Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”

 

 

Nordindien 1985-86 
Solnedgang bag et træ med duer, Keoladeo Ghana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vi er fem danskere, Lotte Møller Pedersen, Niels Peter Andreasen, Ib Krag Petersen, Anne-Marie Madsen og jeg selv, som har sat hinanden stævne i det kendte fuglereservat Keoladeo Ghana Nationalpark, nær byen Bharatpur, Rajasthan, nordvestlige Indien. (Historien bag oprettelsen af dette vådområde kan læses andetsteds på denne hjemmeside, se Rejse-episoder – Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantiloper.)

 

Møde med en nilgai-tyr
Det er midvinter, og morgenerne er bidende kolde. Tågen ligger som et tæppe over det dugvåde landskab. Når vi tidligt om morgenen cykler fra byen ud til reservatet, foregår det med den ene hånd i lommen for at holde varmen, da det ikke faldt os ind at medbringe vanter til Indien. Omsider trænger solen igennem tågen og varmer vore forfrosne kroppe igennem, og op ad dagen bliver det dejlig lunt.

På lange cykel- og gåture i dette fantastiske vådområde overvældes vi af fuglerigdommen. Tusindvis af gæs og ænder samt mange slags vadefugle og ørne tilbringer vinteren her, og blandt standfuglene kan nævnes rosenstork (Mycteria leucocephala), bronzevinget bladhøne (Metopidius indicus), hejrer, ugler samt alskens småfugle. Det vrimler med axishjorte (Axis axis), sambarhjorte (Cervus unicolor) og nilgai-antiloper (Boselaphus tragocamelus), og vi ser også glatpelsede oddere (Lutrogale perspicillata), sumpskildpadder, bengalvaraner (Varanus benghalensis) og op til 5 m lange tigerpythoner (Python molurus).

Vi støder ofte på en stor nilgai-tyr, som er opvokset i fangenskab og derefter blevet løsladt. Den viser overhovedet ingen frygt for mennesker, hvilket kan give problemer. En dag, hvor jeg kigger på fugle fra randen af en sump, kommer den hen for at hilse på mig. Jeg er så letsindig at klappe den på hovedet, hvilket nok er det sidste sted, man skal klappe en nilgai. I hvert fald tager den mig for en rival, lægger sig på knæ på forbenene og begynder at fægte med hornene efter mig. Jeg bliver bange og vil bakke væk, men remmen til mit kamera bliver viklet ind i dens horn, og jeg sidder uhjælpeligt fast. Hvis ikke en inder i det samme var kommet forbi og havde hjulpet mig løs, er det ikke godt at vide, hvordan det kunne være endt.

 

 

Nordindien 1991
En kold og diset vintermorgen bærer en bonde foder hjem til sin landsby i udkanten af Keoladeo Ghana Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1982
Rosenstorken (Mycteria leucocephala) er en meget almindelig ynglefugl i Keoladeo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1982
En anden almindelig ynglefugl er sorthovedet ibis (Threskiornis melanocephalus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Nordindien 1985-86
Mine ledsagere, fra venstre Ib, Kim (en dansker vi mødte), Niels, Anne-Marie og Lotte, har en bengalvaran (Varanus benghalensis) i kikkerten, inden den forsvinder ned i et hult træ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
En tigerpython (Python molurus) soler sig uden for sit hul, som den sikkert har stjålet fra en familie af hulepindsvin (Hystrix indica). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Tigerpythonen er et formidabelt rovdyr, som det fremgår af dette skilt i Keoladeo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

De magtfulde rajputter
Vi beslutter at drage til Ranthambhor Nationalpark nær byen Sawai Madhopur, en kort togrejse fra Bharatpur. Denne park blev oprettet omkring Ranthambhor, et gammelt rajput-fort, som blev opført på toppen af en klippeknold, beliggende hvor de to ældgamle bjergkæder Aravalli og Vindhya mødes.

Mellem 600 og 1500 e.Kr. var Rajasthan – som dengang hed Rajputana – opsplittet i talrige indbyrdes konkurrerende hindu-kongedømmer, regeret af rajputter (‘rajaernes sønner’). Disse rajputter formåede at få brahminerne (hindupræsterne) til at forsyne sig med stamtavler, som forbandt dem med solen og månen samt med den hinduistiske ildgud Agni. Rajputterne var de fødte krigere, opdelt i 36 kongelige klaner. På grund af deres indbyrdes stridigheder lod hver enkelt rajput-konge forter og andre fæstningsværker opføre, hvor han og hans adelsfolk var beskyttet mod fjender. (Den jævne befolknings sikkerhed var der naturligvis ingen, der bekymrede sig om).

