Byens planteliv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder er den blevet et stort problem i vandløb, da den med sin frodige vækst blokerer for gennemstrømningen. Den er stemplet som invasiv i en række lande, deriblandt Spanien, USA, New Zealand, Indien, Kina, Taiwan, Namibia og Sydafrika.

 

 

 

 

 

Blade såvel som frø er spiselige og udgør en fødekilde i mange egne af verden. I Australien blev den også anvendt som føde i 1800-tallet. I 1889 skriver botanikeren Joseph Maiden (1859-1925): “Den er en glimrende erstatning for spinat og er langt bedre end de blade af sølvbede, der bliver solgt som spinat i Sydney. Næst efter spinat synes den mest at minde om kogte nældeblade, der, når de er unge, benyttes i England og er glimrende. Denne amarant bør koges som spinat, og når den bliver bedre kendt, bliver den helt sikkert populær, måske med undtagelse af personer, for hvem det er under deres værdighed at have noget at gøre med så simpelt et ukrudt.” (Kilde: T. Low, 1985. Wild Herbs of Australia & New Zealand. Angus & Robertson)

I Indien anvendes slank amarant i traditionel ayurvedisk medicin.

På engelsk kaldes amarant-arter bl.a. for pigweeds. I sin herlige bog All about Weeds, Dover Publications (1974), skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om en nær slægtning, A. retroflexus:“Pigweed er en af de mest robuste ukrudtsarter, som er komplet ligeglad med alting, så længe der er fed jord til stede. Vind, hagl, godt vejr eller dårligt er den det samme. Den er også ligeglad med, hvilke andre planter den vokser sammen med. Den er som regel i stand til at udkonkurrere enhver plante inden for rækkevidde, og dens rækkevidde er betydelig. Navnet pigweed skyldes dog ikke dens svinagtige natur, men hentyder til det kulinare behag, den fremkalder hos svin, som gladelig forlader deres majs for at stoppe sig med pigweed. Trods plantens hårede fremtoning (den minder altid én om en højrøstet sømand med ugegamle sandfarvede skægstubbe og huen på skrå) er bladene møre, og hvis smasken og tilfredse grynt betyder det samme for svin som for mennesker, må planten smage lækkert.”

 

 

 

 

 

Arten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordet sumak er afledt af old-syrisk summaq (‘rød’), hvilket hentyder til slægtens røde frugter. De har en sammensnerpende smag og anvendes som krydderi. I Nordamerika lægges frugterne af hjortetaktræ (Rhus typhina) i blød i koldt vand til fremstilling af ’lyserød lemonade’, en forfriskende drik, som er rig på C-vitamin.

 

Den er en indtil 5 m høj busk med snitdelte blade, som har 7-8 par ovale småblade. Blomsterstanden er en endestillet klynge af små hvide blomster, der senere bliver til rødbrune eller gulgrønne stenfrugter, som har en meget syrlig smag. De tørres og knuses for at blive anvendt som krydderi sammen med andre krydderier i en blanding kaldt za’atar.

Blade og bark indeholder garvesyre og blev førhen anvendt til garvning af læder, hvilket afspejles af både artens danske navn samt det latinske artsnavn, af latin coriarium (‘læder’ eller ‘garvning’). Forskellige dele af planten benyttes til plantefarvning og giver røde, gule, sorte og brune farver. Af frøolien kan fremstilles vokslys.

 

 

 

 

 

 

Ifølge Signaturlæren havde Den Gode Gud formet planterne således, at menneskene kunne se, hvilke sygdomme de kunne anvendes til. Derfor blev denne art førhen anvendt mod podagra (urinsyregigt). Medicinsk er der imidlertid intet belæg for dens virkning på dette område. Den blev tidligere også benyttet som afføringsmiddel.

Arten er hjemmehørende i Sydeuropa og det vestlige Asien, men blev tidligt indført til Nordeuropa, hvor den i dag er blevet naturaliseret utallige steder. Den er også blevet indslæbt til Nordamerika, og næsten overalt er den et meget besværligt ukrudt i haver.

Skvalderkål er mere indgående behandlet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Den purpurfarvede, stærkt hårede stængel bliver op til 1 m høj. Bladene er langstilkede, 2-3 gange fjersnitdelte, lysegrønne eller mørkegrønne, bladfligene ovale i omrids, dybt tandede. Blomsterne er hvide. Planten er giftig.

