Sri Lanka 1983: Jungletur med Randjan

 

 

Sydasien 1982-83
Med sit gevær slynget over skulderen tog sporfinderen os ud på en jungletur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der falder en stille regn, da mine ledsagere, Jens Holmegaard og Niels Peter Andreasen, og jeg ankommer til den lille by Badulla i de lave bjerge øst for Nuwara Eliya. Den smukke sang af en dayaldrossel (Copsychus saularis) høres gennem regnen, mens vi spadserer ned ad gaden og ser guldsmedene fremstille deres fine håndværk.

Et par unge mænd vil gerne snakke med os. Da de hører, at vi vil prøve på at komme ind i det afsidesliggende naturreservat Wasgomuwa, forklarer de, at det er meget vanskeligt – måske endog umuligt – at komme ind i selve reservatet, men de kender et jungleområde i nærheden, som er næsten uspoleret, og hvor der er mulighed for at se elefant (Elephas maximus), læbebjørn (Melursus ursinus), leopard (Panthera pardus) og mange andre dyr.

 

 

Sydasien 1982-83
Bazargade i den lille by Badulla. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78 
Den smukke sang af en dayaldrossel (Copsychus saularis) kunne høres gennem regnen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Tamil-kvinde i Badulla sælger paan, bestående af et blad fra betelbusken (Piper betle), som foldes omkring følgende ingredienser: småstykker af nødden fra arekapalmen (Areca katechu), kalkpasta, en pasta (katha) udvundet af ved fra akaciearten Vachellia katechu, samt efter smag og behag tobak eller krydderier. Blandingen tygges grundigt og virker let euforiserende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forsinket guide
Med deres hjælp arrangerer vi en tur, som skal vare fem dage og koste 1400 rupees (ca. 700 kr.), alt inklusive. Randjan, en af de unge mænd, skal med som guide og tolk, og en ven af ham, som bor ude i området, kender junglen ud og ind, og han skal være vores guide, som opsporer dyrene for os. Vi skal bo i en hytte, bygget i et træ, midt i alle herlighederne. Man kan ikke købe nogetsomhelst, hvor vi skal hen, siger brødrene. Vi giver dem derfor 1000 rupees i forskud, så de kan købe mad til hele turen. Randjan skal hente os kl. 6 om morgenen to dage senere, da bussen nordpå afgår kl. 6.30.

Klokken bliver 6 på den aftalte dag, og vi er rejseklar. Ingen Randjan. Den bliver 6.30. Stadig ingen Randjan. Vi begynder at blive nervøse for, at de to brødre har snydt os og er stukket af med pengene, men da vores hotelvært kender dem, er det nok ikke sandsynligt. Omsider dukker de op i en taxi. De ser begge mere eller mindre opløste ud og lugter langt væk af arak, den lokale brændevin. De har tydeligvis været på druk det meste af natten. Nå ja, det er jo Randjans løn, de har formøblet, så det er deres sag.

Vi hopper ind i taxien og kører til busstationen for at vente på næste bus mod nord, som vil afgå en time senere. Randjan står lænet op ad en pæl og ryster over hele kroppen – han ser forfærdeligt ud.

Efter den sidste tids megen regn er asfalten temmelig fedtet, og de mange huller i vejen er blevet dybere. Alligevel kører chaufføren som en gal, og – som vi frygter – skrider bussen ud, dog heldigvis et plant sted uden grøfter. Chaufføren påstår, at akslen er gået, og vi stiger alle ud. Men brændt gummi på asfalten taler sit tydelige sprog.

 

 

Jungletur_002_resize
Da Randjan omsider ankom til vort mødested efter en hel nat på druk, så han forfærdeligt ud. Han stod lænet op ad en pæl og rystede over hele kroppen. (Tegning copyright © by Niels Peter Andreasen)

 

 

Mudrede veje
I Mahiyangana erfarer vi, at der ikke afgår bus til vort bestemmelsessted, da den megen regn har beskadiget vejene. I stedet kommer vi med en lastbil. Vejen er i en frygtelig stand, med store huller og mudrede strækninger. Ved et ekstra dybt mudderhul bærer chaufføren sig tåbeligt ad, idet han snegler sig ud i det og øjeblikkeligt sidder uhjælpeligt fast. Han gasser voldsomt op, men lige meget hjælper det. En wire bliver bundet til en forbipasserende traktor, men et øjeblik efter sidder også den fast. Omsider kommer traktoren fri, hvorpå den kører om bag lastbilen og trækker den baglæns op. Nu sætter lastbilchaufføren tilpas fart på og kommer denne gang igennem, men da lignende mudderhuller dukker op lidt senere, har han fået nok og beslutter han at vende om.

