Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo

 

 

Indonesien 1985
Komodovaranen (Varanus komodoensis) er verdens største firben, som kan blive op til 3,5 m lang og veje op mod 135 kg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Komodovaranen (Varanus komodoensis) er verdens største firben, som kan blive op til 3,5 m lang og veje op mod 135 kg. Denne varan var ukendt for videnskaben indtil begyndelsen af 1900-tallet, hvilket har to årsager. For det første har den en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes på de indonesiske småøer Komodo, Rintja og Padar, samt måske i et ganske lille område på vestspidsen af Flores. For det andet var disse småøer ubeboede, indtil straffefanger i 1800-tallet blev deporteret til Komodo – et tørt og ugæstfrit sted med meget begrænsede drikkevandsforsyninger. Det blev tilladt fangerne at tage kvinder med, så med tiden opstod der et lille samfund, Kampong Komodo, på østsiden af øen.

Disse mennesker fandt til deres skræk, at der på øen levede kæmpestore uhyrer, som åd deres geder og skræmte deres børn fra vid og sans. De kaldte dette uhyre for boaja darat (’landkrokodillen’), men da de omtalte disse ’krokodiller’ for andre, gad ingen gøre sig den ulejlighed at tage til denne afsidesliggende, tørre ø for at kigge på krokodiller.

Perlefiskere, som gæstede Komodo i begyndelsen af 1900-tallet, spredte det rygte, at der levede ægte drager på øen. (Englænderne har måske haft samme tanke, da de navngav varanen Komodo dragon). Omkring 1910 blev rapporterne om ’et stort firben’ så vedholdende, at hollænderen P.A. Ouwens, som var direktør for den botaniske have på Java, fik guvernøren på Flores til at sende en ekspedition til øen. Dette medførte, at Ouwens kunne beskrive det gigantiske firben videnskabeligt i 1912.

Siden jeg i mine drengedage i Illustreret Familiejournal læste Mogens Chr. Nørlunds beretning om disse varaner, har jeg drømt om at se dem. Nu har jeg chancen. Min ledsager Jette Wistoft og jeg befinder os på øen Lombok, og herfra er der kun et par dages rejse til Komodo.

 

Racerkørsel
Fra Ampenan på vestkysten af Lombok tager vi med en tidlig morgenbus til østkysten. Undervejs står solen op og farver toppen af den store vulkan Rinjani lyserød. Med en højde på 3726 m er den det højeste bjerg på øen. I Labuhan Lombok køber vi billetter til færgen mellem Lombok og Sumbawa samt til bussen mellem Alas og Bima på Sumbawa. På færgen taler vi med en mand fra Flores, som fortæller, at færgen mellem Sapé og Komodo er til reparation, og ruten er indstillet for et ukendt tidsrum. Man skal rejse med en færge til Flores og derfra forsøge at finde en transportmulighed til Komodo, siger han.

Passagererne forlader færgen i Alas og stiger om bord i ventende busser. De starter næsten alle samtidigt mod Bima, og chaufførerne synes at have indgået et væddemål om, hvem der kan komme først. I hvert fald går det over stok og sten, og adskillige gange kører busserne om kap side om side på den smalle vej. Jeg går op til vores chauffør for at bede ham om at køre langsommere, men det hjælper kun ganske kort, så tager fartdillen atter et fast greb om ham. Da vores bus til slut er ved at ende i grøften, begynder også de indonesiske passagerer at råbe op, hvilket får chaufføren til omsider at besinde sig. Herefter går turen videre i et mere sindigt tempo.

Endelig kan vi begynde at koncentrere os om at nyde landskabet. Turen går langs Sumbawas nordlige kyst, hvor der i begyndelsen er ret tørt og savanneagtigt, med rismarker i de mere frodige områder. Vi ser mange græssende heste, vandbøfler og Bali-okser – en domesticeret form af den vilde banteng-okse (Bos javanicus), der lever i skovområder i Bagindien og Indonesien, men som er næsten uddød i vild tilstand. (Læs mere om banteng-oksen på denne hjemmeside, se Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste – Kvæg, banteng og yakokse.)

Længere mod øst er bjergene dækket af frodige skove, og langs kysten findes klippepartier, vekslende med mangrovesumpe og strandenge. Mørket falder på, og fuldmånen lyser over bjergene.