Da de muslimske moguler tog magten i Delhi, var rajputternes storhedstid forbi. Kejser Akbar, som regerede fra 1556 til 1605, var en klog regent, som udviste stor religiøs tolerance. Han formåede at få mange af sine betroede mænd til at gifte sig med rajput-prinsesser, så mange af Rajputanas fyrster blev hans trofaste allierede i stedet for mægtige fjender.

Mogulernes magt svækkedes i 1700-tallet, og rajputterne var ikke sene til at generobre deres suverænitet. Briternes kolonisering af Indien påbegyndtes i 1757 med erobringen af Bengalen i den østlige del af landet, hvorfra de spredte deres indflydelse mod vest og syd. Kun med besvær lykkedes det briterne at overvinde rajputterne, og gennem hele den britiske kolonimagtsperiode bevarede de en begrænset magt inden for deres område. I 1948, året efter at Indien opnåede sin uafhængighed, blev de fleste af fyrstedømmerne slået sammen til én stat, Rajasthan (’Rajaernes land’), og få år senere fulgte de resterende smådømmer efter. Senere blev Rajasthan en delstat i den indiske union, og i dag har de tidligere så mægtige rajputter overhovedet ingen politisk magt.

 

Oprettelsen af Ranthambhor Nationalpark
I 1300-tallet blev Ranthambhor Fort erobret af Ala ud-din-Khaljis muslimske hær, og Raja Rao Hamir blev dræbt. Fremfor at vanæres ved at overgive sig til deres fyrstes banemænd begik rajputkvinderne masseselvmord ved at udføre det frygtelige ritual johar, hvor de kastede sig på fyrstens ligbål. Fortet kom dog snart i rajputternes hænder igen, men blev atter erobret i 1569 af Akbars styrker, efter 40 dages belejring. Mogulerne overdrog senere fortet til Maharajaen af Jaipur, der holdt de omliggende kratskove som sit private jagtterræn. Fortet blev forladt og gik hurtigt i forfald.

I 1961 var Dronning Elizabeth og Prins Philip på jagt i området – en nok ikke uvæsentlig grund til, at det i 1972 blev udnævnt som et af reservaterne under ’Project Tiger’ – et projekt, som blev iværksat for at frelse Indiens bestand af den mægtige bengalske tiger (Panthera tigris), som indtil da havde været genstand for megen efterstræbelse. Fra et estimeret antal af 40.000 omkring 1900 var bestanden gået så stærkt tilbage, at der i 1972 kun fandtes omkring 2000 tigre i hele Indien.

Ranthambhor-reservatet blev senere ophøjet til nationalpark og udvidet til at omfatte omkring 500 km2. Landskabet består af lave bjerge bevokset med kratskov og kaktusagtige vortemælk, dybe raviner med stedsegrønne træer, samt sletter med sølvskinnende græs. Talrige ruiner er minder fra rajputternes storhedstid, og der findes stadig et antal vandhuller, der blev anlagt som vandreservoirer på den tid. En sand vrimmel af dyr findes i området: axishjort, sambarhjort, nilgai-antilope, Gujarat-gazelle (Gazella christii), leopard (Panthera pardus), vildsvin (Sus scrofa), bengalvaran, sumpkrokodille (Crocodylus palustris) og mange andre. Bestanden af tiger er på omkring 40, og hvad er mere interessant, de er dagaktive, hvilket naturligvis øger chancerne for at se dem.

 

 

Nordindien 1985-86
Undervejs mod Sawai Madhopur køber Lotte og jeg forsyninger på en perron. (Foto copyright © by Niels Peter Andreasen)

 

 

Nordindien 1985-86 
Stammekvinder af hyrdekasten på besøg i Sawai Madhopur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
Plakat, som reklamerer for en Hindi-film, Sawai Madhopur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
På vores hotelværelse fik vi besøg af disse gråspurve (Passer domesticus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På udkig efter tigre
Efter at vi er blevet indlogeret på et hotel i Sawai Madhopur, lejer vi en jeep med chauffør til at køre os ind i parken. Da vi lidt over middag ankommer til indgangen, erfarer vi imidlertid, at vi først kan komme ind to timer senere, da der p.t. ikke er nogen parkbetjent til rådighed som sporfinder – og adgang uden en sådan er ikke tilladt. Vi tilbringer ventetiden med at spadsere ad den stejle sti op til det gamle fort, hvorfra der er en storslået udsigt over det tidligere maharaja-palads Yogi Mahal, samt en smuk sø, hvor store sumpkrokodiller ligger ved bredden med opspærrede gab. To timer senere stiller vi igen ved indgangen. Der er stadig ingen parkbetjent til rådighed, men da personalet har lovet, at vi kan komme ind i parken ved denne tid, får vi adgangstilladelse uden.