Da vi nu er uden transportmiddel, må vi gå de sidste tre kilometer. Randjan bærer papkassen med madvarer på hovedet og sveder bravt. Han er efterhånden blevet nogenlunde ædru. I rismarkerne pløjer folk med vandbøfler – et anstrengende arbejde i det klæge mudder. Vi gør holdt ved et hus, hvor Randjans bekendte bor. Hans sønner er hjemme, men han selv er ude i sin chena, en rydning i junglen, for at bevogte sine afgrøder mod vildsvin (Sus scrofa) og elefanter.

Efter en kop té tager en af sønnerne med for at vise os vejen. Turen fører ind ad en sidevej, hvor vi snart bliver samlet op af en masse lystige folk på en traktor. Vi gør holdt ved en hytte, da Randjan vil købe kasippu, hjemmebrygget sprut. Han påstår, det er til vore ledsagere på traktoren, da de har tilbudt at køre os helt ud til chena’en – men han får også selv et par gevaldige hiv. Senere gør vi holdt ved en lille vejrestaurant for at spise ris og curry.

På den videre færd er traktorføreren åbenbart opsat på at vise os, hvor dygtig han er til at manøvrere den store maskine. I hvert fald går det over stok og sten, og da vi omsider ankommer til vort bestemmelsessted, er vi oversprøjtede af mudder fra hjulene. Hele den muntre skare følger med gennem skoven til chena’en, hvor to meter høj majs rasler i den svage vind. Her og der findes også smålodder med græskar og bønner. Randjans ven bor i en lille simpel hytte med sin kone. De er selvfølgelig forbavsede over at få besøg herude, men tager ikke desto mindre meget venligt imod os.

Vi får et tiltrængt bad i et vandløb og bliver så ført hen til et træ i udkanten af majsmarken. I træet er opført en overdækket platform, som skal være vort leje de kommende fire nætter. Så dette er altså den ‘trætop-hytte i junglen’, som vor ven drukkenbolten omtalte så rosende i Badulla. Ja-ja, vi kan jo ikke nægte, at den trods alt ligger i udkanten af junglen.

 

 

Sydasien 1982-83
Niels og lokale iagttager vores lastbil, som er kørt fast i et mudderhul på en vej øst for Mahiyangana. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Rismark pløjes med vandbøfler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Undervejs mod junglen blev vi samlet op af en masse lystige folk på en traktor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Her er vi ankommet til vort bestemmelsessted, som viste sig at være midt i en majsmark, omgivet af jungle. Uden for hytten hviler Niels ud, og inde i den skimtes vores ’guide’ Randjan, der for en gangs skyld er forholdsvis ædru. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På udkig efter dyreliv
Da vi har anbragt vores grej på platformen, tager Randjans bekendte os på en tur ud i skoven. Han har sit gevær over skulderen – men der er jo også farlige dyr derude. Mens vi er travlt beskæftiget med at forsøge at identificere nogle fugle, farer vi pludselig forskrækket sammen – vores sporfinder har affyret geværet mod en toppet langurabe (Semnopithecus priam ssp. thersites). Vi skælder ud – men han er ét stort spørgsmålstegn. Det viser sig, at Randjan overhovedet ikke gjort sig den ulejlighed at meddele ham, hvad vi er kommet for. Manden undskylder og lover kun at skyde i nødværge. Vi begiver os atter på vej, men alt hvad vi ser er spor af vildsvin. Da det efterhånden er ved at mørkne, vender vi tilbage til chena’en.

Randjan forsvinder, officielt for at skifte de patroner, han købte i Badulla, til en større kaliber – hvis vi nu møder bøfler, siger han. Han vender tilbage, så bedugget, at han er uimodtagelig for instrukser. Vi opgiver al videre kommunikation med ham dén aften.

Sporfinderens kone er et meget sødt menneske, som sørger rørende for os. Hun taler lidt engelsk, så vi kan gøre os forståelige uden Randjan. Den smule mad, hun og hendes mand har, deler de med os, og hun undskylder, at måltidet er meget simpelt. Det smager imidlertid aldeles fremragende!

Trætte begiver vi os til platformen, hvor vi indretter os for natten. Vi må indrømme, at der trods alt er hyggeligt her! I mørket kalder ghatnatravn (Caprimulgus atripennis), en halsbånds-dværghornugle (Otus bakkamoena) tuder, og en tid holdes vi vågne af råbene fra folk, som skræmmer vildsvin og forvildede vandbøfler bort fra chena’erne.

