Byens dyreliv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin accipiter (‘høg’), fra accipere (‘at gribe’), hvilket naturligvis sigter til de skarpe kløer.

 

 

Den ret blege underart govinda er udbredt fra det østlige Pakistan mod øst gennem varmere egne af Indien og Sri Lanka til Indokina og Malakka-halvøen. Den observeres ofte i byområder. I højereliggende egne af Himalaya erstattes den af underarten lineatus, som er vidt udbredt i Centralasien og Fjernøsten.

Artsnavnet er afledt af latin migrare (‘at vandre’), hvilket sigter til, at de nordligste bestande er trækfugle.

Underartsnavnet govinda hentyder til den hinduistiske gud Krishna, en avatar (inkarnation) af den mægtige gud Vishnu. Det fortælles, at Krishna overtalte folk, der boede neden for bjerget Govardhana, til at tilbede bjerget i stedet for regnguden Indra, da han mente, at det var bjerget snarere end guden, der forsynede dem med næringsmidler. Indra blev rasende, da folkene ikke længere tilbad ham, og som straf sendte han en voldsom regnbyge for at drukne mennesker og kvæg. Krishna beskyttede dem imidlertid ved at hæve bjerget, så de kunne søge ly under det. Indra anerkendte Krishnas overlegenhed og gav ham tilnavnet Govinda, som betyder ‘beskytteren af kvæg’.

Krishna og andre hinduguder er grundigt omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er opdelt i tre underfamilier: flodisfugle (Alcedininae), træisfugle (Halcyoninae) og stødfiskere (Cerylinae). Et medlem af førstnævnte er præsenteret nedenfor, mens medlemmer af de øvrige to beskrives på siden Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

Navnet isfugl har iøvrigt intet med ’is’ at gøre. Det er en forvanskning af det tyske Eisvogel, hvis betydning er omstridt. Nogle mener, at det kommer af gammel højtysk eisan (’glinsende’), hvilket sigter til vores hjemlige isfugls farvespil i fjerdragten, mens andre mener, at det kommer af Eisen (’jern’), hvilket hentyder til dens rustfarvede bug.

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for isfugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

Andrikken er en pragtfuld fugl i yngledragten, med grå sider, purpurfarvet bryst og skinnende grønt hoved, der fra visse vinkler changerer over i det blå. Hunnen er ensfarvet brunspættet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamgåsen nedstammer fra grågåsen. Nogle steder, bl.a. i Nordamerika og Australien, er tamgæs undsluppet og har dannet forvildede bestande.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’).

 

I eventyret Den grimme ælling fortæller H.C. Andersen om en svaneunges skæbne. Den klækkes på en bondegård sammen med ællinger, men bortjages af de andre fjerklædte beboere på gården. Den må gennemgå mange lidelser, før det går op for den, at den er blevet til en smuk svane. I virkeligheden er dette eventyr en beretning om Andersens eget liv.

Knopsvanen er hjemmehørende i Nordeuropa, fra det sydlige Norge og Finland mod syd til Sydfrankrig og Rumænien, og fra Irland mod øst til det vestlige Rusland og Ukraine, med pletvis yngleforekomst på Balkan, samt i Tyrkiet og Centralasien, mod øst til det sydlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Den er også blevet indført til adskillige andre områder, bl.a. Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I modsætning til de andre nordeuropæiske svaner, sangsvane (C. cygnus) og pibesvane (C. columbianus ssp. bewickii), er knopsvanen ikke synderligt vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til. Det latinske artsnavn betyder ‘svane’, mens det danske navn sigter til artens sorte knop ved roden af næbbet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Nepal. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af fiskehejre kan ses på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, mens stor blåhejre er præsenteret på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Sidst i 1800-tallet begyndte den at ekspandere mod syd i Afrika, og i 1877 blev den observeret i det nordlige Sydamerika, hvortil den sandsynligvis var fløjet over Atlanten. Omkring 1930 var den etableret som ynglefugl i dette område, og nu begyndte en hastig spredning af arten til Nordamerika, hvor den i dag er udbredt mod nord til det sydlige Canada. I de senere år har den også bredt sig mod nord i Europa.

