Nepal & Indien 1985: Bustur med forhindringer

 

 

Nepal 1985
Tåget morgen i Terai, det flade lavland ved foden af Himalaya i den sydlige del af Nepal. En bonde haster forbi en gruppe bambus på vej til markarbejde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Kathmandu, hovedstaden i Nepal, opsøger jeg en fører af en cykelrickshaw og spørger ham, hvor meget han skal have for at køre mig til en gade nær posthuset.

“50 rupees.”

“50 rupees? Jamen, det er jo dyrere end at tage en motor-rickshaw!”

“Okay, 25 rupees!”

“25 rupees? Men til den pris skal du også køre mig tilbage igen!”

“Okay.”

Han kaster sig med dødsforagt ud i den vanvittige trafik, hvor han kører slalom mellem biler, fodgængere og andre cykelrickshaws. På mit bestemmelsessted køber jeg busbilletter til min ledsager Jette Wistoft og mig til Varanasi i Indien, en to-dages tur med overnatning i grænsebyen Bhairawa.

 

 

Gennem landbrugsland
Bussen sætter kursen mod vest op over et lille pas, inden den dykker ned gennem talrige hårnålesving, forbi et væld af terrassemarker og små landsbyer med okkerfarvede huse i to etager, hvor folk sidder udenfor og renser ris, fletter måtter eller er beskæftiget med et andet af 117 gøremål. Dette landskab er ikke skabt til bilveje, og under hver eneste monsun skrider dele af vejen sammen på grund af de heftige regnskyl. Derfor er vejarbejde her snarere reglen end undtagelsen, og vi må ofte holde i kø, fordi kun én vejbane er farbar.

Nede i dalen følger vejen Trisuli-floden mod vest. Vi er allerede forsinket, da vi holder ind i Mugling for at spise frokost. Der serveres den nepalesiske nationalret, daal bhat tarkari (ris med linsesuppe og grønsager), på en thali, en metalbakke inddelt i småfelter til de forskellige retter. Maden er velsmagende, godt krydret med bl.a. chili og spidskommen. Bagefter drikker vi sød kardemomme-té, men bussens stab kommer ind og genner os ud i bussen, som i susende fart fortsætter ned gennem den vilde kløft omkring Narayani-floden, med kurs mod byen Narayangarh. En punktering sinker os imidlertid yderligere, så klokken er mange, da vi omsider når ned i Terai, den flade slette ved foden af bjergene.

 

 

Sydasien 1978-79
Fra Kathmandu kørte bussen op over et lille pas, inden den dykkede ned gennem talrige hårnålesving, forbi et væld af terrassemarker og små landsbyer med okkerfarvede huse i to etager. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1991 
Langs vejen var folk i gang med at væve måtter eller et af de 117 andre gøremål, som nepalesiske bønder har. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Denne pige bærer på en sæk høstet hirse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1978-79
Kvinder bærer store bundter høstet løv ad en hængebro over Trisuli-floden nær Mugling. Det anvendes som foder til kvæg eller bøfler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uheld med kardanaksel
I dette lavland er vejbelægningen god, så bussen får alt, hvad den kan trække. Pludselig lyder der et brag, efterfulgt af en raslende lyd. Bussen standser, og vi myldrer ud for at besigtige skaden. Den forreste kardanaksel er faldet af. Tak, skæbne! Skal vi holde her hele natten, mens der bliver sendt bud efter en anden bus?

Nej-nej! En trækasse hentes ned fra bussen, indeholdende det nepalesiske standardværktøj: hammer, skruenøgle og skruetrækker, hvorefter to af bussens mandskab lægger sig ind under bilen og tager fat. Der kommer kraftige hamrelyde derindefra, så alle er overbeviste om, at dén bus i hvert fald aldrig kommer til at køre igen. Men disse folk er ekvilibrister med deres simple værktøj. Efter en times tid er akslen på plads igen, og vi er køreklar.

Uden yderligere uheld når vi frem til Bhairawa ved aftenstide, finder vort hotel, som er med i billetprisen, får et måltid mad – og så på hovedet i seng, dødtrætte. Det bliver en urolig nat. Vi befinder os i en fælles sovesal og plages af myg og snakkende medlogerende.

