Verdens havskildpadder er i stærk tilbagegang

 

 

Tanzania 1988
Suppeskildpadder (Chelonia mydas) i parring i havoverfladen ud for Tanzanias kyst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98 
Et par af olivengrøn ridley (Lepidochelys olivacea) i parring i havoverfladen ud for Orissas kyst, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Otte arter af havskildpadder
Havskildpadder er – som navnet siger – skildpadder, der lever i havet. Som øvrige skildpadder har de et rygskjold og et bugskjold, men hvor de landlevende skildpadder har ben beregnet til at gå på, er havskildpaddernes ben omdannet til luffer, der gør dem til gode svømmere. Så perfekt er havskildpadderne tilpasset livet i havet, at de stort set er uændrede gennem 180 millioner år. De opstod samtidigt med de første dinosaurer, men hvor de fleste af disse uddøde for omkring 65 mio. år siden, har havskildpadderne overlevet frem til i dag.

Syv af verdens otte arter tilhører familien Cheloniidae, som er kendetegnet ved, at rygskjoldet består af benplader, der er solidt forankret til ryghvirvler og ribben. Rygskjoldet kaldes carapax, bugskjoldet plastron, og overgangen mellem disse broen. Både ryg- og bugskjold er dækket af hornplader. Pladerne på ryggen er arrangeret i tre rækker i længdegående retning, og de to yderste kaldes ribbensplader. Hornpladernes antal og form varierer fra art til art og er ofte vigtige kendetegn, når man skal skelne mellem dem.

Det er svært at anslå antallet af de enkelte arter, men den almindeligste synes at være olivengrøn ridley (Lepidochelys olivacea), som tæller mindst 2-3 millioner. Dens nære slægtning caribisk ridley (L. kempii) – som på dansk også har det lidt uheldige navn bastardskildpadde – yngler kun på en enkelt kyststrækning i Den Mexicanske Bugt. Den talte tidligere mindst 120.000 individer, men bestanden er nu dalet til få tusinde. Caribisk ridley er to gange truffet i Danmark. En, som skyllede i land ved Hvide Sande i 1926, døde kort efter. En anden blev fanget i trawl nord for Gilleleje i 1974.

Suppeskildpadden (Chelonia mydas) har en vid udbredelse i troperne og subtroperne. Navnet skyldes, at man koger suppe på det, der kaldes calipee, som er en geléagtig brusk mellem bugskjoldets knogler. Kødet er også velsmagende. Dens nære slægtning, den sorte havskildpadde (C. agassizii), yngler kun på Mexicos Stillehavskyst og tæller kun få tusinde.

Fladskjoldet havskildpadde (Natator depressa) findes i havene nord og øst for Australien. Af denne art findes også kun få tusinde.

Karetteskildpadden (Eretmochelys imbricata) har en vid udbredelse i tropernes og subtropernes koralrev.

Uægte karette (Caretta caretta) er også vidt udbredt og er den eneste art, som yngler i Europa, nemlig på vestkysten af Tyrkiet samt på visse græske øer. I 1971 gik et eksemplar i en åleruse ved Ulvshale på Møn. Den blev bragt til Danmarks Akvarium, hvor den levede i flere år.

Den ottende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som kan blive næsten 3 m lang og veje op mod 900 kg. Den har sin egen familie, Dermochelyidae, og adskiller sig fra de øvrige havskildpadder ved, at rygskjoldet ikke er forbundet med ryghvirvlerne eller ribbenene, men består af en mosaik af små benplader, som er overtrukket med en læderagtig hud. Ned langs ryggen løber fem eller syv forhøjninger. Læderskildpadden er en stor vandrer, som søger til de nordlige og arktiske have i søgen efter føde, mens den i yngletiden vandrer til troperne. Arten kan trives i de kolde vande, fordi blodcirkulationen holder dens kropstemperatur så meget som 18oC over omgivelsernes. I Danmark er den truffet tre gange. En drev i land på Sjællands Odde i 1948, en blev fanget i trawl vest for Nymindegab i 1965, og en blev fundet i Sejerøbugten i 1979.

I skemaet nedenfor ses de otte arters kendetegn, udbredelse og vigtigste ynglepladser.