Som dens navn siger, følger den ofte efter græssende kvæg for at snappe de græshopper og andre smådyr, som skræmmes op. Den ses også ofte på nypløjede marker. Slægtsnavnet er latin og betyder ‘kvæghyrde’. Artsnavnet er det oldgræske ord for ibiser. Hvorfor det blev benyttet for kohejren, er uvist.

I dag opdeler nogle autoriteter kohejren i to arter, vestlig (B. ibis) og østlig (B. coromandus). Bortset fra visse mindre detaljer er de identiske, så denne opdeling er uforståelig. Jeg foretrækker at betragte alle kohejrer som én og samme art.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af provençalsk fransk aigrette, som er et diminutiv af aigron (‘hejre’).

 

Artsnavnet er det italienske navn på denne fugl.

En nær slægtning, snehejren (E. thula), er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens foretrukne biotop er skove og sumpede områder, men i Taiwan er den ret almindelig i byer og byparker, hvor den kan blive bemærkelsesværdigt tillidsfuld.

Billederne nedenfor er alle fra byen Taichung, Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I historisk tid er 4 andre arter af slægten uddøde. De var alle begrænset til små øer i Atlanterhavet og det Indiske Ocean.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk nyktos (‘nat’) og korax (‘ravn’), hvilket hentyder til den overvejende natlige fødesøgning hos disse fugle, samt til deres hæse, ravneagtige kald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I gamle dage blev disse fugle ofte kaldt for gedemalkere, da det var en udbredt overtro, at de sugede mælk af geder om natten. Denne overtro kan dateres tilbage til den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.), som kaldte disse fugle for caprimulgus, afledt af capra (‘hunged’) og mulgere (‘at malke’). Han skrev: “De, som kaldes gedemalkere, der minder om en ret stor solsort, er nattetyve. De flyver ind i gedehyrdernes stalde, hvor de sætter sig på gedernes yver for at suge mælk, hvilket skader yveret og får det til at skrumpe ind, og gederne, som er blevet malket på denne måde, bliver gradvis blinde.”

I 1758 blev navnet caprimulgus adopteret af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den europæiske natravn Caprimulgus europaeus. På tysk kaldes natravne stadig for Ziegenmelker.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’ eller ‘minder om’ – formodentlig en anden natravn.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet og det danske navn sigter til den knaldrøde fjerdragt hos hannen af rød kardinal (nedenfor), der minder om farven på kardinalernes dragt. Oprindeligt er cardinalis latin og betyder ‘overordnet’, en forkortelse af cardinalis ecclesiae Romanae, hvilket betyder ‘lederne af de kardinale (vigtigste) kirker i Rom’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det latinske ord for en gullig fugl, som er nævnt i Biblia Vulgata, en latinsk oversættelse af Biblen fra sidst i 300-tallet. Ordet var afledt af oldgræsk kharadrios, en fugl, der levede i floddale, af kharadra (‘ravine’).

 

Det latinske artsnavn betyder ’tvivlsom’. Fuglen blev navngivet således i 1776 af den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pierre Sonnerat (1748-1814), da han mente, at skindet, som han beskrev arten ud fra, kunne være en variant af stor præstekrave (C. hiaticula), hvis fjerdragt var blevet ændret på grund af klimatiske forhold.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk orthotomeo (‘at skære lige’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til den måde, som disse fugles rede er konstrueret på. Kanterne af et stort blad gennembores med næbbet, hvorpå de ‘syes’ sammen med plantefibre eller edderkoppespind, hvorved der dannes en ‘pose’, i hvilken den egentlige rede, der består af græs, bygges.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘lavet af en skomager’, afledt af suere (‘at sy’).

Skrædderfuglen spiller en betydelig rolle i den herlige novelle Rikki-Tikki-Tavi, der beretter, hvordan et indisk desmerdyr (Urva edwardsii) rydder en have for farlige cobraer (Naja naja). Denne fortælling er inkluderet i den berømte Junglebogen (1894) af den engelske forfatter Rudyard Kipling (1865-1936). I fortællingen hedder skrædderfuglen Darzee, hvilket hentyder til et af artens kald, gengivet som whee-whee.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin for ‘due’, hunkønsformen af columbus (‘han-due’), som er en latiniseret version af det græske kolumbos (‘dykker’). Dette navn blev givet til klippeduen (se nedenfor) af den græske komedie-forfatter Aristophanes (ca. 446-386 f.Kr.) på grund af de ‘svømmende’ bevægelser, denne fugl foretager i flugten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk spilos (‘plet’) og peleia (‘due’), hvilket sigter til perlehalsduens pletter på siden af halsen og i nakken.

