Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?”

 

 

Nordindien 1985-86
Ørkenen omkring Jaisalmer er fyldt med ruiner fra byens glorværdige fortid. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Toget mellem Jodhpur og Jaisalmer snegler sig gennem Thar-ørkenen i delstaten Rajasthan i det nordvestlige Indien. Det giver os rigeligt med tid til at beundre landskabet, som langtfra er kedeligt. Gullige klitter veksler med røde sandstensklipper, flade sand- og grusflader, samt busksteppe med buske og træer som dzal (Salvadora procera), thor (Euphorbia caduca), som er en kaktus-agtig vortemælk, samt Sodomas æble, lokalt kaldt akaro (Calotropis procera), hvis frugt for første gang blev beskrevet af den romerske historiker Titus Flavius Josephus, født Yosef ben Matityahu (ca. 37-100 e.Kr.), som fandt den voksende nær byen Sodoma: “hvis frugter har en farve, som var de spiselige, men hvis man plukker dem med sine hænder, opløses de i røg og aske.” (W. Whiston (1737): The War of the Jews, Book IV, chapter 8, sec. 4). Småflokke af Gujarat-gazeller (Gazella christii) og nilgai-antiloper (Boselaphus tragocamelus) græsser her og der.

Enkelte steder bryder en klynge brune eller hvide huse horisonten. Kvinder, iklædt sari’er i stærke farver, vandrer graciøst med messingkar på hovedet fra landsbyens brønd til deres hjem. Mænd sidder højt til vejrs på kameler, som skridter værdigt af sted gennem sandet. Hist og her findes marker, som ligger i vinterdvale. Et sted ligger tusinder af chilifrugter til tørre, og deres karmoisinrøde farve danner en stærk kontrast til det gulbrune ørkensand.

 

 

Indien 2003
Her og der i Thar-ørkenen vokser forskellige slags buske, fx thor (Euphorbia caduca), som er en kaktus-agtig vortemælk. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003 
I ørkensandet ligger tusinder af chilifrugter til tørre i solen og føjer en pragtfuld karmoisinrød farve til de uanselige omgivelser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jaisalmer Fort
Omsider når vi frem til banegården i Jaisalmer, hvor vi øjeblikkeligt omringes af en mængde unge mænd, hvis opgave det er at kapre turister til de hoteller, de arbejder for. Vi bliver nærmest bortført af et par af dem og ender i et beskedent, men hyggeligt lille hotel ved foden af Jaisalmers kæmpemæssige gule sandstensfort, Sonar Qila – et monument fra en tid, hvor der herskede ufred i ørkenen. Dette fort, der blev grundlagt i 1155 under rajput-kongen Roa Rawal Jaisal, var oprindelig omgivet af en 4,5 km lang mur.

Fra fortet er der en dejlig udsigt over byen og ørkenen. På dets mure blev i sin tid anlagt 99 bastioner, og til forsvaret hørte store stenkugler og aflange stencylindre, som lå på de brede mure, parate til at blive rullet ud over kanten og ned i hovedet på fjender, som forsøgte at bestige murene. Den dag i dag ligger der stadig en del kugler på murene. I 1700-tallet begyndte folk at opføre huse inden for den ydre ringmur, og i dag ligger det meste af byen her. Selve det indre fort er kæmpestort, og store dele af det er ligeledes indrettet til beboelse.

I byens gader neden for fortet ses et farverigt, myldrende folkeliv. Folk står i smågrupper og snakker, en mand er fordybet i en avis uden for sit hus. På et marked sælges alskens afgrøder, som æsler og tårnhøje kameler har bragt hertil fra nærliggende marker. Skræddere kan sy en dragt af bomuld til dig på få timer, om du vil.

Mange rigmandshuse i Jaisalmer, de såkaldte haveli’er, er opført af blokke af gul sandsten, hvori der er udskåret komplicerede mønstre. Væggene på mere beskedne huse er ofte udsmykket med malerier af Ganesh, Krishna og andre hinduistiske guder, og mange døre er malet i stærke farver. Over dem ses ofte en metal-fugl, hvorpå der står skrevet Velkommen. (Læs mere om hinduguder – samt om hinduismen generelt – på denne hjemmeside, se Religion: Hinduisme).

Omkring en død hund ved foden af fortet trænges over hundrede bengalgribbe (Gyps bengalensis). Når en dominerende grib lander, løfter den langsomt den ene fod mod den fugl, som i øjeblikket er ved at æde. Hvis ikke denne øjeblikkeligt fortrækker, bliver der slagsmål. De hakker efter hinanden, forsøger at gribe hinanden med kløerne og basker med vingerne, så støvet står vidt omkring.