 

 

Verdens havskildpadder

 

Art                                                   Kendetegn                                                                                          Udbredelse                            Vigtigste ynglepladser
Olivengrøn ridley                        lille, max. 75 cm, carapax ofte olivenfarvet, tit næsten               troperne                                 Indien, Costa Rica
(Lepidochelys olivacea)               cirkelformet, 5-9 ribbensplader, to par forpandeskjolde
Caribisk ridley                             lille, max. 70 cm, carapax ofte grå, tit næsten                                Caribien                    Mexicanske Bugt (eneste)
(Lepidochelys kempii)                 cirkelformet, 5 ribbensplader, to par forpandeskjolde
Suppeskildpadde                         mellemstor, 1-1½ m, carapax lyse- eller mørkebrunt,                troperne og subtroperne         Australien, Mexico
(Chelonia mydas)                          4 ribbensplader, kun ét par forpandeskjolde
Sort havskildpadde                     mellemstor, 1-1½ m, carapax næsten sort,                                     Centralamerika             Mexicanske Stillehavskyst
(Chelonia agassizii)                     4 ribbensplader, kun ét par forpandeskjolde
Fladskjoldet havskildpadde      mellemstor, 1-1½ m, rygskjold meget fladt,                                 Australien                               Crab Island
(Natator depressa)                        4 ribbensplader, kun ét par forpandeskjolde
Karetteskildpadde                        lille, max. 1 m, carapax med flammemønster, ofte køl              troperne og subtroperne      Melanesien
(Eretmochelys imbricata)             langs midterplader, rygplader overlapper,
                                                          4 ribbensplader, to par forpandeskjolde
Uægte karette                                 stor, 1½-2 m, carapax rødbrun, 5-6 ribbensplader,                    troperne og subtroperne         Oman
(Caretta caretta)                            to par forpandeskjolde
Læderskildpadde                          stor, ofte 2 m, ingen hornplader, 5 eller 7                                     alle have                                 Mexico, Cayenne
(Dermochelys coriacea)                længderibber på ryggen

 

 

Føde
De forskellige arter af havskildpadder færdes ofte de samme steder og er mere eller mindre altædende. Men på trods heraf er det alligevel begrænset, hvor meget de konkurrerer med hinanden om føden. Suppe-, sort og fladskjoldet lever mest af alger og havgræsser. Karetteskildpadden lever af havsvampe og andre dyr i koralrev, mens den uægte karette mest æder krebsdyr og de to ridley-arter fisk, rejer og krabber. Utroligt nok lever den store læderskildpadde overvejende af vandmænd! Da disse jo består af 98% vand, skal der enorme mængder til, og det er grunden til, at læderskildpadden vandrer til kolde have, hvor vandmænd er talrigest. Vandmænd lever ofte på store dybder, men læderskildpadden er i stand til at dykke ned til 1500 meters dybde.

 

Skal på land
Selv om havskildpadderne tilbringer ca. 98% af deres tid med at svømme vidt omkring i havene, skal hunnerne på land for at lægge æg. Det sker om natten, mest ved nymåne, tidevandet skal passe, og bølgerne må ikke være for høje. Derfor ligger hunnen ud for kysten og venter på det rette øjeblik. Med stort besvær maver hun sig op på stranden over tidevandslinien og begynder at grave et hul med baglufferne. Når hun er færdig, lægger hun oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der i form ligner bordtennisbolde. De er imidlertid bløde, for at de ikke skal beskadiges, når de falder ned i hullet.

Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, og bagefter slynger hun sand rundt med lufferne, så selve redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet. Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, somme tider 11 kuld på en sæson.

Det fantastiske er, at hunnen ofte vender tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.

 

 

Sri Lanka 1974-75
En olivengrøn ridley lægger æg på en strand i Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98 
En hun lægger oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der minder om bordtennisbolde. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Sri Lanka 1974-75
Når hunnen er færdig med at lægge æg, dækker hun dem ved at skrabe sand ind over dem med lufferne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka 1974-75
Efter æglægningen maver hunnen sig tilbage til havet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1988 
De karakteristiske ’traktorspor’ efter en æglæggende hun, Latham Island, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Farlig fødsel
Æggene ruges ud af solens varme. Det mærkelige er, at temperaturen, som æggene ligger i, bestemmer de nyklækkede skildpadders køn. Æg, der ligger varmt, bliver hanner, mens æg, der ligger køligere, bliver hunner. Selv om æggene ligger dybt, graves en del alligevel op og ædes af en mængde forskellige dyr, bl.a. spøgelseskrabber, varaner, vaskebjørne, prærieulve, næsebjørne, sjakaler og hyæner – i skarp konkurrence med menneskene og deres husdyr, fx svin, katte og hunde.