I tre timer kører vi rundt i parken. Vores chauffør har tydeligvis ikke megen erfaring udi kunsten at iagttage vilde dyr. Hans lidenskab er snarere racerkørsel, lader det til. Vi beder ham gentagne gange om at sætte farten ned, men han kan tilsyneladende ikke styre sine tilbøjeligheder. Han standser villigt nok, når vi beder ham om det, men farten er så høj, at hvert stop uvægerligt medfører, at vi kommer til at holde i en støvsky.

På trods af chaufførens adfærd ser vi masser af dyr og fugle. I træerne springer flokke af sydlige grå langurer (Semnopithecus dussumieri) omkring. Da de er ret kræsne i deres fødevalg, spilder de mere end de spiser, og jorden under træerne er fyldt med grønne kviste – til gavn for adskillige græssende axishjorte og nilgai-antiloper. På græssletterne er der vildsvin, gazeller og mængder af påfugle (Pavo cristatus), og ude i vandhullerne vandrer sambarhjorte rundt og æder vandplanter, uanfægtet af de store krokodiller. Det hænder af og til, at en kalv bliver grebet af en krokodilles kæber og trukket ned under vandet til druknedøden. Så transporteres den i ro og mag hen til et sted, hvor krokodillen lader den ligge og rådne, så kødet er lettere at flå fra knoglerne. Tidligere har Mr. Fateh Singh, Chief Wildlife Warden i Keoladeo Ghana, fortalt mig, at tigre ofte kommer ned til vandhullerne i Ranthambhor for at tage en sambar, og han har også flere gange set en tiger stjæle bytte fra en krokodille.

Så heldige er vi ikke. Faktisk ser vi overhovedet ikke tiger. Det kan dog skyldes, at det er søndag, og der er en vældig trafik af biler omkring søerne. Vi beslutter at gøre et nyt forsøg næste morgen.

 

 

Nordindien 1985-86
Morgentåge i Ranthambhor Nationalpark. Denne park ligger, hvor to ældgamle bjergkæder, Aravalli og Vindhya, mødes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Ranthambhor er bevokset med kratskov og kaktusagtige vortemælk, og i parken findes dybe raviner med stedsegrønne træer, sletter med sølvskinnende græs, samt talrige vandhuller. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
Relief i det gamle rajput-fort Ranthambhor, som parken har navn efter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86 
Ib under et kæmpestort bengalsk figentræ (Ficus benghalensis) nær Yogi Mahal, et tidligere maharaja-palads. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

“Push! Push!”
Kort før solnedgang, undervejs mod indgangen, giver bilmotoren nogle hostende lyde fra sig – og går så helt i stå. Chaufføren stiger ud og begynder at pumpe benzin med håndpumpen, og efter flere forsøg kommer den omsider i gang igen. Vi forlader parken, men kort efter er den gal igen. Denne gang hjælper det ikke at pumpe, og chaufføren beder os skubbe, da det kun er en lille bakke, som skal forceres, inden det går nedad. Vi aser og maser med den tunge bil, mens chaufføren råber: “Push! Push!” Så er vi oppe på bakken og kan få et velfortjent hvil.

Vi suser ned ad bakke, men det varer ikke længe, før bilen sætter ud igen. Vi må atter ud og skubbe. Chaufføren bliver mere og mere febrilsk og råber igen: “Push! Push!” Det er tilsyneladende et af de få engelske ord, han kender, men vi må jo indrømme, at i denne situation er det ret relevant. Bilen giver nogle rejehop, sætter i gang, kører et par hundrede meter og går så i stå igen.

Vi er nu aldeles udkørte, så da chaufføren vil have os til at skubbe op ad en særligt stejl bakke, siger vi stop og gør ham forståeligt, at vi vil de 10 km tilbage til Sawai Madhopur, selv om det er nymåne og dermed mørkt som i graven. Vi beder ham om at gå tilbage til Yogi Mahal og få hjælp af personalet dér, hvorpå vi starter ned ad asfaltvejen. Der er så mørkt, at vi ikke kan se vejen foran os, men hvis vi mærker blødt græs under fødderne, ved vi jo, at vi er kommet uden for asfalten. Chaufføren har besluttet at følge efter os. “Klop! Klop! Klop!” lyder det fra hans fine laksko mod asfalten et stykke bag os – men så forsvinder lyden pludselig. Vi andre vandrer videre i tavshed.

