Aber

 

 

“Vi er aber med penge og geværer.”

 

– Tom Waits (født 1949), amerikansk sanger, musiker, komponist, sangskriver og skuespiller.

 

 

Aber er vore nærmeste slægtninge – ja, rent videnskabeligt tilhører vi menneskeaberne, så det er ganske sandt, hvad Tom Waits siger.

Inden forskellige grupper af (andre) aber behandles mere indgående, præsenteres et udvalg af fotografier, der viser deres variation. Hovedkilden benyttet i teksten er IUCN’s rødliste over truede arter (iucnredlist.org).

 

 

Malaysia 1984-85
Disse unge forældreløse orangutaner (Pongo pygmaeus) i Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre, Sabah, Borneo, elsker at blive kørt i trillebør ud i regnskoven, hvor de lærer at klatre i træer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Cambodia 2010
Denne unge langhalede makak (Macaca fascicularis) hænger i en gren med hovedet nedad, før den slipper og falder pladask ned i en dam. – Angkor Thom, Cambodia. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Varanasi 2008
Ung rhesusabe (Macaca mulatta) gnaver af en bortkastet bananskræl, Ganges-floden, Varanasi, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Asien 1977-78
To sydlige steppelangurer (Semnopithecus dussumieri) i modlys, Ranthambhor Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1989
Grønne bavianer (Papio anubis) holder hvil i en afrikansk palmyrapalme (Borassus aethiopum), Tarangire Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nepal 1991
Nepal 1991
En dag, da jeg havde besøgt den store buddhistiske stupa Swayambhunath i Kathmandu, Nepal, var jeg på vej ned ad trapperne, da jeg hørte en mærkelig lyd bag mig. Da jeg vendte mig om, så jeg en tom Tuborg øldåse komme hoppende ned ad trinene, passere mig og standse lige foran en rhesusabe (Macaca mulatta). Aben greb dåsen og snuste til den, hvorefter den hurtigt lod den falde og blottede tænderne, som om den sagde: ”Detteher er ikke noget for mig!” (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica
Hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus) hviler på en gren, Parque Nacional Palo Verde, Guanacaste, Costa Rica. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1993
Zanzibar rød colobus (Piliocolobus kirkii) findes kun på øen Zanzibar, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2015
Hunner af langhalet makak (Macaca fascicularis) døser på en mur i det hinduistiske Wenara Wana-tempel (populært kaldt ‘Monkey Forest’), Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1985-86
En unge af sydlig steppelangur (Semnopithecus dussumieri) foretager skin-parring med en anden unge, Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1989
Denne han af grøn bavian (Papio anubis) nyder solen, liggende i sandet ved bredden af Tanganyika-søen, Gombe Stream Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Indien 2003
Nepal 1987
I Indien og Nepal krydser aber ofte stærkt trafikerede gader ved at balancere på elledninger eller hænge med ryggen nedad. Disse billeder viser en hueabe (Macaca radiata) i byen Badami, Karnataka, Indien (øverst), samt en rhesusabe (Macaca mulatta) i Kathmandu, Nepal. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Guatemala 1998
Denne Yucatan-edderkoppeabe (Ateles geoffroyi ssp. yucatanensis) i Tikal Nationalpark, Guatemala, anvender gribehalen som en femte arm. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydindien 2008
En han af løvehaleabe (Macaca silenus) klør sig i hovedet, Puthutottam-skoven, Tamil Nadu, Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydspanien 2005
Denne unge berberabe (Macaca sylvanus), som lever på Gibraltar-klippen i Sydspanien, synes at spørge sin ven: ”Har du fundet noget interessant?” (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kina 1987
Denne orangutan (Pongo pygmaeus) i den zoologiske have i Chengdu, Sichuan-provinsen, Kina, prøver på at få fat i noget uden for buret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tanzania 1989
En han af grøn bavian (Papio anubis) betragter en flok zebramanguster (Mungos mungo), som har fundet noget spiseligt, Serengeti Nationalpark, Tanzania. Disse små rovdyr er ganske barske, og bavianen gjorde intet forsøg på at stjæle deres mad, selv om han tydeligvis var interesseret i den. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydasien 1982-83
En unge af rhesusabe (Macaca mulatta) rider på sin moders ryg, Swayambhunath, Kathmandu, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Langurer
Langurer er en meget stor gruppe af bladaber, som omfatter 8 slægter i familien Cercopithecidae. På denne side omtales kun to af disse slægter, Semnopithecus (ægte langurer) og Trachypithecus (lutunger). Nogle autoriteter fastholder, at alle langurer på det indiske subkontinent tilhører slægten Semnopithecus, mens andre hævder, at to arter, Nilgiri-langur, som findes i det sydvestlige Indien, samt purpur-langur i Sri Lanka, tilhører den ellers sydøstasiatiske slægt Trachypithecus. Jeg er tilbøjelig til at støtte de førstnævnte, specielt fordi Nilgiri-languren er i stand til at få yngledygtigt afkom med to af de grå langur-arter, sydlig steppelangur (S. dussumieri) og sortfodet langur (S. hypoleucos).

Slægtsnavnet Semnopithecus kommer af græsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket hentyder til abernes status som hellige dyr i hinduismen. (Se kapitlet om abeguden Hanuman nederst på denne side). Trachy kommer af græsk trach (’grov’), hvilket hentyder til den tætte pels hos nogle Trachypithecus-arter.

Førhen blev alle grå langurer på det indiske subkontinent betragtet som tilhørende én og samme art, Semnopithecus entellus, der var opdelt i seks racer. Nyere morfologiske studier, kombineret med DNA-analyser, har bragt for dagen, at de grå langurer bør opfattes som syv selvstændige arter: nordlig steppelangur (S. entellus), sydlig steppelangur (S. dussumieri), terai-langur (S. hector), lysarmet langur (S. schistaceus), mørkarmet langur (S. ajax), sortfodet langur (S. hypoleucos), samt toplangur (S. priam).

 

Den nordlige steppelangur (Semnopithecus entellus) er udbredt i det østlige og nordøstlige Indien, fra Andhra Pradesh mod nord til West Bengal, med en lille bestand i det vestlige Bangladesh, som sandsynligvis nedstammer fra et enkelt par, der blev indført af hinduistiske pilgrimme til bredden af Jalangi-floden. Denne art er ret almindelig, men trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

 

Sydindien 1997-98
En flok af nordlig steppelangur (Semnopithecus entellus) hviler på en klippe uden for de hellige Udayagiri-huler nær Bhubaneswar, Odisha (Orissa). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 1997-98
Hun af nordlig steppelangur med en ganske lille unge, Udayagiri-hulerne, Bhubaneswar, Odisha (Orissa). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den sydlige steppelangur (Semnopithecus dussumieri) er vidt udbredt i det nordvestlige, centrale og syd-centrale Indien, fra Rajasthan og Uttar Pradesh mod syd til Telangana samt den nordlige del af Karnataka og Kerala. Den lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m.

 

Nordindien 1982
Nordindien 1985-86
Sydlige steppelangurer (Semnopithecus dussumieri) drikker af et vandhul i Sariska Nationalpark, Rajasthan. – En hinduistisk legende beretter om en mand ved navn Narad Muni, som gik til en swayamwara, hvor unge piger kan vælge sig en mand. Han syntes selv, at han var den smukkeste blandt de unge mænd, men gik sønderknust derfra, da ingen af de unge piger valgte ham. På hjemrejsen ville han slukke sin tørst i et vandhul, og hans spejlbillede viste da, at han havde fået abehoved. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Terai-languren (Semnopithecus hector) er udbredt i Himalayas forbjerge op til en højde af ca. 1600 m, fra Uttarakhand mod øst til det sydvestlige Bhutan. Den lever hovedsagelig i skove, men ses til tider søge føde i frugtplantager og marker med afgrøder. Dens pels er tykkere end de nordlige og sydlige steppelangurers, men ikke så kraftig som hos lysarmet langur (S. schistaceus, se nedenfor). Det totale antal terai-langurer er sandsynligvis kun omkring 10.000 adulte individer, og bestanden daler fortsat langsomt, hovedsagelig på grund af tab af levesteder.

