Asien & Europa 1975: Lang rejse hjem

 

 

”I always take the long way home.”

 

– Tom Waits (født 1949), amerikansk sanger, musiker, komponist, sangskriver og skuespiller, i Orphans, 2006

 

 

Sydøstasien 1975
Gadescene i en landsby nær Khyber-passet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter at have tilbragt 3 måneder i Sri Lanka (se Rejse-episoder 1974: Hos veddaerne, og 1975: På forbudte veje i Wilpattu), og derefter ca. 10 uger i Thailand og Malaysia, samt på Sumatra og Borneo (se Rejse-episoder: Borneo 1975 – På kanotur med punan-stammefolk), er det nu tid at rejse hjem. Jeg beslutter at foretage den lange rejse over land, hvor det overhovedet er muligt, da det vil give mig glimrende muligheder for at opleve og sammenligne de forskellige kulturer og religioner undervejs.

 

En fuldstændig fremmedartet kultur
Fra Kuala Lumpur får jeg lift med diverse biler og lastbiler mod nord gennem Malaysia til byen Kota Bharu, hvorfra jeg tager med en bus til den thailandske grænse og derfra videre med en anden bus til Bangkok. Da jeg har besøgt denne by tidligere på turen, skynder jeg mig at booke en flybillet til Calcutta, den største by i delstaten Vestbengalen i det østlige Indien. Det er ikke muligt at krydse Myanmar over land, så derfor bliver jeg nødt til at flyve.

Jeg har slået følge med en ung tysker, Eberhard, og en bus bringer os fra Calcuttas lufthavn ind til centrum. Efter at have oplevet det relativt civiliserede Sydøstasien er denne millionby en overvældende oplevelse, med en fuldstændig fremmedartet kultur og religion. Alt virker komplet kaotisk. I gaderne vælter lastbiler, busser, biler, motor-rickshaws, oksekærrer, motorcykler, scootere, fodgængere og hellige køer rundt mellem hinanden, men på mirakuløs vis lykkes det alligevel for trafikken at bevæge sig, omend i sneglefart. I Calcutta bemærker man også de gammeldags rickshaws – tohjulede, åbne ’vogne’, som trækkes af en mand, der løber – oftest barfodet – mellem to stænger, som han holder fast i.

Fattigdommen er forfærdende i denne by, hvor adskillige millioner mennesker er uden tag over hovedet. I stedet bor de under broer, på jernbaneskråninger eller simpelthen på gaden, hvor folk haster forbi dem, uanfægtet af deres nød. Over byen svæver utallige bengalske gribbe (Gyps bengalensis) og indiske glenter (Milvus govinda). [I 1975 var glenten uhyre almindelig i indiske byer, men er siden gået meget tilbage i takt med, at mængden af tilgængeligt affald er dalet.]

Calcuttas gamle navn var Kolkata eller Kalikata. I 1696 ledede englænderen Job Charnock en gruppe handelsfolk fra British East India Company op langs Hugli-floden. De var blevet jaget på flugt fra deres oprindelige handelsstation af en lokal hersker, og nu opførte de i stedet et handelshus, Fort William, længere oppe ad floden, nær et par landsbyer, hvoraf én bar navnet Kalikata, efter sigende opkaldt efter et gammelt kultsted for den hinduistiske gudinde Kali. Dette navn blev af englænderne forvansket til Calcutta. [I 2001 blev byens navn officielt ændret til et af dens gamle navne, Kolkata.]

 

 

Sydøstasien 1975
Scene fra min rejse gennem Malaysia: Skyer ved aftenstide, Kuala Trengganu. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Masser af vandmeloner til salg, Kolok, sydlige Thailand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydasien 1976-77
Efter at have oplevet det relativt civiliserede Sydøstasien var Calcutta en overvældende oplevelse, med en deprimerende fattigdom, som var åbenlys alle vegne. Dette billede viser hjemløse, som lever under Haora-broen, der fører over Hugli-floden. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Indien 1994
I Calcutta fandtes mange af de gammeldags rickshaws – tohjulede, åbne ’vogne’, som trækkes af en mand, der løber mellem to stænger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
En sadhu (asketisk hindu-mand) vandrer ned ad gaden i Calcutta med sine få ejendele. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Spåmand læser i hånd, Calcutta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Skopudserdreng i arbejde, Calcutta. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Den helligste by ved den helligste flod
Eberhard og jeg kommer med et overfyldt tog til vores næste stop på rejsen gennem Indien, Varanasi – den helligste af hinduernes syv hellige byer, beliggende ved den helligste af alle floder, Moder Ganges. For hinduer anses et bad i floden på dette sted for specielt rensende, og hver dag bader tusinder i den i visheden om, at den vasker deres synder bort.

