Traner – fascinerende og sårbare

 

 

Hornborgasjön 2006
Eurasisk trane (Grus grus) bader, Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

”Når vi lytter til dens kald, hører vi ikke bare en fugl. Vi hører trompeten i evolutionens orkester. Tranen er symbol på vor utæmmelige fortid.” – Aldo Leopold, Marshland Elegy, 1937

 

 

I det første gry en kold aprilmorgen samles en større skare mennesker på en bakke ved Bjurum Kirke nær Skara, Västergötland, Sverige. Der er rim i græsset, menneskenes ånde står som skyer ud af munden, de stamper for at holde varmen. Tavse står de og kigger forventningsfuldt ud over de store sumpe i sydenden af Hornborgasjön. Langsomt farver den opgående sol landskabet violet, så rødt og derpå gult. Ude i disen høres gjaldende trompetskrald, og de første småflokke af eurasiske traner (Grus grus) kommer flyvende ind fra sumpene og lander på markerne ved Bjurum. Tranerne går lidt omkring og begynder så at danse. Parvis går de rundt om hinanden, kaster pinde og strå op i luften, bøjer hoved og hals ned mod jorden, foretager vældige meterhøje spring, breder vingerne ud og lader dem hænge ned til jorden, mens de trompeterer kraftigt.

Området her har Svenska Naturskyddsföreningen opkøbt, og på markerne dyrkes kartofler og korn, som tranerne kan æde. Det er blevet så stor en succes, at op mod 10.000 traner raster her i marts-april på vej til ynglepladserne i det nordlige Skandinavien, Finland og Rusland. Flere tusinde fugleinteresserede drager hvert forår hertil for at se tranerne danse. Man kan leje et skjul for en hel dag, hvorfra tranerne kan ses på tætteste hold. Om aftenen letter fuglene og flyver til overnatning i sumpene omkring søen.

 

 

Hornborgasjön 2006
En kæmpeflok af eurasiske traner (Grus grus) fouragerer en kold aprilmorgen på marker nær Hornborgasjön, Västergötland, Sverige. I baggrunden ses Bjurum Kirke. Hvert år i marts-april raster op mod 10.000 traner i dette område. De hvide fugle er sangsvaner (Cygnus cygnus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En isnende kold januarmorgen i 1979 bliver jeg staget ud i sumpene i Bharatpur Fuglereservat i det nordvestlige Indien. Af og til støder båden på grund, og stagemanden springer barbenet ud i det kolde vand for at skubbe båden. Gennem tågen høres de øredøvende trompetstød fra sarustraner (Grus antigone), iblandet de langt finere, ringlende lyde fra snetraner (Leucogeranus leucogeranus). Da tågen letter, anes tranerne som silhoutter gennem disen. Da vi kommer for tæt på, går de langsomt bort, men er ikke synderligt urolige.

Nu bryder solen gennem disen, og de hvide snetraner begynder at danse. De hopper rundt om hinanden, bøjer hovedet ned mod vandet, trompeterer, foretager høje spring og basker med vingerne, hvorved de sorte svingfjer står i stærk kontrast til den hvide krop. De store sarustraner lige i nærheden lader sig ikke opildne af snetranernes dans; deres egen dans finder først sted i marts-april.

 

 

Asien 1977-78
Snetranen (Leucogeranus leucogeranus) er snehvid med sorte håndsvingfjer. De vestlige bestande af arten er nu næsten uddøde. Der overvintrer under 10 fugle omkring det Kaspiske Hav, og i Keoladeo Nationalpark i det nordvestlige Indien, hvor dette billede blev taget, er arten forsvundet som vintergæst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den fjerne lyd af trompeterende prærietraner (Grus canadensis) høres som en dæmpet mumlen gennem mørket lige før daggry denne råkolde martsmorgen. 12-14 varmt klædte personer følger efter guiden ad stien til et stort skjul ved bredden af Platte River i Nebraska i det centrale USA. Lyden fra tranerne bliver meget kraftigere, men fuglene kan kun anes som skygger på sandbankerne ude i floden.

I det tiltagende lys tager tranerne efterhånden form, og et fantastisk skue åbenbarer sig i strålerne fra den opgående sol. Fra skjulet kan man se omkring 50.000 prærietraner stå skulder ved skulder overalt på sandbankerne, de nærmeste kun omkring hundrede meter borte. Som solen stiger, tiltager fuglenes uro, de trompeterer kraftigt, nogle danser en smule, men snart letter flok efter flok og flyver under øredøvende larm ud over de tilstødende majsmarker for at søge føde.

 

 

USA 2000-01
USA 2000-01
Under forårstrækket i marts-april gæster omkring en halv million prærietraner (Grus canadensis) – ca. 80 % af verdensbestanden – Platte-floden i Nebraska, USA, hvor de overnatter på sandbanker i floden (øverst). Kort efter solopgang letter de i store flokke og flyver under øredøvende trompeteren ud på de tilstødende majsmarker for at søge føde. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Verdens højeste flyvende fugle
Traner udgør familien Gruidae inden for ordenen Gruiformes, der også omfatter bl.a. vandhøns og trapper. Familien opstod i tidlig Miocæn for omkring 20 mio. år siden. Krontranerne (underfamilien Balearicinae), som i dag tæller to arter i én slægt, Balearica, splittedes ud fra de ægte traner (underfamilien Gruinae) allerede for ca. 10 mio. år siden. De 13 arter af ægte traner regnedes tidligere for tilhørende tre slægter, men blev så alle placeret i samme slægt, Grus. Nyere DNA-undersøgelser tyder på, at de bør opsplittes i fire slægter. Familien er udbredt over det meste af verden og mangler kun på Madagascar, i Sydamerika, Indonesien, Oceanien, Antarktis samt Grønland.

Traner er alle langbenede og langhalsede fugle, mellem 85 og 176 cm høje. Sarustrane og vortetrane (Bugeranus carunculatus) er de højeste arter, og de er verdens højeste flyvende fugle. Rødkronet trane (Grus japonensis) er den tungeste med en vægt på op til 8 kg. På Cuba er fundet 1-3 mio. år gamle skeletter af en art kæmpetrane, Grus cubensis, som sandsynligvis ikke kunne flyve.

Han og hun er ens af udseende, og hannen er normalt lidt større end hunnen. Hos de fleste arter er kroppen grå eller hvid, enkelte arter har også sort eller brunt i fjerdragten, og hovedparten har sorte svingfjer. De inderste armsvingfjer og deres dækfjer er forlængede og krøllede hos de fleste arter. De hænger som en dusk ud over den korte hale, når fuglene går. Vortetrane, jomfrutrane (Anthropoides virgo) og paradistrane (A. paradisea) har de inderste svingfjer langt tilspidsede, hos paradistrane så stærkt forlængede, at de rører jorden, når tranen går. Dunungerne er brune, gullige eller rødlige, og ungfuglene ligner brunlige udgaver af de voksne.