Slægtsnavnet er afledt af græsk chairo (‘at glæde’) og phyllon (‘blad’), således ‘med behageligt løv’. Artsnavnet kommer af latin temulentum (‘beruset’), afledt af temetum (‘en berusende drik’) og ulentus (‘fyldt med’), hvilket sigter til symptomerne fra forgiftning af denne plante, som ligner tilstanden, hvis man er stærkt beruset efter indtagelse af alkohol.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612) fortæller, at under den Trojanske Krig anvendte den græske helt Achilleus røllike til at standse blødninger hos sårede soldater, og af denne grund navngav den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1753 røllike-slægten Achillea. Den var allerede nævnt som lægeurt af den græsk-romerske læge, kirurg og filosof Aelius Galenus (ca. 129-210 e.Kr.), også kaldt Claudius Galenus eller Galenus fra Pergamon.

Forskellige planter, bl.a. røllike, blev fundet i en 50-60.000 år gammel Neanderthal-grav i Irak, hvilket muligvis antyder, at disse planter blev anvendt medicinelt. (Kilde: G.P. Shipley & K. Kindscher 2016. Evidence for the Paleoethnobotany of the Neanderthal: A Review of the Literature. hindawi.com/journals/scientifica/2016/8927654)

 

Arten vokser især i forstyrrede områder, bl.a. på brakmarker og langs veje og diger.

De grågrønne blade er meget findelte, duftende, op til 10 cm lange, og de talrige kurve, op til 50, er tæt samlet i en flad, skærm-lignende klynge op til 30 cm i tværmål. Randkronerne er hvide, meget større end de små, gullige eller cremefarvede skivekroner. Hele kurven måler kun op til 8 mm i diameter.

I dele af det sydvestlige USA kaldes denne art for plumajillo (‘lille fjer’ på spansk), hvilket sigter til det findelte løv.

Dens rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Arternes medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

I Kina anvendes den til tider som substitut for A. argyii til fremstilling af moxa, der er meget benyttet i traditionel kinesisk medicin.

 

 

 

 

 

Et af artens engelske navne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det er blevet rapporteret, at dunet brøndsel er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Arten er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

I Taiwan er dunet brøndsel uhyre almindelig og dækker ofte kæmpemæssige områder, også i byer, hvor den dukker op allevegne, som det fremgår af billederne nedenfor, alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalypto (‘dækket’ eller ‘skjult’) samt karpos (‘frugt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

De talrige blomsterkurve, op til 1 cm i diameter, sidder i endestillede klynger. Randkroner mangler, skivekronerne har en unik rødbrun farve, sjældnere orange eller gule. Bladene er oftest elliptiske, indtil 12 cm lange og 5 cm brede, glatte, margin uregelmæssigt tandet, til tider snitdelte ved grunden.

Arten anvendes medicinelt mod forstoppelse og diarré, samt til at styrke milten. I Nepal smøres saft af planten på sår, og unge blade og stængler spises som grønsag.

Slægtsnavnet kommer af latin crassus (‘tyk’, ‘svær’), samt græsk kephale (‘hoved’), hvilket sigter til kurvene, der sidder tæt sammen i ret store, robuste blomsterstande. Artsnavnet betyder ‘minder om Crepis‘ (se nedenfor).

Andre billeder af Crassocephalum kan ses på denne hjemmesides engelske del under Plants: Himalayan flora 1.

 

 

 

 

 

 

I Danmark menes den indslæbt i 1800-tallet med græsfrø fra Mellemeuropa, og i dag er den almindelig langs veje og på brakmarker.

 

 

 

 

 

Den kan blive op til 1,2 m høj, med en mangegrenet blomsterstand, som rummer talrige kurve med lyserøde eller lysviolette kroner, der alle er skivekroner.

Arten anvendes medicinelt mod forkølelse, samt som et middel til at holde op med at ryge.

Den minder om Emilia sonchifolia (nedenfor), men denne art er mindre, med en meget mindre blomsterstand, der ofte kun har få kurve.

 

 

 

 

 

Arten er sandsynligvis oprindeligt vildtvoksende i det sydlige og østlige Asien, men er i dag vidt udbredt i tropiske og subtropiske egne verden rundt.

Artsnavnet kommer af sonchos, Antikkens græske navn på svinemælk, samt af latin folium (‘blad’). Bladene ligner ofte bladene hos almindelig svinemælk (Sonchus oleraceus, nedenfor). De varierer dog umådeligt, fra lyreformede eller snitdelte til næsten helrandede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er forgrenet, til tider op til 75 cm høj, men oftest langt lavere. Bladene er modsatte, med eller uden stilk, bredt lancetformede, indtil 11 cm lange og 7 cm brede, margin svagt tandet. Blomsterkurvene er ganske små, op til 5 mm i diameter. Randkronerne, normalt 5, men somme tider op til 8, er hvide, undertiden lyserøde, 3-fligede, indtil 1,8 mm lange og 1,5 mm brede, skivekronerne gule.