 

 

Nordindien 1985-86
Udsigt fra rajput-fortet Sonar Qila, også kaldt Trikuta-fortet, grundlagt omkring 1155. De runde stenkugler blev anvendt til forsvar. Når angribende fjender forsøgte at bestige fortets mure, blev disse sten rullet over kanten og ned i hovedet på dem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
En han af klippedue (Columba livia) gør kur til en hun på en af stenkuglerne på fortmuren. Denne fugl er uhyre almindelig i indiske byer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1991
På markedet neden for fortet sælges alskens afgrøder, som æsler og kameler har bragt hertil fra nærliggende marker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Denne mand er fordybet i en avis uden for sit hus. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1991
Et diminutivt skrædder-værksted. En skrædder kan fremstille et sæt bomuldstøj på få timer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Bæltemager i arbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
To bengalgribbe (Gyps bengalensis) forsøger at gribe hinanden med kløerne, de hakker efter hinanden og basker med vingerne, så støvet står vidt omkring. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Sent på eftermiddagen malker en kvinde i Jaisalmer sin zebu-ko. Kalven venter på sin andel af mælken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

“Ikke en ørken-jeep!”
Sammen med mine ledsagere, Lotte Møller Pedersen og Niels Peter Andreasen, forhandler jeg med hotellets unge receptionist om at foretage en biltur ud i ørkenen til Sam, omkring 50 km uden for byen, hvor der findes smukke klitter. Derfra vil vi køre ind i den store Desert Nationalpark, hvor man bl.a. kan se gazeller og, hvis man er heldig, den sjældne indiske stortrappe (Ardeotis nigriceps), en langbenet fugl, som er noget større end en kalkun.

Næste morgen starter vi en time før daggry. Det er koldt, så da vi ankommer til Sam, tænder chaufføren og hans søn et lille bål, som de kan varme sig ved. Vi nyder solopgangen over klitterne og beder så chaufføren om at køre til nationalparken. Han vender imidlertid bilen og sætter kursen mod Jaisalmer.

“Nej-nej,” siger jeg, “vi skal dén vej, ud i ørkenen!”

Han kigger tvivlrådigt på mig og begynder så at køre ad hjulsporet mod ørkenen. Efter nogle få hundrede meter sagtner han farten og standser så.

“Hvad nu?”

“Ikke en ørken-jeep!” siger han.

“Ikke en ørken-jeep? Jamen, aftalen var jo, at vi skulle ud i ørkenen!”

Manden fatter ikke et ord af, hvad jeg siger, men stirrer fortvivlet på mig. “Ikke en ørken-jeep!” siger han igen.

Jeg konfererer lidt med Lotte og Niels, og vi beslutter at opgive. Undervejs tilbage mod Jaisalmer er vi godt sure. Ikke engang et par smukke gazeller i det fine morgenlys kan kvikke os op. Hjemme ved hotellet overfuser vi receptionisten. Han forklarer, at der ikke var benzin nok til at køre ud i ørkenen. Da vi indvender, at den oprindelige aftale jo netop var at køre ud i ørkenen, siger han: “Nå, De ville også ud i ørkenen? No problem, Sir, jeg tager selv med Dem derud med det samme!”

Ja-ja, dagen er jo endnu ung, så måske kan turen stadig reddes. Foruden chaufføren og hans søn tager receptionisten to af sine venner med, så der er trængsel på forsædet. Alle griner og snakker imidlertid, og indisk popmusik spilles på kassetteafspilleren. Ikke lige vores smag, men de slukker forhåbentlig snart.

 

 

Nordindien 1985-86
Det var koldt, da vi ankom til Sam, så chaufføren og hans søn tændte et lille bål, som de kunne varme sig ved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

“Sir, ønsker De at se denne påfugl?”
Ved Sam drejer vi ud i ørkenen, hvor vi gør holdt ved en klynge huse med lerklinede vægge, dekoreret i smukke jordfarver. I nærheden ligger adskillige kameler og tygger drøv. En flok unger stimler sammen omkring os og råber: “One photo! One pen! One rupee!” Her kommer tydeligvis mange turister, så vi skynder os videre.

I stedet går vi på opdagelse blandt smukke rødlige sandstensklipper, hvor agamer smutter rundt. Store sorte biller trækker spor gennem sandet, ørkenlærker (Ammomanes deserti) kvidrer, og orientstenpikkere (Oenanthe picata) slår med halen, som glimter hvidt. Over klipperne svæver et par laggerfalke (Falco jugger). Her er stille og fredeligt, så vi sætter os på en sten og nyder udsigten. Med ét flænses stilheden. Knægtene har skruet kassetteafspilleren op for fuld styrke, og indiske kærlighedsduetter gjalder gennem luften. Idyllen er borte, og vi trasker ned til bilen, temmelig oprørte.

Sammenbidte forklarer vi dem, at vi ikke er taget ud i ørkenen for at lytte til musik, men for at nyde stilheden og freden og for at kigge på fugle. Fugle! Kan de forstå det?

“Yes, Sir, det forstår vi godt,” siger de og kvæler tenoren midt i en af hans ballader til den smægtende ungmø. Vi kører videre i absolut tavshed – knægtene tør knap nok mæle et ord. Men pludselig siger receptionisten over skulderen: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?”

Over vejen lige foran bilen spadserer en indisk stortrappe! Drengene bliver vidner til, at de mærkelige europæere på bagsædet begynder at råbe og pege og stikke deres lange telelinser ud ad vinduerne. Borte er deres dårlige humør, og de ler ovenikøbet! Opløftede fortsætter vi køreturen, og nu har drengene genvundet talens brug.

