Dolkhaler – levende forsteninger i knibe

 

 

USA 2000-01
Atlantisk dolkhale-par. Den større hun til venstre har den mindre han hægtet på bagkroppen. Læg mærke til øjnene foran og på siderne af skjoldet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Dolkhaler er mærkværdige leddyr, som lever i havet. De tilhører arthropodernes række og har deres egen klasse, Merostomata. De skilte sig ud fra deres nærmeste slægtninge havskorpionerne (Eurypterus) allerede i Ordovicium-perioden for knap 500 millioner år siden. Havskorpionerne uddøde i Kultiden for ca. 300 millioner år siden, men dolkhalerne har holdt sig uændret siden da og kaldes ofte ’levende forsteninger’. Deres nærmeste nulevende slægtninge er spindlerne, som omfatter bl.a. edderkopper og skorpioner.

Førhen var der mange arter af dolkhaler, men nu findes der kun fire. De tre af disse lever langs Sydøstasiens kyster, nemlig mangrove-dolkhale (Carcinoscorpius rotundicauda), samt Tachypleus gigas og T. tridentatus. Den fjerde art, atlantisk dolkhale (Limulus polyphemus), lever langs Amerikas Atlanterhavskyst fra det sydøstligste Canada til Yucatan-halvøen i Mexico, talrigest mellem New Jersey og Virginia. Bestanden af den amerikanske art er anslået til mellem 2 og 4 millioner, mens størrelsen af bestandene af de tre asiatiske arter er ukendt.

 

 

Malaysia 1984-85
I Asien findes tre arter af dolkhaler. Her ses mangrove-dolkhale (Carcinoscorpius rotundicauda), skyllet i land på en strand i Sabah, Borneo. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2000-01
Dolkhalernes navn skyldes den lange halepig, som her ses stritte i vejret, fordi en bølge har skyllet dyret om på ryggen. Halepiggen benyttes ikke som våben, selv om navnet kunne give associationer i den retning. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rovdyr og blåt blod
Dolkhalernes krop er på oversiden dækket af et hårdt, ydre skelet, et hvælvet skjold, som er delt i en forkrop, prosoma, og en bagkrop, opisthosoma, med et karakteristisk led på tværs mellem dem. Forkroppens skjold er hesteskoformet, hvilket har givet dyret dets amerikanske navn, ‘horseshoe crab’. (Dolkhaler er dog kun fjernt beslægtet med krabber). Bagkroppens skjold har korte pigge hele vejen rundt i kanten og ender i en meget lang pig, ‘dolkhalen’.

Dolkhaler har adskillige øjne, to sammensatte øjne (som hos insekterne), ét på hver side, et par øjne midtfor, som kan skelne både dagslys og ultraviolet lys, et enkelt indvendigt øje, et par øjne på undersiden nær munden, samt et par rudimentære øjne øverst på siden.

Munden sidder på forkroppens underside, og foran den findes klolignende munddele, kaldt chelicerer, som anvendes til at gribe føden. Her sidder også fem par ben med små klosakse, som dog er for spinkle til at findele føden med, og dette sker ved at knuse den mod den tornede basis af deres ben. Under bagkroppen sidder seks par benlignende vedhæng, hvoraf det bageste par er smeltet sammen og udgør et låg til genitalåbningen. De andre fem par er forsynet med bladformede gæller.

Dolkhaler lever kystnært, men uden for yngletiden kan de dog vandre helt ud til kontinentalsoklen, op til 50 km fra land. I havbundens sand eller mudder finder de deres føde, som består af småfisk, bløddyr, orme, tyndskallede muslinger etc. Normalt vandrer de omkring på bunden, men ofte graver de sig ned under fødesøgningen. Det foregår ved, at de bøjer helt sammen i kropsleddet og støder fra med den lange halepig. Ved at bøje og strække sig får de fremdrift i sandet eller mudderet og kan ofte forsvinde helt ned i det. Halepiggen bruges også til at komme på ret køl, hvis en kraftig bølge under æglægningen har skyllet dyret om på ryggen. Piggen bores ned i sandet, hvorefter dyret kan vride sig rundt. Den benyttes ikke som våben, selv om det danske navn kunne give associationer i den retning. Unge dolkhaler kan svømme på ryggen ved at padle med gællerne.

Dolkhaler har blåt blod, hvilket skyldes, at det indeholder kobber i stedet for jern, som giver os vort røde blod. Dolkhalernes blod er meget anvendt i medicinsk forskning. Det har vist sig at koagulere ved den mindste kontakt med bakterier eller andre urenheder. Denne koagulant har man døbt limulus amoebocyte lysate (LAL), og den har gjort det muligt at opdage sygdomme som rygmarvs-meningitis og gonorré. Endvidere anvendes den til at spore bakterier i transfusionsblod. I USA fanges årligt 200.000 dolkhaler til blodtapning, men disse dyr slippes løs igen.

