Borneo 1985: På besøg hos orangutaner

 

 

Malaysia 1984-85
De unge orangutaner var ikke meget for at gå ud i skoven, men de elskede at blive kørt derud i trillebør. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vi er fem danskere, som har sat hinanden stævne i byen Kota Kinabalu i Sabah, den nordligste provins på Borneo. Min ledsager Jette Wistoft og jeg er ankommet fra Sarawak over land, mens Niels Peter Andreasen, Vagn Lundbye og Ulrikka Gernes er fløjet hertil fra Danmark via Singapore.

 

Den truede orangutan
Fra Kota Kinabalu tager vi straks videre til Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre nær byen Sandakan. Orangutanen (Pongo pygmaeus) er en menneskeabe, som er nært beslægtet med mennesket, og på malajisk betyder navnet da også ’skovmenneske’, af orang (’menneske’) og utan (’skov’). Denne art lever kun i regnskovene på Sumatra og Borneo, hvor den er i voldsom tilbagegang og er i fare for at uddø. Den vigtigste årsag er, at størsteparten af regnskovene er blevet fældet af tømmerindustrien, hvorefter de er blevet omdannet til oliepalmeplantager og landbrugsområder. En anden trussel er, at jægere skyder orangutan-hunnerne for at få fat i ungerne, der sælges til zoologiske haver og andre. På Borneo – både i den malaysiske og den indonesiske del – er oprettet en række rehabiliteringscentre for orangutaner, hvor forældreløse unger, der er blevet konfiskeret fra krybskytter, optrænes til at leve i regnskoven, hvorefter de løslades i sikre områder, fx nationalparker.

 

 

Malaysia 1984-85
Den vigtigste årsag til orangutanens voldsomme tilbagegang er, at regnskovene på Borneo og Sumatra er blevet fældet af tømmerindustrien, hvorefter de omdannes til oliepalmeplantager og landbrugsområder. Her transporterer en lastbil træstammer i Sabah. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Adoption og elektrisk stød
Vi modtages meget venligt af lederen af Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, Mr. Patrick Andau. Da han erfarer, at vi er kommet for at beskrive centrets arbejde i danske aviser og tidsskrifter samt gennem foredrag, tilbyder han, at vi kan bo i et af centrets huse, som står tomt, og vi kan komme og gå i reservatet, som vi har lyst.

Personalet viser os rundt på centret og fortæller om dets funktion. Foruden orangutanerne lever her også andre konfiskerede dyr i karantæne, indtil de kan slippes løs et passende sted. Der er fx en ung malajbjørn (Helarctos malayanus), som elsker at slikke folks fingre, en ung træleopard (Neofelis nebulosa), sydlige svinehaleaber (Macaca nemestrina), stor plumplori (Nycticebus coucang), en netpython (Python reticulatus), samt paradis-træsnoge (Chrysopelea paradisi), som tilhører de såkaldte ’flyvende slanger’, der færdes i et utroligt tempo gennem træerne ved at kaste sig fra gren til gren.

Men det vigtigste dyr her er naturligvis orangutanen. Vi møder straks ved ankomsten Grace, en 28-årig hun, som holder til i skoven omkring centret. Hun hænger udvendigt på trådhegnet, som omgiver centret, sammen med den fem-årige Julia, som hun adopterede ved at bryde et af burene op. Med mellemrum kommer de til centret for at få bananer. I selskab med dem ses også Graces otte år gamle datter Juliana, som mistede den ene arm, da hun klatrede op i en elmast og fik elektrisk stød. Armen blev lam og måtte amputeres. P.t. har man på centret omkring 10 konfiskerede forældreløse orangutan-unger.

Det er blevet sent på dagen, men heldigvis får vi et lift de 4 km til huset, som vi har lånt. Det viser sig, at der hverken er lys eller køkkengrej i huset, men en af naboerne er så venlig at låne os en petroleumslygte samt kogegrej og en gryde, så vi kan tilberede simple måltider. Da der hverken er senge eller madrasser, sover vi på gulvet i vore soveposer. Om morgenen brokker Vagn sig over, at en hane begyndte at gale midt om natten lige under gulvet, men vi andre var åbenbart så trætte, at vi intet hørte.

Om morgenen skriver Niels et smædedigt om mig, idet jeg i nattens løb har bedt ham forføje sig fra min sovepose. (Det skal i parentes bemærkes, at jeg inden turen har haft arbejde som observatør på Naturreservatet Vorsø, der huser en stor koloni af skarver). Digtet lyder således:

 

Folk, der går og ser på skarver,
de forpupper sig som larver.
Med de værste jyske gloser
bli’r man kys’t af deres poser.

 

 

Malaysia 1984-85
Grace er en 28-årig orangutan, som holder til i skoven omkring Sepilok. Hun ses her med den fem-årige Julia, som hun adopterede ved at bryde et af burene op. Med mellemrum kommer de til centret for at få bananer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
Graces otte år gamle datter Juliana nyder en banan. Hun mistede den ene arm, da hun klatrede op i en elmast og fik elektrisk stød. Hendes venstre arm blev lam og måtte amputeres. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forældreløse ungers hverdag
I dagene herefter følger vi, hvordan personalet på centret forsøger at optræne de forældreløse unger, så de sidenhen kan leve et frit liv i regnskoven. De tager ungerne med ud i skoven, hvor de skal lære at klatre, og de viser dem, hvilke planter der kan spises, og hvilke man skal undgå. Ungerne er ikke meget for at ud i skoven, men de elsker at blive kørt derud i trillebør.

