at forcere. Og selvfølgelig slides der hårdt på materiellet. Bedst som vi kommer kørende gennem det skønne landskab, lyder der et kolossalt brag, efterfulgt af en raslende lyd. Et led i det ene hjulbælte er sprunget, og det meste af bæltet ligger i græsset. Jens og Max slæber det tunge bælte tilbage til køretøjet, hvor Sasha reparerer det i løbet af en halv times tid.

Ved første øjekast kan dele af det uendelige Arktis synes fuldstændig uberørt. Men skinnet bedrager, og overalt har mennesket lagt sin klamme hånd. På vores færd har vi allevegne set tomme olietønder ligge og flyde i landskabet, og mange steder findes rester af bygninger eller forskellige staværer, der umotiveret stritter op i luften. Rækker af elmaster, hvor nedfaldne tråde hænger som serpentiner, trækker linjer gennem landskabet. Et af de grimmeste syn, man kan forestille sig, er en forladt guldgraverlejr – skure hulter til bulter; store grusbunker; havarerede gravemaskiner; spor efter bæltekøretøjer, som overalt har efterladt et arret landskab. Vi finder et dejligt sted at campere på en afsats oven for en lejr, som endnu ikke er helt forladt, og udsigten er flot. Det er endnu for tidligt på året til, at lejren er bemandet, så vi har hele området for os selv.

Her er masser af fugle. Vi ser flere kæmperyler, og en rødhalset ryle (Calidris ruficollis) er så tillidsfuld, at den lægger sig på reden, selv om vi kun er 3-4 meter borte. Sibirisk gråklire (Tringa brevipes) minder om en stor udgave af mudderklire (Actitis hypoleucos), idet den ustandseligt vipper bagkroppen op og ned. Blandt klipperne ser vi adskillige arktiske pibeharer (Ochotona hyperborea). Flere end 20 arter af disse små kanin-lignende dyr lever i Centralasien, Himalaya og Nordamerika.

Vores næste lejr ligger ualmindelig skønt med udsigt ned over Keimletkuulveem-floden. I det fjerne anes Stillehavet, hvor store isskosser er drevet i land. Sibirisk anemone (Anemone sibirica) og rypelyng (Dryas octopetala) er almindelige her, og på grusede steder vokser arktisk løjtnantshjerte (Dicentra peregrina). Blandt fuglene ser vi bl.a. lille kjove, dalrype og tundrasædgås (Anser serrirostris).

 

 

Chukotka 2011
Et led i det ene bælte på bæltekøretøjet er sprunget. Nu slæber Jens og Max det tunge bælte tilbage til køretøjet, hvor Sasha reparerer det i løbet af en halv times tid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Et af de grimmeste syn, man kan forestille sig, er en forladt guldgraverlejr. Denne hører til de pænere, idet den endnu ikke var helt forladt. Det var dog for tidligt på året til, at den var bemandet, så vi havde hele området for os selv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Denne rødhalsede ryle (Calidris ruficollis) lagde sig på reden, selv om vi kun var 3-4 meter borte. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011 
Omkring Keimletkuulveem-floden var sibirisk anemone (Anemone sibirica) almindelig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
På grusede steder voksede arktisk løjtnantshjerte (Dicentra peregrina). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den Russiske Kats Hale
Vort næste mål er en stor slette omkring Izvilistaya-floden, hvor det vrimler med fugle, fx havlit, tundrasædgås, hvidnæbbet lom (Gavia adamsii), stillehavslom (G. pacifica) og strandhjejle (Pluvialis squatarola).

Nær kysten løber en brun bjørn (Ursus arctos) foran vestihud’en et stykke tid, inden den forsvinder ned ad en stejl skrænt til stranden. Vi finder senere dens sporrække i sandet langs kysten. En 12 m lang gråhval (Eschrichtius robustus) ligger opskyllet, og fra den letter en sværm af vegamåger (Larus vegae) og gråmåger (L. hyperboreus). Kadaveret stinker grufuldt, men det generer åbenbart ikke mågerne.

Dette er starten på en sandodde ved navn Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Hale’), som strækker sig 20 km mod sydvest. Vi slår lejr et sted, hvor Jens få år forinden konstaterede 6-7 par af den sjældne skeryle (Eurynorhynchus pygmeus), men i år finder vi kun et enkelt par. I området er der masser af andre ynglefugle. Vi ser et par af alaskaryle (Calidris mauri), som er sjælden i Sibirien, endvidere sabinemåge (Xema sabini), kejsergås (Anser canagicus), lille kobbersneppe (Limosa lapponica) og mange andre. En landsvale (Hirundo rustica) flyver over. Den er sjælden så højt mod nord. Omkring vestihud’en holder en gråspurv (Passer domesticus) til det meste af dagen, og Sasha morer sig med at fodre den med brødstumper.

En isnende gus kommer ind fra havet, og for at holde varmen tænder vi et stort bål af drivtømmer. I gløderne bager jeg chapati’er, og vi varmer vand til té og kaffe – vandet er en smule okkerfarvet, men pyt!