To-tre måneder efter at æggene er lagt, klækkes de, ofte i mange reder samtidigt. De nyklækkede unger, der kun er 4-5 cm lange, har en bemærkelsesværdig måde at komme op af sandet på. De begynder alle at vibrere kraftigt med lufferne, så sandet over dem rystes ned under dem. På denne måde ‘løftes’ de langsomt op til overfladen.

Her er de programmeret til at søge mod lyset. Selv i bælgmørke vil havet reflektere mere lys end landjorden, så ungerne søger mod havet. Husbyggeri på strandene slår mange unger ihjel, da de søger mod husenes lys i stedet for havet. Hvis ikke de når vandet i en fart, tørrer de ud. Andre farer er talrige. Måger og glenter æder løs sammen med de ovennævnte rovdyr. Af de unger, der når havet, bliver mange ædt af rovfisk, krabber, fregatfugle og andre.

Kun tre-fire ud af tusinde unger bliver voksne og kan begynde at reproducere sig. Biologen Hendrickson fandt, at af de ca. 1800 æg, en suppeskildpadde-hun lægger i løbet af sit liv, klækkes kun 405, og kun 243 unger når havet. Af disse overlever bare 31 den første uge, og kun tre opnår en fuld livscyklus.

 

 

Havskildpadder 9_resize
Under kraftige storme kan stranden erodere så meget, at tusindvis af skildpaddeæg går tabt. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Havskildpadder 10_resize
Unger af olivengrøn ridley kommer frem af sandet. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Sydindien 1997-98 
Nyklækket unge af olivengrøn ridley. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Farer for voksne dyr
Tidligere havde voksne havskildpadder ikke mange fjender. Tigerhajer og spækhuggere tager nogle, selv om det er en benet mundfuld. Men med menneskenes erobring af kloden har vi i dag den situation, at alle otte arter havskildpadder er i rivende tilbagegang. Æggene graves op og fortæres af fattige nybyggere, som delikatesse på restauranter, eller fordi de tillægges potensfremmende egenskaber. Også mange voksne skildpadder spises af mennesker – se bare navnet suppeskildpadde!

Den ægte karette forfølges på grund af sit smukke rygskjold, der leverer den ægte form for skildpaddeskjold til udskæring af smykker, kamme o.s.v. Japan er storaftager af skjoldene. Selv hele, lakerede karetter sælges som souvenirs, bl.a. i Indonesien.

Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen, og mange læderskildpadder kvæles, fordi de sluger store mængder plastic i den tro, at det er vandmænd.

 

 

Sri Lanka 1974-75
Denne olivengrønne ridley blev fanget af fiskere ved Sri Lankas kyst. Den blev slagtet og spist kort efter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1988
Skjolde fra havskildpadder, som er dræbt og spist af fiskere, Shungu Mbili Island, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1988 
Karetteskildpadde, fanget på øen Kwale ved Tanzanias kyst. Arten spises ikke af lokalbefolkningen, men rygskjoldet vil sandsynligvis ende som souvenir på et marked i Dar es Salaam. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Disse karetteskildpadder og suppeskildpadder sælges som lakerede souvenirs på et marked i Yogyakarta, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydøstasien 1975
Havskildpaddeæg sælges på et marked i byen Kuching, Sarawak, Borneo, Malaysia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På fangst efter havskildpadder
Flere steder i verden er biologer begyndt at studere havskildpaddernes levevis i håb om bedre at kunne lave forvaltningsplaner for arterne.

På øen Wheeler Island i mundingen af den store Maipura-flod i Orissa i det østlige Indien ligger en lille fiskerlandsby, som består af hytter med vægge af græs, bundet på træskeletter. Her bor biologen Bivash Pandav fra Wildlife Institute of India sammen med sit mandskab hvert efterår for at fange olivengrønne ridleyer. Ud for strandene her samles de i tusindvis i november-december for at parre sig.

Jeg besøger stedet i november 1997, og vi sejler ud i den lille motorbåd Maa Panchu Barahi (opkaldt efter en hinduistisk gudinde). Krappe bølger får båden til at vippe kraftigt og gør det svært at finde havskildpadderne, men mandskabet har øjne som høge og opdager med jævne mellemrum et par i havoverfladen.

Så sætter rorsmanden fuld fart på motoren og styrer hen mod parret, mens det øvrige mandskab gør grejet parat. Det består i al sin enkelhed af et net af nylonsnore, monteret på en trekantet ramme af kraftige bambusstænger. Fra to af stængerne bindes reb omkring små pæle forrest på bådens rælinger.