 

 

USA 2000-01
En atlantisk dolkhale, som en bølge har skyllet om på ryggen, vender sig om ved at stemme fra med halepiggen. På bagkroppens underside ses de bladformede gæller samt genitallåget, og t.v. chelicererne, som anvendes til at gribe føden med. Langs det piggede skjolds kant har albueskæl sat sig fast. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På land for at lægge æg
Normalt ser man ikke meget til dolkhalerne, men de er dog meget iøjnefaldende, når de ved fuldmåne kommer ind i tidevandszonen for at parre sig og lægge æg. I USA sker det i maj-juni. I nogle flodmundinger, fx i Delaware Bay mellem staterne New Jersey og Delaware, kommer hundredtusinder af dolkhaler op, og de kan bogstavelig talt dække stranden.

Hver af de større hunner har mindst én af de mindre hanner hægtet på sin bagkrop – ofte to-tre stykker. Hannen har specielle gribekløer til at holde fast på hunnen. Det er en risikabel affære for dolkhalerne at komme ind gennem brændingen. Bølgerne vælter ofte dyrene om på ryggen, og så har de et farligt mas med at stemme halepiggen ned i sandet, så de kan tippe rundt igen. Nogle klarer det ikke, men ligger og dør en langsom død ved at tørre ud – hvis ikke de store svartbage (Larus marinus) eller amerikanske sølvmåger (Larus smithsonianus) gør det af med dem ved at hakke i dem. Andre ender blandt stenene på moler og kan ikke komme fri igen.

Er hunnen først kommet velbeholden ind på stranden, graver hun sig ned i kanten af tidevandszonen, omgivet af de bejlende hanner. Nede i mudderet eller sandet lægger hun op til 90.000 grønne, perleagtige æg på størrelse med et knappenålshoved, hvorefter hannerne gyder deres sæd over dem. Så graver hunnen sig op igen og forsvinder ud i havet, mens hannerne ser sig om efter andre æglæggende hunner. Det kan ikke undgås, at nogle hunner under æglægningen kommer til at grave andre hunners æg op, og langs stranden ligger bælter af opskyllede æg, som tegner mønstre i sandet. Disse æg tiltrækker mængder af fugle, først og fremmest lattermåger (Leucophaeus atricilla) og forskellige arter af vadefugle.

Æggene ruges ud af solens varme. De klækker efter 4-6 uger, afhængigt af temperatur og ilttilførsel. De nyklækkede larver har stor lighed med trilobitterne, en gruppe dyr, hvoraf de sidste uddøde i Perm-tiden for ca. 250 millioner år siden. Det kunne tyde på slægtskab mellem de to grupper. Larverne er mobile og svømmer rundt en uges tid, inden de søger ned til havbunden for at skifte hud. Snart får de deres første ydre skelet, og dette skiftes adskillige gange de næste 2-3 år. Senere går der længere mellem skiftene. Efter 16 eller 17 skift over en periode på 9-12 år når dolkhalen sin fulde størrelse, for hunnerne af den amerikanske arts vedkommende ca. 60 cm (inkl. halepiggen), for hannerne lidt mindre. De er nu kønsmodne og lever endnu 2-6 år.

 

 

USA 2000-01
Ved fuldmåne i maj-juni kommer hundredtusinder af atlantiske dolkhaler op på strandene i Delaware-flodens munding for at lægge æg. Fuglene er lattermåger (Leucophaeus atricilla), som æder opskyllede æg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2000-01
En hun af atlantisk dolkhale, omgivet af fem bejlende hanner. Hun skal netop til at grave sig ned og lægge æg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2000-01
En hun af atlantisk dolkhale har gravet sig ned og er ved at lægge æg. To hanner venter på at gyde sæd ud over æggene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2000-01
Hver dolkhale-hun lægger tusinder af grønne æg på størrelse med et knappenålshoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2000-01
Det kan ikke undgås, at nogle hunner under æglægningen kommer til at grave andre hunners æg op, og langs stranden ligger bælter af opskyllede æg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vadefugles opfedning
Dolkhalernes æglægningstidspunkt i Delaware-flodens munding falder sammen med adskillige vadefuglearters nordgående træk fra vinterkvartererne i Central- og Sydamerika. Tusindvis af stenvendere (Arenaria interpres), islandske ryler (Calidris canutus), tyknæbbede dværgryler (Calidris pusilla) og sandløbere (Calidris alba) samles her for at blive fedet op på de næringsrige æg, inden de foretager den sidste del af trækket til de højarktiske ynglepladser.

