Kvæg, banteng og yakokse

 

 

Himachal Pradesh 2007
Vent på mig! – Hen under aften bringer denne pige familiens kvæg hjem, idet hun holder fast i halen på en ko. Normalt lader kvægejere i Himalaya ikke deres dyr græsse ude om natten af frygt for angreb fra ulve eller bjørne. – Kaza, Spiti, Himachal Pradesh, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Fanø 2001-12
Ko med sin nyfødte kalv, Rindby, Fanø. Drægtighedsperioden for kvæg er ca. 283 dage, altså stort set det samme som for mennesker. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arkæologiske vidnesbyrd antyder, at det første tamkvæg opstod, da urokser (Bos primigenius) blev tæmmet i det sydøstlige Tyrkiet for omkring 10.500 år siden. Førhen blev kvæg klassificeret som tilhørende tre selvstændige arter: den europæiske okse (Bos taurus), den asiatiske pukkelokse eller zebuokse (Bos indicus), samt den uddøde urokse, som fandtes i dele af Europa, Asien og Afrika.

Nylig DNA-forskning har imidlertid vist, at uroksen er stamfader til både det europæiske tamkvæg og pukkeloksen, hvorfor de førhen tre selvstændige arter nu betragtes som underarter af en enkelt art, Bos taurus, med tre underarter: europæisk tamkvæg (Bos taurus ssp. taurus), urokse (Bos taurus ssp. primigenius) samt pukkelokse (Bos taurus ssp. indicus).

Sagen kompliceres yderligere af, at såvel europæisk tamkvæg som zebu er i stand til at få afkom, der til tider er yngledygtigt, med en række nært beslægtede arter, fx yakokse (Bos grunniens), gaur (Bos gaurus) og banteng (Bos javanicus), såvel som med de to arter bisonokser, den amerikanske (Bos bison) og den eurasiske (Bos bonasus).

Oprindeligt blev oksen udnyttet som føde, men senere lærte man at sætte pris på dens mælk. Så tidligt som i det 4. årtusind f.Kr. blev hjulet opfundet i Mellemøsten, og de første kærrer blev rimeligvis trukket af okser. Oksekærrer ses den dag i dag i nogle asiatiske og latinamerikanske lande, oftest trukket af stude – kastrerede tyre, som er nemmere at kontrollere end ukastrerede tyre. Stude blev også tidligt benyttet til at trække ploven samt til at drive paternosterværker – hjul med påmonterede spande, som skovler vand op fra brønde og leder det til overrislingsanlæg.

 

 

Egypten 1999
Vægmaleri fra det 15. århundrede f.Kr., som viser gaver til den egyptiske farao: en okse samt forskellige fugle. – Djeser-Djeseru, også kaldt Dronning Hatshepsuts Dødstempel, Deir el-Bahari, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Egypten 1999 
Relief fra det 12. århundrede f.Kr., som forestiller en kæmpemæssig zebu-tyr, Ramses d. 3.s Dødstempel, Kongernes Dal, Luxor, Egypten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1972-73
Oksekærren blev sandsynligvis opfundet i Mellemøsten omkring det 4. årtusind f.Kr. – Oksekærre og rytter neden for passet Kopdağı Geçidi, østlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
Menneskene lærte tidligt at sætte pris på komælk. Denne kvinde i Jaisalmer, Rajasthan, Indien, malker sin zebu-ko sent på eftermiddagen. Kalven venter på at få sin andel af mælken. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen var oksen et helligt dyr for asiatiske animister, og den blev ofret til guder eller ånder. I dag findes stadig rester af denne urgamle skik visse steder, fx i Ladakh, hvor horn af kvæg, yakokser og vilde geder ofte placeres på stenvarder som offergaver. Hornene og stenene males ofte røde, kaldt Lato Marpo (‘Røde Guder’), og den røde farve symboliserer sandsynligvis blod fra offerdyrene.

Læs om andre animistiske ritualer andetsteds på denne hjemmeside, se Religion: Animisme.

 

 

Nordindien 1982
Denne stenvarde med et yakokse-kranium på toppen blev fotograferet i Markha-dalen, Ladakh. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For hinduer er koen stadig et helligt dyr, kaldt Go Mata (’Moder Jord’). En ortodoks hindu slår aldrig en ko ihjel med vilje, og han spiser ikke oksekød. Tilbedelse af koen opstod omkring 1. årh. e.Kr., og den blev anset for at være bolig for adskillige guder, bl.a. skaberen Brahma, regnguden Indra, samt dødsguden Yama. Mange betragter koen som hellig, fordi den giver mælk ligesom vore mødre. En ortodoks hindu udtrykte det således: ”Du dræber da ikke din mor, som giver dig sin mælk.”

Koen tilbedes under forskellige hinduistiske fester. En af disse er den sydindiske højtid Pongal, også kaldt Sankranti, som angiver starten på høsten. Under denne fest fodres køerne med pongal (en blanding af ris, sukker, linser og mælk), hvorefter de vaskes og dekoreres med gurkemeje-pulver, og deres horn og klove males i livlige farver.

