Fjerkræ

 

 

Guizhou-Yunnan 2007
Indkøb på et marked i Yuanyang, Yunnan-provinsen, Kina: Hane og grønsager i en kurv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nyere studier har påvist, at tamhønen opstod i Kina for omkring 10.000 år siden, da dens stamfader, bankiva-hønen (Gallus gallus), blev tæmmet for første gang. Denne art lever stadig i vild tilstand i Indien og Sydøstasien. Senere blev bankiva-hønen også tæmmet adskillige steder i Sydøstasien samt i Indien, hvor nogen hybridisering med den grå junglehøne (Gallus sonneratii), der lever i den sydlige del af Indien, formentlig fandt sted.

Omkring 3900 f.Kr. var tamhønen til stede i Iran, omkring 2400 f.Kr. i Tyrkiet og Syrien, og omkring 2000 f.Kr. var den ankommet til Spanien. Omkring 1400 f.Kr. fandtes den i Egypten, hvor den blev kaldt ”fuglen der føder hver dag” – en hentydning til, at hønen er en flittig æglægger. Jernalderkulturer i Mali, Burkina Faso og Ghana i Vestafrika holdt høns i hvert fald så tidligt som 500 e.Kr.

Fra Sydøstasien bragte sømænd høns til de polynesiske øer omkring 1300 f.Kr., og i Chile er der fundet rester af tamhøns, som kan dateres tilbage til ca. 1350 e.Kr. Hidtil havde man været af den overbevisning, at Columbus var den første til at bringe høns til Amerika på sin anden rejse i 1493. Høns blev bragt til Australien i 1788 med de første nybyggere.

I dag er hønen det mest udbredte og talrigeste tamdyr i verden med en total bestand på omkring 19 milliarder. Høns holdes langt overvejende for kødets og æggenes skyld. En populær sport i mange lande gennem tusinder af år var hanekamp, hvor to trænede kokke – somme tider med metalsporer fastgjort til deres egne sporer – blev løsladt mod hinanden og kæmpede, indtil den ene var død. Denne sport er stadig vidt udbredt.

 

 

Vorsø 1988-99
Tamhønen opstod i Kina for omkring 10.000 år siden, da dens stamfader, bankiva-hønen (Gallus gallus), blev tæmmet for første gang. Nogle nutidige hønseracer ligner stadig deres vilde ophav en hel del, fx Dansk Landrace, der ses på dette billede. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Everest 2010
Tidligt om morgenen sidder disse høns i Namche Bazaar, Khumbu, østlige Nepal, stadig på deres nattesæde – en brændestabel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1998
Denne mand vogter hvede og boghvede, som ligger til tørre i solen, men er faldet i søvn på sin post. Det bemærkes hurtigt af hønsene, som benytter lejligheden til at fylde deres kråse. – Jhong-floddalen, Mustang, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jylland 1991-95
Få dage gammel kylling af Dansk Landrace, Horsens. Hønens rugeperiode er på 21 dage. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jylland 1996-99
Tamhøns elsker at støvbade, hvilket ofte kan befri dem for lopper og andre parasitter. – Skanderborg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlige Afrika 1993
Høns holdes ofte under forfærdelige forhold, som disse burhøns i Palapye, Botswana. Et stigende antal forbrugere køber i dag æg og kyllinger af fritgående høns, som fodres med økologisk dyrket føde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yunnan 2007
Høns til salg på et marked nær Er Hai-søen, Yunnan-provinsen, Kina. Deres ben er bundet sammen for at forhindre dem i at strejfe rundt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 2000
Disse bærere transporterer høns i bure op gennem Kali Gandaki-dalen, Annapurna, centrale Nepal, hvor de sælges til restauranter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2010
Sydøstasien 1975
Gennem tusinder af år var hanekamp en populær sport i mange lande, hvilket fx ses på denne Khmer-frise i Angkor Thom, Cambodia, der viser kamphaner, som ejes af Khmer-folk, t.v., samt af kinesere, der er let genkendelige på deres hårpisk (øverst). Hanekamp finder stadig sted i mange lande, som her i Sarawak, Borneo (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2003-05
Denne kæmpestore papirlampe, der forestiller en hane, er udstillet under Lampernes Festival, fejret under det kinesiske nytår 2005 (Hanens År i den kinesiske kalender), Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Næsten alle tamænder nedstammer fra gråanden (Anas platyrhynchos), en svømmeand, som er vidt udbredt tværs over det nordlige Eurasien og Nordamerika. Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun. Gråanden blev først tæmmet i Sydøstasien for mindst 4000 år siden. I Oldtidens Egypten blev ænder fanget i net og derpå tæmmet, og tamænder optræder ofte som motiv på vægmalerier i grave og andre steder. På et tidligt tidspunkt blev gråanden også tæmmet i Antikkens Rom. En særlig kinesisk tamform, Beijing-anden (førhen kaldt Peking-and), nedstammer også fra gråanden.