Stængel, blade og blomster er spiselige med en svag smag af artiskok, som kommer frem efter kogning. Den kan også tørres og stødes til pulver, som anvendes i supper. I Nepal smøres saft fra planten på sår.

Slægten blev navngivet til ære for Ignacio Mariano Martinez de Galinsoga (1756-97), som var direktør for den kongelige botaniske have i Madrid, samt livlæge for den spanske konges gemalinde Maria Luisa de Parma. I England blev slægtsnavnet forvrænget til gallant soldiers (‘galante soldater’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i store dele af Amerika, fra det sydlige USA mod syd til Mexico, de Caribiske Øer samt det nordlige Sydamerika. Den har imidlertid bredt sig til mange varmere egne af kloden og er ofte blevet naturaliseret. Den vokser i mange forskellige biotoper, bl.a. på marker og ruderater, i græsland og langs veje og jernbaner, normalt i under 1500 meters højde, undertiden op til 1800 m. Den betragtes som invasiv i Kenya, Uganda og Tanzania.

Artsnavnet kommer af græsk hystera (‘livmoder’) samt phoros (‘bærer’), hvilket måske hentyder til blomsterkurvenes form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord sonkhos, som var Antikkens navn på svinemælk.

 

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.

På billedet herunder vokser ru svinemælk foran en gravsten på Assistens Kirkegård i København. Stenen blev sat til minde om Thorkild Weiss Madsen, der var christianit, virksom i teatergruppen Solvognen og medlem af Københavns Borgerrepræsentation 1978-81. Den er udformet som en runesten med en indristet drage samt følgende tekst: ”Efter Thorkild står dette mindesmærke / Søs & Tanja satte sten efter mand og fader sin hara goden / dreng Erik den Røde rister runer ret.”

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin oleris, der betyder ’spiselig’. Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder denne plante, samt til dens hvide plantesaft.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Afghanistan mod øst til Kina, og derfra mod syd til Sri Lanka og Java. Den vokser på åbne steder, såsom tomter, brakmarker og byområder, fra lavlandet op til højder omkring 2300 m.

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske kirurg og botaniker Robert Wight (1796-1872), der tilbragte størstedelen af sit liv i det sydlige Indien, hvor han var den ledende botaniske taksonom og beskrev 110 nye slægter og 1267 nye arter. I Madras publicerede han en række illustrerede værker, bl.a. Icones Plantarum Indiae Orientalis (1838-53) i 6 bind, samt Illustrations of Indian Botany (1838-50) og Spicilegium Neilgherrense (1845-51).

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen kan blive op til 1,5 m høj, blade mørkegrønne, smalt linjeformede, helrandede. Blomsterstanden er en klase med en mængde små kurve, indtil 1 cm i tværmål, skivekroner gule, randkroner med varierende farver, fra hvid til lavendelblå. Arten vokser i mange forskellige habitater, bl.a. saltsumpe, plæner, ryddepladser, samt langs damme, marker og veje.

 

 

 

 

 

 

 

De medicinske egenskaber hos matrem er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved, at stængel og blade har hvid mælkesaft, og de fleste arter har lappede eller snitdelte blade, hvilket gav anledning til det nu ugyldige latinske artsnavn densleonis, samt det danske navn løvetand. Blomsterne er gule, meget talrige og sidder tæt sammen i en enlig kurv, 2-6 cm i tværmål, for enden af en bladløs, hul stængel, som er 10-20 cm høj, til tider mere.

Navnet mælkebøtte skyldes den nøgne, hvælvede frugtbund, der blev sammenlignet med en gammeldags mælkejunge af træ, hvis skindlåg skulle hindre mælken i at skvulpe over. Navnene munkehoved og præstekrone hentyder også til frugtbunden, der kunne ligne en munks eller en katolsk præsts kronragede isse.

Navnene Fandens mælkebøtte, Fandens malkeko, Fandens sugepatter, troldkællingmælk og mange andre sigter til den bitre mælkesaft. Den danske forfatter Hilmar Wulff (1908-84) skriver i bogen Vejen til Livet (1947), at mælkesaften ”ser saa tiltalende ud, men smager saa bittert, som Fanden selv vist i Virkeligheden.”

Mælkebøtten blev første gang nævnt som medicinsk urt af arabiske læger i det 10. eller 11. århundrede, idet de kaldte den for en slags vild endivie (Cichorium) under navnet tharakhchakon, der blev forvansket til Taraxacum.

