Daggry

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sangen blev i 1971 populariseret af den engelske sanger Steven Demetre Georgiou (født 1948), der optrådte under navnet Cat Stevens. I dag kalder han sig Yusuf Islam.

Bunessan-hymner er opkaldt efter landsbyen Bunessan, som ligger på øen Mull i Skotland. I denne landsby boede Màiri Dhòmhnallach (1789-1872), på engelsk kaldt Mary Macdonald, som kun talte gælisk. Hun skrev sin hymne Leanabh an àigh til en traditionel melodi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne på denne side viser forskellige aspekter af daggry rundt om i verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Popler er hjemmehørende på størstedelen af den nordlige halvkugle, fra subarktiske områder mod syd til Mexico, Nordafrika, Iran, Himalaya og Kina.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den høje og tilsyneladende klodsede giraf var engang udbredt overalt i Afrika, med undtagelse af regnskovsområder, men den er aftaget med alarmerende hast, og i dag er der måske under 100.000 individer tilbage.

Ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) eksisterer der kun én giraf-art, opdelt i 9 underarter, mens andre autoriteter anerkender op til 8 særskilte arter.

Navnet giraf er afledt af det arabiske ord zarafah, som betyder ’den, der går hurtigt’. Det latinske artsnavn kommer af græsk kamelos (‘kamel’) og pardos (‘leopard’), samt af latin –alis (‘-lignende’), hvilket sigter til giraffens kamel-lignende krop og dens leopard-lignende mønster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet plettet brun. Han og hun er begge illustreret på siden Dyreliv – Dyrearter i menneskets tjeneste: Fjerkræ.

 

 

 

 

 

En nær slægtning, mexikansk kålpalme, er omtalt på siden Aften.

 

 

 

 

 

Fem underarter af den blå gnu (Connochaetes taurinus) er udbredt fra det sydlige Kenya mod syd gennem den østlige del af Afrika til det centrale Zambia, og fra det sydlige Angola og Zambia mod syd til Sydafrika og Mozambique. Artsnavnet betyder ‘tyrelignende’, afledt af græsk tauros (‘tyr’), mens blå sigter til det blålige skær i pelsen.

Den vestlige hvidskæggede gnu, underarten mearnsi, er udbredt i det sydlige Kenya og det nordlige Tanzania, vest for Rift Valley, mod vest til Victoria-søen. Denne underart foretager de spektakulære årlige vandringer, hvor 2-3 millioner gnuer vandrer fra Serengeti-sletterne mod nord til det sydlige Kenya, og senere omvendt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i åbent land, hvor den ofte sidder på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra den holder udkig efter flyvende insekter, som den fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dikros (‘kløftet’) og oura (‘hale’), hvilket hentyder til den kløftede hale hos medlemmer af slægten. Artsnavnet er ligeledes afledt af oldgræsk, af macros (‘lang’) og kerkos (‘hale’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den hule stængel, indtil omkring 1,2 m høj, er stivhåret, forgrenet, med poselignende bladskeder. Frøene er karakteristiske. Hvis man holder et op mod lyset, ser man tydeligt fire nedløbende oliekanaler, som danner et mønster, der godt kan minde om bjørnekløer, så måske stammer navnet bjørneklo herfra. Et andet gammelt folkenavn er biørne-labbe, hvilket sandsynligvis sigter til blomsterstandene, der – inden de springer ud – er omgivet af oppustede, lådne bladskeder, der med lidt god vilje ligner en bjørnelab.

Slægtsnavnet er den latiniserede form af det græske navn på en sydeuropæisk skærmplante, som blev benyttet i folkemedicinen i Oldtidens Grækenland. Den kaldtes panakes herakleion, hvilket betyder sådan noget som ’den herakliske universal-lægeurt’. Opdagelsen af denne plantes medicinske egenskaber blev tillagt den kolossalt stærke halvgud Herakles (på latin kaldt Hercules). Allerede før den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) påbegyndte sin systematiske navngivning af planterne, kaldtes bjørneklo for Heracleum på grund af disse planters stærke og kraftige vækst.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk spondylos (‘ryghvirvel’), hvilket sigter til stængelafsnittene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder regnes ahorn for en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, som produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. I Danmark betragtes den også ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på artens spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt til en mark fra nogle få træer i en plantage nær marken, og på disse to marker dominerer arten totalt i dag. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anlæggelse af eukalyptus-plantager er til stor skade for miljøet, ikke kun fordi store skovområder er blevet ryddet, men også på grund af disse træers udtørrende virkning på jordbunden.

Andre oplysninger om eukalyptus-arter findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Billedet nedenfor viser solopgang og skyer bag eukalyptus-træer på Ncheta Island, den største ø i Bangweulu-sumpene i det nordlige Zambia. Den naturlige bevoksning af træer på denne ø er forlængst blevet fældet til tømmer og brænde, og i dag planter man eukalyptus-træer som erstatning.

Dette spændende vådområde og dets befolkning er beskrevet i detaljer på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med en verdensbestand på nær 700.000 er den eurasiske trane den næst-talrigeste traneart efter prærietranen (Antigone canadensis, nedenfor). Den er i stærk fremgang i Vesteuropa, fx er der i dag 15-20.000 par i Sverige og ca. 8000 par i Tyskland. Den samlede europæiske bestand blev i 1998 vurderet til omkring 45.000 par, men er siden kraftigt øget.

I Danmark ynglede der op gennem 1970’erne og 80’erne fortsat kun 3-4 par, men siden 1990 har den været i forrygende fremgang, og i 2018 ynglede op mod 500 par.

Alle verdens tranearter er indgående beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Traner – fascinerende og sårbare.

 

 

 

 

 

Fuglene tilbringer natten i floden, og kort efter daggry letter flok efter flok og flyver under øredøvende trompeteren ud over de tilstødende majsmarker, hvor de æder de spildte kerner fra den foregående høst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De to arter er meget ens. De danske navne hentyder til den knaldgule/røde nøgne hud på struben, samt til hannens sporer bag på benene. Begge arter har også nøgen rød hud omkring øjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste asketræer, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer måske har resistens mod sygdommen.