Tranernes hoveder er meget karakteristiske. Næsten alle arter har nøgne røde partier på hovedet eller i ansigtet, i enkelte tilfælde også på halsen. Vortetranen har nøgen rød hud over næbbet med en mængde vorter på. Under hagen har den rød-hvide, delvis fjerklædte hudlapper. Kun jomfrutrane og paradistrane har totalt fjerklædte hoveder. I nakken har disse to arter fjertoppe, der rejses som en skærm under dansen. De to krontraner har en busket, strågul fjerkrans i nakken. De har nøgen hvid og rød hud på kinderne og en rød hudlap under hagen.

Traner flyver i modsætning til hejrer med strakt hals, og under flugten kalder de næsten ustandseligt. De fleste arter fælder alle svingfjer samtidigt og har altså en periode på flere uger, hvor de ikke kan flyve. Inderste tå har en skarp klo, der bruges til forsvar og under kampe.

 

 

Tanzania 1993
Krontranerne (underfamilien Balearicinae) splittedes ud fra de ægte traner (underfamilien Gruinae) allerede for ca. 10 mio. år siden. Denne grå krontrane (Balearica regulorum) har pustet halsfjerene op. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hornborgasjön 2006
Næsten alle tranearter – her eurasisk trane (Grus grus) – har nøgne røde partier på hovedet eller i ansigtet, i enkelte tilfælde også på halsen. Kun jomfrutrane (Anthropoides virgo) og paradistrane (A. paradisea) har helt fjerklædte hoveder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003
I modsætning til hejrer flyver traner med strakt hals, her jomfrutraner (Anthropoides virgo). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fugle der blæser i trompet
Traner har kraftige stemmer, der hos de fleste arter lyder som trompeteren og tit kan høres flere kilometer borte. De fleste navne på traner, incl. det latinske Grus, er en lydefterligning af denne trompeteren. Det danske navn, på oldnordisk trani, kommer af oldsaksisk krano, som betyder ’et hæst skrig’.

Luftrøret hos Grus-arterne er meget langt og ligger i en dobbelt bølge inde i det hule brystben. Luftrørets ringe er vokset sammen med brystbenet og danner tynde plader. Når tranen kalder, vibrerer disse plader og producerer de kraftige lyde. Trompetertranen (G. americana) har med et luftrør på op til 150 cm den kraftigste stemme af alle traner. Hos snetrane, vortetrane, jomfrutrane og paradistrane er bølgerne på luftrøret kortere, og disse arters stemmer er svagere end hos Grus-arterne. Snetranens stemme er en fløjteagtig trille. De fleste arter frembringer også diverse gutturale lyde. Krontranernes luftrør er langt kortere end hos de øvrige traner og uden bølge. De udstøder gåseagtige lyde.

De store fugle er især kendt for at opføre spektakulære danse, ledsaget af højlydt trompeteren. Tranedans kan forekomme på alle årstider, men mest i det tidlige forår, hvor nye par dannes. Dansen forstærker også båndene mellem han og hun hos etablerede par, der holder sammen hele livet. Fuglene går rundt om hinanden, bukker, spreder vingerne ud og foretager yndefulde spring, som kan være meterhøje. De kaster ofte kviste, strå el. lign. op i luften og forsøger at gribe dem igen. Under dansen ryster de to krontranearter med hovedet, så den store, buskede fjerkrans rigtigt kommer til sin ret. Tranedans afsluttes ofte med et såkaldt unison call, dvs. at hun og han trompeterer samtidigt.

Prærietrane – og i mindre grad eurasisk trane og snetrane – ’jordbader’, så dele af fjerdragten bliver brunlig. Hos de to førstnævnte arter giver badningen en øget camouflage, men snetranen farves kun lidt af badningen, og det menes, at adfærden hos denne art er en rest af en urgammel adfærd hos tranernes stamfader.

 

 

Sydasien 1978-79
Hos traner er luftrørets ringe vokset sammen med brystbenet og danner tynde plader. Når tranen kalder, vibrerer disse plader og producerer de kraftige lyde. Her ses trompeterende sarustraner (Grus antigone) i Keoladeo Nationalpark, nordvestlige Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hornborgasjön 2006
Traner trompeterer ofte samstemmigt, her eurasisk trane (Grus grus) ved Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hornborgasjön 2006
Kenya 1988-89
Traner er kendt for at opføre spektakulære danse, ledsaget af højlydt trompeteren. Her ses dansende par af eurasisk trane (Grus grus) ved Hornborgasjön, Sverige (øverst), samt grå krontrane (Balearica regulorum) ved Lake Bogoria, Kenya. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Chukotka 2011
Prærietraner (Grus canadensis) i parringsflugt, Chukotka-halvøen, østlige Sibirien. Arten er i de senere år ekspanderet mod vest i Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rugning og yngelpleje
Traner er meget sociale fugle, bortset fra i yngletiden, hvor hvert par opretholder et territorium, der kan være flere kvadratkilometer stort. Territoriet forsvares af begge mager, og kan indtrængende artsfæller ikke trues bort, kommer det til kamp. Herunder anvendes den kraftige klo på indertåen.

Traner yngler i moser, søer, langs floder eller på græsstepper og placerer oftest reden på jorden i et utilgængeligt sumpområde. Nogle arter, fx vortetrane, bygger tit reden helt omgivet af vand, der er op til 1 m dybt. Ofte bruges reden fra året før, og vortetrane og grå krontrane (Balearica regulorum) yngler somme tider i forladte reder af andre fuglearter. En sjælden gang yngler krontraner i træer. Reden varierer fra en skrabet fordybning i jorden (hos jomfrutrane og paradistrane) til en vældig konstruktion af plantedele, som kan være op til en halv meter høj og 2 m bred. Jomfrutrane og paradistrane forer somme tider reden med småsten, uvist af hvilken grund.

De fleste tranearter lægger to æg, undertiden ét eller tre; vortetranen dog normalt kun ét æg. Rugningen varer 27-32 dage hos de fleste arter, op til 36 dage hos de største arter. Den starter, når første æg er lagt, og begge mager ruger. Ungerne forlader normalt reden 1-2 dage efter klækningen og fodres den første tid. I denne periode bliver ungerne hos de fleste arter i nærheden af reden, som de ofte tilbringer natten i. Men paradistranens unger følger allerede efter ca. 12 timer forældrene på fourageringstogter ud i græslandet.

Æg og unger er et eftertragtet bytte for en lang række dyr som losser, ræve, sjakaler, ørne, krager, ugler etc. Ungerne er flyvefærdige efter 60-100 dage, afhængigt af arten. De holder sammen med forældrefuglene i 10-20 måneder. Ungfuglene yngler første gang i 2-års alderen hos de små arter, 4-6 år hos de store.

 

 

Chukotka 2011
De fleste tranearter lægger to æg, undertiden ét eller tre. – Rede af prærietrane (Grus canadensis), Chukotka-halvøen, østlige Sibirien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Traner-12a
Trane-æg og -unger er et eftertragtet bytte for en lang række dyr som losser, ræve, sjakaler, ørne, krager, ugler etc. – Her holder Irina, en russisk biolog, en unge af hvidhalset trane (Grus vipio), Daurskij-reservatet sydøst for Baikal-søen, nær grænsen til Mongoliet. (Foto copyright © by M. Golovusjkin)

 

 

Føde
Fødevalget er meget alsidigt hos alle tranearter, og de bruger fortrinsvis næbbet under fødesøgningen. De står ofte med hovedet under vand, mens de med det lange næb graver efter jordstængler og rødder. Føden omfatter også bl.a. plantestængler, blade, blomsterknopper, frø, agern, bær, orme, insekter, snegle, fisk, slanger, frøer, fugleunger og mus. Jomfrutrane, paradistrane og krontranerne har kortere næb end de øvrige traner og bruger det ikke så meget til at grave med. Derimod stamper krontranerne ofte i jorden for at skræmme smådyr op. Denne adfærd har de øvrige tranearter ikke. Af og til ses traner i selskab med større græssende dyr, givetvis fordi disse skræmmer byttedyr op.