 

 

 

 

 

 

 

 

Palmeduen er også kendt under navnene Senegaldue og latterdue, og i Indien kaldes den ofte for little brown dove (’lille brun due’). Navnet latterdue hentyder til dens kurren, et lavmælt, langtrukkent croo-doo-doo-doo-doo, der minder lidt om en latter.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk streptos, som betyder ‘snoet’, ofte i betydningen ‘snoet halsbånd’, hvilket i denne forbindelse sigter til det mere eller mindre komplette halsbånd hos mange medlemmer af slægten; endvidere af peleia (‘due’).

Andre arter, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægterne Spilopelia (ovenfor) og Nesoenas.

 

Den første observation i Danmark var i 1948, og siden har den bredt sig til så godt som hele landet, hvor den især er almindelig i bebyggede områder.

Denne arts kurren er et ret monotont, evigt gentaget “ku-kuuuur-ku”, som til tider kan være ret irriterende. Da jeg var ung og forberedte mig til studentereksamen, var det ret varmt, så jeg blev nødt til at have et vindue åbent. En tyrkerdues favorit-kurreplads var vores nabos flagstang, som befandt sig omkring 15 m fra mit vindue. Dens kurren var så irriterende, at jeg måtte gå ud og jage den bort, men fem minutter senere var den tilbage på flagstangen. Nå, jeg bestod trods alt min eksamen alligevel.

Forskellige legender er knyttet til tyrkerduens videnskabelige artsnavn, som er græsk og betyder atten, fra deka (ti) og okto (otte). En af legenderne beretter, at da Jesus bar sit kors mod Golgata, bemærkede en romersk soldat, at han var udmattet, og følte medlidenhed med ham. I vejkanten var der en gammel kone, som solgte mælk, og soldaten gik over til hende og spurgte, hvor meget hun skulle have for en kop mælk. Hun svarede, at den kostede 18 mønter. Soldaten havde dog kun 17 mønter, så han forhandlede med hende for at få hende til at sælge en kop for 17 mønter. Hun holdt imidlertid stædigt på sit, og soldaten måtte gå uden mælken.

Da Jesus blev korsfæstet, blev den gamle kone forvandlet til en tyrkerdue og dømt til resten af sine dage at gentage dekaokto, dekaokto (‘atten, atten’). Hvis hun nogensinde indvilliger i at sige dekaepta (‘sytten’), vil hun få sin menneskelige form tilbage, men hvis hun i trods siger dekaenea (‘nitten’), går verden under.

Det undrer mig, hvordan grækerne fik et tre-tonet kald til at lyde som et fire-stavelses ord, men måske udtales det ‘dekokto’?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannen er ganske markant med gråt hoved, sort nakkebånd, samt røde vinger og rødligt bryst. Hunnen er brunlig, også med sort nakkebånd.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Trankebar’, en tidligere dansk koloni på østkysten af den nuværende sydindiske delstat Tamil Nadu. Type-eksemplaret af arten blev formodentlig indsamlet her. – Trankebar er nærmere omtalt på siden Kultur: Indgange.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle er generelt meget sky, da de er blevet stærkt efterstræbt, men i de senere år har mange af dem tilpasset sig et liv i byer, hvor de lades i fred.

Talrige medlemmer af denne familie er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

Artsnavnet er afledt af latin moneta (‘mønt’), således navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende på grund af fuglens vane med at samle mønter og andre skinnende genstande op.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de sidste 30-40 år er mange råger flyttet fra landdistrikterne ind til byerne, hvor den kan være i fred for jægerne, men alligevel bliver den også ofte bekæmpet i disse nye yngleområder, da den beskyldes for at larme og svine. Et resultat af denne forfølgelse er, at rågen er gået tilbage i mange områder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’), samt kitta, der oprindeligt var det græske navn på skovskaden (Garrulus glandarius), men også omfatter andre skader.