 

 

Indonesien 1985
Det højeste bjerg på Lombok er den majestætiske vulkan Gunung Rinjani (3726 m), her set fra Labuhan Lombok. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985 
Udliggerkano med sejl, nær Alas, Sumbawa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Endeløse forhandlinger
I Bima samles en flok nysgerrige, men venlige mennesker omkring os i mørket, og en politibetjent skaffer en hestevogn, som kører os til et losmen (hotel). Næste dag erfarer vi, at der ikke går færge mellem Bima og Flores, så vi tager med en bus til byen Sapé lidt længere østpå. Turen fører gennem klippepartier med lav buskvegetation – det minder ikke så lidt om garigue-vegetationen omkring Middelhavet.

På et losmen i Sapé træffer vi en englænder og to svenske piger, som har forhandlet med en bådejer om at sejle dem til Komodo og tilbage, til en meget lavere betaling end den normale charterpris, der er ca. 3000 kr. Vi slår følge med dem til havnen, hvor skipperen på båden indvilger i at tage os med også, og den endelige pris bliver 17.000 Rupiah (ca. 180 kr.) pr. person.

Men nu starter det bureaukratiske maskineri, idet politi og havnemyndigheder blander sig i sagen og hævder, at skipperen ikke har licens til at sejle med turister. I mellemtiden er et tysk par samt deres indonesiske guide kommet til, og efter endeløse forhandlinger – hvor guiden er en mester i at få ting gennemført – får vi omsider tilladelse til at sejle. I mellemtiden har 30.000 Rupiah skiftet ejermand (eller måske snarere ejermænd) under bordet.

 

 

Indonesien 1985
Hestevogne er et almindeligt transportmiddel på Sumbawa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985 
Denne kvinde sælger chilifrugter på et marked i Bima. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Ung muslimsk kvinde, Sapé. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sejlads til Komodo
Undervejs ud gennem fjorden passerer vi mange småøer med fiskerlandsbyer, hvorefter vi kommer ud i åbent vand, med kurs mod en høj, græsklædt ø mellem Sumbawa og Komodo, der skimtes i det fjerne. Egentlig var det vores skippers mening at sejle nord om Komodo til øens eneste landsby, Kampong Komodo, der ligger på østsiden, men farvandet her har en kraftig sydgående strøm, så han ændrer mening og vil i stedet sejle syd om den lille ø og Komodo.

Foran stævnen leger en flok delfiner, og på havet svømmer mange odinshøns (Phalaropus lobatus) omkring og snapper smådyr i overfladen. Forskellige havfugle passerer forbi, fx brun sule (Sula leucogaster), sodfarvet terne (Onychoprion fuscatus) og hvidmasket skråpe (Calonectris leucomelas).

Vi nærmer os nu Komodos vestkyst, som vi følger mod syd. Klimaet her er ret tørt, og øen er for størstedelen græsklædt. Her og der ses klynger af lontar-palmer (Borassus flabellifer), men kun i de mere fugtige kløfter vokser stedsegrøn skov.

Solen forsvinder bag lyserøde skyer, og snart falder mørket på. En times tid senere står månen op bag Komodo. Vi er nu syd for øen, hvor vi passerer småøer og skær. Nogle gange ser det ud, som om vi sejler lige durk ind i en klippe, men den gamle sømand, som holder udkig i stævnen, finder altid en åbning, vi kan passere igennem. I kølvandet glimter mængder af morild.

Timerne går, og de fleste af os er begyndt at døse, da vi omsider, ved 22-tiden, ankommer til Kampong Komodo, en lille samling hytter, beliggende ved en beskyttet bugt. Her går de indonesiske passagerer i land, og en mængde varer bliver læsset af. Derpå fortsætter båden videre til nationalparkens hovedkvarter lidt længere nordpå. Det bliver over midnat, inden vi bliver indskrevet og får tildelt værelser.

 

 

Indonesien 1985
En af sømændene ombord på båden, som vi lejede til færden til Komodo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985 
Komodo er for størstedelen græsklædt, med enkelte grupper af lontar-palmer (Borassus flabellifer). Skov er begrænset til de mere fugtige kløfter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fodring af varaner
Komodovaranen lever af, hvad den kan finde af ådsler og lignende, men tager også levende bytte, fx skægsvin (Sus barbatus) og rusahjorte (Cervus timorensis). Når nationalparkens mandskab skal forevise varanerne for publikum, anvendes slagtede geder som lokkemad, så aftenen før har vi bestilt to geder. (I dag er denne praksis blevet stoppet af parkmyndighederne).

