Zambia 1993: På kamerajagt efter træskonæb

 

 

Zambia 1993
Denne 12-årige dreng fra en fiskelejr i sydenden af Ncheta Island stagede mig ud i sumpene under vores søgen efter træskonæb (Balaeniceps rex). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Samfya er en lille by i det nordlige Zambia, beliggende ved vestbredden af den store Bangweulu-sø. Af Verdensnaturfonden – den danske afdeling af WWF (World Wide Fund for Nature) – har jeg fået til opgave at dokumentere det arbejde, fonden gør for at bevare det rige dyreliv i de store Bangweulu-sumpe, som sammen med søen dækker ca. 9.800 km2 – et område noget større end Sjælland.

I flere landsbyer i og omkring sumplandet har WWF oprettet lokale råd, såkaldte Community Development Units, som i samarbejde med hinanden, samt med de lokale myndigheder, skal forsøge at forbedre levevilkårene for indbyggerne. Samtidig forsøger fonden at få befolkningen til at udnytte naturressourcerne med omtanke, så de ikke blot tolder løs af dyrelivet uden tanke for morgendagen, men bevarer en del af ressourcerne til fremtidig udnyttelse.

Sammen med sociolog Peter Gregersen, der arbejder for Verdensnaturfonden, deltager jeg i et CDU-møde i landsbyen Kalasa Mukoso, som er beboet af Bena Kabende-stammen. Man diskuterer lokale emner, såsom afbrænding af skov for at skabe mere landbrugsland, hvordan man beskytter sine afgrøder mod skadedyr, fx penselsvin (Potamochaerus larvatus), samt fredningstider for forskellige jagtbare dyrearter, fx antiloper. Jeg deltager også i et lystigt møde i den lokale kvindegruppe, som krydres med sang og dans.

 

 

 

Zambia 1993
Folk af Bena Kabende-stammen i landsbyen Kalasa Mukoso nær Samfya. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Panisk angst for vilde dyr
I Samfya bor jeg hos David, som er kontormand for WWF. Hans familie er endnu ikke ankommet til Samfya, så han sætter pris på at få selskab. En aften sidder vi foran hans hus og snakker. Han betror mig, at han er bange for alle vilde dyr, inklusive firben og frøer – og naturligvis slanger. Et par dage før var han blevet lidt hysterisk, da en frø hoppede rundt inde i huset, og jeg måtte bære den ud og løslade den et stykke vej fra huset. Nu siger jeg for sjov: I morgen er der nok en slange inde i huset!”

Knap har jeg sagt det, før en tynd, mørk slange kryber rundt på verandaen foran David. Han farer op og styrter ind i huset, mens han råber: “Dræb den! Dræb den!” Jeg er nu mere interesseret i at finde ud af, hvad det er for en slange. Det viser sig at være en såkaldt shovel-snout (Prosymna sp.), som har en meget flad snude – en ganske harmløs art. Jeg får den gennet hen i et blomsterbed, men David udbryder ophidset: Den har gemt sig derinde! I morgen får jeg de blomster fjernet!”

Jeg er overbevist om, at han spøger, men næste morgen sætter han vagtmanden til at fjerne blomsterne.

 

Bådtur til Ncheta Island
Et par dage senere ankommer WWF’s bådmand Alex til Samfya for at sejle mig ind i hjertet af sumplandet, hvor jeg skal bo hos Unga-folket i landsbyen Bwalya Mponda, i nordenden af Ncheta Island. Båden er forsynet med en påhængsmotor, så det går i susende fart over søen med kurs mod den store ø Mbabala.

Ved den modsatte søbred sejler vi ind gennem en smal og snoet kanal, omgivet af høj vegetation af papyrus (Cyperus papyrus) og tagrør (Phragmites australis) – en af de utallige bifloder til den store Luapulo-flod. Langs denne flods bredder ligger adskillige temporære fiskelejre. Hytterne i disse lejre er meget simple, opført af græs og tagrør, men de er behagelige at opholde sig i, da de giver skygge og lader vinden passere igennem. Mellem august og november opholder de fleste unga-familier sig i disse fiskelejre, hvor de fanger og tørrer så mange fisk som muligt. De tørrede fisk sælges senere i nærliggende byer på fastlandet.

Til slut når vi frem til Bwalya Mponda. Sorte regnskyer hænger truende i horisonten, men der falder kun nogle få dråber. Alex leder mig op til et hus, som tilhører WWF, og her indretter jeg mig for natten. I vest forsvinder solen bag skyerne i et orgie af orange og rødt. Efter mørkets frembrud kalder en natravn gentagne gange, og det glimter fra talrige ildfluer.

 

 

Zambia 1993
Undervejs mod Ncheta Island passerede vi flere temporære fiskelejre. Hytten ser ret primitiv ud, bygget af grene og græs, men den er behagelig at opholde sig i, da den giver skygge og lader vinden passere igennem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993 
Sorte regnskyer i det fjerne varslede regn, da vi ankom til landsbyen Bwalya Mponda på Ncheta Island, midt i Bangweulu-sumpene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dagligliv i Bwalya Mponda
George, en lokal ‘village scout’, som arbejder for WWF, er min guide på en tur rundt i landsbyen, hvor jeg præsenteres for bl.a. den lokale høvding, skolelærere og butiksindehavere. Alle er meget venlige.

Unga-mændene har helt taget den europæiske klædedragt til sig. Kvinderne har adopteret den europæiske kjole, men bærer som regel også en chitenge, et spraglet stykke stof, ca. 2 m langt og 1 m bredt. Dette klæde anvendes også til at bære spædbørn i. Et lille Unga-barn tilbringer dagen trygt på ryggen af sin mor, bedstemor eller søster, uanset hvad denne er beskæftiget med.

