Kæmperasteplads af gul frugtflagermus i Zambia

 

Af Kaj Halberg og Uffe Gjøl Sørensen

 

Da vi nærmer os frugtflagermusenes dagrasteplads, høres en vedvarende summen fra dyrene. Vegetationen her ser ud, som om en tyfon har hærget. Mange træer er døde, og grene er knækket under dyrenes vægt. Træerne er fuldstændig dækket af flagermus. De hænger i tykke bundter, som klaser af bananer, helt ned til 3-4 meters højde. Jordbunden under træerne er dækket af et virvar af frodige planter, og de træer, som dyrene ikke længere hænger i, er skjult under et tykt lag slyngplanter.

Dyrene er meget aktive, kravler ustandseligt rundt, skændes højlydt og blafrer med flyvehuden. Det frembringer den lyd, der lød som en summen på afstand. Vores tilstedeværelse bringer forstyrrelse blandt dyrene, og de flyver op i store flokke, som myggesværme. Vi skynder os at forlade stedet.

Rastepladsen findes i Kapabi-sumpen i Kasanka Nationalpark i det nordlige Zambia. Skoven i denne del af Afrika er såkaldt Julbernardia-Brachystegia-miombo, en meget åben skovtype med spredte træer og mange urter i bunden. Vegetationen på selve rastepladsen er en isoleret bevoksning af fugtig, stedsegrøn skov, lokalt kaldet mushitu.

 

 

Gul flyvehund Uffe 1_resize
Træerne på dagrastepladsen i Kasanka Nationalpark er fuldstændig dækket af gule frugtflagermus. De hænger i tykke bundter, som klaser af bananer, helt ned til 3-4 meters højde. (Foto copyright © by Uffe Gjøl Sørensen)

 

 

Sydlige Afrika 1996-97
Sværm af gule frugtflagermus over dagrastepladsen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frugtæder
Den gule frugtflagermus (Eidolon helvum) tilhører gruppen frugtædende flagermus (Megachiroptera). Denne underorden adskiller sig på mange punkter fra de insektædende flagermus (Microchiroptera), fx ved det hundelignende hoved, de store øjne, samt ved udelukkende at leve af vegetabilsk føde (frugt, blomster, nektar, pollen). De finder føden om natten ved hjælp af syn og lugtesans, og kun en enkelt art, den ægyptiske frugtflagermus (Rousettus aegyptiacus) kan orientere sig ved hjælp af sonar (ekko). Dette sonar er meget mere primitivt end hos de insektædende flagermus og egner sig slet ikke til at finde føde med, kun til orientering i pyramider og andre mørke steder. Nogle forskere mener, at frugtflagermus er nærmere beslægtet med primater end med de øvrige flagermus.

De ansatte i Kasanka Nationalpark fortæller, at de gule frugtflagermus er til stede fra begyndelsen af november til begyndelsen af januar, altså en ret kort periode. Dette tidspunkt falder nøjagtigt sammen med modningen af frugterne hos musuku-træet (Uapaka kirkiana), som hører til vortemælkfamilien. Dette træ er meget almindeligt i miombo-skovene i denne del af Zambia. Musuku er det eneste træ i denne skovtype, som har frugter med et sødt og saftigt yderlag. Det er givet, at de gule frugtflagermus går efter musuku-frugterne, selv om de endnu ikke er påvist som føde for dyrene. Det er de imidlertid hos to andre arter frugtflagermus i det sydlige Afrika: Peters’s epaulet-frugtflagermus (Epomophorus gambianus ssp. crypturus) og Wahlberg’s epaulet-frugtflagermus (E. wahlbergi) (Mickleburg et al. 1992).

 

 

Sydlige Afrika 1996-97
I solnedgangen flyver de gule frugtflagermus ud til alle sider, og himlen er så godt som dækket af dem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

1,5 millioner flagermus flyver ud
Sidst på eftermiddagen kører vi til Fibwe-området ca. 800 m fra rastepladsen, hvorfra vi har et fint overblik over den. Selv på den store afstand høres en summen fra dyrene, som stiger i intensitet, efterhånden som tidspunktet for udflyvningen nærmer sig. De første flagermus forlader rastepladsen kl. 18.15, mens det stadig er ret lyst. Gradvis stiger antallet for at kulminere kl. 18.30.

Flagermusene flyver ud til alle sider, og himlen er så godt som dækket af dem. Set gennem kikkert virker det, som om de flyvende dyr får rummet til at udvide sig i alle retninger, med andre ord en perfekt illustration af den fjerde dimension.  Fem minutter senere, 20 minutter efter at den første flagermus fløj ud, er det overstået.

Vi forsøger at estimere antallet. Det springende punkt er at få et pålideligt skøn over strømmen af udflyvende dyr. Det forsøger vi at få ved at tælle, hvor mange dyr der passerer gennem et kikkertfelt i løbet af et minut. Kikkerten bliver holdt lodret, og dens synsfelt er bestemmende for, hvor mange dyr man ser. Vores kikkert, en Zeiss 10×40, har et synsfelt på 6.3°, d.v.s. 5,5 m på en afstand af 50 m, som er den skønnede gennemsnitlige flyvehøjde på observationsstedet.

Da intensiteten er på sit højeste, passerer 100 dyr synsfeltet på 35 sekunder (N=2), d.v.s. en frekvens på 171/minut. Med en omkreds på 5027 m (nemlig 800 m fra rastepladsen) bliver det totale antal passerende dyr pr. minut under den højeste intensitet:

 

Frekvens x omkreds/synsfelt = 171 dyr/min x 5027 m/5,5 m = 156.­294 dyr/min.