Vi er tidligt oppe og spiser morgenmad. De eneste ’måltider’, man kan få på restauranten, består af nudler eller ris, men til vores held deler vore tyske ledsageres guide gavmildt ud af deres rigelige forsyninger. Sammen med en nationalpark-guide, samt to mand til at trække gederne, drager vi ud langs stranden, hvor en tam rusahjort følger os i hælene som en hund. I strandkanten fouragerer en lille regnspove (Numenius phaeopus) og to-tre mudderklirer (Actitis hypoleucos).

Så drejer vi ad en sti ind i skoven, hvor der bl.a. vokser buske som brystbær (Ziziphus), Albizia og Hibiscus. I skoven holder en del fugle til, fx grøn kejserdue (Ducula aenea), sortnakket pirol (Oriolus chinensis) samt den stærkt truede papegøje lille gultoppet kakadu (Cacatua sulphurea). Efter et par kilometers vandring når vi frem til en lysning, hvor et stort skilt bekendtgør følgende: ”Farligt område – Pas på – Komodo-vejkryds – Vær stille!”

Vi er nået frem til fodringspladsen, hvor man har opført en indhegning til turisterne. Her kan de stå i sikkerhed, mens de iagttager varanerne. (Det er flere gange hændt, at de store varaner har angrebet – og ædt – mennesker). Nede i et udtørret flodleje ligger der allerede en stor tamp og venter, og ved synet af os kommer andre farende. De ser så langsomme og klodsede ud, men er i virkeligheden hurtige og behændige, og de kan sagtens indhente et menneske.

Nu bliver en af gederne slagtet og hængt op i et træ, hvis grene rager ud over flodlejet. Så fires det døde dyr nedad, hvorefter der starter en rasende kamp mellem varanerne om at komme først til fadet. Bughulen får de hurtigt bidt hul på, hvorpå de smasker indvoldene i sig med utrolig hast.

Der er nu otte af de forslugne uhyrer forsamlet omkring den døde ged, og to af de største på omkring 3 meters længde hager sig fast i hvert sit ben, mens en endnu større tamp gaber over gedens hoved, som vrides af og sluges på én gang. Nu er der kun småbidder af geden tilbage, og den anden ged hænges ud i træet. Efter at den er ædt i løbet af nul-komma-fem, lægger de forslugne uhyrer sig med udspilede vomme i det varme sand, hvor de døser, mens fordøjelsen starter. Nu kan de klare sig i flere uger uden mad.

De største af varanerne har gråbrun bundfarve med lyse, diffuse ringe ned ad halen, mens de yngre dyr er mere spraglede, med et lyst parti i nakken og på siderne af halsen samt gullige ringe på halen. En lille fyr, som en af rangerne fanger, er endnu klarere i farverne.

 

 

Indonesien 1985
Langs stranden fulgte en tam rusahjort (Cervus timorensis) os i hælene som en hund. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Det første vi så ved ankomsten til fodringspladsen var dette skilt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Otte af de groteske uhyrer var forsamlet omkring den døde ged. Bughulen fik de hurtigt bidt hul på, hvorpå de smaskede indvoldene i sig med utrolig hast. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
En ekstra stor tamp gabte over gedens hoved, som blev vredet af og slugt på én gang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tilbage til Sumbawa
Vore ledsagere er allerede mætte af det groteske optrin og ønsker at vende tilbage til hovedkvarteret, hvorfra de vil sejle tilbage til Sumbawa. Jeg føler, at jeg dårligt nok er ankommet endnu og ville faktisk godt have været på en tur længere op i bjergene, men vi har ikke råd til at chartre en båd på egen hånd, så vi må følge trop.

Denne gang sejler vi nord om Komodo, hvorfra vi har udsigt mod øerne Rintja og Padar, som også hører under nationalparken. Strømmen er stærk og er imod det meste af vejen, så turen til Sapé varer næsten 12 timer. Et oplivende moment undervejs er to smukke hvidbugede havørne (Haliaeetus leucogaster), som svæver hen over båden. Mørket falder på, og natten er lummer med masser af kornmod.

 

 

Kilde
Sven Gillsäter (1960). Ansigt til ansigt. Steen Hasselbalchs Forlag

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)