 

 

Sydindien 1997-98
Dekoreret ko, Mysore, Karnataka, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2010
Det magtfulde hinduistisk-buddhistiske Khmer-rige regerede i nutidens Cambodia mellem det 9. og det 15. århundrede e.Kr. Khmererne efterlod en fantastisk arv i form af Angkor-ruinerne. Dette relief i Bayon, Angkor Thom, viser marcherende soldater med en kærre, trukket af en pukkelokse. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2010
I den hinduistiske mytologi er den høje gud Shivas ridedyr en tyr ved navn Nandi. Dette billede viser en Khmer-skulptur ved Bayon, Angkor Thom, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 1997-98
Denne kæmpemæssige skulptur af Nandi blev udhugget af en enkelt stor granit-blok i 1659. – Chamundi Hill, Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

For vaishnavit’er (tilhængere af hinduguden Vishnu) er Muktinath-templet i Jhong-floddalen i Mustang i det centrale Nepal et yderst helligt sted. I den ældgamle episke hindu-fortælling Mahabharata kaldes dette sted for Salagrama, opkaldt efter de fossile ammonitter (saligram på hindi) – en gruppe af uddøde, blækspruttelignende dyr, som ofte findes indkapslet i klipperne i flodlejerne her. Spiralformen hos disse ammonitter har medført, at vaishnavit’er betragter dem som hellige symboler på Vishnus chakra (diskus). I umindelige tider har Muktinath rummet et Vishnu-tempel. Fra det golde landskab her udspringer en hellig kilde, hvis vand ledes ind i templet, hvor det fordeles på 108 fontæner, af hvilke de 105 er udformet som oksehoveder, mens de resterende tre forestiller et mytisk, elefant-lignende væsen. For fromme vaishnavit’er vil et bad i disse hellige vande forårsage mukti (frelse) efter døden.

 

 

Annapurna 2007
105 af de 108 fontæner ved Muktinath-templet er udformet som oksehoveder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

USA 2012a
Den kristne evangelist Lukas er ofte repræsenteret ved en vinget okse, eller han afbildes, ledsaget af en sådan okse. – Glasmosaikvindue i St. Dominic’s Church, Oyster Bay, Long Island, USA. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1990 
Kvægfarm i aftenlys, Narunyu, sydlige Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alperne 1968-2001
Malkekøer, som græsser på de vidtstrakte enge i Alperne, er ofte forsynet med klokker, hvilket gør det nemt for ejeren at finde dem ved malketiderne. – Säntis, Sankt Gallen, Schweiz. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bornholm 2008a 
Skotsk højlandskvæg opstod i Skotland og omtales for første gang i kilder omkring det 6. århundrede e.Kr. Denne kvægtype har ret lange horn og en lang pels, som oftest er rødlig, men også kan være sort, gul eller hvid. Skotsk højlandskvæg er blevet meget populær i mange egne af verden, da den kan færdes i det fri året rundt. Dette billede er fra Bornholm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Østafrika 1994-95
Ankole-kvæg er en afrikansk kvægtype, som karakteriseres af de kæmpemæssige horn. – Mubende, Uganda. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Alperne 2016a
Alperne 2016a
Under en musikfestival i landsbyen Prägraten, Virgental, Tyrol, Østrig, marcherede dette orkester forbi en mark med køer, som først blev grebet af panik (øverst), hvorefter deres nysgerrighed tog overhånd. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En særlig form for udnyttelse af kvæg er tyrefægtning. Den første kilde, som måske gengiver en tyrefægtning, findes i Gilgamesh-epos’et, i hvilket Gilgamesh og Enkidu kæmpede mod og dræbte Himlens Tyr: ”Tyren syntes uovervindelig. I timevis kæmpede de, indtil Gilgamesh, dansende rundt foran tyren, lokkede den med sin tunika og sine blanke våben, mens Enkidu stødte sit sværd dybt ind i tyrens hals og dræbte den.” (Kilde: T. Ziolkowski, 2011. Gilgamesh among us: Modern Encounters with the Ancient Epic. Cornell University Press)
 

 

Sydspanien 2005
Tyrefægtning, Sevilla, Andalusien, Spanien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Pukkeloksen eller zebuoksen opstod i Asien og er i dag et meget almindeligt syn i Indien, Pakistan og Myanmar. Den er også ret populær i andre tropiske egne af verden, da den er mere modstandsdygtig mod sygdomme end europæiske kvægracer. Som dens navn antyder, har pukkeloksen en pukkel på skulderen og endvidere en stor doglap på brystet. De fleste zebuokser er hvide, men mørkere former ses undertiden.