Byens oprindelige navn var Kashi, hvilket betyder ’lys’, og med sin østvendte beliggenhed mod den opgående sol kan den da også kaldes en ’lysets by’. Det nyere navn Varanasi er en kombination af navnet på to floder, Varuna og Assi, som her har deres udløb i Ganges. I den britiske koloniperiode blev Varanasi forvansket til Benares.

Ifølge arkæologiske undersøgelser blev Varanasi grundlagt for omkring 3000 år siden. De fleste af de bygninger, man ser i dag, er dog ikke særlig gamle, da byen blev ødelagt under adskillige invasioner, bl.a. af mogulerne, et muslimsk stammefolk fra Turkmenien, som underlagde sig hele den nordlige del af Indien. Mogulerne regerede i dette område i ca. 300 år. Især under Kejser Aurangzeb (1658-1707), der var fanatisk muslim, ødelagdes mange hinduistiske bygningsværker, i Varanasi bl.a. det Gyldne Tempel, hvor der i stedet blev opført en moské.

Vi strejfer rundt i gyderne i Varanasis gamle bydel, der er så smalle, at biler ikke kan færdes her. Trafikanterne udgøres af fodgængere, vandbøfler, hellige køer samt af og til en motorcykel eller scooter. Høje råb annoncerer, at et begravelsesoptog er på vej ned mod Ganges. Mange gamle eller syge bliver bragt hertil for at dø og derefter blive brændt ved bredden af den hellige flod. Efter afbrændingen strøs asken i floden, hvorved den afdøde har større chance for at opnå moksha – udfrielse fra den uendelige kæde af genfødsler. (Læs mere om moksha og andre hinduistiske fænomener på denne hjemmeside, se Religion: Hinduisme).

 

 

Nordindien 1991
Varanasi er den helligste af hinduernes syv hellige byer, og et bad i Ganges-floden på dette sted anses for specielt rensende. Hver dag bader tusinder i floden i visheden om, at den fjerner deres synder. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Hinduistisk brahmin ved Ganges-floden. Brahminerne udgør den øverste af hinduismens fire kaster. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Gadebarber i arbejde, Varanasi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Morgen på Ganges-sletten
Det er den hede tid i Nordindien, og solen bager fra en diset, gullig himmel dagen lang. Vi drikker ustandseligt té og vand og spiser mængder af appelsiner, men er alligevel konstant tørstige.

Eberhard vil gerne til Bombay, mens jeg hurtigst muligt vil ud af denne bageovn. Togrejsen til Indiens hovedstad Delhi er en langvarig affære, så for at slippe for en tur i stil med den, som vi foretog mellem Calcutta og Varanasi, hvor vi måtte sove på gulvet, booker jeg en ‘sleeper’, som det hedder. På 2. klasse består den blot af en briks, som man har råderet over om natten. Jeg breder min udtjente sovepose ud på min plads for at tilkendegive, at den er optaget.

Langs toget vandrer sælgere og råber: ”Chai! Chai! Garam chaiii!” (’Té! Té! Varm té!”), medbringende en stor kande, fyldt med dampende varm, sødet mælketé, samt en sæk fyldt med små kopper af ubrændt ler. Meningen er, at når man er færdig med sin té, kaster man blot koppen ud ad vinduet, hvor den knuses og indgår i naturens kredsløb. På denne måde behøver sælgeren ikke komme tilbage for at indsamle kopper. [Nutildags (2018) ser man desværre ikke mange af disse lerkopper mere. De er blevet erstattet af kopper af blød plastic, som man brænder fingrene på, og som ligger og flyder i tusindtal allevegne langs jernbanen.]

Den følgende morgen vågner jeg tidligt, og under opholdet på den næste station forlader jeg toget for at købe morgenmad på perronen: puri, som er små pandekager stegt i olie, hvilket får dem til at poppe op, serveret med tamarindesovs, samt samosa’er, små friturestegte dej-trekanter med kartoffel-curry indeni.

Forfrisket kan jeg nu iagttage livet på den flade, uendelige, støvede Ganges-slette. De fleste af landsbyerne har lerklinede og stråtækte huse, ofte omgivet af skyggefulde mango- eller figentræer, hvorunder mændene om aftenen samles efter dagens arbejde til en snak og en bidi – Indiens ’fattigmandscigaret’, fremstillet af bladene fra et træ, Diospyros melanoxylon. Oksekærrer snegler sig hen ad de ujævne markveje, og bladene i de høje bambuslunde rasler i morgenbrisen. En flok bengalske gribbe skændes med hunde om resterne af en død okse. På baneskråningerne sidder mange mennesker, som ugenert besørger deres morgentoilette. Af og til passerer vi en stinkende industriby, hvor fabriksskorstene pulser enorme mængder sort røg ud over det i forvejen disede landskab. Masser af gribbe og glenter svæver over markerne, mens pragtfuldt farvede blåkronede ellekrager (Coracias benghalensis) letter fra buskadserne. I småpytter langs jernbanen fouragerer fugle som stylteløbere (Himantopus himantopus), rishejrer (Ardeola grayii) og gulnæbbede hejrer (Mesophoyx intermedia).