Traner æder også gerne kornprodukter, kartofter, gulerødder og oliven, og større flokke kan gøre megen skade på afgrøder. I visse lande, fx Canada, betaler staten erstatninger til bønder, som har større tab pga. af traneflokke på markerne.

 

 

Tanzania 1993
Fødevalget er meget alsidigt hos alle tranearter, og de bruger fortrinsvis næbbet under fødesøgningen. – Grå krontrane (Balearica regulorum), Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trækfugle
9 af de 15 arter er trækfugle. Om efteråret samles de i større eller mindre flokke inden trækket sydpå. Undervejs er de afhængige af egnede steder at raste og søge føde. På rastepladserne og i vinterkvartererne findes tranerne i en lang række biotoper som moser, søer, floddale, stepper, ørkener og agerland. De overnatter normalt stående i vand i sumpe og floder, ofte langt fra fourageringspladserne. De kan optræde i tusindtallige flokke, somme tider flere arter sammen.

Brolgatrane (Grus rubicunda), sarustrane, vortetrane, paradistrane og de to krontraner er standfugle, men uden for yngletiden strejfer de omkring til steder, hvor der nylig er faldet regn.

 

Traner og folk
Traner har altid fascineret menneskene. Deres statelige fremtoning, yndefulde bevægelser, dans og trompeterende kald har medført, at traner optræder i kunst, mytologi og legender overalt i deres udbredelsesområde. I Europa, Afrika og Australien er traner afbildet på forhistoriske klippemalerier, og i det Gamle Egyptens grave findes malerier og relieffer af eurasisk trane, jomfrutrane og snetrane. I det sydvestlige Nordamerika begynder traner at optræde på klippemalerier, helleristninger og keramik fra omkring år 900.

I hinduismen er sarustranen guden Vishnus budbringer. Gudinden Baglamukhi, som har tranehoved, er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift. Når man bringer offergaver til hende, får man kraft til at modstå sine sorger. En legende beretter, at sanskrit-poeten Valmiki så en jæger nedlægge en sarustrane. Dens mage nægtede at forlade sin døde fælle, og jægeren nedlagde også den. Denne hændelse inspirerede Valmiki til at skrive det episke heltedigt Ramayana, der beretter om trofasthed og ære.

Ifølge græsk mytologi blev guden Mercur inspireret af flyvende traner til at opfinde det græske alfabet. Grækerne afbildede traner med sangeren og digteren Orfeus og med musicerende muser. Af tranernes skinnebensknogler blev fremstillet fløjter. På øen Delos opførtes en særlig tranedans, og bagefter satte man en krans på en statue af skønhedsgudinden Afrodite. Også hos folkeslag i Afrika, Australien, Sibirien og Kina blev tranernes bevægelser efterlignet i stammedanse. Traneklaner er kendt fra bl.a. hopi- og zuni-folkene i det sydvestlige USA, og traner var totem for bl.a. australske aboriginals og for anishinabe-stammen i Nordamerika. Unge mænd fra crow- og cheyenne-folkene blæste i fløjter fremstillet af vingeben fra prærietraner, før de gik i krig.

I orientalsk malerkunst er traner et meget yndet motiv, og de var tidligere et symbol på lykke, et langt liv og held i ægteskab. Origami er en orientalsk kunstart, hvor figurer foldes af papir. Figurer forestillende dansende traner blev efter bombardementet af Hiroshima og Nagasaki et symbol på håbet om fred, og japanske skoleelever foldede tusindvis af traner.

Også i dag er traner meget populære hos befolkningerne i mange lande. Paradistranen er nationalfugl i den Sydafrikanske Union, den sorte krontrane (Balearica pavonina) i Nigeria og den grå krontrane i Uganda. Flere flyselskaber har traner i deres logo. Fuglene er populære i zoologiske haver over hele verden, og i Kina har traner været holdt i fangenskab i mindst 2000 år. Over hele kloden valfarter naturinteresserede til tranernes raste- og overvintringspladser for at se og høre de store fugle danse og trompetere.

 

 

Egypten 1999
I det Gamle Egypten blev traner ofte afbildet på malerier og relieffer. Her ses jomfrutraner (Anthropoides virgo) samt hellige skarabæer og en slørugle (Tyto alba) på en frise i ‘Den Botaniske Have’, Karnak-templet, Luxor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2012a
Tranen indtager en vigtig plads i den kinesiske mytologi, og mange daoistiske templer er udsmykket med skulpturer af traner. Her ses rødkronet trane (Grus japonensis) på taget af Donglong-templet, Donggang, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2006-07
I ‘Fugletemplet’ i Sansia, Taiwan, findes adskillige søjler med udhuggede traner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou 2009 
Trane, fremstillet af papir, Anshun, Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2008 
Traner, udskåret i et græskar og anvendt som blikfang ved en frugtbod, Puli, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2002-10 
Dansende traner, foldet af papir, blev efter atombombernes fald over Hiroshima og Nagasaki et symbol på håbet om fred. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tranekvinder
I en populær folkelig fortælling fra Japan fandt en bonde en anskudt trane, som han tog med hjem og plejede, indtil den kunne flyve igen. En sen aften nogle dage senere bankede en ung kvinde på hans dør og bad om nattely. Bonden forelskede sig i pigen, som indvilligede i at blive hans hustru. Men de var meget fattige, og for at øge deres indkomst vævede hustruen en fin dug af hvid silke, som en rigmand fandt behag i. Han bestilte en dug mere, men hustruen sagde til bonden: ”Ja, jeg vil væve en til, men du må love ikke at se mig, mens jeg væver”. Det lovede bonden, men han blev så nysgerrig, at han kiggede gennem et hul i væggen. Han så da, at det ikke var hans hustru ved væven, men derimod en stor trane. Bonden skreg op, og hustruen forstod, at han havde luret. Hun sagde: ”Du plejede mig, og jeg blev din hustru som tak. Men nu har du set mig i min rette skikkelse, og jeg kan ikke blive hos dig”. Hun gik ud i gården, bredte vingerne ud og steg mod himlen.

Brolgatranen har sit navn fra en myte hos indfødte australiere, hvori der optræder en ung kvinde ved navn Brolga, som var en fabelagtig danser. Den onde ånd Waiwera så hende danse og besluttede at bortføre hende. Han omskabte sig til en hvirvelvind, omsvøbte Brolga og førte hende bort. Stammen forfulgte dem, og Waiwera forsvandt op i himlen med den unge kvinde. Men bag et træ kom en stor grå fugl frem og begyndte at danse som Brolga – Waiwera havde bortført hende, men hendes dans bestod gennem tranen.