For mig ser det ud, som om båden vil sejle skildpaddeparret ned, men i sidste sekund drejer rorsmanden til højre. Assistenten med fangstnettet styrer det ned under parret, som bliver viklet ind i maskerne. ”Træk”, råber han, og de andre to haler af alle kræfter i rebene for at trække nettet op til rælingen. Hvis ikke det sker i en fart, kan skildpadderne hoppe ud af nettet igen. Nettet bliver bundet fast til rælingen, og en af skildpadderne hales ombord.

 

 

Sydindien 1997-98
Den indiske biolog Bivash Pandav (t.v.) og hans mandskab på udkig efter olivengrøn ridley ud for Orissas kyst. Foran dem ligger et fangstnet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98
Pandavs assistent styrer fangstnettet ned under skildpaddeparret, som vikles ind i maskerne. Dette par hænger stadig sammen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arribada
To-tre måneder senere vil tusinder af skildpaddehunner komme i land samtidigt for at lægge æg på de kilometerlange strande. Med et spansk ord kaldes denne masseforekomst for arribada, som betyder ’ankomst’. Der kan være så mange hunner, at der ikke er plads til alle, så under æglægningen kan de risikere at grave hinandens æg op.

To af verdens havskildpaddearter har denne adfærd: olivengrøn ridley og caribisk ridley. Mens caribisk ridley som før nævnt kun forekommer på én strand i Mexico og er tæt på at uddø, har (eller havde) olivengrøn masseforekomst adskillige steder, bl.a. Mexico, Ecuador og Costa Rica samt Orissa i Indien. Olivengrøn ridley yngler mange andre steder i troperne, men ikke i så store mængder. De øvrige arter yngler i smågrupper eller enkeltvis.

Masseæglægningen menes at være en metode til at undgå overprædation. Den pludselige tilsynekomst af en stor mængde føde to gange om året (æg og senere nyklækkede unger) lokker selvfølgelig mange rovdyr og fugle til. De æder alt, hvad de kan, men mængden er så overvældende, at et stort antal unger har en god chance for at nå havet. Prædatorerne kan heller ikke have en fast population i området, som er afhængig af havskildpadderne, da fødemængden kun er til stede en relativt kort periode af året.

 

 

Havskildpadder 3_resize
Under arribada kravler hundredtusinder af hunner af olivengrøn ridley i land for at lægge æg på Orissas kilometerlange strande. Her er nogle af dem på vej tilbage til havet i den tidlige morgen. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Havskildpadder 12_resize
Ungerne i hundredevis af reder af olivengrøn ridley klækker synkront og vandrer ud i havet samtidigt. De mange unger kan forvirre prædatorer og øger chancen for, at flere unger overlever. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Uforstyrrede bestande trues
Masseforekomsten i Orissa har kun været kendt af videnskaben siden 1974. Lokalbefolkningen har selvfølgelig kendt til skildpadderne langt tilbage, men har ladet dem i fred af religiøse grunde. I hinduismen er skildpadden forbundet med Kurma, en af guden Vishnu’s inkarnationer. Hvis lokale fiskere får en skildpadde i deres garn, gør de den fri og slipper den løs igen. Bestanden i Orissa har derfor uforstyrret kunnet yngle her i årtusinder.

I de sidste årtier er imidlertid opstået flere trusler mod dyrene. Mange drukner i fiskegarn, efter at trawlere fra Kolkata i højere grad er begyndt at fiske langs Orissas kyst. Selv om olivengrøn ridley er totalfredet i Indien, fanges et stigende antal til menneskelig konsumption, især på restauranterne i Kolkata. Dette på trods af, at den vigtigste yngleplads Gahirmata ligger i et havreservat. Det lokale Forest Department, som er ansvarlig for overvågningen, giver som undskyldning, at der er mangel på mandskab. Men selv efter at flåden har stillet mandskab til rådighed, er patruljeringen ikke tilstrækkelig, da Forest Departmentets både ikke er hurtige nok.

Endvidere trues skildpadderne, fordi deres æglægningsstrande vokser til. Forest Department – som egentlig skal sørge for, at skildpadderne trives – har tilplantet lange strækninger af strandene med det hurtigtvoksende jerntræ (Casuarina). Derved forsvinder de åbne strande, som skildpadderne er afhængige af.