En gruppe kvinder og piger er i færd med at støde rodknolde af kassava (Manihot esculentus), som er Ungaernes hovedføde. Det er hårdt og langsommeligt arbejde. Efter adskillige dages stødning, skylning og tørring er kassava-melet parat til at blive kogt til en grød-lignende substans, nshima. Denne grød spises med fingrene sammen med stegt fisk og måske lidt grønt, ofte fra vilde sumpplanter. En anden kvinde er i færd med at flette en måtte af flækkede tagrørstængler, som bindes sammen med fibre, mens en kvinde og nogle børn forsøger at fange småfisk ved hjælp af store kurve.

Jeg aflægger besøg i den lokale skole, som er i en elendig stand. De fleste Unga-drenge går i skole i kortere eller længere tid, men pigerne forsømmer ofte, da de skal hjælpe deres mor med hus- og markarbejde, så det er begrænset, hvor meget de lærer. Ungaerne mener ikke, at skolegang er så vigtig, da man jo alligevel bare skal være fisker eller husmor. Uddannelse er også meget kostbar, og de fleste Ungaer har ikke råd til at betale skolepenge. Derfor bliver skolebygningen ikke vedligeholdt, og der er kun få borde og stole til eleverne.

 

 

Zambia 1993
De fleste huse i Bangweulu-sumpene er bygget af et fletværk af grene, som klines med ler, og taget er af græs. Andre huse er opført i soltørrede sten og har bølgeblikstag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993 
De fleste Unga-mænd og -kvinder er iført europæisk tøj, men derudover svøber kvinderne et spraglet klæde, kaldt chitenge, om livet. Det mindste barn bæres altid i et sådant klæde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Kassava (Manihot utilissima) er ungaernes vigtigste fødemiddel. Det er et langvarigt og besværligt arbejde at støde kassava til mel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993 
Måtter fremstilles ved at binde flækkede tagrørstængler sammen med fibre. Det er kvindearbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Det er mest drengene, der går i skole – pigerne forsømmer ofte, da de skal hjælpe til med hus- og markarbejde. Ungaerne mener ikke, at skolegang er så vigtig, da man jo alligevel bare skal være fisker eller husmor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På kamerajagt efter træskonæb
George viser mig det indtørrede hoved af en træskonæb (Balaeniceps rex), som blev fundet død. Denne besynderlige fugl, der ligner en blanding af en stork og en pelikan, forekommer kun i østafrikanske papyrussumpe, fra Sudan i nord til Zambia i syd. Fuglens mærkelige navn skyldes, at den har et stort, bådformet næb med en krog på overnæbbet – det ligner virkelig en gammeldags træsko. Araberne kalder fuglen Abu Markub (‘Skoens Fader’). Dens hovedføde er fisk, men den kan også tage fx sumpskildpadder, da det stærke næb er i stand til at knuse skjoldet. George og en lokal sporfinder tilbyder at ledsage mig til et sted, hvor der er gode muligheder for at se denne gådefulde fugl.

Næste morgen vandrer vi 5 km til sydenden af Ncheta Island, hvor en af George’s onkler bor i en fiskelejr. Vi låner et par kanoer, og en 12-årig dreng tager med os for at stage den båd, jeg er passager i, mens mens George stager den anden. Efterhånden bliver det så lavvandet, at vi må opgive at stage, hvorefter vi fortsætter til fods. Jeg er iført et par gamle gummisko, mens mine ledsagere vader barfodet. Sine steder er bunden meget blød, og vi synker ofte i til knæene. Det er meget varmt, men vi kan slukke tørsten i vandhuller med krystalklart vand.

Vi ankommer nu til et område, hvor bevoksningerne af papyrus står mere spredt omkring en mængde små vandhuller. George oplyser, at dette er ideelt terræn for træskonæb. En fouragerende zambezi-sitatunga (Tragelaphus selousi) springer op foran os og styrter gennem sumpen. Denne antilopeart er tilpasset livet i sumpede områder, idet dens meget lange klove kan spiles vældigt ud og forhindrer dyret i at synke ned i den bløde bund. Noget senere får George øje på to træskonæb, som søger føde i kanten af et lille vandhul. De er ret sky og letter på over 100 meters afstand. Vi ser også et par af den sjældne vortetrane (Grus carunculatus), en afrikansk art, som næsten overalt er i tilbagegang pga. afvandinger af sumpområder og dæmningsanlæg langs floder. Verdensbestanden er måske på under 10.000 individer. I Bangweulu-sumpene er den dog stadig ret almindelig.

Vi påbegynder nu tilbageturen. Det er mig en gåde, hvordan mine ledsagere kan finde vej i dette landskab uden særlige kendemærker, men med usvigelig sikkerhed fører de os tilbage til vore kanoer. Vel tilbage i fiskelejren får vi serveret nshima, stegt fisk og en smule grønt til frokost.

 

 

Zambia 1993
Her viser George (t.h.) og min anden ledsager det indtørrede hoved af en træskonæb (Balaeniceps rex), som blev fundet død. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993 
Det sidste stykke vej til træskonæbbenes tilholdssted måtte vi vade, da det var for lavvandet til at stage bådene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zambia 1993
Efter tilbagekomsten til fiskelejren fik vi frokost: nshima, stegt fisk og en smule grønt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kilde
Kaj Halberg: Hvor vandet møder himlen – om miljø og levevilkår for et afrikansk sumpfolk. WWF – Verdensnaturfonden, 1996.

 

 

Læs mere om Bangweulu-sumpene på denne hjemmeside, se Bøger, hvor den fulde tekst fra ovennævnte kilde er bragt.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)