 

 

Myanmar 2007
Kærre, trukket af pukkelokser, Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 2000-01 
Disse pukkelokser syner som dværge neden for et kolossalt læs halm, Thanjavur, Tamil Nadu, Sydindien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 1994
Indien 1994
Efter at have udtjent deres arbejdspligter får indiske køer lov til at strejfe rundt på egen hånd, og de er et almindeligt syn i gadebilledet. På øverste billede ses en pukkelokse i Varanasi, Uttar Pradesh, som måske overvejer at blive politibetjent, da den har indtaget pladsen, hvorfra en gadebetjent normalt dirigerer trafikken. – Nederste billede viser en lavbenet zebu-tyr, som gennem en årrække udgjorde en del af gadebilledet i byen Jaipur, Rajasthan. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2009
I dag finder pløjning med stude (kastrerede tyre) stadig sted i mange asiatiske lande. Denne mand nær Pre Rup i det vestlige Cambodia pløjer sin rismark ved hjælp af zebuokser. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1998
Når nepalesiske bønder skal pløje deres smalle terrassemarker, anvender de små, adrætte stude. Dette billede er fra Modi Khola-dalen, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1991
I dag er pasternosterværker – hjul med påmonterede lerkrukker eller spande, som bringer vand op fra brønde – et sjældent syn. Denne, som drives af pukkelokser, blev set nær Mount Abu, Rajasthan, Indien, i 1991. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Myanmar 2007 
Denne presse til at udvinde olie fra jordnødder drives af en zebuokse, nær Mount Popa, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 2000-01
Skoning af pukkelokse, Kokkare Belur, nær Mysore, Karnataka, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Myanmar 2007 
Pukkelokser svømmer over Ayeyarwadi-floden (Irrawaddy), Bagan, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen var den vilde banteng (Bos javanicus), også kaldt tembadau, udbredt fra det østlige Indien gennem Sydøstasien til øerne Borneo og Java. Arten er gået drastisk tilbage, og i dag er verdensbestanden af den vilde banteng måske så lav som omkring 5000, med de største populationer på Java. Banteng’en blev tæmmet på et tidligt tidspunkt, og i dag er den totale bestand af tamme dyr på omkring 1,5 millioner, hvoraf de fleste findes på Java og Bali. Den er også blevet indført til det nordlige Australien, hvor forvildede bestande kan true den lokale økologiske balance.

 

 

Bali 2015
Tæmmede banteng-okser er et almindeligt syn på Bali. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Indonesien 1985
På øen Madura og andre steder i Indonesien anvendes banteng-tyre til væddeløb, hvor de styres af en mand, som står på en slags slæde af træ. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yakoksen (Bos grunniens) lever i det centralasiatiske højland, hvor den tidligere strejfede omkring i stort antal. Denne art er tilpasset et liv i denne egns barske klima, idet dens luksuriøse pels kan holde den varm i temperaturer under -30oC. (En legende, som omhandler denne tykke pels, kan læses andetsteds på denne hjemmeside, se Dyreliv: Hvorfor vandbøflen har så lidt pels.)

Yakoksen blev tæmmet af nomadiske folkeslag så tidligt som omkring 5000 f.Kr. I dag vurderes bestanden af tamme yakokser til at være omkring 14 millioner, heraf langt størsteparten i kinesiske territorier. Bestanden af vilde yakokser tæller måske under 15.000, og selv om arten er fredet af myndighederne, fortsætter illegal jagt på den, hvilket kan føre til dens udryddelse.

Yakoksens latinske navn, Bos grunniens, hvilket betyder ‘den gryntende okse’), er meget beskrivende, da den grynter uafladeligt.

 

 

Everest 2010a
I større højder i Himalaya træffer man ofte på tungt lastede yakokser. – Gokyo-dalen, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Everest 2010
Dette billede viser græssende yak-køer, kaldt nak, med kalve, nær landsbyen Dingboche, Khumbu, østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2013 
Nak’er giver glimrende mælk. Her malkes én i den øvre del af Ghunsa-dalen i det østlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tibet 2004
Dette yakokse-kranium er placeret som offergave nær mani-sten (stentavler med indhuggede buddhistiske mantra’er) på den hellige pilgrimsrute, kaldt kora, rundt om Tashilhunpo-klostret, Shigatse, Tibet. Læg mærke til, at der også er indridset mantra’er på kraniet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En dzopkio er en krydsning mellem en yak og en ko. I lavere højder i Himalaya erstatter den yak’en som transportdyr, da yak’er mistrives i højder under 3000 m. Efter en lang dags arbejde løslades dzopkio’er og yakokser ofte i skoven for at græsse. Hvad de kan finde af vilde fødeplanter, suppleres af ejeren med hø, som han køber af lokale bønder. 

 

 

Everest 2010
Under sin søgen efter føde passerer denne dzopkio forbi en mani-sten med indhuggede buddhistiske mantra’er nær landsbyen Ghat, Khumbu, Nepal. Planten t.v. er Sikkim-vortemælk (Euphorbia sikkimensis), som græssende dyr undgår, da den er giftig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet september 2017)

 

(Revideret december 2018)