 

For at estimere det totale antal må vi gøre endnu et par antagelser: 5 min med maximum frekvens (5x), 5 min med 50 % af maximum (2,5x) og 10 min med 20 % af maximum (2x), d.v.s. 9,5 x maximum frekvens. Dette giver en total på lidt under 1½ million dyr.

Man kan gøre mange indvendinger mod disse beregninger, og det må understreges, at antallet kun giver et fingerpeg om rastepladsens antal. En kikkert er ikke et helt pålideligt instrument til at tælle forbipasserende dyr, da kikkertfeltet ikke er rørformet. Over den estimerede flyvehøjde vil et vist antal dobbelttælles, mens tilsvarende antallet under den estimerede flyvehøjde undervurderes. Kun hvis flyvehøjden følger en normalfordelingskurve, vil de to usikkerheder opveje hinanden.

Endvidere antager vi, at dyrene flyver ud i alle retninger med samme intensitet (hvilket de tilsyneladende gjorde). To andre variabler har en betydelig indflydelse på vores skøn: Den gennemsnitlige flyvehøjde og afstanden til rastepladsen. En højere flyvehøjde end 50 m medfører et lavere antal, fx 17% lavere ved 60 m. En lavere flyvehøjde medfører et højere antal, fx 25% højere ved 40 m. For hver ændring på 10 m i afstanden til rastepladsen bliver der en ændring i antallet på 1,25%.

Selv om antallet er befæstet med stor usikkerhed, er det dog givet, at det er den største koncentration af pattedyr i Afrika, som kan ses på ét sted. Normalt tildeles Serengeti Nationalpark i Tanzania den ære, fordi der her findes ca. 1,8 million gnuer; men de kan trods alt ikke ses på én gang.

 

 

Sydlige Afrika 1996-97
Gule frugtflagermus og månen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tilbagekomsten
Lige efter solopgang kan det omvendte træk ses. Frugtflagermus kommer fra alle retninger og dumper ned i mushitu-skoven, den sidste ca. 30 min efter daggry. Koncentrationen af dyr er langt lavere end om aftenen, hvilket vil sige, at de fleste kommer tilbage før solopgang. Det er rimeligt at antage, at tilbageflyvningen er spredt over et langt tidsrum i løbet af natten, bestemt af hvert enkelt dyrs fødesøgningssucces.

 

Ikke før kendt
Den gule frugtflagermus yngler i tropisk Afrika fra vest til øst. Uden for yngletiden trækker den bort fra ynglepladserne, mod nord op i savanne-zonen og mod syd helt til Kap-provinsen i Sydafrika (Kingdon 1974, Mickleburg et al. 1992). Kingdon nævner fra kolonier i Uganda og den Demokratiske Republik Congo, at 2-3 måneder efter ungernes fødsel forlader dyrene kolonierne fra juni til september. Situationen er anderledes i Elfenbenskysten, hvor dyrene forlader ynglepladsen i 6 måneder (Thomas 1983). Hvis dyrene på rastepladsen i Kasanka har tilknytning til en ynglekoloni, gælder det næppe de nævnte kolonier i Uganda og DR Congo, da flagermusene er i Kasanka på et andet tidspunkt end det, som Kingdon angiver.

En mere sandsynlig forklaring er, at kæmpeflokken i Kasanka består af 1-2 år gamle, ikke-ynglende dyr. Arten er aldrig fundet ynglende i Zambia (Ansell 1978), og vi så ingen hunner med unger på rastepladsen. Desuden ville dyrene være mere end to måneder i Kasanka, hvis det var en ynglekoloni.

Andre steder i Afrika er det kendt, at de unge dyr trækker bort fra ynglepladserne i yngletiden. Kingdon (1974) nævner fra en stor koloni i Uganda, at når dyrene vender tilbage til ynglepladsen i oktober, forsvinder helt op til en trediedel af dyrene hen mod årets slutning. Herefter er kun hanner og drægtige hunner tilbage. Hvis de unge dyr trækker helt bort fra dyrenes normale fødesøgningsområde, vil det gavne de ynglende dyr, da de unge dyr så ikke længere konkurrerer med dem om føderessourcerne.

I litteraturen er ikke før nævnt ikke-ynglende forekomster af tilsvarende størrelse som den i Kasanka. Thomas (1983) nævner en rasteplads af ikke-ynglende dyr på 100.000 dyr i Elfenbenskysten, som han formoder er tilknyttet en ynglekoloni på omkring 500.000 dyr. Dyrene i Kasanka må komme fra et meget stort område, sandsynligvis de kæmpestore skove omkring Zaire-floden i den Demokratiske Republik Congo.

 

 

Sydlige Afrika 1996-97
Sydlige Afrika 1996-97
Også mennesker spiser frugterne af musuku-træet (Uapaka kirkiana). Her sælges de på et marked i Mchinji, Malawi. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kilder
Ansell, A.F.H. (1978). The Mammals of Zambia. The National Parks & Wildlife Service. Chilanga, Zambia
Kingdon, J. (1974). East African Mammals. Vol. II A. London: Academic Press
Mickleburg, S.P., Hutson, A.M. & Racey, P.A. (eds.) (1992). Old World Fruitbats. An Action Plan for their Conservation. IUCN/SSC Chiroptera Specialist Group. IUCN
Thomas, D.W. (1983). The annual migrations of three species of West African fruit bats (Chiroptera: Pteropodiae). Can. J. Zool. 61: 2266-2272

 

 

Ovenstående beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 82, 1999, nr. 7, s. 14-19. Den er her bragt med enkelte mindre ændringer.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret april 2017)