 

 

Sydasien 1978-79 
Morgenlys i Terai. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mangel på siddepladser
Efter at være kommet gennem tolden skal vi fortsætte med en indisk bus til Varanasi. Sammen med 12 andre vesterlændinge får vi udleveret billetter, men da vi stiger op i bussen, er den allerede fyldt med tibetanere, som er på pilgrimsfærd til Sarnath – det sted nær Varanasi, hvor Gautama Siddharta gav sin første forelæsning om vejen til fred i sindet, efter at han havde opnået nirvana under et pipaltræ (Ficus religiosa) nær byen Gaya, omkring 528 f.Kr. Efter hans forelæsninger kaldte hans tilhængere ham for Buddha, hvilket betyder ‘Den Oplyste’. (Læs mere om Buddha – og om buddhismen generelt – på denne hjemmeside, se Religion: Buddhisme, samt om pipaltræet, se Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figentræer).

Pilgrimme eller ej – vi har betalt for siddepladser i bussen og vil også gerne sidde på dem. Vi får fat i billetkontrolløren, en diminutiv, skævbenet mand med underbid og en manglende tand i undermunden, som Jette straks døber ‘Trolden’. Han tager fat på at forsøge at overtale nogle af tibetanerne til at tage med næste bus – men de har også fået udstedt billetter og er ganske uvillige til at føje ham.

Da vi omsider triller af sted med to timers forsinkelse, er der stadig fem vesterlændinge, som ingen siddeplads har, men ‘Trolden’ lover dem, at så snart vi er uden for byen (og dermed ude af syne for politiet), kan de få lov at sidde oppe på taget – ikke så ringe en plads endda.

 

 

“Cyklisten er død!”
Det går rask af sted, for vi har et par timer at indhente. Vi er imidlertid ikke nået langt, før der lyder et brag. Bussen har påkørt en cyklist, som vælter og slår sig slemt. Ved synet af den blødende mand bliver chaufføren grebet af panik, og han drøner over stok og sten. Ved næste politistation vil skæbnen, at en betjent skal med bussen. En eller anden snakker over sig, og der går vilde rygter om, at cyklisten er død.

Rædselsslagen begynder chaufføren atter at køre, efterladende politibetjenten, ‘Trolden’ og ca. 10 passagerer, som alle kommer sprintende efter bussen. Chaufføren standser omkring en kilometer længere fremme, forsvinder ud af bussen og fortsætter i skarpt trav ind over markerne. ‘Trolden’ og de efterladte passagerer kommer halsende og springer på bussen, men nu har det ligesom ingen hast, da vi er uden chauffør.

En halv times tid går, uden der sker nogetsomhelst. Som overalt i Indien samles i løbet af ingen tid en stor skare mennesker, som bare står og glaner. Jeg er af den overbevisning, at intet andet folkefærd i verden er i stand til at glo som inderne. Omsider drister en af passagererne sig til at køre bussen tilbage til politistationen. Her finder vi ingen anden end vores chauffør, som politiet i mellemtiden har pågrebet og nu er i færd med at forhøre. Den blødende cyklist kommer trækkende med sin cykel – men ham bekymrer politifolkene sig ikke om. De er langt mere interesserede i, hvor meget ‘Trolden’ er villig til at punge ud med for at få frigivet sin chauffør. Desværre kan jeg ikke se, hvor meget han overrækker dem efter to timers tovtrækkerier.

Nu kan vi omsider komme af sted igen. Efter Gorakhpur vil de stående passagerer op på taget, men den lille skævbenede beder dem stå op lidt endnu, da der stadig er politifolk i farvandet. Så forsvinder han pludselig sporløst i en eller anden by, og vi ser ikke mere til ham. Vesterlændingene uden plads er nu i bekneb, da den eneste, som har givet dem lov til at sidde på taget, er forsvundet. På sin egen snedige vis har han fået fuld pris af dem, uden at de har fået siddeplads. Det ender med, at de må sidde på bagage rundt om eller mase sig ned hos os andre, der sidder trangt nok i forvejen.

 

”Hotellet er brændt ned!”
Det bliver mørkt, og efter adskillige stop for at spise eller læsse passagerer af når vi omsider frem til Varanasi ved 22-tiden – med 6 timers forsinkelse. Vi beder en rickshawfører køre os til et hotel, vi har fået anbefalet.

“Desværre, Sir, det hotel er lige brændt ned, men jeg kender et andet godt hotel, meget roligt, for kun 30 rupees.”

Vi har hørt om dette trick, som Varanasis rickshawførerne anvender for at overtale turister til at benytte de hoteller, hvor de får kommission, men vi er alt for trætte til at diskutere, så vi accepterer hans tilbud.

Ved ankomsten viser det sig desværre, at de ikke har flere værelser til 30 rupees (det har de faktisk aldrig haft), men “et meget fint værelse, med varmt vand, for 60 rupees.” Jeg hidser mig op og skælder ud, så det ender med, at vi for 30 rupees får et 40-rupees værelse – uden bad.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)