 

Flere fotos af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Kragefugle, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

 

I lighed med gråkragen var husskaden førhen en sky fugl, der flygtede for mennesker på lang afstand. I dag yngler den imidlertid almindeligt i byer, hvor den har vænnet sig til, at mennesker normalt ikke er farlige.

Husskadens rolle i folketroen er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige drongo-arter er glimrende imitatorer. Et eksempel herpå kan læses på siden Natur-citater.

 

Sorte drongoer sidder ofte på udkigsposter, såsom elledninger eller nøgne grene, hvorfra de holder udkig efter flyvende insekter, som de fanger i luften. Som dens navn antyder, er fjerdragten knaldsort, kun ganske lidt metalskinnende. Førhen blev den anset for at være samme art som den afrikanske gaffelhale-drongo, der i dag betragtes som en særskilt art under navnet D. adsimilis.

 

 

 

 

 

 

 

Landsvalen er nærmere beskrevet på siden Bøger: Hvor vandet møder himlen.

Underarten gutturalis er en almindelig sommergæst i taiwanesiske byer, og nogle forbliver hele året på øen. Billederne nedenfor viser alle denne underart, fotograferet i byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den kan kendes fra landsvalen (ovenfor) på sine kortere ydre halefjer, den grålige, tværvatrede undergump, samt manglen på et sort bånd under den rødlige strube.

Tidligere blev fugle i Sydindien og Sri Lanka betragtet som en underart af Stillehavssvalen, men er siden blev ophøjet til en selvstændig art, sydindisk svale (H. domicola).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var familien meget større, idet den omfattede busktornskader, kvastrygge, kratskader, bubuer og hjelmtornskader. En række genetiske studier har imidlertid afsløret, at disse grupper ikke er nært beslægtede med ægte tornskader. Det har medført, at busktornskader, kvastrygge, kratskader og bubuer er blevet overført til familien Malaconotidae, hjelmtornskader til familien Vangidae.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin lanio (‘slagter’), hvilket hentyder til, at nogle af arterne spidder deres byttedyr på torne til senere brug.

 

I Taiwan er underarten lucionensis er en almindelig træk- og vintergæst. Billederne nedenfor er alle fra Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var de fleste af verdens måger tilknyttet vådområder og var temmelig sky over for mennesker. I løbet af de sidste ca. 50 år har mange af dem imidlertid vænnet sig til at leve i byer, hvor de ofte yngler på hustage og hovedsagelig lever af affald.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år. Den yngler ikke på hustage, men ofte på øer, anlagt i damme i byparker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Følgende måger, der i dag betragtes som selvstændige arter, blev førhen regnet som underarter af sølvmågen: Middelhavssølvmåge (L. michahellis) (nedenfor), kaspisk måge (L. cachinnans), armensk måge (L. armenicus), Vegamåge (L. vegae) (nedenfor), samt amerikansk sølvmåge (L. smithsonianus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse farvestrålende, små til mellemstore fugle var førhen placeret i familien Capitonidae, der også omfattede Afrikas og den Nye Verdens skægfugle, men man har fundet, at de asiatiske arter adskiller sig tilstrækkeligt til at danne en særskilt familie, med afrikanske skægfugle (Lybiidae) og tukaner (Ramphastidae) som søster-grupper.

Slægtsnavnet Psilopogon er afledt af oldgræsk psilos (‘nøgen’) og pogon (‘skæg’).

Navnet skægfugl sigter til de stive børster omkring næbbet på disse fugle.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘i nakken’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn for hvid vipstjert (nedenfor). Dette ord er afledt af motare (‘at bevæge’ eller ‘at ryste’), samt endelsen illa, der udtrykker noget småt, således ‘den lille ryster’, hvilket hentyder til, at halen hos hvid vipstjert altid bevæges op og ned. På et tidspunkt i løbet af Middelalderen opstod den fejlagtige antagelse, at cilla betød ‘hale’. (Kilde: Jobling, J.A. 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. Christopher Helm, London)

 

Nominatracen alba yngler i Østgrønland, Island og hele Europa, med undtagelse af de Britiske Øer, og videre østpå omtrent til Ural-bjergene. Den afløses på de Britiske Øer af racen yarrellii, i Marokko af subpersonata, og i Ural og sydpå til det Kaspiske Hav af dukhunensis. I Sibirien og det vestlige Alaska yngler ocularis, i Iran persica, i den vestlige del af Centralasien personata, i Centralasien baicalensis, i Himalaya alboides, i Kina, Korea og Taiwan leucopsis, og i Japan, Sakhalin og Kamchatka lugens. Mange af de nordlige racer er trækfugle, mens de sydligste er standfugle.