Et par minutter senere spørger jeg: “Hvor blev han af?”

“Ja,” siger en stemme i mørket, “det har jeg også spekuleret på!”

“Ja,” lyder det i kor fra de andre.

“Vi er jo trods alt midt i tigerland!” siger jeg.

Det kommenterer mine ledsagere ikke, og vi fortsætter i tavshed. Ingen har den ringeste lyst til at vende om for at se, hvilken skæbne er blevet ham tildelt. Vi bliver enige om, at hvis der kommer en bil med kurs mod Sawai Madhopur, vil vi stille os op midt på vejen, så den bliver nødt til at standse. Omsider hører vi den velkomne lyd af en motor bag os, og som aftalt spærrer vi vejen. En jeep kommer drønende, bremser og standser foran os. Hvem stiger ud? Ingen anden end vor ven chaufføren! Han er ikke blevet bortført af en tiger!

Med et stort smil (det eneste, vi ser på ham hele dagen) forklarer han på hindi og med talrige fagter, at der var snavs i benzinpumpen, og at han har suget det ud.

“Godt klaret!” siger vi – på dansk – og undrer os samtidig over, at han ikke er kommet på den idé noget tidligere.

 

 

Nordindien 1985-86
Sambarhjorte (Cervus unicolor) ynder at æde saftige vandplanter i søerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 1994 
En fiskehejre (Ardea cinerea) benytter ryggen af denne sambarhjort som udkigspost. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
“Push! Push!” råbte chaufføren, som om det var en let sag at skubbe den tunge jeep op ad bakke! (Foto copyright © by Niels Peter Andreasen)

 

 

“Hans navn er Muhammed!”
Så går det i susende fart tilbage til hotellet. Her beder jeg den unge receptionist forklare chaufføren, at vi gerne vil ind i parken næste morgen kl. 6.30.

“Yes-yes,” siger han og smiler, men bortset fra dét foretager han sig absolut intet.

“Spørg ham!” siger jeg igen.

“Yes-yes,” svarer han og smiler igen bredt.

Jeg gentager 4-5 gange, men hver gang smiler han bare. Tilsyneladende har han ikke forstået et klap. Jeg er nu ved at blive desperat, men omsider synes det at sive ind. Han når imidlertid ikke at spørge chaufføren, for i mellemtiden har jeg betalt denne de aftalte 250 rupees for billejen. Det er han slet ikke tilfreds med, men begynder at snakke om kl. 13, lang tid osv. Trods hans lange ordstrøm lykkes det ham ikke at få flere penge ud af os.

En anden chauffør har overhørt ‘samtalen’ og kommer hen til os. Han taler lidt engelsk og tilbyder at køre for os næste morgen, så jeg begynder at forhandle med ham.

“Hans navn er Muhammed!” lyder det pludselig fra den unge receptionist, som smiler over hele hovedet af glæde over at kunne tildele mig denne vigtige oplysning.

“Javel,” siger jeg, “det glæder mig at høre.”

Jeg genoptager mine forhandlinger med Muhammed og er dybt inde i en diskussion om prisen, da receptionisten atter med et kæmpesmil bryder ind og siger: “Hans navn er Muhammed!”

Jeg sender ham et dræbende blik og får omsider ro til at afslutte forhandlingerne. Bag os er mine fire venner ved at dø af grin.

 

Atter på udkig efter tiger
Som aftalt venter Muhammed på os næste morgen kl. 6.30. Denne gang er der ingen problemer med at få en sporfinder med på turen. Han går med iver op i sit arbejde og finder dugfriske tigerspor på vejen. Vi spejder forhåbningsfuldt til alle sider, men har ikke heldet med os. Vores guide udpeger axishjorte, sambarhjorte, nilgai-antiloper, krokodiller og meget andet. Han finder atter tigerspor på vejen – men ingen tiger.

Som tiden går, peger han gradvis mindre og bruger i stedet sin energi på at snakke med chaufføren. Så breder der sig en påfaldende tavshed på forsædet. Jeg bøjer mig frem og kigger – sporfinderen slumrer sødeligt! Da der i øjeblikket ikke sker så meget omkring os, lader vi ham sove. Han vågner senere og er helt sit gamle jeg – det er jo snart tid for os at forlade parken, og han vil gerne have sine drikkepenge. Dem får han naturligvis.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)