 

Uttarakhand 2008
Uttarakhand 2008
På en ekskursion sammen med en indisk ven, Ajai Saxena, til området omkring Rishikesh, Uttarakhand, fik vi selskab af et par terai-langurer (Semnopithecus hector), der tog ophold på taget af vores bil. Tilsyneladende var det skik blandt bilister at fodre disse aber, men da vi er modstandere af at fodre vilde dyr, gav vi dem ikke noget, og kort efter sprang de op i træerne og forsvandt. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lysarmet langur (Semnopithecus schistaceus) er vidt udbredt i middelhøjder i Himalaya, mellem 1500 og 3500 m (af og til op til 4000 m), fra Pakistan gennem Indien og Nepal til Bhutan samt den sydøstligste del af Tibet. Den lever hovedsagelig i monsunskove, men træffes til tider i kratland og dyrkede områder. Arten er ret almindelig, og bestanden synes stabil. Trusler omfatter tab af levesteder gennem bl.a. tømmerindustri, brande og menneskelig bebyggelse, og i Tibet jages den, da den anvendes som ingrediens i traditionel medicin.

 

Uttarakhand 2008
Den lysarmede langur (Semnopithecus schistaceus) kendes nemt på sin kraftige, lysegrå pels samt den store hvide hårkrans omkring det kulsorte ansigt. – Dodi Tal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Uttarakhand 2008
Denne lysarmede langur er i færd med at æde knopper og blomster af storblomstret kvalkved (Viburnum grandiflorum), Dodi Tal, Uttarakhand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2008
Lysarmede langurer æder jord for at få mineraler, Banthanti, Annapurna, Nepal. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nogle autoriteter anser sortfodet langur (Semnopithecus hypoleucos) for at være en naturlig hybrid mellem sydlig steppelangur og Nilgiri-langur (S. johnii, se nedenfor), mens andre betragter den som en underart af førstnævnte. Denne art findes i bjergkæden West Ghats i det sydvestlige Indien, fra Goa mod syd gennem Karnataka til Kerala. I nogle områder trues den alvorligt af jagt, og den er allerede blevet udryddet fra dele af Brahmagiri-bjerene i Kodagu-distriktet, Karnataka.

 

Sydindien 2008
Som dens navn siger, har sortfodet langur (Semnopithecus hypoleucos) kulsorte hænder og fødder, som står i skarp kontrast til de grå arme og ben. Denne i Anshi Nationalpark, Karnataka, har travlt med at klø sig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 2008
Sydindien 2008
Denne sortfodede langur klatrer op ad en død bambusstængel og springer derfra over på en anden, Anshi Nationalpark, Karnataka. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 2008
Sortfodet langur æder blomsterknopper af et indisk kapoktræ (Bombax ceiba), Honnavar Forest, Karnataka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der anerkendes to underarter af toplangur (Semnopithecus priam)S. p. priam i Sydindien og S. p. thersites i Sri Lanka og dele af Sydindien. Forskning antyder, at der er konsistente forskelle mellem de to underarter, og måske bliver de i fremtiden adskilt som to selvstændige arter. S. p. priam er udbredt i adskilte bestande fra syd for Krishna-floden i Andhra Pradesh mod syd til byen Madurai i Tamil Nadu, mens S. p. thersites findes i Sri Lankas tørzone, samt i dele af bjergkæden West Ghats i Indien. Slægtskabet hos nogle sydindiske populationer er ukendt, da de er meget dårligt undersøgt. Toplangur lever i skove, bevoksninger omkring templer, haver og opdyrkede områder, i Indien op til ca. 1200 meters højde, i Sri Lanka op til ca. 500 m.

 

Sydindien 2008
Indisk toplangur (Semnopithecus priam ssp. priam) i fuldt firspring hen ad en vej, Mudumalai Tiger Reserve, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1978-79
Sri Lanka toplangur (Semnopithecus priam ssp. thersites), Polonnaruwa, Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1978-79
Sri Lanka toplangur træffes ofte omkring buddhistiske templer, her i Anuradhapura. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nilgiri-languren (Semnopithecus johnii) lever kun i bjergkæden West Ghats i det sydvestlige Indien, i delstaterne Karnataka, Kerala og Tamil Nadu, hvor den findes i skove mellem 300 og 2000 meters højde. Førhen var denne art truet af tab af levesteder på grund af minedrift, dæmningsanlæg og opdyrkning af skovområder, samt af jagt. Sidstnævnte er dog aftaget i de senere år på grund af bedre beskyttelse, og efter indførelsen af Indian Wildlife Protection Act i 1972 er bestanden øget. Siden 1990’erne har den ligget relativt konstant på omkring 20.000 individer. Nogle autoriteter hævder, at Nilgiri-languren tilhører slægten Trachypithecus – en slægt, som har sin hovedudbredelse i Sydøstasien (se nedenfor).

 

Sydindien 1997-98
Nilgiri-languren (Semnopithecus johnii) er kulsort med lysebrun pels på issen samt på en hårkrans omkring ansigtet. – Eravikulam Nationalpark, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 1997-98
En flok Nilgiri-langurer æder bladknopper i et træ, Periyar Nationalpark, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der anerkendes fire underarter af Sri Lanka-languren (Semnopithecus vetulus), alle begrænset til Sri Lanka. S. v. vetulus findes i et område på mindre end 5000 km2 regnskov i det sydvestlige Sri Lanka, op til en højde af omkring 1000 m. Hvor dens naturlige habitat er ødelagt, kan den leve i haver og plantager, men disse biotoper er ikke egnede for dens overlevelse på langt sigt. S. v. nestor lever i lignende biotoper længere mod nord end S. v. vetulus, mens S. v. philbricki er udbredt i de fugtigste skove i Sri Lankas tørzone. S. v. monticola er begrænset til bjergskove i den centrale del af øen, mellem 1000 og 2200 meters højde. Alle fire underarter er truet, og det menes, at de er gået over 50% tilbage i løbet af de sidste 40 år på grund af tab af levesteder samt jagt. Nogle autoriteter hævder, at Sri Lanka-languren tilhører slægten Trachypithecus (se nedenfor).

 

Sydasien 1978-79
Portræt af en Sri Lanka-langur i fangenskab, enten Semnopithecus vetulus ssp. vetulus eller S. v. nestor. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1978-79
Tørzone-underarten af Sri Lanka-langur, S. v. philbricki, er udbredt i skove i de mere fugtige områder af Sri Lankas tørzone. Dette billede er fra Polonnaruwa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trachypithecus er en slægt af bladaber, som omfatter 13 eller 15 arter, afhængigt af hvilken kilde man benytter. Disse langurer, der også ofte kaldes lutunger, er udbredt fra Bhutan og det nordøstlige Indien mod øst til de sydligste egne af Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Java og Bali.

 

Den gyldne langur (Trachypithecus geei) findes kun i Bhutan og de tilstødende områder af Assam i det nordøstlige Indien, hvor den lever i skove i Himalayas forbjerge mellem floderne Manas mod øst og Sankosh mod vest, op til en højde af omkring 3000 m. Artens totale udbredelsesområde i Indien såvel som Bhutan er på mindre end 30.000 km2, og en stor del af det er uegnet biotop. Bestanden anslåes til at være færre end 1200 individer i Indien og omkring 4000 i Bhutan. Arten er gået tilbage med over 30% i løbet af de sidste 30 år, og den forventes at gå yderligere tilbage på grund af tab af levesteder. Den indiske bestand er yderst fragmenteret, og den sydlige bestand er fuldstændig afskåret fra den nordlige på grund af menneskelige aktiviteter.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Den første omtale af arten er i en artikel fra 1838 af R. B. Pemberton, Report on Bootan Indian Studies Past and Present. Dette arbejde bortkom imidlertid og blev først genfundet i 1970’erne, og den gyldne langur blev først omtalt igen i 1907, hvor E. O. Shebbeare rapporterede, at han havde set ’en cremefarvet langur’ i omegnen af Jamduar. I 1919 fastslog en artikel, at en gullig langur var almindelig i et distrikt nær Goalpara i Assam, og i 1947 skrev C. G. Baron: ”Jeg så nogle hvide aber (…) og så vidt jeg ved, er de en ubeskrevet art. Hele deres krop og hale er den samme farve – lys sølv-gylden, noget i retning af en blondine.” Et antal andre observationer gjorde den kendte naturhistoriker Edward Pritchard Gee (1904-68) interesseret, og det lykkedes ham at observere og fotografere tre flokke af gyldne langurer i 1953. Han rapporterede sine iagttagelser til Zoological Survey of India, og i 1955 blev seks individer indsamlet. Arten blev beskrevet af Dr. H. Khajuria, som kaldte den Presbystis gee til ære for Mr. Gee. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Gee%27s_golden_langur)