 

Tranefedt mod døvhed
Traner er gennem tiderne mange steder blevet jaget til menneskeføde, selv om deres kød er sejt. Russere og kinesere finder dog kødet velsmagende. I det gamle Rom blev tranekød – tilberedt på en særlig måde – betragtet som en delikatesse, og traner blev holdt i fangenskab for at blive fedet op.

De store fugle optræder også i folkemedicinen. Hildegard von Bingen (1098-1179) skriver, at traneblod hjælper kvinder, når de skal føde, og endnu bedre er det at binde en traneklo i en snor omkring navlen – men den skal være fra højre fod. I 1832 angiver Philipp, at tranefedt modvirker døvhed. Kjærbølling skriver i 1852, at suppe kogt på tranekød er meget styrkende.

 

Tilbagegang og beskyttelse
Næsten alle tranearter er i dag totalfredet, men trods det er de fleste arter i tilbagegang. De største trusler er habitat-ændringer i deres yngle-, raste- og overvintringsområder, såsom afvanding, opdyrkning, dæmningsanlæg og bebyggelse. En del arter forfølges som skadedyr, da de – i takt med at de naturlige biotoper forsvinder – i stigende grad æder afgrøder på marker. Ved at fouragere på intensivt dyrkede marker udsættes tranerne for en tiltagende forgiftning fra kemiske sprøjtemidler. I tætbefolkede områder dør mange traner ved kollision med elledninger. Jagt er stadig en trussel mod traner nogle steder, fx i Sudan, Sibirien, Afghanistan og Pakistan.

Mange tranearter er blevet meget sjældne, og flere er i fare for at uddø. Adskillige grupper og foreninger arbejder med henblik på at bevare tranerne. IUCN/SSC Crane Specialist Group er kernen i World Working Group on Cranes, der blev dannet i 1970. Denne specialistgruppe har 79 medlemsgrupper i 28 lande, bl.a. The International Crane Foundation i USA. Denne forening udgiver hvert kvartal The ICF Bugle, der indeholder nyheder inden for traneforskning og -fredning. Der afholdes internationale tranekonferencer og -symposier, hvor repræsentanter for deltagerlandene udveksler erfaringer og aftaler samarbejdsprojekter og fredningstiltag, bl.a. 1) Overvågning af og forskning i traner og deres biotoper. 2) Genetablering af afvandede vådområder, der egner sig for traner. 3) Træning af personale i tranereservater. 4) Oplysning af lokalbefolkninger om traner. 5) Opdræt af traner i fangenskab til genudsætning i naturen, når de rette betingelser er til stede.

 

 

De 15 tranearter

 

Underfamilie Balearicinae (krontraner)

 

Sort krontrane (Balearica pavonina)
100-105 cm. Sort krontrane har to underarter: pavonina i sahel-bæltet syd for Sahara, fra Senegal, Gambia og Guinea Bissau i vest til Chad i øst; og ceciliae i Sudan og Ethiopien, samt det nordligste Uganda og Kenya. Den er nationalfugl i Nigeria (selv om den næsten er uddød i landet).

Arten lever på savanner, i floddale og nogle steder i agerland med vådområder. Den er standfugl, men flyver ofte til steder, hvor der nylig er faldet regn. I modsætning til andre tranearter overnatter den tit i træer.

Den sorte krontrane var tidligere almindelig, men er gået stærkt tilbage siden 1970’erne pga. tørke, overgræsning, dæmningsanlæg, dræning og opdyrkning af vådområder, samt direkte forfølgelse (til menneskeføde og pga. skader på afgrøder). Borgerkrigen i Sudan er også gået ud over tranerne. Den samlede bestand omfatter færre end 40.000 fugle, heraf mindst tre fjerdedele i de store sumpe omkring den Hvide Nil i det sydlige Sudan. De vestafrikanske bestande er udryddelsestruede.

 

 

Afrika 1980-81
Den sorte krontrane (Balearica pavonina) er udbredt på savanner med vådområder i et bælte syd for Sahara, fra Senegal, Gambia og Guinea Bissau i vest til Sudan og Ethiopien i øst. Dette billede er fra Waza Nationalpark i Cameroun. Fuglen yderst t.v. er en sorthovedet hejre (Ardea melanocephala). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Grå krontrane (Balearica regulorum)
100-110 cm. Den grå krontrane blev tidligere regnet for samme art som sort krontrane, men betragtes nu som en selvstændig art med to underarter: regulorum fra Zambia og Angola sydpå til den Sydafrikanske Union; samt gibbericeps i Østafrika, fra det centrale Kenya og Uganda mod syd til Zambia. Den er nationalfugl i Uganda.

Arten lever på savanner, i floddale og også i agerland med vådområder. Traditionelt har nogle folkeslag betragtet den som hellig, og den har mange steder vænnet sig til at leve nær mennesker. Den er standfugl, men foretager lokale vandringer til områder med nylig nedbør. I lighed med sort krontrane overnatter arten ofte i træer.

Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu næppe over 30.000, heraf ca. 18.000 i Østafrika og 12.000 i Sydafrika. Tilbagegangen skyldes afvandinger, omlægning af savanne til agerland, overgræsning, samt udeblevne oversvømmelser pga. dæmningsanlæg. De østafrikanske bestande er klassificeret som truede, mens den sydafrikanske er stabil.

 

 

Tanzania 1993
Den grå krontrane (Balearica regulorum) lever på de øst- og sydafrikanske savanner fra det centrale Kenya og Uganda mod syd til den Sydafrikanske Union. Her ses et par med unger i Ngorongoro-krateret, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1990
Den grå krontrane har gennem de sidste 50 år været i stærk tilbagegang, og den samlede bestand er nu næppe over 30.000. I baggrunden en savannezebra (Equus quagga ssp. boehmi). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Underfamilie Gruinae (ægte traner)

 

Snetrane (Leucogeranus leucogeranus)
120-140 cm. Snetranen er placeret i sin egen slægt pga. det kortere luftrør, som bevirker, at dens stemme er helt anderledes end de øvrige traners, nemlig en ringlende trille. Arten findes udelukkende i vådområder. Den var tidligere vidt udbredt i det nordlige Sibirien, men har siden 1800-tallet været i forrygende tilbagegang. Den østlige bestand, som tæller knapt 4000, yngler især i Yakutia-republikken og lidt østpå. Den overvintrer ved Yangtze-floden i Kina, heraf 98% i Poyang-søen. Dele af denne sø er fredet, men trues af et stort dæmningsanlæg, Three Gorges, som kontrollerer de årlige oversvømmelser af søområdet. Andre trusler mod arten er kviksølvforurening og olieeftersøgning i Sibirien.

De meget små centrale og vestlige bestande – der nu er så godt som uddøde – ynglede omkring Ob-floden. Den centrale bestand overvintrede i Nordindien og den vestlige omkring det Kaspiske Hav. I oldtiden overvintrede arten så langt mod vest som i Egypten. Et relief fra Saqqara, der nu befinder sig i Ny Carlsberg Glyptotek i København, forestiller seks snetraner, og der findes også en afbildning af en snetrane i Senet’s grav fra 12. dynasti (1991-1785 f.Kr.). Ydermere er en snetrane omtalt i en tekst af den egyptiske forfatter an-Nuwayri (1279-1332 e.Kr.).