 

 

Sydasien 1978-79
Langs jernbanen lettede pragtfuldt farvede blåkronede ellekrager (Coracias benghalensis) fra buskadserne. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1997
Rishejre (Ardeola grayii) balancerer på en rodstængel af en nøkkerose (Nymphaea). Denne lille hejreart er allestedsnærværende i Indien. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hovedstad otte gange
Op ad dagen ankommer toget til New Delhi Banegård, der trods navnet befinder sig nærmere centrum af den gamle bydel end den nye. Ikke langt fra banegården finder jeg et passende logi, hvorefter jeg drager på opdagelse i Old Delhi. Dele af den minder ikke så lidt om gyderne i Varanasi, men er en smule bredere og mere ’moderne’.

Delhi har været hovedstad mindst otte gange gennem tiderne, bl.a. i de muslimske perioder under Delhi-sultanatet og mogulerne, og senere i den britiske kolonitid, hvor hovedstaden blev flyttet hertil fra Calcutta. Nu er Delhi hovedstad i forbundsrepublikken Indien.

Byen rummer et utal af prægtige bygningsværker, men jeg koncentrerer mig om to i Old Delhi. Her ligger et enormt fort, Lal Qila (’Det Røde Fort’), opført i rød sandsten. Det blev påbegyndt under mogul-kejseren Shah Jahan og stod færdigt i 1648. Fortets porte er meget høje, fordi mogulherskerne ville kunne ride ud gennem dem på pragtfuldt udstyrede elefanter for at demonstrere deres magt. Divan-i-Am er en smuk bygning, opført i marmor, hvor mogulen, siddende på sin berømte påfugletrone, modtog sine undersåtter i audiens. Desværre er bygningen blevet plyndret adskillige gange og meget af det oprindelige inventar stjålet, bl.a. påfugletronen, loftet, der bestod af sølv, samt de fleste af de farvestrålende indlagte halvædelstene. På den nordlige og sydlige væg findes en berømt indskrift på persisk af digteren Amir Khusrau (1253-1325), som siger: ”Hvis der findes et paradis på Jord, er det dette, er det dette, er det dette.”

Ikke langt fra fortet ligger Jama Mashid (’Fredagsmoskéen’), som er Indiens største moské, ligeledes påbegyndt under Shah Jahan og færdigbygget i 1658. Under fredagsbønnen benyttes den 99 m brede plads, der kan rumme 25.000 mennesker. Centralt findes et lille vandbassin, hvor man vasker ansigt, hænder og fødder før bønnen. Moskéen har to minareter, som begge er 39 m høje. Efter legenden rummer en lille bygning i det nordøstlige hjørne et fodspor, sat af selveste Profeten Muhammed.

 

 

Nordindien 1997
Marmorvæg i Lal Qila (’Det Røde Fort’), Old Delhi, udsmykket med indlagte halvædelstene samt kakler med forskellige motiver, bl.a. parakitter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Nordindien 1997
Løgkupler på Jama Mashid (’Fredagsmoskeen’) i Old Delhi, set fra en af minareterne. Fuglene på kuplerne er tamduer. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Det er vist længe siden, at denne dreng i Old Delhi er blevet vasket! (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Gadehandler sælger æbler, Old Delhi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Den indiske glente (Milvus govinda) er almindelig i byerne. Denne sidder på en projektør uden for banegården i New Delhi. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Forår i Afghanistan
Fra byen Peshawar i det nordlige Pakistan stiger jeg ombord på en bus med kurs mod Afghanistans hovedstad Kabul. Ved grænsen er mange mænd bevæbnet med rifler, og et skudhul i forruden på vores bus vidner om de ustabile tilstande i denne egn. Fra det relativt frodige Pakistan kommer vi nu ind i et langt mere goldt og ørkenpræget landskab, hvor fuglelivet fra at være præget af tropiske arter som sort drongo (Dicrurus macrocercus) og almindelig hyrdestær (Acridotheres tristis) nu rummer palæarktiske arter som ravn (Corvus corax) og europæisk biæder (Merops apiaster). Langs vejen er store partier dækket af røde valmuer (Papaver).