 

Sydasien 1980
Gyldne langurer (Trachypithecus geei) i Manas Nationalpark, Assam. Bestanden i denne park er truet på grund af hybridisering med den nærtstående hættelangur (T. pileatus). Bestandene af disse to arter var førhen adskilt af floder, men et antal opførte broer har nu gjort det nemt for dem at krydse disse floder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Java-languren (Trachypithecus auratus) er endemisk for Indonesien, hvor den forekommer på Java, Bali og Lombok, samt på nogle mindre nærliggende øer. Den lever i mangrove samt i skove op til en højde af ca. 3500 m. Denne art er truet af tab af levesteder på grund af opdyrkning og menneskelig bebyggelse samt jagt til føde, og endvidere indfanges mange til kæledyrsindustrien.

 

Indonesien 1985
Denne Java-langur (Trachypithecus auratus) er til salg på et marked i byen Yogyakarta, Java. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Kapucineraber
Kapucineraber er en gruppe på 10 arter af amerikanske aber, som enten tilhører én slægt, Cebus, eller to slægter, Cebus og Sapajus, afhængigt af hvilken autoritet man benytter. Disse aber er udbredt fra Honduras mod syd til det nordlige Argentina. Ordet kapucin stammer fra en orden af franciskaner-munke ved navn Kapuciner-ordenen, som opstod i 1520, da den italienske munk Matteo da Bascio hævdede, at Gud havde informeret ham om, at hans samtidige munkes levevis ikke var i overensstemmelse med den, som St. Francis af Assisi havde dikteret. Munkene i denne orden bærer brune kåber med spidse hætter, kaldt capuche. Da conquistadorerne nåede frem til Mellemamerika sidst i 1400-tallet, bemærkede de nogle små aber, hvis farvesammensætning mindede dem om disse munke, så de kaldte dem kapucineraber. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Capuchin_monkey)

 

Hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus) lever i skove i Honduras, Nicaragua, Costa Rica og Panama, samt i kystegnene af Columbia og Ecuador. I Vesten er denne art en af de bedst kendte aber, da den førhen ofte var lirekassemandens trofaste følgesvend, når han drog fra by til by og spillede på sin lirekasse, mens hans abe dansede til. Den er ret almindelig i vild tilstand og er ofte tillidsfuld.

 

Costa Rica
Costa Rica-2
Costa Rica
Tre billeder af hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus) fra Costa Rica. Gribehalen anvendes som en femte arm, når aben fouragerer. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Colobusaber
Colobusaber er en gruppe af afrikanske bladaber, hvis tommelfinger er reduceret til en lille stump. Ordet colobus kommer af græsk, kolobós, som betyder ’kuperet’ (altså i betydningen ’beskære’, som når man kuperer halen på en hund). Disse aber, som er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, omfatter 5 arter i slægten Colobus, der kaldes sorthvide colobusaber, 10 arter i slægten Piliocolobus, der kaldes røde colobusaber, samt en enkelt art i slægten Procolobus, den grønne colobusabe (P. verus). De fleste arter findes i skovområder, men Zanzibar rød colobus (Piliocolobus kirkii) ses undertiden i kratland og plantager.

 

Den østlige sorthvide colobusabe (Colobus guereza), der omfatter 8 underarter, kaldes også for manke-guereza på grund af de lange duske af hvide hår hen langs dyrets sider. Halen har også en stor hvid dusk. Denne art er vidt udbredt i Afrika, idet den findes fra Cameroun og østpå gennem det sydlige Chad, den Centralafrikanske Republik og det nordlige Zaire til Uganda, Kenya, det nordlige Tanzania samt Ethiopien. I nogle områder er den truet af tab af levesteder på grund af tømmerhugst, samt anlæggelse af plantager og landbrugsland. Jagt er også en stor trussel i dele af artens vestlige udbredelsesområde.

Under et ophold i Arusha Nationalpark i det nordlige Tanzania i 1988 camperede min ledsager Thomas Bregnballe og jeg et smukt sted ved foden af Mount Meru, under af et par store træer, som var omklamret af kvælerfigner. Vi blev lidt forskrækkede den første nat, da vi fra disse træer hørte en utroligt kraftig støj, der nærmest lød som en mellemting mellem en gigantisk kvækkende frø og en bilmotor, der ikke vil starte. Denne lyd viste sig at hidrøre fra en flok Kilimanjaro sorthvide colobusaber (Colobus guereza ssp. caudatus), der anvendte træerne som nattesæde.

 

Tanzania 1990
Kilimanjaro sorthvid colobusabe (Colobus guereza ssp. caudatus), Arusha Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zanzibar rød colobus (Piliocolobus kirkii) er begrænset til øen Unguja, den største ø i Zanzibar-øgruppen ud for Tanzanias kyst. Den totale bestand anses for at være under 2000 individer, og antallet daler stadig på grund af ødelæggelse af artens levesteder gennem tømmerhugst, produktion af trækul, brande, samt anlæggelse af landbrugsland. Naturfredningsfolk samarbejder nu med den lokale regering om at lave en effektiv strategi for bevaring af arten og dens biotoper.

 

Tanzania 1993
Tanzania 1993
Denne Zanzibar rød colobus (Piliocolobus kirkii) æder blade af træarten Terminalia catappa, Zanzibar. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Makakker
Macaca er en slægt af hundeaber, som i øjeblikket omfatter 23 arter. Fornyligt er to nye arter blevet beskrevet, Arunachal-makak (M. munzala) i det nordøstlige Indien i 2004, og hvidkindet makak (M. leucogenys) i det sydøstlige Tibet i 2015. Macaca kommer af makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever på Gibraltar-klippen og i Nordafrika. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.html).

 

Blandt de 23 makak-arter har den langhalede makak (Macaca fascicularis) den største udbredelse, idet den findes fra Bangladesh, Myanmar, Laos og Vietnam mod syd til det malaysiske og indonesiske ørige, og derfra østpå til Filippinerne. Denne art, der også kaldes krabbeædende makak, lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. mangrove, skove, landbrugsområder, samt bevoksninger omkring templer. Højdemæssigt findes den op til 1800 m i Filippinerne, 1000 m i Indonesien og 700 m i Thailand, men generelt under 300 meters højde i Cambodia og Vietnam. I Filippinerne trues arten nogle steder af jagt.

Dens artsnavn fascicularis er lidt af en gåde. Det er uklart, hvorfor Sir Thomas Raffles (1781-1826), som var guvernør af Britisk Java 1811-15 og guvernør af Bencoolen (på Sumatra) 1817-22, hæftede dette latinske ord, som betyder ’med et lille bånd eller stribe’, på denne art, da den ingen striber har.

De følgende 13 billeder af langhalet makak er alle fra området omkring Wenara Wana-templet (populært kaldt ‘Monkey Forest’) i Ubud, Bali, Indonesien, hvor adskillige flokke af disse aber holder til.