I Keoladeo Nationalpark (ofte kaldt Bharatpur Fuglereservat) i det nordvestlige Indien kunne indtil 1960’erne ses op mod 200 overvintrende snetraner. Men antallet dalede katastrofalt, og i 1970’erne sås kun omkring 75. The International Crane Foundation forsøgte at hjælpe denne bestand, bl.a. ved i Sibirien at lægge snetraneæg i reder af eurasisk trane, som så opfostrede snetrane-ungerne. Men alligevel dalede antallet i Keoladeo til bare 4 individer i 1996, og sidste observation var i 2002. Fuglene var genstand for intensiv jagt under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I Keoladeo har man prøvet at udklække snetraneæg i reder af sarustraner, men ungerne blev præget på fosterforældrene og blev sammen med dem i området hele året.

Den vestlige bestand overvintrede i området syd for det Kaspiske Hav. I 1990’erne sås op til 10 fugle, men dette antal dalede til 4 i 2002 og bare en enkelt i 2010.

 

 

Nordindien 1985-86
Et par af snetrane (Leucogeranus leucogeranus), Keoladeo Nationalpark, nordvestlige Indien. Billedet er fra 1986, hvor nogle få snetraner fortsat overvintrede i dette område. Arten er nu forsvundet herfra. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vortetrane (Bugeranus carunculatus)
150-175 cm. Denne store art er opført i sin egen slægt på grund af det kortere luftrør, og den adskiller sig desuden fra de øvrige tranearter ved at have røde vorter i ansigtet og rød-hvide, delvis fjerklædte hudlapper under hagen. Den er udbredt fra Angola, Zaire og Tanzania sydpå til den Sydafrikanske Union, med en isoleret forekomst i Ethiopiens højland.

Vortetranen er næsten udelukkende tilknyttet vådområder og er talrigest i de enorme flodsumpe i Zambia og Botswana. Den er standfugl, men strejfer rundt til områder, hvor der er faldet regn. Uden for yngletiden kan de ethiopiske fugle også træffes i græsland. Vortetranen lægger normalt kun ét æg og har en meget langsom reproduktion. Den yngler ikke hvert år, men indretter yngletiden efter oversvømmelsernes størrelse. Efter en regntid, som giver mindre oversvømmelser end normalt, yngler den ikke. Derfor har dæmningsanlæg meget stor negativ effekt på artens reproduktion.

Den samlede bestand tæller kun omkring 8000, og den er næsten overalt i stærk tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsanlæg, brande, samt menneskelig bosættelse ved sumpområder. Arten er stærkt truet, og i den Sydafrikanske Union er den næsten forsvundet.

 

 

Sydlige Afrika 1996-97
Bestanden af vortetrane (Bugeranus carunculatus) tæller måske færre end 8000, og arten er næsten overalt i tilbagegang pga. afvandinger og dæmningsanlæg. Okawango-sumpene i Botswana, hvor dette billede er taget, er et af artens kerneområder. Fuglen med det lyse hoved er en ungfugl. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jomfrutrane (Anthropoides virgo)
85-100 cm. Blandt tranerne har kun jomfrutranen og paradistranen helt fjerklædte hoveder, og i lighed med snetrane og vortetrane har de kortere luftrør. De er derfor opført i en separat slægt, og deres nærmeste slægtning er vortetranen.

Jomfrutranen findes på stepper med spredte vådområder, men kan også leve på stensletter og i ørkener, blot der er adgang til vand. Den yngler undertiden i agerland. Arten findes i et bælte fra Ukraine gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordøstlige Kina. Der er en ganske lille ynglebestand i det østlige Tyrkiet, og det samme var tidligere tilfældet i Marokko, hvor den sandsynligvis er uddød. Førhen ynglede den også i Rumænien.

Arten er trækfugl, og de vestlige bestande overvintrer i det nordøstlige Afrika fra Sudan og Ethiopien mod vest til Chad og det østligste Nigeria. De østasiatiske bestande trækker gennem dalene i Himalaya om efteråret og overvintrer i Indien, hvor arten optræder i tusindtallige flokke. I vinterkvartererne søger den ofte føde i agerland. I Gujarat og Rajasthan fodres fuglene med korn, som skænkes af rige handelsmænd, tilhørende jain-religionen.

Jomfrutranen er stadig en almindelig art med et samlet antal på 200-250.000, som er ret stabilt. Nogle bestande er i fremgang, mens andre er i svag tilbagegang pga. afvandinger, overgræsning, opdyrkning, byudvikling, pesticidforgiftning og jagt. Op mod 5000 jomfrutraner og eurasiske traner bliver årligt nedlagt til menneskeføde under trækket gennem Afghanistan og Pakistan. I vinterkvartererne bliver nogle fugle nedlagt, fordi de gør skade på afgrøder. Arten er klassificeret som sårbar, og bestandene i Ukraine og Tyrkiet er truede.

I Danmark er jomfrutranen truffet i naturen en del gange, men i de fleste tilfælde drejede det sig om undslupne fangenskabsfugle. Kun 6 fund betragtes som spontane forekomster af vilde fugle.

 

 

Indien 2003
Indien 2003
Indien 2003
I landsbyen Kichan i Rajasthan, nordvestlige Indien, er der tradition for at fodre jomfrutranerne (Anthropoides virgo), som overvintrer i området. Hver morgen ved daggry ankommer 5-6000 traner til et bestemt sted i landsbyen, hvor de fodres med korn, som skænkes af rige handelsmænd, der tilhører jain-religionen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003
Indien 2003
Efter endt måltid flyver jomfrutranerne ud for at hvile på de omkringliggende klitter. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Paradistrane (Anthropoides paradisea)
110-120 cm. Denne art kaldes på engelsk ‘blue crane’ på grund af sin blågrå farve. Den er speciel ved at have så stærkt forlængede armsvingfjer, at de rører jorden, når fuglen går. Paradistranen har en meget begrænset udbredelse, idet den kun findes i den sydlige og østlige del af den Sydafrikanske Union, med en isoleret forekomst i Etosha Nationalpark i det nordlige Namibia. Arten lever på højtliggende, tørre græsstepper, men yngler og overnatter helst i vådområder. Nogle steder yngler den også i agerland. Arten er standfugl, men flyver ofte til områder med nylig nedbør.

Paradistranen var tidligere almindelig, men gik stærkt tilbage i perioden 1980-2000, mest pga. direkte efterstræbelse med gift, da den gør skade på afgrøder; endvidere pga. opdyrkning, byudvikling, samt kollisioner med elledninger. En oplysningskampagne har medført, at bestanden, som er på omkring 20.000, nu er forholdsvis stabil. Den isolerede bestand i Etosha Nationalpark omfatter kun ca. 60-80 fugle.