Hvid vipstjert er tillidsfuld og yngler ofte i bygninger. Den har over 100 danske folkenavne. Havreså, havrevimpe og mange andre navne med forstavelsen havre- sigter dels til, at når fuglen vender tilbage fra vinterkvarteret, er det tid at så havre, dels at den følger efter plov og harve, når man skal i gang med at så havre. Navnet vallingfugl fra Fanø hentyder til, at der skal sås valling (sommerrug), når vipstjerten ankommer. Mange navne hentyder til piger eller kvinder, måske fordi vipstjerten er vims som en ung pige. Disse navne omfatter bl.a. pigernes fugl, sommerdold, jomfrudol, Mette med den sorte hue (en hentydning til fuglens sorte isse og nakke), samt Maren Pjester (’Maren Petersdatter’) fra Vendsyssel. Nogle af disse ’pigenavne’ var nedsættende, bl.a. sommerdolde og jomfrudolde, idet dol(d) betyder ’pæn pige’, mens dolde betyder ’tøs’ eller ’dulle’!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag omfatter familien omkring 51 slægter med ca. 324 arter, som er vidt udbredt i Afrika og Eurasien. Familienavnet er afledt af latin musca (‘flue’) og capere (‘at fange’).

 

Slægtsnavnet er afledt af kopsykhos, det oldgræske navn på solsort (Turdus merula).

 

Den lever i åben skov, krat og større haver og er udbredt i hovedparten af det Indiske Subkontinent, samt fra Indokina mod øst til det centrale og østlige Kina, og derfra mod syd til Indonesien. Den er nationalfugl i Bangladesh.

I sit 3-binds-værk A natural history of birds : illustrated with a hundred and one copper plates, curiously engraven from the life (1731-38) kalder den engelske naturhistoriker og kunstner Eleazar Albin (ca. 1690-1742) denne fugl for Dial Bird eller Bengall Magpie. Det førstnævnte hentyder til fuglens navn på Hindi, dayal, mens det sidste betyder ‘Bengal-skade’. Nogle autoriteter har foreslået, at da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 inkluderede denne art i sin Systema Naturæ og navngav den Gracula saularis, misforstod han Albins navn, idet han troede det havde noget at gøre med en solmåler (sun dial på engelsk). Det var da hans agt at navngive den Gracula solaris (solaris, ‘som har med solen at gøre’), men ved en fejltagelse skrev saularis i stedet.

En række billeder af arten ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya, samt Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk phoinix (‘rødbrun’) samt oura (‘hale’), der i lighed med det danske navn sigter til disse fugles røde hale. Stjert er en gammel dansk betegnelse for hale.

 

I lighed med de fleste andre rødstjerter har han og hun af Amurrødstjert meget forskellig fjerdragt, idet hannen har rødt bryst, bug og hale, sort ansigt, strube og ryg, grålig isse og nakke, samt en iøjnefaldende hvid plet på vingen, mens hunnen er blegbrun med orangerød hale, samt, i lighed med hannen, en tydelig hvid plet på vingen.

Artsnavnet er en modificeret udgave af latin aurora (‘daggry’), i denne forbindelse med betydningen ‘østlig’.

 

 

 

 

 

Navnet mejse kommer af tysk Meise, der stammer fra det proto-germanske navn på disse fugle, maison.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk baios (‘lille’) og lophοs (‘top’), således ‘med en lille top’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tofarvet’.

 

 

 

 

 

Blåmejserne i Nordafrika og på de Kanariske Øer var førhen inkluderet i C. caeruleus, men betragtes nu som en selvstændig art, afrikansk blåmejse (C. teneriffae), opdelt i 6 eller 7 underarter.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’).

 

 

 

 

 

 

 

I dag er P. major udbredt fra Europa og Nordafrika gennem Mellemøsten og Centralasien til det sydøstlige Sibirien og det nordøstlige Kina, hvor udbredelsen overlapper en smule med P. minor.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af poikilis, Oldtidens græske navn på en ukendt lille fugl.