 

Bali 2015
Kongen af Monkey Forest. – Denne store han af langhalet makak (Macaca fascicularis) klør sig på halen, mens han hviler sig på en mur. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Bali 2015
Hunner af langhalet makak er kærlige mødre. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Bali 2009
Denne hun renser pels på en han – hvorefter han bestiger hende. Det lader til, at hun ikke bryder sig om det. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Denne unge langhalede makak propper sin mund med bananer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
En hun renser pels på en anden hun. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Unger i leg. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Makakker begynder at lære at klatre i en meget ung alder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2015
De fleste makak-arter elsker at svømme. Denne langhalede makak synes at sige til mig: ”Detteher er rart! Du skulle prøve!” (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2015
Denne unge langhalede makak sidder på en skulptur, som forestiller – en langhalet makak. Billeder af andre skulpturer, som gengiver denne art, findes andetsteds på denne hjemmeside, se Kultur: Folkekunst verden rundt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2015
Bali 2009
De langhalede makakker i Monkey Forest er yderst vante til turister. Skulpturen i baggrunden på øverste billede gengiver en af den høje hindu-gud Vishnus avatar’er (inkarnationer), Varaha, hvor han i skikkelse af en gigantisk orne dræber den forfærdelige dæmon Hiranyaksha. – Læs mere om Vishnu og andre hindu-guder på denne hjemmeside, se Religion: Hinduisme. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Rhesusaben (Macaca mulatta) er Indiens velkendte brune abe, kaldt bandar, som træffes overalt i landet nord for floderne Tapti og Godavari. Den er iøvrigt udbredt fra Afghanistan østpå gennem Pakistan, Indien, Nepal og Bangladesh til den nordlige del af Myanmar, Thailand, Laos og Vietnam, og derfra mod nord til det centrale Kina. Denne art er også blevet kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

Efter en kraftig tilbagegang på grund af skovfældning, samt eksport af aber til medicinske forsøg, er rhesusaben nu i fremgang i Indien, hvor dens antal er estimeret til mindst 500.000. Fremgangen skyldes især, at den har lært at leve i byer. Territoriestørrelsen hos en typisk rhesusabe-flok er målt til op til 16 km2 i bjergskove og 1-3 km2 i andre skove, men midt i storbyen Kolkata studerede man en flok på 62 individer, som trivedes succesfuldt i et område på under 4 ha. I nogle områder, specielt i Laos og Vietnam, jages arten som fødeemne, og tab af levesteder har også påvirket bestanden i Sydøstasien.

 

Nepal 1987
Nepal 1991
Myanmar 2007
Hunner af rhesusabe (Macaca mulatta) er kærlige mødre. De to øverste billeder er fra den buddhistiske Swayambhunath-stupa i Kathmandu, Nepal, hvor der lever flere flokke af denne art, mens det nederste er fra det buddhistiske tempel på toppen af Mount Popa, Myanmar, som også huser en flok. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1978-79
Disse hunner af rhesusabe nyder aftensolen i Sariska Nationalpark, Rajasthan, Indien. En af dem har en ganske lille, diende unge. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Myanmar 2007
En ung rhesusabe æder akacieblade nær det buddhistiske tempel på Mount Popa, Myanmar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Varanasi 2008
Nordindien 1991
Varanasi 2008
Varanasi 2008
I Indien har rhesusaben vænnet sig til at leve i byer. Disse billeder viser en hun med unge på en mur nær Ganges-floden, Varanasi (øverst). Denne rhesusabe vandrer ad en smal mur rundt om paladset Hawa Mahal, Jaipur, Rajasthan (næstøverst). Denne springer fra en mur til en anden, Varanasi (næstnederst). Mens den klynger sig til en tørresnor, kigger denne rhesusabe ind gennem et vindue i Varanasi (nederst). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Løvehaleaben (Macaca silenus) er en unik makak-art, da både han og hun har en kæmpestor grålig manke omkring hovedet, hvilket har givet anledning til artens tyske navn Bartaffe (‘skægabe’). Ifølge Ingvald Lieberkinds bogværk Dyrenes Verden, som var min barndoms biologiske leksikon, hedder den også skægabe på dansk, men det har en noget negativ klang, så jeg foretrækker en oversættelse af artens engelske navn lion-tailed macaque, som den har fået på grund af sin karakteristiske haledusk. Iøvrigt er dens pels kulsort. Denne art er endemisk i regnskove i bjergkæden West Ghats i det sydvestlige Indien, i delstaterne Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Skønt dens udbredelsesområde er ret stort, optræder løvehaleaben kun i et begrænset område, da dens habitat er blevet alvorligt fragmenteret gennem anlæggelse af plantager (te, kaffe, kardemomme og eukalyptus) og landbrugsområder. Den totale bestand anslåes til at være under 4000 individer, som lever i 47 isolerede delbestande. I Kodagu-distriktet, Karnataka, er arten alvorligt truet af jagt. I de senere år synes bestanden at være stabiliseret på grund af bedre beskyttelsesforanstaltninger.

 

Sydindien 2008
I Puthutottam-skoven, Tamil Nadu, har en flok løvehaleaber (Macaca silenus) vænnet sig til mennesker, da de ofte fodres af turister. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 2008
Denne han blotter sine enorme hjørnetænder, men han gabte vist bare, da arten overhovedet ikke er aggressiv. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 2008
Denne løvehaleabe ligger på bilvejen og æder bittesmå sten, som knaser mellem dens tænder! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Berberaben (Macaca sylvanus) er den eneste overlevende abeart i Afrika nord for Sahara. Førhen var den vidt udbredt i det sydvestlige Europa og det nordvestlige Afrika, mod øst til Libyen. I dag er den begrænset til små reliktbestande i Marokko og Algeriet, og der findes tillige en lille population på Gibraltar-klippen i Sydspanien, som muligvis delvis nedstammer fra den europæiske bestand. Historiske kilder nævner dog, at dyr fra Nordafrika adskillige gange i tidens løb er blevet løsladt på klippen. I sit arbejde fra omkring 1610, Historia de la Muy Noble y Más Leal Ciudad de Gibraltar (’Den meget ædle og yderst loyale by Gibraltars historie’), skriver Alonso Hernández del Portillo: ”Men lad mig nu tale om andre og nulevende aktører, som på trods af klippens barskhed stadig forefindes på bjerget; der er aber, som kan kaldes de sande ejere, som har været til stede her i umindelige tider, som altid har klynget sig til deres domæne, for det meste i høje og utilgængelige kløfter på bjergets østlige side.” (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Barbary_macaques_in_Gibraltar)

Berberaben lever fra havniveau til omkring 2600 meters højde, men er mest almindelig over 1000 m. Den foretrækker cederskove, men træffes også i egeskove, kystnært kratland, samt overgræssede klippeskråninger med spredt vegetation. Fornylig er den marokkanske bestand vurderet til at tælle 6-10.000 individer, mens den i 1975 var på omkring 17.000. I Algeriet var der omkring 1980 en vurderet bestand på ca. 5500, mens det nuværende antal er ukendt. På Gibraltar lever der omkring 300 dyr. Den totale bestand er måske faldet med over 50% siden 1980, og den forventes at dale yderligere i de kommende år. Alle områder, hvor berberaben findes, er under stigende pres fra menneskelig aktivitet.

 

Sydspanien 2005
Denne berberabe (Macaca sylvanus) sover på en mur på Gibraltar-klippen i det sydlige Spanien. Denne klippe er hjemsted for omkring 300 af disse aber, fordelt på fem flokke. Arten er meget karakteristisk, idet den ingen hale har. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydspanien 2005
Hun af berberabe med en unge, Gibraltar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydspanien 2005
Førhen var det skik blandt besøgende på Gibraltar-klippen at fodre berberaberne, men i dag er denne aktivitet strengt forbudt. Alligevel er aberne meget tamme, som denne unge, der trækker en dreng i øret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den indiske hueabe (Macaca radiata) er begrænset til den sydlige halvdel af Indien, hvor den syd for floderne Tapti i Gujarat og Godavari i Maharashtra erstatter rhesusaben som den almindelige makak-art. Den er lidt mindre end rhesusaben, og pelsen er gråbrun med lysere bug. Dens hale er meget lang, længere end kroppen. På issen har den en hårhvirvel, som ligner en kalot, og som har givet arten dens navn. Den er meget almindelig, lokalt talrig, og lever i alle skovtyper, kratland, plantager, landbrugsland og byer. Den træffes normalt under 2000 meters højde, men kan strejfe op til omkring 2600 m. Da den ofte søger føde i afgrøder, er konflikter med mennesker et stigende problem. Den jages lokalt, og mange bliver indfanget til medicinsk forskning samt til gadegøglere (se nederst på siden, Aber i kulturen).