 

 

Sydasien 1976-77
Sporfinderen affyrede sit gevær mod en toppet langurabe (Semnopithecus priam ssp. thersites). – Læs om langurer og mange andre aber andetsteds på denne hjemmeside, se Dyreliv: Aber. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Platformen i et træ i udkanten af en majsmark, hvor vi tilbragte fire nætter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Jens (t.v.) og Niels på platformen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Sporfinderens kone var et meget sødt menneske, som sørgede rørende for os. Her laver hun velsmagende mad i sit primitive køkken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En dag i majsens tegn
Den følgende morgen er vi tidligt oppe for at se, hvad der måtte befinde sig i udkanten af junglen. En pragtfuld hvid han af paradismonark (Terpsiphone paradisi) har halefjer, der er dobbelt så lange som kroppen, og når fuglen flyver fra gren til gren, flitter disse fjer omkring som nytårskonfetti. Vi observerer også en stor pragtdrongo (Dicrurus paradiseus), hvis to yderste halefjer er stærkt forlængede og har en ketsjerformet udvidelse i spidsen. I sin bog Jungle Lore skriver den berømte jæger, forfatter og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955) om denne fugl: “(…) pragtdrongoen er en evig kilde til glæde og interesse, thi foruden at være den modigste fugl i vores jungle kan den til fuldkommenhed efterligne kaldene af de fleste fugle samt et enkelt pattedyr, axishjorten, og den har tillige en god sans for humor. Idet den knytter sig til en flok fugle, der søger føde på skovbunden – det være sig junglehøns, larmdrosler eller drosler – tager den plads på en død gren med god udsigt, og mens junglen genlyder af dens egen prægtige sang samt dens efterligninger af andre fugles sang, holder den skarpt udkig efter fjender i form af høge, katte, slanger samt smådrenge bevæbnet med slangebøsser, [forfatterens hentydning til sig selv] og dens advarsel om en fare, der nærmer sig, bliver aldrig ignoreret. Til gengæld for dens funktion som vagtpost forventer drongoen, at flokken forsyner den med føde. Dens skarpe blik overser intet, og i det øjeblik den ser, at en af fuglene, der møjsommeligt skraber i jorden eller vender døde blade, har frembragt et lækkert tusindben eller en saftig skorpion, farer den ned mod fuglen, idet den skriger som en høg eller som den fugleart, drongoen forsøger at stjæle bytte fra, skriger, når den er fanget af en høg. Ni gange ud af ti lykkes det den at fravriste finderen dens bytte, hvorefter den vender tilbage til sin udkigspost, hvor den i ro og mag æder byttet, og derefter genoptager sin afbrudte sang.”

Vi vender tilbage til hytten for at få morgenmad – mælkeris og té. Randjan er oppe og virker nogenlunde ædru. Han siger, at vi har en lang tur foran os i dag. Vi starter med at gå ud til landevejen, men undervejs får vor ven et rysteanfald og må indlægges på et téhus til behandling med alkoholiske væsker. Ham ser vi ikke mere til denne dag.

I bøssebærerens hytte ved rismarkerne bliver vi bænket til en kop té. Hans fem smækre døtre er i færd med at samle lysegrøn spiret ris i småbundter til udplantning i en oversvømmet mark. De kommer hjem og beskuer under megen fnisen de tre suddha’er (hvide). Faderen fremviser stolt et par garvede skind af axishjort (Axis axis) og sambarhjort (Cervus unicolor), som han har skudt. Han supplerer tydeligvis sin indkomst med lidt krybskytteri – men hvem gør ikke det på disse kanter, hvor der er meget langt til nærmeste myndighed.

Så går turen over markerne mod en diset junglestribe i horisonten. Undervejs ser vi lille adjudant (Leptoptilos javanicus) (en slægtning af den afrikanske marabustork), uldhalset stork (Ciconia episcopus), gråhovedet flodørn (Ichthyophaga ichthyaetus) og mange andre fugle, og humøret stiger en kende.