 

Artsnavnet er afledt af latin ater (‘sort’) og capillus (‘hovedhår’), hvilket sigter til artens sorte isse.

 

 

 

 

 

Trods navnet er snefinker af slægterne Montifringilla, Onychostruthus og Pyrgilauda ikke finker, men medlemmer af spurvenes familie.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gråspurven mangler i Taiwan, og skovspurven har overtaget dens rolle som byfugl. Dette er også tilfældet i adskillige af Fjernøstens byer, bl.a. Hanoi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er nærmere beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyknos (‘tyk’ eller ‘kompakt’) og noton (‘ryg’). Det blev indført i 1826 af den tyske zoolog og sagfører Friedrich Boie (1789-1870), som beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle. Formodentlig fandt Boie, at disse fugle var ret kompakte. Han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Adskillige arter af bulbul er beskrevet på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Dyreliv i Himalaya.

 

Den er en af de almindeligste fugle i Taiwan, hvor den lever i et bredt spektrum af habitater, bl.a. sekundær skov, landbrugsland, parker og haver, ja selv i byområder med sparsom vegetation. Billederne herunder er alle fra byen Taichung.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘lille høne’.

 

I Nord- og Sydamerika erstattes den af den lignende amerikanske rørhøne (G. galeata), der førhen blev betragtet som en underart af grønbenet rørhøne.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aktites (‘lever ved kysten’), af akte (‘kyst’).

 

Artsnavnet kommer af oldgræsk hypo (‘underside’) samt leukos (‘hvid’), hvilket hentyder til artens lyse bug.

På Nukumanu-øerne nær Papua Ny Guinea kaldes mudderkliren for matakakoni, hvilket betyder ‘fuglen, der går en smule, hvorefter den kopulerer’, hvilket hentyder til dens vane med at pumpe bagkroppen op og ned, mens den fouragerer. (Kilde: D.W. Hadden, 2004. Birds of the northern atolls of the North Solomons Province of Papua New Guinea. Notornis. 51 (2): 91-102)

Iøvrigt finder jeg navnet mudderklire misvisende. Denne art ses mest på stenede strande og klippekyster, så stenklire ville være et langt mere passende navn.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akridos (‘græshoppe’) og theras (‘jæger’). Når græshopper er talrige, propper stære og hyrdestære sig med disse insekter. Et eksempel er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

Grå hyrdestær ligner almindelig hyrdestær (A. tristis, nedenfor), men er en smule mindre, har en mere grå fjerdragt, og den nøgne hud omkring øjet er orange fremfor gul.

Billederne nedenfor er alle taget ved bredden af Ganges-floden i Varanasi.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag er Java-hyrdestæren meget almindelig i Taiwan, hvor den udkonkurrerer visse lokale fuglearter, specielt den hjemmehørende tophyrdestær (A. cristatellus).

 

 

 

 

 

 

 

Almindelig hyrdestær var oprindelig tilknyttet åbne skove og krat, men har været glimrende til at tilpasse sig andre levesteder, bl.a. landbrugsområder og byer. Mange steder er den blevet en pest, som fordriver indfødte fuglearter, specielt i Australien, hvor den er blevet erklæret for “et yderst vigtigt problem”. Ifølge IUCN Species Survival Commission er den en af verdens værste invasive arter, som er en trussel mod “biodiversitet, landbrug og menneskelige interesseområder”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter placerer disse fugle i slægten Sturnus, andre i slægten Sturnia.

 

Arten lever hovedsagelig i lavlandet, men træffes undertiden op til højder omkring 700 m.

 

 

 

 

 

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

 

Førhen var solsorten en sky skovfugl, men i løbet af de sidste hundrede år eller så har den bredt sig til så godt som alle byområder i Europa, hvor den i dag er en af de almindeligste fugle. Iøvrigt er arten udbredt i hele Europa og Mellemøsten, mod øst til Kazakhstan og Kirgisien. Den er også blevet indført til Australien og New Zealand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vandredroslen betragtes som et symbol på forårets komme. Digtet The First Robin af den canadiske digter William Henry Drummond (1854-1907) er baseret på en overtro i Quebec, som hævdede, at den person, der så forårets første vandredrossel, ville få held.