Vi passerer det berømte Khyber-pas i Spin Ghar-bjergene. Dette pas var vejen, som næsten alle hærledere førhen benyttede, når de invaderede det indiske subkontinent, bl.a. perserkongerne Dareius den Store (550-486 f.Kr.) og Mahmud af Ghazni, født Yamin-ud-Dawla Abul-Qasim Mahmud ibn Sebüktegin (971-1030), afghaneren Muhammad Ghori, født Shihab ad-Din (1149-1206), mongoler som Genghis Khan (ca. 1162-1227) og Duwa (død 1307), samt Babur (’Tigeren’), født Zahir ud-Din Muhammad (1483-1530), en Timuride-prins af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, som senere blev den første mogulkejser i Indien.  I Kabul blæser en mild forårsvind, på trods af at bjergene omkring byen stadig er snedækkede her midt i april. Jeg spadserer gennem byens gader, hvor jeg bemærker nye måder at klæde sig på. Mændene er alle iført europæiske jakker samt lange, løse bukser, som gør det mere behageligt at sidde på hug. De fleste bærer en turban, der oftest består af et langt hvidt klæde, som vikles adskillige gange omkring hovedet. Andre er iført en lille muhammedansk kalot, ofte rigt broderet. Mange af kvinderne er fuldstændig skjult under en burka, et kæmpemæssigt klædestykke, som dækker hoved og krop, med en visir-lignende åbning foran ansigtet, hvilket gør det muligt for kvinden at finde vej. Den Hellige Koran, Surah 33, vers 59, siger: Åh, Profet! Sig til dine hustruer og døtre og andre troende kvinder, at de skal dække deres krop med deres ydre klæder, således at de undgår at blive genkendt, hvilket kan være til gene for dem. Og Gud er evigt tilgivende og blid.”

Motoriserede køretøjer i denne by består mest af busser og lastbiler, mens privatbiler er påfaldende få. Æsler udgør en betragtelig del af gadebilledet, og adskillige mænd er travlt optaget af at læsse forskellige varer på dyrene, bl.a. æbler og hvidløg. Mange steder sælges bittesmå bure, der indeholder sangfugle, bl.a. kalanderlærker (Melanocorypha calandra), toplærker (Galerida cristata), stillitser (Carduelis carduelis) og rødpandede irisker (Serinus pusillus). Sangfugle er populære kæledyr i mange muslimske samfund.

 

 

Sydøstasien 1975
Midt i april var foråret kommet til Afghanistan. Dette billede viser Hindu Kush-bjergene nær Kabul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Mand ryger på vandpibe, Kabul. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
En kæmpesæk med æbler, pyntet med røde plastic-blomster, bringes på æselryg til et marked i Kabul. – Læs mere om æsler på denne hjemmeside, se Dyreliv: Dyr i menneskets tjeneste –Heste, æsler og muldyr. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Sangfugle er populære kæledyr i mange muslimske samfund. Disse bittesmå bure med kalanderlærker (Melanocorypha calandra) var til salg i Kabul. Gadehandleren i baggrunden sælger diverse typer bønner. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

En by i ørkenen
Bussen mod Kandahar afgår tidligt om morgenen, og turen de første par timer gennem bjergene er en kold omgang. Mine medpassagerer kryber sammen bag sæderne, indsvøbt i alt det tøj, de har medbragt. Fra bjergene kommer vi ud på en flad, ørkenagtig slette med fattig vegetation. Småbitte landsbyer er omgivet af lunde af slanke popler, og bønder pløjer de få marker med okseforspand. Fuglelivet i denne egn udgøres af bl.a. toplærke, hærfugl (Upupa epops), isabellastenpikker (Oenanthe isabellina) og sort bynkefugl (Saxicola caprata). Jeg bemærker også adskillige tykke bobakker, eller steppemurmeldyr (Marmota bobak), et jordegern på størrelse med en hare.

Ørkenbyen Kandahar har et indbyggertal på omkring 100.000, men breder sig over et kæmpemæssigt areal, idet der ikke findes huse med over to etager. Byens basar er et broget og livligt skue, hvor der bl.a. sælges grønsager. For at gøre dem mere indbydende skylles de inden salget i vand, som løber langs rendestenen. Dette vand er imidlertid utrolig beskidt, og jeg mister straks enhver lyst til rå salater! Kødvarer og søde sager er stillet til skue, hvilket tiltrækker tusindvis af fluer, der sværmer omkring varerne. Jeg bemærker adskillige blinde tiggere, som sikkert lider af trachoma (ægyptisk øjensyge), der overføres af fluer.