I skoven ser vi spor af elefant og hører en sambarhjort. Tre purpur-langurer (Semnopithecus vetulus) sidder højt til vejrs i et træ, og på stien finder vi pigge af indisk hulepindsvin (Hystrix indica). Et par malabar-næsehornsfugle (Anthracoceros coronatus) laver en utrolig larm. Endelig er vi i junglen! Men ak – glæden er kortvarig. Ved en lille flod ligger en klat huse, hvor vi får os endnu en kop té. Derpå fortsætter vi langs floden og kommer snart ud i en chena med majs. Så en ny chena med majs. Og endnu én, og endnu én! I en hytte trakteres vi atter med té samt umodne majskolber. Gymnastik for gummerne! Omsider når vi tilbage til sporfinderens egen majsmark, og i hytten serverer hans kone til aftensmad kogte majskolber. I sandhed en dag i majsens tegn!

Efter en tiltrængt vask i floden besøger vi en lille sump på den modsatte side af vejen. Det er en rigtig perle med en stor ynglekoloni af silkehejre (Egretta garzetta), sølvhejre (Chasmerodius albus), kohejre (Bubulcus coromandus), purpurhejre (Ardea purpurea), nathejre (Nycticorax nycticorax) og javaskarv (Phalacrocorax niger). En hvidbuget havørn (Haliaeetus leucogaster) forsøger at slå en skarv, men opgiver. Vort humør bedres en smule – men det var jo jungle, vi kom for at se.

 

 

Sydasien 1982-83
Bøssebæreren fremviser stolt et garvet skind af en axishjort (Axis axis), han har skudt. Han supplerede tydeligvis sin sparsomme indkomst med lidt krybskytteri. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Her er hans smukke døtre i færd med at samle lysegrøn spiret ris i småbundter til udplantning i en oversvømmet mark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
Endelig var vi i junglen! Men ak – vores glæde var kortvarig. Snart kom vi ud i en lysning med en lille klynge hytter. Og så endnu én – og endnu én! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
I sandhed en dag i majsens tegn! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
En sump på den modsatte side af vejen viste sig at være en lille perle med en stor ynglekoloni af forskellige arter af hejrer og skarver. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sandhedens øjeblik
Næste formiddag opsøger vi atter den lille sump. På vej ud af hytten møder vi Randjan, der om muligt ser endnu værre ud, end han plejer. Han forklarer os, at han var syg dagen før, men det er jo ligesom gået op for os, hvad han fejler. Vi giver ham besked på at vente på os i hytten. Ved tilbagekomsten beder vi ham skrive ned, hvad vore 1000 rupees er gået til. Han går i gang, men ryster så meget på hænderne, at jeg må overtage skriveriet, mens han dikterer. Efter megen grublen og gransken i hukommelsen mener han, at regnskabet ser således ud:

 

Mad købt i Badulla                         250 Rs.
Ammunition til sporfinderen       150 Rs.
Batterier til lommelygte                   46 Rs.
Busbilletter                                        46 Rs.
Lastbil og traktor                              55 Rs.
Mad og té undervejs                        49 Rs.
Taxi i Badulla                                    30 Rs.
Løn til broderen                              100 Rs.
Kasippu undervejs                             35 Rs.

 

Total                                                  761 Rs.

 

“Hvor er resten af pengene?” spørger jeg.

Randjan tænker sig længe om, så godt han nu formår i den nuværende situation, og siger så: “180 rupees er gået til personlige udgifter.”

Han kan ikke nøjere præcisere, hvad ‘personlige udgifter’ dækker, men vi har et kvalificeret gæt. De resterende 59 rupees aner han simpelthen ikke, hvad han skal stille op med. Faktum er i hvert fald, at han ikke har så meget som en rupee på lommen. Vi gør ham opmærksom på, at der i papkassen næppe har været varer for mere end 100 rupees. Han svarer ikke, men ser trodsig og ulykkelig ud på én gang. Vi afskediger ham på gråt papir.

Vore værter i majsmarken har ikke fået så meget som én rupee. Tværtimod har han lånt penge af den godmodige sporfinder, fortæller hans kone os, da de andre er uden for hørevidde. Niels beslutter at købe en brugskniv af parret og betaler en vældig god pris. Desuden giver vi konen 40 rupees, mens hendes mand ikke ser det, og beder hende skjule pengene, indtil vi er taget afsted. Hun bliver lykkelig.

 

Udviklingseksperten
Netop som vi skal til at forlade stedet, dukker der pludselig en velklædt herre op, med bukserne smøget op om benene for at undgå, at de bliver mudret til. Ved synet af drukkenbolten råber han: “Hvad helvede laver du her?”

Det viser sig, at han kender Randjan, og vi får et par sandheder at vide om ham – sandheder, som imidlertid i mellemtiden er gået ganske klart op for os.