Mælkebøttens rolle i folklore og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er yderst almindelig i Taiwan, også i byer. Den spirer i sprækker allevegne og danner ofte store bevoksninger på tomter. Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet Vorherres gryn hentyder til plantens tidligere brug som føde, mens præstefikke betyder ’præstelomme’. Det mærkelige navn fiskeben, som stammer fra Ribe-egnen, skyldes, at planten, når bladene er visnet, står med de tørre skulpestængler strittende ud til siden – ikke ulig et fiskeskelet.

Et irsk folkenavn på planten er clappedepouch, der omtrent kan oversættes med ‘klokkepung’ – et navn, der hentyder til, at de langstilkede frugter kan minde om den lange stage med en pose for enden, som spedalske i Middelalderen opsamlede penge i fra forbipasserende, mens de ringede med en klokke for at advare dem mod at komme for nær.

Den medicinske anvendelse af hyrdetaske er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser på ruderater og i marker, samt langs veje og gader. Den er oprindeligt vildtvoksende i Europa og Nordafrika, men er blevet spredt til de fleste køligere egne af kloden, somme tider dyrket for de spiselige blade og frø.

Den var førhen almindeligt anvendt i den traditionelle medicin, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘solgt fra kontorer’, dvs. apoteker. I Oldtidens Grækenland mente man, at planten var en modgift mod alle former for forgiftning. I bogen Complete Herbal skriver den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54): ”Den er god mod alle slags sygdomme i bryst og lunger, hæshed (…) Saften, indtaget med honning eller sukker, er ikke mindre virksom mod hoste og åndedrætsbesvær. Frøene anses for at være et godt middel mod forgiftning.”

“Af franskmændene kaldes den for ‘Sangerens plante’, da den op til Ludvig d. 14.s tid blev anset for at være et ufejlbarligt middel mod tab af stemmen.” (Kilde: botanical.com)

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn betyder ’lille klokke’, hvilket sigter til disse planters klokkeformede blomster.

 

Adskillige andre arter af klokkeblomster er præsenteret på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Sidst i 1800-tallet blev den indført til USA som prydplante, samt som ingrediens i en asiatisk helsedrik. Den er imidlertid blevet forvildet mange steder og dækker ofte store områder. Den vokser særdeles hurtigt i sommermånederne, kryber hen over alverdens ting og danner tætte måtter, som blokerer for sollyset til planterne underneden. Den optræder invasivt langs vandløb, hvor den fordriver den oprindelige vegetation, forhindrer spiring af nye planter og dræber små træer, der er blevet plantet som stabilisering af bredderne. (Kilde: invasive.org/alien/pubs/midatlantic/huja.htm)

I Taiwan, hvor japansk humle er hjemmehørende, er den meget almindelig, også i byer. Billederne nedenfor er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er et mellemstort træ, indtil 20 m højt, med kronedække i adskillige lag. Barken er glat, lysegrå, med fremstående brune korkceller i striber eller pletter. Bladene er endestillede rosetter i grupper på 4-9, let glinsende, spatelformede, op til 7 cm lange, med ujævn margin. De små blomster er grønlige, uden kronblade, siddende tæt sammen i op til 5 cm lange aks. Frugten er en stenfrugt, indtil 1,5 cm lang.

På Madagascar anvendes bark og ved mod dysenteri, og tillige til farvning og garvning.

Det latinske artsnavn hentyder til en by i det nordlige Madagascar.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en lille slyngplante med hårede stængler, blade kort- eller langstilkede, ovale eller hjerteformede, mere eller mindre spidse, op til 8 cm lange og 6 cm brede, med 5-7 nerver på begge sider af midterribben. Blomsterstandene, som udgår fra bladhjørnerne, har 1-3 blomster, bægerblade hårede, indtil 8 mm lange, de to ydre langt tilspidsede med bredt trekantet eller hjerteformet, op til 8 mm bred basis, de indre smallere, krone snehvid, tragtformet, op til 1,3 cm lang og 2,2 cm i diameter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med to blomster’, hvilket sigter til, at blomsterne ofte sidder to og to.

 

 

 

 

 

 

 

En livskraftig slyngplante med op til 5 m lange stængler, der slynger sig omkring andre planter eller nogetsomhelst andet, så længe det er lodret, men den er også i stand til at krybe langs jordoverfladen, hvor den slår rod fra bladhjørnerne. De spredte blade er ovale eller afrundede i omrids, op til 9 cm lange og brede, håndformede med 5-7 småblade, de stilkede segmenter helrandede, lancetformede, ovale eller elliptiske, spidse. Blomsterne, som er enlige, undertiden 2-3 sammen, åbner sig om morgenen og lukker sammen midt på eftermiddagen, bægerblade op til 8 mm lange, ovale, med en kort torn for enden, krone tragtformet, op til 6 cm lang og 8 cm i tværmål, violet eller purpurfarvet med mørkere svælg, sjældent helt hvide.

