Svin

 

 

Myanmar 2007
Mange steder i Asien gør man ikke meget ud af svinestierne – eller de findes simpelthen ikke. Disse grise i det centrale Myanmar er blot bundet til et træ i vejkanten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1982
Tamsvinet nedstammer fra vildsvinet (Sus scrofa). Denne vildso og hendes smågrise nyder et mudderbad i et vandhul i Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamsvinet eller tamgrisen (Sus scrofa ssp. domestica) – af nogle autoriteter regnet for en selvstændig art under navnet Sus domestica – nedstammer fra vildsvinet (Sus scrofa). Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at tæmningen af vildsvinet fandt sted så tidligt som ca. 13.000 f.Kr. i Mesopotamien, mens en selvstændig tæmning fandt sted i Kina omkring 6000 f.Kr. Da vildsvinet stort set er altædende, var tæmningsprocessen relativt simpel.

DNA-studier peger derhen, at de første tamsvin blev bragt til Europa fra Mellemøsten. Folk begyndte snart at tæmme de lokale europæiske vildsvin, hvilket forårsagede, at generne fra de svin, der var kommet fra Mellemøsten, forsvandt. Senere blev europæiske tamsvin eksporteret til Mellemøsten, og i 1700- og 1800-tallet blev asiatiske tamsvin indført til Europa. Nutidens svin har således meget komplekse gener.

Da europæerne udvandrede til Amerika, Australien, New Zealand og andre steder, medbragte de naturligvis også svin. Efterkommere af disse svin er blevet forvildet mange steder og gør stor skade på miljøet, fx i Nord- og Sydamerika, New Zealand, det nordlige Australien samt dele af Europa.

Svin anvendes mest som føde, men førhen blev skindet benyttet til at lave skjolde og andre genstande, redskaber og våben blev fremstillet af knoglerne, og af de stive børster blev fabrikeret – ja, børster. Mange steder i Asien benyttes stadig såkaldte svine-toiletter i landlige områder. De består simpelthen af et skur, bygget oven over en svinesti. Ekskrementerne falder ned i svinestien, hvor svinene æder dem – en økovenlig og billig måde at slippe af med affaldet på.

Verdensbestanden af tamsvin er omkring en milliard, hvilket gør svinet lige så talrigt som tamfåret og tamgeden.

 

 

Indien 1994
Nepal 1987
På det indiske subkontinent ligner de fleste tamsvin stadig vildsvinet en del, men kan dog være brogede, som denne gris i byen Bundi, Rajasthan, der deler vejkanten med en hvilende zebukalv (øverst). Andre steder er tamsvinene normalt mere eller mindre lyserøde med ret sparsom pels, som på dette billede fra Pokhara, Nepal (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jylland 1991-95
I Europa er frilandsgrise et relativt nyt fænomen, men et stigende antal forbrugere ønsker produkter fra sådanne dyr, da indendørsgrise ofte holdes under horrible forhold. – Billedet her er fra øen Fur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bornholm 2008b
Nepal 1994
Søer er kærlige mødre, som ammer deres smågrise en gang i timen eller så. Drægtighedsperioden er mellem 112 og 120 dage. – Melstedgård Landbrugsmuseum, Bornholm (øverst); Bhaktapur, Kathmandu-dalen, Nepal (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1997
Jylland 1996-99
Grise elsker at rulle sig i mudderpøle, hvorved deres hud dækkes af et beskyttende lag mudder, der forhindrer generende insekter i at stikke. Disse billeder er fra Sonpur, Bihar, Indien (øverst), samt fra Skanderborg. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Norden 1992-98
I lighed med andre husdyr er et stort antal svineracer opstået med tiden. Dette billede viser den svenske Linrödgris, som i dag er meget sjælden, idet der kun er omkring 150 af dem tilbage. – Västergötland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydøstasien 1975
Hængebugsvinet er en race, der opstod i Vietnam, men i dag er den vidt udbredt i Sydøstasien. Dette billede er fra Batak-landsbyen Lingga, Sumatra, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2008
Inden Taiwan blev invaderet af kinesiske folkeslag, strejfede de oprindelige malajiske stammefolk på denne ø rundt i skovene på jagt efter vildsvin og andre dyr. De elsker stadig helstegt gris, men i dag holder de tamsvin i stedet for at gå på jagt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2015
En populær ret på Bali er babi guling (grillstegt pattegris), som nydes med ris, suppe og té. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou 2009
Stegte grisefødder til salg, Guiyang, Guizhou-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Andaman-svinet findes kun på Andamanerne og Nicobarerne, en lang række af mindre øer, der strækker sig mellem Myanmar og den indonesiske ø Sumatra. Nogle autoriteter betragter disse svin som en særlig underart, andamanensis, af vildsvinet. Jeg finder det dog langt mere sandsynligt, at de i sin tid blev indført af øernes oprindelige negrito-stammefolk, da de ligner de sydøstasiatiske tamsvin langt mere end vildsvin. Nogle af disse indførte svin undslap sidenhen og dannede vilde bestande.

 

 

Indien 1994
Andaman-svin, fotograferet i den zoologiske have i Port Blair, Andamanerne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet september 2017)

 

(Revideret december 2018)