 

 

Sydøstasien 1975
Sjælden regnbyge i ørkenen nær Kandahar, Afghanistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Gadescene i Kandahar. Kvinden er iført en burka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Trængsel i basaren, Kandahar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Grønsager skylles i rendestenen, Kandahar. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Dreng af Hazara-stammen, Kandahar. Hazara’erne nedstammer delvis fra mongoler eller centralasiatiske tyrkere, som indvandrede til Afghanistan omkring 1200-tallet. Deres ansigtstræk, såvel som en del af deres kultur og sprog, er forskelligt fra andre afghanske folkeslags. De fleste Hazara’er er shi’itiske muslimer, i modsætning til andre afghanske stammer, der overvejende er sunni-muslimer (se næste afsnit). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Imam Rezas gravsted
Fra Herat tager jeg med en bus til Mashhad i det østlige Iran, som er en hellig by for shi’itiske muslimer. Opsplitningen i de to vigtigste trosretninger inden for Islam, sunnismen og shi’ismen, rækker næsten tilbage til grundlæggelsen af Islam. Efter Profeten Muhammeds død i 632 e.Kr. anerkendte visse muslimer, der senere kaldte sig shi’iter (af Shi’atu Ali, ‘Alis tilhængere’), kun direkte efterkommere af Profeten som hans arvtagere, idet de hævdede, at Gud – gennem Muhammed – havde udpeget dennes fætter Ali ibn Abi Talib (601-661) – der også var hans svigersøn – som leder af Islam, kaldt imam. Alis sønner Hassan og Husain udgjorde imam nummer to og tre, efterfulgt af deres efterkommere.

I 681 drog Husain og nogle af hans tilhængere til Irak for at kæmpe mod kaliffen af Damaskus, som hævdede, at han var den rette arvtager efter Muhammed, udpeget af et råd af ældre. Shi’iterne anerkendte ikke dette valg, idet de hævdede, at kun Gud kunne udpege Muhammeds efterfølgere. Ved Karbala kom det til et slag, hvorunder Husain og hans krigere blev dræbt, og herefter lå den reelle magt hos kalifferne i Damaskus, siden i Bagdad.

I stedet for kalifferne anerkender shi’iterne en række på 12 imam’er, der alle var Profetens efterkommere. De hævder, at den 12. imam Muhammad ibn Hasan al-Mahdi (868-941) forsvandt, men vil vende tilbage, når tiden er inde, som den ultimative frelser af menneskeheden, samt at han, sammen med Isa (Jesus Kristus), vil bringe fred og retfærdighed til denne verden.

I 818 blev den 8. imam, Ali ibn Musa al-Ridha (765-818), i Iran kendt som Imam Reza, myrdet på ordre af abbaside-kaliffen al-Ma’mun. Stedet, hvor han blev begravet, kaldtes for Mashhad al-Ridha (‘al-Ridhas Martyrium’), og sidst i 800-tallet blev en kuppel rejst over hans grav. Siden opførtes talrige andre bygninger på stedet, der i dag udgør Islams største tempelkompleks.

Da jeg besøger dette mausoleum, er hele grunden uden for ét stort byggerod. Ved indgangen erfarer jeg, at ikke-muslimer er forment adgang til komplekset, men jeg er dog velkommen til at vandre rundt om det. Undervejs kan jeg beundre de vidunderlige kakler med muslimske indskrifter i smuk kalligrafi, der beklæder den ydre mur.

 

 

Sydøstasien 1975
Sydøstasien 1975
Omfattende konstruktionsarbejder var i gang uden for Imam Rezas mausoleum i Mashhad, Iran (øverst). Den ydre mur omkring komplekset var rigt udsmykket med vidunderlige kakler med muslimske indskrifter i smuk kalligrafi. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Rengøring og reparation af et persertæppe, Mashhad. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bestræbelser på at redde en truet fugl
Turen går nu videre med bus mod Irans hovedstad, Teheran. Undervejs passerer vi gennem den herligste løvskov i Elburz-bjergene syd for det Kaspiske Hav. (Du kan finde en grundig beskrivelse af dette område andetsteds på denne hjemmeside, se Rejse-episoder: Iran 1973 – Biluheld ved det Kaspiske Hav). Vi ankommer først til Teheran ved 1-tiden om natten, og hotellerne er enten overfyldte eller lukkede. Jeg erfarer imidlertid, at jeg kan få lov til at overnatte på telegrafkontoret.