Fuglen blev navngivet robin af tidlige nybyggere, da dens orangerøde bryst mindede dem om den europæiske rødhals (Erithacus rubecula), der hedder robin på engelsk.

 

 

 

 

 

 

 

I hinduismen er Rama den syvende inkarnation af den høje gud Vishnu og hovedperson i det store epos Ramayana. En dag bliver Sita, hans forlovede, røvet af Ravana, en dæmonkonge fra Sri Lanka. Hanuman, som er leder af abehæren, er til stor hjælp for Rama under hans anstrengelser for at befri Sita. Som en belønning for sine fortjenester blev Hanuman ophøjet til en hinduistisk guddom.

På grund af abehærens store indsats i Ramayana betragter hinduer aber som hellige dyr, og ved templerne holder ofte flokke af rhesusaber (Macaca mulatta), hueaber (M. radiata) eller grå langurer (Semnopithecus) til, hvor de bl.a. lever af ris, sukkerstads og andet spiseligt, der bringes som offergaver til templerne af fromme hinduer. Flokke af aber strejfer også rundt i byerne i søgen efter føde, og de er ofte en pest for gadehandlere, som sælger grønsager og frugt.

Disse aber og talrige andre abearter er grundigere omtalt på siden Dyreliv: Aber, og her findes også en mere detaljeret beskrivelse af Hanumans rolle i Ramayana.

 

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.htm

 

Denne art blev kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker. Pelsen er overvejende brun, med et orange anstrøg på den bageste del af kroppen. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen.

 

Nordlig steppelangur er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Førhen blev de vestlige og sydlige bestande af denne art betragtet som en særskilt art, sydlig steppelangur (S. dussumieri), men nylige genetiske studier har erklæret denne art for ugyldig.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af mus (genitiv muris), det klassiske latinske ord for mus.

 

 

Førhen var den sorte rotte et alvorligt skadedyr, som konsumerede uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spredte den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

Den brune rotte (R. norvegicus) blev udbredt over hele verden på et senere tidspunkt end den sorte rotte. Den er et meget stærkere og mere tilpasningsdygtigt dyr, og den sorte rotte er nu blevet udkonkurreret af sin mere aggressive fætter mange steder, hvor den tidligere var almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af Sciurus – det navn, som den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1758 gav det europæiske røde egern (S. vulgaris, nedenfor). Navnet er en latiniseret form af oldgræsk skiouros, af skia (’skygge’) og oura (’hale’), altså ‘halen der giver skygge’, hvilket hentyder til den store buskede hale hos mange egern. Nogle arter har en vane med at svirpe halen op over ryggen, og på denne måde er de i stand til at anvende den som beskyttelse mod stærk hede.

Navnet egern, tillige med det svenske ekorre og det norske ekorn, kommer af oldnordisk ikorni, der stammer fra oldhøjtysk eihhornu. Første led af dette ord sigter enten til egetræet, hvis agern er et yndet fødeemne hos egern, eller det er afledt af indoeuropæisk aig (‘at svinge sig’, ‘bevæge sig rask’). (Kilde: Niels Åge Nielsen 1991. Ordenes historie, særoplag af Dansk Etymologisk Ordbog, 4. udgave, 2. oplag, Danmarks Nationalleksikon)

I byparker, hvor egern fodres regelmæssigt, bliver disse ellers temmelig sky dyr ofte bemærkelsesværdigt tamme.

En række egern-arter er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

Den forreste del af slægtsnavnet er afledt af græsk kallos (‘smuk’) – selvom nogle af arterne er temmelig ensartet brunlige.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk erythros (‘rød’), hvilket sigter til, at bugen ofte – men ikke altid – er rødlig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et omfattende genetisk studium fra 2020 (Abreu et al. 2020) konkluderer, at slægten er parafyletisk og foreslår den opdelt i 11 eller 12 slægter, med kun 3 arter i Sciurus. Dette forslag er imidlertid ikke bredt accepteret, og indtil videre følger jeg den oprindelige navngivning.

