Den plettede dræber

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leoparden nedlægger mange forskellige byttedyr, også større dyr som hjorte, antiloper, vildsvin (Sus scrofa) og vortesvin (Phacochoerus africanus). Leoparder er vældigt dygtige til at klatre, og større bytte slæbes ofte op i træer, hvor det er ude af rækkevidde for løver (Panthera leo) og plettede hyæner (Crocuta crocuta). Hvis byttet er for stort til at blive slæbt op i et træ, jager disse dyr ofte leoparden bort og æder byttet.

På grund af leopardens vane med at slæbe større byttedyr op i træer, bemærkes sådant bytte ofte, hvilket giver et skævt billede af leopardens diæt. Faktisk udgør mindre dyr som harer, dik-dik-antiloper, klippegrævlinger og forskellige fugle, bl.a. perlehøns og frankoliner, hovedparten af artens føde (Hamilton 1976, Moss 1982). Også andre medlemmer af kattefamilien, deriblandt serval (Leptailurus serval) og vildkat (Felis silvestris), nedlægges og ædes undertiden.

Jeg så endog engang en leopard i Tanzania, som åd af en gepard (Acinonyx jubatus) – en kat, der er næsten lige så stor som den selv. Geparder kan løbe meget hurtigere end leoparder, så enten var denne gepard såret, eller leoparden overraskede den ved at springe ned på den fra et træ.

I nærheden af landsbyer dræber leoparder ofte kvæg, får, geder og hunde.

Mens hun er på jagt, skjuler moder-leoparden sine killinger i tæt vegetation eller et andet sikkert sted, hvor de har større chancer for at undgå at blive ædt. Så snart killingerne er store nok til at klatre, tilbringer de ventetiden oppe i træer, hvor de er i sikkerhed for de fleste fjender.

 

 

 

 

 

 

 

I bogen The Man-eating Leopard of Rudraprayag fortæller den kendte jæger, forfatter og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955) om sine hårrejsende oplevelser, da han mellem 1918 og 1926 forsøgte at befri befolkningen i Garhwal, Uttarakhand, for en berygtet menneskeædende leopard – et forfærdeligt dyr, som dræbte 125 mennesker, inden det lykkedes Corbett at skyde den.

Følgende uddrag af hans bog giver et levende billede af den terror, som dette dyr forårsagede blandt bjergfolkene:

 

Pilgrimmene var uvillige til at følge hans råd. De sagde, at de allerede havde foretaget en lang vandring denne dag og var for trætte til at gå endnu fire miles, og at alt hvad de ønskede af ham var at få midler til at tilberede deres aftensmåltid, samt tilladelse til at overnatte på verandaen foran hans butik. Det protesterede indehaveren voldsomt imod. Han fortalte pilgrimmene, at hans hus ofte var hjemsøgt af menneskeæderen, og at sove på verandaen ville være at lege med døden.

Mens diskussionen var på sit højeste, ankom en sadhu [hellig mand], som var på vej fra Mathura til Badrinath, og han støttede nu pilgrimmene i deres sag. Han påpegede, at hvis indehaveren ville give husly til gruppens kvinder, ville han sove på verandaen sammen med mændene, og hvis en leopard – menneskeæder eller ej – vovede at angribe dem, ville han tage den ved munden og rive den i to dele.

Butiksindehaveren måtte nødvendigvis gå ind på dette forslag, så mens de ti kvinder søgte ly i butikken bag en låset dør, lagde de ti mænd sig på verandaen med sadhu’en i midten.

Da mændene vågnede næste morgen, manglede sadhu’en. Tæppet, som han havde ligget på, var krøllet, og lagnet, som han havde haft over sig, var delvis trukket ned fra verandaen og var plettet af blod. Ved lyden af mændenes ophidsede snakken åbnede indehaveren døren og så straks, hvad der var hændt. Efter solopgang fulgte han og mændene blodsporet ned ad bakken og over tre terrassemarker til en lav mur. Hen over denne mur fandt de sadhu’en, med den nederste del af kroppen bortædt.”

 

 

 

 

 

 

Halvtreds meter fra træet snublede Ibbotson, da han skulle kravle over en klippeblok, og bunden af lampen kom i voldsom kontakt med klippen, hvilket fik glødenettet til at opløses i småstumper, som faldt ned i bunden af lampen. Den blå lysstribe mellem dysen og benzinbeholderen gav tilstrækkeligt med lys til, at vi kunne se, hvor vi placerede fødderne, men det var spørgsmålet, hvor længe vi kunne anvende denne smule lys. Ibbotson mente, at lampen skulle slukkes efter tre minutter. Tre minutter, i løbet af hvilke vi skulle gå 800 m stejlt opad, i et terræn, hvor man hvert andet øjeblik skulle ændre retning for at undgå klippeblokke og tornebuske, og ovenikøbet måske forfulgt af en menneskeædende leopard. Det var en yderst frygtindgydende udsigt. (Det viste sig senere, at vi faktisk blev forfulgt af den).

(…) Da vi endelig nåede frem til stien, var vore genvordigheder ikke overstået, da der langs stien var en masse mudderhuller, som bøflerne yndede at vælte sig rundt i. (…) Vi skiftevis gled i mudderet og snublede over sten, indtil vi omsider ankom til nogle stentrapper, som forlod stien og gik op til højre. Da vi steg op ad disse trapper, ankom vi til en lille gårdsplads, langs hvis ene side var en bygning med en dør. Vi hørte gurglende lyde fra en hookah [vandpibe], så jeg sparkede på døren og råbte, at de skulle åbne den. Da der intet svar kom, tog jeg en æske tændstikker frem og rystede den, mens jeg råbte, at hvis ikke døren øjeblikkeligt blev åbnet, ville jeg sætte ild til stråtaget. Hertil svarede en ophidset stemme inde fra huset, at jeg endelig ikke måtte sætte ild til taget. (…) Kort efter blev først den inderste, så den yderste dør åbnet, og i to skridt var Ibbotson og jeg inde i huset, smækkede døren i og stemte ryggen imod den.

I rummet befandt sig tolv eller fjorten mænd, kvinder og børn i alle aldre. Da mændene havde samlet sig efter vores noget usædvanlige entré, bad de os tilgive dem, at de ikke straks havde åbnet døren, idet de tilføjede, at de og deres familier havde levet så længe i angst for menneskeæderen, at de havde mistet alt mod. Da de ikke vidste, hvilken form menneskeæderen ville tage, mistænkte de enhver lyd om natten for at være den. I deres angst havde de vores fulde sympati, for fra det øjeblik, hvor Ibbotson var snublet, glødenettet gik itu, og han få minutter senere havde slukket den rødglødende lampe, for at den ikke skulle sprænges, havde jeg været overbevist om, at én af os, ja muligvis os begge, ikke ville nå frem til landsbyen i live.”

 

 

 

 

 

 

På grund af tab og fragmentering af artens levesteder, og i nogen grad også krybskytteri, er den imidlertid gået stærkt tilbage i løbet af de seneste 50 år. I 2015 blev det anslået, at mellem 700 og 950 vildtlevende leoparder fandtes på øen.