Den følgende morgen kommer jeg med en anden bus med kurs mod Tabriz og den tyrkiske grænse. Området omkring Tabriz er dejlig grønt med popler, hvori råger (Corvus frugilegus) er i færd med at bygge reder, samt hvedemarker, hvor hvide storke (Ciconia ciconia) spankulerer omkring. Endnu en bus bringer mig langs den kæmpemæssige sø Van i det sydøstlige Tyrkiet, et område, der kaldes Kurdistan. Denne region er beboet af kurdere, et folk med en krank skæbne (se Rejse-episoder: Iran & Tyrkiet 1973 – Kurdistan! Bum-bum-zip!). Fuglelivet langs vejen er rigt og rummer arter som lille tårnfalk (Falco naumanni), rustand (Tadorna ferruginea), ellekrage (Coracias garrulus) og rødhovedet tornskade (Lanius senator). Langs vejen flintrer små anatolske jordegern (Spermophilus xanthoprymnus) omkring, og i tilfælde af fare forsvinder de lynhurtigt ned i deres huller.

Mit mål er byen Birecik, som ligger ved bredden af Eufrat-floden, nær grænsen til Syrien. Denne by er tilholdssted for en lille ynglekoloni af den globalt truede eremitibis (Geronticus eremita). Denne art, som førhen var vidt udbredt i Mellemøsten, Nordafrika, Sydeuropa og Alperne, forsvandt fra Europa for over 300 år siden. De øvrige bestande gik også stærkt tilbage, og midt i 1900-tallet kendte man kun to ynglekolonier: i det sydlige Marokko samt her i Birecik.

Førhen æredes fuglen i Birecik af de lokale muhammedanere, idet man hævdede, at den under sit træk sydpå ledte pilgrimme, som var på hajj, på den rette vej mod Mekka. Hvert år fejrede man fuglenes tilbagekomst til byen med en fest. Tilbagegangen fortsatte imidlertid, og i 1972 var der kun 26 ynglepar tilbage i Birecik. På dette tidspunkt påbegyndte en kendt tyrkisk fuglemaler, Salih Acar, hans kone Belkis, samt Udo Hirsch, en ung tysk etnolog og naturfotograf, deres bestræbelser på at bevare arten, bl.a. gennem at opsætte kunstige redehylder på klippevæggen oven for byen. Udo Hirsch udtalte: “Førhen byggede ibiserne gode, dybe reder. Artens æg er kuglerunde, ikke ovale, og de triller nemt. I dag er ibisernes reder kun afskygninger af deres gamle jeg, bestående af pinde, plasticposer og græs, og et enkelt kraftigt spark fra en forskrækket voksen fugl kan nemt få et æg til at trille ud af reden og ned fra hylden. Det samme gælder for ungerne. Når de skændes om føden, bliver den yngste ofte smidt ud af reden og falder 12 m ned på jorden.”

[Siden har det vist sig, at deres anstrengelser bar frugt. I 1980’erne besluttede det tyrkiske nationalparkvæsen at standse tilbagegangen ved at anbringe alle fuglene i semi-fangenskab. Der blev bygget to store volierer, hvor fuglene bliver holdt om vinteren. Hvert år indfanges de i juli eller august, hvorefter de tilbringer vinteren i indhegningerne. I marts løslades de, så de har mulighed for at yngle i deres naturlige habitat. Nogle af dem yngler på kunstige redehylder, der er sat op på klippevæggen. Disse hylder hælder indad for at modvirke tab af æg og unger. I dag findes der over 100 ynglepar i byen. (Kilde: traveltoeat.com/saving-the-northern-bald-ibis-birecik-turkey).]

[Den vilde bestand i Marokko menes at være på omkring 500 fugle, og det totale antal fangenskabsfugle er omkring 1000. I Spanien blev arten genindført i 2003, og i dag findes en voksende bestand af vilde fugle her. I 2005 besøgte jeg Extremadura-området i det vestlige Spanien, hvor jeg observerede en eremitibis. Jeg troede knapt mine egne øjne, da jeg ikke kendte til genudsætningsprojektet, og der var trods alt meget langt til ynglekolonierne i det sydlige Marokko!]

 

 

Sydøstasien 1975
Denne mand er fra byen Silvan i Kurdistan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Butiksgade i Birecik, sydlige Tyrkiet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Rebslagere i Birecik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
I Birecik forsøgte tyrkiske og tyske naturfredningsfolk at bevare den lille ynglebestand af den udryddelsestruede eremitibis (Geronticus eremita), bl.a. gennem at opsætte kunstige redehylder på klippevæggen oven for byen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Eremitibis
Den første beskrivelse og illustration af en eremitibis findes i Historiæ animalium, Liber III, offentliggjort i 1555 af den schweiziske læge og naturhistoriker Conrad Gessner (1516-65). Han kaldte den Corvus sylvatico (‘skovkrage’), hvilket på datidens tysk blev til waldrapp – et navn, som er bevaret frem til i dag. Slægtsnavnet Geronticus kommer af græsk gerón = gammel mand, hvilket hentyder til det fjerløse hoved hos eremitibis, mens artsnavnet eremita kommer af græsk eremía = ørken, en allusion til artens levested. Det danske navn er således en direkte overførsel af slægtsnavnet og hentyder ikke til en eremit (eneboer). Det ville jo også være tåbeligt at anvende navnet ’eneboer-ibis’ for en kolonirugende fugl! (Illustration: Offentligt domæne)