I Delaware-flodens munding er der talt over en million vadefugle mellem begyndelsen af maj og begyndelsen af juni. Disse fuglearter er helt afhængige af dolkhalernes æg, da der på ynglepladserne kun er begrænsede føderessourcer på denne årstid, så fuglene bogstavelig talt sulter ved ankomsten og derfor skal have et fedtlag at tære på. Man har anslået, at der årligt i USA konsumeres ca. 320 tons dolkhaleæg af fugle og fisk.

 

 

USA 2000-01
Dolkhalernes ankomst tiltrækker tusinder af lattermåger (Leucophaeus atricilla) og andre fugle, som æder de opskyllede æg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

USA 2000-01
USA 2000-01
Dolkhalernes æglægningstidspunkt i Delaware-flodens munding falder sammen med det nordgående træk af islandske ryler (Calidris canutus), stenvendere (Arenaria interpres) og andre vadefugle. De samles her for at blive fedet op på de næringsrige æg inden den sidste del af trækket til de højarktiske ynglepladser. Mågerne på det øverste billede er lattermåger (Leucophaeus atricilla), mens den lyse fugl på det nederste billede er en sandløber (Calidris alba). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trusler mod dolkhalerne
Mens de små unger ædes af mange forskellige dyr, har de voksne dolkhaler ikke mange fjender. Uægte karetteskildpadder (Caretta caretta) æder dem ofte, men den vigtigste fjende er mennesket. I Sydøstasien betragtes kogte dolkhaler som en delikatesse, men der kan dog være bivirkninger ved indtagelsen, så det kræver en vis tilvænning. Det er nok ikke noget, der kan anbefales for sarte vestlige maver!

I USA indsamles hele vognladninger af de forsvarsløse dyr. Førhen blev de brugt til hønsefoder og gødning, mens de nutildags mest anvendes som fiskeagn. En del er bifangst i trawl. I 1980’erne androg den årlige fangst af dolkhaler i gennemsnit 300.000 dyr, men dette tal steg i 1990’erne, og i 1998 blev der alene i Virginia landet en million dyr. Også opfyldning af lavvandede laguner og fjordarme samt kystbyggeri og anlæggelse af lystbådehavne er trusler mod dolkhalerne, idet disse aktiviteter ødelægger dyrenes ynglepladser. De fleste steder er bestanden gået markant tilbage, og naturfredningsfolk er bekymrede, ikke kun for dolkhalerne, men også for de uægte karetteskildpadder, som er afhængige af at æde de voksne dyr, samt for bestandene af de vadefuglearter, som er afhængige af dolkhalernes æg.

I de flodmundinger, hvor bestandene er talrigest, fx Delaware Bay og Chesapeake Bay, er fangst af dolkhaler nu forbudt. Men det er ikke nok til at stoppe tilbagegangen i bestanden. I februar 2000 beordrede Atlantic States Marine Fisheries Commission, at der skulle ske en reduktion på 25% i den kommercielle fangst af dolkhaler. Naturfredningsfolk argumenterer, at det ikke er nok, og forlanger en reduktion på mindst 50%.

Gennem mange år undrede forskere sig over den overraskende kendsgerning, at selv om voksne dolkhaler ikke er et naturligt bytte for ål og trompetsnegle, udgør de som agn et uimodståeligt måltid. Forskerne tilbragte årevis med at forsøge at indkredse denne ’duft’, som tiltrækker disse dyr, og i 2013 havde de fundet frem til et alternativt agn, som sandsynligvis kan opfylde fiskernes behov – og derved medføre en reduktion i antallet af indsamlede dolkhaler.

Hvis det er tilfældet, bliver det måske også i fremtiden muligt at nyde det enestående syn af tusinder af æglæggende dolkhaler, omgivet af tusinder af vadefugle.

 

 

Kilder
www.ens.lycos.com/ens/feb2000/2000L-02-10-06.html
www.horseshoecrab.org/con/con.html
www.noaa.chesapeakebay.net/spc/horseshoecrab.htm
www.udel.edu/udaily/2013/may/artificial-bait-052913.html
Shorebirds on Delaware Bay. Folder fra New Jersey Department of Environmental Protection, 1994

 

 

Denne beretning er en opdateret og udvidet udgave af en artikel, som blev offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 84, 2001, nr. 1, s. 12-17.

 

 

(Oprettet februar 2016)

 

(Revideret april 2017)