 

Gråegern er aktive året rundt, og om efteråret samler de forråd i form af nødder og frugt, som de begraver i depoter. De er ikke i stand til at huske, hvor de har begravet dem, men finder dem ved at lugte sig frem til dem under sneen. Gråegern er ofte en plage ved fuglefoderpladser, hvor de æder størsteparten af foderet, der jo var beregnet til fugle. I parker og andre steder, hvor folk regelmæssigt fodrer dem, kan de blive overordentlig tamme.

Det østlige gråegern er blevet indført med succes til Sydafrika, England og andre steder. I England betragtes arten som et skadedyr, da den udkonkurrerer det indfødte eurasiske røde egern (S. vulgaris), som nu er sjældent syd for Skotland. I Storbritannien har man iværksat udryddelseskampagner af gråegern, hvilket har fået bestanden af røde egern til at gå frem adskillige steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I kinesisk medicin benyttes tokay-gekko mod forskellige lidelser, bl.a. slagtilfælde, lammelser, gigt, impotens, tidlig sædafgang, hyppig urinering, natlig urinering samt afmagrethed. Nyere forskning har påvist, at den har en positiv indvirkning på ondartede svulster, specielt i fordøjelsessystemet.

Førhen var en del overtro knyttet til tokay-gekko i Kina. Man mente, at dens urin var dødeligt giftig. Hvis en gravid kvinde spiste en gekko, ville hun helt sikkert føde en dreng. Da tokay-gekkoer parrer sig i meget lang tid, mente man også, at den var god mod impotens.

I dag er arten truet på grund af overdreven indsamling samt indskrænkning af dens levesteder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Nogle autoriteter inkluderer den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) i familien, andre placerer den i en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Normalt jager folk disse dyr bort, da de er notoriske plyndrere af hønsegårde, men hvor de lades i fred, bliver de ofte tillidsfulde.

Det latinske artsnavn, som betyder ‘frelser’, er uforklaret, men antyder muligvis en religiøs forbindelse. Det danske navn skyldes, at denne art ofte har et mønster af gullige tværbånd eller ringe ned ad ryggen og halen (se billederne nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin pomum (‘æble’) samt aceus, en endelse, som danner tillægsord.

 

Da denne art er yderst tilpasningsdygtig, trivedes den og spredtes snart ukontrollabelt. Unge risplanter er sneglens yndlingsføde, og da arten ikke har naturlige fjender i Taiwan, er den blevet et yderst skadeligt dyr i rismarker. Man ser ofte lyserøde klumper af dens æg på betonvæggene langs kanaler og floder, og ofte også på selve risplanterne. (Kilde: culture.teldap.tw)

Arten betragtes af Global Invasive Species Database som værende blandt de 100 værste skadedyr i verden. Den regnes også blandt de 40 værste skadedyr i Europa.

Artsnavnet er afledt af latin canalis (‘kanal’ eller ‘rør’). Hvad det hentyder til er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange kakkerlak-arter har tilpasset sig til at leve i byer, hvor de ofte er en voldsom plage. I traditionel kinesisk medicin anvendes disse dyr mod en række lidelser, bl.a. underlivsproblemer, hjerneblødning og benbrud samt som et middel mod ældning. Nyere forskning har påvist, at disse dyr indeholder mindst ni forskellige bakteriedræbende stoffer, og et andet stof kan dræbe AIDS-virus.

I det nordlige Kina har kakkerlakker været udnyttet som føde gennem hundreder af år. En creme indeholdende bl.a. kakkerlakindvolde smøres af mange kinesiske kvinder på huden for at holde den ung. I landet findes en blomstrende industri, hvor man holder millioner af kakkerlakker i fangenskab til produktion af medicin og hudcreme.

 

 

 

 

 

Mejeredderkoppen (Pholcus phalangioides) er navngivet efter sine lange ben, der minder lidt om mejernes ben. På engelsk kaldes den bl.a. for skull spider, da dens forkrop minder en smule om et menneskes kranium. Kroppen hos udvoksede hunner er omkring 8 mm lang, hos hannerne lidt mindre, og benene er 4-5 cm lange. Oprindeligt var denne art hjemmehørende i varmere egne af Asien, men er blevet spredt med mennesker kloden rundt, med undtagelse af Antarktis.

Arten har bredt sig meget i Nordeuropa i de senere år. Den blev første gang set i København i 1880 og i Jylland i 1969, og i dag er den udbredt i hele landet. Den er komplet harmløs for mennesker.