 

 

Mod Middelhavet
Fra Birecik rejser jeg mod vest, idet jeg ofte får et gratis lift på lastbiler eller betaler et symbolsk beløb. Som hovedregel er tyrkerne et meget venligt folkefærd, og selv om jeg kun taler nogle få tyrkiske brokker, kommer jeg fint ud af det med chaufførerne og deres hjælpere. Nogle af dem taler en smule tysk, da de tidligere har arbejdet i Tyskland for at kunne sende penge hjem til deres familier. Ved en lejlighed sidder jeg på ladet af en lastbil, da jeg bemærker en anden lastbil, som ligger med bunden i vejret i vejgrøften. Min lastbil standser, og chaufføren stiger ud for at undersøge, hvad der er sket. Han vender tilbage, idet han siger: “Zwei tod!” (‘To døde!’). Det overrasker mig ikke, da tyrkiske lastbilchauffører ofte kører som gale og tager vanvittige chancer under overhalinger.

Mit næste mål er den lille by Çeşme på den tyrkiske Middelhavskyst, nær Izmir. Under mit ophold i Sri Lanka traf jeg to danskere, Pia Rasmussen og Fritz Hansen, som jeg boede hos en tid. De planlagde at tilbringe foråret på den græske ø Khios, og vi blev enige om at mødes dér i maj.

Da jeg ankommer til Çeşme, erfarer jeg imidlertid, at færgen til Khios er aflyst på ubestemt tid på grund af spændinger mellem den tyrkiske og den græske regering. Altså må jeg rejse mod nord langs kysten til byen Çanakkale, hvorfra jeg tager med en færge over Dardaneller-strædet. (I parentes skal det bemærkes, at jeg ved tilbagekomsten til Danmark erfarer, at Pia og Fritz alligevel ikke tog til Khios, så selv om færgen havde været i drift, ville jeg ikke have truffet dem).

 

 

Sydøstasien 1975
Sydøstasien 1975
I Tyrkiet fik jeg ofte et lift med lastbiler. Disse billeder viser venlige chauffører nær den lille by Bahçe i Adana-provinsen. På det nederste billede er vi punkteret, og chaufføren er i færd med at fylde væske på donkraften. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

Sydøstasien 1975
Ruinerne af en borg i Çeşme på den tyrkiske Middelhavskyst, nær Izmir. Da det Ottomanske Rige begyndte at blive magtfuldt, blev Çeşme to gange angrebet af venetianske styrker, i 1472 og 1501. Borgen blev opført i 1508 under Sultan Bayezit d. 2. (1447-1512) som værn mod yderligere angreb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Tyrkiet 2006
Fiskerbåd ved Diliki på den tyrkiske Middelhavskyst. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I grøften
Grækenland er ikke et godt sted at blaffe, da jeg ofte må vente i timevis i vejkanten på et lift. Jeg tager derfor med en bus til Thessaloniki og videre med et nattog til Beograd, hovedstaden i Jugoslavien. Her er jeg mere heldig med at blaffe, idet fire lifts bringer mig til den lille by Ivanic Grad nær Zagreb.

Mens jeg trasker ind mod centrum af Ivanic Grad, standser en bilist og tager mig med. Han tilbyder, at jeg kan overnatte i hans nye hus, som ikke er helt færdigbygget. Han har allerede fået rigeligt af de våde varer, men gør alligevel holdt ved en restaurant, hvor vi træffer nogle af hans bekendte, der byder på genstande, så efterhånden er jeg heller ikke helt appelsinfri. Undervejs mod huset er mandens reaktionshastighed nu så nedsat, at han glemmer at dreje i et sving, så bilen ender på siden nede i grøften. Det lader han sig ikke slå ud af, men kontakter nogle mennesker, der kan trække hans bil op. Den har ikke taget skade, og manden bringer mig til sit hus, hvorefter han byder mig godnat.