Denne art vokser særdeles hurtigt og kan fuldstændigt omslynge træer og buske. Den betragtes som invasiv i mange områder, bl.a. Australien, Kina og Taiwan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Cairo’, hvor arten først blev indsamlet.

Den er yderst talrig i taiwanesiske byer. Billederne herunder er alle fra Taichung. Planten i forgrunden på det øverste billede er parasolblad (Macaranga tanarius), som tilhører vortemælkfamilien (Euphorbiaceae).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er ganske almindelig i taiwanesiske byer. Disse billeder er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er det eneste medlem af slægten. Den er hjemmehørende omkring Middelhavet og videre østpå til Uzbekistan og Iran. Den vokser på forstyrrede steder, såsom ryddepladser, marker, stenede områder og langs veje.

Planten er ikke særlig køn, og det danske navn skal forståes nedsættende.

 

 

 

 

 

Arten udnyttes også i den traditionelle folkemedicin. Frøene anvendes som bræk- og afføringsmiddel, samt til at uddrive indvoldsorm, frugter og frø til behandling af kønssygdomme, specielt gonorré.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne herunder er alle fra Taichung, Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet betyder ’flåt’ på latin, hvilket hentyder til frøets lighed med visse flåt-arter. Et andet dansk navn på planten er Kristpalme, hvilket hentyder til, at olien fra dens frø benyttes til behandling af talrige lidelser.

Den medicinske anvendelse af amerikansk olieplante er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Billederne herunder er fra Taiwan, hvor arten er yderst almindelig i lavlandet, og i byområder ses den ofte på ruderater og forladte hustomter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvidt blytræ er en særdeles livskraftig art, som danner tætte bevoksninger, der ofte fortrænger den oprindelige vegetation. Den betragtes som invasiv i talrige lande, fx Taiwan, Hong Kong, adskillige øer i Stillehavet, det nordlige Australien, det sydlige USA, Puerto Rico, samt dele af Europa og Sydamerika. Arten betragtes af Invasive Species Specialist Group (IUCN) som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvidkløver har ret små blomsterhoveder, op til 2,5 cm i diameter, blomster hvide, til tider med lyserødt skær. Blomsterstilkene er længere end bladstilkene. Stængel slank, krybende, rodslående ved bladfæsterne. Småbladene er op til 2 cm i tværmål, ofte med en hvidlig trekant nær grunden.

Arten er hjemmehørende i tempererede områder af Eurasien og Nordafrika, men dyrkes mange andre steder som foder- og biplante, samt som kvælstof-producent. Den vokser i åbne områder, især på brakmarker, og den træffes undertiden i byer.

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med 3 blade’, hvilket sigter til småbladene. Det var det klassiske latinske ord for kløver. Artsnavnet er også latin og betyder ‘krybende’.

 

 

 

 

 

 

Den modne frugt af disse planter spaltes op i 5 afsnit, som hver især er forsynet med en lang spiralformet griffel med et frø ved basis. Griflen drejer sig omkring sin akse, hvorved den er i stand til at bore frøet ned i jorden.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eroidios (‘hejre’), hvilket sigter til, at frugten hos mange arter minder om en hejres næb.

I England kaldes disse planter for stork’s-bills (‘storkenæb’), hvilket er forvirrende for en dansker, da navnet storkenæb på dansk benyttes for arter af slægten Geranium, der på engelsk kaldes for crane’s-bill (’tranenæb’). I Nordamerika kaldes de for heron’s bills (’hejrenæb’), samt filarees, hvilket er en forvrængning af spansk alfilerillo, afledt af alfiler (‘nål’). Alle disse navne sigter til frugtens form.

 

 

 

 

 

 

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Denne plante vokser i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, enge, græsgange og ruderater. Den er oprindeligt vildtvoksende i bjerge i Mellem- og Sydeuropa samt i Nordafrika, mod øst til Ukraine, Kaukasus og det nordlige Iran. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande, mod nord til Skandinavien, Finland og europæisk Rusland, samt i det nordøstlige Nordamerika og Australien. I Danmark er den almindeligt forvildet.

 

 

 

 

 

Stænglen er stærkt grenet, op til 50 cm høj, håret eller glat. Bladene er håndformede, langstilkede, dybt indskåret, til 4 cm lange og 7,5 cm brede. Stænglen er ofte rødlig (var. rubricaule), og bladene bliver røde efter afblomstring. De små blomster, indtil 1,5 cm i diameter, er endestillede, ofte to og to, kronblade lyserøde, til 1,4 cm lange.