 

 

Sydafrika-Namibia 1993
Efter en periode med stærk tilbagegang mellem 1980 og 2000 er bestanden af paradistrane (Anthropoides paradisea) nu forholdsvis stabil. Billedet er fra Etosha Nationalpark i Namibia, hvor bestanden kun omfatter 60-80 fugle. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eurasisk trane (Grus grus)
105-125 cm. Vor hjemlige trane er den mest udbredte traneart i verden, fra England mod øst gennem taigaområdet i Sibirien til det nordlige Mongoliet og Kina, med små isolerede ynglebestande i Sydeuropa, Tyrkiet, Kaukasus og Tibet. De vestlige bestande overvintrer i Frankrig, den iberiske halvø, Nordvestafrika, Egypten, Sudan, Ethiopien, Irak og Iran, de østlige i det nordlige Indien og det østlige Kina. De østasiatiske bestande betragtes oftest som en særlig underart, lilfordi. Tranen yngler normalt i større vådområder, men i Europa har den tilpasset sig mindre moser. I vinterkvartererne kan den ses i tusindtallige flokke og holder bl.a. til i enge, langs floder, i agerland, samt – på den iberiske halvø – i åbne skove af steneg, hvis agern den æder.

Med en verdensbestand på omkring 300.000 er den eurasiske trane den almindeligste art næst efter prærietranen. Den er i fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget. Fremgangen hænger sikkert sammen med, at tranen mange steder har fået fred for jagt, samt at spildmajs, som er meget næringsrig, udgør en stigende del af artens føde. I den øvrige del af udbredelsesområdet er arten dog i svag tilbagegang, hvilket skyldes afvandinger, dæmningsanlæg, opdyrkning, kviksølvforurening, olieeftersøgning, jagt, samt forfølgelse pga. skader på afgrøder. Ynglebestanden i Tyrkiet er truet.

At tranen tidligere var ret almindelig som ynglefugl i Danmark, fremgår af mange stednavne som Tranekær, Tranebjerg, Traneholm osv. Men tranerne forsvandt midt i 1800-tallet pga. jagt og afvanding af deres ynglesumpe. Rimeligvis har et enkelt eller to par overlevet upåagtet i de vidtstrakte nordjyske moser. I Lille Vildmose blev tranen iagttaget regelmæssigt fra omkring 1925, og i 1938 og 1952 blev den konstateret ynglende i Råbjerg Mose nær Frederikshavn. Op gennem 1970’erne og 80’erne ynglede fortsat kun 3-4 par, men derefter gik det hurtigt, og i dag (2015) findes der ca. 75 ynglepar, fordelt over hele landet. De vigtigste ynglelokaliteter findes i Thy og Vendsyssel. Hvor den tidligere kun ynglede i store, øde sumpe, tager den i dag ofte til takke med småmoser, blot der er den fornødne fred for mennesker og ræve.

Efter yngletiden raster hovedparten af de jyske ynglefugle og deres flyvefærdige unger mellem august og november i Vejlerne i Thy, hvor flokke på op til 100 kan ses. Om efteråret trækker svenske, finske og russiske traner over Bornholm til Rügen i Tyskland, hvor op til 60.000 raster i oktober.

 

 

Indien 2003
De østlige bestande af den eurasiske trane (Grus grus ssp. lilfordi) overvintrer bl.a. i Indien. Her ses et par med en ungfugl i Gujarat. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rødkronet trane (Grus japonensis)
140-150 cm. Denne art, som også kaldes japansk eller manchurisk trane, yngler i store rørskove i Manchuriet, Indre Mongoliet og det sydøstlige Sibirien, og der er også en bestand på den nordlige japanske ø Hokkaido. Den uddøde som ynglefugl i Korea sidst i 1800-tallet. De nordlige bestande tilbringer vinteren i det østlige Kina og Korea, hvor deres foretrukne biotop er sumpe, floder og agerland. De japanske ynglefugle er standfugle, selv om temperaturen om vinteren kan nå under -30oC. De fodres dog om vinteren.

Bestanden fik et knæk under 2. Verdenskrig og den efterfølgende kinesiske borgerkrig, og i 1962 var der stadig kun ca. 200 par. Siden øgedes antallet langsomt, og der er nu omkring 2700 fugle, heraf ca. 1000 på Hokkaido, hvor bestanden er gået stærkt frem fra kun 33 fugle i 1952. På fastlandet er arten atter i tilbagegang og trues af tømmerhugst, afvandinger, opdyrkning, kvæggræsning, brande, dæmningsanlæg og byudvikling. Bestanden på Hokkaido trues af byudvikling, vejanlæg og kollisioner med elledninger. Antallet af dødsfald mod ledninger er dog faldet drastisk, efter at disse er blevet iøjnefaldende markeret.

 

 

Taiwan 2003-05
Rødkronet trane (Grus japonensis), fremstillet af bambus, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hvidhalset trane (Grus vipio)
125-140 cm. Hvidhalset trane yngler i de nordøstlige dele af Mongoliet og Kina, samt i det sydøstlige Sibirien. De vestlige bestande overvintrer ved Yangtze-floden i Kina, de østlige i Korea og på den japanske ø Kyushu. Dens foretrukne ynglebiotop er i udkanten af sumpe, om vinteren træffes den også i rismarker og andre typer agerland. På Kyushu bliver tranerne fodret.

Som forrige art gik den hvidhalsede trane markant tilbage i første halvdel af 1900-tallet pga. afvandinger, jagt samt effekten af 2. Verdenskrig og den efterfølgende kinesiske borgerkrig. Siden voksede bestanden langsomt igen, og der er nu ca. 5000 fugle. Det frygtes dog, at den igen vil gå tilbage, i yngleområderne pga. afvandinger, opdyrkning, kvæggræsning, brande, pesticider, samt dæmningsanlæg på Amur-floden, og i vinterkvarteret i Kina på grund af det store Three Gorges-dæmningsanlæg på Yangtze-floden. Den kunstige fodring i vinterkvarteret i Japan kan også true arten i tilfælde af sygdomsudbrud.

 

 

Traner-31a
Danskeren Eddie Fritze deltog sommeren 1990 i en russisk ekspedition til Daurskij-reservatet sydøst for Baikal-søen, nær grænsen til Mongoliet. Formålet var at fange og ringmærke fældende traner. Her holder Eddie en hvidhalset trane (Grus vipio). (Foto copyright © by M. Golovusjkin)

 

 

Munketrane (Grus monacha)
95-100 cm. Denne lille traneart yngler i taigaen i det sydøstlige Sibirien fra Baikal-søen østpå, samt i det nordlige Kina, og foretrækker skovmoser, som hverken er for åbne eller for træbevoksede. I vinterkvartererne holder den til i vådområder, græsland og agerland. Mere end 80 % af fuglene overvintrer på den japanske ø Kyushu, hvor de fodres sammen med de hvidhalsede traner. Resten af bestanden overvintrer i Sydkorea og omkring Yangtze-floden i Kina.

Efter 2. Verdenskrig var bestanden måske så lav som 1000, men begyndte så at stige igen. Siden da har antallet af ukendte årsager også varieret en del. Bestanden tæller i dag omkring 11.000 og er nogenlunde stabil. Munketranen er sårbar og trues i yngleområderne af afvandinger, minedrift og tømmerhugst, i vinterkvartererne af afvandinger, dæmningsanlæg, byudvikling og kollisioner med elledninger. I Japan kan arten trues af eventuelle sygdomsudbrud på fodringslokaliteten.