Den følgende morgen får jeg et lift til Zagreb, men bliver desværre sat af et sted med en lang bilkø. Jeg trasker af sted i vejkanten, men så er jeg heldig igen. En bil holder ind til siden, og føreren spørger, om jeg vil køre med til Tyskland! Han er en ung tyrker, som skal skynde sig tilbage til Tyskland, hvor han arbejder. Hans far, som ikke tog med ham på ferie i Tyrkiet, er blevet syg. I forvejen har han to andre blaffere med, hvoraf jeg før har mødt den ene i Pakistan. Ved at bidrage med lidt penge til benzin får jeg et lift gennem resten af Jugoslavien og det meste af Østrig.

 

Foråret kommer sent i Østrigs Alper
Jeg forlader køretøjet i Salzburg-provinsen, da det er min agt at vandre op i bjergene for at se, hvor langt foråret er fremme i de østrigske Alper her i begyndelsen af maj. Jeg kommer med en bus til landsbyen Russbach, hvorfra jeg vandrer langs vandløbet Rinnbach op mod Rinnberg Alm. (Alm er tysk for ’sæter’). Undervejs observerer jeg blomstrende plantearter som julerose (Helleborus niger), ægte alpeklokke (Soldanella alpina), vår-ensian (Gentiana verna) og fjeld-vibefedt (Pinguicula alpina), og fuglelivet omfatter arter som ringdrossel (Turdus torquatus), bjergpiber (Anthus spinoletta) og alpejernspurv (Prunella collaris).

Da jeg når frem til sæterhytterne på Rinnberg Alm, ligger der stadig sne de fleste steder. Døren til et brændeskur er ikke aflåst, så jeg beslutter at overnatte i det. Fra en bjergkam er der en fin udsigt, og jeg glæder mig til at nyde morgensolen fra dette dejlige sted. Men ak, næste morgen, da jeg vågner, er bjergene skjult i skyer, og der blæser en kold vind, så jeg skynder mig at pakke og vandrer derpå tilbage til Russbach.

 

 

Alperne 1968-2001
I begyndelsen af maj var det stadig vinter på sæteren Rinnberg Alm, Østrig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Alperne 1968-2001
Julerose (Helleborus niger) er blandt de tidligst blomstrende planter i Alperne, idet den – som navnet julerose antyder – kan blomstre i milde vintre. Iøvrigt har arten intet med roser at gøre, idet den tilhører ranunkelfamilien (Ranunculaceae). – Dette billede fra Rinnberg Alm viser en form med lyserøde blomster. De er normalt hvide. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Alperne 1968-2001
Ægte alpeklokke (Soldanella alpina), Rinnbach. Slægtsnavnet Soldanella er en diminutivform af det italienske ord soldo (‘mønt’), således ‘små mønter’, hvilket hentyder til bladenes form hos de fleste af de 15 arter i denne slægt. – Billeder af endnu en art, liden alpeklokke (S. pusilla), findes andetsteds på denne hjemmeside, se Natur: Sne og is. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Intermezzo i Wittelsberg
Tre dage senere er jeg nået frem til omegnen af byen Marburg an der Lahn i det centrale Tyskland. Jeg er netop blevet sat af et håbløst sted, hvor motorvejen deler sig i to, da bilisten, som havde taget mig med, skulle den modsatte vej som jeg. Ikke blot synes det umuligt at få et lift på en motorvej, hvor det er forbudt at standse, men at opholde sig på den som fodgænger er også højst ulovligt. Jeg trasker modløs af sted i vejkanten, da det utrolige sker: En kassevogn, ikke ulig et Folkevognsrugbrød, gør holdt, og føreren, som har et kæmpemæssigt, krøllet hår, spørger, om jeg vil køre med. Om jeg vil!

Hans navn er Dieter, og han og hans kone er klunsere, hvilket vil sige, at de henter ting og sager, fx fra dødsbo, som ingen andre vil have, hvorefter de sælger det mest brugbare på loppemarkeder i Frankfurt. De bor på en lille landejendom i landsbyen Wittelsberg, og Dieter inviterer mig venligt til at bo hos dem et par dage. Her træffer jeg hans kone Judith, som ligeledes er meget venlig. Deres hjem er en helt utrolig samling af genstande, som de fleste mennesker ville kalde for gammelt ragelse. Men der hersker en hyggelig og glad stemning, så jeg tilbringer et par dejlige dage hos familien, inden jeg begiver mig ud på vejene igen. Den 14. maj er jeg atter hjemme i Danmark, 39 dage efter at jeg forlod Kuala Lumpur.

 

 

Europa 1972-2005
Gamle landbrugsredskaber uden for Dieter og Judiths hjem i Wittelsberg, nær Marburg, Tyskland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Europa 1972-2005
Dieter spiller på orgel. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

Europa 1972-2005
Dieter og Judith var kærlige forældre, og deres lille søn var særdeles velnæret. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

(Oprettet juni 2018)