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugterne er kapsler, der først er grønne og saftige, men senere bliver brune og tørre. De sprækker langs seks eller syv sømme, hvorefter de talrige små, vingede frø bliver spredt.

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

 

På grund af de pragtfulde blomsterstande dyrkes arten i mange lande. En substans ved navn banaba, der fremstilles af de tørrede blade i Filippinerne, anvendes til at kurere diabetes og infektion i urinvejene. Andre steder indtages et afkog af bladene mod malaria, og det anvendes også mod sprækker på fødderne. Et afkog af barken benyttes mod diarré og smerter i underlivet.

Dette træ har et vidt forgrenet rodsystem, og det plantes ofte til at holde jorderosion i skak.

Det latinske artsnavn betyder ‘smuk’, afledt af species (‘fremtoning’) samt‎ osus, en endelse, som danner tillægsord.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er oftest et ret lille træ, men kan undertiden nå en højde af 35 m. Barken er brun med smalle længdegående og skrå furer. Bladene er langstilkede, mørkegrønne, op til 50 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, med ovale eller elliptiske småblade, op til 7 cm lange, med tandet bladrand. Blomsterne er stjerneformede, lyserøde eller lilla, indtil 1,8 cm i tværmål. De sidder i klynger fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, omkring 8 mm i diameter, lysegul ved modenhed, ofte hængende på træet til hen på vinteren, medmindre de bliver ædt af fugle. Frugterne er giftige for mennesker, men harmer ikke fuglene.

Artsnavnet stammer fra persisk azad dirakht, som betyder ‘nobelt træ’.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

I Taiwan, hvor disse billeder er taget, plantes paternostertræ i stor stil som prydtræ, og forvildede eksemplarer ses undertiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, blev fibrene af papir-morbær førhen anvendt til produktion af papir, og på visse øer i Stillehavet anvendes barken stadig til fremstilling af klæde. Af veddet fabrikeres møbler og redskaber, og roden udnyttes til fremstilling af reb. Den orange frugt er kødfuld og spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. Frugt, blade og bark blev tidligere anvendt inden for folkemedicinen.

I USA blev papir-morbær indført som et hurtigtvoksende skyggegivende træ, men på grund af dens hastige vækst begyndte den snart at fordrive indfødte arter, og i dag betragtes den som invasiv i de sydøstlige stater. I Pakistan anses den for at være en af de værste ukrudtsarter, og den er en yderst fremtrædende invasiv plante på den argentinske pampas. Den optræder også som en af de mest dominerende invasive arter i skove i Ghana og Uganda.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pipal er hjemmehørende fra det indiske subkontinent mod øst til det sydvestlige Kina og Sydøstasien, men er plantet i mange varmere lande. Det tilhører en gruppe af figentræer, som kaldes kvælerfigner. Et pipal-frø slår rod højt oppe i et træ, hvorfra den spirede plante sender luftrødder ned til jorden. Gennem årene omklamrer disse luftrødder værtstræet og kvæler det efterhånden.

Pipal og en lang række andre figenarter er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer, mens pipals rolle i religion og folkemedicin er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Bladene er ovale med afrundet eller hjerteformet basis, mørkegrønne og ret tynde, op til 20 cm lange og 12 cm brede, med en tynd bladstilk op til 12 cm lang. Bladene fældes regelmæssigt. Frugterne er lyserøde, røde eller purpurfarvede, dækket af små hvide prikker, og de sidder i store klynger langs grenene.

Arten er hjemmehørende i Indokina, Malaysia og Indonesien, men plantes ofte som prydtræ andre steder, bl.a. i Kina, Taiwan og Japan.

 

 

 

 

 

Frugterne, der minder om brombær, er spiselige som rå, og der kan fremstilles en fin marmelade af dem. Larver af takvingen Calinaga buddha, familien Nymphalidae, har blade af dette træ som føde.

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i nordlige tempererede og subarktiske regioner, mod syd til Marokko, Himalaya, det nordlige Indokina, Korea, samt det nordlige USA.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til dens blade, som ligner blade af isop (Hyssopus officinalis), der tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

Billederne herunder er alle fra byen Taichung, Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten ligner meget Ludwigia peploides, som imidlertid oftest har elliptiske blade og 5 overlappende kronblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter varierer kolossalt i størrelse, fra dværge 10 cm høje til giganter på 3 m. De fleste af arterne har gule blomster, nogle hvide, purpurfarvede, lyserøde eller røde.