 

 

Traner-31b
En fældende munketrane (Grus monacha) ringmærkes i Daurskij-reservatet sydøst for Baikal-søen, nær grænsen til Mongoliet. (Foto copyright © by M. Golovusjkin)

 

 

Sorthalset trane (Grus nigricollis)
120-140 cm. Den sorthalsede trane yngler i vådområder på de tørre, barske højsletter i 3-5000 meters højde i Tibet, Sichuan, Gansu og Sinkiang i Kina, samt meget fåtalligt i Mongoliet og i Ladakh i det nordvestlige Indien. Traditionelt har både tibetanere og indere beskyttet den sorthalsede trane af religiøse grunde, og nogle steder har den vænnet sig til at yngle i nærheden af menneskelig beboelse. Om vinteren flyver fuglene til lavereliggende områder, især rismarker, overvejende i det sydlige Tibet, og endvidere i Yunnan-provinsen i det sydlige Kina, Assam i det nordøstlige Indien, samt i Bhutan.

Bestanden er i dag på 5-6000. Den er gået stærkt tilbage siden 1950’erne, i yngleområdet pga. afvandinger, kvæggræsning og industriforurening, i vinterkvartererne pga. afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, forurening og krybskytteri. Arten er klassificeret som truet.

 

 

Guizhou 2009
Guizhou 2009
Den sorthalsede trane (Grus nigricollis) yngler i vådområder på de tørre, barske højsletter i 3-5000 meters højde i Tibet, Sichuan, Gansu og Sinkiang i Kina. Størstedelen af bestanden overvintrer i Yunnan- og Guizhou-provinserne i det sydlige Kina, hvor disse billeder er taget. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sarustrane (Grus antigone)
150-176 cm. Sarustranen er den højeste trane, ja faktisk den højeste flyvende fugl i verden. Den er opdelt i tre underarter: antigone på sletterne i Nordindien og det sydvestlige Nepal; sharpii i Myanmar, Laos, Cambodia og Vietnam; samt gilli i det nordlige Australien. Arten er uddød i Thailand, Malaysia og Filippinerne. I Sydøstasien er den truet af afvandinger, dæmningsanlæg, overgræsning, krybskytteri og ægindsamling. De langvarige krige i Vietnam, Laos og Cambodia tog også deres told af traner. I Australien er afvandinger og kvæggræsning trusler. I dag regner man med en verdensbestand på 15-20.000, heraf 8-9000 i Nordindien.

Arten er standfugl, men flyver noget omkring uden for yngletiden til nedbørsområder. De to østlige underarter er tilknyttet vådområder, uden for yngletiden også græsland og agerland. Den indiske underart har i høj grad vænnet sig til mennesker og kan yngle i meget små vådområder i agerland.

I Indien siger man, at når sarustranerne flokkes, er det tegn på den forestående monsunregn. Da traneparret holder sammen hele livet, er sarustranen også symbol på ægteskabelig lykke. Selv om inderne har ladet de store fugle i fred af religiøse grunde, har arten i de senere år været i rivende tilbagegang her på grund af afvandinger, opdyrkning, byudvikling, industriforurening og øget brug af pesticider.

 

 

Asien 1977-78
Sarustrane (Grus antigone), Keoladeo Nationalpark, nordvestlige Indien. – Den hinduistiske gudinde Baglamukhi, som er mester i sort magi og allehånde former for aflivning ved hjælp af gift, har tranehoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brolgatrane (Grus rubicunda)
140-160 cm. Brolgatranen er udbredt i Australien og det sydlige Ny Guinea. Den er mest almindelig i kystnære sumpe, men træffes også i indlandssumpe, søer, græsland og agerland. Reden anbringes i vådområder. Arten er standfugl, men bevæger sig rundt efter, hvor der er faldet regn. Bestanden i det nordøstlige Australien er speciel ved i tørtiden fortrinsvis at fouragere på jordstænglerne af én planteart, bulkuru (Eleocharis dulcis), en art af sumpstrå. På andre årstider er kosten mere varieret, som hos den sydlige bestand. Brolgatranen er den eneste traneart, som kan fouragere i saltvand, og den har kirtler nær øjnene, som udskiller salt. Fuglen kaldes ‘de indfødtes ledsager’, da en brolga-unge opfostret af aboriginals ofte følger sin fosterfader i hælene som en hund.

Bestanden har ikke været optalt, men skønnes at ligge på 10-20.000. Mange steder er arten i tilbagegang pga. afvandinger, dæmningsprojekter, opdyrkning og overgræsning, og i den sydøstlige del af Australien er den gået stærkt tilbage i 1900-tallet. Forvildede svin er begyndt at konkurrere med tranerne om bulkuru-jordstænglerne. Bestanden i Ny Guinea er lille og spredt, og man ved ikke, om den er stabil. Arten som helhed er klassificeret som sårbar, de sydøstlige bestande som truede.

 

Prærietrane (Grus canadensis)
90-120 cm. I Nebraska er fundet 10 mio. år gamle skeletdele, der nøjagtig ligner nutidens prærietrane. I dag mener man dog, at de tilhørte en anden traneart, men der findes uomtvistelige fossile fund af prærietraner, som er 2,5 mio. år gamle, hvilket gør den til en af verdens ældste nulevende fuglearter.

Prærietranen er verdens talrigeste trane med en bestand på omkring 700.000. I dag anerkendes fem underarter: canadensis i det østlige Sibirien, Alaska og det nordlige Canada (fire femtedele af hele bestanden); tabida i det sydlige Canada, samt det nordlige og vestlige USA; pratensis i Florida og den sydligste del af Georgia; pulla i det sydøstlige hjørne af staten Mississippi; og endelig nesiotes på Cuba. En sjette underart, rowani, akcepteres ikke længere, og nogle autoriteter anerkender kun to underarter, canadensis og tabida.

De nordlige bestande yngler i vådområder i tundra og på prærier. De tilbringer vinteren i det sydvestlige USA og det nordlige Mexico, hvor de mest færdes i agerland. Også de fleste sibiriske ynglefugle flyver til Nordamerika, men enkelte overvintrer i Kina. Bestandene i Mississippi, Florida/Georgia samt på Cuba er standfugle, som yngler i vådområder på prærier og i palme-fyrre-græsland.

Arten kaldes også sandhøjtrane. Dette mærkelige navn skyldes, at den på bl.a. Banks Island i arktisk Canada er fundet ynglende på toppen af klitter. Årsagen kan være, at tranerne her er i fred for polarræve, der helst søger føde nede på selve tundraen.

Under forårstrækket tilbringer prærietranerne natten på sandbanker i præriens større floder. Før i tiden skabte forårets oversvømmelser masser af sandbanker i floderne, men efterhånden som floderne blev tæmmet med dæmningsanlæg, udeblev disse oversvømmelser, og sandbankerne begyndte at vokse til i pilekrat. I dag er kun få flodstrækninger egnede for fuglene. I Nebraska gør man et stort arbejde for at fjerne pilekrattene, og hvert forår i marts-april gæster omkring 80 % af alle prærietraner en strækning på ca. 100 km af Platte-floden. Fuglene æder sig fede i spildmajs på de omliggende marker inden det videre træk til ynglepladserne. Landmændene byder fuglene velkomne, da majs fra året før betragtes som ukrudt i den kommende afgrøde, der ofte er en helt anden type majs. Fuglene bliver i området ca. tre uger. De store traneflokke er blevet en turistattraktion, som lokale tjener penge på.