 

Sydindien 1997-98
Denne han af indisk hueabe (Macaca radiata) hviler i en bevoksning af bambus, Periyar Nationalpark, Kerala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Indien 2003
Indien 2003
En stor flok indiske hueaber holder til omkring de hinduistiske huletempler i byen Badami, Karnataka, hvor de overvejende lever af ris og andre spiselige offergaver, bragt til templerne af fromme hinduer. Disse billeder viser hunner og en unge, som klumper sig sammen for at holde varmen (øverst), samt en unge, der nyder aftensolen. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1978-79
Som de fleste andre makakker elsker hueaber at bade, som disse unger i Theppakadu-floden, Mudumalai Tiger Reserve, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 2008
Langs mange veje og omkring templer kan hueaber være meget tillidsfulde. Denne iagttager sit eget spejlbillede i en bilrude, Azhiyar Ghat, Tamil Nadu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Svinehaleaber har fået navn efter deres korte hale, der ofte har en krølle som på en svinehale. Førhen blev alle svinehaleaber regnet for at være én og samme art, Macaca nemestrina, men den er nu blevet delt i to arter, den sydlige, Macaca nemestrina, der er udbredt på Malakka-halvøen, samt på Sumatra og Borneo, og den nordlige, Macaca leonina, der lever i Sydøstasien, fra det østlige Bangladesh mod syd til den nordligste del af Malakka-halvøen, hvor dens udbredelse overlapper med den sydlige arts. Hvorfor de er blevet opsplittet i to arter, er lidt af en gåde for mig, de de kan få yngledygtigt afkom i det overlappende område.

Sydlig svinehaleabe, der også kaldes Sunda-svinehaleabe, er almindelig i nogle områder, men de fleste steder er den gået kraftigt tilbage på grund af tab af levesteder gennem anlæggelse af oliepalmeplantager og landbrugsområder, såvel som på grund af tømmerhugst. Arten bliver ofte skudt, da den gør skade på afgrøder.

 

Sydøstasien 1975
Minangkabau-stammemand med en sydlig svinehaleabe (Macaca nemestrina), som han har oplært til at hente kokosnødder ned fra træerne. – Maninjau, Sumatra, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som dens navn siger, er Taiwan-makak (Macaca cyclopis) endemisk for Taiwan, hvor den er ganske almindelig. Den findes mest i forskellige typer af primærskov, men forekommer også i sekundær skov, hvorfra den søger ud i landbrugsområder, og endog byer, på jagt efter føde. Den er noget af en plage i nogle områder, men forfølges ikke, dels fordi den er fredet, og dels fordi den buddhistiske befolknings holdning generelt er, at man ikke skal dræbe dyr. Taiwan-makak findes fra havniveau op til omkring 3600 meters højde, men hovedudbredelsen er mellem 1000 og 1500 m. Der er ikke mærkbare trusler mod arten.

 

Taiwan 2009
Pelsen hos Taiwan-makak (Macaca cyclopis) er lysegrå med et brunligt anstrøg her og der. Denne store han hviler på en sten langs en sti i Bagua Shan-bjergene. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Taiwan 2009
Hun af Taiwan-makak renser pels på sin unge, Bagua Shan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Tyrkiet 2018e
En familiegruppe af Taiwan-makak, Sheding Nature Trail, Kenting Nationalpark. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Taiwan 2014b
I lighed med flere andre makak-arter har Taiwan-makak vænnet sig til et liv nær mennesker. Denne han sidder på et hustag nær en trafikeret vej og venter på, at forbipasserende bilister skal fodre den. – Linbei Chukou, nær Linnei. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sri Lanka hueabe (Macaca sinica) er en brun abe med rødligt anstrøg, som er nært beslægtet med indisk hueabe (M. radiata), men hårhvirvlen sidder længere fremme på issen. Denne art findes kun i Sri Lanka, hvor tre racer er anerkendt: M. s. sinica i tørzonen i den østlige og nordlige del af øen, M. s. aurifrons i den sydvestlige lavlands-regnskovszone, samt M. s. opisthomelas i det centrale regnrige højland. Arten som helhed findes i forskellige skovtyper, fra havniveau op til ca. 2100 m. Udbredelsen af alle tre racer er meget fragmenteret, og M. s. opisthomelas er begrænset til et område på mindre end 500 km2, hvoraf kun en femtedel i realiteten rummer aber. Hovedtruslen mod arten er tab af levesteder på grund af anlæggelse af plantager og landbrugsland, og mange bliver skudt, da de gør betydelig skade på afgrøder. Arten er stadig vidt udbredt, men bestanden er måske gået tilbage med over 50% siden 1975.

 

Sri Lanka 1974-75
Tørzone-racen af Sri Lanka hueabe (Macaca sinica ssp. sinica) er udbredt i den østlige og nordlige del af øen. Denne blev fotograferet nær Polonnaruwa. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sri Lanka 2015
M. s. aurifrons er udbredt i den sydvestlige lavlands-regnskovszone. Denne blev observeret i Sinharaja Forest Reserve. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1978-79
Denne unge Sri Lanka hueabe nær Polonnaruwa drikker ved at dyppe hånden i en pyt inde i en hul træstamme og derpå slikke hånden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brøleaber
Brøleaber (Alouatta) er en gruppe på 15 arter i familien Atelidae, der er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod syd til det nordlige Argentina, hvor de lever i forskellige skovtyper, deriblandt mangrove og sumpskov. Trusler mod disse aber omfatter ødelæggelse af levesteder samt jagt til føde og fangst til kæledyrsindustrien og zoologiske haver. Brøleaber er berømte for deres støjende kald, der kan høres næsten 5 km borte. De har et forstørret tungeben, som gør dem i stand til at producere disse utroligt kraftige lyde. Hovedfunktionen af kaldet menes at være forsvar af flokkens territorium.

 

Den gyldenryggede brøleabe (Alouatta palliata ssp. palliata) findes fra den østligste del af Guatemala mod øst til det østlige Costa Rica eller muligvis den vestligste del af Panama. Den er en underart af den vidt udbredte manke-brøleabe, hvis 5 underarter findes fra det sydøstlige Mexico mod syd til det nordlige Peru. Den gyldenryggede brøleabe er ret mørk med en rødbrun manke. Den lever hovedsagelig i lavlandet, men træffes undertiden op til 2000 meters højde.

 

Costa Rica
Costa Rica
Costa Rica
Gyldenryggede brøleaber (Alouatta palliata ssp. palliata) æder blade i et træ nær Bagaces, Guanacaste, Costa Rica. På det midterste billede ses en lille unge klynge sig til sin moders hale, mens den lidt større unge på nederste billede allerede viser stor adræthed. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Marekatte
Ordet marekat omfatter adskillige grupper af langhalede afrikanske aber i familien Cercopithecidae.

De egentlige marekatte, i slægten Cercopithecus, er en stor gruppe på omkring 25 arter, der er udbredt i det meste af Afrika syd for Sahara. Disse aber lever i stedsegrøn skov, til tider i sekundær skov og kratland, overvejende højt til vejrs i træerne og kun lejlighedsvis set komme ned til jorden. De er afhængige af daglig adgang til vand.

Slægten Chlorocebus, de grønne marekatte, var førhen inkluderet i Cercopithecus, hvor de udgjorde en enkelt art, Cercopithecus aethiops, som var opdelt i 6 underarter. I dag regnes disse underarter generelt for selvstændige arter, vervet-marekat (Chlorocebus pygerythrus), grivet-marekat (C. aethiops), grøn marekat (C. sabaeus), tantalus-marekat (C. tantalus), Bale Mountains-marekat (C. djamdjamensis) samt malbrouck (C. cynosuros), skønt nogle autoriteter stadig betragter dem som én art. Ulig de egentlige marekatte tilbringer de grønne marekatte megen tid på jorden i dagtimerne, mens natten tilbringes i træer. De er ligeledes afhængige af daglig adgang til vand.