Vi suser videre gennem ørkenen ad sandede hjulspor. Støvet står op fra hjulene, og for ikke at blive kvalt må vi binde kanvasbeklædningen ned over vinduerne, som ikke har glas. Det bevirker, at vi kun kan kigge ud gennem forruden, så det er begrænset, hvad vi oplever. Bilen sagtner pludselig farten, selvom chaufføren giver fuld gas, og hjulene snurrer rundt i det løse sand. Vi sidder fast! På en tidligere tur gennem Afrika har jeg ofte oplevet lignende situationer, så det er ikke noget problem.

“Hvor er jeres skovle?” spørger jeg.

“Skovle?” Drengene ligner spørgsmålstegn. “Vi har da ingen skovle!”

Altså må vi i gang med de bare næver. Mens knægtene skraber sand bort fra de fastsiddende hjul, knækker vi grene af buskene og lægger ind under hjulene. Bilen kommer fri efter nogle forsøg, og vi undgår at skulle hidse os op endnu engang.

 

 

Nordindien 1985-86
En indisk stortrappe (Ardeotis nigriceps) spadserede over vejen lige foran bilen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Vores jeep er kørt fast i blødt sand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Et ægte rajasthansk måltid
Receptionisten beretter om en landsby, Khudi, som har mange smukke huse.

“Jeg kan også sørge for, at De får et ægte rajasthansk måltid dér,” siger han.

“Det vil vi gerne, men det skal være et enkelt måltid – og ikke for dyrt.” Vi har ikke lyst til at blive bondefanget igen. Han forsikrer os, at måltidet vil blive ganske enkelt.

Vi må indrømme at Khudi er en smuk landsby, og vi sætter os i et téhus for at kigge på folkelivet, mens receptionisten sørger for, at tilberedelsen af vort måltid går i gang. Tiden går – stadig ingen mad. Vi spørger, om måltidet ikke snart er færdigt. Jo-jo, det vil ikke vare længe. Men timerne går, og til slut mister vi tålmodigheden.

“Hvis maden ikke er klar i løbet af en halv time, aflyser vi!”

“Yes, Sir, den skal nok være klar!”

Efter godt en halv time bliver vi omsider ført hen til et af husene og træder indenfor. Milde himmel! Måtterne på gulvet er fuldstændig dækket af utallige fade med mad: chapati’er og paratha’er (to slags fladbrød), karryretter med alskens grønsager, linser, æg og meget andet. Det ser højst indbydende ud, men hvad mon det dog vil koste? Først er vi lamslåede, men kalder så på receptionisten.

“Hvad er meningen med dette her?”

Den unge mand forklarer, at værten på téhuset har forlangt en ’speciel’ frokost til os, fordi han er sur over, at vore fire andre ledsagere har spist hos ham og kun betalt 5 rupees hver. Det er så hans måde at få nogle af pengene hjem på.

“Hvad koster maden her?”

“Kun 100 rupees!”

“100 rupees! Det kan man da ikke kalde billigt! Et billigt måltid for tre koster 30 rupees! Vi har ikke bestilt al denne mad, og vi vil ikke betale 100 rupees!”

“Yes, Sir, De kan betale, hvad De synes!”

De har taget fusen på os, og vi ved det. Den rare kone, som har brugt timer på at lave al denne herlige mad, skal ikke snydes, fordi téhusværten har et lille opgør med vore ledsagere. Ergo tager vi plads på måtterne og begynder at spise. Det smager himmelsk! Efter måltidet betaler vi kvinden 100 rupees og takker hende for det overdådige måltid.

 

 

Nordindien 1985-86
På vej tilbage mod Jaisalmer gjorde vi holdt i den smukke landsby Khudi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Med blandede følelser beundrer Lotte og Niels det overdådige måltid, vi fik serveret i Khudi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Intet nag
På vej tilbage til Jaisalmer er stemningen lidt anspændt. Alle er påfaldende tavse, og der bliver ikke spillet popmusik. Samme aften vil vi afregne for turen. Vi gennemgår omhyggeligt regningen og bemærker, at der er beregnet kørepenge for den ekstra tur til Sam. Kilometerafregningen for de øvrige strækninger er også lige optimistisk nok – i receptionistens favør, naturligvis. Vi gør ham opmærksom på, at vi vil trække 100 rupees fra regningen.

“Det er helt i orden, Sir.”

“Vi tillader os også at trække 40 rupees fra, fordi dine fire ledsagere spiste på vores regning!”

Han forklarer, at det var den unge mand i Khudi, som lokkede ham til at bestille den megen mad. Vi ved ikke, hvad vi skal tro, men nøjes så med at trække 25 rupees fra og beder ham skaffe resten af pengene fra den unge Khudi-mands slægtninge i Jaisalmer.

“Det er helt i orden, Sir. No problem!”

Man må sige, han tager det pænt, og han er ikke spor vred. Vil europæerne betale for den lille spøg, så er det fint. Vil de ikke, så er det også fint. Var den gået, så var den gået! Da vi skilles få dage senere, er vi på lige så god fod som før køreturen, og afskeden er hjertelig.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)