“Jeg havde aldrig forventet at finde en type som ham herude!” siger han.

“Han er stor i munden!” indvender Randjan spagfærdigt, men uden overbevisning.

Vor nye bekendte er leder af fødevaredistributionen blandt nybyggerne herude. De første 15 måneder, en familie bor her, forsynes den med basisfornødenheder i form af ris, linser, sukker og tørfisk. Derefter skal den klare sig selv. Han snakker som et vandfald og byder os på arak, og da vi tager afsked med sporfinderen og hans kone, er vort humør gået en tak i vejret.

Med sveden drivende ned ad ryggen traver vi ud ad landevejen mod Kuda Oya, hvorfra det skulle være muligt at komme videre mod Polonnaruwa, vort næste mål. Drukkenbolten kommer sjoskende et lille stykke bag os. Han mæler ikke et ord – men hvad er der også at sige? Ved en korsvej forsøger han at gøre afbigt ved at skaffe os et lift med en traktor til Kuda Oya. Da vi kører af sted, lykkes det ham at mumle: “Jeg er ked af det!” Så drøner traktoren af sted, og han syner gradvis mindre og mindre – en fortabt skikkelse midt ude i ingenting.

 

I landmålerlejren
Vore nyrer bliver godt rystet på den hullede vej. Andre folk får et lift med, og en af dem, som kan lidt engelsk, forklarer, at vi ikke kan komme til Polonnaruwa denne dag, og at vi hellere må overnatte hos nogle landmålere, der arbejder med at anlægge veje i forbindelse med et stort opstemningsprojekt omkring Mahaweli-floden.

Vi bliver vel modtaget i lejren. Her bor fire unge landmålere i telte sammen med deres stab. Da vi fortæller dem, at vores næste mål er Polonnaruwa, forklarer de, at der overhovedet ikke går offentlig transport dertil, men de lover at forsøge at skaffe os et lift med en jeep næste dag.

Senere forklarer de, hvordan opmålingen til de nye veje foregår: Når de skal ud i junglen for at opmåle, går mænd med geværer i forvejen, fulgt i nogen afstand af landmålerne med deres mandskab og instrumenter. Hvis der er elefanter eller bøfler i farvandet, kommer bøssebærerne farende tilbage, og da gælder det om at tage benene på nakken.

Vi trasker ud til en opstemning i håb om at se nogle fugle, men udover et par små lappedykkere (Tachybaptus ruficollis) rører der sig absolut intet liv på søen. En blå glente (Elanus caeruleus) dykker ned til jorden, hvor den fanger en mus, hvorefter den sætter sig i et dødt træ for at partere den, flankeret af 6-7 hyrdestære (Acridotheres tristis).

Aftenen tilbringer vi i samtale med landmålerne. De er tydeligvis glade for at have gæster, og emner som ældreforsorg, familiemønstre, bryllupper, løn m.m. bliver berørt. Vi bydes på arak og en snack i form af sambarkød, som er konserveret i rent chilipulver. Ilden står os ud af halsen – det er så godt som uspiseligt. Bagefter inviteres vi på middag, som består af ris med en græskar-curry – og samme slags sambarkød. De fortæller, at hjortene skydes helt åbenlyst, selv om det jo er krybskytteri. Strengt taget kan det jo også være ligegyldigt, om de bliver skudt nu eller senere dør af sult, fordi deres jungle forsvinder.

I den tidlige morgen synger en shamadrossel (Copsychus malabaricus) så smukt ved floden. Vi tager afsked med de flinke folk og stiger op i en jeep, som er på vej til en nærliggende landmålerlejr. Her skal flere mænd med, en af dem bevæbnet med et gevær. Forklaringen er, at elefanter har aflagt besøg i deres lejr om natten. Så går det af sted gennem de sørgelige rester af junglen. Vejen er meget mudret, og broer mangler over de fleste af floderne, så firehjulstrækket må ofte sættes til. Vi erfarer, at vejen kun er et år gammel, men nybyggere er allerede begyndt at strømme til området. I rydninger duver den evindelige majs i vinden.

Vi bliver sat af ved en korsvej, da mændene i jeepen skal en anden vej end vi. En rum tid sidder vi i dette nybyggerlandskab og venter på et transportmiddel. Omsider ankommer en bus, og snart skrumpler vi hen ad vejen mod Kaduruwela. Sent på eftermiddagen ankommer vi til Polonnaruwa. Vores jungletur er endt.

 

 

Kilde
Jim Corbett (1953). Jungle Lore. Oxford University Press

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)