På engelsk kaldes slægten for evening-primrose (‘aften-kodriver’), men den er ikke nært beslægtet med ægte kodrivere (Primula).

 

 

 

 

 

 

 

Andre medlemmer af slægten, såvel som andre snylteplanter, er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

 

Det oprindelige udbredelsesområde for denne plante er muligvis Sydøstasien, men i dag er den udbredt over størstedelen af kloden, og den betragtes mange steder som et besværligt ukrudt i haver, på plæner samt på marker. Arten blev muligvis indført til Italien allerede før 1500. Den blev beskrevet videnskabeligt i 1753 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som modtog eksemplarer fra Italien. (Kilde: Q.J. Groom, J. van der Straeten & I. Hoste 2019. The origin of Oxalis corniculata L. PubMed 30783568)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da europæerne indvandrede til Amerika, medbragte de på en eller anden måde frøene, og planten spredtes snart overalt, hvor indvandrerne færdedes, sandsynligvis indkapslet i mudder, som klæbede til hestenes hove. Denne spredning blev bemærket af de indfødte folk, som kaldte planten for ’den hvide mands fodspor’.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn, af latin mare (’hav’), fortæller, at engelskgræs især vokser i kystområder. Efter indførelsen af saltspredning på snedækkede veje er den imidlertid indvandret til indlandet, hvor den i dag er almindelig langs veje, selv i byer.

I gamle dage, hvor slik ikke var hverdagskost som i dag, sugede børn nektar ud af blomsterne af engelskgræs – eller spiste simpelthen hele blomsterstanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn og det danske navn er begge nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst i enhver henseende.

 

 

 

 

 

Stængler oprette, indtil 1 m høje, blade oprette eller hængende, indtil 45 cm lange og 1 cm brede. Blomsterstanden er et sølvhvidt aks, tæt beklædt med stive hår. Akset bliver senere gult og med tiden brunt, mens frøene modnes.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det oldgræske ord kegchros (‘hirsegræs’) og sigter til nogle af arternes lighed med visse hirsearter. Artsnavnet betyder ‘minder om Alopecurus’ (rævehale-slægten), af oldgræsk alopex (‘ræv’), oura (‘hale’), samt oides (‘lignende’), således ‘ligner en rævehale’, hvilket sigter til akset. Det danske navn hentyder naturligvis også til akset.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, men er blevet naturaliseret i de fleste tropiske og subtropiske egne af verden, idet den uhyre nemt spredes ved hjælp af frugterne, der hager sig fast i næsten alt. Den vokser i mange forskellige habitater og betragtes som et ondartet ukrudt i landbrugsområder i 35 lande.

 

 

 

 

 

 

 

 

Chloris barbata er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus) m.fl.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor denne art er utroligt talrig og ofte dækker store områder på brakmarker og ruderater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten dyrkes som prydplante, samt til plænegræs eller jorddække.

 

 

 

 

 

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at denne art ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er værdiløst, hvilket er lidt uretfærdigt, da arten visse steder anvendes som foder.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende fra Mauritanien og Sudan mod syd til Kap-provinsen, og endvidere på Madagascar og i det sydlige Arabien, men den er blevet indført som prydplante, eller indslæbt, til mange andre egne af kloden. Den er blevet erklæret invasiv i Mexico, USA, Australien, den Dominikanske Republik og Fransk Polynesien.

Natal-græs er meget almindelig i Taiwan, hvor den ofte vokser langs veje eller på ryddepladser. Billederne herunder er alle fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten spredes nemt ved hjælp af de store, forgrenede, spidse rhizomer, som har givet anledning til et af artens engelske navne, torpedograss. Af Mississippi State University kaldes den for “en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’). Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.

Arten er meget almindelig i Taiwan, også i byer. Disse billeder er fra Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vej-pileurt er meget variabel, og i videste forstand rummer den et antal arter eller underarter. Den er grenet fra grunden, stængler oftest krybende, men til tider opstigende, indtil 70 cm lange/høje, undertiden mere. De talrige blade er kortstilkede, linjeformede, lancetformede eller elliptiske, helrandede, tilspidsede eller butte, på hovedstænglerne indtil 4 cm lange og 1,2 cm brede, mindre på sidegrenene. De små blomster, til 4 mm i tværmål, er enlige eller i små klynger i bladfæsterne, kronblade hvide eller lyserøde, ofte med grønlig basis.

Arten ædes gerne af kvæg og høns, og småfugle sætter stor pris på frøene. Dette blev bemærket af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den aviculare, afledt af latin avicula (‘lille fugl’).