I øjeblikket udgør husaraben (Erythrocebus patas) det eneste medlem af slægten Erythrocebus, men da den er nært beslægtet med de grønne marekatte, vil fremtidige genetiske studier måske placere dem i samme slægt.

 

I videste forstand omfatter den blå marekat (Cercopithecus mitis) 17 underarter, af hvilke Sykes’ marekat (C. m. albogularis), sølv-marekat (C. m. doggetti) og guld-marekat (C. m. kandti) til tider betragtes som selvstændige arter. I videste forstand har denne art en stor udbredelse, fra Angola og Zaire mod øst til det Indiske Ocean og Zanzibar, og fra Ethiopien mod syd til det østlige Sydafrika, fra havniveau op til ca. 3800 m. Arten er til dels truet af skovhugst og fragmentering af levesteder, samt nogle steder af jagt til føde og traditionel medicin.

 

Tanzania 1988
Tanzania 1988
På trods af sit navn er den blå marekat (Cercopithecus mitis) ikke blå, men dens grå pels har dog et blåligt anstrøg. Denne i Lake Manyara Nationalpark, Tanzania, æder sværmende termitter sammen med en grøn bavian (Papio anubis). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vervet-marekat (Chlorocebus pygerythrus) er udbredt fra Ethiopien og det sydlige Somalia mod syd gennem Uganda, Kenya, Tanzania, Zambia, Zimbabwe, Malawi, Moçambique og Botswana til Sydafrika. Den lever mest på savanner og i åbne skove, næsten altid nær floder, men er yderst tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i landbrugsland og til tider i byer. Der er ingen alvorlige trusler mod arten, skønt mange skydes som skadedyr i landbrugsområder. Den jages også som ’bushmeat’ nogle steder.

 

Zimbabwe-Kenya 1994
Zimbabwe-Kenya 1994
En flok af vervet-marekat (Chlorocebus pygerythrus) renser pels, Victoria Falls Nationalpark, Zimbabwe. Bemærk hannens lyseblå testikler. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Husaraben (Erythrocebus patas) er vidt udbredt i Sahel-zonen syd for Sahara, fra det sydlige Mauritanien, Gambia og Senegal mod øst til det vestlige Ethiopien samt det nordlige Zaire, Uganda og Kenya, med isolerede bestande andre steder i Kenya, det nordlige Tanzania, samt i Air- og Ennedi-bjergmassiverne i Sahara. Denne art findes på savanner og i tør kratskov, og den er mest almindelig i områder med spredte akacier. I nogle områder trues husaraben af tab af levesteder på grund af ørkenspredning. Lejlighedsvis jages den som fødeemne eller skydes som skadedyr i afgrøder.

 

Afrika 1980-81
Denne søde og blide hun af husarabe (Erythrocebus patas) er til salg i byen Bangui, Centralafrikanske Republik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Menneskeaber
Chimpanse (Pan troglodytes), bonobo (Pan paniscus), orangutaner (Pongo) og gorillaer (Gorilla) er alle menneskeaber, som tilhører familien Pongidae. Chimpanse og bonobo er vore nærmeste slægtninge, ja, faktisk er vi så nært beslægtede, at vi burde tilhøre den samme slægt. Da mennesket blev beskrevet videnskabeligt før chimpanse og bonobo, burde deres navne være henholdsvis Homo troglodytes og Homo paniscus!

Alle menneskeaber er gået drastisk tilbage i løbet af de sidste hundrede år på grund af krybskytteri, smitsomme sygdomme og tab af levesteder, forårsaget af menneskelige aktiviteter. På trods af de senere års intensiverede bestræbelser på at bevare disse dyr forudses det, at tilbagegangen vil fortsætte på grund af en kraftig befolkningstilvækst, fældning af skove, mangel på håndhævelse af love på grund af korruption, samt i nogle lande politisk ustabilitet. Endvidere indfanges dyr stadig til zoologiske haver, og mange skydes til kommerciel handel med ’bushmeat’ visse steder i Afrika.

 

Chimpansen (Pan troglodytes), der omfatter 4 underarter, har en pletvis udbredelse fra det sydlige Senegal mod øst gennem skovbæltet nord for Congo-floden til de vestligste dele af Tanzania og Uganda, hvor den lever i forskellige skovtyper, langs floder i skovsavanne, samt til tider i landbrugsland, fra lavlandet op til ca. 2800 meters højde. Syd for Congo-floden erstattes den af en nær slægtning, bonobo (P. paniscus). I dag er den totale bestand af chimpanser sandsynligvis under 400.000 individer.

 

Tanzania 1989
Chimpanserne (Pan troglodytes), der lever i Gombe Stream Nationalpark, Tanzania, blev gjort berømte af den kendte primatolog Jane Goodall (født 1934) – den første, som foretog grundige studier af disse aber. Dette billede viser en stor han ved navn Everett i Gombe Stream, fotograferet i 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Førhen blev orangutaner betragtet som en enkelt art, Pongo pygmaeus, der fandtes i regnskove på Sumatra og Borneo. Fornylig er den imidlertid blevet opdelt i tre selvstændige arter. Borneo-orangutan (P. pygmaeus), der omfatter 3 underarter, er stadig vidt udbredt på Borneo. Sumatra-orangutan (P. abelii) lever kun i det nordlige Sumatra, fortrinsvis Aceh-provinsen. Tapanuli-orangutan (P. tapanuliensis), der kun findes i et område på under 1500 km2 i Batang Toru, syd for Lake Toba, Sumatra, blev beskrevet som en selvstændig art i 2017. Alle tre arter lever fortrinsvis i lavlandsregnskov under 500 meters højde, Sumatra-orangutan dog op til 1500 m.

Alle tre arter er udryddelsestruede på grund af tab af levesteder og forringelse af biotop, samt illegal fangst til zoologiske haver. Det er blevet vurderet, at bestanden af Borneo-orangutan i 1973 omfattede omkring 300.000 individer, og det forudses, at dette tal vil falde til ca. 50.000 inden 2025. Sumatra-orangutan tæller færre end 14.000 individer, og det forudses, at dette antal vil dale med omkring 80% inden 2060. Der findes færre end 800 Tapanuli-orangutaner, og antallet falder stadig.

 

Malaysia 1984-85
Malaysia 1984-85
Malaysia 1984-85
I 1985 besøgte jeg Sepilok Orangutan Rehabilitation Centre i Sabah, Borneo, hvor forældreløse orangutaner optrænes til et liv i vild tilstand (øverste billede). I mangel af en moder skaber ungerne ofte tætte bånd til hinanden (i midten). En voksen han, der lever i halvvild tilstand nær centret (nederst). – Læs mere om Sepilok-centret på denne hjemmeside, se Rejse-episoder: Borneo 1985 – På besøg hos orangutaner. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Tidligere blev gorillaer betragtet som tilhørende en enkelt art, Gorilla gorilla, men siden er de blevet opsplittet i to arter, den vestlige gorilla (Gorilla gorilla), som har to underarter, lavlandsgorillaen (G. g. gorilla) og Cross River-gorillaen (G. g. diehli), samt den østlige gorilla (Gorilla beringei), der ligeledes har to underarter, bjerggorillaen (G. b. beringei) og Grauers gorilla (G. b. graueri).

Den vestlige gorilla er udbredt i Cameroun, den Centralafrikanske Republik, Gabon samt Republikken Congo, med ganske små bestande i det østlige Nigeria og det nordlige Angola. Bestanden af underarten G. g. gorilla er sandsynligvis omkring 250.000 individer, mens underarten G. g. diehli er udryddelsestruet, da den kun tæller omkring 300 individer. Tilbagegangen for arten som helhed forudsiges at overstige 80% inden 2070 på grund af illegal jagt, sygdom (Ebolavirus) samt tab af levesteder.