I det meste af udbredelsesområdet er prærietranen i fremgang, hvilket givetvis skyldes den nemme adgang til spildmajs, der er meget næringsrig. Fornylig er arten ekspanderet vestpå i Sibirien, og den russiske bestand tæller nu over 10.000 fugle. Russerne har ikke tradition for at skyde traner, men i de senere år er prærietranen blevet så almindelig, at man har indført jagttid på den.

Den smukke fugl er blevet så almindelig, at den nu udgør en trussel mod ynglende sibiriske vadefuglearter, hvis unger den ofte æder. I de senere år er mange af disse arter gået stærkt tilbage, hovedsagelig på grund af ødelæggelse af deres habitat på trækruterne mellem yngle- og vinterkvarter. I Kina, Korea og Vietnam er kæmpestore lavvandede kystområder blevet inddæmmet og omdannet til rejefarme, saltpander eller agerland – områder som trækkende vadefugle er afhængige af til at blive fedet op, inden de fortsætter trækket til deres højarktiske ynglepladser. Mange vadefugle er nu i så dårlig kondition ved ankomsten, at deres ungeproduktion bliver lav – eller de yngler ganske simpelt ikke. Derfor er antallet af flyvefærdige unger styrtdykket hos mange arter, og en art som skerylen (Eurynorhynchus pygmeus) er udryddelsestruet med en bestand på færre end 100 ynglepar. Under disse omstændigheder betyder det meget, at prærietranen er gået så stærkt frem.

Potentielle trusler mod prærietranen er afvandinger, dæmningsanlæg, byudvikling, pesticidforgiftning, jagt, samt kollisioner med elledninger. Underarterne i Mississippi og på Cuba tæller kun få hundrede fugle og er derfor stærkt truede.

 

 

USA 2000-01
Fremgangen hos prærietranen skyldes givetvis artens nemme adgang til spildmajs, som er meget næringsrig. Tranerne er velkomne gæster på høstede majsmarker i USA, da landmændene betragter majs fra året før som ukrudt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trompetertrane (Grus americana)
130-160 cm. Trompetertranen er i yngletiden tilknyttet vådområder i tundra, i vinterkvarteret kystnære sumpe. Den var tidligere udbredt i det centrale Nordamerika fra Alberta i Canada til syd for Lake Michigan i USA. Fuglene trak om vinteren til Mexicos højland, Texas og Atlanterhavskysten. Arten var standfugl i Louisiana og muligvis andre af sydstaterne.

Bestanden, som før europæernes ankomst var på mindst 10.000, gik støt tilbage, og sidst i 1800-tallet var der kun omkring 1500. De blev fortsat forfulgt som skadedyr, og bestanden faldt katastrofalt. I 1938 var der kun 15 fugle tilbage. Efter krigen påbegyndtes et stort oplysningsarbejde for at få jægere og landmænd til at undlade at skyde de prægtige fugle. Som Ingvald Lieberkind udtrykker det: ”Gennem radio, TV og avisartikler søger man at beskytte de sidste sørgelige rester mod hensynsløse bøsseafknaldere på deres rejseveje.”

I 1954 opdagede man det sidste tilbageværende yngleområde for trompetertranen i Wood Buffalo Nationalpark i Canada, hvor et intensivt forskningsarbejde blev påbegyndt. I reder med to æg blev det ene taget til et yngleprogram i fangenskab. (Det kunne man roligt gøre, da der altid kun overlever én unge fra hver rede). Artens eneste overvintringsområde i Aransas National Wildlife Refuge i Texas var i forvejen fredet. Bestanden gik langsomt frem. I 1969 talte den 68 fugle og i 2008 270.

Mellem 1975 og 1988 blev 380 æg af trompetertrane placeret i prærietranereder i Idaho. Men selv om 38 unger blev flyvefærdige, udviste de prærietrane-opførsel, og der blev ingen trompetertrane-unger produceret, så eksperimentet blev standset. Siden 1993 er flere hundrede opdrættede ungfugle udsat i Florida i håb om at skabe en bestand af standfugle. I 2003 var der 95 overlevende, og siden 2000 har de fået nogle få unger, hvoraf dog kun én er blevet flyvefærdig. Resten blev ædt, især af rødlosser. Bestanden her talte ca. 41 individer i 2007.

I 2001 og 2002 blev i alt 21 unge trompetertraner, klækket i Wisconsin, optrænet til at følge efter et ultralet fly, og om efteråret trak de efter flyet til Florida. Denne bestand, som i 2007 talte 90 fugle, trækker nu på egen hånd frem og tilbage mellem Wisconsin og Florida. Siden 2006 har denne flok produceret nogle få flyvefærdige unger, som trækker med de voksne fugle til Florida. En ny bestand blev etableret med 10 ungfugle i det sydvestlige Louisiana i 2011.

Trompetertranen blev reddet i sidste øjeblik, men den smukke fugl er stadig verdens sjældneste traneart, som trues af indavl, afvandinger, samt kollisioner med elledninger. Et vejanlæg i Aransas, den eneste nuværende overvintringsplads, hindrer indstrømning af frisk vand fra floderne. Det har fået bestanden af den blå krabbe (Callinectes sapidus), som er artens vigtigste føde i Aransas, til at gå tilbage. I nærheden bores der efter olie. Petrokemiske produkter fra lastbiltransporter på vejen er enkelte gange sivet ud i reservatet og har forurenet området.

 

 

Verdens traner_042_resize
Inden man begyndte at etablere nye bestande af trompetertrane (Grus americana) i Wisconsin og Louisiana, ynglede arten kun i Wood Buffalo Nationalpark i Canada, og dens eneste faste overvintringsområde var i Aransas National Wildlife Refuge i Texas. Denne fugl er i færd med at æde en blå krabbe (Callinectes sapidus), som er artens vigtigste føde i Aransas. En trane kan æde op til 80 af disse krabber om dagen! (Foto copyright © by Uffe Gjøl Sørensen)

 

 

Kilder
www.dofbasen.dk/ART/art.php?art=04330
www.savingcranes.org
Brøndegaard, V.J. (1985). Folk og fauna 2. Rosenkilde og Bagger
Hoyo, J., Elliott, A. & Sargatal, J. (red.) (1996). Handbook of the Birds of the World, bd. 3. Lynx, Barcelona
Lieberkind, I. (uden år). Dyrenes verden – Fugle II. Standard Forlaget
Majupuria, T.C. (1991). Sacred animals of Nepal and India. Lashkar, India
Mathiessen, P. (2001): Birds of Heaven – Travels with Cranes. North Point Press, New York
Meine, C.D. & Archibald, G.W. (red.) (1996). The cranes: Status survey and conservation action plan. IUCN, Gland & Cambridge. Opdaterede udgaver findes på internettet
Provençal, P. & Sørensen, U.G. (1998). Medieval record of the Siberian White Crane Grus leucogeranus in Egypt. IBIS, vol. 140, s. 334-35

 

 

Ovenstående beretning er en opdateret og udvidet udgave af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 86, 2003, nr. 11/12, s. 2-19.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret oktober 2017)