Endelig er en ny trussel mod skildpaddernes strand, at det indiske luftvåben – af alle steder – i april 1999 valgte at prøveaffyre missiler fra Wheeler Island, få kilometer fra Gahirmata.

 

 

Havskildpadder 23_resize
Mange olivengrønne ridleyer drukner i fiskegarn, efter at trawlere fra Kolkata i stigende grad er begyndt at fiske langs Orissas kyst. (Foto copyright © by Bivash Pandav)

 

 

Skildpadderne overvåges
Af disse årsager arbejder Pandav på at klarlægge havskildpaddernes liv og færden. Han forsøger at tælle de æglæggende hunner. Antallet varierer stærkt fra år til år. I 1994 blev det anslået, at 525.000 hunner kom i land ved Gahirmata. I 1999 var antallet over 200.000. Kun Costa Rica har i dag lignende antal.

Pandav og hans folk tæller ilanddrevne skildpadder, der er druknet i fiskegarn og kastet overbord. Fundmåneden markeres med hvid maling på skjoldet for at undgå at tælle dem mere end én gang. I perioden december 1993 til april 1994 fandtes 5282 opskyllede dyr langs Orissas kyst. I de seneste år har tallet været endnu større.

Endelig har Pandav siden 1996 mærket så mange skildpadder som muligt for at følge deres vandringer. Et ganske almindeligt grise-øremærke af stål klemmes om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute. Pandav har indtil nu genfangster så langt borte som det østlige Sri Lanka.

Mens det er nemt nok at mærke hunnerne, som kommer op på land for at lægge æg, er det langt vanskeligere at fange hannerne. Det kan faktisk kun lade sig gøre, når dyrene parrer sig, da de så er meget lidt agtpågivende.

 

 

Sydindien 1997-98
En olivengrøn ridley er halet op i båden og placeret på et gammelt bildæk. Herefter måles dens ryg- og bugskjold. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98
Pandavs mandskab vejer en olivengrøn ridley. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98 
Et grise-øremærke af stål klemmes om den ene forluffe med en tang. På hvert mærke findes et løbenummer og adressen på Wildlife Institute of India. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eget mærke
”Har I nogensinde fanget en af jeres egne mærkede skildpadder fra foregående år?” spørger jeg Pandav, mens mandskabet tumler med en af skildpadderne i nettet. – ”Endnu ikke”, svarer han. I det samme råber en af mændene: ”Denne her er mærket!” Pandav farer derhen for at aflæse ringen, og i næste nu opfører han en sand krigsdans på dækket. ”Denne her er fra sidste år!” siger han glædesstrålende.

I dagens løb fanger vi 24 par, hvilket er personlig dagsrekord for Pandav. ”Du bringer mig held!” siger han. Sideløbende med mærkningen måles længde og bredde af rygskjold og bugskjold. Skildpadden løftes op i et net, som er hængt i en krog på en vægt. Vægten hænger i en stang, som to af mændene bærer på skulderen. En olivengrøn ridley vejer mellem 35 og 50 kg.

Pandav og hans mandskab vil også i de kommende år følge bestanden af olivengrøn ridley ved Orissas strande.

 

Beskyttelse af havskildpadder
I de senere år er opstået mange foreninger, hvis formål er at beskytte havskildpadderne. Det vigtigste arbejde er at oplyse lokale folk (især skolebørn) og turister om skildpaddernes situation. Samtidig må æglægningsstrandene beskyttes mod tilgroning, byggeri og overdreven færdsel. Endelig kan man indsamle ungerne, når de klækkes, og opbevare dem et stykke tid, til de når en størrelse, hvor de har større chance for at overleve. Forskning af havskildpaddernes levevis, som man ikke ved meget om, bør intensiveres.

 

Tak
En stor tak skal rettes til den indiske biolog Bivash Pandav for hans enestående hjælpsomhed under mit ophold på Wheeler Island i Orissa i 1997, samt for udlån af billeder.

 

 

Kilder
Agardy, T. (1992): Last voyage of the ancient mariner? BBC Wildlife, vol. 10, nr. 12
Hvass, H. (red.) (1978): Danmarks Dyreverden, bd. 5. Rosenkilde og Bagger
Kirkegaard, J.B. (red.) (1972): Lademanns Dyreleksikon, bd. 6
Times of India, 12. april 1999

 

 

Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 83, 2000, nr. 1, s. 2-11. Den er her bragt med nogle få ændringer samt en del flere billeder.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret april 2017)