Den største udfordring ligger imidlertid i at få ungerne til at omgås andre orangutaner på en naturlig måde. I naturen er det moderen, som oplærer sin unge i at begå sig, men disse unger har ingen mødre – de fleste af dem er blevet skudt illegalt af jægere, som ville sælge ungen til zoologiske haver eller andetsteds. I de tilfælde, hvor ungen opdages af myndighederne, bliver den konfiskeret og sendt til et rehabiliteringscenter.

I mangel af en moder skaber de forældreløse unger ofte tætte bånd til hinanden – og til deres plejer. Det sidste forsøger man at modvirke, da ungerne helst ikke må knytte sig for meget til mennesker. Men de har så stort et behov for fysisk kontakt, at det nærmest er umuligt. At holde en sådan lille kontaktsøgende orangutan-unge ind til sig, mens den klynger sig til dig med arme og ben, er en helt ubeskrivelig dejlig følelse.

Nogle af de lidt større unger er meget frække. De griber fat i vore rygsække og kamerastropper og rykker til – og de er utroligt stærke. De giver først slip, når en af plejerne slår i jorden foran dem med en stok. Så kaster de sig ned på jorden, mens de ruller rundt og klynker.

 

 

Malaysia 1984-85
Jette i Sepilok-centret med en ung malajbjørn (Helarctos malayanus), som elskede at slikke fingre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
En vild binturong (Arctictis binturong) kom ofte til centret for at æde bananer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
I mangel af en moder skaber de forældreløse unger ofte tætte bånd til hinanden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
Forfatteren Vagn Lundbye fodrer to forældreløse unger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
Malaysia 1984-85
Unger lærer at svinge sig fra gren til gren. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
”Dette er en hemmelighed! Fortæl det ikke til nogen!” – Forældreløse orangutaner holder møde i skoven omkring Sepilok. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”Shower of blessing!”
Omkring Sepilok findes et reservat med dejlig primær-regnskov. Her tager vi på adskillige ture, når vi ikke er i selskab med orangutanerne. I skoven er træspidsmus af slægten Tupaia ret almindelige, og vi hører kald af sambarhjort (Cervus unicolor) og muntjak-hjort (Muntiacus muntjak). Til centret kommer af og til en vild binturong (Arctictis binturong) for at æde bananer.

Det vrimler med fugle i skoven, i flæng kan nævnes den kæmpestore spidshornede næsehornsfugl (Buceros rhinoceros), den støjende sortskade (Platysmurus leucopterus), den smukke rødgumpede trogon (Harpactes duvaucelii), den flotte hvide fase af paradismonark (Terpsiphone paradisi), samt et væld af spætte- og solfuglearter. På en nattur ind i skoven hører vi mange sære lyde, men det lykkes os ikke at få øje på de dyr, der frembringer dem. Langs stien finder vi en mængde selvlysende svampe, der gløder i mørket som sankthansorme.

Vi følger også personalet på ture længere ud i regnskoven. Her har man opført platforme i træerne, hvor man placerer mælk og bananer. De større orangutan-unger, som delvis har lært at klare sig selv, kommer ofte her for at supplere deres vilde kost.

En dag har vi på vej ud til platformene slået følge med et selskab af amerikanske turister, som er temmelig højrøstede, men særdeles hjertelige. Det har regnet om natten, så vi plages noget af blodigler, og vi skal være meget forsigtige, når vi krydser vandløbene ved at balancere over glatte træstammer, selv om der er spændt reb ud til at holde fast i. Det er ekstra svært for nogle af de amerikanske damer, som er iført højhælede sko. En ældre dame, som bærer en sofostikeret stråhat, vender sig om for at advare os: ”Watch the leeches!” vræler hun, men glider samtidig på træstammen og ender med et plask i vandløbet. Heldigvis kommer hun ikke noget til, og det skal siges til hendes ros, at hun tager uheldet med godt humør.

Da vi kommer ud til platformene, er her allerede forsamlet syv unge orangutaner, som gør sig til gode med mælk og bananer. En af dem er en charmerende lurifaks, som kommer over til kanten af platformen og kigger ned på de amerikanske turister. Han skærer ansigter ad dem, og pludselig tisser han ned over damernes fine stråhatte, så de hviner og springer til side. En af mændene ler blot og siger: ”A shower of blessing from above!”

Det er vemodigt at tage afsked med orangutanerne og deres plejere. Som en lille påskønnelse af den enestående velvilje og venlighed, vi har mødt hos personalet, forærer Niels dem en karikaturtegning, han har lavet af os.

 

 

Malaysia 1984-85
Vagn og Jette balancerer på en stamme over et vandløb i regnskoven. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
I skoven nær Sepilok har man opført platforme i træerne, hvor man lægger bananer ud til de næsten voksne unger, der lever halvvildt i skoven. Denne unge han har munden fuld af bananmos. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Malaysia 1984-85
Inden vores afrejse fra Sepilok forærede vi denne tegning til mandskabet, som havde behandlet os så enestående. Fra venstre ses Ulrikka, Vagn, Kaj, Jette og Niels. (Tegning copyright © by Niels Peter Andreasen)

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)