Den østlige gorilla lever i bjergskove i det østlige Zaire, det nordvestlige Rwanda og det sydvestlige Uganda. Denne region har været genstand for krig og borgerkrig gennem mange år, og det er bl.a. gået ud over gorillaerne. Underarten G. b. beringei, der kun tæller omkring 900 individer, er den eneste menneskeabe, hvis antal er steget i de senere år, mens underarten G. b. graueri er alvorligt påvirket af menneskelige aktiviteter, specielt jagt til den kommercielle handel med ’bushmeat’. Denne illegale jagt er gjort nemmere gennem den lette adgang til våben fra de forskellige krige i området. Nylige optællinger viser, at bestanden af Grauers gorilla, der førhen talte omkring 17.000 individer, er dalet til kun ca. 3800.

Der gemmer sig en interessant historie bag navnet gorilla. Den berømte græske historiker Herodot (ca. 484-425 f.Kr.) beretter om sørejser, foretaget af fønikere fra Karthago, deriblandt en ekspedition ca. 500 f.Kr. ned langs Afrikas vestkyst, ledet af Hanno, kaldt ’Navigatøren’. I et område, som i dag er Sierra Leone, traf medlemmer af denne ekspedition vilde folk, hvoraf størsteparten var kvinder, hvis legemer var hårede, og som vore tolke kaldte gorillæ.” Dette ord blev senere anvendt af den amerikanske læge og missionær Thomas Staughton Savage (1804-80) og naturhistorikeren Jeffries Wyman (1814-74), da de beskrev gorillaen i 1847 under navnet Troglodytes gorilla. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Gorilla)

 

Østafrika 1994-95
Østafrika 1994-95
Bestanden af bjerggorilla (Gorilla beringei ssp. beringei) i Bwindi Nationalpark, Uganda, er den eneste population af menneskeaber på kloden, hvis antal er vokset i de senere år. Øverste billede viser hvilende hunner, mens ungen på det nederste billede nærmer sig for at studere os. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Edderkoppeaber
Edderkoppeaber (Ateles) er en slægt på 7 arter af familien Atelidae, som er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Brasilien, hvor de lever i det øverste stratum af tropiske skove. Disse aber er karakteriseret af deres usædvanligt lange arme og ben, som har givet dem deres navn, samt deres lange gribehale, der anvendes som et femte lem. De lever i flokke på op til 35 dyr, som spredes ud i skoven i dagtimerne for at søge føde. Alle arter af edderkoppeaber er truet på grund af destruktion af deres levesteder samt jagt til føde, og to arter, sorthovedet edderkoppeabe (Ateles fusciceps) og brun edderkoppeabe (A. hybridus), er i fare for at uddø.

 

Seks underarter af Geoffroys edderkoppeabe (Ateles geoffroyi), der også kaldes sorthåndet eller centralamerikansk edderkoppeabe, er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod øst til Panama. Denne art lever fortrinsvis i stedsegrøn regnskov, men kan også træffes i løvfældende skov. Den er truet på grund af tab af levesteder, der er alvorligt i hele dens udbredelsesområde, og det vurderes, at den er gået tilbage med op mod 50% i løbet af de sidste 50 år. I dag overlever den hovedsagelig i naturreservater.

 

Guatemala 1998
En ung Yucatan-edderkoppeabe (Ateles geoffroyi ssp. yucatanensis) klynger sig til sin moders ryg, Tikal Nationalpark, Guatemala. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Costa Rica-2
Costa Rica-2
En rødbuget edderkoppeabe (Ateles geoffroyi ssp. frontatus), også kaldt sortbrynet edderkoppeabe, æder kaffe-lignende frugter, Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bavianer
Bavianer, der tilhører familien Cercopithecidae, lever i Afrika samt den sydvestlige del af Arabien. De har en lang, hundeagtig snude, tætsiddende øjne samt kraftige kæber med kæmpestore hjørnetænder. De egentlige bavianer af slægten Papio omfatter seks arter. Førhen blev tre andre aber inkluderet i Papio, men er siden blevet overført til andre slægter, gelada-bavianen (Theropithecus gelada), mandrillen (Mandrillus sphinx) og drillen (M. leucophaeus). Nogle autoriteter hævder, at de seks arter i slægten Papio tilhører én og samme art, da de hyppigt hybridiserer, hvor deres udbredelse overlapper. De seks arter er Guinea-bavian (Papio papio), der findes i et ret begrænset område fra det sydlige Mauritanien mod syd til Guinea; hamadryas-bavianen (P. hamadryas), der lever omkring Afrikas Horn, i Ethiopien samt i det sydvestlige Arabien; grøn bavian (P. anubis) (se nedenfor); gul bavian (P. cynocephalus) (se nedenfor); Kinda-bavian (P. kindae), der er udbredt i det sydvestlige Tanzania, det sydlige Zaire, det vestlige Zambia samt det nordlige Angola; og endelig chacma-bavian (P. ursinus), der findes i det sydlige Afrika.

 

Den grønne bavian (Papio anubis) har fået sit navn på grund af pelsen, der er grå med et olivengrønt skær. Denne art har den største udbredelse blandt de seks bavian-arter, idet den findes næsten overalt i åben skov og savanne, fra det sydlige Mauritanien og Mali mod øst til Sudan, og derfra mod syd til Zaire og Tanzania. Der er også isolerede bestande i Tibesti- og Air-bjergmassiverne i Sahara. Arten er meget tilpasningsdygtig og er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Den er lokalt almindelig, på trods af at den nogle steder betragtes som et skadedyr, der skydes, fanges i fælder eller udryddes med gift. I et 200 km bredt bælte gennem det centrale Kenya hybridiserer den med den gule bavian (P. cyanocephalus), hvilket ofte gør det svært at afgøre, hvilken art der er tale om. Den grønne bavian kaldes også for Anubis-bavian, opkaldt efter den egyptiske balsameringsgud, som havde sjakal-hoved. Navnet hentyder til bavianernes hundelignende snude.

 

Tanzania 1993
Unge af grøn bavian (Papio anubis) rider på sin moders ryg, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania. Denne art har fået sit navn på grund af pelsen, der er grå med et olivengrønt skær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Tanzania 1993
Tanzania 1993
Moderskab hos grøn bavian, Lake Manyara Nationalpark, Tanzania: En hun, som er lavere på den sociale rangstige inden for flokken, nærmer sig en hun med en lille unge, præsenterer sin bagdel for moderen som et tegn på underkastelse og forsøger derpå at få lov til at holde ungen. Bemærk, at moderens kindposer er fyldt med mad. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Tanzania 1989
Unger af grøn bavian (Papio anubis) leger i en slyngplante, Gombe Stream Nationalpark, Tanzania. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Artsnavnet på den gule bavian (Papio cynocephalus) kommer af græsk kuon = hund, og kephalos = hoved, hvilket, i lighed med navnet Anubis (se grøn bavian), hentyder til bavianernes hundelignende snude. Dens danske navn skyldes, at dens grå pels har et gulligt skær. Denne art er udbredt fra det sydøstlige Ethiopien og Somalia mod syd til det nordlige Moçambique, og derfra gennem Malawi og Zambia til det sydlige Zaire og det nordlige Angola. Hvor det er muligt, lever den i Brachystegia-skovsavanne (miombo), men findes også i kratland, savanne og mangrove, og den er i stand til at overleve i sekundær skov og opdyrkede områder. Der er ingen væsentlige trusler mod arten, selv om den i nogle områder er blevet fordrevet af landbrug. Mange fanges også til eksport til medicinsk forskning.