I folkemedicinen er saften blevet anvendt til at stoppe næseblod og andre blødninger. Té fremstillet af planten blev benyttet mod diarré, hoste, bronchitis samt blødende hæmorrider.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm kalder William Shakespeare (1564-1616) denne plante for “the hindering knotgrass” (‘den hindrende vej-pileurt’). Dengang var det en udbredt opfattelse, at dens saft kunne standse børns og husdyrs vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Europa og Asien har portulak været anvendt som grønsag siden Oldtiden, og ligeledes af indfødte amerikanske folkeslag siden tiden før Columbus. Unge blade er glimrende i salater. Frøene knuses til et pulver, der blandes med mel i brød, pandekager osv. Ask fra den brændte plante kan anvendes som substitut for salt.

 

 

 

 

 

 

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘djævlens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

 

 

 

 

På grund af, at bladene hos denne plante er tredelte, og blomsterne er femtallige, blev den på et tidligt tidspunkt forbundet med elementer fra kristendommen, hvor de tredelte blade symboliserede den Hellige Treenighed (Faderen, Sønnen og Helligånden), mens de femtallige blomster symboliserede Jesu fem hellige sår, da han hang på korset (fire fra naglerne gennem hans hænder og fødder, samt ét fra lansen, der blev stukket i hans side).

I folkloren blev feber-nellikerod anset for at kunne bortdrive onde ånder, samt beskytte mod gale hunde og giftige slanger. Roden, der indeholder eugenol, blev anvendt som krydderi i supper, samt som smagsstof i øl.

 

 

 

 

 

 

I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hele planten afgiver en stank, når den gnubbes, hvilket er årsagen til en del populære engelske navne, deriblandt chicken dung vine (‘hønselort-slyngplante’), stinky vine (‘stinkende slyngplante’) og dog fart vine (‘hundefis-slyngplante’).

Navnet Chinese fever vine (‘kinesisk feber-slyngplante’) afspejler artens anvendelse i folkemedicinen, hvor den har været anvendt mod en række lidelser, bl.a. feber, smerter, gulsot, dysenteri og fordøjelsesbesvær.

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i tropisk og subtropisk Afrika og Asien, men er blevet naturaliseret i adskillige andre lande. I New Zealand, hvor arten betragtes som skadelig, er forhandling af dens frø forbudt.

Den medicinske anvendelse af hjertefrø er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Hjertefrø træffes næsten overalt i Taiwans lavland, hvor den klatrer op ad andre planter eller hegn. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En nær slægtning, almindelig bulmeurt (H. niger), er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Opankret ud for kysten af den ø, som i dag kaldes for Cuba, i november 1492, skrev Cristoforo Colombo (1451-1506), på dansk bedre kendt som Kristoffer Columbus, i sin logbog, at hans budbringere havde set indfødte bære “en slags cylinder, hvori sødt duftende urter glødede. De formodede, at de bestod af tørrede urtestængler, omsvøbt med et lige så tørt, men bredere blad. Folkene sugede på den modsatte ende af cylinderen og drak røgen. Skønt dette tilsyneladende gjorde dem berusede, syntes det også at beskytte dem mod træthed. De indfødte kaldte disse cylindere for tabacos.”

 

Det latinske artsnavn hentyder til, at bladene ligner bladene hos visse arter i slægten Plumbago.

 

 

 

 

 

 

 

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Slægten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten, som bliver indtil 3 m høj, ligner kartoffeltræ, men har lappede blade, der er bølgede i kanten, samt tornede stængler og til tider også torne langs bladnerverne. De temmelig små bær, som kan blive indtil 2 cm i diameter, er enten orange eller gule.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De farvestrålende bær ædes af fugle og mindre pattedyr, hvorved frøene spredes gennem deres afføring.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Paryk-blækhat er ret almindelig på næringsrige steder, såsom gødskede marker og græsplæner, omkring gårde, langs veje etc. Den træffes fra sommer til sent efterår, ofte i store bevoksninger. Som ung er den en fin spisesvamp.

 

 

 

 

 

 

 

De er dobbeltorganismer, som består af en svamp, der lever i symbiose med en alge eller en cyanobakterie. Algen eller cyanobakterien sidder fast på svampens trådlignende mycelium, som igen sidder fastgjort til jord, sten eller træer. Algen eller cyanobakterien er således beskyttet mod de fleste fjender, og til gengæld forsyner den svampen med livsnødvendige kulhydrater, som svampen ikke selv kan producere. Myceliet er dog i stand til at optage visse næringsstoffer fra jorden eller luften, som er til gavn for algen eller cyanobakterien.