 

 

Chukotka 2011
I området omkring Izvilistaya-floden vrimlede det med fugle, fx var havlit (Clangula hyemalis) almindelig. Denne han har en stiv vind ind bagfra, som løfter halefjerene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Sporrække af brun bjørn (Ursus arctos) på stranden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
I vores lejr på Kosa Ruskaya Koshka (‘Den Russiske Kats Hale’), fra venstre Jens, mig og Sasha. (Foto Max Nitschke, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Vegamåger (Larus vegae) hviler på et af forårets sidste isbjerge, Kosa Ruskaya Koshka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Omkring fyrtårnet
Næste morgen er det overskyet, og der falder en stille regn. Selv om det er vindstille, rammer havets dønninger isbræmmen langs kysten med hule drøn. På isskosserne sidder masser af vegamåger.

Kosa Ruskaya Koshka er først ganske smal, men for enden vider den sig ud og danner et område på omkring 4 x 4 km med et varieret udbud af biotoper, fx revlinghede, sandede områder domineret af et marehalm-lignende græs, strandenge med søer og loer, samt ren sandstrand. Yderst ligger en klynge huse omkring fyrtårnet. Vi bliver hjerteligt modtaget af fyrpersonalet, som kender Jens fra hans tidligere besøg. Chefen er Andrei, en ældre mand med et stort, gråt skæg, og resten af personalet udgøres af Leonid, dennes kone og en mand med vansiret ansigt – resultatet af et møde med en vrissen bjørn. Vi overrækker de tilbageværende flasker med vodka, og personalet byder på middag. Det bliver en lystig aften med masser af snak, mad og drikke, og vi bliver også slæbt udenfor, så vi kan beundre Andreis gamle motorcykel.

De følgende dage registrerer vi ynglefugle i området omkring fyrtårnet, der foruden diverse vadefugle huser sabinemåge, almindelig kjove (Stercorarius parasiticus), adskillige kolonier af havterne (Sterna paradisaea) samt enkelte par af beringsterne (Onychoprion aleuticus), som har en særpræget, gråspurveagtig stemme. Et ravnepar har rede oppe i radiotårnet. Max klatrer op for at kontrollere reden, mens den ene ravn ophidset kredser omkring ham og skræpper op.

Max og jeg følger havfugletrækket langs kysten. På vandet ligger store flokke af ederfugle (Somateria mollissima), samt havlitter, stillehavslommer og en enkelt strømand (Histrionicus histrionicus). I løbet af en times tid trækker ca. 100 hornlunder (Fratercula corniculata) og ca. 10 toplunder (Fratercula cirrhata) mod vest.

 

 

Chukotka 2011
Der skåles i vodka hos fyrpersonalet på Kosa Ruskaya Koshka, fra venstre Max (som holder et æg, der ifølge russerne skulle spises råt), Jens, Andrei, Sasha, Leonid samt en mand, som var blevet mishandlet af en bjørn. Leonids kone ville ikke med på billedet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
En ravn (Corvus corax) jages på porten af havterner (Sterna paradisaea), Kosa Ruskaya Koshka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
En han af snespurv (Calcarius nivalis) letter fra et jernrør, Kosa Ruskaya Koshka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En skrap dame
Vi tager afsked med fyrpersonalet og sætter kursen tilbage ad odden, krydser Izvilistaya-floden og kører mod vest til endnu en sandodde, Kosa Nikolaya. Her fandtes førhen et livligt samfund omkring en havn, hvorfra der blev bragt forsyninger til en stor guldgraverby oppe i de nærliggende bjerge. I dag ligger bygningerne tomme hen, de store olietanke hælder lidt til siden, og rustne maskiner, lastbiler, wirer og alskens andet skrammel ligger strøet ud over landskabet.

Menneskene er forsvundet, og området er overtaget af mængder af fugle, som ikke har det mindste imod at yngle i dette rod. Her er kolonier af havterner og beringsterner, og der yngler også temmincksryle, alaskaryle og rødhalset ryle. I en af de små strandsøer holder en yngre rosenmåge (Hydrocoloeus rosea) til, og omkring spidsen af odden svømmer ca. 10 hvidhvaler (Delphinapterus leucas) frem og tilbage, ganske nær kysten.

Det er nu tid at sætte kursen mod lufthavnsbyen, og den får alt, hvad remmer og bæltetøj kan holde. Efter ankomsten tager vi afsked med Sasha, og en af hans bekendte kører os til lufthavnshotellet.

”Hun er skrap!” siger Jens, idet han hentyder til receptionsdamen, som han kender fra tidligere ophold. Max indleder forhandlinger med hende – og i dag er hun lutter smil og hjælpsomhed. Vi får et værelse til tre, og hun bringer oven i købet té og småkager til værelset.

”Sådan noget har hun da aldrig før gjort!” siger Jens, dybt forundret. Han og jeg bliver enige om, at hun nok er blevet lun på Max, som jo er en flot fyr.

”Pjat!” siger Max, en smule forlegen.

 

 

Chukotka 2011
Rusten lastbil i den forladte mineby på halvøen Kosa Nikolaya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
På Kosa Nikolaya fandt vi en mindre koloni af beringsterne (Onychoprion aleuticus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)