 

Tanzania 1989
Gul bavian (Papio cynocephalus), Mikumi Nationalpark, Tanzania. Denne art har fået sit navn på grund af pelsen, der er grå med et gulligt skær. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sydlige Afrika 1993
Chacma-bavianen (Papio ursinus) lever i det sydlige Afrika. Dette skilt i Kap Det Gode Håb Nationalpark i Sydafrika forbyder fodring af bavianer. Hvor de fodres regelmæssigt af turister, bliver bavianer ofte aggressive, og i værste fald bliver man nødt til at skyde dem. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Gelada-bavianen (Theropithecus gelada) er begrænset til græsklædte områder langs dybe kløfter i Ethiopiens centrale højland, mellem 1800 og 4400 meters højde. Slægtsnavnet Theropithecus kommer af græsk thero = afskyelig, samt pithekos = abe, hvilket henfører til gelada-hannens ret groteske fremtoning. I den græske mytologi var Thero en frygtindgydende najade, der var amme for den lille Ares, der senere blev grækernes gud for krig, mod, samt orden i samfundet. Gelada-bavianen er stadig vidt udbredt, men blev meget påvirket af de tørkeperioder, som hærgede Ethiopien i 1980’erne. Fra en formodet bestand på måske 800.000 er antallet dalet til omkring 200.000. Artens biotop eroderes som resultat af en landbrugsmæssig ekspansion, da stedse flere mennesker etablerer sig i højlandet. Græsningstrykket er højt i nogle områder og tvinger gelada-bavianerne ud i mindre produktive græsarealer.

 

Ethiopien 1996
I Simien-bjergene er gelada-bavianen (Theropithecus gelada) ret almindelig i nogle områder, her ved Gosh Meda. Hannen har en kæmpemæssig manke omkring hovedet og på forkroppen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Ethiopien 1996
På brystet har hanner såvel som hunner en nøgen rød hudplet, som har givet anledning til det alternative engelske navn ’bleeding-heart monkey’ (’aben med det blødende hjerte’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aber i kulturen
I mange lande, specielt i Indien, spiller aber en stor rolle i folkloren. Disse billeder viser nogle få eksempler.

 

 

Indien 2003
Relief i et jain-tempel på toppen af klippen Vindyagiri, Sravanabelagola, Karnataka, Indien, som gengiver en indisk hueabe (Macaca radiata), der omfavner en jackfrugt (Artocarpus heterophyllus). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Taiwan 2014
Taiwan 2014
Taiwan 2014
Taiwan 2014
I Taichung, Taiwan, udfører disse akrobater, udklædt som aber, forskellige numre, såsom at gå på stylter, mens man balancerer æg på en pind, samt spring gennem brændende ringe. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica-2
Dette skilt uden for et rejsebureau i Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica, anvender en hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus) og en stor hokko (Crax rubra) som blikfang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nordindien 1991
Sydindien 2000-01
Gadegøgler med dresserede rhesusaber (Macaca mulatta), Delhi, Indien (øverst), samt en anden gadegøgler i byen Tirumalai, Andhra Pradesh, der har fanget to unger af indisk hueabe (M. radiata), som han optræner til at udføre forskellige numre. De synes at være uenige om et eller andet. – I gamle dage i Europa ville lirekassemanden ofte optræde på lignende måde med en dansende hvidhovedet kapucinerabe (Cebus capucinus). (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bali 2009
Denne skulptur i et hinduistisk tempel nær Ubud, Bali, Indonesien, viser smilende langhalede makakker (Macaca fascicularis). – Flere billeder af abe-skulpturer findes på denne hjemmeside, se Kultur: Folkekunst verden rundt. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Costa Rica-2
Vægmaleri i Tortuguero Nationalpark, Limón, Costa Rica, som viser en gyldenrygget brøleabe (Alouatta palliata ssp. palliata) og et brunstrubet tretået dovendyr (Bradypus variegatus), samt følgende slogan: ‘Tortuguero es pura vida’ (‘Tortuguero er et godt liv’). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Abeguden Hanuman
I hinduismen er Rama den syvende inkarnation af den høje gud Vishnu og hovedperson i det store epos Ramayana. Han blev født som søn af Kong Dasharatha, der regerede i kongedømmet Koshada i det nordlige Indien, samt dennes førstehustru, Dronning Kausalya, og var således udset som tronarving. I et ubesindigt øjeblik lovede kongen imidlertid en anden af sine hustruer, at hendes søn skulle arve tronen i 14 år, samt at Rama skulle landsforvises i denne periode. Rama kendte ingen højere lov end at adlyde sin far og tilbragte sit eksil med at vandre omkring i skovene med sin udkårne, Sita, samt halvbroderen Lakshmana.

En dag blev Sita røvet af Ravana, en ti-hovedet og tyve-armet dæmonkonge fra Sri Lanka. Hanuman, som var leder af abehæren, støttede Rama, og han tilbød at tage til Sri Lanka for at forhandle om Sitas frigivelse. Det fortælles, at Hanuman under opholdet stjal mangofrugter. For denne synd beordrede Ravana, at han skulle brændes. Ravanas soldater bandt en olievædet klud omkring hans hale og satte ild til den. Under hans anstrengelser for at slukke ilden blev Hanumans ansigt og hænder forbrændt og fik deres sorte farve. Episoden blev bemærket af ildens gud Agni, som beskyttede Hanuman mod flammerne, mens den brændende hale til gengæld antændte mange huse. I et kæmpespring satte Hanuman tilbage til Indien. Under det endelige opgør dræbte Rama den onde dæmonkonge, og Sita blev befriet. Da de 14 års eksil var overstået, vendte Rama hjem og overtog kongeriget.

På grund af sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til guddom. Han indgyder styrke og er derfor populær blandt mænd, mens kvinderne er mere skeptiske over for ham, idet han er ugift. På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (Macaca radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andet spiseligt, der bringes som offergaver til templerne af fromme hinduer.

Legenden fortæller os, at Hanuman er en langur, som har sort ansigt og hænder, og altså ikke en makak, som er ensfarvet brun. Men makakkerne er alligevel hellige dyr på lige fod med langurerne.

De følgende 10 billeder viser aspekter af aber, som på forskellig vis refererer til Ramayana eller hinduismen.

 

Indien 1994
Skulptur i Varanasi, Uttar Pradesh, som forestiller abeguden Hanuman, der bærer Rama og Lakshmana på sine skuldre, mens han tramper på en dæmon. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Indonesien 1985
Den balinesiske Keçak-dans (’Abedansen’) gengiver en scene fra Ramayana. Ramas forlovede Sita er bortført til Sri Lanka af dæmonkongen Ravana, og Hanumans abehær prøver på at befri hende. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Cambodia 2009
Detalje af et Khmer-relief i Banteay Srei, Angkor, Cambodia, som gengiver en anden scene fra Ramayana. Dæmonkongen Ravana ryster hindugudernes bolig, det hellige bjerg Kailash, hvilket gør guder og dyr rædselsslagne, her Hanuman, en guddom med løvehoved, samt guden Ganesh, som har elefanthoved. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Skulptur af Hanuman, bevokset med grønalger og laver, uden for et hindu-tempel nær Ubud, Bali, Indonesien. Ris og blomster er blevet bragt som offergave til figuren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 2009a
Gennem årene er ansigtstrækkene på denne skulptur af Hanuman uden for templet Pashupatinath i Kathmandu, Nepal, blevet udvisket, idet talrige fromme hinduer har smurt et tykt lag sindur (rødt pulver, opblandet med sennepsolie) på figuren. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Bali 2009
Denne skulptur, som forestiller en kriger i Hanumans hær, vogter uden for det Hellige Vandtempel i Ubud, Bali, Indonesien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nepal 1991
På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragtes aber som hellige dyr, og derfor ser man dem ofte omkring templerne. Denne hun af rhesusabe (Macaca mulatta) og hendes unge æder riskorn, der er bragt som offergave til Swayambhunath-stupa’en i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som dog også rummer hinduistiske templer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydindien 2000-01
Mens tempelaber i det nordlige Indien oftest er rhesusaber (Macaca mulatta), bliver denne rolle overtaget af den indiske hueabe (M. radiata) i sydindiske templer. Dette billede er fra Sri Minakshi-templet i Madurai, Tamil Nadu. Tempelaber bliver ofte overordentlig fede, da de har nem adgang til føde og ikke bevæger sig meget omkring. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Indien 2003
Som en flok gadedrenge sidder disse sydlige steppelangurer (Semnopithecus dussumieri) på et hustag i byen Pushkar, Rajasthan, hvorfra de kan holde øje med, om der er frugt eller andet spiseligt, som de kan hugge. På grund af abernes status som hellige dyr bliver de ikke forfulgt trods deres frækhed. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet marts 2018)

 

(Revideret oktober 2018)