Mange steder udvikledes hvide tamænder, som måske blev foretrukket frem for mere brogede ænder, da de var nemmere at få øje på, hvis de skulle løbe bort. Tamanden har også mistet gråandens territoriale adfærd, og den er langt mindre aggressiv. Trods disse forskelle er tamanden stadig meget nært beslægtet med gråanden, og hvis de krydses, er afkommet yngledygtigt. Disse halvtamme ænder, ofte kaldt ’parkænder’ aller ’franskbrødsænder’, findes i alle farvenuancer mellem rent hvid og ’næsten-vild-gråande-type’.

Én type af tamand, moskusanden (Cairina moschata), nedstammer ikke fra gråanden. Denne and, som er tungere end andre typer af tamænder, er hjemmehørende i Mellem- og Sydamerika, fra Mexico sydpå til det nordlige Argentina. Moskusandens navn skyldes sikkert dens moskusagtige lugt. Det kan dog også være en afledning af det spanske ord mosquito (myg), efter Mosquito-kysten i Mellemamerika, hvor spanske conquistadorer først stødte på denne and.

Den tidligst kendte tæmning af moskusanden fandt sted under Mochica-kulturen i det sydlige Peru, samt i kystnære egne af Ecuador, omkring 50-80 e.Kr. I Bolivia kendes den som husdyr fra omkring 600 e.Kr., og i Mellemamerika fra omkring 750 e.Kr. Med ankomsten af de spanske conquistadorer i 1500-tallet spredtes moskusanden til Europa, og herfra siden til resten af verden. Fjerdragten hos den tamme moskusand er mere variabel end hos dens vilde slægtning, og mange af tamænderne er rent hvide.

Forvildede bestande af moskusænder er blevet etableret i USA og det sydlige Canada, samt i New Zealand, Australien og forskellige egne af Europa.

Ænder holdes hovedsagelig for kødets og æggenes skyld, samt for deres dun. I nogle lande anvendes blodet fra slagtede ænder som en ingrediens i forskellige retter. Nogle former for tamænder er blevet udviklet som prydænder, der ofte deltager i udstillinger.

 

 

Bornholm 1999-2005
Vorsø 1988-99
Næsten alle tamænder nedstammer fra gråanden (Anas platyrhynchos). Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, mens hunnen er ensfarvet plettet brun. – Gråandrik, Christiansø (øverst); hun af gråand hviler på en væltet træstamme i en dam, med en sovende krikand (Anas crecca) i baggrunden, Vorsø, Horsens Fjord (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indonesien 1985
Denne mand sælger levende ænder på et marked i Kintamani, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2016a
Maleri på en husmur, som forestiller en andegård med Beijing-ænder. – Taichung, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guizhou-Yunnan 2007
Stegte ænder til salg på et marked, Yuanyang, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1998
Moskusand (Cairina moschata), stående på en sten i Kali Gandaki-floden, Annapurna, centrale Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tamgæs nedstammer fra to arter af vilde gæs, grågåsen (Anser anser) og svanegåsen (Anser cygnoides), førstnævnte tæmmet i Europa, Nordafrika og det vestlige Asien, sidstnævnte i Østasien. Grågåsen er vidt udbredt tværs over det nordlige Eurasien, mens svanegåsen har en begrænset udbredelse, idet den yngler i Mongoliet, det nordligste Kina samt i den sydøstlige del af Sibirien.

Grågåsen blev først tæmmet i Egypten, måske så tidligt som 1500 f.Kr., og herfra spredtes den til Europa og det vestlige Asien. I dag kendes omkring 80 former af denne tamgås. Svanegåsen blev først tæmmet i Kina, måske så tidligt som 1000 f.Kr. Tamformen kaldes kinesisk gås, og der er i årenes løb opstået omkring 20 former. Den kendes nemt på den store knop ved næbroden. I dag er begge typer af tamgæs udbredt over hele verden, og da grågåsen og svanegåsen er ret nært beslægtede, optræder der ofte hybrider mellem de to tamformer.

Tamgæs holdes for kødets og æggenes skyld, samt for deres glimrende dun, der anvendes i dyner, dunjakker, soveposer m.m.

 

 

Hornborgasjön 2006
Grågåsen (Anser anser) er stamfader til den vestlige form af tamgåsen. Dette billede er fra Hornborgasjön, Sverige. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1994
Svanegåsen (Anser cygnoides) blev først tæmmet i Kina, måske så tidligt som 1000 f.Kr. Tamformen kaldes kinesisk gås, her fotograferet med gæslinger i Sauraha, sydlige Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Yunnan 2007
Gæslinger af kinesisk gås til salg på et marked nær Er Hai-søen, Yunnan-provinsen, Kina. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2003-05
”Jens Hansen ha’d en bondegård…” – Disse gigantiske papirlamper, der forestiller en bonde med bøffelkærre, gæs og en ged, er udstillet under Lampernes Festival, fejret under det kinesiske nytår 2005, Tainan, Taiwan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet september 2017)